Meghan Markle er en travl kvinde for tiden. Den 36-årige amerikanske Suits-skuespillerinde har skulle rykke de vante teltpæle fra Toronto op og flytte til London, hvor hun den 19. maj 2018 får sin helt egen prins, når hun – til hvad garanteret bliver en overvældende ceremoni – siger ja til prins Harry.
Det halve kongerige får hun dog ikke, og spekulationerne om Meghans nye titel florerer stadig. Dog er der stor sandsynlighed for, at hun bliver hertuginde. Ikke en helt dårlig titel, hvis du spørger os.
Men selvom Meghan spiller en af de i alt to hovedroller i vor tids måske mest romantiske eventyr, så er den hårde realitet også en del af historiefortællingen.
Meghan har nemlig, udover at tilpasse sig til sin nye livsstil, travlt med at gøre sig helt klar til sin store bryllupsdag. Men hvad præcis gør det kommende, royale familiemedlem for at forberede sig til den store dag? Ifølge Vogue er der særligt to ting, frøken Markle konstant koncentrerer sig om i disse måneder:
Meghan Markle elsker, ifølge kilder, at lave mad, og i disse måneder står den især på økologiske grøntsager og superfoods, så den smukke amerikaner kan opretholde den slange figur. Særligt lige nu holder Markle sig til en streng diæt, bestående af grønne juices, avocado toast og chiafrø grød. Og selvom Meghan fra tid til anden slipper grebet lidt i weekenderne og tillader sig selv få søde(re) sager, så holder hun sig udelukkende til en vegetarisk kost fra mandag til fredag. Som en snack før middag vælger hun tit et glas rødvin og gulerødsstænger med hummus til – haps!
Meghan følger en streng træningsplan, som er fastlagt af hendes personlige træner Craig McNamee. Det benhårde træningsskema indeholder både cardio og vægttræning, kombineret i blandt andet træningsformerne roning og løb. Meghan var en stor tilhænger af Craigs træningsskema, da hun arbejdede som skuespillerinde på serien Suits, og hun fortsætter rygtesvis med rutinen selv efter brylluppet. Desuden er Meghans mor yoga-lærer, og derfor er hun altså vokset op med den holistiske træningsform. Meghan har før udtalt, at yoga er en ‘del’ af hende, og at hun dyrker yoga ofte – og det er altså udover hendes skræddersyede træningsprogram, som hun træner seks gange om ugen!
Når Meghan sørger for at få trænet mentalt, så mediterer hun. Ifølge kilder siger hun, at det hjælper hende af med stress og negative tanker. Meghan har desuden beskrevet løb som en form for meditation for hende, da det får hendes tanker til at slappe af.
Meghan er altså en sand fitness-connaisseur og vi kan godt regne med, at hun får sin trænings-rutine presset ind, selv når hun får et mere travlt skema end hun tydeligvis har nu. Meghan er en sand inspiration på mange måder, og måske får vi endda prins Harry at se på en fælles løbetur i fremtiden? Man kan kun håbe!
Hertuginden Kate Middleton har mandag d. 23. april klokken 11.01 (engelsk tid) født endnu en tronfølger. Den lille dreng på 3,8 kilo er sund og velskabt, og markerer derfor Kate Middleton og prins Williams tredje barn. Mon vi får endnu en tronfølger at se en dag?
Nyheden blev offentliggjort af Kensington Palace. Det engelske kongehus bekræfter samtidig, at både mor og søn har det efter omstændighederne godt. Indtil videre lader et navn vente på sig, men mon ikke navnet kommer til at afspejle en tronfølger på bedste, britiske og royale manér? Spekulationerne på nettet omfatter på blandt andet enten Arthur, Albert eller Jack.
…Vi må vente i spænding. I mellemtiden ønsker ELLE det engelske kongehus stort tillykke!
Psst…Selvom man er mor, kan man i allerhøjeste grad være fashionabel. Det beviser Kate Middleton gang på gang, og i galleriet nedenfor kan du se 9 matchende stiløjeblikke mellem hertuginden og Meghan Markle:
The Rain, som har premiere på Netflix den 4. maj 2018, er det nye, danskproducerede drama, som byder på et intenst, post-apokalyptisk drama i et Danmark, som er nærmest umuligt at genkende. Rådhuspladsen i København er som revet ud af en øde bybillede fra en zombie-film og på Amager Strand flyder det med kroppe, som regnen har dræbt på mest brutale vis.
Efter virussen fra oven har udslettet civilisationen som vi kender den, slutter et søskendepar sig til en gruppe overlevende. Sammen begiver de sig ud i en verden, udenfor det civiliserede samfunds regler, for at finde ud af, om en ny verden er opstået et andet sted.
Netflix har før teaset for serien med kortere klip, men nu er det altså første gang, vi for alvor får en forsmag på det, der venter os. Den to minutters lange trailer lægger op til et drama, som både byder på kærlighed, jalousi, den svære overgang fra barn til voksen samt problemer, som seriens hovedpersoner troede var forsvundet sammen med civilisationen.
