ELLE, Samsung og Bllack Noir inviterer til eksklusivt event i Illum

Tirsdag d. 15. december inviteres du til et eksklusivt sneakpeak på BLLACK NOIRs sommerkollektion, og får samtidig mulighed for at høre chefdesigner Peter Ingwersen fortælle om den kreative proces, der ligger til grund for tilblivelsen af kollektionerne hos et af de mest innovative og roste brands i dansk mode, BLLACK NOIR.

Vi serverer blid boblende champagne og delikat chokolade.

Arrangementet foregår i ILLUMS LOUNGE PÅ 2. SAL – TIRSDAG D. 15. DECEMBER 2009 KL. 17-19

Vi glæder os til en hyggelig eftermiddag i selskab med dig.

Husk også at du kan VINDE en eksklusiv jakke fra BLLACK NOIR send en sms med teksten BLLACK til 1266 eller en unik S5510 mobiltelefon fra SAMSUNG
med Swarovski krystaller send en sms med teksten SAMSUNG til 1266. Sms-pris 12 kr. Konkurrencen slutter d. 27. december 2009. Læs mere om konkurrencen her

Nyt denim hotspot i København

Levi’s åbner ny stor butik i hjertet af København d. 17. december, og her vil man for første gang i Skandinavien kunne opleve hele Levi’s sortiment samlet under ét tag.

Butikken er inspireret af ikoniske Levi’s materialer og opbygget af elementer som denim, metal og læder. Hele butikken er opdelt i områder dedikeret til hver deres linje indenfor brandet, heriblandt er (selvfølgelig) en afdeling dedikeret til de ikoniske Levi’s 501 – mærkets originale klassiker, der stadig en bestseller, og som i øjeblikket oplever en revival verden over.

Adskillige aktiviteter er planlagt i forbindelse med butiksåbningen, så kig forbi Amagertorv og oplev en klassiker på ny.

Levi’s Store, Amagertorv 7, København K

Julens garderobeguide: Juleshopping

Varm chokolade til termokanden

Henrik Kerrn-Jespersen, ELLEs mad-skribent, giver dig den syndigste opskrift på chokolade, julens varme yndlingsdrik.
200 g mørk chokolade (ca. 60 % – f.eks. Callebaud el. Valrona Manjari),
1 l sød- el. letmælk
2 spsk. rørsukker,
ca. 1 dl Amaretto-likør

Hæld mælken op i en tykbundet gryde. Bræk chokoladen i stykker, og kom den op i gryden sammen med rørsukkeret. Varm blandingen op ved svag varme, til den når kogepunktet, og rør hele tiden i mælken, så den ikke brænder på undervejs. Hvis du synes, at blandingen ikke er kraftig nok, kan du justere med en spsk. kakaopulver eller to. Smag til med Amaretto-likør (du behøver ikke at bruge en hel deciliter).

Se det fine galleri med de lækre julesager her

Julens garderobeguide: Firmafest
Julens garderobeguide: Venindehygge

ELLE elsker fine hårklemmer

På ELLE elsker vi naturligvis alt det, der nemt kan pifte et outfit eller et look op.

Disse sjove og fine klemmer fra Pico synes vi da så absolut gør jobbet – tilmed med lidt kant.

Hårklemmer, Pico, 25 kr. stk.

 

Sophia Kokosalakis 10 bud på god stil

1. LAD DIN STIL UDVIKLE SIG.
Jeg er opvokset i Athen, og min stil var meget rocket, men også sexet med middelhavsinspiration – mine skinny-jeans og T-shirt minder mig om den tid. Men det at bo i London i 13 år har gjort min stil mere mørk og urban.

2. LAD HÆLENE GØRE ARBEJDET.
For mig er gode sko det vigtigste, for de kan få et outfit til at fungere. Jeg er kendt for at gå på arbejde i 11 centimeter høje hæle – men en chunky hæl; stiletter på arbejdet er tacky.

3. DROP TASKEN.
Jeg har lagt mærke til en trend, hvor folk ikke går med taske. Jeg tror, du kan se mere individuel ud uden en. Jeg har en Chanel-taske til aftenbrug, og det er det.

4. GØR ET INDTRYK.
Før jeg overhovedet vidste, hvad mode var, lagde jeg mærke til, hvordan det, man havde på, påvirker, hvordan folk reagerer på en. Det er vigtigt at projicere sin personlighed over i sit tøj – en form for individualitet eller humor. Mit look signalerer ofte, at jeg har for travlt!

5. INVESTER I LÆDER.
Min yndling er min læderjakke – den giver et statement og kan bruges sammen med alt! Jeg har også et par læderbukser, som jeg har haft i 15 år, jeg går ikke i dem mere, men jeg elsker dem alt for højt til at smide dem væk.

6. PAS PÅ DINE TING.
Jeg har et klædeskab kun til mine aftenkjoler, og jeg bruger enhver form for kemikalie for at beskytte dem mod møl – det er nærmest som et atomkraftværk derinde!

