Astrid Degerbøls 6-årige dreng Albert er lige startet i skole. Og som det hører sig til med indskolingens aktiviteter er læren om børnenes egne familier ofte på skoleskemaet.

Men for Astrid, der er solomor til sønnerne Albert på 6 år og Magnus på 3 år, var det gået i glemmebogen at fortælle Alberts lærere, at han ikke har en far men en donor. Noget, hun først kom i tanke om at informere om noget tid efter.

”Det var da lidt pinligt, men også en lettelse at opdage, at det så sjældent er top of mind”.

Foto: Emil Hornstrup Jakobsen

Astrid med sine drenge Albert på 6 år og Magnus på 3 år.

47-årige Astrid smiler af forglemmelsen, mens hun fortæller. Og punkterer i samme ombæring myten om, at solomor er noget, man bliver af nød. Ikke af lyst. For sådan har hun aldrig set det.

”Jeg har ikke på noget tidspunkt haft et klart billede af en kernefamilie. Andre ser måske det at få børn uden en mand som en plan b, men sådan har det aldrig været for mig”

Meget lidt ubunden tid

Astrid sidder i sin stue og fortæller. Her er hun sammen med sine to drenge flyttet i en villa i udkanten af København. Foruden hendes egen familie bor også hendes far og hendes søster med sin mand og datter.

I den tilstødende stue står hendes computer klappet op. Hun håber at kunne nå en times arbejde, inden børnene skal hentes fra henholdsvis skole og børnehave senere. For det gælder selvsagt om at udnytte hver en time, når man er travl småbørnsmor.

”Jeg vil ikke sige, at det er hårdt arbejde, for det synes jeg faktisk ikke, at det er. Jeg vil mere beskrive det som, at jeg har meget lidt ubunden tid. Og det vidste jeg jo godt i forvejen, selv om det nogle gange godt kan komme lidt bag på en.”

Hun ønsker med andre ord ikke at beklage sig. For det giver sig selv, at der er travlt for en solomor med to små sønner og et arbejde, hvor hun til daglig sidder på DTU som journalist. Mest af alt føler hun sig dog bare privilegeret over, at hun fik muligheden.

”Jeg elskede at være gravid og er så taknemmelig over at se så fantastiske drenge, jeg har fået. Havde jeg startet tidligere, havde jeg godt kunne tænke mig flere børn”.

Moderskabet kom naturligt

Tanken om at blive mor meldte sig for første gang i slutningen af 30’erne. For selv om det med kernefamilie aldrig havde været et ønske, så havde tanken om børn alligevel ligget og ulmet. Først fjernt, men nu langt tættere på. Og uden en partner besluttede hun få et barn via en sæddonor.

”Jeg så det ikke som nogen sorg at få børn uden en far. Hellere det end at kaste sig hovedkulds ind i et forhold med det primære forhold at få børn. Det ville ikke være fair for nogle parter,” fortæller Astrid og understreger i samme ombæring, at havde der været en kæreste i billedet havde situationen meget vel kunne have set anderledes ud.

“Det er ikke sådan, at jeg tænker, at jeg ikke ville have haft børn med en mand. Men da jeg ikke havde nogen kæreste på det tidspunkt, blev det den bedste mulighed”

“Jeg vil ikke sige, at det er hårdt arbejde, for det synes jeg faktisk ikke, at det er.”

Da Astrid var 40 år, kom sønnen Albert til verden. Og hun husker, hvordan hendes mor og søster hentede hende og hendes lille nyfødte søn hjem til Astrids lejlighed på Nørrebro.

”Jeg husker den første tid med ham som den lykkeligste tid i mit liv”, fortæller Astrid med tårer i øjnene.

Både moderskabet og den nye hverdag faldt hende naturligt. Og selv om hun hentede meget støtte fra sin familie i den første tid, fandt hun ikke, at hun på noget tidspunkt stod i situationer, hvor hun følte sig rådvild.

”Jeg husker, at min veninde besøgte mig i dagene lige efter, jeg var kommet hjem fra hospitalet, og sagde; jamen er det så bare dig nu med ham? Og det var jo rigtig sødt og sagt med bekymring, men jeg tænkte bare; øh ja? Haha. Det faldt mig helt naturligt og jeg havde ikke stunder, hvor jeg manglede en partner. Jeg havde det bare godt. På den måde tror jeg ikke, at det adskiller sig som at få børn på alle mulige andre måder, det er bare som at være forelsket gange 800.”, fortæller Astrid, der allerede et par dage efter, hun fødte Albert, bestilte sædstrå fra samme donor, så han med tiden kunne få en søskende.

”Jeg ønskede at mine børn skulle have hinanden”

En frihed i at gøre det alene

Lillebror Magnus kom til verden tre år efter. Her var Astrid flyttet fra lejligheden på Nørrebro til det fælles hus med sin familie. Her bor hun i dag med sine drenge, der nu er blevet seks og tre år.

