Har du styr på din huds behov?

KUNSTEN AT FINDE DE RIGTIGE PRODUKTER

Ren og frisk hud er noget, vi alle drømmer om. Vores hud er en stor del af vores udseende og betyder meget for vores velvære og selvsikkerhed. Derfor er det også vigtigt for mange af os at finde de gode renserutiner og produkter, som plejer vores hud. Det kan dog være svært at finde ud af, hvilke produkter der imødekommer vores huds behov, og hvordan vi bedst sammensætter den rigtige pleje.

Ved du, hvad forskellen på dag- og natcreme er? De to typer creme har nemlig forskellige formål. En dagcreme skal beskytte din hud gennem dagens udfordringer, mens natcreme skal sørge for at give huden al den næring, der er nødvendig for at genopbygge huden i løbet af natten. Eller har du styr på hvilken pleje din hud har brug for, hvis du har tør eller kombineret hud?

Find den optimale pleje fra Nilens Jord, der passer til netop dit livsstadie eller det behov, som din hud har. 

Foto: PR

Alle produkter fra Nilens Jord er Allergy Certified, og serierne af hudplejeprodukter er lavet i miljøvenligt emballage.

NY MILJØVENLIG EMBALLAGE

Nilens Jord arbejder ud fra den minimalistiske filosofi om, at din hud skal føle sig fri, det vil sige at der kun anvendes ingredienser, der har et klart formål. Alle produkter er derfor uden parabener, uden æteriske olier og uden parfume. Den minimalistiske tilgang gælder dog ikke kun ift. selve produkternes indhold, men er gennemgribende i hele fødekæden fra tanke til færdig produkt, hvor især fokus på miljøet vægter højt. Derfor har Nilens Jord taget det næste store skridt i den bæredygtige retning og har udskiftet al hudpleje-emballage til en mere miljøvenlig emballage i genanvendeligt plast og med et indbygget refill-system. Ligeledes er produktindpakningen i FSC-mærket karton. 

Refill-systemet fungerer på den måde, at den indvendige beholder kan tages ud når produktet er opbrugt og herefter erstattes med en ny refill med nyt indhold. På den måde bliver yder-emballagen altid genanvendt, og dermed undgås unødigt plastspild samtidig med at du opnår en økonomisk besparelse ved ikke at skulle genkøbe et fuldt produkt hver gang. Du kan naturligvis også vælge at købe hele produktet igen i stedet for refill-løsningen, hvis det er det, der passer til dine behov – det er helt op til dig.

Læs om de fire hudplejekategorier i galleriet nedenfor og de anbefalede produkter til hudens forskellige behov. 

PSST … 3 GODE RÅD

1) Drik masser af vand, selvom det er vinter

Når det er koldt udenfor, har mange tendens til at drikke mindre i løbet af dagen og ofte kun at drikke varme drikke, såsom kaffe. Et godt tip er at drikke et stort glas vand, før du drikker din kaffe. Din hud har brug for hydrering også om vinteren.

2) En ekstra rens + fugt

Efter en lang cykeltur eller gåtur i bidende kulde er din hud ofte ru og kold. Rens eventuelt din hud blidt, selvom det er midt på dagen, og giv dig selv et ekstra lag af fugtgivende dagcreme i vintermånederne. Din hud tørrer desuden ofte ud på grund af de tørre indeklima og kan derfor sagtens tåle ekstra pleje.

3) Pas på mørket

Sidder du som mange af os ofte foran en skærm? Så sørg for, at der er nok belysning i rummet. Når der ikke er nok lys, begynder vi ofte at røre os mere med vores hænder i ansigtet. Dette kan føre til irritation og uren hud. Sørg i øvrigt for at din hud får en dosis dagslys og frisk luft hver dag.

NILENS JORD

Nilens Jord laver produkter med holdning og fokus på både mennesket og miljøet. 
Alle produkter er allergivenlige, uden hormonforstyrrende ingredienser og altid uden parfume.
Nilens Jord har udskiftet al hudpleje-emballage til en mere miljøvenlig emballage i genanvendeligt plast og med et indbygget Refill-system. Ligeledes er produktindpakningen i FSC-mærket karton.
Nilens Jord blev etableret i 1982 og er et af danmarks mest respekterede og ikoniske hudpleje- og makeup-brands. Nilens Jord er inspireret af den nordiske minimalisme og skaber produkter til kvinder og mænd i alle aldre.
Læs mere om Nilens Jord og se alle produkter her.
 

Johannes favoritter: 10 items til et pariser-chikt look

De franske kvinder er mestre i at genbruge klassikere og mikse feminint med maskulint på en ubesværet og chik måde.

Kombinér klassiske striber med blå denim, chunky loafers og spinkle smykker.

Du kan også sætte en crispy, stribet bomuldsskjorte til jeans og en grov blazerfrakke. Afslut med baretten som et chikt alternativ til strikhuen.

Læs ogå

Johannes favoritter: 10 items til et sporty vinterlook

Mens vi venter på, at vejret tillader bare ankler, kan et par lækre tennisstrømper tilføre looket et sporty touch. Prikken over i’et er selvfølgelig minitasken fra Jacquemus. 

Se med i galleriet for inspiration til et klassisk look med et forfriskende fransk pust.

