Vil du være med på seriemoden, så læs med her, hvor vi guider til nogle af de mest populære serier lige nu.
Denne artikel blev første gang delt på vielskerserier.dk
Du kender det sikkert: Alle de andre taler om en eller anden kvindelig jedi-ridder, en serie om en kok eller om vanedannende præparater, der koster liv, og du fatter ingenting.
Og for at du ikke skal virke som en, der slet ikke følger med, så beder du selvfølgelig ikke om at få gentaget titlen på de serier, de bliver ved og ved at tale om.
Bare rolig, vi skal nok hjælpe dig med et overblik over de serier, som dine venner og kolleger taler om lige nu. Skynd dig at se dem, eller gennemgå i det mindste listen et par gange, så du også kan namedroppe, næste gang du hører nogen tale om ‘One Piece’, ‘Who Is Erin Carter?’ eller en af de andre populære serier.
AHSOKA
Genre: Action, adventure
Streamingtjeneste: Disney+
Den første på listen er ‘Ahsoka’, som er en ny serie i Star Wars-universet. I denne serie følger vi den tidligere jedi-ridder Ahsoka Tano, som efterforsker en usædvanlig stor trussel mod galaksen. Vi befinder os i tiden efter Imperiets fald (efter begivenhederne i filmen ‘Jedi-ridderen vender tilbage’) – i samme periode som begivenhederne i ‘The Mandalorian’ finder sted.
Og serien er netop et spin-off på den enormt populære ‘The Mandalorian’, hvor Ahsoka Tano dukkede op i anden sæson. I begge serier spilles hun af den prisvindende Rosario Dawson, der i øvrigt også spiller Ahsoka Tano i en anden spin-off-serie, ‘The Book of Boba Fett’. Det er med at holde øjnene skærmen, når du skal følge med i Jon Favreaus Star Wars-serier, men gør du det, er der underholdning på et vanvittigt højt niveau!
ONE PIECE
Genre: Action, adventure
Streamingtjeneste: Netflix
Der er eventyrstemning for alle abonnementspengene i denne live action-udgave af 90’er-mangaserien af samme navn. Her tager pirater på en farlig jagt for at finde den såkaldte One Piece-skat. Finder de den, gør de deres kaptajn, Monkey D. Luffy, til kongen af alle pirater.
Serien er udviklet af Matt Owens (‘Luke Cage’, ‘Agents of S.H.I.E.L.D’.) og Steven Maeda (‘Lost’, ‘CSI: Miami’), men forfatteren til den oprindelige serie, Eiichiro Oda, har også sat sine aftryk. Selvom skuespillerne er relativt ukendte, skal det ikke holde dig fra at lade dig suge med ind i denne eventyrverden uden lige.
THE BEAR
Genre: Komedie, drama
Streamingtjeneste: Disney+
Og så til en knivskarpt skåret serie! Serien om den anerkendte kok Carmy, der er vendt hjem til Chicago for at overtage sin nu afdøde brors restaurant. En mildest talt stor opgave, der kræver nye takter for både ham selv og de ansatte. Anden sæson har for nylig fået premiere på Disney+.
‘The Bear’ er i år nomineret til 13 Emmy-priser, herunder for årets bedste komedieserie og Jeremy Allen White (‘Shameless’) for sin præstation i rollen som Carmy. Som bekendt er prisuddelingen udskudt, så om den vinder, ved vi ikke, men til gengæld er vi sikre på, at du har stor chance for at få årets bedste (komedie)serieoplevelse lige her.
WHO IS ERIN CARTER?
Genre: Action, krimi
Streamingtjeneste: Netflix
Netflix er mestre i at få hurtige succeser med deres miniserier, og ‘Who Is Erin Carter?’ er ingen undtagelse. Den britiske Erin Carter arbejder som lærer i Spanien, hvor hun en dag bliver involveret i et røveri. En af røverne genkender hende, og snart er hendes hemmelighed og voldelige fortid afsløret.
Den britiske krimiserie er skabt af Jack Lothian, som også har haft fingrene i ‘Strike Back’ og førnævnte ‘Shameless’. Hovedkarakteren spilles af svenske Evin Ahmad, som vi bl.a. kender fra ‘Snabba Cash’ og ‘The Rain’.
THE WHEEL OF TIME
Genre: Action, adventure
Streamingtjeneste: Prime Video
Denne næste serie foregår i en fremtidsverden fyldt med magi. Den magtfulde kvinde Moiraine (Rosamund Pike) ankommer til en landsby og hævder over for fem af beboerne, at én af dem er barn af en oldtidsprofeti, som giver magten til at påvirke balancen mellem Lys og Mørke for evigt.
