The Garment, Galleri Andersen Contemporary, tirsdag

The Garment kan vel kort beskrives som et kærlighedsprojekt mellem veninderne Charlotte Eskildsen (Designer’s Remix) og influencer og stylist Sophia Roe.

Og det kunne både ses, fornemmes og mærkes til deres første show, som tirsdag eftermiddag løb af stablen. Showet blev holdt i intime rammer hos Galleri Andersen Contemporary kun med plads til en lille begrænset kerne af pressefolk og få håndplukkede modevenner, der allerede har taget det knap to år gamle brand til sig.

The Garment blev første gang præsenteret for indkøbere til parisermodeugen i marts 2020 – lige på kanten eller nærmere samtidig med corona-nedlukningen; men på trods af svære startvilkår, er det på den korte tid blevet et brand, som mange af os kigger til.

Det var da også tydeligt ved dagens visning, at The Garment havde fået selvtillid og vokseværk. Det lille brand, der startede med få (bæredygtige) strik-styles, viste således en kollektion i dag, der på alle måder var et modeshow værdig.

Læs ogå

Modeugen

Københavns modeuge står for døren: Sådan har den ændret sig gennem tiden

De to frontkvinders kærlighed til minimalistiske snit, diskrete detaljer, en monokron farveskala primært bestående af grå, sort og creme og eksklusive materialer som tweed, uldstrik og silke skinnede tydeligt igennem.

Model Amanda Nørgaard åbnede showet iført mini i strik tilsat stumpende skjorte , der ledte tankerne hen på slut 90’ernes skolepigelook. Kollektionen tog en mere voksen drejning med en vidunderlig blazerkappe i tweed, der var stylet cool med en hoodie under, og flere versioner af de skødesløse jakkesætsbukser, nogle med cool slidser forneden, nogle der hang på hoften.

Alt i alt en flot showdebut for de to frontkvinder og det unge brand. Især for os, der elsker minimalistiske basisitems med et elegant touch.

Se udvalgte looks fra kollektionen herunder.

Foto: PR

Du kan også se hele The Garments AW22-show her: 

Læs ogå

Modeugen

Dansk fotograf har fotograferet modeuger verden over i 20 år: Her er 12 af hans bedste billeder

Det kunne ikke være timet bedre, selvom udvalget af mundbind i min skuffe efterhånden dækker alle outfit-matchende nuancer. Men gudskelov er mundbind lige så meget off, som modeugen er on fra i dag.

Men er en modeuge overhovedet stadig relevant i en branche, der i 2050 spås at stå for 25 procent af al CO2-udledning (i dag ca. 10 procent), hvis der ikke gøres noget NU? Med bugnende overskudslagre, tøj, der stort set aldrig bliver solgt til fuld pris på grund af presale, midseason-sale, goodie-sale og som måske til sidst ender med at blive brændt, er det mere end relevant at stille spørgsmålet: Har verden overhovedet brug for mere tøj?

Læs ogå

Modeugen

Cecilie Thorsmark: ”Den globale modeindustri er på mange måder lidt som det vilde vesten”

Bæredygtighed er derfor naturligt også den danske modeuges måske største fokus. Ærligt, så er det nok ikke den danske modeuge alene, der løser problematikken, men modeugen har siden 2020 stillet krav – som eksempelvis ingen plastik – til de brands, der vil holde shows, events og lignende, og fra 2023 skal alle brands leve op til 18 minimumskrav for at være en del af modeugen. Et af kravene er ikke at destruere usolgt tøj.

Men det er selvfølgelig ikke bæredygtighed alene, der skaber en modeuge, ligesom økologi ikke skaber et appetitligt måltid. Bæredygtighed bør – sammen med blandt andet mangfoldighed – være det fundament, som modeugen hviler på. Og det er de danske designere heldigvis mere end optagede af. Stort set alle brands har et langt mere diverst model- og backstagecast end for bare få år siden, ligesom mange danske brands har taget store skridt i forhold til at omstille til en bæredygtig produktion, ja, flere brands er endda født med et bæredygtigt udgangspunkt.

For modeugen skal (også) handle om forudsigelser, om designere, der har gjort sig umage med at skærpe den retning, de tror på, om at skabe helheder, når et brand vælger alt fra de modeller, der skal bære tøjet, til den location, der omgiver showet, og om de strømninger og tematikker, som præger os lige nu.

Og gudskelov falder modeugen sammen med vores alle sammens farvel til mundbind og hjemmearbejde. Det er mere end på høje tid, at vi – inklusiv de danske designere – hopper ud af vores sweatsuits.