7. SE GODT UD PÅ FEM MINUTTER.
Det rodede og lidt løse er looket lige for tiden, så jeg børster ikke mit hår. Jeg tager læbestift på og en hel hård eyeliner – men når aftenen er ved at være slut, er det blevet til smokey eyes!

8. HOLD DIG TIL DET, DU VED.
Jeg ville aldrig eksperimentere med et outfit før en stor begivenhed – jeg ville holde mig til noget sikkert, som jeg har haft på før. Jeg eksperimenterer mindre og mindre, nu hvor jeg ved, hvad der klæder mig.

9. GÅ MED SMYKKER.
Jeg elsker dyre smykker, men jeg er ikke en Liz Taylor. Min svaghed er smykker i georgiansk stil, som jeg køber, når jeg er ude at rejse.

10. LAV EN FARVEPALET.
Man ved bare, når visse farver ser godt ud på en, så hold dig til dem. Jeg går kun med stærke farver, når jeg er hjemme i Athen, og det er for varmt til mine sædvanlige mørke farver. Men jeg har aldrig gået med gult.

Sophia Kokosalaki

Græsk-engelsk designer født i Athen i 1972, fik sin master i 1998 fra Central St. Martins i London og debuterede allerede i 1999 med sin første kollektion. Hendes tøj har smukke draperinger og helenistiske referencer, og blandt fansene er Chloë Sevigny, Kirsten Dunst og Christina Ricci. Hun har bl.a. modtaget priser som ELLE Designer Award og Art Foundation Award for Fashion – og så var Kokosalaki designeren bag kostumerne til åbnings- og afslutningsceremonien ved De Olympiske Lege i Athen i 2004.

Rodebjer lancerer eksklusiv kollektion

Svenske Rodebjer har lanceret en ny eksklusiv kollektion – 10X10 by RODEBJER, der består af 10 nummererede kjoler.

Carin Rodebjer, der er designeren bag Rodebjer, siger om kollektionen:

“Jeg ville skubbe aftenkjoler i en ukonventionel, legende, og ung retning og stadig, selvfølgelig, holde fast i den rå elegance som er essensen af Rodebjer”.

Kollektionen bliver præsenteret og solgt i Rodebjer butikken i Stockholm fra d. 9. december. Kjolerne vil også være tilgængelige hos udvalgte forhandlere.

Se mere på rodebjer.com

Victoria Beckham denim

Stilikonet Victoria Beckham, der har modtaget mange roser for hendes smukke og kvindelige designs, har nu kastet sig over denim. Tidligere har stjernen designet jeans i samarbejde med Rock & Republic, men nu står hun altså på egne (lange) ben.

Første kollektion er forår 2010 og lanceres d. 10. december på net-a-porter. Kollektion fokuserer på Victorias signatur – slanke silhuetter, flatterende snit, knivskarp skrædderi og i klassiske farver som navy, hvid, grå og sort.

Væk din inde rock chick
Detaljerne er selvfølgelig også gennemførte – det diamantbesatte panel, der får benene til at synes en del længere end naturen har begavet os og lynlåsudsmykninger, der vækker vores indre rock-chick.

Invester i cigaretbukser, boyfriend-jeans, denimjakker og fittede tanktoppe.

Se mere på net-a-porter.com

ELLE elsker InWears version af 7’eren

Efter 40 år i dansk mode er InWear still going strong!

Chefdesigner siden 2008 Lene Borggaard har ført det klassiske design sikkert videre i en ny tid med sin sans for det moderne, feminine og sexede. Og så har hun i anledning af 40-års dagen tilføjet en ny dimension til brandet; en unik version af Arne Jacobsens klassiske 7’er stol.

Chefdesigneren har skabt fire forskellige prints, som er syet op i Kvadrats eksklusive tekstiler og betrukket den klassiske stol.

Den kulørte klassiker fås hos Fritz Hansen og koster 7.500 kr.

Marc Bohan og Gianfranco Ferré for Dior

 

Marc Bohan (1960-89)

Hos Dior overtog Marc Bohan i 1960 tøjlerne som kreativ direktør efter Yves Saint Laurent undskyldte sig med militærtjeneste. YSL havde banet vejen for stil frem for mode, og Bohan tog nu tråden op og førte Dior fra efterkrigstiden ind i rumalderen. Som Peter McNeil påpeger: “Tag f.eks. hertuginden af Windsor som Dior-kunde. New Look var ikke et godt look for hende. Hun hadede de stropløse kjoler og klæder, der blotlagde hendes arme og hendes store hænder. Hun foretrak mere enkle klæder, der kunne vise hendes smykker. Men man kunne jo ikke være umoderne, så selvfølgelig gik hun i New Look.

Perfekt for hertuginden
Så kom Marc Bohan. Han var modernist og perfekt for hertuginden. Hun gik med hans enkelt skårede kjoler, som også indikerede, hvilken tid de var skabt i. Ved et besøg i Det Hvide Hus i 1970’erne bar hun en fantastisk hvid kjole med klokkelignende ærmer med et juvelbesat stykke om livet a la Sputnik. Det mindede om kapløbet i rummet, var meget nutidigt, og hun fik Pat Nixon til at ligne en afdansningsdronning.”

