Hvad skal du lave i sommerferien?
“Jeg skal på Roskilde Festival og derefter nyde en stille stund i sommerhus på Bornholm, og så holder jeg en uge åben, hvor jeg stadig har nogle muligheder: Enten roadtrip i Italien, chill på Ibiza, eller vandretur i Schweiz.”
Hvad er dit bedste ferietip?
“Læg telefonen fra dig og læs en bog, hør en podcast, tegn eller mal et billede…”
Hvad læser/lytter/ser du denne sommer?
“Jeg skal læse Deborah Levys ‘The Cost of Living’ og lytte til podcasten ‘Huberman Lab’.”
Foto: Privat
Melissa Bech skal blandt andet tilbringe sommeren i sommerhus på Bornholm
Færdiggør sætningen: En god sommer for mig er …
“…Lyse aftener med god vin, hjemmelavet mad og tætte venner og familie.”
Foto: Privat
Essensen af sommer for Melissa Bech er lyse sommeraftener med god mad, venner og familie.
Hvad har været årets højdepunkt for dig indtil videre?
“At lancere Enkel Studio i butikkerne, med stor success og finde kærligheden.”
Vi er halvvejs gennem 2023. Hvad håber du for resten af året?
“At jeg bliver bedre til at komme ned i min krop og ud af mit hovede. Jeg skal virkelig begynde til yoga, det var faktisk mit nytårsfortsæt – så det skal jeg nå.”
Foto: Privat
Ingen ferie uden festival. I år skal Melissa Bech på Roskilde Festival.
Hvad eller hvor spiser du altid om sommeren?
“Så tit udenfor som muligt, jeg bor tæt på Pastis så det er en klassiker, ellers er Baka d’ Busk dejlig om sommeren.”
Lyt til ELLEs podcast ‘Klædt På’, som er din månedlige podcast om tendenser, strømninger og insiderviden fra modens verden med Mads Emil Grove Møller som vært.
Festivalsæsonen er for alvor over os. Men mens vi herhjemme mest har øjnene rettede mod Roskilde Festival, ja, så tilfalder den internationale bevågenhed altså den engelske megafestival, Glastonbury, der ud over sit altid vanvittige musikprogram er kendt som stedet, der tiltrækker de største stjerner og dermed udgør epicentret for den bedste, originale festivalstil.
Det var blandt andet på Glastonbury, at Kate Moss i 2008 sendte Hunter-gummistøvlerne direkte ind på festival ’musthave’ listen, som den smartest tænkelige accessory, efter hun på en ægte våd festivaldag havde sat sine sorte Hunters sammen med vaskede, grå skinny jeans, t-shirt og læderjakke – et look, der siden blev synonym med *ægte* festivalstil.
Foto: Ben Stansall/AFP/Ritzau Scanpix
Kate Moss, 2008
Men selv om Hunter-gummistøvler stadig er stort set uundværlige i den gigantiske engelske mudderpøl omgivet af musik, så er der plads til nye fortolkninger af, hvordan et godt festivallook kan skrues sammen. Og Sienna Miller, som kan tilskrives næsten lige så meget indflydelse på moden som Kate Moss, har netop leveret årets bedste bud på det ultimative festivallook anno 2023.
Hvor Kate Moss trak festivalstilen i en umiskendelig rocket retning, så er Millers bud på festivallooket tro mod hendes stil og oprindelige bløde boho-udtryk, som hun gjorde til en verdensomspændende besættelse omkring år 2006.
Men selv om der er færre vintageblonder og lange halskæder i spil i hendes stil i dag end dengang, så vægter naturlige materialer som denim og kernelæder stadig tungt hos Sienna Miller.
Hendes festivallook består dermed af et denimsæt med en kort denimjakke tilsat korte denimshorts – begge med en tilsyet finish, der gør, at looket ser mere poleret ud, end de afrevne og forvaskede denimelementer, man typisk ser på en festival. Miller runder outfittet af med et bælte i lyst ruskind, hvide cowboystøvler, cat eye solbriller og sin løse, signaturfrisure med naturligt fald.
Alt i alt er Sienna Millers festivallook det ultimative bud på en sammensætning, der indeholder alle de kendte elementer fra festivalgarderoben; denim, støvler og korte shorts, men som qua elementernes lækre finish (indigofarvet denim vask, ingen iturevne kanter og jakkes skræddersyede udtryk) ser langt mere chikt ud, end det, man normalt forbinder med et festivallook.
Lyt til ELLEs podcast ‘Klædt På’, som er din månedlige podcast om tendenser, strømninger og insiderviden fra modens verden med Mads Emil Grove Møller som vært.
Mathilde: Er igang med at overpakke som altid, stresser over hvilken jakke jeg skal have på, og om jeg er en bøllehat- eller kasket-pige i år. De helt store problemer du ved.
Bea: Samme, ej glæder mig så meget til vi skal bo i telt sammen <3 Så optur de bare stiller det op
Mathilde: Yes, og der er bare ild i min indbakke på Feeld, virker som om en masse matches kommer ned så kan godt være jeg forsvinder ned i Gringo-bar for at kysse lidt på en
Kan godt være jeg forsvinder ned i Gringo-bar for at kysse lidt på en
Bea: Jamen det er bare så fint, jeg føler lidt alle tager nogle lidt dumme eller smarte beslutninger dernede. Fortalte jeg mig om mit ekskærestedrama for et par år siden? Hjælp mig lige med IKKE at gentage den
Mathilde: Nej?
Bea: Sikke en kaostid. Dumme Bea. Nå, men jeg mødte ham til Sofies kærestes 30-års på en klub i Indre, hvor jeg egentlig lidt synes en af de andre drenge var lidt cute, men endte med at blive alt for stiv.