Læs ogå

Modeugen

Københavns modeuge står for døren: Sådan har den ændret sig gennem tiden

Artiklen er først bragt i ELLE Danmark, februar 2022

Direktør for Copenhagen Fashion Week, Cecilie Thorsmark, vil stille høje, grønne krav til danske modemærker – og drømmer om at starte en bevægelse, der skal gøre hele branchen mere bæredygtig. Vi har mødt den 38-årige modeuge-direktør til en snak om økologisk bomuld, om greenwashing og om, hvilken forskel en lille modeuge kan gøre i en industri, der er en af verdens største klimasyndere.

Du har været direktør for Copenhagen Fashion Week i tre år. Hvad var det for en modeuge, du overtog i 2018?
”Det var en modeuge med et rigtig stærkt fundament, skabt og bygget op af Eva Kruse og Anne Christine Persson (hhv. tidligere adm. direktør og udviklingsdirektør for Copenhagen Fashion Week, red.). Men den var også lidt tyndslidt, og den havde mistet lidt af sit momentum. Den forholdt sig – som mange andre modeuger – meget lidt til verden omkring sig, herunder bæredygtighed. Traditionelt set har det ikke været en modeuges rolle at blande sig i politiske eller samfundsmæssige anliggender, men jeg synes, at vi står i en tid, hvor man hverken som privatperson, virksomhed eller organisation kan være sig selv bekendt, hvis ikke man tager et ansvar. Det var det potentiale, jeg så, da jeg valgte at søge stillingen i 2018. Inden jeg blev direktør for modeugen, arbejdede jeg for Global Fashion Agenda, som arbejder for at promovere bæredygtighed i modebranchen. Her oplevede jeg, at der var rigtig mange danske virksomheder, som gerne ville bæredygtighed. Men hos modeugerne, der måske er modens epicenter, og som i mine øjne skal sætte retningen for resten af branchen, var det ikke noget, man beskæftigede sig ret meget med.”

I lancerede en bæredygtighedsplan i starten af 2020. Hvorfor?
”Tanken bag vores handlingsplan var, at jeg fandt det vigtigt at gå meget systematisk til værks. Jeg fandt det også vigtigt at være meget transparent om vores målsætninger. Det gjorde jeg, fordi jeg godt kunne se risikoen for, at vi som en del af modebranchen enormt nemt kunne blive genstand for beskyldninger om greenwashing og for at være fluffy, hvis ikke vi var meget konkrete om, hvad vi gerne ville opnå. Det første, jeg gjorde, var at samle et advisory board omkring mig. Det bestod blandt andet af repræsentanter fra branchen, fordi jeg gerne ville teste, om jeg havde tilslutning til de visioner og idéer, jeg kom med. Ellers kunne det være lige meget. Jeg hyrede en rådgivningsvirksomhed, og sammen med dem brugte vi et års tid på at udarbejde bæredygtighedsplanen, som bestod af en række helt konkrete mål og krav, både til os selv og til de brands, vi arbejder med. Modeuger stiller i forvejen krav, der handler om æstetik. Hvad er det, vi gerne vil vise vores internationale gæster? Æstetikken vil vi ikke gå på kompromis med, men det skal gå hånd i hånd med også at stille krav til bæredygtighed. Derfor skal alle deltagere ved Copenhagen Fashion Week fra 2023 leve op til 18 minimumsstandarder, som dækker hele værdikæden for en modevirksomhed – lige fra ikke at destruere usolgt tøj til at sikre ordentlige arbejdsforhold hos producenterne.”

Foto: Kavian Borhani

Hvor mange danske modevirksomheder lever op til de krav i dag?
”Vores system fungerer sådan, at alle ansøgere til modeugen skal udfylde et spørgeskema, som viser, om de lever op til de 18 minimumsstandarder, og som giver dem en samlet score. I januar 2021 lavede vi en pilottest, og der kunne vi se, at ikke ét brand levede op til de krav, der skal til for at være med i 2023. Heldigvis kunne vi se, at der er mange, som er godt på vej, og vi håber at komme i mål med så mange som muligt. Det var også derfor, vi lancerede det som en treårig handlingsplan, fordi både vi og branchen var enige om, at virksomhederne skulle have tid til at danne sig et overblik over, hvad der kræves, og hvilke initiativer de skal sætte i værk for at leve op til kravene.”

