Joshua Daniel Finzel, stifter af og direktør i Mind Studio, 40 år. Født og opvokset i Noosa, Queensland i Australien. Har en bachelorgrad i Commerce and International Business Strategies. Har tidligere udviklet nye produkter inden for plantebaseret kost samt startet sit eget tøjmærke i Australien. Bor i København sammen med sin familie.
Jeg er opflasket på en sund og aktiv livsstil, det følger ligesom med livet på Australiens solskinskyst i Queensland, hvor jeg voksede op i surferbyen, Noosa. Det har givet mig en nysgerrighed på måder at optimere mit velvære på, og da coronapandemien ramte, var det naturligt for mig at lede efter måder at styrke mit immunforsvar på og reducere den stress og uro, jeg blev ramt af. Jeg dykkede ned i tonicurter og funktionelle og medicinske svampe, som var ret udbredt i Australien. Det havde virkelig en effekt på mig. Svampene hjalp mig igennem en svær periode. Jeg oplevede et markant løft i mit humør, og jeg fik en dybere nattesøvn, hvilket er afgørende for, at hjernen kan bearbejde og lagre information. Uden søvn glemte jeg nemt og følte mig urolig og ukoncentreret. At få styr på søvnen var en vigtig nøgle til at modstå stres. Det blev nemmere for mig at håndtere de udfordringer, jeg mødte i hverdagen, og jeg mærkede en ny form for indre styrke – en handlekrafthed. Ja, livet blev simpelthen bare bedre. Jeg tænkte på, at hvis svampene kunne gøre så stor en forskel for mig, så må de også kunne hjælpe andre. Det var sådan jeg fik ideen til Mind Studio.
“Jeg fandt hurtigt ud af, at svampe ikke bare er svampe. Der er enorme kvalitetsforskelle. Fra 2020 til 2023 brugte jeg det meste af tiden på at gennemgå det globale marked – jeg testede produkter fra Australien, USA, Himalaya, Kina og Norden”
Jeg fandt hurtigt ud af, at svampe ikke bare er svampe. Der er enorme kvalitetsforskelle. Fra 2020 til 2023 brugte jeg det meste af tiden på at gennemgå det globale marked – jeg testede produkter fra Australien, USA, Himalaya, Kina og Norden. Min mission blev at finde frem til de steder, hvor de bedste og mest rene svampe voksede. Jeg ville bygge min ekstraktvirksomhed med integritet, baseret på ægte kvalitet, ikke et produkt, der er dyrket på korn, tjære, savsmuld, sukker eller det, som er værre, og smidt på glas, fordi en eller anden populær podcast har fortalt om svampe. Jeg fandt frem til, at de bedste svampe fandtes i Skandinavien. UNESCO har målt at dele af Skandinaviens skovområder har den reneste luft, jord og vand. Jo længere nordpå man kommer, jo rigere bliver svampenes indhold. Her vokser svampene vildt i naturen, så de er enormt næringsrige – der findes ikke noget bedre.
Svampeekstrakter er ikke noget nyt, det stammer fra gamle traditioner, især i Østasien, hvor traditionel kinesisk medicin af tonicurter og funktionelle svampe har været brugt i årtusinder. Noget lignende har fundet sted i Canada og Himalaya, hvor man blandt andre indsamlede svampen chaga, der vokser på birketræer, og lavede simple udtræk med varmt vand til medicinsk brug. I dag gør vi det samme – bare med moderne teknologi, som gør det muligt at ekstrahere flere aktive stoffer og tilbyde dem i en koncentreret og brugervenlig form. Det er vel essensen af at forene gammel visdom med moderne videnskab.
