Vero Moda Very varmer op til foråret

Selvom det stadig er hundekoldt udenfor, er det heldigvis snart tid til forårskollektionerne!

Det danske highstreet-brand, Vero Moda Very, er kendt for sine fine draperinger, elegante blanding af materialer og for at være god til at spotte de nye tendenser hurtigt.

Dette forår er farverne er friske, feminine og levende, og de spænder fra et støvet pastelgul over frisk
grøn og levende blå til en koralrød.
Den klassiske sorte farve og denim indgår også i kollektionen for at lægge en ramme om de ferske farver, og det hele er krydret med plastik-lynlåse og stratekist placerede lynlåse, som udsmykker silhuetten.

KOllektionen er sporty og enkel med diskrete henvisninger til 50’ernes flatterende silhuetter samt små jakker og kjoler med skød.

Vi glæder os til at se Vero Moda Verys kollektion – og til at gense forårssolen!

Tendens: Arkitektoniske perler

Den kommende sæson har fokus på arkitektur.

Coco Chanel sagde engang: “fashion is architecture”; med andre ord, at moden er en form for arkitektur. Netop den tanke virker adskillige af tidens største designere at have tænkt, da de designede deres forår og sommerkollektion 2013.

Både Marni, Givenchy og Balmain viste kollektioner frem, som alle har rødder i arkitektoniske bevægelser. Givenchy og Marni har begge kigget lidt i den italienske arkitekt, Carlo Mollinos, designkataloger, mens Balmains chefdesigner Olivier Rousteing tilsyneladende har haft et godt øje til Cubas neoklassiske bygningsfacader og søjler. Det sås på tøjets snit og de mønstrede print.

Men det var ikke kun selve tøjet, der var spækket med arkitektoniske referencer. Også modeshowkulisserne var flere steder en hyldest til artikekturens mestre og perioder. Eksempelvis var Miu Mius trækulisser tegnet af den hollandske arkitekt og tænker, Rem Koolhaas, som blandt andet står bag Seattle Central Library og den hollandske ambassade i Berlin.

I det hele taget har moden og arkitekturen de sidste par år flettet fingre med hinanden, og forholdet er efterhånden ved at blive så seriøst, at man er tilbøjelig til at give Madame Chanel ret: Mode er blevet en form for arkitektur.

Antonio Berardis kollektion var en af mange,
som refererede til tidens største bygningsværker.

Også hos Balenciaga kunne interessen
for arkitektur spores.

ELLE har fundet de bedste arkitektoniske (mode)perler frem til dig. Se dem i galleriet nedenfor.

Se Tusnelda Blochs og Stine Bülows smykkekollektion

I september lancerede det danske designhus Tusnelda Bloch Copenhagen og guldsmed Stine Bülow en smykkekollektion. Kollektionen hed ‘Comme Ci Comme Ça BLOCH & BÜLOW’, og den fik så fin en modtagelse, at smykkerne nu bliver en permanent del af Tusnelda Bloch Copenhagens univers.

Smykkerne er inspireret den nordiske, med dens rå, upolerede facader og landskaber, samt den nordiske mytologi. Den nordiske smykketradition tro, er der fokus på håndværk og kvalitet, og udtrykket er minimalistisk.

Shop også IN nordiske smykkefavoritter

Samarbejdet mellem guldsmeden Stine Bülow og designer Tusnelda Bloch opstod efter, at de havde mødt hinanden i Luxembourg.

“Det har længe været min drøm at få smykker ind som en del af mit univers, og da jeg mødte Stine i Luxembourg, var vejen ganske oplagt. Jeg elsker disse tilfældige møder mellem kreative mennesker, der kan udmøntes i et fælles projekt, til stor glæde for mig selv og forhåbentligt også andre,” fortæller Tusnelda Bloch om det nyligt lancerede samarbejde.

Den nye kollektion viser blot to sæt ringe, bestående af en stor og en lille ring, indgraveret med det færøske navn Tórunn, efter Tusnelda Blochs guddatter, men til gengæld er idéen med ringene, at de skal kunne mikses på tværs af størrelser og materialer.

Tórunn ringe i ubehandlet sølv med 0,04 karat diamant: 3.600 kr./sæt

Tórunn ringe i oxideret sølv med 0,01 karat sort diamant: 3.000 kr./sæt

Ringene kan købes hos udvalgte forhandlere fra oktober 2012. Nærmeste forhandler oplyses på tlf. 7022 1769.

De 10 bedste highstreetfund

Hver uge får highstreetbutikkerne nye varer, så vores allesammens indre shopaholic kan få sit fix.