”Jeg er fortrøstningsfuld, men jeg er også lidt skræmt, og jeg tror, at begge dele er en drivkraft”

Som modeuge er I jo også afhængige af at vise det bedste og mest kreative fra den danske modescene, hvis I skal holde jer relevante. Hvad gør I, hvis nogle af de bedste brands ikke lever op til kravene i 2023?
”Vi arbejder intensivt med de forskellige brands for at sikre os, at vi når i mål. Men det er da en tilbagevendende stressfaktor i ny og næ. Til de kommende to modeuger har vi bedt virksomhederne om at udfylde vores spørgeskema for at ”onboarde” dem og give dem et indblik i, hvor de står, og hvad de mangler for at blive klar til 2023. Men vi kommer ikke til at slække på 2023-kravene, og vi er klar til at løbe den risiko, at der er nogle, som ikke når det. Det er jo hele præmissen for planen, men det er også dét, som holder os til ilden.”

Hvilken forskel tror du, at en forholdsvis lille modeuge som Copenhagen Fashion Week kan gøre i en branche, der er en af de helt store klimasyndere globalt set?
”Den helt store drøm er, at vi ikke kun gør det her i København, men at vi har udviklet et værktøj, som kan implementeres i andre modeuger eller af andre modeorganisationer. Det skal ikke bare være en fiks idé, som er med til at positionere Copenhagen Fashion Week. Vi har en reel tro på, at vi kan skabe forandring ved at gå forrest og forhåbentlig skabe en bevægelse, der fører til, at modeuger i resten af verden også begynder at stille bæredygtighedskrav. Hvis målene i Parisaftalen skal nås, har modebranchen en forpligtelse til at reducere dens udledning med 50 procent, og hvis det skal lykkes, skal vi løbe langt hurtigere, end vi gør i dag. Lige nu er der desværre ingen tegn på, at vi når det, men mit håb er, at vores bæredygtighedskrav kan være med til at gøre en forskel, især hvis de bliver taget op af nogle af de store modeuger som eksempelvis London eller Paris. Dem har vi heldigvis en god dialog med, hvor vi udveksler erfaringer med hensyn til at arbejde med bæredygtighed. Vi samarbejder også med den norske og den islandske modebranche, og vi har indgået en aftale med CIFF (Copenhagen International Fashion Fair, red.), der står for modemessen i Bella Center, så bæredygtighedskravene ikke kun kommer til at gælde de 35 showbrands, men også de 1.500 udstillere, som de repræsenterer, og brancherne i Norge og Island.”

Foto: Kavian Borhani

Et af kravene i jeres plan er, at mindst 50 procent af deltagernes materialer skal være økologiske eller genanvendte. Men eksempelvis økologisk bomuld er jo stadigvæk nyt materiale, der kræver ressourcer at udvinde. Så er det nok?
”Nej. Men i 2023 tror jeg, at det er et rigtig fint udgangspunkt. Og vores krav stopper jo ikke der. I 2023 sætter vi nye mål for 2026 osv. Vi kommer til at stille stadig strengere krav til branchen, men hvis vi i 2023 kan se, at alle brands på modeugen og messen i København, i Norge og på Island lever op til vores krav om 50 procent bæredygtige materialer, så synes jeg, at vi er nået langt.”

Er det ikke vigtigere, at tøjmærkerne ganske enkelt producerer noget mindre?
”Jo. Det bliver de også honoreret for i vores 2023-krav. Hvis du eksempelvis laver tøj, der er made to order, så trækker det op i vores spørgeskema, mens eksempelvis udsalg trækker ned.”

Hvad gør I for at reducere jeres eget aftryk som begivenhed?
”Det er klart, at modeugerne belaster klimaet, fordi der er så meget rejseaktivitet, hvad angår både presse og indkøbere, som flyver fra den ene modeuge til den anden. I København har vi iværksat initiativer for at gøre transporten mellem de forskellige shows i København mere grøn, og vi kigger på den mad og de drikkevarer, vi serverer, samt en række andre parametre. Den helt store udfordring er dog flytransporten, fordi vi jo stadig gerne vil vise nordisk mode frem for et internationalt publikum – og brandsene er med, fordi vi er et udstillingsvindue. Men for at sætte tingene lidt i perspektiv har man udregnet, at flyaktiviteten til alle de store modeuger tilsammen udleder cirka 241.000 tons CO2 årligt. Hvis man kigger på modebranchens samlede udledning, er vi helt oppe på to milliarder tons CO2. Så det er hele branchen, der skal ændre sig og reducere sit aftryk, hvis det virkelig skal betyde noget. Jeg tror, at modeugens rolle først og fremmest er at inspirere og vise vejen, men også at bruge dens indflydelse til at skabe forandring.”