”Du ved aldrig, hvornår dit liv ændrer sig” – se selv her:
Rollelisten består blandt andet af Mikkel Boe Følsgaard og Sonny Lindberg, som vi kender fra DR-dramaet Arvingerne. Derudover kan du opleve både Iben Hjejle og Alba August. Serien er skabt af Jannik Tai Mosholt, Esben Toft Jacobsen og Christian Potalivo.
Alle ved at det, at lave den helt perfekte cocktail, er en kunst. Ikke desto mindre er det lige netop det, den nye cocktailbar 1408 har specialiseret sig i. Cocktailbaren er en udvidelse af den to-stjernede Michelin-restauranten Kadeau, som med beliggenhed i hjertet af Christianshavn lagde naturligt op til en nordisk cocktailbar opkaldt efter postnummeret.
Baren, som for første gang kunne slå dørene op til gæster fredag d. 20. april 2018, er kompromisløs, når det gælder kvalitet – og ambitionen er tårnhøj; 1408 vil nemlig være intet mindre end verdens bedste cocktailbar.
Men for at blive verdens bedste cocktailbar skal der noget helt specielt til. Dét ekstra. Og ingredienserne? Det er blandt andet god service, lokale råvarer og en indgangsvinkel, der ønsker at sætte standarden for fremtidens cocktailbarer.
I hvert fald hvis man spørger barchef, Michael Olsson. Som tidligere barchef på søster-cocktailbaren 1656 på Vesterbro, er han en mand, som kan sit kram. Michael har specialiseret sig i at genfortolke cocktails, og som barchef for 1408 bringer han derfor en særlig ekspertise til faget, som han desuden har en stræbsom indstilling til.
Men hvad er vigtigt at fokusere på udover de gode cocktails, når man er en så ambitiøs bar i Michelin-klasse? Hvis du spørger Michael Olsson, ligger det i detaljen:
“Når jeg skal opfinde en ny cocktail, kigger jeg på det, der er i sæson netop nu og bygger en ny cocktail op omkring de ting, vi kan plukke i egen have på Bornholm eller få lokalt. Jeg tænker ‘okay, vi har en dansk selleri – hvordan kan jeg genfortolke den i denne cocktail?’ Og da citrusfrugter ikke gror i Norden, bruger vi hverken citron eller lime, der ellers normaltvis fungerer som den traditionelle syre i en cocktail. Istedet bruger vi blandt andet ribs, stikkelsbær eller rabarberjuice. Dét forandrer din smagsoplevelse fuldstændig.”
På 1408 er det ligeledes vigtigt for barchefen, at servicen er i top. Gæsterne skal føle sig hjemme, og bartenderne skal kunne hver enkelt ingrediens i hver enkelt cocktail – i søvne!
“En bar kan servere de mest fantastiske cocktails, men er din service ikke på plads, falder det hele til jorden. Det er derfor vigtigt for mig, at 1408 oser af god service, og at din bartender kan sit kram. At være bartender her betyder derfor, at man er 40% god til cocktails – de resterende 60% handler udelukkende om at være en god vært.”
Og barchefens egen personlige favorit på menukortet?
“Det er vores Enogtyvende (21) århundrede. Cocktailen er lavet ud fra en ældgammel opskrift, vi har moderniseret, så den passer til 1408 og de gæster, som skal opleve den.”
Nu kan du selv prøve kræfter med cocktails i Michelin-klasse. Michael Olsson har nemlig udvalgt sine top tre favoritcocktails fra menukortet, så du selv kan lave cocktails à la 1408 denne sommer (og barchefens favorit er naturligvis med på listen).
Swipe dig gennem galleriet og se de 3 bedste Michelin-cocktails, dig og dine veninder skal prøve denne sommer:
Tidligere på efteråret fulgte vi den stormende forelskelse mellem Rose og Tobias i den første sæson af TV2’s ungdomsserie, ’Perfekte Steder’, og om få dage fortsætter kærlighedshistorien, når den anden sæson af den populære serie har premiere den 23. april 2018.
Den nye sæson byder på et gensyn med de to unge mennesker, deres venner og de mange glæder, kriser og sorger, der hører med til at være i midten 20’erne. Virkeligheden er nemlig begyndt at presse sig på i den nye sæson, og hvor forelskelse og lidenskab var temaet i den første sæson, er det nu parforholdet og de udfordringer, der følger med, der er i fokus.
‘Perfekte Steder’ har Sara Hjort Ditlevsen som den kvindelige hovedrolle, Rose, og ELLE fangede den 29-årige skuespillerinde til en ærlig snak om den nye sæson, kærlighedens kompromiser og det at nærme sig de 30 år.
Sæson 1 af ‘Perfekte Steder’ handlede om den stormende forelskelse, og sæson 2 handler om det, der kommer efter den stormende forelskelse: Parforholdet. Hvilke emner indenfor parforholdet tager I fat på i serien?
“Nogle af de emner vi tager fat på, er meget knyttet til hvor personerne er i deres liv, dér i midt-slut tyverne, mens andre emner er mere universelle, f.eks. utroskab, som er noget, man kan opleve på alle tidspunkter i livet. Et af de store temaer i forhold til Tobias og Rose handler om dét at indgå kompromiser i et forhold, og hvor meget man skal prioritere forholdet og hinanden i forhold til at prioritere sig selv”, siger Sara og fortsætter:
“Sæson ét starter med en superfed scene, hvor alle venneparrene diskuterer, hvor meget man skal åbne sig op i et forhold. Lige når man er forelsket, så føler man måske, at personen kan opfylde alt, men når man kommer længere ind i forholdet, kan man måske opleve, at én person ikke altid kan opfylde alle ens behov. Det tror jeg, er noget, som de fleste i et forhold vil opleve”.
