Der er gode nyheder at hente fra sneakers verdenen.
Ikke kun relancerer New Balance deres 20002R fra 2010 med et nyere og mere moderne look, som bare er perfekt til den lange sommerkjole eller løse trousers. Samtidig ser vi også nye farver og styles fra Superga’s side af, hvor de naturlige farver får lov at spille sammen med platformssålerne på en rå og afslappet måde, der i den grad ville være et godt match med vores Levi’s 501’er.
Også det franske Veja har lanceret den ultimative sommer sneaker, i et samarbejde med kunstneren Malika Favre. Her får deres Nova HT Canvas sneakers om noget et unikt og kunstnerisk præg med deres spændende farve kombinationer.
ELLEs modeteam har i galleriet herunder samlet 8 sneakers, der trender denne sæson.
Årets første sommermåned er endelig ankommet, og vi byder den med glæde velkommen alt imens landet åbner mere og mere op. Det er bogstaveligt talt lysere tider, vi går i møde.
Juni måned står i tvillingens tegn. Tvillingen styres af den snakkesalige Merkur. Hun er den fødte sælger og elsker at diskutere, elsker mennesker og elsker at lære lidt om alt. Hun trives, når der sker noget nyt, og er ikke bange for at ryste posen, hvis hverdagen bliver for triviel.
Tvillingens natur er dobbelt, og hun har også en tilbagetrukket og filosofisk side, som ofte kommer op at slås med det udadvendte.
Hvis du er nysgerrig på, hvordan din juni måned bliver, så vil ELLEs astrolog, Felicia Stålkranzt Baurén, kunne give dig svaret.
Hun har taget et kig på stjernerne, og herunder spår hun, hvordan din juni måned kan udfolde sig.
Foto: Illustration: Mette Boesgaard
Tvilling 22/5-21/6 - Alber Elbaz
Juni bliver din måned. Du sætter tempoet ned på arbejdet, mens det øges privat. Dit sociale liv blomstrer, og du møder flere nye mennesker, end du har gjort længe. Du er ude, når muligheden byder sig, og den friske luft får dig til at føle dig i live. Din udfordring er, at du bruger for mange penge.
Foto: Illustration: Mette Boesgaard
Tyr 21/4-21/5 - Miuccia Prada
Du tager hul på et nyt kapitel. Dit vante miljø bliver skiftet ud, og det tager tid at finde sig til rette. Trods følelsen af, at alt er anderledes, spirer en fornemmelse af, at du endelig har fundet hjem ved et tilfælde efter at have famlet rundt i lang tid. I slutningen af måneden er der sol, god mad og dejligt selskab i sigte.
Foto: Illustration: Mette Boesgaard
Vædder 21/3-20/4 - Marc Jacobs
Du prøver at finde ro og vende tilbage til gode vaner. Du genoptager de ambitioner, du havde i starten af året, og skaber nye kontakter, selv om du stadig udviser forsigtighed, når du færdes i større grupper. I midten af juni vil et heldigt tilfælde bringe dig ud af dit vante miljø et par dage, og det bliver et skønt afbræk.
Foto: Illustration: Mette Boesgaard
Krebs 22/6-22/7 - Giorgio Armani
Du har planlagt en rejse, men der er risiko for, at den bliver aflyst, og det vil skuffe dig. Meget har ændret sig til det bedre igen, men verden er stadig ikke den samme som for to år siden. Du må lære at tilpasse dig nye normer og ikke holde fast i et håb om, at alt bliver normalt igen.
Foto: Illustration: Mette Boesgaard
Løve 23/7-23/8 - Coco Chanel
Du tillader dig at vise følelser, og det både letter og skræmmer dig. Du føler dig nøgen, men er også tryg ved den person, du betror dig til.Ærligheden mellem jer gør, at du tør blotte dine svagheder. Midt i juni opstår der en situation på arbejdet, og du må træffe flere beslutninger hurtigt med konsekvenser nu og på lang sigt.
Foto: Illustration: Mette Boesgaard
Jomfru 24/8-23/9 - Karl Lagerfeld
Du er i et foranderligt spor, men som jordtegn er du ikke bekvem med ændringer. De forstyrrer dine rutiner og gør dig usikker. Forsøg at tage en ting ad gangen, og lad ikke dine bekymringer strække sig langt ud i fremtiden. Når du klarer nuet, er resten mindre skræmmende, og du har gode udsigter i vente.
Foto: Illustration: Mette Boesgaard
Vægt 24/9-23/10 - Donna Karen
Juni bliver afdæmpet, og du er taknemmelig for at kunne bearbejde sidste måneds turbulens. Du knytter tættere bånd med en, som er ny i dit liv. I er blevet trygge med hinanden, og det binder jer sammen på en uventet måde. I midten af juni er du opsat på at fejre de sommertraditioner, der er i kalenderen.
Foto: Illustration: Mette Boesgaard
Skorpion 24/10-22/11 - Anna Wintour
Det bliver en spændende og skræmmende måned. Normalt er starten på sommeren rolig, men i år sker alt på én gang. Det gælder alt fra nyt arbejde til flytning, og det er både sjovt og vanskeligt at fordøje det hele. Midt i juni tager du en pause, og uanset om du er hjemme eller rejser, er det vigtigt, at du får hvilet ordentligt ud.
Foto: Illustration: Mette Boesgaard
Skytte 23/11-21/12 - Manolo Blahnik
Du savner en ven og forsøger at etablere kontakt, men uden held. Der er sket for meget mellem jer til bare at kunne lufte ud og starte forfra. Du har mulighed for at prøve en ny hobby af. Det er noget, du længe gerne har villet give dig i kast med, men ikke har kunnet finde tid eller penge til før nu.