”Det allervigtigste er, at der kommer noget regulering på området. det var mangel på samme, som fik mig til at søge jobbet som direktør for modeugen”

Men er det helt store problem i modebranchen ikke fast fashionkæder som H&M, Zara og Uniqlo, som jo slet ikke er repræsenteret ved modeugerne?
”Jeg giver dig helt ret. I det helt store billede er det ikke den lokale strikdesigner på Amager, der er problemet. De store kæder er problematiske, hvad angår alt fra arbejdsforhold til ressourceudvinding, især fordi deres forretningsmodel grundlæggende er skræmmende, og fordi de er med til at fremme overproduktion og en brug-og-smidvæk-kultur, hvor folk kan udskifte næsten hele deres garderobe hver sæson for ganske få penge. Og hvis vi fortsætter ud ad det spor, så kommer vi jo aldrig til at nå i mål. Jeg tror, at det allervigtigste er, at der kommer noget regulering på området. Det var mangel på samme, som fik mig til at søge jobbet som direktør for modeugen og sige: Okay, hvis ikke politikerne gør noget, hvem er det så, der skal skabe incitament hos brandsene til at accelerere deres bæredygtige omstilling? Den globale modeindustri er på mange måder lidt som det vilde vesten, og det er først, når der kommer regulering på globalt plan, at der sker noget – ellers rykker de store kæder bare deres produktion derhen, hvor reguleringen ikke er.”

Gør det dig pessimistisk på branchens vegne?
”Nej, for så kunne jeg lige så godt give op, kaste håndklædet i ringen og finde mig et andet arbejde i en anden branche. I den del af branchen, som jeg beskæftiger mig med, er der en fælles gejst og tro på, at det kan lykkes at nå i mål med den grønne omstilling. Og der er også lovgivning på vej i EU om blandt andet due diligence i modebranchen (rettidig omhu i forbindelse med blandt andet miljø og menneskerettigheder, red.). Så jeg er fortrøstningsfuld, men jeg er også lidt skræmt, og jeg tror, at begge dele er en drivkraft – troen på, at vi kan gøre en forskel, men også de konsekvenser, vi står over for, hvis ikke vi gør noget.”

Er modeugens opbygning i halvårlige sæsoner ikke også problematisk i forhold til at fremme den usunde forbrugskultur, du taler om?
”Jeg synes ikke, at der er noget i vejen med at have en sommer- og en vintergarderobe. Det har vi jo et helt lavpraktisk behov for. Problemet er snarere mængden af tøj og den afhængighedskultur, der bliver skabt hos modeglade mænd og kvinder, når der konstant udkommer nye mellemkollektioner, og der hele tiden er udsalg. Jeg tror, at det er med til at give folk en følelse af, at man er bedst tilpas, hvis man har nyt tøj på.”

Tror du reelt set, at det er realistisk at skabe en bæredygtig modebranche?
”Nej. Men hele begrebet bæredygtig modebranche klinger lidt forkert. Det ville for de flestes vedkommende betyde, at der ikke blev produceret ret meget, hvis noget overhovedet. Så længe man producerer, udvinder man ressourcer, og de tærer på planeten. Men jeg tror på en ansvarlig modebranche, der kan nedbringe sit klimaaftryk betragteligt.”

Med modeugerne følger altid et hav af shows, der skal fremvise de nyeste kollektioner og tendenser. For de fleste handler en modeuge udelukkende om at se de nye looks og kollektioner – og ganske givet også en smule om selv at blive set. Men sådan er det ikke for alle.

“Jeg ved godt, at mode generelt set handler om tøj, men det er ikke så vigtigt for mig, jeg er mere interesseret i det cirkus, som en modeuge jo egentlig er. Både publikum, designerne, modellerne og deres liv i det. Det er interessant, synes jeg. Og det er i den interesse, at min projekt med at skyde billeder backstage er startet,” siger fotograf Lasse Bak Mejlvang.

Han dækkede sin første modeuge i 2002, og i 2008 begyndte han at skyde billeder backstage til de internationale modeuger for sin daværende arbejdsplads, modemagasinet VS.

I de sidste 10 år har Lasse Bak Mejlvang også taget backstagebilleder for ELLE – et projekt, der forhåbentlig skal munde ud i en større udstilling, der efter planen skal komme i 2023. 

