Jeg har gjort mig en iagttagelse, når det kommer til sex. Da jeg var ung, var det dem, som havde en kæreste, der havde mest sex og var mest seksuelt erfarne og kreative i det med det frække. I dag, hvor jeg er i 40’erne, er det omvendt. Dem i lange, faste forhold har mindst sex, de er ligesom gået i stå, mens dem, der er singler eller i mere dynamiske og omskiftelige forhold har masser af sex og sjov sex. Er det ikke underligt?
Jeg ved godt, at både alder og livsvilkår spiller ind. I årene med små børn er der ikke så meget overskud til at begære andet end søvn og fred til at gå på lokum alene. Men det er jo en afgrænset periode set over et liv, så hvad sker der med vores sexliv, når vi bliver voksne og fasttømrede?
I begyndelsen af en forelskelse sker sex ligesom bare. Uden anstrengelse. Tiden mellem knald er blot små pauser, for man er konstant på vej ind og ud af hinanden med bollehår og klistrede trusser og føler, at sex aldrig har givet så god mening, aldrig har været så lækkert, og man drømmer forblændet om, at ”vi er sådan et par, der knalder hver dag resten af livet”. I forelskelsen er man selvantændende, og det er forspil nok at kigge på hinanden, at være i samme rum.
Men så alligevel langsomt, næsten umærkeligt, fader forelskelsen ud, og som par bliver man mere magelige og rolige, og i stedet for at knalde hele tiden og hver dag bliver det måske en gang om ugen, og så sjældnere, som årene går, og det er da også meget rart med lidt mere ro på og at kunne koncentrere sig på arbejdet igen og mødes med andre mennesker. For mange par kommer perioden med redebygning og familiestiftelse luskende, og man kan pludselig opleve sig selv begære et velhøvlet parketgulv eller en Quooker-vandhane i messing mere end ens partner.
Domesticeringen af parforholdet er gift for sexlivet – vasketøj, syge børn, praktik og prutter. De tidligere så kærlige SMS’er erstattes af ”køber du mælk”-kommandoer. Årene med små børn er rå ved kæresterelationen, men man håber, at der er lys på den anden side af blebørnene. Så kommer de tavse aftener foran tv’et; joggingbukser og tv-dinner, fordi ingen orker samtale. Og med det lysten til at gøre parforholdet vildt og sexet igen.
Når man er ung derimod, vil man så gerne imponere hinanden og dygtiggøre sig. Sex er nærmest en konkurrencesport, hvor man skal prøve alt af på tjeklisten. Trekant, anal, en af samme køn, offentligt sted. Tjek. Og i den nye forelskelse har man sex med fokus på den anden, den elskede, på den andens begær og lyst, og det vigtigste i verden er at tilfredsstille den, man elsker. Det er mindre vigtigt, hvordan det var for mig, bare du er lykkelig, skat.
Der er selvfølgelig også den mere noget-for-noget-agtige tilgang til sex. Som i den amerikanske kærlighedsrealityserie ’The Ultimatum’, der ligger på Netflix, hvor en af de kvindelige deltagere, Rae, fortæller, hvorfor hendes kæreste, Zay, har ”hele pakken” med hende og bør gifte sig i en fart: ”Jeg træner, jeg har en uddannelse, jeg laver mad, jeg gør rent, and I know how to fuck.”
Det med sex er for Rae et konkurrenceparameter i forhold til andre kvinder, for hun er dygtig til sex, må vi forstå, og det bør han altså belønne hende for. Ikke noget om, hvad hun selv har lyst til eller tænder på. Den servile sextilgang er nok typisk for unge kvinder, hvilket kan ramme os senere i forholdet, hvor vi har glemt at lære vores partnere, hvad vi selv tænder på og hvordan.
Og så er der pornoens villige og piksultne kvinder, som står i skarp kontrast til virkeligheden i at være en almindelig liderlig kvinde. Det er sådan lidt anmassende at være seksuelt udfarende som kvinde, også i dag med feminisme overalt og #MeToo-opgøret. For mens kvinder er blevet rigtig gode til nej og til at sige fra over for uønskede dickpics, krænkelser eller simple flirteforsøg, så er vi stadig ikke så gode til at sige, hvad vi gerne vil. Og det gør det nok svært at være en heteroseksuel mand, der gerne vil gøre kvinder glade seksuelt.