ELLE har fundet 10 gode og budgetvenlige highstreetfund, du kan finde i butikkerne nu. Her er alt fra en fin blonde-bh til en rå statement top.

Gode shopping!

Se ELLEs highstreetfund i galleriet nedenfor.

Ugens stilikon: Viviana Volpicella

Ugens stilikon er italienske Viviana Volpicella.

Vi kender hende mest for de fantastiske outfits, hun er blevet spottet i af streetstyle-fotografer som Garance Doré og Tommy Ton (JakandJil.com), men hun er også en respekteret stylist og arbejder til hverdag som assisterende moderedaktør på Japansk Vogue.

Hun er især glad for print-sæt, stiletter, farverige pelsjakker og sjove items, såsom unikke solbriller og mobilcovers med kaninører. At Viviana Volpicella har den (endnu mere) opsigtsvækkende Anna Dello Russo som kollega, er ikke svært at se, for farver, print og catwalklooks bliver prøvet af med stor succes – hun kan bære det, de fleste af os ville se fjollede ud i, og gør det endda på en misundelsesværdig elegant måde.

Se, hvordan du får hendes stil i galleriet nedenfor.

Ugens ELLE-ing: Mød redaktionschefen

Mød ugens ELLE-ing: Marie Louise Wedel Bruun er ELLEs redaktionschef, og så er hun redaktionens ubestridte orakel. Hun er cand.mag. i Dansk med Moderne Kultur og Retorik: Skriftlig Formidling som tilvalg, bliver altid kaldt ‘Malou’, elsker Audrey Hepburn og hjalp som barn sin mormor med at vælge festtøj. Få redaktionschefens bedste stiltips, læs hvor hun shopper henne og hvad hendes mest ekstravagante køb er.

Beskriv din stil med tre ord.
“Klassisk, sporty, boheme.”

Hvornår blev du først stilbevidst? Hvordan har din stil udviklet sig, og hvorfor forelskede du dig i sin tid i mode?
“Jeg har altid været stilbevidst. Altid. Dels har nogen vel bare bare en medfødt sans for farver og former og blik for, hvad der klæder, dels er den for mit vedkommende også blevet skærpet af at vokse op i en yderst tøj- og stil-bevidst familie. Intet blev gjort eller købt tilfældigt. Og måske, ´fordi det var mere end ‘o.k.’ hjemme hos os at beskæftige sig med mode og stille krav til kvalitet, er det så naturlig en del af mig. Og jeg er sikker på, at min og andre kvinders forfængelighed og nysgerrighed gør verden til et både pænere og mere interessant sted.”

Hvor shopper du henne, når du er i Danmark? I udlandet?
“Jeg ved, hvad jeg vil have, når jeg ser det, uanset mærket eller butikken, men i Danmark finder jeg altid gode kjoler og bluser hos By Malene Birger og Marimekko, køber kun jeans hos Acne og kun sko i Trois Pommes Accessories. I Paris finder jeg altid skønne ting hos Agnes B.”

Hvad er dit mest ekstravagante køb?
“Åh, der er efterhånden flere inden for hver kategori … Men prismæssigt må det være mine tasker, især dem fra Chanel og Dior.”

Malou har interviewet kronprinsesse Mary – læs artiklen

Hvad er dit bedste køb?
“Her er listen lang, for jeg elsker stort set alt det, jeg køber! Mine tasker, selvfølgelig, men også min gulvlange sorte nederdel fra NoaNoa, købt på udsalg for flere år siden, mine Acne-jeans, min sorte, højhalsede og langærmede Wolford-body (nu er jeg på nummer to; den første holdt i otte år), som jeg har på dagligt hver vinter under alt fra toppe til skjorter, mine sorte herresko fra Fred de la Bretoniere og mine tre par lave støvler fra Alberto Fasciani. Mit liv består af min. 345 hverdage året rundt, og derfor er gode hverdagskøb vigtige for mig.”

Hvilken taske bruger du til hverdag, og hvad finder man altid i den?
“Lige for tiden bruger jeg en 20 år gamle Louis Vuitton i sort epi-læder, som jeg har pimpet med en Kopenhagen Fur-minkhale (i lynlåsen). Ud over nøgler, penge og mobil har jeg altid to-tre læbestifter, X antal kuglepenne, kleenex, et hav af boner og en lyserød Mason Pearson-hårbørste i mini.”