Mathilde: Klassisker
Bea: Totalt, lidt for mange shots og så var han bare smaddersød og fulgte mig hjem, endte med at overnatte og vi datede lidt løst på den måde, hvor jeg egentlig ikke var så interesseret, men fordi han var SÅ på blev det bare lidt … mageligt?
Mathilde: Kender så godt, det er så ledt at sige, men tror da vi alle er kommet til lidt at date nogen i mangel af bedre valgmuligheder
Bea: Anyway, dumper ham i foråret, og så løber vi så ind i hinanden på Roskilde, han havde været totalt heartbroken og sur, men jeg var typisk tipsy og nostalgisk og overtalte ham til at give mig en chance til, delvist også fordi jeg havde fået den der “kan du ikke lige finde et andet sted at sove, jeg har mødt en sød fyr”-besked fra min teltroomie
Mathilde: Hahah ej skat, så typisk! Af jer begge to. Men selvfølgelig ikke godt hvis han stadig har følelser i klemme
Jeg havde fået den der “kan du ikke lige finde et andet sted at sove, jeg har mødt en sød fyr”-besked fra min teltroomie
Bea: Præcis, nå men vi endte så med at blive lidt Roskilde-kærester, jeg boede bare hos ham resten af ugen, og det er jo vildt sjovt, især fordi han havde et fucking LUKSUSTELT, måske han var gammel spejder?? Men da vi så kom hjem i min lejlighed, kunne jeg bare mærke, at det skulle vi totalt ikke. Så jeg dumpede ham IGEN. Seriøst to gange på en måned nærmest
Mathilde: Ups, lidt ufint.
Bea: Ja han blev totalt sur og vi blev lidt uvenner, og hvad sker der så sidste år!
Mathilde: NEJ
Bea: JO, jeg løber ind i ham til Dua Lipa, og vi tager seriøst hele møllen igen, lige for gamle dages skyld og jeg var lige blevet dumpet og havde brug for lidt kærlighed, og det var så nemt
Mathilde: Nej nej nej nej Bea for helvede
Bea: Præcis. Tror seriøst han hader mig nu, så du bliver nødt til at hjælpe mig med at kysse på en som IKKE er ham please!
Mathilde: Du skal bare igang på Feeld. Han kommer sikkert alligevel ikke, der er jo udsolgt
Du bliver nødt til at hjælpe mig med at kysse på en som IKKE er ham please!
Bea: Ha ha, Sofie skrev faktisk lige til mig i går at han havde lavet en “YES fik scoret en billet, ses på Roskilde”-story
Mathilde: Åh gud, glæder mig til at høre hvordan den ender …
Lyt til ELLEs podcast ‘Klædt På’, som er din månedlige podcast om tendenser, strømninger og insiderviden fra modens verden med Mads Emil Grove Møller som vært.
Efter et par somre, hvor solbriller næsten skulle være så smalle, at de blot var en streg i luften, er de store solbriller nu for alvor tilbage.
Det beviste Beyoncé, da hun ankom til Louis Vuitton Men’s showet i Paris, hvor hun var iført solbriller så store, at de næsten dækkede hele hendes ansigt.
Med disse to glimrende eksempler, er det ikke svært at forestille sig, at netbutikkerne netop nu er ved at flyde over med kollosale solbriller, der truer med at vippe de smalle af pinden.
Nedenfor har vi fundet 9 bud på sæsonen flotteste store solbriller – inklusive selvsamme par, som Victoria Beckham havde på til Jacquemus-showet – og et billigere alternativ.
Lyt til ELLEs podcast ‘Klædt På’, som er din månedlige podcast om tendenser, strømninger og insiderviden fra modens verden med Mads Emil Grove Møller som vært.
Jeg har flyttet så mange gange i mit liv, at det ikke er lejligheden, jeg bor i, som får mig til at føle mig hjemme, det handler mest om, hvorvidt jeg har det godt med mig selv. Om jeg er afslappet og i balance. Om jeg føler mig hjemme i mig selv. Når det er sagt, så er vi lige flyttet ind i en ny lejlighed på Nørrebro, som har haft en god effekt på mig. Den er noget større end vores gamle lejlighed. Her er luftig og lyst.
Her bor
Meme Marta Fagiuoli ejer sammen med sin kæreste, Riccardo Gira Giraldo, restauranten Casamadre på Tagensvej i København.
Giraldo er uddannet kok, og han styrer restauranten til daglig.
Fagiuoli spillede især en stor rolle i opstarten, hvor hun stod for indretningen af stedet, ellers tjekker hun pulsen på restauranten et par gange om ugen, når hun kommer forbi med deres søn og spiser personalemad med hele holdet.
Jeg er ikke særlig rolig som person, jeg kan godt lide at være i et højt tempo. Før vi fik vores søn, arbejdede jeg hele tiden, gik ud med venner og oplevede verden med min kæreste, Riccardo. Jeg slappede aldrig af. At blive mor har gjort mig mere jordbunden og lært mig at være til stede og kun fokusere på en ting ad gangen. Nu kan jeg også godt lide at skifte tempo, når jeg kommer hjem og bare være sammen med min familie. Det er godt for mig, at der ikke sker for meget i vores indretning, så mine tanker ikke bliver forstyrret hele tiden. Det skaber balance i mit liv.
Foto: Kavian Borhani
Sofaen er fra Decotique.
Det meste af min dag er fyldt med møder og konkrete opgaver, jeg skal løse, og mit kontor roder altid med skitser, tekstiler, tøj og bøger, så når jeg skal tænke mere kreativt og strategisk, gør jeg det herhjemme. Jeg har plads til at lægge skitser, stofprøver og bøger ud på spisebordet, og fordi resten er clean, hjælper det mig med at redigere. Jeg har nemmere ved at vælge til og fra og sætte det rigtige sammen. Det står tydeligere ud. Mit hjem er blevet et sted, hvor jeg kan koncentrere mig uden at blive bombarderet med indtryk.
