Kendall Jenner spottet i populært dansk brand, der understreger ny stilæra

Modehusene i vores lille prik mod nord kan noget særligt.

Også hvis man spørger Kardashian/Jenner-familien. For selv om der er lang vej over atlanten i både kulturel og stilmæssig forstand, så ynder realityfamiliens mest kendte ansigter fra tid til anden at iføre sig dansk design.

Om det er Kim Kardashian i Rains jakke eller Kylie Jenner i Saks Potts kjole, så har vi før set uventede makkerpar imellem de verdensberømte kendisser og de danske gevandter. 

Nyeste skud på stammen får os dog alligevel til at hæve øjenbrynet en ekstra gang. 

Her er Kendall Jenner, model og en af Kardashianfamiliens yngre medlemmer, nemlig blevet spottet i en trenchcoat fra danske Skall Studio. 

Foto: Mega

På en regnvejrsdag i New York trådte modellen ud i et casual look af sorte suit bukser og ditto tote-taske og pumps.

Til at bryde det mørke look havde hun iført sig en pastelgul trenchcoat fra danske Skall Studio.

Trenchcoaten stammer fra mærkets nyeste SS24-kollektion og afspejler med sit minimalistiske snit og afdæmpede farve en æstetik, som det danske brand er kendt og hyldet for. 

Og det kan måske virke overraskende, at den æstetik, der i den grad indkapsler dansk mode, bliver taget til sig af et stilikon, der er født ud af den overdådige Hollywood-glamour, hvor ‘more is more’. 

Alligevel giver den nyopståede romance mellem Kendall Jenner og Skall Studio mening set i lyset af modellen seneste stiludvikling.

Her er Kendall Jenner nemlig blevet spottet i outfits, der rimer på afdæmpet elegance og velvalgte materialer. Og det er ikke mindst en parole, der taler ind i det danske brands DNA. 

Foto: Launchmetrics

Skall Studio SS24.

Og selv om vi under danske himmelstrøg ellers ikke behøvede yderligere bevis for Skall Studios stilsikre æstetik, er det alligevel et sandt blåstempel, at brandet nu hyldes af en af de største stilikoner netop nu. 

En holdning, der ikke mindst bliver delt af Skall Studio selv, der ikke var sen til at dele designets amerikanske sejrsgang. 

Vi må dog væbne os med tålmodighed for at få fingrene i Kendall Jenners pastelgule trenchcoat, der først lander på hylderne til næste års sommersæson. 

Indtil da kan vi jo kun håbe, at det ikke er sidste gang, vi har set den verdenskendte model og det danske brand slå pjalterne sammen i en stilsikker duo – uventet eller ej. 

Lyt til ELLEs podcast ‘Klædt På’, som er din månedlige podcast om tendenser, strømninger og insiderviden fra modens verden med Mads Emil Grove Møller som vært. 

Læs ogå

Soulland i et nyt og uventet samarbejde med ølmærke: Se resultatet

Her er den forgyldte trend, du skal kende dette efterår

Man siger, at ikke alt, der glimter, er guld.

Men skal man følge, hvilken vej (mode)vinden blæser netop nu, så er det i en forgyldt retning.

Her er guld, sølv og alt der rimer på metallic i både tøj og accessories nemlig ikke til at komme udenom dette efterår.

Dette stod blandt andet klart ved vinterens modeuger, hvor de største modehuse sendte metalliske gevandter i massevis nedad catwalken.

Hos Chanel viste man ’skirt-suitet’ i en nyfortolkning, hvor et guld stof med teksturer gav et nyt take på et af modehusets signaturdesigns.

Foto: Launchmetrics

Chanel Fall/Winter Haute Couture 2023

Hos Gucci havde man fanget de gyldne takter i en version af overtøj i sølv. Og her spændte det sølv design i alt fra sporty bomberjakker til overdådige frakker med flagrende pailletstrenge.

Foto: Launchmetrics

Gucci Fall/Winter 23.

Franske Jacquemus bød på et nostalgisk show med utallige referencer til prinsesse Diana, der også gav en sølvversion af showets gennemgående ballonkjole.

I en anden ende af den parisiske modeuge viste Balenciaga sine futuristiske referencer af sølvdesigns med overdimensionerede skuldre og stive silhuetter, der rimede på Stanley Kubricks ’Rumrejsen år 2001’.

Foto: Launchmetrics

Balenciaga Fall/Winter 2023

Det var dog ikke kun i tøjet, men også accessories, at de metalliske trends dominerede. 

Hos Valentino viste man både overdådige sølvøreringe og ditto sløjfesko, der var et festligt indslag i et ellers nedtonet look af jeans og skjorte.

Foto: Launchmetrics

Valentino Fall/Winter Haute Couture 2023.

Og så var der selvfølgelig de uforglemmelige pailletbesatte underbukser – præsenteret som shorts – der gik sin sejrsgang på Miu Mius catwalk såvel som senere på skuespiller Emma Corrin i Cannes.

Foto: Launchmetrics

Emma Corrin til Miu Miu FW23.

Det er dog ikke kun på catwalken, at den metalliske trend er yndet. Også modeugernes streetstyle viste en lang række referencer til metallic med både sko, tasker og tøj i de gyldne toner.

Foto: Launchmetrics

New York Fashion Week SS24.

Foto: Launchmetrics

Copenhagen Fashion Week SS24.

Foto: Launchmetrics

New York Fashion Week SS24.

Foto: Launchmetrics

Paris Fashion Week Haute Couture FW23.

Der er med andre ord god grund til at anskaffe sig de mere skinnende gevanter dette efterår. Og her kan man krydre de koldere måneder med et fuldt metallic look eller bryde et hverdagslook med et festligt indslag som en sølvsko eller guldtaske som metallic accessory. 

Vi har fundet fem bud på trenden nedenfor. 

1
Foto: PR

Clutch, Cos, 790 kr.

2
Foto: PR

Top, Arket, 390 kr.

3
Foto: PR

Nederdel, Arket, 790 kr.

4
Foto: PR

Pumps, Arket, 1590 kr.

5
Foto: PR

Taske, Prada, 15.000 kr.