Vi har bedt Lasse Bak Mejlvang om at dykke ned i sit store bagkatalog og udvælge 12 billeder, der fortæller noget om livet under modeugen og tilværelsen som backstagefotograf: 

Mark Tan, København, 2016

“Vi er ude på en plads på Amager, og backstageområdet til showet var bare inde i et almindeligt hus. Nogle gange, når jeg har skudt i Paris, så har backstage været på et fancy hotel, men langt størstedelen af gangene er du prisgivet, fordi backstageområderne er så små og grimme, og der er folk over det hele. Derfor må man prøve at finde en skæv vinkel, der kan være noget smukt i. Det er billedet her et rigtig godt eksempel på. Jeg er gået op på førstesalen i huset, og så har jeg taget et billede ud af et vindue, der fortæller det hele i ét billede: Der er catwalk, store lamper, DJ, kamerafolk og modeller. Det er ret fint, at vi både kan se, hvad der foregår på scenen, og hvad der foregår bag scenen.”

Balmain, Paris, 2008

“Da jeg var afsted til modeugen i Paris i 2008, lavede jeg 22 shows på 10 dage – og jeg blev nok smidt ud fra 80% af dem. Hvis du er kommet backstage i Danmark, må du gerne være der. I New York, i Paris og i Milano er der nogle helt andre systemer, og hvis du kommer fra lille Danmark, så står du altid allerbagerst i køen. Der vil være så mange, der er vigtigere end dig, og der er i forvejen ikke særligt mange fotografer, der får lov til at blive til det, der hedder ‘1. look’, som er det tidspunkt, hvor modellerne har fået tøjet på. Billedet er taget til et kæmpe Balmain-show, hvor jeg vidste, jeg højst sandsynligt ikke ville få mulighed for at tage billeder af modellerne i tøjet. Så jeg måtte arbejde på at fange et makeup-look eller en stemning. På billedet her sidder modellen jo i sit eget tøj, men det er et dejligt portræt, og det viser, hvad der foregår i processen op til, at modellerne kommer catwalken.”

Chanel, Paris, 2008

“Det er jo Chanel, så det er i sig selv bare vildt at være der. Til sådan et show ville jeg aldrig have fået adgang til at komme backstage, så jeg fik en podieplads sammen med catwalk-fotograferne. Som man nok kan fornemme ud fra vinklen på billedet, så stod jeg ikke øverst på listen over fotografer. Jeg står helt ude i siden, langt bagved, oppe på en stige. De store bureauer har fået tildelt pladser på forhånd, og så må resten af os have spidse albuer, når vi bliver lukket ind. Chanel bygger altid vilde scenerier, og her har de jo seriøst bygget et helt Chanel-hus. Da showet startede, kom modellerne gående ud af huset, og så spillede de ‘Our House’ med Madness. Jeg havde to år før taget billeder til en demonstration, da de ryddede Ungdomshuset i København, hvor de spillede den samme sang, og det kom jeg til at tænke på, da jeg stod der til showet. Det var så syret, for det var virkelig to helt forskellige verdener, der kolliderede.”

Foto: Lasse Bak Mejlvang

Lovechild, København, 2018

“Her ser vi virkelig intensiteten under et modeshow. Tæppet, som hænger ned, er ligesom slutningen på catwalken. Så Marianne Schrøder, der er modellen på billedet, drejer om hjørnet, og så er hun nærmest allerede ved at tage tøjet af for at skifte til næste look. Man vil gerne have billedet, hvor modellerne skifter, men der er også en intern forståelse af, at vi selvfølgelig ikke fotografer dem, når de ikke har noget tøj på. Vi kigger ikke, og vi fotografer dem ikke af respekt, når de står med bare bryster. Så hvis man vil lave et billede, som viser den situation, hvor de skifter, så bliver man nødt til at lave det sådan her.”

Karla Otto, New York, 2017

“Jeg er blevet ret glad for det her billede, fordi det ret fint viser, hvor ekstravagante nogle af scenerne til en modeuge kan være. Det er taget i det nye World Trade Center i tårn fire. På det her tidspunkt var det ikke bygget færdigt, så bare den oplevelse af at være på 71. etage… Det så for vildt ud. Man får virkelig fornemmelsen af, at det er stilhed før stormen: Det hele er klappet og klar, nu mangler vi bare at få folk ind og modellerne på catwalken.”