‘Sex and the City’-skuespiller debuterer som model for Prada

Det er efterhånden langt fra kun modeller, der skrider ned ad catwalken under modeuger verden over, og det var heller ikke tilfældet, da Prada i weekenden viste sin AW22 herrekollektion frem under Milano Fashion Week Men’s. Her havde flere kendte ansigter fundet vej til catwalken – men der var én ganske særlig herre, der løb med opmærksomheden.

Her gjorde skuespilleren Kyle Maclachlan, der i ‘Sex and the City’ spiller Trey MacDougal, Charlotte’s første mand, nemlig sin modeldebut. Hvor Trey og Charlotte langt fra fik det bedste frem i hinanden, fik Prada til gengæld det bedste ud af den garvede skuespiller, der også er kendt fra kultserien ‘Twin Peaks’. 

Foto: Shutterstock/Ritzau Scanpix

Et sted vi ikke havde forventet at se Trey MacDougal - som model til Pradas AW22 show.

Han var desuden langt fra det eneste kendte ansigt fra film og tv, Prada havde allieret sig med. Thomas Brodie-Sangster, der særligt er kendt for sin rolle som Sam i ‘Love Actually’, hovedrolleindehaveren i Netflix’ ‘Sex Education’, Asa Butterfield, og skuespilleren Jeff Goldblum fra ikoniske film som ‘Jurrasic Park’ og ‘The Fly’ lavede cameos på catwalken.

Foto: Shutterstock/Ritzau Scanpix

Siden 'Love Actually' har Thomas Brodie-Sangster haft roller i både 'Game of Thrones' og 'The Queens's Gambit'.

Læs ogå

Og pludselig var denne ‘And Just Like That’-karakter spottet i Ganni

Her er fem film, vi glæder os til at se i biografen

Biograferne er åbne igen, og nu kan du endelig trække ind i biografmørket og læne dig tilbage i de bløde sæder.

Vi har lavet en liste med de film, du kan se frem til at opleve i den kommende tid.

Spencer
Filmen om den afdøde prinsesse Diana tager udgangspunkt i en skæbnesvanger juleferie på Sandringham Gods, der er den britiske kongefamilies foretrukne ferieresidens. Kristen Stewart spiller Diana, der er meget bevidst om sin mands tætte forhold til Camilla Parker-Bowles og sit eget ægteskabs forfald. Det eneste lyspunkt for prinsessen er hendes to sønner, William og Harry, men på trods af dem føler hun sig stadig fanget på det royale gods.

Kristen Stewart er på baggrund af sin præstation i rollen udnævnt som en af favoritterne til en Oscar-nominering, og vi glæder os til at se, om filmen lever op til hypen.

’Spencer’ har premiere 3. februar.

Rose
I 1997 er en bus på vej mod den franske hovedstad er fyldt med glade og rejseklare nordjyder. I bussen sidder også Inger, der spilles af Sofie Gråbøl, hendes søster Ellen og svoger Vagn. Inden bussen er trillet over den danske grænse, proklamerer Inger, at hun har en sindslidelse. Det falder en anden af passagerne for brystet, der som modsvar fortæller, at han er modstander af alt, der ikke er normalt. Ved ankomsten til Paris viser det sig dog, at Inger ikke kun er i hovedstaden for at feriere, og snart starter hun en jagt på tabt kærlighed.

Filmen er instrueret af Niels Arden Oplev, der også er manden bag ’Ser du månen, Daniel’. På rollelisten er flere velkendte navne som Lene Maria Christensen, Anders W. Berthelsen, Søren Malling, Peter Gantzler.

’Rose’ har premiere 24. februar.

Annette
Adam Driver spiller standupkomikeren Henry i musical-dramaet ’Annette’, der bliver forelsket i den berømte operasanger Ann. Det glamourøse par får sammen barnet Annette, der viser sig at have et særligt talent, der kommer til at ændre den lille families tilværelse.

’Annette’ var nomineret til den prestigefyldte pris Guldpalmen til Cannes Filmfestival, og filmen vandt ved samme festival priser for bedste instruktion og bedste musik.

Annette’ har haft premiere og kan ses fra 16. januar.

Petite maman
Den 8-årige Nelly hjælper sine forældre med at rydde op sin mormors hus, der netop er død. Nelly går på opdagelse i sin mors, Marion, barndomshjem og de omkringliggende skove. En dag tager Nellys mor afsted fra huset, og så møder Nelly pludselig en pige på sin egen alder i skoven, der er ved at bygge en hule i et træ. Pigen hedder Marion, ligesom Nellys mor, og hun spørger, om Nelly vil være med til at lege.

’Petite maman’ er instrueret af Céline Sciamma, der også er kvinden bag den anmelderroste ’Portræt af en kvinde i flammer’

’Petite maman’ har premiere 20. januar.

Venuseffekten
Instruktøren bag DR3-hittet ‘Doggystyle’, Anna Emma Haudal, er kvinden bag den romantiske komedie ’Venuseffekten’. I den bliver den 25-årige Liv forelsket i Andrea, der vender op og ned på det trygge, provinsielle liv, hun hidtil har levet med sine forældre. Liv står nu mellem den forudsigelige tilværelse i provinsen og det spændende liv i storbyen med Andrea – og lige pludselig bliver hun nødt til at finde ud af, hvor hun egentlig hører til.

’Venuseffekten’ har haft premiere og kan ses fra 16. januar.