Mit favoritdesign i lejligheden er bænken, som står i spisestuen. Den er designet af italienske Claudio Silvestrin, og jeg fandt den på Lauritz.com til en overraskende god pris. Han er ellers ret anerkendt. Den er super clean og har en meget funktionel æstetik. Han har lidt den samme stil som Donald Judd, hvis møbler jeg elsker. Simple, jordbundne og brugbare. Men nogle gange kan jeg godt føle, at deres ting bliver for enkle til min personlige smag.
Foto: Kavian Borhani
Bænken er designet af Claudio Silvestrin og købt på Lauritz.com.
Jeg er også vild med farver og noget mere elektrisk. Jeg har lige fundet et zebrastof, som jeg vil polstre vores gamle safaristol med. Jeg leder også efter ting fra Gaetano Pesce på italienske auktioner. Det ville være fedt at få et af hans farverige ure. Jeg har selv designet vores nye skrivebord, som en snedker skal bygge, og det skal være blåt – måske Yves Klein-blå. Vi har styr på rummene, så nu vil jeg finde tingene, som gør det hele lidt mere rodet.
Foto: Kavian Borhani
Safaristolen er designet er Børge Mogensen, pladespilleren er fra Pro-jekt og lampen er designet af Mauricio Klabin
I spisestuen står og hænger der forskellige billeder og malerier, som alle har en vigtig betydning for os. For eksempel et digt, som Riccardo skrev til mig for 10 år siden, da vi havde været kærester i et par år. Vi plejede at skrive mange mails og breve til hinanden, fordi vi boede langt fra hinanden i de første år. Jeg boede i London, før jeg kom til København, og han var hjemme i Italien for at tage sin kokkeuddannelse. Vi mødte hinanden i Padova, hvor vi begge er vokset op. En hyggelig by, som ligger 30 minutter fra Venedig, som vores familie altid har besøgt. Som barn hadede jeg Venedig, fordi der var så mange mennesker, og jeg skulle gå rundt hele dagen. Jeg kunne ikke regne stedet ud, men pludselig en dag, kunne jeg se, hvor smukt der var. Wow.
Foto: Kavian Borhani
Det indrammede digt har Meme Marta Fagiuolis kæreste Riccardo Gira Giraldo skrevet til hende, da de var i begyndelsen af 20’erne og deres parforhold.
I vores køkken står kyllingen med valnødder, som har været i min families hus hele mit liv. Jeg fik den af min mor, da jeg fyldte 30. Nu var turen kommet til mig. Designmæssigt har den ingen værdi, ud over at den har været i mit udsyn, siden jeg var lille. Den ret sød. Der har altid været valnødder i den, min mor puttede aldrig andet i, så det gør jeg heller ikke. Sådan skal det forblive. Det er jo også følelsen af hjem.
Foto: Kavian Borhani
Bordet er købt på DBA og espressokanden er fra Bialetti. Vasen er fra Puglia.
Lyt til ELLEs podcast ‘Klædt På’, som er din månedlige podcast om tendenser, strømninger og insiderviden fra modens verden med Mads Emil Grove Møller som vært.
Se, hvor sød jeg ser ud, nu hvor hævelserne efter min operation er aftaget. Lol.”
Sådan skrev Madonna på Twitter godt to uger efter årets Grammy Awards tidligere på foråret. Her skulle hun præsentere vinderne i kategorien Bedste pop-duo/gruppe, men det var ikke dem, folk snakkede om efterfølgende – men Madonnas ansigt.
“Vær sød at stoppe med botox!” lød en kommentar på Instagram. “Det er ikke den Madonna, jeg kender,” skrev en anden, mens flere opfordrede hende til ganske enkelt at stoppe karrieren: “Lad være med at forsøge at forblive relevant! Gå på pension.”
Foto: Mega
2023
Og så var der de kommentarer, som antyder, at hun er usikker, aldersforskrækket og ligger under for et urealistisk skønhedsideal.
“Jeg ville ønske, at Madonna elskede sig selv nok til at lade sig selv ældes med ynde”, lød en af dem. Samtidig florerede billeder, hvor hun blev sammenlignet med Janice fra “The Muppet Show” – guitaristen med de kæmpestore læber og overdimensionerede øjenvipper.
Det er langtfra første gang, Madonna møder kritik for sit udseende, men det er ikke altid, at hun siger fra.
Det gjorde hun denne gang. Både på Instagram, hvor hun i et længere indlæg kaldte det misogyni og aldersdiskrimination og kritiserede, at verden nægter at anerkende kvinder over 45 år, som insisterer på stadig at være i verden. Og i Twitters mere kontante form, hvor hun få dage efter prisuddelingen skrev:
“Verden er truet af min magt og min styrke. Min intelligens og min vilje til at overleve. Men de vil aldrig knække mig. Det er bare en test.”
Gammel vin på nye flasker
Chris Pedersen er modeekspert og redaktør på Børsen Weekend og har fulgt Madonna gennem størstedelen af hendes karriere.
Han mener, at det ikke alene falder folk for brystet, at hun slet ikke ligner sig selv, fra hun var yngre, men i lige så høj grad, at hun ser markant anderledes ud i virkeligheden, end hun gør på sine sociale medier.
“Det, vi ser på Instagram, er idéen om Madonna, som er helt fri for rynker og slet ikke ligner en på 64 år. Når hun så dukker op i real life, bliver det meget tydeligt, hvor meget hun har fået lavet,” siger han.