Hvem er dit største stilikon, og hvordan har hun inspireret dig?
“Jeg har to: Jackie Kennedy og Audrey Hepburn. Jackie for sin stil såvel som præsidentfrue som i sin egenskab af skibsrederfrue (Onassis). Det er så enkelt og stilfuldt og samtidig topmoderne, at hun giver baghjul til alle andre. Audrey fordi hun slog benene væk under mig med sit look i især Prinsessen holder fridag, Funny Face og Two for the Road, men også som ældre privatperson – billederne af hende som Unicef-ambassadør med nakkeknold, jeans og rød Lacoste-polo er eviggyldig inspiration for mig.”

Hvad ønsker du dig allermest i 2013?
“Jeg har jo alt allerede … Men jeg kunne godt bruge et par Church-herresko, fordi de lige er det mere bastante og rå, end mine Fred de la Bretoniere. Og så er jeg helt vild med Heidi Paulas elegante sager for Muuse, som vil passe perfekt ind i min garderobe. Og en sidste ting: Jeg har lige set et mørkeblåt silketørklæde med blomster fra Gucci, som tydeligvis savnede alle de andre hjemme i mit skab …”

Dit bedste shopping- og stiltip?
“Shopping: Har du virkelig brug for den? Stil: Kombiner noget smalt med noget voluminøst, eller noget maskulint med noget feminint, det giver balance og ro. Og hold dig til max. tre farver ad gangen.”

Dit (stil)motto?
“Put on the red dress, Scarlett!”

1. Malou har billeder af Audrey Hepburn hængende ved sin computer. 2. Lækre shoppingposer hænger bag redaktionschefens skrivebord.
1. ‘Prinsessen holder fridag’ er en af Malous yndlings-Audrey-film. 2. Redaktionschefens elskede Louis Vuitton-taske i sort epi-læder.Pssst…Få også ELLEs chefredaktør Cecilie Christiansens tips

Se beauty-videoen fra & Other Stories

H&Ms længe ventede luksusmærke & Other Stories åbner syv butikker til forår. En i London, Milano, Barcelona, Paris, Stockholm og København, samt en onlinebutik stories.com. Kollektionerne kommer til at bestå af kvalitetsprodukter i forskellige prisklasser, men med fokus på eksklusivitet til overkommelige priser.

Foruden tøj, sko og tilbehør, kommer & Other Stories til at have en beautylinie, og netop derfor har & Other Stories lavet en teaser med den anerkendte makeup-artist Lisa Butler. I videoen giver Butler et par gode og anvendelige skønhedsråd. Hun anbefaler blandt andet, at man lægger sin makeup, som man ville sammensætte et tøj-look: Med fokus på helhedsindtrykket.

“For mig handler det (red. at lægge en god makeup) om at skabe en illusion om, at det er din hud. Det handler om at forskønne huden, ikke dække den til, men der er en gang imellem noget der skal dækkes. Se på helhedsindtrykket, ligesom du ville se på den måde tøjet sidder på. Man skal ikke fokusere for meget på alle de små detaljer, for du skal skabe et indtryk, noget let. Så enkelt er det. Det er nok,” siger hun.

Se videoen med Lisa Butler nedenfor.

Birgitte Hjort Sørensen om tøj, mode og kvinden i spejlet

ELLE har talt med skuespilleren Birgitte Hjort Sørensen om mode, selvbillede og livet som skuespiller.

“Jeg elsker tøj og det udtryk, der er i det. Jeg er meget en humørdresser, der tager det på, jeg er i humør til den dag. En overgang læste jeg også en masse modeblade, men jeg følte, det skabte et behov i mig for hele tiden at købe en masse nyt. Det handlede ikke om, hvad jeg selv godt kunne lide, men om, at der var de her
musthaves, som man skulle have for at være med på noderne. Det stod jeg lidt af på,”
siger Birgitte Hjort Sørensen, der meget passende vælger ordet ‘egenrådig’, da hun bliver bedt om at sætte et par beskrivende ord på sig selv.

Fuld fart på
Et andet ord er ‘ambitiøs’, hvilket bliver bekræftet af et hurtigt blik på hendes imponerende liste over projekter, siden hun blev færdiguddannet på Statens Teaterskole for fem år siden. Allerede et halvt år før afgang blev hun castet som seje og sexede Roxie Hart i musicalen Chicago på Det Ny Teater – en rolle, hun året efter gentog på Cambridge Theatre i London. Siden fulgte filmdebuten i komedien Ved verdens ende, det store gennembrud som den ambitiøse journalist Katrine i tv-serien Borgen og nu altså en hovedrolle som Marie Krøyer i Bille Augusts film af samme navn – foruden en række andre roller på teater og film.

I 2010 interviewede ELLE Birgitte Hjort Sørensen i forbindelse med hendes premiere på film.