Læs ogå

5 serier, vi glæder os til at se i 2022

Og pludselig var denne ‘And Just Like That’-karakter spottet i Ganni

Der er mange forskellige holdninger til, hvorvidt den længe ventede ‘Sex and the City’-reboot ‘And Just Like That’ er en succes eller ej, og reaktionerne på sæsonens første syv afsnit har derfor også allerede ført mange sjove reaktioner med sig

Men når Cynthia Nixon præsenterer det nyeste afsnit af ‘And Just Like That’ på Instagram iført dansk design, er spørgsmålet om, hvorvidt serien er god eller ej, mindre vigtigt. 

For pludselig var ingen ringere end Cynthia Nixon en vaskeægte #GanniGirl iført en jakke fra det danske mærke.

Ganni er uden tvivl et af de danske mærker, der har størst national og international succes, og deres fanskare tæller derfor også alt fra Emili Sindlev, Pernille Teisbæk og Mø til Hailey Bieber, Bella Hadid og Beyoncé.  

Og det er ikke kun Ganni, som er på listen over kendissernes kærlighed til dansk mode. 

Det er ikke længe siden, at topmodellerne Kendall Jenner kunne spottes i loafers fra danske Vagabond og Gigi Hadid i efterårets it-item, strikvesten, fra danske Mark Kenly Domino Tan

I galleriet kan du få et gensyn med seriens tre hovedpersoner til premieren på ‘And Just Like That’, hvor både Cynthia Nixon, Sarah Jessica Parker og Kristin Davis selvfølgelig lignede en million med masser af Sex and the City-referencer på den røde løber. 

Læs ogå

Her er alle de looks, vi indtil nu har set fra ‘And Just Like That’

Denne Kardashian-kvinde slår vild Instagram-rekord

De entreprenante Kardashian-søstre forstår sig på at skabe kommercielle succeser for hver deres virksomhed. Men en af søstrene har haft særlig succes med hendes makeup-firma, og nu har hendes eget, personlige brand nået en ny milepæl.

I onsdags blev Kylie Jenner nemlig den første kvinde i verden til at nå over 300 millioner følgere på Instagram. Dermed bliver hun nu den tredje mest fulgte konto på appen, kun overgået af Instagram selv og af fodboldspilleren Ronaldo.

Det er ikke den første rekord, den yngste Jenner-søster har slået. Tilbage i 2019 blev Kylie nemlig den yngste, selvgjorte millionær i verden efter at have indgået en stor distributionsaftale for hendes populære beauty brand, Kylie Cosmetics.

Blandt andre af de mest fulgte kvinder på Instagram er Ariana Grande og Selena Gomez, begge med 289 millioner følgere, søsteren Kim Kardashian med 279 millioner følgere og Beyoncé med 232 millioner følgere.

Klik dig gennem galleriet herunder for at se Kylie Jenners vilde forvandling siden 2009.

Læs ogå

Kom med indenfor når Kylie Jenner viser rundt på Kylie Cosmetics’ hovedkontor

Bæltet er vores yndlingsaccessory lige nu – disse skal du gå efter

Et klassisk læderbælte kan gøre underværker for dit look  et par jakkesætsbukser og en T-shirt? Tilføj et bælte. Et par jeans og en strik? Bæltet er prikken over i’et. 

Det er svært helt at forklare, hvorfor vi ikke kan få nok af bælter lige nu, men en af grundene kan være, at det får et ultrasimpelt look til at se lidt mere færdigt og velovervejet ud. Og på en travl morgen er det svært at sige nej til.

Foto: @rikkekrefting

@rikkekrefting med et klassisk Hermès-bælte i sorte læderbukser og hvid T-shirt.

Foto: @mvb

Marie Von Behrens i et simpelt look med sæsonens populære blazervest, jakkesætsbukser og et bælte som den sidste detalje.

Foto: @johannebrostroem

ELLEs Johanne Brostrøm i et nemt hverdagslook med strik og T-shirt, hvor bæltet er den afgørende detalje.

Kig med i galleriet, hvor vi har fundet 10 pæne bælter, du kan shoppe lige nu.

Læs ogå

Loewes nyeste kollektion er på vej – disse items drømmer vi om

Dronningens 50-års jubilæum: Derfor er vi vilde med hendes stil

Selvom pandemien har sat en stopper for stort set alle officielle fejringer af dronning Margrethes imponerende jubilæum, der gør hende til den næst længst siddende monark i verdenshistorien, skal det ikke stoppe os fra at markere dagen med et lille tilbageblik på  dronningens fantastiske stil.

Fra klassiske snit og herreinspirerede elementer til iøjefaldende blomstermotiver og vilde pangfarver, så forstår dronning Margrethe for alvor at lege med sin garderobe og skabe et helt personligt og unikt udtryk med sin påklædning. Se i galleriet herunder, hvorfor hendes stil er så inspirerende.

Foto: Aller Media

I en stilfuld og lykkelig svingom med sin elskede Henri. Et klassisk modeøjeblik i en minimalistisk pencilskirt parret med en feminin silkeskjorte.

Foto: Aller Media

Selv som ung var dronningen glad for at lege med farver og mønstre. Som her, hvor et hvidt sæt bruges som et blankt kanvas til den røde farve og polkaprikkerne.

Læs ogå

Hendes Majestæt Dronning Margrethe II fylder 80 år – vi kigger tilbage på de bedste billeder

Selvom dronningen ofte overrasker med sine tøjvalg, kan hun sagtens ty til de mere klassiske og elegante snit. Det gjorde hun selvfølgelig også til sit bryllup i 1967.