Lyt til ELLEs podcast ‘Klædt På’, som er din månedlige podcast om tendenser, strømninger og insiderviden fra modens verden med Mads Emil Grove Møller som vært. 

Læs ogå

Disse særlige sko fra 80’erne er blevet det helt store samtaleemne på TikTok

Iværksætteri, kunst og kultur: Mød fem af landets største stjerneskud

Modeverdenen skal være tidløs i stedet for trendy, skønhedsverdenen klar til nye idealer, genbrug skal være guld, og de sociale medier et rart sted at være. ELLE Awards hylder modebranchen, men også de iværksættere og ildsjæle, der inspirerer, overrasker og kører os sikkert ind i fremtiden.

I samarbejde med Volvo, hovedsponsor på årets ELLE Awards, sætter vi i denne artikel fokus på fem af awardshowets største stjerneskud, deres ambitioner og drømme – og ikke mindst rejsen mod mål.

SE OGSÅ
<p>Annonce for Volvo</p>

I anledning af ELLE Awards har vi taget en køretur med Natasha Høyer, hvor hun fortalte om sine drømme og mål og om, hvordan hun har lært at ignorere de sociale mediers skyggeside.

Natasha Høyer, influencer

 

For at fordrive tiden og triste tanker, oprettede Natasha Høyer en profil på TikTok. Uden noget egentligt mål begyndte hun at lægge makeup, filme det og poste det – og hurtigt fandt tusindvis af følgere vej til hendes platform. I dag skinner den 22-årige influencer som et af de tydeligste stjerneskud på den danske underholdningsscene, og hun glæder sig til at tage de næste skridt på sin karrierevej.

 

Hvad fik dig til at starte på TikTok?

Jeg startede i 2021, fordi jeg kedede mig. Jeg er egentlig en farverig person med en positiv tilgang til livet, men på dét tidspunkt var jeg i en dyb depression og følte mig meget ensom. Jeg begyndte så småt at poste lidt makeupvideoer, mest for at underholde mig selv. I starten tog jeg det ikke rigtigt seriøst, og jeg havde ingen forventning om, at mine videoer ville skaffe mig følgere. .

Da du startede på dine sociale medier, hvad var det så, du ville opnå?

Jeg havde virkelig intet mål. Om noget. Det var bare en hobby. Derfor synes jeg også, det er så utroligt og vildt, at jeg er nået så langt, som jeg er. Jeg havde ikke i min vildeste fantasi troet, jeg ville komme hertil. Jeg håber bare på at kunne inspirere og måske endda hjælpe folk til at elske sig selv lidt højere og stole på sig selv og sit værd.

Hvad motiverer dig?

Min største motivationsfaktor er helt klart alle de søde beskeder og kommentarer, jeg modtager dagligt. Det kan være utroligt hårdt at være en personlighed på sociale medier, hvor alle konstant måler og vejer én, selvom de i virkeligheden slet ikke kender dig. Men heldigvis har jeg så mange dejlige følgere, som skriver de sødeste beskeder til mig, og det er en kæmpe motivation for mig at vide, at jeg har deres støtte. Uden dem tror jeg, det ville være for hårdt for mig psykisk.

Fortæl lidt om din rejse – hvor var du og hvor er du på vej hen?

Min personlige rejse har været lang. Da jeg begyndte på TikTok var jeg langt nede i min depression, og i dag – bare få år senere – har jeg det bedre, end jeg nogensinde har haft det før. TikTok har været med til at give mig så meget selvtillid og gåpåmod på livet, og det er jeg bare så taknemlig for.

Så har rejsen lært mig, at jeg skal tage fremmedes holdninger til mig mindre seriøst. Folk har alle mulige meninger om alle mulige mennesker, og dét i særlig grad hvis du er en offentlig person. Jeg har lært, at mange af dem udelukkende baserer sine holdninger på fordomme.

Hvis jeg skal drømme megastort, går mine tanker på at gå fuldtid med at hjælpe og inspirere folk. Jeg har meget på hjerte, og jeg drømmer om, at min platform kommer til at nå langt ud over bare mine sociale medier. Måske en dag jeg kan lave fede ting på TV.

Men hvis vi skræller alle lagene væk, drømmer jeg dybest set bare om at være glad.

Foto: Lars H. Laursen

Lærke Nikolajsen og Stine Petersen, stiftere af Proem Parades

 

Efter syv år som designere havde Lærke Nikolajsen og Stine Petersen rejst verden rundt og mødt skyggesiderne af den ellers så glamourøse modeverden, som de begge var en del af. Efter mange lange overvejelser sprang de ud i Proem Parades: Et tøjbrand, hvor kærligheden til håndværket er den vigtigste valuta – og hvor der hellere produceres en sending tøj for lidt end for meget.

 

Hvorfor har verden brug for Proem Parades?

Verden har ikke kun brug for Proem Parades, men den har brug for, at alle tøjmærker begynder at producere på bestilling og i små partier, så vi kan komme overproduktion til livs. Det er egentlig meget simpelt. Der bliver lavet alt for meget tøj, som ingen har bedt om, og som holder i for kort tid.

 

Fortæl om øjeblikket, hvor I besluttede jer for at stifte jeres eget brand. Hvad var den udløsende faktor?

Vi arbejdede sammen i syv år som designere, inden vi stiftede virksomheden. I de år rejste vi store dele af verden rundt sammen og så en masse fantastiske og knap så fantastiske ting inden for vores industri. Vi brainstormede i mange år på, hvordan vi kunne arbejde med et koncept, der ikke generede den mængde af overproduktion, vi så andre steder. Udover at komme dilemmaet med overproduktion til livs, var den store drivkraft for os begge, at vi ville skabe et brand, der gjorde sig umage, så mentaliteten hos forbrugeren kunne ændre sig til at investere i færre, men bedre produkter.

Hvad er det allervigtigste I har lært undervejs?

At blive ved med at holde fokus på det langsigtede mål, holde fast i vores inderste kerne og aldrig lade os diktere af en branche, som tit og ofte hylder en trendbaseret og hurtig vækst. Vi bygger vores hus langsomt, for tid er et nøgleord i hele denne industri, der bevæger sig hurtigere, end vi og kloden har godt af. Desuden hænger hurtige designs sjældent i skabet i mange år.