Foto: Illustration: Mette Boesgaard
Stenbuk 22/12-20/01 - Diane von Furstenberg
Du har fuld plade både på arbejdet og privat. Du undergår en stor omvæltning, som bringer nye mennesker og nye omgivelser med sig. Midt på måneden er du med til en atypisk sommerfest og en rejse, som du sent vil glemme. Du møder nye mennesker, får eksotiske oplevelser og udvikler en ny interesse.
Foto: Illustration: Mette Boesgaard
Vandmand 21/1-18/2 - Christian Dior
Du får travlt i juni, hvilket er bizart, da det normalt er en rolig tid. Der er mange ting i gang på arbejdet med omstruktureringer, nye opgaver og nye chefer. Privat er du i gang med at flytte, sælge eller købe, og det kolliderer med planer, du allerede har lagt, så du når knap at finde dig til rette, før du skal i gang igen.
Foto: Illustration: Mette Boesgaard
Fisk 19/2-20/03 - Kenzo Takada
Du tænker meget over fremtiden og begynder at tvivle på de valg, du har truffet. Du er bange for, at du trækkes ind i noget, som du ikke har lyst til. Du er en letpåvirkelig sjæl, som ofte lader dig manipulere af andres entusiasme, og det er din akilleshæl. Slut juni bruger du på at finde tilbage til dig selv.
Der er ikke noget som sommer og sol, der kan gøre os vilde i varmen og få os til at glemme alle de gode råd, som vi ellers kender så godt.
Du kender selvfølgelig de gode råd og guidelines, men hvad nu, hvis skaden alligevel er sket? Skønhedsekspert Lene Huusmann giver dig her et par gode råd, som du kan følge for bedst muligt at komme dig over en forbrænding.
Først og fremmest skal du gå ud af solen, og lave nogle kølige omslag, som kan berolige huden. En solskoldning er ikke noget, man kan få til at forsvinde her og nu, så det handler om at lindre smerterne så godt som muligt.
5 TING, DU KAN GØRE, HVIS DU ER BLEVET SOLSKOLDET:
Aftersun
Brug en god aftersun lotion, som både køler og fugter huden. Fugten fra cremen forhindrer huden i at tørre ud og lindrer den brændende følelse.
Aloe vera
Du har måske hørt din mor tale om aloe vera før i tiden. Det er nemlig et gammel husmorråd at smøre aloe vera på solskadet hud. Hvis du ikke lige har en aloe vera plante i nærheden, hvorfra du kan tage saften fra bladene, så sørg for at have en tube aloe vera gel liggende. Ud over at køle, så virker aloe vera nemlig meget lindrende på huden.
Yoghurt
Et andet godt husmorråd er at smøre dig ind i yoghurt – ja, den er god nok. Mælkesyrebakterierne virker helende på din solskoldede hud.
Vand
Din krop har brug for fugt efter en tur i solen, og din hud har brug for al den fugt den kan få – også indefra. Så drik en masse vand.
Tag et bad
Tag et kølende bad, som giver huden lov til at slappe af. Husk på, at din hud er stresset, når den er forbrændt. Undlad at bruge sæbe, og brug slet ikke eksfolierende skrubbecremer på huden. Når du kommer ud af badet, så dup dig stille og roligt tør med et håndklæde, og iklæd dig løstsiddende bomuldstøj, som din hud kan ånde i.
Det vigtigste værende: smør dig ind i solcreme – flere gange om dagen og med høj faktor – når du opholder dig i solen (og faktisk også, når du opholder dig i skyggen).
Harry Styles er efterhånden kendt som en, der kan det meste – udover at være en af verdens største superstjerner, så er han også både skuespiller og et modeikon, og nu kan han tilføje endnu en ting til sit cv.
Det er nemlig blevet afsløret, at Harry er i gang med at udvikle sit helt eget beautybrand.
En opmærksom fanside har holdt øje med sangerens aktiviteter, og i den forbindelse har personen bag profilen opdaget, at Harry har anmodet om et trademark-navn i forbindelse med en ny virksomhed.
I dokumenterne, som fansiden har fundet, kan man se, at sangeren står som ejer i det nye beautybrand ’Pleased As Holdings’, hvor hans personlige assistent gennem mange år, Emma Spring, er noteret som medejer.
Dokumenterne blev indsendt d. 25. maj, og det betyder, at der muligvis går noget tid, inden vi selv kan få fat i nogle af de produkter, stjernen har planlagt at lancere i forbindelse med sit nye beautybrand.
Se alle informationerne fra det officielle dokument her:
Harry is listed as a director under a new company, for perfume and cosmetics, as of May 25th. The company is named “PLEASED AS HOLDINGS LIMITED” as of now ? pic.twitter.com/m3R5w5CPfp
— Harry Styles Updates. (@TheHarryNews) May 28, 2021
Som man kan spotte i det officielle dokument, er der planer om at producere parfume og kosmetik. På nuværende tidspunkt er der ikke flere informationer om, hvilke typer af produkter, Harry har planlagt at lancere.
Dog har flere allerede spekuleret over, om beautybrandet mon vil bestå af en unisex linje af makeup og neglelak. Harry har også tidligere udtalt, at hans signaturduft er Tom Fords ’Tobacco Vanille’ cologne, og derfor er en parfume med noter af vanilje selvfølgelig på toppen af fansenes ønskeliste.
Det er ikke første gang, at Harry bliver sat i forbindelse med en parfume. Sangeren er nemlig også ansigtet for Guccis ’Mémoire d’une Odeur’, mens han i sine One Direction-dage nåede at udgive hele fire parfumer.
“Jeg kan godt lide, når dufte har nogle særlige følelser bag sig,” fortæller Harry i et gammelt interview, hvor han også siger, at han elsker, når parfumer kan få en til at tænke på gamle minder.
Harry er blot én af de kendisser, der har skabt sit eget beautybrand. Se med i galleriet herunder, hvor vi har samlet nogle af de mest mindeværdige beautybrands fra vores yndlingskendisser.