Foto: Aller Media

Til kronprins Frederiks og kronprinsesse Marys bryllup i 2004 valgte dronningen at gå med en smuk A-silhuet i nogle af hendes garderobes faste gengangere: fuchsia og blomstermotiv.

Læs ogå

10 skarpe citater fra dronning Margrethe gennem tiden

Foto: Aller Media

Dronningens kærlighed for klassiske garderobe-items med personlige detaljer er ikke aftaget med alderen - tværtimod er det kun blevet forfinet.

Foto: Aller Media

Den efterhånden kendte regnfrakke, som dronning Margrethe ofte lufter, når det danske vejr for alvor viser sig, er en perfekt repræsentation af hendes stil.

Foto: Aller Media

Blå farver og nuancer er også en yndlingsfarve hos dronningen, og derfor tyr hun ofte til et matchende sæt i den klare farve.

Stort interview med Tessa: “Endelig har jeg fundet en mening med, hvorfor jeg er her”

Interviewet blev første gang bragt i ELLE Danmark, december 2020

Tessa ligner ved første øjekast én, man kan slå sig på. Som hun står der i vinduet en smuk oktoberdag på Refshaleøen og ryger ud ad vinduet omgivet af glittertøj, kunstige negle, stramme kjoler i fake læder og en guldmaske med simili-sten. Hendes hår er samlet i en høj hestehale, hun har lange, sorte øjenvipper og er i blødt sweatsuit. Hun er enuigennemtrængelig cementskal i egne tanker i det slidte industrilokale, hun er utilnærmelig og benhård – eller som hun selv synger: ”Jeg er ben”.

Foto: Polina Vinogradova 

Men så smiler hun, og skallen forvitrer og forstøver.

”Fuck, jeg er så nervøs,” siger hun med kuldegysninger på armene og et usikkert blik.

Rundt om hende står hendes hold fra pladeselskabet Universal samt en stylist og en makeupartist, som skal finde hendes look til lørdagens P3 Guld-musikpris. Tessa skal åbne showet, og hun har sovet dårligt i flere dage af skræk for at fucke op, fortæller hun, mens hun ser undersøgende på det tøj, stylisten har lagt frem til hende. På de lange og kunstfærdigt udført negle sidder swarovski-rhinstene, og det er svært at få røde netstrømper på uden at ødelægge dem. En stram, rød corsage og høje røde lakstøvler, der går til midt på låret, kommer på. Stylisten binder chunky guldkæder om hendes talje, og hun får røde briller på.

Tessa kigger op og møder sine egne øjne i spejlet. Hun ligner en sexet Marvel-figur, hun smiler til sig selv, tilfreds.

”Jeg skal lige tjekke, om jeg kan synge i det,” siger hun, og al snak i rummet forstummer, alles øjne er på Tessa.

Sådan har det været i halvandet år, siden den unge rapper på 23 år fra Hundige mødte sin manager, Jesper ’Livid’ Helles, på en rapskole i Ishøj.

Den første single fik på den første måned en halv million afspilninger på Spotify. Siden har en ny sang med hårdtslående, hurtig lyrik, hvor de gamle kønsroller bliver vendt rundt, væltet streamingtjenesterne og Instagram cirka hver anden måned. Med tekster om at tage andre kvinders mænd, om at slå bitches i hovedet med sin ’Louis-bag’, om at rive med sine falske negle, så de andre skal have ti sting, om at sætte sig på en fyrs hoved, fordi han ”snakker for meget og knepper for lidt”, har Tessa rappet sig ind overalt, fra de sociale medier, koncertsteder over hele landet indtil marts, da alting som bekendt lukkede ned, til en plads i den mandsdominerede rap-verden.

Foto: Polina Vinogradova 

Lige nu trækker hun luft ind, så brystet med de to tatoverede vinger (”jeg er ingen engel, mine vinger sidder foran”) løfter sig en smule, mere vil det stramme tøj ikke tillade, og bryder ud i en hurtig, hård ordstrøm:

”Håber, du ka’ tæmme vilde piger/ Riv’ mig rundt, Lion King, jeg betaler regningen/ Fuck din’ skejs, fuck din’ likes og dit Breitling/ Rollerne er vendt rundt, Barbie rykker Ken rundt / Nu’ du kun i centrum, når jeg sætter mig på den mund.”

Hun stopper op og konstaterer tørt og underspillet: ”Det kan jeg vist godt,” mens holdet omkring hende klapper.

Om Tessa

  • Tessas fulde navn er Theresa Ann Fallesen, hun er 23 år og vokset op i Hundige.
  • I juni 2019 udgav hun sin første single ”Snakker for meget”.
  • Hun debuterede på Countdown Scenen på Roskilde Festival samme sommer.
  • Tessa fik en guldplade for singlen ”Ben”
  • Henden rap, hvor hun kritiserer Thomas Blackmans udtalelser om at ville i seng med hende ved DMA 2021, gik viralt
Foto: Polina Vinogradova 

Købte sin egen lejlighed

Dagen efter står hun på Christianshavn foran pladeselskabets kontorer sammen med sin manager, da to teenagepiger cykler forbi, opdager hende og råber:

”Hej, Tessa, du er sej.” Tessa vender sig rundt, smiler til dem og råber: ”Hej, piger,” tilbage.

Hun vender tilbage til samtalen, men der går kun et minut, før en dame i 40’erne med lang, mørk frakke, pagehår og håndtaske stopper op.