Hvad er jeres ultimative mål?

Vi vil være pionerer, opdagelsesrejsende om du vil, i det her modelandskab, som skal transformeres, så vi både kan skabe meningsfulde og smukke produkter uden at gå på kompromis med verdens ressourcer.

Hvordan håber I, modeverdenen ser ud om 10 år?

Vi håber, lovgivningen vil tage fat om problemstillingen og gøre det attraktivt ikke at overproducere. At alle brands, der er repræsenteret på modeugerne, laver made-to-order i mere eller mindre grad. At flere er modige nok til at lave forretningskoncepter, som ikke er bygget på, at det er billigere at overproducere, men i stedet har en god forretning, som er målrettet folks reelle ønsker og behov. Vi håber at branchen er meget mere cirkulær i sin tankegang, så håndværk og design kan skabe værdi, uden at smadre de ni planetære grænser.

Foto: Lars H. Laursen

Sophia Khaled, strikdesigner

 

Sophia Khaled begyndte at strikke, fordi hun fandt, at det langsommelige og tekniske håndværk var hendes historiefortælling. Og historier fortæller hun masser af. De består af dyr og planter, farver og mønstre, gerne i en formfuldendt pærevælling af alt det, der inspirerer hende. Det 30-årige stjerneskud er rejst langt i sin karriere, siden dengang hun slog de første masker op, men selvom hun ønsker sig om et stort imperium, er det tilfredshed og tilpashed, hun drømmer om, når hun lader tankerne slippe helt fri.

 

Hvorfor begyndte du at strikke?

Jeg plejede at tænke, at strik var kedeligt, langsommeligt og teknisk. Med andre ord: Slet ikke noget for mig. Men på et tidspunkt opdagede jeg de muligheder, der lå i at fortælle figurative historier gennem farver og motiver, og så blev jeg pludselig opslugt og begyndte at bruge alle mine penge på garn. 

Jeg lærte nærmest at strikke over night. Det var jeg selv ret overrasket over, men det var i en tid i mit liv, hvor jeg ikke havde adgang til at lave tøj på anden måde. Strik kan du have med overalt, og nød lærer nøgen kvinde at spinde, som man jo siger. Sideløbende har jeg også arbejdet i andre tekstiler, men strik er og bliver alligevel altid omdrejningspunktet.

Hvad inspirerer dine designs?

Alt muligt, som jeg er draget af og elsker. Heste, flagermus, vers fra mine yndlingssange, karakterer fra film, stemninger og eventyr. Da jeg gik på Designskolen fik jeg tit at vide, at jeg havde for meget og for forvirrende inspirationsmateriale, der stak i for mange retninger. Men jeg har brug for en teenage-udklipsvæg med billeder og ting, der for mig er smukke. Det handler også om tryghed, for det er en måde for mig at manifestere min indre verden visuelt. 

Når du rigtig slipper tankerne fri, hvad drømmer du så om?

At være tilfreds og helt tilpas. Ligesom Guldlok i eventyret om Guldlok og de tre bjørne.

Det mest euforiske, jeg ved, er, når en ide bliver ligeså god eller bedre, end jeg kunne forstille mig. Det er for mig ligesom et high, men omvendt kunne jeg godt tænke mig at prøve den simple glæde i at være stabil, glad og rolig. Jeg vil gerne skabe et bæredygtigt arbejdsliv på alle fronter for mig selv og for alle i det – forhåbentlig kæmpe – imperium, jeg får skabt.

Hvad er den bedste beslutning, du nogensinde har taget?

Da jeg valgte at stole på universet og min mavefornemmelse. Når man står over for en udfordring, kender man jo tit den rigtige løsning, hvis man mærker ordenligt efter. 

Jeg har truffet mange gode beslutninger, som virkede dårlige, da jeg tog dem, men som føltes rigtige. At få et barn som 17-årig for eksempel. Det gav mig en retning og en seriøsitet – og i dag er jeg mor til et fantastisk menneske på 12 år.

Foto: Lars H. Laursen

Martin Lyne og Jannick Lindberg, stiftere af woods_copenhagen

 

Som ejere af et af Europas største modelbureauer, har Martin Lyne og Jannick Lindberg levet i en verden af æstetik, men bag kameralinsen har de set, hvordan modellerne døjede med en hud i ubalance. Da deres egen datter blev ramt af atopisk eksem, besluttede de sig for at gå ind i hudplejeverdenen og skabe den produktserie, de selv manglede både privat og professionelt.   

 

Hvorfor havde verden brug for et nyt hudplejebrand? 

I 2016 havde vores første fælles virksomhed, modelbureauet Le Management, eksisteret i seks år. I løbet af denne tid havde vi arbejdet med mange modeller, der kæmpede med ubalancer i huden som følge af hormonelle forstyrrelser, lange flyrejser, tung makeup og søvnmangel.

Samme år blev vores tvillingedøtre født, hvor vores ene datter, Viola, blev ramt af atopisk eksem. Vi opdagede, hvor udfordrende det var at gennemskue procentsatser, inci-lister og vildledende markedsføring på hudplejeprodukter, og vi var ærligt talt overraskede over, hvor ugennemsigtig en branche, det var. Derfor blev vi inspireret til at skabe woods_copenhagen. Det, der startede som et personligt projekt, har sidenhen har udviklet sig til et globalt brand.

Hvad gør woods_copenhagen anderledes end ’de andre’?

woods_ copenhagen har en helt grundlæggende filosofi om at styrke og genskabe balancen i det naturlige forsvar, vores hud og vores krop. Vi undgår derfor skrappe sulfater og pH-forstyrrende produkter, men går udelukkende efter at optimere og booste de naturlige processer. Hudpleje skal ikke afrense og forstyrre, men støtte og forbedre.

I ejer sammen et modelbureau, så I kommer fra en æstetisk verden. Hvad er det bedste og det værste ved de skønhedsidealer, vi spejler os i?  

