Akanksha Deo Sharma var interesseret i, hvad mennesker gør derhjemme for at pleje deres krop og sind, så derfor tog hun og hendes tre designkollegaer hjem til forskellige mennesker for at se, hvordan de levede, da de skulle designe den nye kollektion af sportstøj og -udstyr for Ikea. De læste grundigt i undersøgelser og dykkede ned i forskning om, hvordan mennesker bor i dag. Deres konklusion blev, at der er stor forskel på, hvordan folk bruger hjemmet, og måden de indretter sig på i forhold til demografi, kultur og størrelsen på familien, men én ting gik igen. ”I forlængelse af pandemien har hjemmet for de fleste mennesker udvidet fra sig fra at være en seng og en sofa til at spille mange forskellige roller i folks liv. Flere og flere arbejder hjemmefra, og mange er også begyndt at dyrke motion derhjemme”, siger Akanksha Deo Sharma.

At give et produkt flere funktioner er noget, som optager Akanksha Deo Sharma i øjeblikket, hvorfor flere af hendes designprocesser har det som afsæt. Men med Ikeas store produktsortiment kan alle produkter ikke være multifunktionelle, nogle gange skal en stol også bare være en stol, forklarer hun. Andre gange kan skabelsen af et produkt tage udgangspunkt i materialet, som da hun var med til at designe gulvmåtter og tæpper i risstrå. I en rapport, havde Deo Sharma og hendes kollegaer læst, at der i den nordlige del af Indien blev brændt ristrå-rester i så høj grad, at det bidrog til luftforurening i området. Opgaven for Ikeas designteam blev at komme op med løsninger på, hvordan de kunne bruge materialet, så de dermed var med til at stoppe det voksende problem med forurening.

Akanksha Deo Sharma voksede op i netop Indien, i New Delhi med sine to forældre og storesøster. Det meste af barndommen gik med at lave lektier og få de bedst mulige karakterer, så hun kunne bevare sin position som en af de dygtigste elever i klassen. Sport og andre fritidsinteresser fyldte ikke meget i hverdagen. Forældrene var strikse og konservative i deres opdragelse. ”Pas skolen, få gode karakterer, bliv optaget på en velanset uddannelse, og så skal det nok gå dig godt. Sådan var deres syn på livet,” fortæller Akanksha Deo Sharma, der planmæssigt begyndte på universitetet som 18-årig, men her ændrede alting sig for hende.

”Min hjerne eksploderede. Der var så meget, jeg aldrig havde oplevet før. Fester, kreativitet, unge mennesker, som forfulgte deres egne drømme i stedet for deres forældres. Jeg blev en del af et kunstnerisk fællesskab, og jeg begyndte at fotografere, læse litteratur og lave teater. Kunst og design var aldrig en del af min opvækst. Det var den vildeste øjenåbner for mig – der var andet i livet end skolearbejde”, siger Deo Sharma. ”Jeg var nysgerrig og modig og kastede mig ud i alt, der blev præsenteret for mig. Jeg fik en livsregel om at prøve alting mindst en gang.”

”Der gik mange år, før de igen stolede på, at jeg havde styr på mit liv. Og selv i dag, skal jeg understrege, at det går godt, og jeg faktisk er en ret dygtig designer”

Efter blot et enkelt år på business-uddannelsen droppede Akanksha Deo Sharma ud af universitetet, fordi hun drømte om at bliver kunstner. Et valg, som ikke faldt i familiens smag. ”Jeg var en rebelsk teenager, som konstant udfordrede status quo og mine forældres synspunkter. Faktisk alt det, jeg voksede op med. Når man kommer fra en konservativ middelklassefamilie i Indien, dropper man ikke ud af skolen,” fortæller hun. ”Der gik mange år, før de igen stolede på, at jeg havde styr på mit liv. Og selv i dag, skal jeg understrege, at det går godt, og jeg faktisk er en ret dygtig designer.”

Akanksha Deo Sharma endte med at søge ind på National Institute of Fashion Technology i New Delhi, fordi det føltes som et kompromis mellem universitetet og det at blive billedkunstner. På modeuddannelsen blev hun også præsenteret for industrielt design, som vandt hendes kærlighed. I 2017 blev hun efter et praktikophold ansat som designer for Ikea i Sverige, hvilket var så succesfuldt, at hun i 2020 endte på Forbes Indias 30 under 30-liste. I dag bruger hun stadig sin store nysgerrighed og lyst til at opdage nyt, som kom til hende som 18-årig, men hendes forældres stringente tilgang til eksempelvis arbejdsmoral fylder mere og mere i hende. ”Jeg har fundet en god balance. At designe handler ikke kun om kreativitet og gode idéer, det kommer også af hårdt arbejde og grundig research.”