”Undskyld, jeg forstyrrer,” siger hun høfligt til den 23-årige rapstjerne, der står i sit grå joggingsæt med hætte og ryger på en elektronisk cigaret.

”Men jeg bliver nødt til at sige: ’Ih, hvor gør du det godt. Du er så dygtig og sej og vigtig. Bliv ved, bliv ved. Jeg er kæmpefan.”

Og Tessa smiler og siger: ”Tusind tak.”

Da kvinden er gået videre, slår Tessas manager ud med armen.

”Sådan har det været i et halvt år,” forklarer han. Tessa bliver stoppet af kvinder og mænd i alle aldre og rost, komplimenteret, klappet på skulderen. I supermarkedet, på gaden, i parken.

Det er dokumentaren på DR1: ”Tessas hævn”, der udkom i juni 2020, som har gjort den unge rapper kendt, også i flow-tv-segmentet, og derfor er hendes genkendelighed stukket af inden for alle aldersgrupper. Netop det er en af grundene til, at Tessa er flyttet ud af København. Væk fra det Vesterbro, som hun ellers havde regnet med, at hun ville elske, da hun flyttede dertil, samtidig med at hun udgav sin tredje single, ’Ben’, der fik platin, hvilket kræver 9 mio. streams. Lige nu er den streamet 13 mio. gange.

“På det tidspunkt havde jeg ikke noget at give, og derfor fik jeg heller ingenting af andre. Så dengang kørte folk mig over. Men lige pludselig mødte jeg en, der tog mig under sine vinger.”

Den hurtige flytning er også en del af den mere overraskende side af Tessa. For da vi kort tid efter sidder i Universals behagelige kæmpesofaer, og Tessa spiser af et andelår, som hun fandt i pladeselskabets åbne køkken (”Uhm, det er stadig lunt. Er der sovs?”), forklarer hun, at hun ikke brugte de første penge, hun tjente, på at købe dyrt tøj, mærketasker eller sko for tusindvis af kroner.

Selv om hun er vokset op uden at have særlig meget, er først i tyverne og derfor måske kunne forventes at gå lidt amok i de Louis Vuitton-bags, hun synger om i sine sange, når netbanken pludselig begyndte at være behagelig at logge ind på. Nej, hun brugte pengene på en lejlighed med altan med udsigt i et nybyggeri et sted i forstæderne.

”Hvilken 23-årig nyslået stjerne gør det?” siger hendes manager, Jesper Helles, og Tessa smiler. For hun er pisse-stolt.

Foto: Polina Vinogradova 

”Det har betydet alt for mig at få min nye lejlighed og at flytte ud af byen. Jeg kan se en sø. Jeg har to svaner, der hedder Troels og Marianne, som jeg håndfodrer. De er meget søde. Der ligger en børnehave overfor, så når jeg åbner min altandør, kan jeg høre børnelatter og Hr. Skæg-musik. Og alle i min opgang er 50 år eller mere og går i seng kl. 20, så der er ingen larm. Det er virkelig fedt,” siger Tessa, der ellers troede, at hun skulle ind til byen fra Hundige og være rapstjerne og ”caffe latte-vesterbro-pige”, som hun selv udtrykker det.

Men fordi succesen kom så hurtigt, og folk vidste, hvor hun boede, blev det lidt overvældende med alle dem, der skrev:

”Jeg har lige set dig i Sundevedsgade” på Instagram eller stoppede hende i supermarkedet. Selv om det var sødt ment. ”Det betød, at jeg slet ikke gik udenfor,” forklarer hun.

”Mine veninder kom og hentede mig og kørte mig væk, når vi skulle ses. Men nu kan jeg gå ned til søen, man kan parkere, og min mor kan besøge mig.” Jesper Helles, der har arbejdet med en del danske musikstjerner igennem tiden, indskyder:

”Så mange rappere ville ønske, at de kunne gå tilbage i tiden og bruge pengene på den måde, som Tessa har gjort nu.” Men for Tessa var der egentlig ikke noget fravalg i det. Hun har ikke lyst til at bruge pengene på noget andet. Hendes garderobe består af stort set de samme items, som den har gjort, siden hun var 16 år. ”For mig er det ligegyldigt, hvad der er på mode. Jeg går i det, der passer mig. Og hvis du har flot hår, flot ansigt og pæne vipper, kan du tage lige det tøj på, du har lyst til.” Det er attituden til gengæld ikke.
 

Foto: Polina Vinogradova 

På afstand kan man godt blive en lille smule bange for dig … ”Thank you,” siger Tessa og griner.

”For mig er det noget, jeg vælger at være ind-imellem. Jeg ville jo aldrig være ond eller led eller arrogant over for nogen, der ikke var det over for mig. Jeg synes altid, man starter på nul. Hvis du giver mig positive vibes, får du også positive vibes fra mig,” siger hun og holder en lille pause.

”Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg har brændt nallerne i fortiden. Jeg har haft dårlige episoder med folk. Men det har jeg ikke haft længe. Alle mine fucks går ind i min musik nu. Jeg synes ikke, jeg oplever negative ting mere. Jeg synes, at folk er fede. Jeg får så meget kærlighed,” siger hun og ser på sin manager, der sidder ved siden af i den bløde sofa. De to er blevet som bror og søster, og Tessa hænger ud med hans familie.