Malene Birger, digitalt, 2021

“Jeg måtte tænke kreativt her, fordi alle shows var digitale på grund af corona. Vi projekterede dem op i et fotostudie, og så fotograferede jeg det igennem en krystal, så det fik noget flair og noget modlys. Det giver lidt bevægelse og en stemning. Vi kunne af gode grunde ikke lave en backstage-serie, men så gjorde vi det sådan her, og jeg synes faktisk, at det trods omstændighederne blev rigtig fint.”

Diesel, New York, 2010

“Her er den anden del af at gå til modeuge. Alting er så glamourøst og fashionable, tænker man i hvert fald, og det er det sikkert også for de få stjerner, der kommer til de her shows, men for resten af de inviterede er der rigtig meget ventetid. Alle har prøvet at sidde svedende i et lokale i en time og vente på, at et show gik i gang. Det er ikke altid pomp og pragt. Du kan også komme til at stå der i snevejr med din paraply og fryse og vente en time før, at dørene i åbner. I USA er de kendte meget ofte blevet betalt for dukke op, fordi det giver omtale, og derfor må alle andre oftest sidde og vente på, at stjernerne ankommer. Også selvom de så kommer en time for sent.”

Sonia Rykiel, Paris, 2008

“Det her er et højdepunkt for mig. Det var et 30-års jubilæumsshow, og det blev holdt på et slot lidt udenfor Paris. Konceptet med showet var, at gæsterne sad ved runde borde og fik en middag under showet, og så varede det 50 minutter. Normalt varer et modeshow mellem 5-10 minutter, det går sygt stærkt, men de valgte at gennemgå hele Sonia Rykiels karriere, og de havde så mange modeller, der nærmest dansede sig igennem catwalken. Det var bare en fest. Det lykkedes mig heller ikke at komme bagved til det show her, så jeg havde fået en podieplads for enden af catwalken. Men jeg vidste, at chefredaktøren og moderedaktøren på VS, hvor jeg arbejdede dengang, havde fået en plads ved et bord, så da showet gik i gang, og alt lyset slukkede, kravlede jeg hen ad gulvet til dem, og så sad jeg ved deres fødder og fotograferede under hele showet.”

Jeremy Scott, Paris, 2009

“Det her er Chanel Iman, og jeg fulgte hende i 14 dage under modeugerne i Milano og Paris. På billedet kommer hun løbende under et show, og så er der ikke så meget mere at sige om det. Men jeg har valgt at tage det med alligevel, fordi jeg har en anden god historie med hende. Hun var 17 år på det her tidspunkt, og fordi hun var så ung, havde hun fået lov til at have sin mor eller sin agent med, når hun skulle til shows. Imens vi er afsted, blev hun booket til at gå Balenciagas show, og det var kæmpestort for hende.

Balenciaga har aldrig nogen backstagefotografer. Det er så hemmeligt, og der må ikke komme noget ud, før showet kører. Hun gik med til, at jeg skulle lade som om, at jeg var hendes agent til det her show, og så kunne jeg have et kamera nede i tasken. Jeg tog med hende klokken fem om morgenen, og jeg sad i seks timer og drak te og spiste kiks med alle de andre mødre. Det var så lamt. Jeg kunne godt se, at jeg ikke kunne tage kameraet op, for så ville jeg blive smidt ud. Jeg håbede på, at der ville komme lidt flere fotografer, så jeg kunne blende ind. Det skete bare aldrig rigtigt, så da showet gik i gang, og hun havde tøj på, spurgte jeg hende, om vi ikke bare lige skulle tage nogle billeder. Men så endte hun med at bede mig om at lade være, fordi hun var bange for, at hvis jeg blev snuppet, så ville det betyde, at hun ikke ville blive booket af Balenciaga til fremtidige modeuger. Så nogle gange kan man også ende med, at man slet ikke får billeder med hjem fra et show.”

Søren Le Schmidt, København, 2020

“Det var den første modeuge efter den første lockdown. Det var meget tvivl, om det overhovedet kunne lade sig gøre at afvikle modeugen. Alt var skaleret lidt ned, der var betydeligt mindre presseopbud, men for mig er der noget specielt over denne modeuge, fordi det føltes som en forløsning og afslutningen på corona – hvilket det jo så bare overhovedet ikke var. For mig er Søren Le Schmidts og Mark Tans shows det tætteste, vi har herhjemme på noget, der kunne være afholdt i Paris eller Milano, når man kigger på looks, styling og sceneri.”

