Plejeguide til dine yndlings items

ELLE guider dig til den gode blondeshampoo, nye røde såler til dine Louboutin’er og syrefrit silkepapir til festkjolen.

 

Strømper
Både almindelige nylonstrømper og shapewear-strømper holder længere, hvis du skyller dem op i skyllemiddel inden brug. Vask altid i hånden, og tag ringe og ur af inden, så du ikke selv river dem. Slut af med skyllemiddel. De selvsiddende strømper skal helst ikke have blondebåndet i blød; det tager klæbeeffekten.

Pels
Hæng den kun på en bred bøjle, aldrig på en knage. Er pelsen blevet våd, så lad den tørre langsomt i et gennemluftet rum, og ryst den i form, når den er tør – brug aldrig børste. Lad den ikke hænge for varmt eller i direkte sol, men brug en åndbar dragtpose af bomuld eller uld. Og lad den opbevare professionelt hele sommeren, dvs. i kølerum hos en buntmager.

Blondeundertøj
Blonder har det sjovere, hvis du håndvasker dem i specialshampoo som ‘Delicate Wash’ fra The Laundress. Læg undertøjet kort i blød i håndvarmt vand, skyl grundigt, og tilsæt evt. The Laundress’ ‘Fabric Conditioner’ til sidste hold skyllevand, så blonderne holder på elasticiteten og ikke bliver statisk elektriske.

Lak
Ridser i lakken? Collonil laver et særligt lak-plejemiddel, der forhindrer, at lakken krakelerer, men dybe kradseskader kan desværre ikke udbedres. Så gå forsigtigt.

Røde Louboutin-såler
Jarlens Skomageri, Nørrebrogade 35, København N, har røde såler, så dine Louboutin-stiletter kan komme i danseform igen.

Silkekjoler
Skal renses og derefter foldes forsigtigt over syrefrit silkepapir, inden de lægges i en æske. Du kan også hænge dem i en dragtpose, der beskytter mod fugt, lys, støv og krøller. Find poser og æsker på Hansenhojmark.dk (under ‘Tilbehør’).

Pak vintertøjet væk
Til foråret skal rent, strøget eller nyrenset vintertøj pakkes ned sammen med cedertræskugler, der holder møllene væk. Se Aniel.dk (under ‘Til boligen’).

 

Garderobeguide til dansegulvet
De skønneste stiletter




 

Anne P. tester Kleopatras metoder

DER ER IKKE MEGET, DER ER SIKKERT I DENNE VERDEN, men én af de få ting, jeg dog ville turde sætte mine penge på, er en garanteret fantastisk behandling hos det prisvindende spa Amazing Space. Stedet er en snørklet, men spatiøs gammel lejlighed fyldt med hyggelige velduftende kroge og fredfyldt stemning.

DERFOR VAR JEG DEN HURTIGSTE KNALLERT PÅ HAVNEN til at takke ja, da Laura, som er indehaver af det skønne etablissement, inviterede mig til at prøve deres nye behandling ‘Milk & Honey’ – en Kleopatrainspireret kropsbehandling, som efterlader dig som en dronning – om ikke andet af dit eget boblende univers.

HELE MIT KORPUS BLEV SKRUBBET med opvarmet havsalt med mynte og rosmarin, hvorefter jeg blev pakket ind i honning og sheabutter; i bund og grund ingredienserne til et rimeligt smagfuldt måltid. Derefter smuttede jeg i bad – mælkehvidt og fyldt med referencer til en god, men dramatisk del af historien. Derfor var
det også evigt passende, at jeg kunne nyde ingefærteen med lime, kokosmælk og honning serveret af Julius Cæsar. Nej, o.k. – det sidste er løgn, men der var ingen tvivl om, at blødhedsgraden var i top både udenpå og indeni.

DET EFTERFØLGENDE RITUAL bestod i, at jeg blev smurt ind i den silkeblødeste serum og min krop masseret af nogle af de mest erfarne hænder, jeg længe har mødt. Fuldstændig, ovenud tilfreds kørte jeg hjem og spekulerede på, hvor ofte mon Kleopatra fik sådan en behandling, og om hun ikke også ville have været fuldt tilfreds med Amazing Space.

‘Milk & Honey – Cleopatra’, 90 min., 850 kr. Amazing Space, Fortunstræde 1, 1665 Kbh K, tlf. 3333 8233

LuxN2nd – et fashionevent

Som kvinde og modeelsker kan man næsten ikke forestille sig nogen bedre aften end én med både veninder og shopping.