Jeg rejste op til Skandinavien, og da jeg var blevet fortrolig med processerne omkring alt fra at finde frem til svampene, høste dem og ekstrahere dem, valgte jeg at samarbejde med dygtige mykologer (svampe-forskere, red.) og sammen udviklede vi en unik proces til Mind Studio. Vi har fra begyndelse kun brugt 100 procent trædyrkede frugtlegemer– igen mycelium (svampens rødder, red.), ingen fyldstoffer og ingen bærestoffer. For mange er det nok nye begreber, men kilden og kvaliteten af frugtlegemet, altså selve svampen, er helt elementært – og derfor betyder det så meget, hvorhenne svampene høstes, og hvordan de bliver bearbejdet. Svampene bliver høstet, når de er fuldmodne, nænsomt tørret, malet til pulver og derefter starter selve ekstraktionsprocessen. Pulveret kan omdannes til kapsler, og vi lancerer snart vores egne kapsler, men indtil videre har vi arbejdet med flydende ekstrakter.
Foto: Kavian Borhani
Jeg lavede seks produkter baseret på hver sin svampeart: chaga, lion’smane, reishi, shiitake, cordyceps og maitake. Svampene indeholder kemiske forbindelser, som vi altså udvinder fra dem. De har alle forskellige fordele for kroppen og sindet. På grund af de gældende regler i Danmark for terapeutiske produkter kan vi kun oplyse de dokumenterede indholdsstoffer – hvilket vi gør, de står på vores flasker – hvilket ingen andre firmaer gør – og er laboratorietestede. Vi inviterer folk til selv at mærke, hvad produkterne gør for kroppen. I dag har vi ret mange anmeldelser på især Trustpilot, og her kan man læse folk fortælle om, hvordan de oplever et forbedret humør, en bedre håndtering af stressede situationer, sundere hud, stærkere immunforsvar, dybere søvn og bedre koncentrationsevne og fokus.
“Det er en del af skønheden ved urte-tonics, de møder dig der, hvor du er, og giver dig det, du har brug for. Det handler om individuel erfaring og sundhedsmæssig selvbestemmelse. Vi er jo alle unikke mennesker, så hvordan det påvirker den enkelte, vil altid være individuelt”
Medicinske svampe fungerer bedst, når de tages som en fast rutine over tid. Vores produkter er skabt til at støtte dig gennem hele dagen: Start morgenen med chaga og shiitake, find dit flow i løbet af dagen med lion’s mane, slap af om aftenen med reishi, tag cordyceps inden fysiskaktivitet, og lad maitake følge dig hele dagen. Det er en del af skønheden ved urte-tonics, de møder dig der, hvor du er, og giver dig det, du har brug for. Det handler om individuel erfaring og sundhedsmæssig selvbestemmelse. Vi er jo alle unikke mennesker, så hvordan det påvirker den enkelte, vil altid være individuelt.
Jeg begyndte salget af de første produkter i begyndelsen af 2023, og det var ikke nemt. Det var et helt ukendt produkt i Danmark, og nærmest ingen danskere havde hørt om funktionelle svampe. De fleste forbandt svampe med en råvare i madlavning eller psykedeliske stoffer. I takt med at folk begyndte at gentænke deres livsstil – sundhed og velvære er blevet langt vigtigere for mange mennesker – skete der noget. Der er kommet fokus på at styrke immunforsvaret, regulere søvnen og mindske stress, samtidigt med den voksende longevity-trend. Man kan sige, at der foregik en naturlig bevægelse mod produkter som vores. I slutningen af 2023 begyndte tingene at tage fart, og i løbet af 2024 kom vi ind i stort set alle helsekostbutikker i landet. Hvilket er vildt, når jeg tænker tilbage på de tidligere salgsmøder, jeg havde. Jeg præsenterede ideen for dem, og de troede ikke rigtigt på det. Hvem er den der australier, som prøver at sælge os svampe? I dag, to år senere, er produktet netop blevet kåret til årets produkt i den største helsebutik i landet.