”Dengang Jesper hev fat i mig, havde jeg ingenting. Jeg var på bunden af samfundet. På det tidspunkt havde jeg ikke noget at give, og derfor fik jeg heller ingenting af andre. Så dengang kørte folk mig over. Men lige pludselig mødte jeg en, der tog mig under sine vinger. Som ikke bare er sød over for mig, men som også har givet mig mening med livet. Det har der fulgt så meget kærlighed med. Dengang var folk ikke respektfulde og kærlige. Men nu har jeg ikke noget at være sur over længere.”

Tessa stopper op og ser tænksom ud et øjeblik. Hendes fortid er beskrevet i DR-dokumentaren, og det er ikke den, vi skal tale om nu. For hun vil se frem, ikke tilbage. Hun er videre. Ikke forstået sådan, at hun ikke ved, hvad hun er rundet af. Hun har lært sig selv at rappe ved at se på Nicki Manaj-videoer, hun har aldrig haft særlig meget, ud over sit talent, sin attitude, sin fandenivoldskhed, og det har gjort hende til lige præcis den, hun er i dag.

Foto: Polina Vinogradova

Det er hun ikke ude på at løbe fra, og hun er stolt af den, hun er. Men lige nu vil hun fokusere på noget andet end
navlepilleri og efterrationalisering. Hun trækker luft ind og smiler.

”Det er faktisk pissesvært for mig at være sur på verden for tiden. Endelig har jeg fundet en mening med, hvorfor jeg er her.” Meningen har været helt tydelig, de gange hun nåede at optræde på klubber rundtom i landet. Første gang hun så en instagramstory fra sit show og hørte sig selv og publikum, der gik amok, tænkte hun:

”Slap af, du er jo fucking vild”.

”Jeg har brugt så meget tid på at øve mig af kærlighed til musikken, at jeg lidt glemmer, at det ikke er noget, alle bare kan. Det var vildt at høre mig selv, og sådan har jeg det stadig.”

Og da hendes musik kom ud, og hendes veninder ikke kunne rappe med, gik det op for hende, at det faktisk var
noget særligt, hun kunne.

”Jeg har brugt så meget tid på at øve mig af kærlighed til musikken, at jeg lidt glemmer, at det ikke er noget, alle bare kan. Det var vildt at høre mig selv, og sådan har jeg det stadig. Jeg øver mig jo og bliver bedre og bedre og vildere og vildere, men jeg opdager det jo ikke undervejs, og så får jeg et chok, når jeg hører et vers eller omkvæd eller en sang og spørger Jesper:

”Er det mig? Fuck, det er godt.”

Frygter, at det hele stopper

I dag befinder Tessa sig midt imellem jagten på verdensherredømmet og en konstant kniben sig i armen over alt det, der er sket det seneste halvandet år. For da hun mødte sin kæreste for halvandet år siden på Vestegnen, og de to sad på Hundigeskolen og talte om, hvor vildt det ville være, hvis hun kunne få en af sine raps ind på en dk-rap-playliste på Spotify, ville hun have ”fucking made it”, som hun siger.
 

Foto: Polina Vinogradova 

”Vi sad sammen dengang i Hundige, og ingen af os havde noget. Det var, inden vi vidste, at det ville blive så sindssygt. Men han både grounder mig og hyper mig, og han roser mig og siger, at jeg er sej, en queen. Han er så god, og han vil helst være hjemme sammen med mig. Ikke ud i byen med sin kendte kæreste. Han faldt for den Tessa, der var før. Ikke rap-Tessa.”

Det er rart at have sådan en kæreste, når man er 23 år og mest af alt frygter én ting.

”Jeg er bange for, at det hele holder op. At folk får nok. At de ikke gider høre Tessa i morgen. Under corona blev jeg bange, fordi jeg er så ny. Jeg ved ikke, hvad der skal til, for at man kan klare sig igennem dette her.”

Frygten hænger tæt sammen med den massive opbakning, som Tessa har fået på de klubber, hun nåede at spille på. Hun mødte sine fans, der kunne alle tekster og stod i alenlange køer for at komme ind, og som græd og grinede og skrålede med. Alt det er stoppet. Som hendes manager indskyder:

”Når man står midt i den opbakning, er man ikke i tvivl om, at Tessa stadig er her i morgen. Men likes på Instagram gør ikke det samme ved selvtilliden som den massive live-kærlighed.”

Opbakningen er der dog stadig, bare i en anden form. Og den kommer fra begge køn. På klubberne og på Spotifys lytterstatistik kan man se, at der er lige så mange drenge som piger, der lytter til musikken. Det overraskede Tessa i begyndelsen, og hun råbte ting som:

”Jeg troede, vi lavede fisse-musik” til publikums begejstring. ”Drengene synger lige så meget med som pigerne. På et tidspunkt var der en, der dukkede op til en koncert med et mannequin-ben i hånden, hvorpå der var skrevet ”Ben”. De er så sjove og respektfulde over for mig.”

Det giver måske sig selv set udefra. Men det er en af de ting, der faktisk har overrasket hende.

”Jeg var bange for, at fyrene ville råbe ad mig, spytte efter mig eller ville synes, jeg er klam. Men det var helt anderledes. De kom over og viste respekt, sagde, at de kunne lide det, eller at deres søster kunne lide det. Jeg føler, at det er sådan en respekt, alle burde få. Sådan burde vi behandle hinanden hele tiden, og jeg føler, at jeg har fortjent det,” siger Tessa.

Ligesom hun har fortjent at være åbningsnummer til P3 Guld. Selv om det gør hende nervøs.