Skønhedsidealer ændrer sig hele tiden i takt med samfundstendenser og kulturelle strømninger. Vi har de seneste år (heldigvis) oplevet at vores branche har ændret sig radikalt. Der er blevet rum og plads til mange flere kropsstørrelser, etniciteter og minoriteter. Vi har et stort ansvar som ejere af et modelbureau, og vi er stolte af at gå forrest med budskabet om, at der skal være plads til alle.

Hos woods_copenhagen sigter vi efter sundhed frem for perfektion, og det er også noget vi tager meget seriøst i markedsføringen af vores produkter, da sund og smuk hud kan se ud på mange forskellige måder. Derfor ser I også alle hudtyper, etniciteter og størrelser i vores kampagner. 

Hvis jeres hudplejerutine skulle bestå af ét produkt, hvad skulle det så være? 

Det er noget nær umuligt at vælge, men skal vi alligevel, er vi begge ret forelskede i A-vitaminets fantastiske egenskaber. Det både booster hudens regenerering og kollagenproduktion, fremmer cellefornyelsen, regulerer olieproduktionen, stabiliserer pigmentering og arbejder dybt i hudens celler for at minimere tidlige tegn på aldring. Derfor ville vi også vælge woods_ Vitamin A Treatment Cream, hvis vores rutine kun måtte bestå af ét produkt. Her er A-vitamin formuleret sammen med beroligende ekstrakter, arktisk kildevand, næringsstoffer sammen med ceramider og lecithin for en hud i balance. 

Foto: Lars H. Laursen

Ann-Christin Lystrup, repræsentant for Røde Kors med vinderstatuetten for ’Årets Ansvarlige’, en pris som i år gik til Røde Kors.

Tina Donnerborg, Røde Kors Genbrug

 

For Røde Kors er fremtiden også fortiden. I hvert fald når det kommer til vores garderober. For med en butik i næsten hver en by, er Røde Kors’ genbrugsbutikker en tilgængelig tidslomme af 70’er-fløjl og farverige silker, pæn patina og denim, der har levet flere liv. Røde Kors inspirerer os alle med sin fantastiske verden af styles, der er gale, andre geniale – og har du tid til at gå på jagt, kan du gøre årtiets genbrugsfund.    

 

Hvorfor skal vi egentlig gå i mere genbrugstøj? 

Det er der mange grunde til, blandt andet at du kan finde en bred vifte af unikke og sjældne styles, der kan give din garderobe en original og personlig stil. Du kan finde tidløse klassikere eller retrofund, som du ikke ville kunne finde i traditionelle butikker. Dertil kommer, at genbrugstøj normalt er betydeligt billigere end nyt tøj. Du kan være heldig at få kvalitetstøj til en brøkdel af prisen.

En af de mest afgørende grunde til at vælge genbrugstøj er, at det er en miljøvenlig praksis. Genbrugstøj reducerer behovet for at producere nyt tøj, hvilket mindsker den samlede miljøpåvirkning. Samlet set er at gå i genbrugstøj en enkel og effektiv måde at tage ansvar for miljøet, spare penge og støtte gode formål, mens du opdaterer din garderobe med unikke fund. Det er en vinder på flere fronter.

‘One man’s trash is another man’s treasure’ lyder ordsproget – men hvordan gør man egentlig det gode genbrugsfund?

At gøre et godt genbrugsfund handler først og fremmest om at have en strategi og ikke mindst tålmodighed. Et godt råd er, at du sætter tid af, når du shopper genbrug. Jo mere tid du har, desto større er chancen for at finde noget fantastisk. Her synes jeg også, det er en god idé at være åben for at prøve noget nyt. I Røde Kors-butikkerne finder du ofte tøj fra en bred vifte af stilarter og æraer, så du kan ende med at opdage noget, du aldrig ville have overvejet før.

Sidst, men ikke mindst kan du altid spørge personalet til råds. Nogle gange har de en insider-viden om nye varer eller skjulte skatte i gemmerne. Spørg dem, om de har set noget specielt i butikken, som du kan gå på opdagelse i.

Hvad er personligt dit bedste genbrugsfund? 

Jeg har gjort mange gode fund gennem årene. Lige nu er jeg på jagt efter gaver til mine børn og svigerbørn. Og jeg har allerede fundet den bedste gave til min svigerdatter. Hun bliver bare så glad! Og jeg glæder mig til at hun får den. 

Hvad drømmer du om på vegne af Røde Kors-butikkerne?

Jeg drømmer om, at Røde Kors-butikkerne en dag vil blive så populære, at folk vil stå i kø om at få fat i de mest eftertragtede genbrugsvarer som autograferede vintage-t-shirts og limited edition brugte bøger – og bytte dem som var de baseballkort. Jeg håber, vi kan gøre genbrug glamourøst.

ELLE Awards 2023 x Volvo

Volvo har en ambition om at være den innovative stemme i bilindustrien inden for design, sikkerhed, ansvarlighed og det digitale. Volvo er hovedsponsor til ELLE Awards 2023 og vil gerne give ordet til nogle af de inspirerende personligheder og virksomheder, som arbejder for en bedre, mangfoldigere og mere balanceret fremtid. Dem, der innoverer inden for deres felt. I denne artikel har vi sat fokus på fem af årets nominerede til ELLE Awards, deres drømme og vejen mod mål.

 

 

Carla og Nicole om deres bondegård i Stevns: “Vi bruger gården til residencies for kunstnere, der kan arbejde her”

Da Carla Cammilla Hjort og Nicole Jonasson mødte hinanden for fire år siden til et bryllup i Sverige, var der god og meget intens kemi fra starten.

Foto: Nikolaj Thaning Rentzmann

Brylluppet var hos Nicoles familiemedlem, der er CEO i Carlas firma, Space10, men de to havde aldrig mødt hinanden før. ”Vi var oppe hele natten. Dansede, festede, snakkede og faldt i søvn ved en svensk sø klokken 9.00 om morgenen,” fortæller Nicole Jonasson, der er uddannet i visuel kommunikation fra KADK.