Eventet LuxN2nd gør en sådan aften mulig, når du og dine veninder kan kridte shopping-skoene og slå et smut forbi Park Nightclub den 1. marts mellem kl. 18 og 22.

Her åbnes dørene for en hyggelig basar, hvor upcoming designere kan vise deres talent og privatpersoner rydde ud i deres garderobe.

Med både vintage og splinternyt designertøj er der rig mulighed for at komme hjem med op til flere unikke pieces.

Du kan læse mere om eventet på luxn2nd.dk

ELLE elsker Wallpaper city guide til iPhone

De fantastiske Wallpaper City Guides fra Phaidon kan nu købes på iTunes og downloades direkte ned på din telefon.

Tag til Amsterdam, Barcelona, Berlin, London, Los Angeles, New York, Paris, Milano, Rom eller Tokyo og medbring bare din iPhone, så kan du nyde alle de fine fifs og råd som City Guides byder på.

Lige nu kan du downloade City Guiden til Berlin helt gratis. Se mere på phaidon.com/travel

wallpaper

Afslappet look fra Mac

I denne kolde tid kan man jo passende tage det lyse og uskyldige look til sig.

Mac hjælper endda godt på vej, da de kommer med en hel serie af de lækreste douchede farver, som giver det fineste matte udtryk.

Passer perfekt til det casual look og måske endda til at slænge sig på bjørneskindstæppet på bedste Burt Reynolds-vis.

Ind foran pejsen med os.

‘Lipstick’, 145 kr. ‘Lipglass’, 135 kr.
‘Shadestick’, 150 kr. Alle fra Mac.
(Kan købes fra 15. januar)

mac

 

Cool designer: Tsumori Chisato

Print-sesse Tsumori kaldes den japanske designer Tsumori Chisato nogle gange, for om nogen formår hun at omsætte Shibuya-stilen til originale print og broderier, der er både cool og kawaii – altså charmerende på den manga-agtige måde.

A/W 2009-kollektionen er på flere måder en tur tilbage til rødderne, for lærermesteren Issey Miyakes læg og plisser får nyt og lettere liv i f.eks. rynkede, folderige bukser. Det var ham, der gav Tsumori Chisato chancen for at stå i spidsen for Issey Sport, inden hun i 1983 skabte sit eget brand – stadig under Issey-sans vinger.

STJERNER, STRIBER & DURACEL
I dag vokser hendes fanskare verden over hastigt, for i Tsumoris hænder bliver det klassiske japanske som manga, silke og ornamentik både ungt og chikt, når de omsættes i friske striber, stjerneprint og flydende kjoler skåret i et stykke af florlet silkechiffon.

Siden 2003 har Tsumori Chisato vist sin kollektion i Paris, hvor også den første europæiske flagshipstore ligger, og lige nu er Tsumori det brand, som unge designskoletalenter helst vil arbejde for, også selv om de ved, det bliver hårdt: Fruen selv er kendt for at arbejde benhårdt, og hendes design-team har ry for at være både larmende og energiske, lidt ligesom Duracel-kaniner.

ELLE har spurgt Tsumori Chisato, hvor stjernerne i hendes A/W 2009-kollektion kommer fra, og hvor hun henter sin inspiration lige nu:

Hvad arbejder du på lige nu?
Jeg er i gang med at forberede mit næste show, som holdes under modeugen i Paris, og derfor søger jeg inspiration og samler forskellige materialer.

Hvad fascinerer dig lige nu?
For øjeblikket holder jeg meget af at gå i de traditionelle onsen, der er japanske spa, ofte meget smukt og enkelt indrettet og ofte under åben himmel.

Din A/W 2009-kollektion rummer elementer af cirkusfolklore som stjerner og striber – hvor kom din inspiration fra?
Faktisk blev jeg inspireret af den stjernefyldte nat over Australien og af Tokyos natteliv. Min inspiration kommer primært fra de steder, jeg besøger, og fra mit
daglige liv.

Denne kollektion trækker fine linjer tilbage til din mentor, Issey Miyake, hvordan inspirerer han dig i dag?
Under hans vinger lærte jeg, hvor vigtigt det er at arbejde i team, og så bliver jeg fortsat inspireret af de dynamiske design, han lavede. Jeg er ham meget taknemmelig for den chance, han gav mig, da han udvalgte mig til at skabe Issey Sport.

