Den moderne kunsthistorie har Picasso, den moderne musikhistorie serialismens Stockhausen og den moderne litteraturhistorie har James Joyce. I den moderne modehistorie har designere som Coco Chanel og Christian Dior været med til at sætte dagsordenen. Men bag alle kulturverdenens største profilers succes står formidlere, som væbnet med faglighed og æstetisk, eller musikalsk sensitivitet, har fået øje på og kurateret eller iscenesat kunstnernes værker.
En af den postmoderne kulturverdens vigtigste aktører er Grace Coddington. Hun er ansvarshavende moderedaktør på amerikansk Vogue og blev folkekendt, da hun spillede en birolle i dokumentarfilmen ‘The September Issue’. Den åbenmundede og hårdtarbejdende kvinde bag nogle af de seneste 45 års mest kreative modeserier charmerede filmens publikum – og nogle vil nok mene, at hun stjal rampelyset fra dokumentarens hovedperson, Vogues chefredaktør, Anna Wintour.
Trods længe at have været et kendt ansigt i den internationale modebranche, var det først efter dokumentarfilmens succes, at resten af verden fik sat navn og ansigt på moderedaktøren; ‘Grace Coddington’ blev pludselig synonymt med kreativitet og en måske tilsyneladende uddøende arbejdsetik og -entusiasme.
“Grace Coddington er på mange måder en ener i modebranchen, som vi kender den i dag. Dels, fordi hun ikke bare er 71 år, men ‘still going strong’, dels, fordi hun nu har arbejdet på amerikansk Vogue i 24 år (efter 19 år på engelsk Vogue). I dag er vi så vant til, at folk shopper rundt og skifter både job og branche, og især inden for den lidt ustadige og humørsyge modebranche, men Grace Coddington synes at være på en mission, og hun bliver, hvor hun er. At skabe smukke, inspirerede og anderledes modeserier, som giver tøjet deres helt eget liv og fortælling, er simpelthen blevet hendes raison d’etre,” siger ELLEs redaktionschef Marie Louise Wedel Bruun – der selv er vokset op med modemagasiner i hånden – om Coddington.
Med sine 71 år, er hun ikke bare en af branchens mest erfarne, men også ældste aktive mode-billedskabere. Hun puster, som Wedel Bruun påpeger, liv i tøj, der ellers ville hænge livløst på bøjler. Hun fortæller historier og er på den måde med til at dimensionere moden.
“Man kan ikke sammenligne Grace Coddingtons stilistiske fingeraftryk med andres inden for magasinbranchen. Skal man i den forstand tale om åndsfæller, så må det være modeskabere som John Galliano, fotografer som Tim Walker eller teaterscenografer og kostumierer; med andre ord: iscenesættere og historiefortællere. Branchens øvrige stilister viser bare tøjet frem som døde ting, Grace Coddington vækker det til live,” siger ELLEs redaktionschef.
Netop fortællingen er blevet Coddingtons varemærke, og man kunne driste sig til at hævde, at hun gør for moden, hvad Lewis Carroll gjorde for logikken. Hun vender modebilledet på hovedet, skaber en kontekst og stimulerer dermed vores fantasi.
Grace Coddington modtog hæder og blev for alvor anerkendt. Det var bare et spørgsmål om tid, før hun ville få lov til at træde ud af den skygge, hun ellers havde stået i før ‘The September Issue’-effekten. Verden kunne ikke få nok af hende. Den ville have mere, og den ville høre hendes historie, fortalt med bandeord, engelsk sarkasme og ro,’the Grace way’. I november udgav Grace Coddington derfor en erindringsbog, som indeholder både bandeord, engelsk sarkasme og overblik. Verden havde ventet i spænding og spændingen blev forløst. Det anticiperede værk inviterer nemlig læseren ind bag modeverdenens kulisser og giver nyt indblik i det ellers mystificerede og utilnærmelige univers, Grace til dagligt ånder og lever i. Verdenspressen – ja, selv de journalister, der ikke arbejder med mode – har især gisnet om, hvordan Grace mon ville skildre sin berømte chef, Anna Wintour. Det vil dog overraske de fleste, at forfatteren har en del til fælles med den berygtede modedronning.
“Moden kan godt virke meget utilnærmelig på andre mennesker, fordi den er så gennemtænkt og perfekt. Karakteristika, som ofte betragtes som kolde, og som modedronningen Anna Wintour er blevet synonym med. Men faktisk passer de samme ord også på en Grace Coddington, og det er formentlig derfor, de to, Wintour og Coddington, arbejder så godt sammen. Man må ikke glemme, at det kræver en vis menneskeforståelse og rummelighed at sætte et så spraglet team sammen, som Anna Wintour har gjort på amerikansk Vogue, der jo f.eks. også består af en Andre Leon Talley. Det har hun kunnet, fordi hun har set, at de alle som en har perfektionismen og arbejdsomheden til fælles. De er ildsjæle. Wintours ild fremstår bare kold, hvor Coddingtons er brændende varm,” siger Marie Louise Wedel Bruun.
Ildsjælen Grace Coddington ånder videre og har ikke mistet pulsen eller den kreative nerve. Modehistorierne skal fortælles og helst på Graces utæmmede måde. ‘Grace: A Memoir’ er et underholdende værk, men hendes Magnum Opus er de modeserier, hun har produceret til Vogue i tidens løb – og der er mange, for hun har overlevet kriser, skift og konkurrencen fra unge, ambitiøse og talentfulde stylister. Det understreger Marie Louise Wedel Bruun:
“Man skal ikke glemme, at det er et benhårdt marked, og kun de dygtigste overlever.”
Grace Coddington
Anna Wintour