Tror du, at det er blevet sværere at starte et nyt parforhold op i dag end tidligere – fx pga. sociale medier og datingapps?
“Jeg tror ikke, at det er blevet sværere at starte et forhold, men jeg kan godt frygte, at det bliver sværere at holde fast i dem, fordi vi lever i en kultur, hvor vi gerne vil have vores behov opfyldt hele tiden. Hvis vi ikke lige synes, at det bliver opfyldt med den person, som vi er sammen med, så går vi videre. Vi glemmer måske at arbejde for forholdet og at være i noget, der ikke altid er nemt, fordi vi hele tiden ser udad, og sammenligner os med hvad, der foregår uden for os selv. Det tror jeg kan være nogle svære vilkår at have et forhold i”.
Hvad er det vigtigste vi kan lære fra Rose, når det gælder kunsten at være i et parforhold?
“Rose er meget uerfaren i forhold til seriøse forhold, men hvis man skal lære noget af hende, så er det, at det aldrig er for sent at sige undskyld! Og det er Rose god til, når først det går op for hende, at hun har kvajet sig eller har forsømt Tobias. Hun er ret god til at komme ud af det på en fin måde, ved netop at sige undskyld og prøve at gøre det godt igen uden at være for stolt”.
Billedet fortsætter under artiklen
Foto: PR
Serien handler også rigtig meget om veninder og venskaber. Hvad kan ‘Perfekte Steder’ lære os om dét at være veninder?
“Det er sjovt, for jeg kan godt mærke, at de pigeroller vi beskriver, minder mig om, hvor jeg selv har været for et par år siden. Jeg kan sagtens genkende de problemstillinger, de står overfor, og som jeg tror, man har meget i tiden lige inden man etablerer sig hundrede procent. Ens veninder udfylder nogle af de behov, som man måske senere får opfyldt i en familie. De er afhængige af hinandens støtte – og det er jo også godt, for selvfølgelig har man brug for venner, der støtter op om én – men nogle gange har de måske lidt travlt med kun at se deres egne problemer og ikke hinandens”.
Problemer er der i hvert fald nok af i den nye sæson, hvor Rose og Tobias (Gustav Giese) er flyttet sammen, og hverdagen er begyndt at indfinde sig, og Simone (Olivia Joof Lewerissa) og Carl (Søren Birch Plum) oplever en stor krise i deres ellers veletablerede forhold. Spørgsmålet bliver, hvordan veninderne takler hinandens handlinger og hemmeligheder.
Rose er i midten af 20’erne, og du er selv i slutningen af 20’erne. Hvordan kan du se, at der er en aldersforskel mellem dig og Rose?
“Det sjoveste ved at se drama som fx ’Perfekte Steder’ eller ’Girls’, er at se på personernes handlinger og tænke ’Hold nu op, hvor er du bare selvcentreret’! ” fortæller Sara, der også kan se, at den relation hun har til sine veninder, har ændret sig med alderen:
“Der er et tidspunkt i ens liv, hvor det er meget vigtigt at man følges ad, og jeg har en idé om, at der med veninder, som man har kendt, siden man var helt ung, kan være et enormt behov for at holde hinanden fast i nogle bestemte roller, for at fastholde en tryghed. Men når man nærmer sig de 30 år, så begynder man på en eller anden måde at frigøre sig lidt fra de roller. Man begynder at se hinanden mere klart, som de forskellige individer man er, og så overtræder man forhåbentlig lidt færre grænser hos hinanden. Når man har veninder, der begynder at få børn, så oplever man, at man er på vej i forskellige retninger, men det betyder ikke, at vi ikke stadig skal være bedste veninder!”
Mange snakker om, at der venter en 30-års krise – er du selv bange for at blive ramt af den?
“Jeg er egentlig ikke bange for at blive 30, det er jo bare et tal, og man skal passe på, at man ikke lægger for meget i det. Men jeg har da selv haft tanker om, hvor man skal være henne, når man er 30 år. Skal jeg så snart have nogle børn, og skal jeg snart gøre det og det og det…? Der er nogle valg, der presser sig på, når man nærmer sig 30. Men jeg har ikke nogen krise over det!”.
Du kan få et gensyn med Sara Hjort Ditlevsen og de andre skuespillere fra ’Perfekte Steder’ på TV2 Zulu og TV2 Play, når den anden sæson af serien har premiere den 23. april kl. 21.30.
Kan du (heller) ikke kan vente så længe? Så se med i galleriet nedenfor, hvor vi giver dig et smugkig på den nye sæson:
Er du nysgerrig efter at finde ud af, hvorfor du ikke har en kæreste lige nu?
Når det kommer til spørgsmålet om, hvorfor du er single, så bør du faktisk kigge nærmere på dit stjernetegn, som kan fortælle dig meget mere om dit kærlighedsliv, end du måske umiddelbart tror.