Foto: Mega
2022
Foto: Mega
2022
Foto: Mega
2022
Han understreger, at han ikke vil gøre sig til dommer over, om Madonna er gået for langt, men hæfter sig ved, at mange lader til at opleve det som en meget pludselig forandring, hvilket han ikke er enig i.
“Madonna ser mere eller mindre ud, som hun har gjort de sidste måske syv-otte år. Hun er ikke helt uden rynker, men det er klart, at hun har fået lavet noget især i de senere år. Det ser bare mere ekstremt ud med filtre på Instagram, så når folk ser hendes i virkeligheden, bliver de chokerede,” siger han.
Ifølge Chris Pedersen er kritikken i dag ikke meget anderledes end den, Madonna har fået gennem hele sin karriere. For selv om de færreste har betvivlet hendes ikoniske status, har hun altid mødt især én kritik.
“Hvis man har fulgt Madonna tæt, vil man vide, at hun, siden hun var i midten af 30’erne, har fået spørgsmålet: Er du ikke for gammel til at være Madonna? Det hørte hun for med bl.a. ‘Like a Prayer’ og med ‘Erotica’, hvor hun fik at vide, at hun var for gammel til at være sexet, og at hun burde pakke sig selv væk,” siger Chris Pedersen.
Kritikken blev intensiveret, da hun i 1998 udgav det ellers storsælgende album ‘Ray of Light’, hvor kritikken bl.a. handlede om, at hun ikke burde danse letpåklædt til diskomusik, fordi hun hellere burde koncentrere sig om at være mor.
“Mange mente, at hun trænede alt for meget i den periode, og at sådan burde kvinder ikke se ud. Selv når hun i en alder af 50 år på sin ‘Sticky and Sweet’-tour stadig kunne brage igennem i to timer på en scene med 16 dansere, fokuserede kritikere på, at hendes arme var for tynde og muskuløse,” siger Chris Pedersen.
Madonna har altid været den første, og når man er den første, tager man nogle slag. Hun gør stien bredere for, hvad kvinder, kvindelige entertainere og nu også ældre kvinder kan “tillade sig”
Samtidig forstår han godt, at mange undrer sig over Madonnas udvikling de senere år.
“Det kan godt være, at hun kæmper sin egen kamp, men det bliver også meget tydeligt, hvilket pres stjerner ligger under for. Det triste er jo, at når man ser Madonna nu, kan man næsten ikke undgå at se hende som en, der har givet efter for presset og ikke en, der har sejret over det,” siger han.
Foto: Mega
1990
Men det er mere nuanceret end som så, mener han.
“Hvis man ser på den kritik, hun har fået, har den konsekvent handlet om, at hun var for gammel, hun var for gammel, hun var for gammel. Og så kan man spørge: Er det at ligge under for det, at hun nu har fået lavet de ting, hun har? Ingen af os ved det og kan tillade os at gøre os til dommere over det,” siger Chris Pedersen.
Det ‘nye’ er nærmere, at hun denne gang siger fra. For selv om hun har for vane at udtale sig kontroversielt, er det alligevel relativt sjældent, at hun kommenterer på kritik af sit udseende, og hvilke kosmetiske indgreb hun har fået foretaget.
Foto: Mega
2018
“Jeg tror, det gør så ondt nu, at hun ikke kan lade være. Da hun for et par år siden modtog en stor pris, holdt hun en meget følelsesladet tale, hvor det citat jeg husker bedst, var: The most controversial thing I have ever done, is stick around.”
Så at hun nu i flere omgange siger fra, viser måske, at selv Madonna, som for mange er indbegrebet af råstyrke og selvsikkerhed, ikke kan ryste alting af sig.
“Jeg tror, at hun på den ene side er stolt af sit arbejde og af det, hun har opnået. Men måske hun også endelig er begyndt at deale med årtier i søgelyset, og det helt åbenlyst har været en skånselsløs kritik, der dybest set bunder i, at hun er kvinde. Og netop den samtale er jo blevet meget mere okay at starte i dag,” siger Chris Pedersen.
Frontløberne tager slagene
Debatten om Madonnas udseende ved Grammy Awards fyldte så meget, at de færreste lod til at høre, hvad hun faktisk sagde i sin tale.
Blandt andet hvorfor det betød noget for hende at kunne præsentere kunstnerne Kim Petras og Sam Smith, som skrev historie ved at være den første henholdsvis transkønnede og nonbinære til at vinde en pris ved den berømte prisuddeling.
“Her er, hvad jeg har lært efter fire årtier i musik: Hvis de kalder dig chokerende, skandaløs, besværlig, problematisk, provokerende eller farlig, så har du uden tvivl fat i den lange ende. Så jeg er her for at takke alle rebellerne derude for gå forrest og bane vejen for andre. I skal vide, alle jer, der laver ballade, at jeres frygtløshed ikke bliver overset. I bliver set. I bliver hørt. Og mest af alt: I bliver værdsat,” sagde Madonna i talen.
Foto: Mega
1989
Den svada rammer i høj grad essensen af, hvem Madonna er, og hvad hun står for, mener Sarah von Essen, som er kulturjournalist og har været dedikeret fan af Madonna siden udgivelsen af “Like a Virgin” i 1984.
Hun er, fire årtier senere, stadig dedikeret til sit livs idol og lægger ikke skjul på, at hun vil forsvare hende til sidste bloddråbe. Derfor mener hun også, at kritikken er skudt forbi.
“Madonna har altid været den første, og når man er den første, tager man nogle slag. Hun gør stien bredere for, hvad kvinder, kvindelige entertainere og nu også ældre kvinder kan ’tillade sig’. Jeg vil slet ikke tage stilling til, hvordan hun ser ud, men at hun stadig formår at provokere, har jeg den dybeste respekt for,” siger Sarah von Essen.