”Det er lidt noiaen. Jeg vil gerne gøre det godt. Jeg har to et halvt minut til at gøre det perfekt. Jeg vil gerne gøre alle stolte. I så høj grad, at jeg havde en nat, hvor jeg ikke kunne sove, for hvad, hvis jeg går den forkerte vej, løfter den forkerte arm, kommer til at mumle i min freestyle …?”

Hun ser lidt bekymret ud et øjeblik.

”Jeg vil gerne have, at de mål, vi sætter os, bliver til virkelighed.” Derfor har hun allerede nu lært, at hun skal sige, hvordan hun har det. Også når det handler om alt det, der er skrøbeligt.

”Jeg er nødt til at finde ud af, hvad mit behov er, og så udleve det. Man kan jo ikke have et behov og så gøre det modsatte. Jeg ved, hvad jeg har brug for. F.eks. da jeg købte min lejlighed uden for byen. Derfor kunne jeg gå efter det. Jeg har lært at sige, hvad jeg føler, om jeg f.eks. er tryg ved at skulle danse. Det var noget af det første, jeg fik ind under huden.”

Foto: Polina Vinogradova 

Hun var vild med kampen

Styrken til at sige fra, hvis der er noget, hun føler, hun ikke er klar til, kommer muligvis også fra bevidstheden om, at det, hun gør med sin musik lige nu, er vigtigt. Og skulle hun blive i tvivl om det, kan hun kigge i sine private beskeder på Instagram.

Da Tessa for halvandet år siden begyndte at udkomme med sine eksplicitte tekster, havde Sofie Linde endnu ikke stået til Zulu Awards og taget #metoo-debatten et nyt sted hen herhjemme. Samtalen om sexisme var endnu ikke i gang. Tessa oplevede det selv, som om hun blev skydeskive og gik forrest i en bevægelse, der endnu ikke fandtes. Hun tog en masse slag for de unge kvinder, for deres ret til at have sex med så mange, de har lyst til, hun ændrede retorikken, hun gjorde mænd til de seksuelle statister, som kvinder har været i årevis. Selv om hun følte, at hun offentligt stod alene og blev beskudt af alle dem, der syntes, hun var for meget, blev hendes private insta-boks fyldt med beskeder.

”Her skrev hundredvis af piger om, hvordan jeg har ændret deres liv. Det var helt vildt. Og det betyder så meget for mig,” fortæller hun.

”For da jeg var yngre, var jeg hende, der knaldede med mange fyre, jeg blev kaldt luder og klam i krogene, men ingen turde sige det lige op i mit åbne ansigt. Der var en pige, der spyttede efter mig ved et busstoppested. Det fandt jeg mig ikke i. Dengang havde jeg ingenting at miste. Jeg var ligeglad. Jeg var mere rebel, mere teenage-agtig. Jeg tog kampen, jeg var vild med kampen.”

Det er på grund af den fortid, hun stiller sig op på scenen nu. Fordi hun ikke vil finde sig i, at der er noget, hun ikke må eller ikke skal.

”Jeg vil sige og gøre, hvad jeg har lyst til. Og jeg vil vise andre, at de kan gøre det samme.”

Når folk skriver noget ubehageligt til hende, svarer hun ikke. Hun er ligeglad med deres mening.

”Som om det betyder noget. De kan sidde derhjemme og spille Fortnite med chips på maven. Jeg har ikke tid. Jeg sidder midt i et interview.”

Johannes favoritter: 10 items til et sporty vinterlook

Kasketten, sneakers og sweatshirten. Gå efter sporty items med referencer fra 1980’ernes college-stil og miks dem med garderobeklassikere som den oversize blazer, denim og et par sorte slacks.

De løse silhuetter og materialer, som kanvas og nylon, understreger det casual udtryk. Lad en feminin perlekæde være kontrasten til det drengede look.

Mikset af sporty retro-referencer og maskuline snit udgør det perfekte hverdagslook, og er du vild med looket, kan du kigge til det franske modehus Celine, som fanger stilen til perfektion.

Se med i galleriet, hvor ELLEs Fashion Editor, Johanne Brostrøm, guider dig til looket.

Læs ogå

Johannes favoritter: 10 items til et cool januar-look

Loewes nyeste kollektion er på vej – disse items drømmer vi om

Foto: Imaxtree

Med JW Anderson i spidsen er spanske Loewe blevet et af de hotteste brands under Paris’ modeuge. Hans legesyge og kunstneriske tilgang til design går lige i hjertet på modefans, og vi forstår hvorfor.

SS22-showet blev som altid afholdt under modeugen i Paris, og her er de vigtigste detaljer, du skal kende.

Foto: Imaxtree

Sæsonens musthave

Vi spår logo-tanktoppen til at være det item der vil blive revet væk fra hylderne så snart den lander. Jo, den er helt sikkert i den dyre ende af en tanktop at være, men det underspillede (og så alligevel ikke…) logo må gerne sætte prikken over i’et på vores forårsoutfit.

Foto: Imaxtree, privat

Tasken

Loewes ’Goya’-taske så lyset for første gang i 2021 og kommer denne sæson i nye spiselige slikfarver. Det geniale ved den er, at den både kan bruges crossbody og som clutch.

Foto: Imaxtree, privat

Den sjove detalje

Det humoristiske indslag kommer på skoene – spejlæg, roser, neglelak eller håndsæbe. Superskørt, men en typisk Loewe-detalje, der vækker opsigt.