”Dagen efter sagde jeg til Nicole, at jeg måske havde et job til hende,” fortsætter Carla. ”Men det var jo totalt et skalkeskjul,” fastslår Nicole grinende.

Her bor

  • Carla Cammilla Hjort og Nicole Jonasson.
  • 45-årige Carla står bag projekter som Space10, ArtRebels, Social Service Club og senest re:arc institut, der er en filantropisk fond for arkitektur og design.
  • 30-årige Nicole er grafisk designer og co-founder af Softer, der er et feministisk netværk indenfor digital design. Læs mere om stedet på thefarmresidency.com.

Kort tid senere inviterede Carla Nicole til Stevns, hvor hun allerede et par år forinden havde købt den over 245 år gamle og 500 kvadratmeter store bondegård. Nicole, der før sit møde med Carla og Stevns beskrev sig selv som et bymenneske uden hang til natur, men syntes med det samme, at der var ”helt amazing” – et sted, man havde lyst til at blive.

Foto: Nikolaj Thaning Rentzmann

Det lange spisebord har Carla haft, siden hun flyttede hjemmefra. Det er fyldt med minder og historier. Værket på bagvæggen er af Masar Sohail under kunstnernavnet Dindy Blaze, og det ved trappen er af Emma Kohlmann.

Nicole Jonasson stod egentlig med det ene ben på vej til Amsterdam for at læse en master i design på Sandberg Institute, men efter bare seks måneder i den hollandske hovedstad, trak personlige arbejdsprojekter og den nye kæreste i Danmark hende hjem. Siden da har parret boet sammen i både København og på gården på Stevns.

Foto: Nikolaj Thaning Rentzmann

Træhuset ude i det fri er lavet af en mand, der hedder Leon. Han boede her i et halvt år og tegnede og byggede huset, som parret i dag bruger som et reflektionssted. Når der er events på stedet, laver de bar under træhuset.

”Vi har haft tonsvis af små lejligheder i København. På Vesterbro, Bryggen, Nørrebro og nu er vi lige flyttet ind i en ny 60 kvadratmeters lejlighed på Østerbro. Vi deler vores tid 50/50 mellem København og Stevns.”

Foto: Nikolaj Thaning Rentzmann

Det lange grønne bord i køkkenet stod på gården da, Carla overtog den. I dag bruger parret det både til at servere på og til at hænge ud ved, mens der bliver lavet mad i køkkenet.

Under corona boede parret dog for første gang permanent på Stevns. En tid de husker tilbage på som helt særlig.

”Vi havde en virkelig fin tid. Vi boede en del mennesker her i den periode, op til 12-13 personer ad gangen, og alle arbejdede bare remote med hver deres projekter herfra. Det var virkelig nice. Et topstyret kollektiv.”

Foto: Nikolaj Thaning Rentzmann

Den store hjørnesofa har parrets veninde fundet på DBA til 300 kroner. Sofabordet er fra Archival Studies og fyldt med coffee table books. Det keramiske værk er af Camilla Skov.

I den periode købte Carla også et hus i Sverige, som parret siden har renoveret. Det har adresse nær restauranten og luksus outdoor resortet Stedsans in the Woods.

”Vi fik en hund, Olga, for at tvinge os lidt ned i gear. Hun kan dog slet ikke med vores to katte Mis og Kat”

Der er ingen, der helt ved, hvor stor gården på Stevns er, men grunden, stedet ligger på, rummer en hektar. Da huset oprindeligt blev bygget i 1750’erne, var hesteopdrætteri for de royale, og på grund af de fine gæster, der en gang imellem kom på besøg, er gården også bygget med højere til loftet og større vinduer, end hvad standarden var for den tid.

Foto: Nikolaj Thaning Rentzmann

Værket over sengen er af Karl Monies. Det store keramiske værk til højre er lavet af Camilla Skov, og var en del af en ”skulpturpark” på gården. Parret købte det, da de ikke kunne bære, at det skulle forlade stedet.

Komfuret i køkkenet er originalt og virker stadig, men parret bruger det ikke. Det gør Kris til gengæld, der er stedets alt-mulig-mand og som kommer forbi stort set hver dag og tjekker, at det hele kører rundt i ”cirkusset”. Foran komfuret står et langt, grønt bord, som var der, da Carla overtog gården. ”Det er totalt upraktisk, fordi det er så lavt, men det er så hyggeligt at sidde ved, mens der er nogen, der laver mad,” fortæller Nicole.

Foto: Nikolaj Thaning Rentzmann

Gården er fyldt med kunst, og Carla har altid været optaget af at finde unge, upcoming kunstnere, før de kommer på gallerier. Værket bag den lyserøde stol i soveværelset er af Liva Jo, der studerer på Wien Kunstakademi.

Carla købte gården for at skabe et sted, hvor hun kunne samle folk, der havde lyst til at komme og bruge stedet til både at arbejde på forskellige kreative projekter og bo.

Foto: Nikolaj Thaning Rentzmann

De store træer, der omkranset huset, er med til at skabe skygge foran vinduerne om sommeren, så der er varmt udenfor, men koldt inde. Det minder parret om at være ved Middelhavet.

”Vi bruger gården til residencies for kunstnere, der kan arbejde her. Folk kan bo her i kortere eller længere perioder, og vi afholder minifestivaler, middage og workshops. I dag har vi nærmest vores eget lille produktionshold af folk, der kommer og hjælper,” fortæller Carla om drømmen, der gik i opfyldelse. 

Foto: Nikolaj Thaning Rentzmann

I gamle dage var det stalden til de royale heste, der blev opdrættet på stedet, men i dag er det udekøkken designet af arkitekt og resident Tanita Klein.

De mange projekter og jern i ilden var noget af det, parret oprindeligt blev draget af ved hinanden. Og på gården er der altid et sted, der trænger til en klat maling eller et nyt tapet, gulve der skal slibes eller møbler der skal rykkes rundt. Men parret øver sig i at sige lidt mere ”nej” end ”ja” og generelt få ro på. ”Vi fik en hund, Olga, for at tvinge os lidt ned i gear. Hun kan dog slet ikke med vores to katte Mis og Kat, så det er blevet lidt af et kaotisk projekt, og vi har måtte dele dem op i forskellige dele af gården. Heldigvis klikker menneskerne bedre end dyrene på gården,” fortæller Carla.