Ganni, København, 2018

“Det er så vigtigt at behandle folk ordentligt og holde sig gode venner med dem, man arbejder sammen med. Jeg har i mange år kendt Emil fra The Lab, der står for at producere Gannis shows, og han har altid behandlet mig utrolig godt. Jeg kan altid hive fat i ham, og at jeg har den mulighed, at jeg kan spørge ham, om vi kan finde på et eller andet anderledes, det er virkelig vigtigt. Her har han kørt mig op i en kran, så jeg kunne stå deroppe og fotografere den helt fantastiske scene, de havde lavet. Jeg kunne aldrig have taget det her billede uden hans hjælp.”

Saks Potts, København, 2017

“Billedet her er fra et de første shows, som Saks Potts afholdt ude på Langelinie Pavillonen. Det var dengang, de stadig lukkede de fleste medier ind backstage. Jeg har fx efterfølgende stået nede i Radiohuset, hvor vi havde en aftale om, at jeg skulle komme og lave backstage til Saks Potts, og da jeg så stod der, sagde de, at jeg ikke kunne komme ind alligevel. Jeg gider ikke spilde min tid, og en aftale er en aftale. Men et eller andet sted er det også pirrende, der er noget fedt over, at de tør sige nej. De er ligeglade, og derfor er der noget ekstravagant over dem.  Vi har lige nu en forespørgsel til at komme ind backstage til deres show på onsdag, og vi ved endnu ikke, om vi har en aftale eller ej – og alle de andre brands har altså allerede svaret for længst. Jeg håber meget, at det kan lade sig gøre, så vi kan have et nyere billede med i den udstilling med backstagebilleder, vi forhåbentlig skal lave i 2023.”

Læs ogå

Modeugen

Københavns modeuge står for døren: Sådan har den ændret sig gennem tiden

Moden skifter som bekendt hele tiden i takt med nye strømninger. Det er ingen undtagelse for den københavnske modeuge, hvis AW22-udgave starter i næste uge. For modeugen har gennem tiden forandret sig markant.

Men hvad er det, der har drevet modeugens forandring? Hvordan så den ud før i tiden? Og hvordan er den gået fra kun at være for de eksklusive få til at være for alle, der er i besiddelse af en smartphone?

Foto: Magasin du Nord Museum

Her vises italienske strikkjoler og -dragter frem på podiet i Magasin du Nord i 1969. Læg mærke til kvinden i baggrunden, der læser detaljer op til hvert look.

Fra små saloner til store shows
Under 50’ernes modeuge var modeshows ikke, som vi kender dem i dag. Opvisningerne foregik enten i små saloner eller på restauranter, hvor kun få branchefolk og kunder var med. For et var, at opvisningerne mest var til for indkøbere. Noget andet var, at de danske brands simpelthen ikke havde økonomien til at bruge penge på et stort anlagt show.

Men i takt med, at den danske modeindustri voksede og fik mere international succes, særligt ført an af Margit Brandt, gik shows fra at være en praktisk måde at vise nye kollektioner frem til at være en måde for brands at skabe fuldendte universer på, mens gæstelisterne også blev større og bredere. Det kalder selvfølgelig også på større locations, der ikke kun skal rumme mange mennesker, men i ligeså høj grad være med til at skabe wauw-faktor – gerne tilsat musikalske optrædener eller andre gimmicks, der kan få showet til at stå ud i mængden.

Foto: Aller Media

ELLEs chefredaktør Cecilie Ingdal og modejournalist Didder Rønlund til Hugo Boss-show under modeugen i 2011.

Modebloggere på første række
I takt med, at shows bliver større, og flere danske brands kommer til, begynder modeugen så småt at blive dækket af dagblade med dedikerede modejournalister som Didder Rønlund og Lotte Freddie, der reporterer med detaljerede anmeldelser af de nye kollektioner.

Men nogle af de nye gæster, der i start 10’erne for alvor vender op og ned på modeugen – og branchen generelt – er modebloggerne. For da modeblogging blev populært i 00’erne, begyndte brands at få øjnene op for, hvordan de nye modestjerner kunne skabe bro mellem branchen og forbrugerne på en helt ny måde, hvilket særligt tog fart med Instagrams udbredelse som det primære medie, hvor mode bliver delt. Dermed blev modebloggerne til influencers og begyndte at overtage de forreste rækker til de store shows.

Foto: Valentina Ranieri/AP Images

Jeanette Friis Madsen, Emili Sindlev og Thora Valdimarsdottir er i dag nogle af de største street style-stjerner - også i udlandet.

Influencerne stjæler showet
Samtidig begynder shows at brede sig mere og mere over forskellige locations og det betyder, at det for alvor bliver synligt i gadebilledet, når der afholdes modeuge. Derfor begynder mange fotografer at rette linserne mod de velklædte gæster, der kommer og går til de forskellige shows.