Bange for gademoden

Som et udtryk for sin tid fravalgte Bohan næsten helt linjerne i tøjet og forvaltede arven ved at skabe feminine, men diskrete og tidstypiske design: blødt, flagrende og afslappet. Stilsikkert og hverken ekstravagant eller teatralsk, for ungdomskulturen rådede, og haute couturen var simpelthen blevet bange for gademodens tiltrækningskraft og spillede derfor så sikre kort som muligt. Bortset fra Bohans ikoniske ‘Peter Pan’-look fra 1966 var der ikke meget andet end mærket i nakken og den sublime skrædderkunst, der vidnede om, at der var tale om tøj fra Christian Dior.

Stjernes foretrukne
Ikke desto mindre var huset Dior endnu en gang tidens stjerners og skønheders foretrukne – Elizabeth Taylor bestilte 12 kjoler alene fra hans første kollektion, og alle lige fra Jackie Kennedy og Marilyn Monroe til Sophia Loren, Brigitte Bardot og fyrstinde Grace af Monaco elskede tøjet. Den diplomatisk begavede og historisk interesserede Jackie valgte f.eks. en senere herostratisk berømt rosa Dior-model, da hun og JFK havde den franske kulturminister på besøg i Det Hvide Hus i 1962. Dior var også det oplagte valg, da Farah Diba skulle kejserindekrones i 1964, da Silvia blev gift med den svenske konge i 1976, og da Christina Onassis blev gift i 1984.

Lidt stjernestøv
Bohan kom også den almindelige modebevidste køber i møde og lancerede både Baby Dior og Dior Homme. Herhjemme fik man lidt stjernestøv fra makeuppen, parfumerne, silketørklæder og lærredstasker i blå og lyng med husets CD-logo, der gav en perfekt dosis klasse til gademoden. 1990-92 var Bohan hos Hartnell; designer i dag under eget navn.

Gianfranco Ferré (1989-96)

Luksusmodegiganten LVMH overtog aktiemajoriteten i Dior i 1984, og efter sigende læste Marc Bohan i 1989 i avisen, at hans efterfølger nu var fundet. Efter Bohans 29 år som chefdesigner i Diors tjeneste fulgte i 15 sæsoner Gianfranco Ferré, der begyndte at tage husets originale design og tanker op igen. Italienske Ferré var oprindeligt uddannet arkitekt, og tilbage kom det teatralske, det ekstravagante og overdrevent feminine inspireret af Hollywood og klassisk skrædderkunst; smukt, grafisk og markant.

Aldrig budt velkommen
Ferré skabte drømme i sin tid for Dior, og han fik det gyldne fingerbøl for sin allerførste Dior-kollektion (A/ W 1989). Men på nær da Lady Di i 1995 tog den taske til sig, hun senere skulle lægge navn til, ‘Lady Dior’, blev Ferré aldrig rigtigt budt velkommen af modeverdenen og betragtes til dels som en parentes i Diors historie.

Trak sig tilbage
I 1996 trak han sig tilbage for at koncentrere sig om sit eget modehus. Og selvom Jean-Paul Gaultier efter sigende havde lagt billet ind på stillingen som Diors chefdesigner i både 1989 og 1996, blev det en helt anden, LVMH’s Bernard Arnault gav tjansen. Ferré fortsatte efter Dior-tiden med mærket i eget navn, som han hele tiden havde kørt videre. Han døde i 2007.

Læs også:

Yves Saint Laurent for Dior
Cool couturehus – Christian Dior

 

 

Kenzo lancerer webshop

Modehuset Kenzo har gennemgået en forvandling af fornyelse i deres butiksnetværk verden over. I løbet af de sidste to år har det franske mærke åbnet intet mindre end 60 nye butikker i storbyer verden over.

Nu har Kenzo så også lanceret en webshop, hvor du kan finde en stor del af kollektionerne fra både dame-, herre-, børne- og accessorieslinjerne. Fra begyndelsen af det nye år vil man desuden bl.a. kunne finde deres lækre homewear kollektion online. Kenzo vil løbende også lancere eksklusive nye serier og limited editions items på siden.

På nuværende tidspunkt gælder tilbuddet kun i Europa, men Kenzo udvider til USA i 2011 og Asien i 2012.

Besøg butikken her

Stjernernes julegaveønsker – Frida Giannini

“Jeg planlægger at bruge denne jul hjemme hos min familie i Rom. Det bliver stille og afslappende – ikke rigtig noget fancy. Bare masser af god mad og gode samtaler. Det lyder som en kliche, men ferien er virkelig den bedste tid til at sætte farten ned og reflektere over, hvad du laver, og samtidig være tæt på de mennesker, du elsker mest.”

 

Se i galleriet, hvilke julegaver Frida drømmer om at give og modtage