Foto: PR - Britney Spears: Circus Fantasy
Britney Spears
Udover at være en af de største popstjerner i verden, så er Britney Spears også kendt for at være en af de første kendisser, der udgav parfumer. Siden Britneys første parfume ’Curious’ udkom i 2004, har hun stort set udgivet minimum en om året – faktisk har hun i alt lavet hele 28 parfumer i løbet af sin karriere.
Den mest ikoniske Britney-parfume er uden tvivl ’Fantasy’, som eksisterer i 14 forskellige versioner, og som altid matcher Britneys mest populære sange. En af de mest mindeværdige ’Fantasy’-parfumer er ’Circus’-versionen, hvor den smukke blå flaske med røde sten er inspireret af coveret til albummet af samme navn.
Foto: PR - One Direction: Our Moment
One Direction
Hvis du, ligesom os, er kæmpe Directioner, kan du måske huske dengang, de også lavede parfumer. 1D-drengene nåede at lave 4 parfumer, der alle duftede præcis som de så ud – nemlig som en blanding af lyserødt slik og de fineste blomster.
I modsætning til mange andre kendisser, udforskede One Direction ikke andre dele af skønhedsbranchen udover parfumer. De er også nogle af de få, der (desværre) hurtigt stoppede produktionen. Selvom vi er taknemmelige for, at 1D-stjernerne i dag fokuserer på det, de er allerbedst til, kan vi ikke lade være med at spekulere over, hvilke andre skønhedsprodukter, de kunne finde på. Måske en serie med hårprodukter inspireret af Harry Styles? Vi kan kun drømme…
Foto: PR - Ariana Grande: Ari
Ariana Grande
Ariana Grande er en af de popstjerner, der stadig laver parfumer – og heldigvis for det. Sangerinden har udgivet 5 parfumer i løbet af sin karriere, og det nyeste skud på stammen er ’R.E.M’ fra 2020, der er inspireret af hendes sang af samme navn.
Noget tyder dog på, at Ariana har planer om at producere andet end parfumer. En kilde har afsløret, at hun har taget patent på navne til skønhedsprodukter, så mon ikke vi snart får dem at se? Vi drømmer om en Ari-eyeliner, der er inspireret af hendes ikoniske look.
Foto: PR - Kylie Cosmetics
Kylie Jenner
Hvem havde forudset, at det yngste medlem af Kardashian/Jenner-klanen ville blive en af verdens største forretningskvinder? Da Kylie Jenner tilbage i 2015 udgav sine første 3 lip kits, startede hun en makeup-revolution, der har ændret hele skønhedsbranchen permanent. I dag har hun et helt imperium af makeup med alt fra øjenskygge og falske øjenvipper til solcreme og håndsprit.
Når man bliver en af verdens førende skønhedsguruer, sker det ikke uden kritik, og sådan har det selvfølgelig også været i Kylies tilfælde. ’Kylie Cosmetics’ er blandt andet blevet kritiseret for sin kollektion af makeupbørster, der kostede over 2000 kr., og for sine concealers, som blev kaldt en ”udnyttelse af diversitet”.
Foto: PR - Fenty Beauty
Rihanna
Hvis man er vild med makeup, er Rihannas ’Fenty Beauty’ helt sikkert en af favoritterne. Rihannas formål med brandet var at inspirere alle kvinder uanset, hvordan de ser ud. ’Fenty Beauty’ er derfor kendt som et af de mest mangfoldige skønhedsserier nogensinde.
Med ’Fenty Beauty’ blev Rihanna en af de første popsangere, der eksperimenterede med skønhedsprodukter, som ikke var parfumer, og man må sige, at det har været en succes. Sidenhen har flere stjerner, såsom Lady Gaga og Kesha, også kastet sig ud i at producere makeup.
Foto: PR - Florence By Mills
Millie Bobby Brown
I 2019 blev ’Stranger Things’-stjernen den næste i rækken til at udvikle sit eget skønhedsbrand, ’Florence By Mills’. Selvom det blev taget godt imod, har mange fans undret sig over, om Millie egentlig bruger sine egne produkter. I en video, hvor hun demonstrerede hudplejeprodukterne, opdagede hendes fans, at hun lod som om, at hun anvendte dem. Det har fået dem til at stille spørgsmålet: ”Er produkterne egentlig gode, hvis de ikke er gode nok til Millie?”
Flere hudplejeeksperter har alligevel rost Millies skønhedsprodukter for at være et godt ”starter kit” for teenagere, der lige er begyndt at interessere sig for makeup og hudpleje.
Foto: PR - Rare Beauty
Selena Gomez
Selena Gomez er en af de seneste superstjerner, der har udviklet sit helt eget beautybrand, ’Rare Beauty’. Ligesom Rihanna, fokuserer Selena på diversitet og mangfoldighed med sit brede udvalg af produkter, der inkluderer foundation og concealer i 48 forskellige farvenuancer. Alle produkterne er også designet, så de er nemmere at bruge for personer med kroniske sygdomme, såsom gigt.
Noget af det særlige ved Selenas makeup-linje er dens fokus på mental sundhed. Selena startede en fond samtidig med ’Rare Beauty’, som har et mål om at samle $100 millioner ind over de næste 10 år. Pengene skal gå til diverse organisationer, der hjælper mennesker, som kæmper med deres mentale helbred.
Nu er det ikke længere kun mennesker, der kan hygge med en god serie eller film fra diverse streamingtjenester. Meget snart er det din hunds tur til at bruge tid foran tv-skærmen.
En helt særlig streamingtjeneste for hunde kommer nemlig til Danmark. Tjenesten går under navnet ’DOGTV’, og er en del af hundemærket PlanetHundo. Her er der flere timers underholdning klar til din hund.
Jesper Grønholdt, der er direktør for PlanetHundo, stødte en dag på den amerikanske udgave af ’DOGTV’, og her fik han ideen til, at vi også havde brug for hundeuniverset i Danmark. Det var der en helt særlig grund til.
