Du kender sikkert venindebogen fra din barn- og ungdom, hvor små hemmeligheder og skøre tanker blev skrevet ned og delt med resten af venindeflokken.

Sus WilkinsMie JuelSophia RoeEmilie LiljaFrederikke LegaardLaura LawaetzRebecca LaudrupCathrine Widunok Wichmand,Sille HenningJosephine HøjbjergBea FagerholtBarbara GullsteinMelissa BechKaroline DallsSidsel AllingJosephine BredstedFrederikke ToftsøOh LandsTrine KjærHelene SkytteCecilie IngdalNina SandbechChristel WintherAmanda NørgaardJeanette MadsenChloé MonchampAnne JohannsenHanna StefanssonKarla AlajdiLaura LynggaardAnnabel RosendahlSimone NoaSarah RohdeAnna ReinholdtsLaura JulieJosephine AakroghSofia LynggardAnna Winck@ellakarberg

Foto: @ellakarberg

Udover mit navn kalder folk mig:  Elg, Elski, Elski Pelski, Ella Bella, Elsebet.

Alder: 20 år.

Livret: Jeg elsker alt med ris, især indisk og japansk. Har også altid elsket ris med smør, spinat og salt!

Da jeg var lille, ville jeg være: Designer! Jeg lavede altid nyt tøj af papir og re-designede min mors gamle tøj. Mine tre bedste venner var saks, papir og tape.

Mit bedste køb nogensinde: Har nok været mine dad-sandaler fra Chanel. De var et vaskeægte røverkøb, som jeg gjorde second hand – de havde aldrig været brugt!

Hvis jeg skulle beskrive mig selv med tre ord, ville det være: Uh, den er svær, men jeg ville nok sige: energisk, nysgerrig og romantisk.

Min absolut yndlingsby er: Jeg blev pladask forelsket i Rom sidste år, hvor min kæreste og jeg tog dertil for at fejre min 19-års fødselsdag og vores 1-års dag. Rom er simpelthen den smukkeste by og minder mig meget om nogle af mine yndlingsfilm og serier som Game Of Thrones, Gladiator og Troja. Byen er den perfekte kombination af historiske bygninger og romantiske restauranter.

Det har jeg altid i tasken: For tiden har jeg altid håndsprit med og derudover mit analogkamera, som jeg elsker samt en oplader.

Sidste gang jeg græd, var: Da jeg så Disneys Up. Det er den mest fantastiske film!

Mit næste køb er: Et nyt Olympus-analogkamera. Jeg foretrækker at skyde analogt, så derfor vil jeg gerne investere i et nyt.

Jeg vil gerne blive bedre til at: At tale fransk! Jeg flytter snart til Paris, og mit mål er helt klart at blive bedre til sproget.

All time favorite movie: The Talented Mr. Ripley.

Jeg er komplet afhængig af: At være sammen med folk jeg elsker.

Det gør mig vred, når: Når folk bliver uretfærdigt behandlet, og når mennesker er snæversynede. Det er der ikke plads til at være i vores verden.  

Jeg er gladest, når: Jeg griner og er sammen med mennesker, der vil mig det bedste.

Den her sang får mig altid på dansegulvet: Anita Wards med Ring My Bell.

Det item i min garderobe, jeg bruger allermest, er: Min kærestes skjorte.

Mit højeste ønske er: At jeg selv og folk omkring mig er lykkelige.

Guilty pleasure: Middagslure! Det er jo for lækkert.

Jeg er stolt af: Min familie og mine venner.

Hvordan og hvornår opstod idéen til “Hvor er mit ansigt?”?

Jamen, egentlig har jeg længe tænkt, at jeg gerne ville lave en podcast spækket med folks pinlige historier. Vi har, af så mange omgange, siddet og grædt af grin i min venneflok, når vi sammen har talt os tilbage til nogle af vores pinligste øjeblikke. Der findes, efter min mening, ikke noget sjovere end at grine af sig selv – og med andre, der også evner selvironi. Og de sjove historier – det er de bedste. For der findes ikke noget bedre end at grine. Min forhåbning med podcasten er, at skabe et slags auditivt fællesskab hvor vi sammen kan grine med hinanden, mens vi åbner for vores godtepose af pinagtigheder. 

Udefra set kan det godt virke som om, at du tør vise det hele frem og hviler fuldstændig i det. Men kan du stadig blive pinlig? 

Ork, jeg bliver ofte flov. Jeg er ekstremt klodset – og jeg synes ikke, at der findes noget værre, end hvis snubler, når jeg går alene. Eller hvis jeg kommer til at vinke voldsomt til en person, som jeg tror at jeg kender – men ved et grundigere eftertjek opdager, at jeg aldrig har set før. Så der skal egentlig ikke meget til at gøre mig pinlig eller flov – men her syntes jeg altid, at det hjælper at skynde sig at genfortælle historien, så man har en og grine af episoden med. For så går det fra at være pinligt til at være sjovt.