Foto: Nikolaj Thaning Rentzmann

Da de boede flest på gården på en gang, var de en 12-13 stykker. Derfor er der behov for små kroge, hvor man kan trække sig væk og arbejde på selvstændige projekter. Tapet er fra Helene Blanche og købt i Tapet-Cafe. Stolen er en vintage-Kevi fra den svenske side auctionet.com.

De mange kvadratmeter er indrettet med alt fra loppefund – den lyserøde hjørnesofa fandt parrets veninde på DBA til 300 kroner – til møbler, de har haft i hundrede år. Spisebordet har Carla haft, siden hun flyttede hjemmefra. ”Vi har talt om at skifte det ud mange gange. Det er helt smadret med pletter og ridser fra de sidste 25 år, men det er i dem, minderne sidder.”

Foto: Nikolaj Thaning Rentzmann

Carla Cammilla Hjort og Nicole Jonasson.

Lyt til ELLEs podcast ‘Klædt På’, som er din månedlige podcast om tendenser, strømninger og insiderviden fra modens verden med Mads Emil Grove Møller som vært. 

Læs ogå

Kom indenfor i Caroline Corinths sommerhus: “Der er mange følelser forbundet med det her sted”

 

Byredo har lavet et nyt samarbejde, og vi er vilde med det

Med et sortiment, der bl.a. tæller smuk og farverig makeup og storhittende parfumer, giver det virkelig god mening for Byredo-grundlægger Ben Gorham at samarbejde med en, der er ekspert indenfor hudpleje.

Og netop nu er det seneste Byredo-co-lab landet på de online butikshylder, og det er ingen ringere end Susanne Kaufmann, der er kendt for sine holistiske hudplejeprodukter lavet i de østrigske og schweiziske Alper, det svenske brand er gået sammen med. 

Resultatet er en parfumeolie og en kropsolie med friske og samtidig beroligende dufte inspireret af skovene omkring området Bregenzerwald ved de østrigske Alper. Og lad os bare sige det sådan: De giver os lyst til at tage på alpeeventyr NU!

6
Foto: PR Byredo

’Bregenzerwald Fragrance Oil’, 10 ml, 820 kr. og ’Bregenzerwald Body Oil’, 100 ml, 670 kr.

Lyt til ELLEs podcast ‘Klædt På’, som er din månedlige podcast om tendenser, strømninger og insiderviden fra modens verden med Mads Emil Grove Møller som vært.

Læs ogå

Nu kan du navngive din egen Byredo-duft

 

10 gange Julianne Moore har mestret sort/hvid på den røde løber

Den oscarvindende skuespiller Julianne Moore har altid været garant for at mestre en bred palette af roller.

Hvad enten det er som demensramt familiemor i ’Still Alice’, progressiv forstadsfrue i 1950’ernes racesegrererede USA i ’Far from Heaven’ eller eklektisk rigmandsdatter i ’The Big Lebowski’ ja, så kan den hædrede skuespiller favne nuancerne i selv de mest komplekse roller.  

Men lige så nuanceret den 62-åriges skuespilpræstationer altid er, fortæller hendes historie på den røde løber en mere afdæmpet – og ikke desto mindre stilsikker – historie.

Her er Julianne Moore kendt for at holde sig til parolen ’less is more’, når hun gennem årene har sat benene på den røde løber. I en ofte monokrom farvepalette af sort/hvid og elegante figursyede silhuetter demonstrerer skuespillerinden fint, hvordan man kan forblive tidløs.

Og med velvalgte festlige indslag som pailletter og fjer – der ifølge hendes mangeårige stylist Leslie Fremar er en evig favorit hos skuespilleren – viser Julianne Moore vejen for at forblive evig aktuel som både skuespiller og rød løber veteran.

Og beviser, at stilrene looks i alt fra skulpturelle Saint Laurent-kjoler til perlebesatte hvide Chanel-kreationer altid er en eminent løsning, hvis dine award-looks skal ældes med ynde selv længe efter fotografernes blitzlys er knipset.

Vi har her samlet de allerbedste af Julianne Moores looks gennem tiden.

Foto: Todd Williamson/AP/Ritzau Scanpix

2013 SAG-Awards i Chanel.

Foto: Chris Pizzello/AP/Ritzau Scanpix

I Chanel couture til Toronto Film Festival 2014.

Foto: Graham Whitby Boot/Photoshot/Ritzau Scanpix

Cannes Film Festival 2014 i Chanel Couture.

Foto: Broadimage/Shutterstock/Ritzau Scanpix

Oscars 2015 i Chanel.

Foto: Joel C Ryan/AP/Ritzau Scanpix

2018 Cannes Film Festival i Saint Laurent.

Foto: Valerie Macon/AFP/Ritzau Scanpix

Golden Globes 2019 i Givenchy.

Foto: Mega

2022 Venice Film Festival i Celine jakkesæt.

Foto: Dave Bedrosian/AP/Ritzau Scanpix
Foto: Mega

Venice Film Festival 2022 i Valentino.

Foto: Peter Nicholls/Reuters/Ritzau Scanpix

Bafta Film Awards 2023 i Saint Laurent.

Lyt til ELLEs podcast ‘Klædt På’, som er din månedlige podcast om tendenser, strømninger og insiderviden fra modens verden med Mads Emil Grove Møller som vært. 

Læs ogå

Ukronet dronning af klassisk og elegant stil: Jennifer Anistons bedste looks gennem tiden

 

Shoppegalleri: Gå efter et chikt efterårslook inspireret af Josefine Hj

 Denne artikel indeholder sponsorerede links

7
Foto: PR

Frakke, By Malene Birger, 6.300 kr.

8
Foto: PR

Taske, Totême, 8.200 kr.

9
Foto: PR

Top, Saks Potts, 1.940 kr.

10
Foto: PR

Nederdel, Saks Potts, 2.250 kr.

11
Foto: PR

Blazer, Arket, 1.490 kr.