Lige nu er der nemlig over en halv million hunde i Danmark, og interessen for de pelsede venner er kun blevet større under Corona, hvor flere har budt de pelsede venner velkommen i deres familie.
Men nu, da Danmark så småt er ved at åbne op igen, skal mange af hundene for første gang være alene hjemme.
Måske spekulerer du på, hvordan din hund mon skal klare det?
Det er her, at ’DOGTV’ kommer ind i billedet. Tjenesten skal nemlig stimulere din hund, mens du ikke er hjemme.
“Vores kanal hjælper både nye og ældre hunde til at vænne sig til den nye hverdag, der snart melder sig. Vores hundetrænere Melanie og Nickie har udarbejdet træningsvideoer med gode tips til alene-hjemme-træning. Her får hundeejerne den ideelle støtte til at gøre deres hund alene-hjemme-klar”, fortæller Jesper Grønholdt.
På ’DOGTV’ finder du videoer, der er lavet med nogle helt specielle billeder og lydeffekter, som kun hunde kan opfatte. Derfor er det nu muligt for din firbenede ven at se tv.
Videoerne er designet til at få din hund til at slappe af, så den ikke bliver stresset, når den er alene hjemme. Videoerne kan blandt andet bruges, hvis din hund er bange for høje lyde, er bange for fremmede eller splitter hjemmet ad når den er alene.
Udover videoerne til hundene, er der også videoer til hundeejerne. Her kan du blandt andet finde træningsvideoer, der giver dig inspiration til tricks, som du kan lære din pelsede ven.
Lyder streamningstjenesten som noget for dig og din hund? Så kan du finde den lige her.
Overdådigt, avanceret og det stik modsatte af underspillet. Den glitrende panter har været Cartiers signatur siden 1914, og nu får du mulighed for at lære meget mere om det franske smykkebrands signatursmykke. Cartier åbner nemlig for første gang en Panthère-udstilling i deres butik i København.
Første gang panteren fik et ansigtsløft, var da den excentriske belgiskfødte juveler Jeanne Toussaint, der var veninde med Coco Chanel og elskerinde til den ene af de tre Cartier-brødre, i 1948 satte sit præg på kattedyret ved at give det hvide og gule diamanter, smaragder og onyx.
Det første af Toussaints Panthère-smykker var et panter-armbånd i guld, der blev specieldesignet til hertuginden af Windsor, Wallis Simpson. Armbåndet blev i 2015 solgt for 4,5 millioner pund til en anonym køber, der efter sigende skulle være divasangerinden Madonna.
Jeanne Toussaint fik hurtigt derefter tilnavnet ‘Petite Panthére’, og Louis Cartier, der ellers aldrig havde givet en kvinde en lederrolle, gjorde hende også til muse for panterarmbåndet, der den dag i dag stadig er et af de mest eftertragtede art deco-smykker i verden.
Jeanne Toussaints succes med pantersmykket udløste en kædereaktion, hvilket gjorde hende til et ikon og et idol for mange kvinder og gjorde pantersmykkerne uhyggeligt populære.
Idéen med Cartiers La Panthère-univers har aldrig været at efterligne panteren, men derimod hylde naturen og puste liv og give det elegante dyr personlighed.
Jeanne Toussant skabte altså et Cartier-ikon, hvorfor hun selvfølgelig har en helt særlig plads i smykkehistorien.
I hendes øjne var smykker et symbol på uafhængighed, og derfor var hun, og er stadig den dag i dag, en rollemodel for kvinder i hele verden.
Panthère de Cartier-udstillingen og den nye La Panthère-kollektion kan opleves fra den 31. maj til den 5. juni 2021 i Cartier-butikken på Østergade 3 i København.
Denne måneds forside viser en smuk og gravid Veneda Carter. Veneda arbejder til dagligt som stylist for ingen mindre end Kim Kardashian, og hun er bestemt en kvinde med smag for æstetik og god stil.
Vi forsøger os derfor at gøre hende kunsten efter med oversized items, store, skinnende smykker – og vigtigst af alt: et smil på læben!
ELLEs modeteam har i galleriet herunder fundet 11 items til at fange Venedas cool tomboy look – swipe dig igennem galleriet og find din indre Veneda Carter frem!
Enten var de smaskforelskede – eller også var de rygende uvenner. Nogle gange sukkede de efter hinanden. Andre gange var de hinandens bedste venner.
Til sidst sejrede kærligheden som bekendt: I seriens allersidste afsnit fra 2004, droppede Rachel turen til Paris og sprang i stedet i armene på en rørt og forelsket Ross.
Men kunne parret også være endt sammen i det virkelige liv? Ja, viser det sig nu.
For i det længe ventede genforeningsafsnit, der blev frigivet på HBO Nordic torsdag, kom 54-årige David Schwimmer og 52-årige Jennifer Aniston med en afsløring, der nok fik de fleste seere til at få en klump i halsen eller ligefrem fælde en tåre.
"how all of you didnt knew we were crushing on each other from the start?" "we knew"
— hana | friends reunion (@mndlersftw) May 28, 2021
Under en rørende samtale om netop Ross og Rachel, afslørede de to skuespillere nemlig, at de også var forelsket i hinanden i det virkelige liv – men at det (desværre) altså aldrig blev til mere end flirten og lange blikke.
“I første sæson havde jeg et kæmpe crush på Jen,” indledte David Schwimmer, inden Jennifer Aniston hurtigt indskød:
“På et tidspunkt var vi begge vilde med hinanden på samme tid, men det var altid som to skibe, der sejlede forbi hinanden. Én af os var altid i et forhold, og vi krydsede aldrig den grænse,” forklarede Schwimmer i genforeningsafsnittet.
I 1990’erne datede David Schwimmer blandt andre sangerinden Natalie Imbruglia, mens Jennifer Aniston havde fyre som Adam Duritz, Tate Donovan og ikke mindst Brad Pitt på krogen i 1990’erne.