Det afføder fænomenet street style, særligt ledt an herhjemme af kvinder som Trine Kjær, Sophia Roe og Pernille Teisbæk. I dag er de sammen med Emili Sindlev og Jeanette Madsen nogle af de allermest fotograferede personer under modeuger i hele verden – og kan tiltrække horder af fotografer foran shows. Netop derfor er der også flere brands, der ikke kun bruger catwalken til at vise nye styles, men som også låner eller giver deres styles ud før et show til nogle af de største influencere, som endda skifter tøj op til flere gange mellem shows til modeugen.

Foto: Shutterstock

Pernille Teisbæk er blevet et af de helt store street style-ikoner, som fotograferne flokkes om foran shows. Her ses hun i 2014 til modeuge.

Bæredygtige krav
Som den tredjestørste eksportvare i Danmark og en af de mest forurenende industrier i verden, er det afgørende, at der i dag fokuseres på, hvilke bæredygtige tiltag der skal til for at sikre en mere ansvarsfuld industri – ikke bare fra danske brands, men i den grad også fra modeugens arrangører. Således introducerede Copenhagen Fashion Week for to år siden 18 konkrete minimumsstandarder, der dækker hele værdikæden i en modevirksomhed, som brands skal kunne opfylde i 2023 for overhovedet at kunne deltage i modeugen. For det bæredygtige ansvar tager modeugens direktør Cecilie Thorsmark meget alvorligt for at kunne skabe en markant ændring i modebranchen – også internationalt. Hun siger:

“Hvis målene i Parisaftalen skal nås, har modebranchen en forpligtelse til at reducere dens udledning med 50 procent, og hvis det skal lykkes, skal vi løbe langt hurtigere, end vi gør i dag.”

Foto: IMAXtree

Da (di)vision viste deres SS22 kollektionen, var de samtidig med til for alvor at skabe tiltrængt repræsentation til modeugen

Bredere repræsentation
Det er ikke kun, når det gælder klima, at modebranchen har et et ansvar. Det er også, når det gælder repræsentation og diversitet. Det begynder for alvor at gå op for branchen i midt 10’erne, hvor flere og flere foreninger og forbrugere begynder at stille krav til modens brug af alt for tynde modeller, og som i øvrigt alle sammen stort set ligner hinanden og dermed ikke skaber et repræsentativt billede af modeforbrugeren. Det resulterer i 2013 i en opdatering af Modebranchens Etiske Charter, der går fra at give opfordringer til branchen til at diktere konkrete regler i forhold til alder, sund kost og løn til modeller. Og med 2020’s Black Lives Matter-protester går det for alvor op for branchen, at repræsentationen ikke kun gælder krop og køn, men bestemt også etnicitet. Det ses tydeligt på catwalks under den efterfølgende modeuge, hvor der aldrig har været mere diversitet fra danske brands.

Foto: IMAXtree

I Stine Goyas digitale SS21-præsentation var castet af langt mere repræsentativt end hvad man var vant til for få år siden under modeugen.

Pandemien som digital motor
Selvom modeugen længe har haft digitale løsninger, var det først, da corona og landets nedlukning ramte, at der for alvor kom skub i den digitale – og dermed demokratiske – udvikling af Copenhagen Fashion Week, da fysiske show blev totalt udelukket. For på meget kort tid måtte brands og modeugen selv omrokere og tænke i alternative løsninger, der kunne fremvise de nye kollektioner i nye formater. Det betød, at mange brands måtte tænke modeuge på en helt ny måde, hvilket to år inde i pandemien har fordret en mere digital tankegang, hvor alle kan kigge med. Og selvom restriktionerne bliver løftet i næste uge, vil denne vinters modeuge være halvt digitalt og halvt fysisk – men helt sikkert fuldstændig lige så inspirerende, som den plejer at være.

I dag er Copenhagen Fashion Week den eneste modeuge i Skandinavien, og den er af flere internationale modemedier blevet nævnt som en af de mest toneangivende modeuger i verden.

I næste uge vil 29 danske og nordiske brands vise deres kollektioner, mens der samtidig vil være både screenings, talks og events.

Du kan følge med på ELLE.dk, hvor vi dækker modeugen med anmeldelser af shows, street style og interviews med nogle af designerne bag kollektionerne.  

Læs ogå

Modeugen

15 looks fra herremodeugerne vi drømmer om allerede nu