Med inspiration fra det amerikanske onlinemagasin Elite Daily og den stjerneklare nattehimmel har vi forsøgt at finde forklaringen på, hvorfor du er single.
Lider du fx af forholdsfobi, eller er du inde i en periode, hvor du skal bruge noget mere tid på dig selv? Måske arbejder du bare lige lidt for hårdt på at finde den store kærlighed?
Find dit stjernetegn i galleriet herunder.
Foto: All Over Press
Vædderen: 21. marts – 20. april
Som vædder er du direkte og modig, og du ved, hvordan du skal sige, hvad du gerne vil have. Du er måske single, fordi du leder efter noget bestemt i en person og du bare ikke har fundet det endnu. Men du kan også være single, fordi dine potentielle partnere bliver intimiderede af din ’lets go get it’-attitude. Uanset hvad, så skal du ikke slå dig ned med nogen, der ikke forstår din specielle energi. Tro på dig selv! Når den rigtige person dukker op, så ved du det!
Foto: All Over Press
Tyren: 21. april – 21. maj
Som tyr trives du med det, du kender, og du elsker det familiære. Har du været single i et stykke tid? Det simple faktum, at du er vant til at være selvstændig, kan være grunden til, at du er single. Der er intet i vejen med at have lyst til at være alene, men måske skal du spørge dig selv, om du er single, fordi det føles komfortabelt, eller om det er fordi, du virkelig ikke har lyst til at være i et forhold lige nu.
Foto: All Over Press
Tvillingen: 22. maj – 21. juni
Som tvilling investerer du meget energi i dit forhold på mange forskellige måder, og du leder helt sikkert efter partnere, der let kan forstå hvad du føler og tænker. Hvis du er ’single og ready to mingle’, så har du måske ikke mødt den person, der kan håndtere din kommunikative energi – endnu! Tag en dyb indånding og nyd, at du kan være alene med dine tanker. Der er masser af snakkesalige mennesker derude, og du vil helt sikkert finde den rigtige partner!
Foto: All Over Press
Krebsen: 22. juni – 22. juli
Som krebs har du planlagt en fremtid, der involverer din partner - i lang tid. Du vil gerne have et seriøst forhold, og måske også en familie. Du er måske single, fordi de folk du møder, ikke er klar til at forpligte sig til et langt forhold lige med det samme. Måske skal du prøve at have et mere afslappet forhold til dating? Du vil blive overrasket over, hvor meget et forhold kan ændre sig med tiden.
Foto: All Over Press
Løven: 23. juli – 23. august
Som løve forstår du din egen værdi. Du ved, at du er lækker, og du er ikke bange for at vise det. Du er ikke single, fordi du mangler selvtillid, men fordi du gerne vil være single – i hvert fald, er du ikke villig til at tage til takke med nogle af de muligheder, der findes omkring dig. Det er sjovt at flirte og at blive beundret af potentielle bejlere, men du ved det med det samme, når du finder en person, der fortjener alt det, du har at tilbyde.
Foto: All Over Press
Jomfruen: 24. august – 23. september
Som jomfru forlanger du meget af dig selv. Du ved, at du kan være den bedste til alt. Det eneste du skal gøre, er at arbejde for det. Hvis du aktivt søger et forhold, så er du måske single, fordi du arbejder for meget for det… Hvis du konstant sidder på datingapps eller mødes med fremmede, potentielle kærester til en drink efter arbejde, så kan du godt komme til at miste din energi eller komme til at virke desperat. Måske skal du overveje, om du skal give dig selv en pause, så du kan komme tilbage på dating-markedet stærkere end nogensinde.
Foto: All Over Press
Vægten: 24. september – 23. oktober
Du er en behagelig og fredelig person, og du leder normalt efter et forhold, der kan matche din ynde. Måske er du single, fordi du møder de forkerte mennesker. Hvis du opdager, at alle de dates du er på, er med uhøflige og aggresive personligheder, så skal du måske finde et nyt sted at møde dine potentielle matches. Du kan også bare tage dig tid til at nyde at være dig selv. At være single kan være simpelt, og du kan give dig selv lov til at være med i alle de sociale aktiviteter som du har lyst til.
Foto: All Over Press
Skorpionen: 24. oktober – 22. november
Som skorpion er du måske single, fordi du har forholdsfobi… Lige indtil du bliver helt besat af en fantastisk person. Det kan også være, at du er single, fordi har svært ved at stole på folk. Skorpionen hader nemlig løgnere, og hvis du er blevet såret i et tidligere forhold, så skal du måske give dig selv lidt mere tid. Eller vælge at være alene. Begge valg er gode.
Foto: All Over Press
Skytten: 23. november – 21. december
Som skytte er du den fødte leder. Og selvom der nogle gange er brug for en leder i et forhold, så skal der også helst være en balance mellem partnere. Du er måske single, fordi du ikke er helt klar til at lægge tøjlerne fra dig, og følge med andres planer endnu. Du kan godt lide at udforske verden, så du har brug for en lige så eventyrlysten partner, der vil gå ned ad den mørke og ukendte sti sammen med dig. Du kan selvfølgelig også gøre det alene. Følg dine instinkter!