Kyssede på kaffebaren
I de første sæsoner af serien, forsøgte Ross ihærdigt at vinde Rachels hjerte, men uden held. Og da Rachel endelig fik øjnene op for Ross, havde han en anden: Julie.
Det hele kulminerede som bekendt med et kæmpe skænderi på kaffebaren, der blev efterfulgt af dét, vi alle havde drømt om, håbet på og set frem til: Det længe ventede kys.
I dag husker Jennifer Aniston kysset som noget ganske særligt.
I genforeningsafsnittet fortæller hun i dag, at det ville være ”så nederen”, hvis deres første kys skulle være foran kameraet, fordi de begge drømte om mere end bare tv-kys.
“Selvfølgelig var vores første kys i kaffebaren. Vi kanaliserede al vores beundring og kærlighed til hinanden ind i Ross og Rachel,” fortæller Jennifer Aniston i det rørende øjeblik fra genforeningsafsnittet.
Aniston og Schwimmer troede, at ingen kendte til deres forelskelse. Det lykkedes dem da også at holde deres flirt og forelskelse hemmelig for både kærester, presse og fans.
Men de fire andre venner på settet havde altså set amorinerne i luften.
“Åh, vi var klar over det. Vi var klar over det,” lød det i kor fra Matthew Perry og Courteney Cox i det nye afsnit.
Hvis du er ægte ‘Friends’-fan, kan du tilføje lidt ekstra fan-viden til listen med de her vilde ‘Friends’-facts, som du næsten helt sikkert ikke kender til:
Foto: Friends
Programmet skulle slet ikke have heddet Friends Oprindeligt var det navnene Insomnia Café, Friends Like Us og Six of One, der var på tegnebrættet under tilblivelsen af vores allesammens yndlings tv-serie. Nu er det svært at forestille sig, at serien skulle hedde noget som helst andet end Friends.
Foto: Friends
Ordet friend bliver sagt minimum en gang i hvert afsnit Af den grund alene kan vi vist godt blive enige om, at det var den rigtige beslutning at kalde serien Friends.
Foto: Friends
Det var meningen, at Friends kun skulle have haft fire friends Phoebe og Chandler skulle kun have været nogle understøttende og mindre roller i serien. Hvad ville Friends være uden Smelly Cat? Could it BE more boring?
Foto: Friends
Phoebe taler nogle gange flydende fransk og andre gange ikke
Kan I huske, at Phoebe prøver at lære Joey at snakke fransk? Igennem serien nævner Phoebe et par gange, at hun taler flydende fransk. Alligevel forstår hun ikke det simple ord 'sous' i The One with Rachels Date, som ellers er et meget basic fransk ord for fransktalende, som betyder; under.
Foto: Friends
Monica og Joey skulle have været et par Men da Monica og Chandler fandt sammen for første gang, var publikums reaktion så overvældende, at showet hurtig tog en anden drejning.
Foto: Friends
Carol var gravid unaturligt længe I pilotepisoden taler vennerne om, at Carol er sprunget ud som homoseksuel og gået fra Ross, som om det er noget helt nyt. Alligevel ser vi i et flashback i sæson 3, som foregår et helt år før pilotepisoden skulle finde sted, at Carol fortæller Ross, at hun er homoseksuel. Og da Ben først bliver født i slutningen af sæson 1, har Carol enten været gravid i nærheden af 2 år, eller også skulle Carol og Ross have haft sex mere end et år efter, hun sprang ud som homoseksuel?
Foto: Friends
Gunther var barista i virkeligheden James Michael Tyler var i virkeligheden barista på en kaffebar i Hollywood, som hed The Bourgeois Pig.
Foto: Friends
Den store hvide hundestatue var faktisk Jennifer Anistons egen Hun fik den i gave af en ven, på den første dag af optagelser til Friends.
Foto: Friends
Phoebe skulle have været goth Skuespillerinden Janeane Garofalo afslog rollen som Phoebe, fordi hun ikke mente, hun kunne bære rollen som goth. Det var dog helt tilbage i idé-fasen af serien, og goth-Phoebe blev hurtigt lavet om til skøre og fjollede Phoebe spillet af Lisa Kudrow, som vi kender hende.
Foto: Friends
Ross lyver, når han siger, at han ikke kan lide is Ross påstår, han ikke kan lide is, fordi det er for koldt at spise. Men igennem serien kan man spotte ham spise is hele to gange. Både i The One Where Ross Dates a Student og The One After the Superbowl.
Foto: Friends
Der var live publikum på under alle optagelser Man kan godt have en fornemmelse af, at det er de samme grinelyde, der bliver afspillet på repeat, når man først er fanget i Friends-universet. Men faktisk er det helt ægte grin. Der var nemlig live-publikum til alle optagelser – på nær de afsnit med store cliffhangers. Når der blev skudt optagelser til klokken 1-2 om natten, og publikum blev for trætte, blev de skiftet ud med et nyt og udhvilet publikum.
Foto: Friends
Rachel kan ikke stave til sit eget efternavn Rachels efternavn bliver stavet Green i rulleteksterne, og derfor må vi gå ud fra, at det er den rigtige stavemåde. Rachel selv virker dog til at være lidt i tvivl. På hendes dør i Bloomingdales står der nemlig Rachel Greene på navneskiltet. På hendes invitation til Ross og Emilys bryllup er navnet også stavet Greene. Men senere til Emmas fødselsdag er det stavet Green på en kageæske.
Foto: Friends
Ugly naked guy’s virkelige navn blev ikke afsløret før i 2016 Skuespilleren, der spillede den anonyme ugly naked guy er… trommevirvel… Jon Haugen.
Foto: Friends
Der er en grund til at The One Where No One’s Ready kun foregår i Monicas lejlighed Denne sæson 3-favorit, hvor vennerne kun har 22 minutter til at gøre sig klar til et formelt event på Ross’ museum, blev udelukkende optaget i Monicas lejlighed på grund af nedskæringer i budgettet.