Sarah von Essen mener, at det virker, som om kritikerne har glemt Madonnas legacy. Alt det, hun gennem tiden har stået for.
Alle de kampe, hun har taget for særligt kvinder og ikke mindst det engagement og den aktivisme, hun har lagt i især LGBT+-miljøet, som hun har støttet op om gennem tiden, ligesom hun også gik forrest i kampen mod hiv og aids i 80’erne.
“Når kulturen udvikler sig, glemmer man meget hurtigt, hvordan det var engang. Men man skal slet ikke undervurdere, hvor vildt det var, hvordan hun f.eks. insisterede på at tale om hiv og aids.”
“Det er også fuldstændig absurd, at det vakte så stort palaver og ballede, at hun i starten af sin karriere gik med navlen bar, slidte brudekjoler og krucifikser om halsen. I dag kan vi trække på skuldrene af det, men tiden var bare en anden dengang,” siger Sarah von Essen.
“Det kan godt lyde lidt boomer-agtigt at give hende så meget magt, og jeg vil heller ikke være hende den ældre, der siger, at de unge ingenting forstår, men jeg synes bare, der er en tendens til at glemme, hvem Madonna i virkeligheden er, og hvad hun har præsteret, og i stedet fokusere på, om hun er blevet opereret, og om hun er gået for langt. Det kan godt ærgre mig,” siger hun.
Kamæleonens mester
Madonna har dog heller ikke udelukkende mødt kritik. Hun bliver også forsvaret af mange fans med tilsagn som “leave her alone!” og påmindelser om, at hun altid vil være et ikon, uanset hvad hun finder på.
For Madonnas ikoniske status kan måske netop være med til at forklare, hvorfor hun handler, som hun gør.
Redaktør på Time Magazine Belinda Loscombe skriver i et debatindlæg, at den mest konsekvente ting ved Madonna er hendes evne til genopfindelse:
“Hver eneste gang, hun er dukket op i en ny form, har der været dem, der har ment, det var for meget. Hendes brug af kristen ikonografi var for meget, men så lavede Costume Institute på The Met en udstilling om katolicisme og mode.”
“Hendes dokumentar ‘Truth or Dare’ var for afslørende, og så fik vi ‘Real Housewives’. Hendes bog med nøgenhed var for meget, og så blev Kim Kardashian berømt for et sextape. Så måske kommer vi også over det denne gang,” skriver hun.
Foto: Mega
1986
Også den amerikanske forfatter Jennifer Weiner mener, at det er for nemt at skyde Madonna i skoene, at hun blot ligger under for et pres udefra.
I artiklen “Madonna’s New Face Is a Brilliant Provocation” i The New York Times, argumenterer hun for, at man næppe kan sige, at hun ikke ligner sig selv, for hvilken Madonna refererer man så til?
“Hun har genopfundet sig selv igen og igen, fra hun ankom til klubscenen i New York i små corsagetoppe, fingerløse blondehansker og krusifikser, til hendes himmelfart som Hollywood-stjerne i sit Marilyn Monroe-‘Material Girl’-look,” skriver hun.
Ser man tilbage på Madonnas karriere, kan man da også hurtigt finde en sexet Madonna, en androgyn Madonna, en hippie-Madonna, en Madonna i dyrt designertøj, en sporty discoqueen og mange flere.
Sarah von Essen er enig i, at Madonnas historik som kamæleon kan være med til at forklare hendes seneste forvandlede look.
“Madonna er jo en forvandlingskugle, som aldrig har aldrig været den samme. Hun har skiftet stil og udtryk og udseende adskillige gange, og måske det er det, som mange finder så provokerende. Hun er et fænomen, som indimellem spejler sin samtid og læser sæsonen, men samtidig også formår at skabe tendenser selv,” siger hun.
Frigjort eller fanget?
Samtidig kan Sarah von Essen godt forstå kritikken. For uanset hvad Madonnas bevæggrunde har været – hvilket vi kun kan gisne om – er hun stadig en rollemodel for mange.
Der har som ellers i popkulturen været spæde tendenser til at tage et opgør med, at en kvindes karriere i showbiz slutter, når hun fylder 35 år – tænk bare på Sarah Jessica Parker, Meryl Streep og Andie MacDowell, som nægter at få rynker glattet ud og i det hele taget fjerne alle alderstegn.
Madonna går i den stik modsatte retning, hvor ingen kan se, at hun er 64 år.
“Det er noget, jeg har det lidt besværligt og blandet med. Det ville jo være dejligt, hvis vi alle sammen bare kunne give slip, og nogen kunne vise vejen,” siger Sarah von Essen
Foto: Mega
2018
Hun mener stadig, at der er en lige linje gennem Madonnas karriere, i forhold til hvad hun har stået for og har repræsenteret, men lige, når det kommer til at udradere samtlige alderstegn kan hun godt forstå, at det kan skabe debat.
“Jeg ville ønske, at jeg kunne sige, at hun ikke ligger under for noget, at hun bare har gang i sit eget projekt, og at hun er totalt beyond, men det tror jeg ikke, at der er nogen af os, der er.”
“Jeg havde også selv meget stærke følelser, da jeg var yngre, om, at jeg bare skulle få gråt hår og aldrig lave noget om, men alligevel har jeg fået løftet mine øjenlåg i dag. Det er en kliché at sige efterhånden, men som kvinde kan du bare ikke vinde, for det bliver også bemærket, hvis du ikke gør noget,” siger hun.
Ifølge Chris Pedersen er Madonnas udseende efterhånden så markant anderledes, end da hun var yngre, at man ikke længere kan tale om, at hun ikke ligner en på 64 år.