12
Foto: PR house of dagmar jeans

Jeans, House of Dagmar, 1.865 kr.

13
Foto: PR

Pumps, Amina Muaddi, 4.180 kr.

14
Foto: PR

Tørklæde, Acne Studios, 2.000 kr.

15
Foto: PR h&m jakke

Boucléjakke, H&M, 350 kr.

16
Foto: PR

Halskæde, Lié Studio, 2.000 kr.

17
Foto: PR

Sweater, Cos, 1.100 kr.

18
Foto: PR

Kjole, Monki, 300 kr.

Læs ogå

Johanne Brostrøm: Her er mine favoritter lige nu

 

Dianas ikoniske sweater er blevet solgt – og du gætter aldrig prisen

Denne artikel blev første gang bragt på femina update.

En ikonisk uldsweater tilhørende den afdøde prinsesse Diana er blevet solgt som den dyreste sweater nogensinde.

I 1981 dukkede en nyforlovet prinsesse Diana op til en polokamp iført en postkasserød sweater med ét sort får omringet af en masse hvide.

Sweateren blev et ikonisk Diana-symbol, og der har siden været spekulationer om, hvorvidt Diana bar den som en indirekte kommentar til det britiske kongehus.

Det skriver The Guardian.

Efter at have været forsvundet i mange år, dukkede sweateren op i marts, da en af designerne bag, Joanna Osborne, fandt den, mens hun ryddede op på sit loft.

Og nu er den blevet solgt for et rekordhøjt beløb.

1,1 million dollar svarende til omkring 7,7 millioner danske kroner lød salgsprisen på, hvilket er 14 gange mere end auktionshuset havde forventet.

Den høje pris menes blandt andet at skyldes, at sweateren bærer tydelige brugstegn fra Diana.

Med i købet følger også to breve fra Buckingham Palace til tøjmærket bag, Warm and Wonderful, hvori det oplyses, at sweateren er blevet beskadiget, og man derfor anmoder om at få den repareret eller ombyttet.

Warm and Wonderful oplyser, at de sendte Diana en ny sweater, som hun bar under en anden polokamp i 1983.

Det oplyses ikke, hvem køberen af den nu rekorddyre patina-sweater er.

Lyt til ELLEs podcast ‘Klædt På’, som er din månedlige podcast om tendenser, strømninger og insiderviden fra modens verden med Mads Emil Grove Møller som vært. 

Læs ogå

En halv million for en udstoppet fugl? Ikonisk ‘Sex and the City’-accessory er kommet på auktion

 

Biograffilm og yndlingsbeautyprodukt: Ugens udvalgte med Nikita Hoffmann Andersen

19

Efterårsplan 

Kalenderen siger september, så nu må det snart være tid til at gå i biografen igen og synke ned i mørket. Jeg vil se den franske 'Andre folks børn', et drama om moderskabet udenfor de traditionelle biologiske rammer.

20

 Function first 

Jeg er en praktisk dresser. Hvis det ikke er komfortabelt og nemt at gå fra A til B i, får jeg det ikke på. Derfor er Keen og Hiking Patrols collab i form af disse Jaspar-sneakers som skabt til mig. Og dødsmarte på samme tid! Jeg har haft dem på hver dag den sidste uge og planlægger ikke at tage dem af lige foreløbigt. 

Sneakers, Keen x Hiking Patrol, 945 kr. 

 

21

En sikker vinder 

Frokost på Indre Bys Bottega Barlie.

Fredericiagade 78, 1310 København K.

22

Dén havde man ikke set komme

Et modebrand og en øl? Den er da ny. I denne uge har Soulland lanceret sit samarbejde med 1664 – to brands, jeg elsker, og et, synes jeg, virkelig fint resultat, der både har kant og humor. 

Skjorte, Soulland x 1664, 1455 kr. 

 

23

Månedens måltid 

Det her tip er måske ikke lige til at copy + paste ind i din weekend, det ligger nemlig i Berlin, men ikke desto mindre er det virkelig en anbefaling værd. Jeg har været en tur i Berlin denne uge ifm. Zalandos nylancerede samarbejde med Highsnobiety, Stories on Zalando, hvor vi spiste på den japanske 893ryotei (der i øvrigt er i Michelin-guiden). Jeg kommer til at drømme om sashimien og udonnudlerne længe ud i fremtiden. 

Kantstraße 135/136, 10625 Berlin.

24

Har jeg sagt det her før? 

Det troede jeg egentlig, for jeg fabler ikke om andet, men der ser ikke sådan ud. Anyways: Der er meget få beautyprodukter, jeg ikke kan leve uden eller med et alternativ til i samme dur, men det her er et af dem. Jeg synes, Benefits 'Precisely, My Brow Pencil' er verdens bedste brynprodukt. Pennen er så tynd, at du kan fylde eventuelle huller ud med noget, der ligner ægte små øjenbryn. Genialt! 

Precisely, My Brow Pencil, Benefit hos Sephora, 269 kr. 

Læs ogå

Kinesisk anbefaling og nyt dansk designsamarbejde: Ugens udvalgte med Nikita Hoffmann Andersen

Lyt til ELLEs podcast ‘Klædt På’, som er din månedlige podcast om tendenser, strømninger og insiderviden fra modens verden med Mads Emil Grove Møller som vært.

 

Hun var overbevist om, at hun aldrig ville få det godt igen. Nu har Saint clara et vigtigt budskab

Denne artikel blev første gang bragt på femina update. 

For fire år siden havde sangeren Clara Toft Simonsen en depression.

Faktisk havde hun det så dårligt, at hun flere gange tog sig selv i at tænke, at det ville være meget nemmere, hvis hun ikke var her.

Sådan skriver hun i et opslag på sin Instagram-profil i anledningen af, at september er suicide prevention month.

femina update har været i kontakt med Clara Toft Simonsen, som har givet os lov til at dele hendes opslag.

Har du det svært?

Hvis du er i krise eller har tanker om selvmord, så sig det til nogen.
Du kan ringe til Livslinien på 70 201 201.
Livslinien har åbent året rundt fra kl. 11-05.
Læs mere om Livsliniens tilbud her.