Kvinden i spejlet
At Birgitte Hjort Sørensen er ualmindeligt pæn, med sine fyldige læber og skrå katteøjne, har nok heller ikke ligefrem skadet hendes karriere. Men det er ikke noget, hun selv går op i.

“Det er en ydre ting; noget, andre går op i. Men selvfølgelig handler en stor del af de roller, man umiddelbart
får tilbudt, om, hvordan man ser ud, og så skal man være god til at sige: ‘Jeg kan også noget andet’. Der er helt klart flest job til kønne piger, hvorimod mændene godt må være en lille smule grimme eller sådan lidt ‘rough’ i det. Men samtidig kan der være en fare for, at man hænger fast i at være kæresten eller ‘hende den pæne’. Der tror jeg, at man selv skal gå forrest og prøve at gå kontra,”
siger Birgitte Hjort Sørensen og skynder sig at tilføje, at hun absolut ikke har noget at klage over, “jeg synes, jeg har været meget privilegeret. Jeg har lavet mange forskellige roller, der ikke nødvendigvis har haft noget at gøre med mit udseende.”

Birgitte Hjort Sørensen går mere op i at være sund og stærk nok til at kunne klare lange optagedage og krævende roller, derfor dyrker hun pulsing pilates hos Frida Hallqvist Pilates Studio, kettlebelltræning og løb.
Forfængeligheden og ønsket om at matche et bestemt kropsideal har hun forsøgt at lægge bag sig.

“Jeg kommer aldrig til at ligne de kvinder, jeg bliver mødt med i modebladene. Jeg har bare større lår og en større numse. Og hvis man bliver ved med at synes, at idealet er de der teenagekroppe, så bliver man rigtig ked af det. Det blev jeg i hvert fald en overgang, hvor det fyldte alt for meget. Så jeg har arbejdet med at give slip og sige: ‘Jeg ser ud, som jeg gør’. Jeg vil ikke tvinge min krop til at være noget, den ikke er,” siger Birgitte Hjort Sørensen, der er opmærksom på, at hun arbejder i en branche, hvor man – især som kvinde – hele tiden bliver konfronteret med billedet af sig selv udefra.

“Bare sådan noget med, at jeg bruger meget tid foran et spejl i løbet af en dag – så kan man blive rigtig uheldigt opmærksom på små detaljer, som er ligegyldige for andre, som ‘hvorfor er der aldrig nogen der har sagt, at mit ene øje er så meget større end det andet?'”

I efteråret var ELLE i Tanzania med Louis Nielsen for at forære brugte briller til de mange fattige, svagtsende mennesker, som kunne bruge dem der.
Med i bagagen havde vi blandt andre Birgitte Hjort Sørensens briller.
Se her, hvordan brillerne kom fra Birgittes næse til Mary Mbalakeles!

Se flere billeder af Birgitte Hjort Sørensen her!

Shop tendensen: Cool bomberjakker

Bomberjakken har allerede været et hit i 2012, men i 2013 bliver den en musthave. Vintage college-looket er for alvor slået igennem, og designere som Chanel, Stella McCartney og Jonathan Saunders viste bud på bomberjakken, da der var modeuger i sommer.

ELLE elsker især Loewes læderbomber med læderblomster og transparente ærmer. What’s not to love?

Én ting er sikkert: Vi skal helt sikkert ud og investere i en cool bomber. Nu er det bare med at bestemme sig: Skal det være den metalliske fra Isabel Marant? Den pelsede fra IRO, som lige nu er på udsalg? Eller måske det skal være den kviltede fra Topshop Boutique?

Se dem og flere af sæsonens mest tjekkede bomberjakker i galleriet nedenfor.

Mænd giver feminismen modsvar i nyt teaterstykke

Troede du, at ligestillingskampen var kæmpet? Ikke for mændenes vedkommende. Efter mange år i skyggen af den succesfulde karrierekvinde, giver manden igen. Kvinden har erobret verden, statsministerposten, de høje uddannelser og hjemmet. Patenteret forældreskabet, beslaglagt følelserne og konfiskeret kønsrollerne. Et nyt teaterstykke stiller spørgsmålet: Hvad gør mænd, når nok, er nok?

BaggårdTeatret opfører ‘De Kaldte ham Mand’, hvor skuespiller Jon Lange ene mand lægger krop til 7 herrers undren over mændene, kvinderne, børnene, karrieren, crossfit-træningen, døden, livet og underlivet.