Hun ligner nemlig heller ikke en på 30, 40 eller 50 år, mener han. Han fremhæver nogle af Hollywood-guldalderens store stjerner som Marlene Dietrich, Greta Garbo og Elizabeth Taylor som eksempler på nogen med et så ikonisk udseende, at ingen faktisk husker, hvordan de så ud som ældre, for der havde de enten forladt rampelyset eller manipuleret deres udseende efter bedste evne for at holde fast i det udseende, der havde gjort dem berømte.
Foto: Mega
1999
Madonna er på den måde, selv om hun stritter imod, ifølge Chris Pedersen blevet en del af det, han kalder ‘Hollywood-fabrikken’, hvor der for kvinders vedkommende kun er plads til at være ungdommelig skønhed.
“Ingen taler om, hvordan Mick Jagger og Iggy Pop opfører sig og går klædt på scenen, selv om de for længst er fyldt 70 år, men Madonna har måttet høre for sit udseende og sin alder, siden hun var i slutningen af 30’erne,” siger han.
Omvendt mener han også, at Madonna bærer en del af ansvaret selv for, at folk opfatter hende, som om det er “stukket af.”
Eksempelvis. da hun sidste år viste sig topløs på Instagram, hvor kun emojis dækkede brystvorterne, eller da hun i 2018 i ‘The Tonight Show’ med Jimmy Fallon midt i interviewet kastede sig op på hans bord og afsluttende viste sin bagdel til publikum.
“Der er det med stjerner, at vi skal have nogle rum, hvor vi kan blive provokerede, men vi skal også have nogle rum, hvor vi kan blive forelskede i dem igen. Og der er det måske lidt for lang tid siden, at Madonna har givet os et rum til at blive forelsket i hende. Provokationen fylder meget i øjeblikket. Det er, som om pladen kører lidt i hak,” siger Chris Pedersen.
Følger man Madonna, vil man dog vide, at hun ikke har i sinde at lytte til hverken kritikere, anmeldere, velmenende fans eller nogen som helst andre end sig selv.
Som hun også understregede på sin Instagram i kølvandet på polemikken omkring Grammy Awards:
“Jeg ser frem til mange flere år med undergravende adfærd, at skubbe grænser og stå op imod patriarkatet. Og mest af alt nyde mit liv. Bow down bitches!”
Perspektivet blev udgivet i femina 23, 2023 og delt på femina:update.
Lyt til ELLEs podcast ‘Klædt På’, som er din månedlige podcast om tendenser, strømninger og insiderviden fra modens verden med Mads Emil Grove Møller som vært.
Tove Ditlevsen var “den bedst sælgende forfatter siden Karen Blixen og den bedst skrivende siden Herman Bang”. I hvert fald ifølge hendes egne ord, som også er en replik i den danske film ‘Toves værelse’.
Og hun er stadig populær at dømme ud fra bogsalget og interessen for hende. Nu får vi en version af hende, som mange måske ikke kender til, i filmen ‘Toves værelse’, der ikke handler så meget om forfatteren Tove Ditlevsen, men om kvinden Tove, der er i sit fjerde, sidste og længste ægteskab.
Et slidt ægteskab
Da vi møder hende i filmen, har hun allerede været gift med Victor Andreasen i et par årtier. Andreasen var en embedsmand i Udenrigsministeriet, der blev chefredaktør for Ekstra Bladet og som var belæst i Proust og Mann.
Ægteskabet er slidt, ikke mindst på grund af Tove Ditlevsens stof- og alkoholmisbrug og mange psykiske sammenbrud, som hun blev indlagt for, og utroskab fra dem begge. Men måske af vane bliver de sammen, også selv om fjendtlighederne fyger mellem dem som en kugleregn, der ville have slået svagere sjæle ihjel.
Sild og snaps med Rifbjerg
Dagen, vi møder dem på, er som de fleste andre, fornemmer vi. Victor er på vej ud. Han skal ‘på arbejde’, siger han, men er nok mere på vej til et rendezvous med sin noget yngre elskerinde. Tove får frokostbesøg af den unge Klaus Rifbjerg (Joachim Fjelstrup), som husholdersken Fru Andersen (Sonja Oppenhagen) tøffer rundt og gør klar til og snart begynder det første skænderi og de indledende tilsvininger.
Victor kan ikke lide Rifbjerg. Synes, han er en af de unge modernister, der klæber sig til Tove for stjernedryssets skyld. Og Tove er, bag den ligeglade facade, såret over, at Victor skal mødes med en anden og langt yngre kvinde.
Hvorfor kigger vi med?
Og fra det første skænderi fortsætter det sådan set. Uagtet gæster og ansatte. Rifbjerg kommer og overværer, hvordan giftighederne fyger rundt. Han forsøger at berolige, gyde olie på vandene, finde den rette grimasse, blande sig, holde sig udenfor, forlade stedet, men som vores, publikums, øjne, er han også fanget af både gru og fascination, fanget af ønsket om at kigge på og kigge væk.
Og spørgsmålet i sidste ende er, hvem er mest perverteret? Tove og Victor, fordi de har gang i deres egen syge leg, som de har brugt år på at udvikle? Eller er det os, der kigger med
Roman, teater, film
Filmmanuskriptet er skrevet af Jakob Weis, baseret på hans eget teaterstykke, der fik premiere første gang i 2016. Weis har siden arbejdet sammen med Paprika Steen på to af hendes film, ‘Den tid på året’og ‘Fædre og mødre’.
Og han har baseret både stykke og film på især Ditlevsens sidste roman, ‘Vilhelms værelse’. En slet skjult selvbiografisk fremstilling af det helvedesægteskab, hun og Andreasen havde (efter nogle få gode første år), som udkom året før, hun begik selvmord, og som, efter sigende, drev Andreasen ud i en permanent sygemelding, der varede lige indtil han blev pensioneret.