Foto: Friends
Lisa Kudrow hadede Phoebes guitar i begyndelsen Så meget at hun selv foreslog, at Phoebe skulle spille på bongotrommer i stedet. Heldigvis lærte Lisa at elske guitaren.
Foto: Friends
Bruce Willis var gæstestjerne på showet, fordi han tabte et væddemål Et væddemål med skuespilleren Matthew Perry fik Bruce til at forvandle sig til David Stevens (også kendt som Chicken Boy) i tre episoder af Friends. Rygterne siger, at Bruce donerede lønnen fra episoderne til velgørenhed.
Foto: Friends
Nummeret på Monicas lejlighed skiftede fra at være nr. 5 til nr. 20 Det gik op for skaberne af Friends, at lejlighedsnummeret 5 ikke stemte overens med, at Monicas lejlighed skulle ligge på en forholdsvis høj etage i en newyorker-lejlighed. Derfor ændrede de det til nummer 20. Joey og Chandlers lejlighed blev også lavet om fra nummer 4 til nummer 19.
Foto: Friends
Ross er 29 år gammel i 3 år - MEN har 2 fødselsdage årligt Ross nævner, både i sæson 3,4 og 5, at han er 29 år gammel, selvom der gennem de tre sæsoner har været både thanksgiving og juleaften hele tre gange. Deruovder nævner han sin fødselsdag overfor Joey på to forskellige tidspunkter. Den første gang refererer han til sin fødselsdag, som om den ligger i december. Flere år senere siger han, at han har fødselsdag d. 18. oktober. Så hvis alder og dobbelt op på fødselsdage skulle hænge sammen, ville Ross være 35 år i sæson 5. Hmm…
Foto: Friends
Der er generelt lidt uenigheder omkring vennernes aldre I The One Where They’re Going to Party! siger Joey, at de tre fyre alle er samme alder – 29 år. Men i The One With the Birth siger Monica, at hun er 26, og Joey er 25… Og hvis alle drengene har samme alder, så ville Monica pludselig være Ross' storesøster?! Der er noget, der ikke helt passer sammen.
Foto: Friends
Gunthers hår blev bleget hver uge i 10 år James Michael Tyler er nemlig brunette i virkeligheden. Det må altså have været liiidt hårdt for hans hovedbund?!
Foto: Friends
Alle friends har kysset hinanden …lige på nær Monica og Phoebe!
Foto: Friends
I The One After Vegas har alle friends fået efternavnet Arquette i rulleteksterne For at fejre Courtney Cox Arquettes bryllup med David Arquette, var Friends for et enkelt afsnit en hel Arquette-familie. Courtney og David var gift fra 1999-2013.
Foto: Friends
Courtney Cox er den eneste friend, som ikke blev nomineret til en Emmy for sin rolle Selv Christina Pickles, som spillede Judy (Monicas mor), blev nomineret til en Emmy for hendes gæsterolle. Og selvom Lisa Kudrow og Jennifer Aniston er de eneste, der har vundet en Emmy, så er det ikke helt til at forstå, at Courtneys helt egen rengøringsvanvide Monica ikke engang fortjener en nominering…
Foto: Friends
Hank Azaria var til audition i rollen som Joey hele to gange Men endte med at spille David, Phoebes første seriøse kærlighed, som hurtigt flyttede til Minsk og først kom tilbage, da det var for sent.
Foto: Friends
Gunther taler for første gang efter hele 32 episoder Og hans første replik er ”yeah”.
Foto: Friends
Joey og Phoebe kunne have blevet en 'ting' Matt Leblanc har fortalt, at der mod slutningen af Friends blev pitchet en idé om, at det skulle afsløres, at Joey og Phoebe havde været 'friends with benefits' igennem hele serien. De ville have lavet et flashback til de mest ikoniske Friends-scener og tilføje klip, hvor Joey og Phoebe eksempelvis ville komme ud af et skab sammen med lidt for rodet hår og udtværeret læbestift. Men ideen blev skrottet… Hvad synes I? Skulle de have holdt fast i det skøre plottwist?
Foto: Friends
Monicas køleskab virkede faktisk Det var fyldt med drikkevarer og snacks til både skuespillere og crew.
Foto: Friends
David Schwimmer fik rollen som Ross uden audition David fik et tilbud om rollen uden audition, fordi han året før havde været til audition på et andet show og gjorde så stort et indtryk på instruktørerne, at de ikke kunne glemme ham.
Foto: Friends
Rachel blev kærester med Jennifer Anistons eks Jennifer Aniston datede Tate Donovan, som spiller Joshua i Friends, fra 1994 og 3 år frem. De blev forlovede, men gik desværre fra hinanden kort tid efter. Herefter fik Tate rollen som Joshua, som i serien er Rachels kæreste. Det må have været lidt mærkeligt...
Foto: Friends
Guldrammen på Monicas dør var faktisk et spejl Guldrammen omkring dørspionen var i virkeligheden et spejl, men en fra filmcrewet kom ved et uheld til at smadre spejlet. Det endte med at være en sjov detalje, derfor besluttede de at beholde den tomme ramme fremfor et nyt spejl.
Den sidste episode gav Matt LeBlanc så meget angst, at han begyndte at ryge igen
- Jeg var holdt op med at ryge i fire år, og i de sidste to uger af optagedagene til den sidste sæson, begyndte jeg at ryge igen, fordi vi var så opmærksomme på, at vores tid sammen var ved at være slut, fortalte han til Vanity Fair i 2012.
Espressomaskinen i Central Perk var aldrig tændt
- Det var en rigtig antik kaffemaskine. Jeg lavede faktisk aldrig én kop kaffe, fordi den larmede så meget, har James Michael Tyler (Gunther) udtalt.