“Engang var verden simpel og til at forstå. Skabt af en mand på 7 dage og styret af mænd gennem millioner af år. Nu er verden kompleks og ikke til at greje. Der er bløde værdier, quiltede vattæpper, modermælk og brækket hvid ud over hele samtalekøkkenet. Det feminine førergreb har taget overhånd og manden sidder snart helt ude på sidesporet og dør af lav sædkvalitet og ADHD før han lærer at stave til sit eget navn. ‘De kaldte ham Mand’ er en forestilling om, hvad Mand gør, når nok, er nok,” siger teaterchef Jakob Bjerreggard Engmann.

Bag teatermanuskriptet er vidt forskellige mænd: Forfatter Knud Romer, mandeforsker Kenneth Reinicke, politiker Simon Emil Ammitzbøll, kgl. dramatiker Jokum Rohde, chefredaktør Troels Mylenberg, teaterinstruktør Heinrich Christensen og rapper Zaki. Men på trods af testosteronfyldte scener, er stykket sat i scene af to kvindelige profiler: Instruktør Kamilla Bach Mortensen og scenograf Nadia Nabil Korsbæk.
“De kaldte ham Mand” er en efterfølger til BaggårdTeatrets succesforestilling “De kaldte hende Crazy Daisy“, der bl.a udløste en Reumert-nominering 2010 til Rikke Lylloff for bedste kvindelige hovedrolle.

Der er premiere 26. januar 2013 på BaggårdTeatret i Svendborg. Forestillingen spiller efterfølgende fra den 12. februar på Folketeatret i København.

Billetter til ‘De kaldte ham Mand’ kan købes på baggaardteatret.dk og folketeatret.dk. Billetter koster fra 80-150 kr. plus bestillingsgebyr.

<></>

Skuespiller Jon Lange spiller hele 7 herreroller i en-mandsforestillingen ‘De kaldte ham Mand’

Se MUUSE-vinderen Heidi Paulas kollektion

Det danske designtalent Heidi Paula vandt i 2012 MUUSE X VOGUE Talents Young Vision-prisen. Nu er hun klar med sin MUUSE Editions-kollektion, som blandt andet sælges på Muuse.com og er skabt i samarbejde med Muuse.

Kollektionen, der er limited edition, består af mørke, tætsiddende pieces, der flatterer kvindekroppen med elegante detaljer, såsom uldblonder og blødt, perforeret skind. Den hedder ‘Music When the Lights Go Out’ og er et slags udsnit af designerens skræddersyede kollektion ‘DarkGlow’.

Heidi Paulas kollektion er dunken og dramatisk feminin og elegant, og designeren har ladet sig inspirere af både den kvindelige krop og psyke. Det dunkle tema arbejder Heidi Paula meget med, og det går igen i alt hendes design.

Paula bruger kun de mest eksklusive materialer, hvorfor ‘Music When the Lights Go Out’, der blandt andet består af en klassisk og feminin pencilskirt og en langærmet blondebluse og en smuk cocktailkjole, er lavet i omhyggeligt forarbejdet silke, uld og skind.

Find kollektionen på www.muuse.com eller i MUUSE stores, der er at finde i Magasin på Kgs. Nytorv fra d. 28. januar til d. 3. februar samt Magasin Århus i uge 10.

Se den smukke kollektionen i galleriet nedenfor.

Missoni meldt savnet

Missoni-bossen Vittorio Missoni og hans hustru Maurizia Castiglioni er meldt savnet, efter at flyet, de var ombord, forsvandt i weekenden. Det skriver britisk Vogue.

Parret var med et vennepar i forbindelse med nytårsaften på paradisiske badeferie ved Venezuelas kyst, Los Roques. Da de fredag morgen skulle med et fly tilbage til fastlandet, forsvandt flyet.

58-årige Vittorio er søn af modehuset Missonis grundlæggere, Ottavio og Rosita Missoni, og har været aktivt involveret i firmaets globale udvidelse. Missoni-familien håber ifølge The Telegraph fortsat, at det lykkes at finde flyet. Det italienske udenrigsministerium er da også gået ind i sagen og samarbejder nu med Venezuelas myndigheder om en intensiv efterforskning.

Man frygter dog, at der kan være tale om en flykapring. Den 4. januar, 2008, skete nemlig nøjagtigt det samme: Et fly forsvandt med en lille gruppe italienere ombord og blev aldrig fundet. Siden er det kommet frem, at der var fire uidentificerede mænd ombord, som nu formodes at have været colombianske narkosmuglere.

Missoni-familien har bekræftet, at Vittorio og Maurizia er forsvundet, men har ikke flere oplysninger om sagen.

Udsalgsshopping: Se ELLEs 10 udsalgs-kups!