“Hvis folk skal bruge sådan noget i dag, vil de ikke have en grim bøtte med pulver. De skal kunne relatere til det. Nu bor jeg i København, og her er æstetik, arkitektur og design en vigtig del af kulturen, og ville jeg introducere et nyt og udenlandsk produkt, blev jeg nødt til at tale til det publikum, jeg henvendte mig til”
Jeg var meget opsat på, at vores flasker til svampeekstrakterne blev pæne. Det var en måde at overføre de gamle traditioner og kulturer til en moderne verden. Hvis folk skal bruge sådan noget i dag, vil de ikke have en grim bøtte med pulver. De skal kunne relatere til det. Nu bor jeg i København, og her er æstetik, arkitektur og design en vigtig del af kulturen, og ville jeg introducere et nyt og udenlandsk produkt, blev jeg nødt til at tale til det publikum, jeg henvendte mig til. At man synes, at flaskerne er smukke, kan jo være indgangen. Bagefter kan folk forstå, at det faktisk gavner dem. Jeg havde et stærkt ønske om at løfte tonicurter og funktionelle svampe ud af det snævre sundhedsområde og gøre det til en del af livsstilskultur. Og det synes jeg, er ved at lykkes nu, hvor vi sælger vores flasker i velansete modebutikker som The Goodhood Store i London og Highsnobiety i Berlin. Ligesom vi også sælger hos pilates- og yogastudier, juicebarer og gode kaffebarer, både herhjemme, men også i New York, Sydney, Berlin og sågar på Hawaii. Vi er de eneste svampeprodukter i de butikker, og på den måde når vi ud til folk, som aldrig ville gå i helsebutikker.
Mette Hardie, 54 år, medstifter af og Brand Director i Noda. Født og opvokset i Hareskov. Læste Dansk og Medievidenskab på hhv. Odense Universitet og KUA uden at færdiggøre. Har boet i London i 12 år og i San Fransisco i fire år. Flyttede til Danmark i 2016. Bor på Østerbro med sin mand, Norman. Parret har fire børn, hvoraf én, samthunden Albie, bor hjemme.
Da Mette Hardies mand, Norman Hardie, fandt frem til opskriften på en helt ny og sukkerfri læskedrik i sin søgen efter noget meningsfuldt oven på en lang karriere i Londons og San Franciscos banking verden, tilsluttede hun sig iværksætterprojektet. Hun fandt på navnet, Noda, som er en forkortelse af “Not a Soda”, og så var ambitionen ligesom lagt: De ville konkurrere med alverdens sodavand. Fem år senere er meget lykkes for ægteparret, men ideerne og drømmene er der endnu flere af.
Jeg havde aldrig været særlig glad for sodavand og læskedrikke og drak det meget sjældent, da ideen til Noda begyndte at ulme. Min mand, Norman, er diabetiker, og han har drukket mange Coke Zeros i sit liv. Det var en kombination af, at han søgte et sundere drikke-alternativ og havde en lyst til at skabe noget menings fyldt efter en lang karriere i banking, der fik ham på sporet af en iværksætterdrøm. På det tidspunkt boede vi i USA, og nogle af vores venner introducerede os for en energidrik, de havde investeret i. Norman var interesseret og ville tage det med til Danmark og forsøge at sælge det der. Da han kiggede nærmere på indholdet af drinken, blev han i tvivl om, hvorvidt det var det rigtige projekt for ham. I stedet indkøbte vi alle tænkelige læskedrikke: fra vitaminvand og energidrikke til lemonader, isteer og sodavand –økologiske og konventionelle. Smagte på dem og nærstuderede ingredienslisterne. Konklusionen var tydelig: Hvis ikke der blev brugt sødemidler og konserveringsmidler, var der store mængder af sukker i drikkene – også i de økologiske.
“Selv produkter, der markedsførte sig som sunde, var ofte fulde af raffineret sukker. Når man sammenlignede dem med en Cola eller RedBull, var ingredienslisten alarmerende ens”
Selv produkter, der markedsførte sig som sunde, var ofte fulde af raffineret sukker. Når man sammenlignede dem med en Cola eller RedBull, var ingredienslisten alarmerende ens. Norman begyndte at eksperimentere med danskvand og ægte frugt aroma ude i vores køkken. Han sødede kun med økologisk frugtjuice, aldrig sukker eller sirup, da han nåede frem til noget, vi syntes smagte mega lækkert. Gennem nogle gode kontakter fik han produceret de første prøver – jeg havde travlt med at integrere vores fire børn, der ikke talte dansk, i danske institutioner og tage mig af en omfattende renovering af vores nye hus. Opskriften skulle være med lavt kalorie indhold, og det skulle være noget, Norman kunne drikke, uden at hans blodsukker flippede ud. I bund og grund det produkt, vi ikke selv kunne finde på markedet. Da jeg, som aldrig har haft trang til læskedrikke, smagte hans opskrift med grapefrugt, blev jeg betaget. Det smagte lækkert, var friskt og ikke for sødt. Det var mildt, men ikke kedeligt, og man kunne tydelig smage, at det var ægte frugt. Det var anderledes end alt, jeg kendte i forvejen.