Foto: All Over Press
Stenbukken: 22. december – 20. januar
Som stenbuk er du en reserveret person, og det er en rigtig god kvalitet at have, når det kommer til at være høflig og beskeden. Men det kan også gøre det svært for dig at åbne dig op over for nye mennesker, især når du dater. Hvis du er klar til romantik, så skal du finde en partner, som du kan udtrykke dine følelser for – og lade personen vide, at det måske tager lidt længere tid for dig, at være klar til et forhold. Hvis du slet ikke har lyst til at være i et forhold, så skal du bare nyde at være dig selv – det kommer nok på et tidspunkt.
Foto: All Over Press
Vandmanden: 21. januar – 18. februar
Hvis dit stjernetegn er vandmand, så er du måske single, fordi du er mere fokuseret på at gøre verden til at bedre sted end på romantik. Først og fremmest, tak for det! Men pas på, at dine langsigtede mål kommer til at stå i vejen for et muligt parforhold, hvis du møder en person, du rigtig godt kan lide. Du kan nemlig sagtens både være i et forhold og fokusere på din fremtid.
Foto: All Over Press
Fisken: 19. februar – 20. marts
Når fisken elsker en person, så elsker den med hele sit hjerte. Du er et følsomt og ærligt tegn, men du ved også, hvornår du skal tage tingene stille og roligt. Du er måske single, fordi din intuition fortæller dig, at du har brug for at bruge noget tid på dig selv! Du er rigtig god til at tro på andre, men du har måske brug for noget tid til at tro på dig selv igen!
I Hollywood kan filminstruktører vælge at fyre en given skuespiller både før, under og efter indspilningerne har fundet sted. At få en stor rolle i en tv-serie eller en film betyder derfor ikke nødvendigvis, at rollen faktisk bliver en realitet – eller at man får lov til at blive i en allerede eksisterende rolle. Flere af vores yndlingsskuespillere, som Meghan Fox og Ryan Gosling, har modtaget en fyreseddel, men af meget forskellige grunde (helt ærligt, hvem ville dog fyre Ryan Gosling? Vi ville i hvert fald ikke!)
Nogle gange kan en fyreseddel blive langet over disken fordi instruktøren indser, at skuespilleren ikke passer ind i det univers, han/hun havde forestillet sig filmen ville blive. Andre gange er det simpelthen fordi skuespilleren (Shannen Doherty som Brenda i Beverly Hills, host host) har skabt alt for meget drama på arbejdet.
Og hvis du også undrer dig over, hvorfor Brenda eksempelvis måtte forlade Beverly Hills 90210 (som den pæne Donna faktisk var skyld i), og hvorfor Ryan ikke fik den rolle, han tog 27 kilo på for at spille, så kan du swipe dig gennem galleriet nedenfor, hvor vi har samlet 12 skuespillere, der alle er blevet fyret fra jobbet:
Foto: All Over Press
1. Selma Blair og tv-serien 'Anger Management'
Selma fik rollen som Charlie Sheens kæreste, Kate Wales, på comedy-serien før hun blev fyret imod sin vilje i juni, 2013. Selma Blair sagsøgte ifølge kilder hendes kollega, Charlie Sheen, og produktionsselskabet Lionsgate Entertainment for lidt over 7.000.000 kr., da hun krævede, at hun fik udbetalt det beløb, hun kunne have tjent, hvis hun ikke var blevet fyret. Hun påstod desuden, at grunden til, hun var blevet fyret, var fordi hun på et tidspunkt havde brokket sig over, at Charlie Sheen havde øvet replikker i sit påklædningsrum, mens resten af produktionen havde ventet timevis på ham. Dramaaa!
Foto: All Over Press
2. Stuart Townsend og filmen 'Ringenes Herre'
Stuart, som før Viggo Mortensen faktisk havde fået rollen som Aragon i film-successen, fik sparket ud af produktionen dagen inden teamet begyndte at filme - av! Filminstruktør Peter Jackson var angiveligt bare utilfreds med skuespilleren, og fyrede ham alene af den simple grund. Stakkels Stuart, som havde brugt ugevis på intens træning; meen, vi er nu godt tilfredse med ham, som erstattede Stuart #TeamViggo.
Foto: All Over Press
3. Christian Bale og filmen 'American Psycho'
Produktionsselskabet havde en masse kandidater i tankerne til hovedrollen som den neurotiske Patrick Bateman i thrilleren, som udkom for nu 18 år siden. Og efter en lang ansættelsesproces, fik Christian Bale endelig rollen - indtil Leonardo DiCaprio faktisk overtog rollen lige for næsten af ham!
Christian Bale blev dog ved med at træne op til rollen, da hans fornemmelse sagde, at han alligevel ville ende med at få rollen. Og hans dedikation til rollen var godt givet ud, for pludselig kunne Leo ikke tage jobbet alligevel - og helt ærligt, filmen ville da heller ikke have været det samme uden Christian Bale i hovedrollen!