Velformulerede ondskabsfuldheder
Weis’ manuskript er fremragende, intet mindre. For én ting er de velformulerede spydigheder og ondskaber, noget andet er de mange psykologiske lag i forholdet mellem de to hovedpersoner. For der er også en ærlighed, indimellem en ømhed, en beskyttertrang og meget andet usagt mellem de to.
Og teksten bliver selvfølgelig også hjulpet af suveræne skuespilpræstationer. Især fra Paprika Steen og Lars Brygmann, der også spillede rollerne i teateropsætningen. De kender både materialet og hinanden godt, og fortroligheden og trygheden kan mærkes i skuespillet. Det er uforgængeligt, bevidst grimt, råt, sårbart, vildt og befriende modbydeligt.
En tung arv
Med sit stramme kammerspils-koncept med scener fra et (uhyrligt) ægteskab, er det selvfølgelig oplagt også at tænke på to tidligere ægteskabsdramaer, ‘Hvem er bange for Virginia Woolf?’ og på Bergmans ‘Scener fra et ægteskab’.
Det er tunge forgængere, men ‘Toves værelse’ lægger sig i fin forlængelse. Et værdigt nyt bud i genren ‘grimme ægteskaber’, hvis kanter er lige så hårde og ubehagelige som en usleben diamants, men hvis skuespilpræstationer funkler stærkt og tidløst.
Toves værelse
Premieredato: 22. juni 2023
Genre: Biografi, drama
Instruktør: Martin Zandvliet
Manuskriptforfatter: Jakob Weis
Medvirkende: Paprika Steen, Lars Brygmann, Joachim Fjelstrup, Sonja Oppenhagen
Land: Danmark
Spilletid: 1 time og 13 minutter
Lyt til ELLEs podcast ‘Klædt På’, som er din månedlige podcast om tendenser, strømninger og insiderviden fra modens verden med Mads Emil Grove Møller som vært.
I det nye julinummer af ELLE hylder vi kærligheden. Derfor kan du glæde dig til at møde chef for Københavns Modeuge Cecilie Thorsmark og Soulland-medstifter Jacob Kampp Berliner, fotograf Marco Van Rijt og kreativ direktør Sune Palner og tre andre par, når de hver især fortæller om deres første møde, om forelskelsen og om at leve i medgang og modgang.
Gå også ferietiden i møde, og bliv klar til det danske sommerland med en stor rejseguide til sydhavsøerne – bedre kendt som Lolland, Falster, Møn, Bogø og de smukke småøer omkring.
Du kan også komme med hjem til model Caroline Corinth og restauratør og natklubejer Simon Lennet, der inviterer indenfor i deres idylliske sommerhus, mens modeagenturindehaver Lotte Mørch viser sine mange favoritsager fra sit beauty-skab og giver sine bedste tips.
Foto: Rami Hanna
Varm også op til årets længe ventede filmpremiere på Greta Gerwigs ‘Barbie: The Movie’, når vi går bag om ikonet Barbie, der endelig gør oprør og igen får alles øjne til at hvile på hende.
Og så får du selvfølgelig masser af inspiration til sommerens lette garderobe med spinkle bikinier, smygende stropkjoler, cool solbriller og praktiske produkter til toilettasken, der er lige til at tage med på ferien.
Festivalsæsonen er over os, og dermed er det også højsæson for tørshampoo.
Med en tørshampoo kan du springe en hårvask over (og dermed bruge så lidt tid i festivalens tvivlsomme fællesbade som muligt). Men en tørshampoo kan også give håret et let løft.
Optimalt set bruger du den forebyggende – altså lige efter en hårvask i tørt hår. Men du kan selvfølgelig også bruge produktet til at redde en dårlig (og fedtet) hårdag.
Uanset skal tørshampooen sprayes i tørt hår inde ved rødderne, for at give et let løft og absorbere overskydende fedt, på den måde undgår du, at håret klasker.
Herunder har vi samlet fire forskellige tørshampooer, der alle koster under 90 kr.
20
Foto: PR
I Matas’ tørshampoo-sortiment finder man en transparant version, der kan bruges af alle hårtyper, er uden parfume og Svanemærket. What’s not to like? 'Dry Shampoo Translucent', Matas, 200 ml, 55 kr.
'Dry Shampoo Original' er en bestseller verden over, og mærket bag, Batiste, har et imponerede sortiment af tørshampooer. Originalen dufter som nyvasket sengetøj og er bedst til blonde hårtyper, men de har naturligvis også varianter til andre hårfarver. 'Dry Shampoo Original', Batiste, 200 ml, 43 kr.
Apotekets tørshampoo gør præcis hvad den skal – absorberer fedt og giver håret volumen – og så er den parfumefri. 'Dry Shampoo', Apotekets, 200 ml, 60 kr.
Med Björn Axéns tørshampoo syner håret ikke blot rent – det dufter også nyvasket takket være dens friske blomsterduft. 'Dry Shampoo Sweet Blossom, Björn Axén, 150 ml, 90 kr.
Lyt til ELLEs podcast ‘Klædt På’, som er din månedlige podcast om tendenser, strømninger og insiderviden fra modens verden med Mads Emil Grove Møller som vært.
Er der nogle, der har oplevet lidt af hvert i modebranchen, er det fotograf Frederik Lentz Andersen.
Med 30 år på bagen i modebranchen, først som model og senere moderedaktør på Euroman, sidder han med et hav af spændende, sjove og opsigtsvækkende historier fra sin karriere.
Og alle disse historier er udgangspunktet for episode fem af ELLEs podcast ‘Klædt På’, hvor han gæster vært Mads Emil Grove Møller i studiet.