Hvordan ville du helst tilbringe en fridag?
Jeg ville besøge rigtig mange onsen!

Sort T-shirt med ‘moonlight’-print, 1.180 kr.
Zigzag-mønstrede strømpebukser, 640 kr.

Shop, shop, shop

Der er nærmest ikke noget vi elsker mere end udsalg – og især, når det er Gucci, Burberry og Bottega Veneta, der sætter priserne ned.

Så kan man nemlig virkelig få noget ud af de der sparede procenter, og enhver fashionista ved jo, at penge sparet er penge tjent!

Så skynd dig til København, for det er i dag udsalget starter!

Gucci, Østergade 46, Kbh K, tlf. 33 36 68 83
Bottega Veneta, Ny Østergade 1, Kbh K, tlf. 33 36 68 87
Burberry, Østergade 21 – 23, Kbh K, tlf. 33 36 68 96

ELLE elsker portrætbog med kendte mennesker

Frisør Søren Pjedsted har begået en lille fin perle af en bog, hvor danske personligheder hylder livet. ‘Giv livet en tanke’ som bogen hedder, er spækket med skønne, sjove, finurlige portrætter af kendte ansigter taget af fotograf Thomas Fryd og krydret med opmuntrende, rørende og tankevækkende ordspil fra de mange deltagende.

Og mens du giver livet en tanke, hjælper du andre. Overskuddet fra salget af bogen går nemlig til Aidsfondet.

Bogen koster 149 kr. og kan blandt andet købes på aidsfondet.dk.

De vigtigste navne og personligheder 2009

Mere end en designer
Der var engang, hvor folk knap nok vidste, hvordan de store designere så ud, men det har ændret sig, og det bedste eksempel på det må være Marc Jacobs, der er gået fra chubby nørd til trimmet paparazzoguf i mode- og sladderbladene. Marc Jacobs skaber mere opstandelse, når han kommer ind på catwalken, end selv de største modeller! Marc gav os i 2009 de brede skuldre og 1980’erdisco.

 

Christopher Kane

Det nye talent
Et nyt kuld af engelske designere har gjort sig bemærket og mest af alt Christopher Kane, både med sine egne kollektioner og med samarbejdet med Topshop, der resulterede i, at det meste af mode-eliten var i hans design under sidste modeuge i London.

 

Beth Ditto

Den usandsynlige muse
Den lesbiske Beth Ditto fra bandet Gossip er med sine noget frodige former ikke umiddelbart den, vi havde regnet med at se som modens nye muse, men hun har været en hyppig gæst på frontrow og på forsiden af nogle af de største modemagasiner.

 

Alexander Wang

Den mest hypede
Alexander Wang er manden, der fik alle til at hoppe i den sorte bodyconkjole og bikerjakker – og ikke mindst spredte en taske-mani, der ikke er set lignende siden Mulberrys ‘Roxanne’-taske! Derudover fik han et verdensomspændende følge af modebloggere, der nærmest har ham som en gud, hvis man skal dømme efter de flestes påklædning.

 

Lara Stone

The new body
Med nogle mål, der ellers hørte 1990’ernes supermodeller til, er hollandske Lara Stone den nye it-model, der virkelig tiltrækker sig opmærksomhed på catwalken og har scoret nogle af de bedste forsider og kampagner.

Absolutte musthaves 2010

De største trends 2009

Udsalg hos Zarah Voigt

Zarah Voigt drysser stjernestøv ud over en vintergrå januar, når hun hele måneden holder udsalg i sin butik på Gammel Mønt 23 i København. Det giver dig muligheden for at købe den populære designers ekstravagante og unikke smykker med 20 – 80 % rabat.

Butikken er åben mandag til fredag fra kl. 12.00 – 17.30 samt lørdag fra kl. 11.00 – 15.00.

Du kan se Zarah Voigts smykker på zarahvoigt.com eller kontakte butikken på telefon 33 36 33 76.

Læs også artiklen Zarahvoigt.com

I Le Gammeltofts sko

Den SEJE DJ OG RADIOVÆRT på P3 skaber opmærksomhed, når hun med sine 182 CM (og misundelsesværdigt lange ben) under navnet Le Mans står bag dj-pulten og spiller dansekrævende musik. Og så har hun en mindre SKOFETICH, fra SNEAKERS til de ondeste HÆLE.

Se galleriet med Le Gammeltofts lækre sko

Vinterens accessory: Herresko