Foto: All Over Press
4. Meghan Fox og filmen 'Transformers: Dark Of The Moon'
Da Meghan offentligt udtalte sig negativt om filmens instruktør, Micheal Bay, kom det til at koste hende dyrt. Hun sammenlignede blandt andet Micheal Bay med Hitler, og at han var "et sandt mareridt at arbejde sammen med", som hun udtalte i et interview med Wonderland. Prompte blev hun erstattet med Rosie Huntington-Whiteley.
Foto: All Over Press
5. Shannen Doherty i serien 'Beverly Hills, 90210'
Shannen kan takke Donna, som blev spillet af Tori Spelling, for at blive smidt ud af 90'ernes store tv-succes - selvom Shannen grundlæggende selv var skyld i at få en fyreseddel. Skuespilleren var nemlig kendt for at blive fysisk udadreagerende - og endda voldelig. Da Shannen blev decideret voldelig på jobbet første gang, gik Tori direkte til sin far, Aaron Spelling, som var seriens producer. Shannen blev omgående smidt af showet - og derfor så vi i serien, at Brenda måtte flytte væk fra de velkente 90210-rammer.
Foto: All Over Press
6. Charlie Sheen og serien 'Two And A Half Men'
Da den 12-sæson lange serie blev optaget fra 2003 til 2015, kæmpede Charlie Sheen sideløbende med afvænning fra stoffer. Da Charlie ikke kunne gennemføre de afvænnings-forløb, der var krævet af ham fra producernes side, valgte de at fyre ham omgående. Offentliggørelsen kom i et 11-sider langt brev til Charlies advokat. Brevet breskrev blandt andet, at "Charlie udviser selvdestruktiv adfærd" og at han var "meget syg". Ashton Kutcher kom derfor til istedet for Charlie i sæson 9 i den nye rolle som Walden Schmidt.
Foto: All Over Press
7. Ryan Gosling i filmen 'The Lovely Bones'
Åh, Ryan! At du fik en fyreseddel her, er nok din egen skyld. Det var meningen, at Ryan skulle spille rollen som faderen Jack Solomon i filmen, men blev fyret af filminstruktør Peter Jackson, da han så, hvor meget Ryan havde taget på til rollen - på eget initiativ. Ryan fortalte senere The Hollywood Reporter, at han selv havde opfattet Jack Solomon som en meget tykkere karakter, end Ryan var på det tidspunkt - og så begyndte Ryan blandt andet at drikke flydende Haagen Dazs is, når han følte sig tørstig. Resultatet kom hurtigt, og da Ryan mødte op på jobbet 27 kilo tungere, var en fyreseddel det eneste, han fik.
Foto: All Over Press
8. Sylvester Stallone og filmen 'Beverly Hills Cop'
Rollen som Axel Foley, spillet af Eddie Murphy, gik i første omgang til Stallone - men Sylvester ødelagde sine chancer for at spille med i filmen, der på dansk hedder 'Frækkere end politiet tillader' - og det kostede ham dyrt i sidste ende. Grunden? Sylvester Stallone tog sig den frihed, at omskrive lidt her og der på sin rolle, så han selv synes, historien blev bedre. Dét brød producerne sig bestemt ikke om - og Eddie Murphy endte istedet med at tjene det svimlende beløb af 234.000.000 millioner dollars på rollen.
Foto: All Over Press
9. Anne Hathaway og filmen 'Knocked Up'
Før rollen gik til Katherine Heigel, stod Anne Hathaway på rollelisten til komediefilmen fra 2007. Anne Hathaway måtte dog vinke farvel til rollen, da hun og filmproducer Judd Apatow havde stridigheder om fødselsscenen i filmen.
Foto: All Over Press
10. Colin Firth og filmen 'Paddington'
Efter alle stemmeoptagelser som bjørnen Paddington var i hus, blev Colins karakteristiske stemme afskrevet filmen. Producerne mente nemlig, at Colins stemme var alt for 'moden' til den lille, uskyldige tegneseriebjørn - og Ben Whishaw lægger derfor stemme til rollen.
Foto: All Over Press
11. Chloë Grace Moretz og animationsfilmen 'Bolt'
Den dengang 11-årige Chloë lagde stemme til Penny, som i filmen er hunden Bolts ejer. Dog overtog Miley Cyrus tjansen det var, at lægge stemme til ejeren i filmen, og Chloë blev nedgraderet til den mindre rolle som den yngre udgave af Penny - så Chloë er stadig krediteret på filmens rulletekster.
Foto: All Over Press
12. Judy Garland og filmen 'Valley Of The Dolls'
Skuespillerinden, som vi nok bedst kender for hendes ikoniske rolle som Dorothy i 'The Wizard Of Oz', gjorde ikke samme positive indtryk, da hun indspillede filmen 'Valley Of The Dolls' i 1967. Judy var efter sigende et mareridt at arbejde sammen med - og hun endte med at blive fyret, efter hun låste sig inde i sit påklædningsrum og nægtede at komme ud.
Endelig har vi fået en ægte forsmag på sommeren, og derfor skal du selvfølgelig vise dine smukke sommerben frem! ELLE-redaktionen har fundet 10 løse og chikke shorts, som alle kan styles på vidt forskellige måder.