I episoden fortæller han blandt andet om sin tid som model i 1990’erne, hvor han som 18-19-årig gik shows for modehuse som Prada, Comme des Garçons og Paul Smith. Og selv om det umiddelbart kan lyde som eksklusivt selskab, så var virkeligheden ofte en anden.
“Det er der, hvor jeg kan mærke, at der er sket en kæmpe udvikling – og en meget, meget positiv udvikling. Det var jo ikke så luksus, som folk måske troede.”
Den glitrende facade på catwalken dengang stemte nemlig ikke overens med det, som gæsterne til de mange shows så fra forreste række. Bag facaden gemte sig nogle ubehagelige tendenser og oplevelser, som modellerne måtte udholde for at blive taget i betragtning – heriblandt Frederik Lentz Andersen.
“Der findes masser af mænd – gamle, fæle, ækle mænd – som ikke er gode og ikke ved, hvad der er i orden og hvad der ikke er i orden. Og dem prøvede jeg på egen krop, og jeg er blevet pillet ved og alle mulige ubehagelige ting i ydmygende situationer, hvor man står og skal klæde om fuldstændig nøgen foran et panel,” fortæller Frederik Lentz Andersen i podcasten, hvor han også deler en specifik episode ved en casting til et show, som han har oplevet flere gange:
“Af og til skulle du stå lige foran det der bord – halvanden meter foran dem – og så kastede de nogle speedos eller et par underbukser og sagde “du klæder bare om her”, hvortil jeg spurgte, om der var et sted, jeg kunne klæde om – men nej. Så kunne du vælge, om du ville stå med fronten, siden eller bagen til. Som regel prøvede jeg at stille mig med siden til, og så ville de der mænd, der sad med blå rødvinstænder og var nogle gamle, fæle kale, sidde og grine og sige “se, hun rødmer”.
“Så kunne du vælge, om du ville stå med front, siden eller bag til”
De grænseoverskridende episoder, som Frederik oplevede som model, skete samtidig med, at han blev inviteret til et utalt af vilde fester, hvor han mødte nogle af verdens mest berømte mennesker. Alligevel satte det sine aftryk i en branche, som dengang var præget af meget hemmelighedskræmmeri.
“Det var hårdt at være vidne til. Også selv om jeg havde nogle sjove år og festede med alle mulige hjemme hos Donatella Versace og sad til middag med Catherine Zeta-Jones og Michael Douglas sammen med Madonna [ …] Det var sådan nogle vilde og sindssyge fester, hvor der foregik alle mulige mærkelige ting. Det var jo før kamera på mobilerne, så du kunne ikke udlevere nogen,” fortæller Frederik Lentz Andersen om en af de fester, han oplevede i sin tid som model, hvor det at sige fra sjældent var noget, nogen gjorde af frygt for at det kunne blive slutningen på en aspirerende modelkarriere. Noget, som heldigvis ikke er udbredt den dag i dag:
“Der var ikke en kultur for, at du kunne råbe op. Det er jo det, der er blevet dejligt og sundt i dag – at det er blevet meget, meget bedre og at det er inkluderende.”
Ovenstående historier er bare nogle af de beretninger, du kan høre i det nye afsnit, af ELLE podcasten ‘Klædt På’, hvor Frederik også deler en dramatisk kontrovers med fodboldspilleren Nicklas Bendtner fra sin tid som moderedaktør på Euroman.
Ja, Margot Robbie ligner en levende Barbie, og vi troede faktisk, at vi allerede havde set, hvilken længde ligheden kunne trækkes til i filmen.
Men nej. Presseturen til den længe ventede og meget lyserøde filmatisering af dukkens liv er nemlig netop skudt i gang, og Margot Robbie har tilsyneladende bestemt sig for at blive ’in character’ til en sådan grad, at vi efterhånden knapt kan skelne mellem Barbie-land og virkelighed.
På turens første dag ankom Margot Robbie således i en skræddersyet pink Valentino-minikjole med hvide polkaprikker (en genskabt version af en tilsvarende brun kjole fra Valentinos SS93-kollektion), der var som taget ud af Barbie-dukkens egen garderobe. Tilsæt de hvide pumps fra Manolo Blahnik og den solgule Valentino ’Rockstud’-taske og illusionen var komplet.
Foto: Mike Blake/Reuters/Ritzau Scanpix
At Robbie dertil efterfølgende kunne ses posere i pink Bottega Veneta fra top til tå med en virkelig version af Barbies tyggegummilyserøde Barbie-mobil, naturligvis en Corvette, på en palmeflankeret boulevard i LA med en skyfri himmel i baggrunden, så perfekt, at den næsten kun kunne være taget ud af Barbies fantasiverden, gjorde kun skelet mellem virkelighed og fantasi endnu sværere at differentiere.
Og det er altså ikke første gang, siden det blev annonceret, at Robbie skulle indtage hovedrollen som den stereotype dukke, at hun har klædt sig præcis som man forventer af den ’klassiske’ dukke.
Til CinemaCon tidligere i år, var hun iført et todelt lyserødt og hvidternet sæt bestående af bustier og miniskørt (og hendes Ken, Ryan Gosling, komplementerede hende med en pink bomberjakke) ligesom hun til Golden Globes 2023 ankom hun iført en babylyserød Chanel kjole.
Foto: Bridget Bennett/AFP/Ritzau Scanpix
CinemaCon 2023
Foto: Mario Anzuoni/Reuters/Ritzau Scanpix
Golden Globes 2023
… og vi forventer ikke at vi har set det sidste lyserøde look fra Robbie endnu.
Lyt til ELLEs podcast ‘Klædt På’, som er din månedlige podcast om tendenser, strømninger og insiderviden fra modens verden med Mads Emil Grove Møller som vært.