"The One With The Halloween Party" var den første episode, de filmede efter 11. september
Ifølge Lisa Kudrow, er det hendes yndlingsepisode af Friends. I ugen efter episoden blev vidst, sagde folk nemlig ofte tak til hende, for at få dem til at grine efter den forfærdelige hændelse.
Cole Sprouse (Ben) havde et crush på Jennifer Aniston
I et interview med New York Post fortalte Cole Sprouse, at han havde ekstremt svært ved at arbejde sammen med Jennifer Aniston, fordi han simpelthen var så forelsket i hende.
- Jeg var målløs. Jeg glemte ofte min replikker og var helt blank i scenerne med hende, fortalte han.
Den orange sofa i Central Perk blev fundet i kælderen i Warner Bros. Studios
Den ikoniske sofa i vennernes yndlings café blev tilfældigt fundet i kælderen i Warner Bros. Studios. Således blev skrald til en af de mest berømte sofaer på tv.
Ingen kunne lide introen til Friends
Ifølge Jennifer Aniston, var ingen af skuespillerne super vilde med, at danse rundt i et springvand. Den eneste grund til, at de gjorde det, var fordi de "fik det at vide".
Seriens intro blev ikke skudt i New York
Den verdenskendte intro til serien blev ikke optaget i byen New York, som de seks venner ellers skal forestille at bo i. Introen blev filmet i Warner Bros. Studios i Californien, hvilket er grunden til, at du aldrig vil kunne finde det ikoniske springvand.
I denne uge har skuespillerinden, Stephania Potalivo, udfyldt en side i venindebogen.
Måske du også kender Stephania fra sitcomserien ‘Sjit Happens’, eller fra filmen ‘Jagtsæson’, eller måske du er én af Stephanias 311 tusinde følgere på Instagram?
Psst … Lige om lidt (den 10. juni) er Stephania aktuel med sin nyeste film, ‘Centervagt’, som du kan læse meget mere om lige HER.
Udover mit navn kalder folk mig: Stef, Steffie, Øffe.
Alder: 34.
Livret: Så svær, men pasta, is og vandmelon.
Da jeg var lille, ville jeg være: Professionel western-rytter.
Mit bedste køb nogensinde: Mit ur.
Hvis jeg skulle beskrive mig selv med tre ord, ville det være: Følsom, sjov og temperamentsfuld.
Min absolut yndlingsby er: København.
Det har jeg altid i tasken: Hundeprut-poser.
Sidste gang jeg græd, var: For to dage siden da jeg så serien ‘Lupin’, og en dame blev slået ihjel, og hendes hund blev efterladt alene (Det var kun pga. det med hunden, at jeg græd).
Mit næste køb er: New Balance 990 sneakers i grå, når de ikke er udsolgt overalt.
Jeg vil gerne blive bedre til at: Ikke at overanalysere alting.
All time favorite movie: Også virkelig svær, men af danske film må det være ’Blinkende Lygter’.
Jeg er komplet afhængig af: Pepsi Max.
Det gør mig vred, når: Folk er nedladende.
Jeg er gladest, når: Jeg griner og får et godt gammeldags grineflip.
Den her sang får mig altid på dansegulvet: Beyoncés ’Crazy in love’.
Det item i min garderobe, jeg bruger allermest, er: Min Rains-dunjakke.
Mit højeste ønske er: At dem jeg elsker og jeg selv vil forblive sunde og raske.
Guilty pleasure: ’Ex on the Beach’!
Jeg er stolt af at: Jeg er en god moster og faster.
Denne gang er Kendall spottet med Stine Goyas ternede tote-taske fra deres SS21-kollektion. Hun har stylet tasken med et par baggy læderbukser, en kort, chik vest, sandaler og solbriller.
Du kan gøre hende kunsten efter og købe tasken lige HER.
Brandet, Stine Goya, som står bag tasken, blev grundlagt i 2006 af kvinden af selvsamme navn: Stine Goya. Stine grundlagde brandet ud fra den skandinaviske modes mangel på farver, og brandet er da derfor også ét af de brands, som var med til at grundlægge den nye form for skandinavisk stil, Scandi 2.0. Stine Goya er kendt for sit farverige, legende og feminine univers, og har længe været en stor favorit blandt danskerne – og nu også hos de amerikanske kendisser.
Hvis du gerne vil lære kvinden bag det feminine brand lidt bedre at kende, så kan du læse om Stine Goya i vores venindebog lige HER.
Psst … Hvis du også er vild med Kendall Jenners cool stil, så kig med i galleriet herunder, hvor vi har samlet nogle af Kendalls bedste stil-øjeblikke.
Hvis du går og drømmer om at eje et Chanel ur (hvem gør ikke det?), men budgettet ikke lige rækker til et spritnyt ét af slagsen, så er en netauktion måske din vej til dit drømmearmbåndsur – eller smykke.
Vi har allieret os med et par eksperter, for hånden på hjertet – vi er heller ikke så erfarne i auktionens verden, og det vil vi gerne lave om på! For efter vi er blevet bekendte med fordelene, kan vi slet ikke vente med at lægge vores første bud!
Eksperterne, der har rådgivet os om netauktioner, er Vilhelm Islandi Bramsen, der er Head of Wristwatches hos auktionshuset Bruun Rasmussen, og Katrin Mikkelsen Sørensen, som er Head of International Jewellery hos Bruun Rasmussen. De har delt deres bedste tips med os, så vi er klædt bedre på inden den online budrunde skydes i gang.
Skåle af porcelæn, Arje Griegst: “Rosa Konkylie”. Vurdering: 4.000 kr. Perlehalskæde prydet med talrige barokke South Sea kulturperler. Hammerslag:1500 kr. Damearmbåndsur af stål, Cartier, Model Tank Francaise. Hammerslag: 8.500 kr. Pung af lyserødt Epi læder med sølvfarvede beslag, Louis Vuitton. Hammerslag: 1050 kr. Armring af 14 kt. hvidguld. Vurdering: 10.000-12.000 kr. Kunstværk af Gudrun Hasle: “hvordan kan alle ander overskuge det helle”. Vurdering:10.000 kr.