Vælg eksempelvis et par klassiske, nålestribede shorts og brug dem med en basic, hvid T-shirt. Du kan dertil vælge at style style sættet enten med cool sneakers eller feminine sandaler. Til festlige sommeraftener kunne det perfekte sommeroutfit bestå af farverige shorts, en løs top med spaghettistropper og selvfølgelig høje hæle – dét er opskriften på et chikt sommer-look anno 2018.
Søde, klassiske, hvide eller dem med print? Swipe dig gennem galleriet nedenfor, hvor modeafdelingen har samlet 10 fine bud på sæsonens sødeste sommershorts.
Nedtællingen til den 19. maj 2018 er i gang, hvor de royale bryllupsklokker ringer ind, når Meghan Markle og Prins Harry siger ’ja’ til hinanden kapellet på slottet Windsor. Og selvom der sikkert også er en frynsegode eller to ved at blive det næste, royale medlem af den britiske kongefamilie, så er der altså også traditioner og regler, som Meghan Markle faktisk slet ikke får medbestemmelse over.
Ældgamle traditioner dikterer nemlig flere ting på Meghans store dag, end du lige gik og troede. Og til brylluppet må Meghan derfor rette sig ind efter royale mønstre, som blev introduceret flere generationer før hende.
Fra myrte i brudebuketten til frugtkagens nødvendige rolle i bryllupsfesten – swipe dig gennem de 7 mest bizarre regler, som Meghan Markle skal følge på sin bryllupsdag i galleriet nedenfor.
1. Meghans brudebuket skal indeholde myrte
Meghan er en kvinde af sit ord, og hun vil derfor sikre sig, at prinsesse Diana kommer til at spille en stor, symbolsk rolle på den store dag. Det betyder blandt andet, at Meghan har besluttet, at brudebuketten skal indeholde hvide bonderoser, for at symbolisere 'folkets prinsesse'. Dog dikterer royal tradition også, at brudebuketten også skal indeholde myrte. Og det er så op til blomster-arrangøren, at få hvide roser og blomsterurten til at komplimentere hinanden.
Dennne tradition startede dronning Victoria (født 1819, død i 1901, red.), og siden hendes tid har hver brudebuket i den britiske familie indeholdt myrte. Naturligvis kan det ikke være hvilken som helst myrte, men skal komme fra netop det bed, som dronning Victoria selv plantede ved siden af Fullham-paladset i sin tid.
Foto: All Over Press
2. Meghan vil ikke kaste sin brudebuket som til et normalt bryllup
...For dette bliver naturligvis alt andet end et normalt bryllup. Meghan vil derimod lægge buketten ved mindesmærket for de ukendte, faldne soldater i Wesminster Abbey-katedralen. Dette gjorde dronningemoderen (Harrys bedstemor), da hun blev gift med kong George VI i 1923, som en hyldest til sin bror Fergus, der blev dræbt i første verdenskrig.
Også Kate Middleton lagde sin buket ifølge traditionen ved mindesmærket i katedralen umiddelbart efter den officielle ceremoni i 2011.
Foto: All Over Press
3. Prins Harry skal bære uniform
Ingen jakkesæt til brudgommen! Også denne tradition har dronning Victoria indført, da hendes mand, prins Albert, bar en militæruniform til deres bryllup i 1840. Lige siden har de britiske, royale mænd båret deres uniform til deres bryllup.
Prins Harry, som har været i militæret i et årti og været i Afghanistan hele to gange, vil derfor også med garanti iklæde sig uniform.
Foto: All Over Press
4. Der skal være en frugtkage til festen
Selvom Meghan og Harry allerede har udvalgt deres bryllupskage, som er en citron-hyldeblomst kage kreeret af kokken Claire Ptak, så skal der også være en frugtkage til brylluppet - for det er hvad, traditionen dikterer.
Både dronning Victoria, dronning Elizabeth, prins Charles og prins Andrew havde alle frugtkager til deres bryllup.
Til brylluppet mellem Kate og William i 2011 valgte parret en otte-etagers frugtkage med intet mindre end 900 blomsterdekorationer i det pureste sukker.
Foto: All Over Press
5. Meghans familie skal sidde til højre i kirken
Traditionen dikterer, at hvis gommen er den eneste person i parret, som er royal, så skal brudens familie sidde til højre. Hvis det derimod var en prinsesse, som skulle giftes, så ville hendes familie sidde til venstre. Og grunden til, hvorfor det netop forholder sig således, er af den mere specielle slags:
For flere hundrede år siden ville kidnappere ofte prøve at fange og stjæle bruden for at få løsepenge. For at sikre sig, at brudgommen kunne holde sit sværd frit og klar til at blive trukket, hvis situationen opstod, så var det nødvendigt, at bruden stod på venstre side af ham. Som et resultat, følger brudens gæster i kirken trop.
Foto: All Over Press
6. Meghans ring skal indeholde guld fra Wales
Endnu en traditionsbunden regel, som stammer fra langt tilbage i historien, er at royale bryllupsringe er helt- eller delvist lavet af guld fra Wales. Dette har været en tradition siden brylluppet mellem dronningemoderen (Elizabeth Bowes Lyon) og George VI. Kate Middletons ring er derfor, som et selvfølge, lavet af guld fra Wales - og Meghan Markle vil naturligvis følge trop.