For han skal jo i hvert fald ikke kopiere pornofilmene, eller skal han netop? I know how to fuck – det er en vild sætning, hvor mange af os kan egentlig sige det med overbevisning? Der er mange kvinder, der har lyst til meget sex, bare ikke med deres egen mand. Det er en ømtålelig sandhed, men måske oplever mænd at blive afvist af deres koner, fordi damen drømmer om et nyt slags knald? En ny opskrift, måske med mindre fokus på penetration og hurtig orgasmeafslutning, men noget mere flydende og legende eller bare lidt eventyrligt?
“I begyndelsen af en forelskelse sker sex ligesom bare. Uden anstrengelse. Tiden mellem knald er blot små pauser”.
Det er i hvert fald bekymrende, at så mange par i langvarige forhold ikke har sex eller har meget lidt sex. Det er en knaldekrise, som er svær og sårbar at starte en samtale om derhjemme. Men vi burde sidde åbne over for hinanden og fortælle: ”Her er, hvad jeg har lyst til i dag, ikke for 10 år siden, da vi mødte hinanden, men nu, hvor vi to er nu”.
Det er kompliceret, for ikke at sige umuligt at ændre opskriften på et gennemsnitligt heteroseksuelt 15 minutters mave-mod-mave-knald i et langvarigt forhold. Vi har nemlig ofte tendens til at gøre nogenlunde det samme, hver gang vi knalder, og følge det samme manuskript for forspil og spil, og det vil måske blive opfattet som en kritik af det bestående at komme med nye forslag eller introducere legetøj, fantasier, kinks eller nye lyster.
De færreste afsøger ærligt lysten, selv om det er blevet normalt for middelklassen at søge hjælp hos parterapeuter og sexologer, men for de modige burde det være muligt at tage samtalen hjemme uden professionel moderator. I stedet vælger mange at gå fra hinanden med forklaringen til omgangskredsen om, at vi aldrig knaldede, hvilket er en alment godtaget årsag til familie- og parforholdsbrud.
Den verdensberømte belgiske parterapeut Esther Perel ville nok sige noget med, at der skal afstand mellem os for at få ilt til ilden igen. At det ikke er godt for lidenskab og erotik at gå op ad hinanden hele tiden. Og måske er der vitterligt noget indbygget i det monogame parforhold, som modarbejder begær, morgensex og frække søndage sammen i sengen. Måske nedbryder det velkendte, det at vide alt om hinanden og være fortrolige, som ellers er noget af det smukkeste ved kærligheden, sulten efter hinanden.
Jeg kan selv savne ungdommens ubekymrede, effortless og legende forhold til sex, men kender kun til få par i min omgangskreds, der har været sammen +15 år og x antal børn senere, som stadig begærer hinanden og har et levende sexliv. Den slags par, hvor man tænker: I har et fedt parforhold! Hvor mange vennepar tænker du egentlig det om?
'Ulige Uger' af Ditte Giese, som handler om livet som fraskilt og et voksent sexliv.
Et enkelt sådant vennepar, som jeg kender, har store børn, så de urolige år er for længst forbi, som var der, hvor alle vi andre følte os i underskud og oversete og kede af det og endte med at blive skilt. Der valgte det her par i stedet at overdynge hinanden med omsorg, nærvær og tid, og de fortæller, at de hele tiden har hinanden i fokus, giver hinanden opmærksomhed og samtale og arbejder på deres forhold.
Og så har de indført et morgenritual, som sætter kursen for hele dagen: De står langsomt op sammen. De møder sent på arbejde, laver yoga eller (vinter)bader, drikker te og snakker sammen, inden de myldrer ud i verden. Det nærvær, som starter deres dag, fører automatisk til nærvær og intimitet om aftenen, når de genfinder hinanden, siger de. Det er da ret smukt.
Men behøver man egentlig have masser af sex med sin partner for at være lykkelige? Hvad nu, hvis den bare ikke er der mere? Hvis begge er lave på lyst, så passer det vel sammen?