Det skal du vide, før du går i gang med en netauktion
Før du begiver dig ud i dit auktionseventyr, skal du lige have ekspertens råd med på vejen. Der er nemlig et par ting, man ifølge Vilhelm Islandi Bramsen, skal være opmærksom på før man byder:
”Mit bedste råd til den uerfarne køber er først og fremmest at sætte sig ind i produktet og dets stand, og dernæst at blive enig med sig selv om et maksimumsbud, altså hvor langt op man er villig til at byde på det pågældende emne.”
For ikke at lade sig rive med, er det altså en fordel at have lagt et budget på forhånd, og så er det også en god idé at sætte sig ind i, hvor stort et salær det pågældende auktionshus tager. Hvis du byder på en dansk netauktion, er du berettiget til 14 dages fuld fortrydelsesret på lige fod med andre online køb.
Katrin Mikkelsen Sørensen, der er Head of International Jewellery hos Bruun Rasmussen tilføjer:
”Det man skal vide er, at der på en auktion ikke altid er det samme store udvalg som i forretningerne, men til gengæld er priserne meget attraktive.”
5 grunde til at købe smykker og ure på en netauktion
Der er en lang række fordele ved at vælge at købe ure og smykker på en netauktion:
Tilgængelighed og pris
De fysiske auktioner bliver kun afholdt fire gange årligt, og det betyder ikke alene, at tilgængeligheden er ringere, det øger også vurderingen af produkterne. Netauktioner bliver til sammenligning afholdt gennemsnitligt hver anden uge og priserne er væsentligt lavere. Urenes priser starter typisk ved 1.500 kr., hvor smykkernes vurderinger går helt ned til 750 kr.
Gør et spændende og unikt køb
Langt de fleste af de ure og smykker, der bliver solgt på auktion, er ikke længere i produktion, og derfor kan du blive ejer af et langt mere unikt produkt, end dem du finder hos forhandlerne. Dertil vil der ofte høre en fin historie til uret eller smykket, der måske har 50 eller 100 år med sig i bagagen.
”I 2019 solgte vi et voldsomt patineret Omega sølvarmbåndsur fra 1914, som havde siddet rundt om armen på Ib Freuchen, bror til den kendte polarforsker og eventyrer Peter Freuchen. Uret havde en sjælden og efterspurgt bananformet kasse og var dekoreret med nogle enestående, overdimensionerede timemarkører,” fortæller Vilhelm Islandi Bramsen om et af de mere bemærkelsesværdige ure, auktionshuset har haft til salg.
Fordelagtige priser på god kvalitet
Da mange af auktionens smykker og ure netop ikke længere er i produktion og derfor er brugte, vil de ofte kunne købes til en lavere pris, end hvad de oprindeligt var udbudt for hos forhandleren. Så er man heldig, kan man måske erhverve sig flotte designersmykker af høj kvalitet til langt under halvdelen af forretningsprisen.
Bidrag til re-cycling
Det er næppe gået nogens næse forbi, at vi af hensyn til klimaet bør have en større bevidsthed om vores forbrug.
”En auktion er et af de bedste steder, du kan gøre dine indkøb, hvis du gerne vil være med til at sørge for re-cycling og bæredygtighed i dit forbrugsmønster,” fortæller Katrin Mikkelsen Sørensen.
Kaffekande samt skål af porcelæn dekoreret med rosa glasur, Arje Griegst: “Rosa Konkylie”. Vurdering: 4.000 kr. Sukkerskål/bonbonniere og flødekande af porcelæn, Arje Griegst: “Rosa Konkylie”. Hammerslag: 9.500 kr. Et par diamantørestikker af 18 kt. guld hver prydet med talrige brillantslebne diamanter. Hammerslag: 10.500 kr. Armbånd af 14 kt. guld. Hammerslag: 15.000 kr. Fleksibel diamantarmring af 18 kt. guld prydet med talrige diamanter. Hammerslag: 8.000 kr. Blokarmbånd, Willy Junget, 14 kt. guld. Hammerslag: 10.500 kr. Mørkeblåt silketørklæde med motiv “Les Cavaliers D’or” af Vladimir Rybaltchenko, Hermès. Vurdering 1.500 kr. Vintage flap bag med guld beslag, Chanel. Hammerslag: 5.000 kr.
Ekspertens bedste tips til netauktioner
Vilhelm Islandi Bramsen, der er Head of Wristwatches hos Bruun Rasmussen, giver her sine tre bedste tips til din første netauktion:
1. Planlæg auktionen ”Gør dig disse overvejelser: Hvilket slags ur eller smykke leder du efter, og hvor ligger dit budget?”
2. Vær kvalitetsbevidst ”Undersøg urets stand gennem de tilgængelige fotos samt oplyste informationer, og suppler gerne med egen research.”
3. Spørg eksperterne, hvis du er i tvivl ”Hvis du er i tvivl om noget eller mangler yderligere information, så spørg eksperterne. De vil altid stå til rådighed.”
Netauktioner hos Bruun Rasmussen
Bruun Rasmussen afholder auktioner hver uge og sælger mere end 1000 emner om ugen.
Se her, hvilke dage auktionshuset sælger indenfor de forskellige kategorier:
Ældre malerier og møbler samt kunsthåndværk,
Moderne kunst og design og kunsthåndværk,
Smykker, armbåndsure og tasker,
Mønter og vin,
Bøger, frimærker og våben.
På bruun-rasmussen.dk kan du oprette en søgeagent og modtage en notifikation, hvis der er en særlig kunstner eller genstand, du er på udkig efter, ligesom du kan hjerte-markere emner, du vil holde øje med og følge på auktionen.
Alle emner, der er på auktion, kan ses i havnen – Sundkrogsgade 30 – 2150 Nordhavn.