Sangeren, som de fleste af os kender som Saint clara, skriver også, at hun var overbevist om, at hun aldrig ville få det godt igen – men det gjorde hun.

“Det er enormt grænseoverskridende at snakke om selvmordstanker, men faktum er desværre bare, at virkelig mange har prøvet at have dem. Det lyder banalt at sige, og man har hørt det tusinde gange før, men det hjælper virkelig at snakke med andre om det – selvom jeg godt ved, at det på ingen måde er nemt,” skriver hun.

Hun er selv dårlig til at snakke om sine følelser – især dem, der gør allermest ondt, men hendes sangskrivning har hjulpet hende. Det har været hendes måde at fortælle om de svære ting på, skriver hun.

Men hun er også klar over, at det ikke er alle, der kan skrive sange: “så huskhuskhusk at snakke med hinanden og ikke være bange for at spørge ind.. asking is key.”

“Jeg deler ikke det her med jer for at få medlidenhed, men for at sætte fokus på et virkelig vigtigt emne, som der stadig ikke er nok fokus på,” skriver hun.

Hun tror, at vi kan forhindre, at flere mister livet til selvmord ved at tale mere åbent om vores problemer.

“Jeg håber ihverfald, at der efter det her opslag sidder nogen derude og føler sig mindre alene med deres tanker. Og til dig, der lige nu sidder og føler, at jorden ville være et bedre sted uden dig…. Vi elsker dig og vil så gerne have, at du bliver. ❤️”

Prinsesse Kate af Wales viser det pæneste pandehår, vi længe har set

Pandehåret dukker fra tid til anden op som det nye hot topic.

I 90’erne så vi det skrå pandehår hitte, i 00’erne kom den tætte skarpskårne af slagsen og for de særlige modige gjaldt et forsøg med det helt korte mikropandehår, der i samme periode gik sin sejrsgang.

Og lad os bare være ærlig og indrømme, at for mange af os har forsøget med pandehårstrenden været med varieret succes.

Men noget tyder nu på, at (hår)trenden er på vej ind igen. Tidligere i år er stjerner som Kim Kardashian og Reese Witherspoon blevet spottet med de nye lokker, og nu har looket altså også fået det royale stempel.

Nærmere betegnet af den engelske prinsesse af Wales der for nylig blev spottet med et dugfriskt nyt pandehår.

Foto: Mega

Og det giver os lyst til at overveje, når selv de kongelige blåstempler.

Til et velgørenhedsarrangement i Sutton fremviste prinsessen sin fine nye frisure, hvor hendes kastanjebrune lokker var klippet i de såkaldte ’curtain bang’ – eller gardinpandehår om man vil.

Foto: Mega

Navnet forklarer næsten sig selv som et pandehår, hvor håret er klippet op i etager, der falder bølgende langs ansigtets linjer og dermed fint indrammer.

Dette var også sandt for prinsessen, hvis nye pandehår fik følgeskab af lange krøllede lokker. Det gav et skødesløst look à la 70’ernes hårtrends og henledte tankerne på datidens stilikoner som Farah Fawcett.

Prinsessen går dermed efteråret i møde med ny hårstil, der adskiller sig fra sin vante ligeskårede frisure.

Og nu overvejer vi, om ikke vi skulle gøre hende kunsten efter og snarligt booke en tid hos frisøren.

Lyt til ELLEs podcast ‘Klædt På’, som er din månedlige podcast om tendenser, strømninger og insiderviden fra modens verden med Mads Emil Grove Møller som vært. 

Læs ogå

‘Balletcore’-trenden har nu fat i håret: Sådan får du frisuren

 

‘Matador’ bliver til ny musical med Susanne Bier og Anders Thomas Jensen ved roret

Denne artikel blev første gang delt på vielelskerserier.dk

Når den nye musical ‘Matador’ får premiere næste år, er det med to af Danmarks største navne inden for filmbranchen, Susanne Bier og Anders Thomas Jensen, ved roret. De to erfarne filmfolk har nemlig skrevet manuskriptet til den nye musical i tæt dialog med ‘Matador’s ophavskvinde, Lise Nørgaard, der døde 1. januar i år.

Musicalen bliver et gensyn med både persongalleriet, de kendte replikker og selve rammefortællingen fra DR-serien, men samtidig er der skabt en række nye scener, situationer og dialogudvekslinger, udelukkende til den nye musical.

Stjernerne, der skal udfylde de store sko fra Ghita Nørby, Helle Virkner, Kirsten Olesen, Marlene Swartz og alle de andre fra serien, er bl.a. Daimi Gentle (Fru Fernando Møhge), Ragnhild Kaasgaard (Misse Møhge), Annette Heick (Elisabeth Friis), Carsten Svendsen (Kristen Skjern), Line Krogholm (Katrine Larsen), Gordon Kennedy (Grisehandler Larsen), Søren Torpegaard Lund (Daniel Skjern), Lea Thiim Harder (Ingeborg), Nicolai Jørgensen (Mads Skjern), Nanna Rossen (Ellen Skjern), René Wormark (Ulrik Varnæs), Marie Dalsgaard (Maude), Jon lange (Hans Christian Varnæs) og Alberte Kyst (Regitze Warnæs).

Det er Burhan G og Lise Cabble (Miss B. Haven), der skal skrive alle de nye sange til musicalen, men Bent Fabricius-Bjerres titelmelodi vil naturligvis også være med.

Det er ikke første gang, ‘Matador’ er blevet lavet til en musical. Også DR selv stod bag en version tilbage i 2007, der spillede i Operaen i København.

Musicalen ‘Matador’ får premiere 15. februar næste år i Falkoner Salen og opføres derefter på Musikteatret Holstebro fra 17. april 2024 og Vejle Musikteater fra 1. maj 2024.

Lyt til ELLEs podcast ‘Klædt På’, som er din månedlige podcast om tendenser, strømninger og insiderviden fra modens verden med Mads Emil Grove Møller som vært. 

Læs ogå

Fra knivskarpe kokke til kvindelige jedi-riddere: 10 af de mest populære serier lige nu