Foto: PR

Loewes butikker er som slikbutikker med masser af lækre farver og smukt interiør - og den nye butik i Københavns lufthavn, der åbnede i slutningen af sidste år, er ingen undtagelse.

Kan du ikke vente på, at SS22-kollektionen lander i butikkerne? Så kig med i galleriet, hvor vi har fundet de Loewe-items, vi drømmer om netop nu.

Læs ogå

Disse oversized jeans skal du gå efter – og sådan styler du dem

BeautyBoosters fik en millioninvestering i ’Løvens Hule’: ”Det er gået rigtig stærkt siden optagelserne af programmet”

7. sæson af det populære DR-program ‘Løvens Hule’ er godt i gang, og i andet afsnit møder vi bl.a. iværksætterduoen Louise Bencard og Maria Refsgaard, der står bag skønhedskonceptet BeautyBoosters

I takt med at du i dag kan få det meste leveret til døren, mente Louise Bencard og Maria Refsgaard, at det var tid til, at dine favorit-skønhedsbehandlinger også skulle kunne komme til dig. Ikke mindst fordi der generelt er rift om tiderne, og det er svært at få tider uden for normal arbejdstid.  

Læs ogå

Neglelakkerne, du skal gå efter denne sæson

Derfor grundlagde Louise Bencard og Maria Refsgaard i slutningen af 2019 BeautyBoosters, der gør det let for kunderne at få fikset hår, negle, bryn og vipper – derhjemme. Smart for mødre og andre travle typer (tænk bare på den transporttid, du sparer). Og nemt for artisterne, fordi de slipper for at stå for hele den administrative del af en forretning. 

Indtil videre rykker BeautyBoosters’ omkring 40 behandlere ud i København og fra februar også i Aarhus. Behandlingerne, der bookes online, tæller alt fra shellac og browlamination til børneklip og blowdry, og priserne starter fra 399 kroner. 

Og så du andet afsnit af sæsonens ‘Løvens Hule’, ved du også, at BeautyBoosters fik en millioninvestering fra Mia Wagner og Christian Arnstedt. I den forbindelse har vi spurgt Louise Bencard og Maria Refsgaard om … 

Hvis man booker tid hos en traditionel skønhedssalon, får man hele velværeoplevelsen med. Hvorfor skal man booke sine behandlinger hos BeautyBoosters?
“BeautyBoosters tilbyder de samme behandlinger som i en salon, men tilbyder derudover også en fleksibilitet og convenience, du ikke kan få hos de gængse saloner. Hos BeautyBoosters skal du ikke spilde tid på transport, parkering, ventetider eller normale åbningstider, da du får hele salonen leveret til dig – om du vil have lavet derhjemme, på kontoret eller på hotelværelset. Vi har åbent fra tidlig morgen til sen aften samt weekender, og kan derfor tilpasses alles kalender – uanset om du er nybagt mor eller travl karrierekvinde. Derudover går vi meget op i, at behandlinger ikke behøver være kedeligt og stift. Vi vil gerne tilføre et socialt aspekt ved, at man kan få lavet sine behandlinger sammen med en, man holder af, og hygge derhjemme imens. F.eks. kan man få sin mor forbi til en pedicure, drikke rosé med en veninde og få lavet negle imens eller få et lash lift på kontoret med sine kolleger inden fredagsbaren.”

Hvilke behandlinger kan vi se frem til, at I udvider med?
“Vi forventer snart at kunne behandlinger såsom BB Glow, voksbehandlinger og spraytan, og indenfor nærmeste fremtid håber vi også at kunne tilbyde både botox og restylane.”
 
Hvornår udvider I til andre byer?
“Vi åbner i Aarhus til februar, og vi glæder os rigtig meget til endelig at kunne bringe convenience og fleksibilitet til Jylland. Vi håber at kunne åbne op i flere af de store danske byer i år, og det smarte ved vores koncept er jo, at salonen er med i tasken – så det er ikke svært for os at åbne nye lokationer. Hvis der er tilstrækkeligt interesserede kunder og behandlere, så kan vi teknisk set åbne alle steder.”

Hvad er der sket for Beauty Boosters siden ‘Løvens Hule’-optagelserne?
“Vi har længe arbejdet på at få udviklet vores egen makeupserie, og det er endelig sket – vi har netop lanceret en ny kurateret webshop, hvor vi forhandler vores eget brand BeautyBoostersCosmetics, som er en vegansk, parfumefri og allergivenlig makeupserie. Derudover forhandler vi også en række af nøje udvalgte brands, som vi selv bruger i vores daglige virke som skønhedsprofessionelle. Det havde på ingen måde været muligt at gøre så hurtigt uden den investering, kyndige hjælp og sparring, vi har fået som følge af ‘Løvens Hule’, hvor Mia og Christian valgte at investere i os. Derudover har vi fået rigtig travlt med vores behandlinger, åbnet en negleuddannelse i samarbejde med neglebrandet CND, rekrutteret en masse nye skønne Boosters (skønhedsbehandlere, red.) til vores team og fået en fuldtidsansat til at hjælpe med administration og kundeservice på kontoret. Det gør, at vi kan fokusere meget mere på ekspansion og forretningsudvikling. Det hele er mildest talt gået rigtig stærkt siden optagelserne af programmet – og det hele er så spændende lige nu!”

Du kan se Maria og Louise i ‘Løvens Hule’ her