Inspirationen finder hun især ved at opleve. Tage på museer og se kunstudstillinger. Deltage i arrangementer og møde nye mennesker, som kan give hende en indsigt, hun ikke selv havde. Rejse, som da hun var i Hong Kong og besøge en række virkelig små lejligheder, hvor beboerne ”på klogeste vis” havde udnyttet hver kvadratmeter med multifunktionelle møbler. Smage ny mad, fordi det er derigennem, hun lærer noget om et lands kultur og historie. Og ved at samarbejde med andre fra designafdelingen, da en brainstorm med adskillige idéer fra forskellige hjerner, altid er et godt afsæt for en succesfuld proces, forklarer Akanksha Deo Sharma.

Læs ogå

Kultur

Møbeldesigner Amanda Lilholt: “At bidrage æstetisk til denne verden gør mig lykkelig”

Mange af mine tidligste minder involverer mig med et A4-papir taget lige ud af printerbakken og et multimedium af børnevenlige tegneredskaber foran mig. Det var en af de få aktiviteter, som kunne opsluge mig fuldstændigt. Min debut i en kunstnerisk bevidsthed kom fra den modtagelse, mine tegninger fik fra mine børnehavekammerater, som ville bytte samleobjekter som Pokémon-kort og Diddl-papir for en af mine tegninger. Det var første gang, jeg oplevede, at noget, jeg gjorde for mig selv, kunne påvirke dem omkring mig. Efter gymnasiet vidste jeg, at jeg skulle lave alt andet end noget, som mindede om det. Jeg ville arbejde med hænderne og med billeder på den ene eller anden måde. Det var det eneste, jeg rigtigt kunne finde ud af.

Min mormor har været en af de mest fingernemme og dygtigste håndarbejdere, jeg har kendt til i mit liv. Hun var en ægte hobbykunstner, og hun lagde så meget omhyggelighed og kærlighed i sine håndmalede porcelænsfigurer og sy- og strikkeprojekter. Da hun gik bort, arvede jeg en lille kasse af hendes porcelænsredskaber, som jeg bruger den dag i dag. Den omsorg, hun lagde i sit håndarbejde, har haft en dyb påvirkning på min indstilling til kunst, og hvordan jeg driver mit virke.

Min proces involverer en blanding af observation, hukommelse og fantasi, som bliver til en lille spire af en simpel idé. Tomhed, pauser og ventetid er mine store inspirationskilder. Jeg finder en helt særlig idyl og atmosfære i scener, som er fanget i en vis form for tomgang. Pausen, mellem jeg lukker øjnene, til jeg falder i søvn. To drenge i jakkesæt, der venter på bussen. Stilheden mellem vindstødene, der suser i bladene. Uanset om de er lykkelige eller dybt melankolske, så har jeg altid holdt dem kær, og gemt dem i mine minder. Minder, som får tæsk af min dårlige hukommelse, så der til sidst kun er få fragmenter tilbage. Jeg forsøger så på bedste vis at samle de her stykker af følelser og minder til et helstøbt billede.

Jeg danser mere og mere omkring porcelænet og dens uendelige muligheder for udtryk og farve. Mine porcelænsrammer hjælper mig med at bryde isen ind til kernen af ideen til værket. Igennem rammernes tekstur og overflade, finder jeg essensen for det atmosfæriske og farvelandskabet til mine værker. Ideen til et billede bliver først fysisk i en skitse, som aldrig er større end et postkort. Skitsen kan gå direkte fra papiret til lærredet eller den kan leve i mange år i skuffen eller blive genbesøgt til ny fortolkning. Min tilgang til selve malerprocessen kan variere meget efter, hvilken overflade og struktur, jeg føler det enkelte billede efterspørger.

Jeg laver kunst for min egen skyld. Min kærlighed til billedet, og hvad billeder kan, er i sidste ende det, der driver mig. Jeg er ikke særlig bevidst om, hvor jeg går hen, før jeg er ankommet. I stedet for at formidle eksplicitte budskaber er min praksis en udforskning af følelser og den menneskelige psyke. Jeg søger en umiddelbarhed, jeg håber, kan skabe en forbindelse til beskuerne og fremkalde en følelsesmæssig reaktion og invitere dem til at konfrontere deres egne indre landskaber og eksistentielle dilemmaer.