“Noda bryder med konventionerne ved at sige nej til den etablerede læskedrik. Vi ville skabe en helt ny kategori af drikkevare, intet produkt på markedet var som vores”
Da Norman havde styr på opskriften, blev det sværere, for hvordan markedsfører man et produkt, der ikke findes i forvejen? Derefter fulgte en virkelig udfordrende tid med et fejlslagent brandingforsøg. Det var fristende at give op. Men også umuligt, for det var et vigtigt produkt, som vi vidste kunne gøre en forskel. Og vi elskede at drikke det. Her kom jeg med i kampen og lå nærmest søvnløs i ugevis, mens jeg prøvede at finde en løsning. Så kom jeg på Noda (kort for “Not a Soda”,red.), og så lå jeg søvnløs af spænding i stedet, for jeg troede virkelig på det. Det var et navn, der ville hjælpe os med at fortælle vores historie. Det markerede klart og tydeligt, at vi var noget nyt. Hele verden ved, hvad en soda er. Noda bryder med konventionerne ved at sige nej til den etablerede læskedrik. Vi ville skabe en helt ny kategori af drikkevare, intet produkt på markedet var som vores.
Men hvordan gør man så det, når man er oppe imod giganter; enorme bryggerier med alverdens midler? Vi er et halvgammelt ægtepar, der ikke havde skyggen af erfaring fra branchen. Samtidig var det svært at få den rette hjælp til branding, og vi havde kun navnet, ikke Nodas visuelle identitet eller noget af alt det andet, der skulle til. Så jeg tegnede vores første labels i Keynote (softwareapp, red.), de var ikke perfekte, og jeg er heller ikke designer, men det blev godt nok til at få os ud over stepperne.
Foto: Kavian Borhani
Vi ville ikke forsøge at sælge i supermarkeder i begyndelsen, for du får kun hyldeplads, hvis hylderne bliver tømt ofte nok. I stedet ville vi sælge til caféer og restauranter og til virksomheder, der kunne tilbyde Noda til deres medarbejdere og til møder. En uge før vi var klar til at sende de første dåser ud, lukkede Mette Frederiksen landet – coronaepidemien ramte Danmark. Vi måtte finde på noget andet, så en af vores sønner og jeg oprettede en Instagram-profil, vi lavede en webshop, og begyndte at sælge lidt gennem der. Samtidigt skrev jeg til Claus Meyer, som jeg havde mødt kort forinden via en bekendt, og spurgte ham, om han ville prøve Noda. Det ville han gerne, og han skrev, at han syntes, at de var lækre. Det endte med at han bestilte Noda til hans drive in bio-arrangementer ude i Nordhavn. Sådan fik vi solgt de første 10.000 dåser. Siden åbnede landet igen, og et af landets største advokatfirmaer bestilte en god portion Noda, og derefter fulgte virksomheder fra flere og flere brancher; startups, tech, design og mode.
“I juli måned i år solgte Meny i Nordhavn 4.328 dåser Noda. Det er rigtig mange. Det er oppe at konkurrere med Pepsi og Coca Cola og i nogle tilfælde overgå dem”
Vores drøm var at få Noda ind i Irma som den første dagligvarebutik. Vi fik et møde i kalenderen, efter jeg havde skrevet i kontaktformularen på Irmas hjemmeside, at de manglede vores produkt. Da Norman og jeg stod ude hos Coop ved nogle høje mødeborde med Noda og vores præsentation under armen – vi havde argumenterne klar og sommerfugle i maven – blev vi mødt af den kategoriansvarlige i Coop, som helt kort sagde: “Irma vil have dem.” Det var så vildt. De lavede en test i 20 af butikkerne, og det gik rigtig, rigtig godt, så de var klar til at sende dem ud til flere butikker. Men i stedet lukkede Irma. Det var virkelig trist – både rent personligt og professionelt. Vi havde sat alt ind på det samarbejde. Norman tog affære. Han fyldte bilen med produkter og kørte ud til landets største Meny-butikker og fik solgt Noda til 30 af dem. Det blev starten på vores kapitel indenfor detailhandel, som kun er gået fremad siden.