I første afsnit af “Hvor er mit ansigt?” kommer du – via Kattens historie – ind på, at dårlig mave + ældre kæreste, der ser én uden makeup, kan være noget af det pinligste, når man er 18 år. Findes der et tilsvarende pinligheds-max til det scenarie, når man er i 30’erne?

Når man er i 30’erne, synes jeg personligt, at jeg oplever, at vi i min omgangskreds er mere færdigbagte, end da vi var i starten af 20’erne eller derunder. Vi er ligesom landet et sted, som vi mere eller mindre har accepteret og er glade for. Derfor skal der også en del mere til at ryste os ud af træskoene. Selvfølgelig har de af mine veninder, der er singler og dater skuffen fyldt med tricks, så de ikke hundrede procent – og lige til at starte med – afslører, at de blot er mennesker, der indtager mad af den ene åbning og udskiller det længere sydpå senere. Men når man er helt ung, er man langt mindre hærdet. Og en pinlig episode kan føles langt mere overskuelig og uoverkommelig, når du er helt ung, end når du er voksen og har rygsækken fuld af pinagtigheder, således at du ved, du nok skal rejse dig igen – ligegyldigt hvad.

Din egen fortælling om lakridskrigen med Ellen er jo pinlig og grænseoverskridende bare at lytte til, og du siger også, du brød grædende sammen bagefter. Hvordan havde du reageret på den oplevelse i dag?

Jeg håber – og tror på – at jeg ville have vendt mig om og sagt; “Ej for helvede. Jeg troede, at du spiste af mine lakridser. Undskyld. Du må tro, at jeg er sindssyg. Ej, hvordan kan jeg gøre det godt igen?” Det havde været den rigtige og mest elegante måde at liste sig ud af den kattepine på. Hvis jeg bare havde sagt det dengang, kunne vi have grinet af det sammen. Og jeg ville ikke have stået tilbage med en knude i maven og dårlig samvittighed.

Hvilke slags fortællinger kan vi glæde os til i kommende afsnit af Hvor er mit ansigt?

Jeg har simpelthen fået så vanvittigt mange sjove historier. Og det er nærmest umuligt at vælge nogle ud – for de er allesammen skønne, ærlige, tåkrummende, pinlige og først og fremmest virkelig sjove.

Har du et godt tip til, hvordan man kommer videre, når man har tabt ansigtet over noget pinligt?

Man samler ansigtet op igen ved at tage ejerskab over den pinlige episode. Man skal gøre det til en personlig pligt at fortælle den til alle ens venner, således at man giver dem en lille gave i form af en portion selvironi, som de kan grine af.

Du finder Sofie Lindes podcast “Hvor er mit ansigt?” på Podimo.

Du kender sikkert venindebogen fra din barn- og ungdom, hvor små hemmeligheder og skøre tanker blev skrevet ned og delt med resten af venindeflokken.

Den har vi ELLE-ficeret, og hvis du har lyst til at læse om de andre inspirerende kvinder, som vi allerede har haft besøg af her på domænet, så klik ind på Sus Wilkins, Mie Juel, Sophia Roe, Emilie Lilja, Frederikke Legaard, Laura Lawaetz, Rebecca Laudrup, Cathrine Widunok Wichmand, Sille Henning, Josephine Højbjerg, Bea Fagerholt, Barbara Gullstein, Melissa Bech, Karoline Dalls, Sidsel Alling, Josephine Bredsted, Frederikke Toftsø, Oh Lands, Trine Kjær, Helene Skytte, Cecilie Ingdal, Nina Sandbech, Christel Winther, Amanda Nørgaard, Jeanette Madsen, Chloé Monchamp, Anne Johannsen, Hanna Stefansson, Karla Alajdi, Laura Lynggaard, Annabel Rosendahl, Simone Noa, Sarah Rohde, Anna Reinholdts, Laura Julie, Josephine Aakrohg og Sofia Lynggards venindebog.

I denne uge er siden udfyldt af den svenske influencer Anna Winck, som er bosat i Stockholm med sin kat, Arnold.

Anna formår gang på gang at inspirere os med sit farverige feed, hvor hun med sine legesyge og til tider provokerende outfits får os til at savle og sukke på samme tid. Hun er vintage-elsker til fingerspidserne, og vi lader os inspirere af hendes finurlige fund og cool måder at style på.

Læs med når hun fortæller om sin yndlingsby, sit bedste køb og sangen, der altid kan få gang i dansefødderne.

Foto: @annawinck