Foto: All Over Press
7. Der vil blive taget et meget formelt bryllupsportræt
Selvom mange anser Harry og Meghan som et moderne pust i det britiske kongehus, så vil de højest sandsynligt holde sig til denne tradition. Bryllupsportrættet vil markere den allerførste gang, vi ser Meghan med alle monarkets medlemmer, og fotografiet vil højest sandsynligt ligne dette billede, som Kate og William fik taget til deres bryllup i 2011.
I denne uge kunne Posh Spice, aka Victoria Beckham, fejre sin 44-års fødselsdag. Den tidligere popsangerinde og nu modedesigner kan, udover at kunne prale med en nærmest eventyrs-agtig karriere, også være stolt af sin familie, som tæller børnene Brooklyn, Romeo, Cruz, Harper – og hendes husbond, David Beckham, naturligvis.
Og nu fejrede den engelske power-familie på 6 medlemmer Victorias fødselsdag med stil. Selvom det må være noget af et puslespil, der skal gå op, for at få hele familien samlet på ét sted, så var det ikke desto mindre lige det, der skete, da hele familien var samlet om Victorias dag i denne uge.
I anledningen af sin fødselsdag, tyede modedesigneren til Instagram med dette billede, som havde den søde tekst: ”Fødselsdagsaften med mine babyer x elsker jer så meget @davidbeckham kys x”.
Her på ELLE har vi en forkærlighed for den britiske familie, som vi håber på aldrig går hver til sit; for denne familie har så sandelig bevist flere gange, at de er #familygoals!
Det har familien blandt andet gjort på den røde løber og til de internationale modeuger, hvor man ofte har kunne spotte den søde familie samlet – og ikke mindst på Instagram, hvor Victoria Beckham ofte deler de sødeste familie-billeder.
The Beckhams er altså familien, som vi alle sammen har lyst til at være en del af – og i galleriet kan du se de 10 sødeste Beckham-øjeblikke fra Victoria Beckhams Instagram:
April er ved at nå sin ende, og nu er sommeren så småt på vej, hvilket betyder, at det endelig er blevet tid til at gemme de store jakker og støvler ind bagest i skabet.
Derfor har ELLEs Fashion Editor, Johanne Brostrøm, fundet 10 klassiske og feminine favoritter, så du kan gå foråret og sommeren i møde med et stilrent og lækkert look.
Find din lette og klassiske trenchcoat frem fra vintergemmerne, og kombinér den med et par casual og feminine ballerinaer. Tilføj nogle lette og fine accessories, som et par lækre solbriller og et fint, lille og farverigt spænde for at opnå den feminine og lette sommerstil.
Hvis du vil sikre dig at være helt klar til de varmere temperaturer, der (forhåbentlig) følger med foråret og sommeren, så skal du også finde de flotte, blomstrede items frem. Kombinér fx en fin og klassisk sommerkjole med et par lækre, casual jeans, så du er helt klar til at træde ud i de varmere temperaturer.
Den danske supermodel, Josephine Skriver, der i sidste weekend kunne fejre sin 25-års fødselsdag, har fået en ekstraordinær fødselsdagsgave i år. Skønhedsgiganten Maybelline har nemlig indgået et samarbejde med den langbenede skønhed, og Josephine Skriver bliver dermed Maybellines nye, internationale talsperson – og vi forstår så sandelig godt hvorfor, de gerne vil samarbejde med den danske topmodel.
Josephine Skriver bliver dermed ansigt for Maybelline-familien, og samtidig bliver hun en del af den gruppe topmodeller og it-kvinder, der tidligere har være ansigt for brandet, herunder blandt andet Adriana Lima, Gigi Hadid og Jourdan Dunn.
Og Josephine Skriver ser frem til at bruge sin nye rolle som fortaler for de piger, der bruger Maybellines produkter: ”At være en del af Maybelline New York-familien er en drøm, der bliver til virkelighed! Jeg er stolt af at repræsentere ikke kun Maybelline, men også alle de piger, som bruger Maybelline, fordi disse unge piger er fremtiden. De er stærke og smukke, og det er netop, hvad jeg mener, Maybelline står for. Jeg kunne ikke være mere stolt af at repræsentere dem”.
Dette er bestemt ikke første gang, Josephine taler for en mærkesag, der ligger personligt for den danske pige. Hun er også kendt for at være fortaler for LGBTQ-samfundet, og hun er derudover involveret i mærkesager som nonprofitorganisationen ’Keep A Child Alive’.
Hun har desuden været en fast del af Victoria’s Secret-familien siden 2013 og i 2016 fik Josephine den prestigefulde titel som Victoria’s Secret engel – en titel, som kun de bedste VS-modeller opnår.
Alt, hvad Josephine Skriver rører ved synes at være værdifuldt, og vi kan godt være mere end stolte af den danske model, som bruger sit navn til at gøre en forskel på de internationale græsgange.
Vi kan desuden glæde os til maj 2018, hvor vi første gang kan se Josephine i en kampagne for Maybelline. Indtil da kan du se meget mere til Josephine i galleriet nedenfor, hvor vi som de første kan vise Josephine x Maybelline billederne, som giver os en forsmag på hvad, vi kan forvente af det nye, smukke samarbejde.