Og med den ekstra travlhed det medfører, når man går fra et til to børn, er det rart at have familien helt tæt på. Her kan de træde til på de tidspunkter i ugen, hvor tidsplanen strammer til. Som for eksempel om tirsdagen, hvor storebror Albert går til atletik og Astrid ikke kan nå at hente begge drenge. I stedet henter hendes søster lillebror Magnus, så ligningen kan gå op.

Familiens ubetingede hjælp tilskriver Astrid dog ikke nødvendigvis, at de bor under samme tag. For hendes familie havde stået der uanset hvad, understreger hun.

“Jeg har en helt vidunderlig familie, og både min mor, far og søster har været så støttende og hjælpsomme hele vejen igennem,” siger Astrid, der generelt også føler, at dagligdagen forløber uden de store knaster.

Foto: Emil Hornstrup Jakobsen

”Det gælder om at lægge nogle klare rammer for hverdagen, og det synes jeg egentlig jeg er lykkes godt med. For der er selvfølgelig meget der skal gå op, og min dag er nøje planlagt, fra jeg står op. Jeg skal have dem op, lave madpakker, sørge for der er rent tøj og regntøj, gummistøvler, få dem i børnehave og skole, hjem igen og forfra næste dag.”

Men selv om det er travlt, så ser hun det også som en frihed.

“Det giver en frihed at vide, at ansvaret tilfalder mig, der er ingen partner jeg kan blive skuffet over”

Vigtigt at kunne lade op alene

Og for at få hverdagen til at glide gælder det også om træffe nogle praktiske valg. Som for eksempel at gå ned på en 30-timers arbejdsuge og købe en bil. Sidstnævnte noget, som Astrid gjorde med en smule dårlig samvittighed.

”Jeg er ikke stolt af det, for jeg er jo sådan en, der har gået til bilfri-by-demonstrationer som ung. Men det giver lige lidt ekstra luft med 20 min. i hver ende”

Og det er samtidig luft, som Astrid kan bruge på at prioritere alenetid. Et åndehul, hun har fundet ud af, er vigtigt for hende.

”Jeg har haft brug for ren alenetid. Simpelthen bare at være helt alene. Og det er jeg begyndt at sætte ind i kalenderen. Om det så bare er at nå at tage i sauna en halv time inden arbejde eller sidde og drikke en kop kaffe i solen. Det gør, at jeg kan lade op.”

Hun er også begyndt at prioritere rejser med hendes drenge, hvor hun også kan få plejet sine egne interesser. Som for eksempel i sommers, hvor den lille familie tog til bjergene i Frankrig og vandrede. Noget, der talte ind i Astrids årelange hobby for vandring og klatring. En ikke helt oplagt ferieform som solomor til to på tre og seks år, men alligevel noget, der lykkes over al forventning, beskriver Astrid.

“Hver dag giver jeg dem fem stjerner for, at vi kommer ud af døren i ro og mag”

”Jeg havde Magnus i bærerygsæk og Albert kunne selv gå, og så tog vi på endagsvandringer og ellers bare hyggede i bjergbyen på legeplads og spiste is. De var nogle stjerner at rejse med, og de var så søde,” fortæller Astrid og tilføjer;

Foto: Emil Hornstrup Jakobsen

”Jeg føler mig meget heldig over, at det er lige præcis de børn, jeg har fået. De er så nemme og selvkørende. Næsten hver dag giver jeg dem fem stjerner for, at vi kommer ud af døren i ro og mag og generelt får det til at lykkes så fint os tre” siger Astrid.

Ikke en far men en donor

Og hendes drenge er nu også nået en alder, hvor de kan spørge ind til deres far. Her har det fra starten været vigtigt for Astrid at fortælle sine drenge, at drengene ikke har en far, men en donor.

”På et tidspunkt sagde Magnus noget med sin far, og så rettede hans storebror Albert ham og sagde; jamen vi har jo ikke nogen far. Og så sagde han bare; nå nej. På den måde er det jo ret utroligt, hvor hurtigt børn tilpasser sig, de har jo heller aldrig kendt til andet” fortæller Astrid, der oplever, at det egentlig ikke er noget, der optager hendes drenge så meget. Det tilskriver hun, at det heller aldrig er noget, der har fyldt hos hende selv.

”Det er ikke en vigtig del af min identitet eller noget, jeg tænker over i det daglige. Derfor tror jeg heller, at det er noget, der fylder for mine drenge,” siger hun.

“Jeg har hele tiden haft den indstilling, at det var det, jeg ville, det er os tre, og det fungerer for os.”

Det samme gør sig gældende for omverdenen, hvor hverken hun eller hendes drenge har slået sig på fordomme. Men også her gælder det om ens egen indstilling, understreger hun.

“Hvis man problematiserer tingene, kan det godt blive selvforstærkende. Og det gælder jo uanset om det er parforhold, arbejde eller det at være solomor. Jeg har hele tiden haft den indstilling, at det var det, jeg ville, det er os tre, og det fungerer for os. Så det er jo også, hvad jeg bliver mødt med,” afslutter Astrid.

Lyt til ELLEs podcast ‘Klædt På’, som er din månedlige podcast om tendenser, strømninger og insiderviden fra modens verden med Mads Emil Grove Møller som vært.