Serien er baseret på bogserien af samme navn af Robert Jordan og Brandon Sanderson (Mistborn-serien), som efter Jordans død færdiggjorde serien. Anden sæson har netop haft premiere på Prime Video, og en tredje er på vej, lovede Prime Video allerede i sommeren 2022.
ONLY MURDERS IN THE BUILDING
Genre: Komedie, krimi
Streamingtjeneste: Disney+
Kan mord være sjove? Svaret er ja, hvis du ser denne serie om tre naboer, der deler en interesse for true crime-podcasts, og som pludselig ender midt i en mordefterforskning.
Serien er skabt af John Hoffman (‘Grace and Frankie’) og Steve Martin (‘Roxanne’). Sidstnævnte spiller sammen med Martin Short (‘The Morning Show’) og Selena Gomez (sanger og skuespiller) hovedrollerne som de tre naboer. Tredje sæson med Meryl Streep (‘The Iron Lady’) og Jesse Williams (‘Greys hvide verden’) på rollelisten finder du på Disney+.
RAGNAROK
Genre: Action, drama, Fantasy
Streamingtjeneste: Netflix
I fantasyserien ‘Ragnarok’ er klimaforandringerne omdrejningspunktet. Serien foregår i en anden nutid i Norge, hvor den familieejede fabrik Jutul Industries forårsager stor forurening. Familien foregiver at være almindelige mennesker, men i virkeligheden er de jætter. De får problemer med teenagedrengen Magne, som viser sig at være en reinkarnation af tordenguden Thor.
Skaberen af serien kender vi ret godt. Det er Adam Price, som også har skrevet store danske søndagsserier som ‘Borgen’ og ‘Herrens Veje’, men som denne gang har kastet sig ud i fantasygenren. Serien er en kæmpe Netflix-succes, og tredje sæson er nu at finde på streamingtjenesten.
HUSET
Genre: Krimi, drama
Streamingtjeneste: DRTV
Og så til den, alle vel nok taler allermest om lige nu: ‘Huset’. En serie om livet inde i et dansk fængsel, hvor vi følger tre fængselsbetjente og deres chef. Sammen skal de gøre alt for at undgå en permanent lukning af fængslet, men deres forskellige måder at håndtere de indsatte, gør det svært for dem at samarbejde.
Hovedrollerne spilles af skuespillere med tunge danske titler på cv’et: Youssef Wayne Hvidtfeldt (‘Borgen’), David Dencik (‘Kastanjemanden’), Sofie Gråbøl (‘Forbrydelsen’) og Charlotte Fich (‘Rejseholdet’). Serien er skabt af den travle manuskriptforfatter Kim Fupz Aakesen (‘Den eneste ene’) i samarbejde med instruktørerne Frederik Louis Hviid (‘Shorta’) og Michael Noer (‘R’).
PAINKILLER
Genre: Krimi, drama
Streamingtjeneste: Netflix
Denne miniserie borer i årsagerne til og konsekvenserne af opioidkrisen i USA. Vi følger i sporene på synderne, ofrene og en efterforsker og går tæt på medicinalvirksomheden Purdue Pharma, som var ejet af milliardæren Richard Sackler.
Rollen som Richard Sackler spilles af Matthew Broderick (‘En vild pjækkedag’). I øvrigt medvirker Uzo Aduba (‘Mrs. America’), Clark Gregg (‘The Avengers’), Taylor Kitsch (‘Waco’), Dina Shihabi (‘Altered Carbon’) m.fl. Serien er skrevet af Micah Fitzerman-Blue og Noah Harpster, som sammen har skrevet flere titler, deriblandt ‘Maleficent 2: Mistress of Evil’, ‘En ven for livet’ og ‘Transparent’.
YELLOWSTONE
Genre: Western, drama
Streamingtjeneste: SkyShowtime
Og så til listens evergreen, for selvom det efterhånden er længe siden, sæson 5 af westernserien ‘Yellowstone’ om John Dutton, der forsøger at beskytte familiens ranch, fik premiere, er den stadig en af de mest populære serier lige nu.
Måske, fordi Kevin Costner spiller hovedrollen som John Dutton, eller fordi Luke Grimes spiller sønnen Kaye Dutton? Eller også har John Linson (‘Sons of Anarchy’) og Taylor Sheridan (‘Mayor of Kingstown’) bare begået en virkelig god nyklassiker? Mens du venter på de sidste afsnit af ‘Yellowstone’ sæson 5, del 2 kan du med fordel kaste dig over prequel-serierne 1883 og 1923. Har du også set dem, er det bare om at glæde sig til ‘1883: The Bass Reeves Story’.
Lyt til ELLEs podcast ‘Klædt På’, som er din månedlige podcast om tendenser, strømninger og insiderviden fra modens verden med Mads Emil Grove Møller som vært.