Problemet er, hvis en har lyst, og en ikke har, mens man fastholder en monogam relation. Så har begge et sexliv i modgang. Det er ikke fedt at blive afvist, og det er ikke fedt at være den, der afviser. Jeg vil vove at påstå, at der ikke findes mange andre positioner i vores samfund så skamfulde som at være ikke-begæret. En ting er at være single og periodevis uden sexliv, det er på en eller anden måde selvvalgt eller forklarligt, men lever man i et sexløst parforhold, så er den gal.
Og som kvinde vil jeg påstå, at det er værst ikke at være begæret, at blive afvist og være ikke-beundret i sin kærlighedsrelation, fordi alt omkring os hele tiden genfortæller den gamle sang om, at mænd altid har lyst, mens kvinder ”naturligt” har mindre lyst. Så hvilken slags kvinde er man, hvis man ikke kan tænde sin mand?
“Men behøver man egentlig have masser af sex med sin partner for at være lykkelige? Hvad nu, hvis den bare ikke er der mere? Hvis begge er lave på lyst, så passer det vel sammen?”
Manden som jægeren, nedlæggeren, kurtisøren over for kvinden, som holder igen, men alligevel bliver overtalt og nedlagt. De to positioner er grundlaget for hele vores kulturfortælling, hvor kvindens dyd, seksualitet og krop skal beskyttes mod de umættelige mænd.
Ja, vores samfundsmodel er grundlagt på, at en kvinde giver sin krop som seksuel byttegave til manden, der til gengæld gør hende til en ærbar kvinde i ægteskab, beskytter, ærer og forsørger hende. Alt det er naturligvis forældet i dag, hvor vi kan swipe os til en våd aften på Tinder eller bare gå på Mucki Bar og hive en eller anden med hjem, som vi har lyst til. Alligevel bliver vi ved med at søge sammen i forelskelser, i kærlighed, i håbet om at møde den eneste ene eller den eneste næste.
Men hvad gør man, når man sidder i et ægteskab eller et kæresteforhold og bliver ikke-begæret af den, man elsker? En ting er at blive afvist til en fest eller på en datingapp, men at blive afvist helt inde i den mest intime relation, hos kæresten, det er dræbende.
Medierne bugner af selvhjælp og tricks fra terapeuter, der beskæftiger sig med netop dette problem. For eksempel følger jeg en konto, der hedder Parterapeutens Dagbog på Instagram, som er små, gratis tips til par (læs kvinder) med knas i parforholdet. Her skriver hun: ”Det kan føles akavet, mekanisk og unaturligt at komme i gang igen. At røre ved hinanden. At lægge op til sex. Især hvis der er gået lang tid, siden I sidst var i seng sammen,” skriver hun og foreslår, at man øver sig i, at det er okay at fumle, at man skal indføre ”nussesessioner” uden krav om sex og huske at sætte ord på det hele.
“Jeg tror mere på, at vi slet ikke er bygget til at begære hinanden i årtier og gennem alle livets skiftende kriser og faser”
Det er sådan lidt et dårligt råd, er det ikke? Jeg tror i hvert fald ikke på det. At vi bare skal nusse os ud af en begærskrise. Jeg tror mere på, at vi slet ikke er bygget til at begære hinanden i årtier og gennem alle livets skiftende kriser og faser. Jeg tror mere på, at vi skal hylde vores skilsmisser, stå ved vores serielle parforhold, elske vores mange kærlighedsmøder og nedture og vores herlige single-perioder med knald og fart over feltet.
Jeg tror på, i hvert fald intellektuelt, at i stedet for stædigt at bevare det monogame, livslange parforhold som ideal og succeskriterium, så skal vi øve os i at elske på mange måder og med mange mennesker. Nogen laver vi børn med. Nogen bor vi med. Nogen laver vi mad med. Nogen dyrker vi oralsex med. Nogen deler vi et sommerhus med. Nogen deler vi en kæreste med. Nogen går vi til sexfester med, nogen går vi til dans med, og nogen har vi en læseklub med. I medgang og modgang.