I juli måned i år solgte Meny i Nordhavn 4.328 dåser Noda. Det er rigtig mange. Det er oppe at konkurrere med Pepsi og Coca Cola og i nogle tilfælde overgå dem. Fra starten havde vi meget store drømme for Noda, men jeg havde aldrig troet, at vi ville opnå den slags resultater på så få år. I vores mest etablerede butikker, har Noda en markedsandel, der overstiger 10 % i læskedrikke. For os er det helt vildt. Vi er lige begyndt på vores eksportrejse og har fået foden inden for i en god kæde i Tyskland, og vi sælger også i Holland, Belgien, Sverige og Norge. Og vi vil udvide til endnu flere markeder i den nære fremtid. Men der er også masser der skal ske herhjemme.
“Dåser med BPA (hormonforstyr-rende stof, red.) er endelig ved at blive forbudt, men vi har altid sagt nej til BPA, også selvom det kostede os mere”
Vi drømte om at lave et produkt, der ikke bare var bedre for menneskers sundhed, også for miljøet. Vi bruger kun økologisk frugt, for det økologiske landbrug booster biodiversiteten og bruger ingen pesticider, der kan forurene vores grundvand. Vi startede Noda med nogle stærke kerneværdier, og dem fastholder vi. Dåser med BPA (hormonforstyr-rende stof, red.) er endelig ved at blive forbudt, men vi har altid sagt nej til BPA, også selvom det kostede os mere. Hvor vi er lige nu, kan vi sende en stor stak produkter til et Røde Kors-event, når de spørger os. Det er dejligt at få lov at bidrage, og det prioriterer vi, selvom vi godt ved, det ikke flytter bjerge. Vores mål er at gøre det så godt, at Noda kan blive en virksomhed, der kan give noget tilbage på en meget større skala. Det tror vi på kan ske, og vi glæder os.
Malthe Geppel, 34 år, medstifter af og Commercial i Eve. Født og opvokset i København. Har læst en HD på CBS. Har tidligere arbejdet for som Senior Commercial Director hos Rekom. Bor på Østerbro sammen med sin kæreste, Ida, og deres datter, Lou.
Christopher Lucas Norman Lyngbye, 29 år, medstifter af og Operational i Eve. Født og opvokset iKlampenborg. Har tidligere arbejdet som Executive Country Director hos Rekom. Bor på Frederiksberg med sin kæreste, Charlotte.
Malthe Geppel og Christopher Lyngbye har arrangeret fester sammen i over 10 år. Først skabte de natteminder for gymnasielever og deres venner på torsdagsklubber, siden blev de ansat i Europas største barkoncern, Rekom, som ejer over 100 barer i Danmark. Efter syv år, kom en stor trang til at skabe deres eget. I sensommeren 2024 grundlagde de Eve, der skal tilbyde noget helt nyt og give ungdommen langt større oplevelser, når de går i byen. De vil bringe mere aktivitet og mindre alkohol ind i Københavns natteliv. Pool og Danza Bodegaer Eve og makkerparrets to første steder – og selvom de allerede vader i succes, er drømmen kun lige begyndt.
CHRISTOPHER: Vi lærte hinanden at kende, da Malthe kontaktede mig, mens jeg gik på Ordrup Gymnasium. Han ville have mig til at invitere mine skolekammerater til torsdagsfester på den københavnske natklub Hive, som han var med til at drive. Jeg har aldrig syntes, at skolen var særlig spændende – som barn brugte jeg mere tid på at bytte Pokémon-kort og købe og sælge fodboldstøvler end på lektier. Jeg var totalt klar på at lave fester sammen med Malthe. Udover at promovere for Hive, arrangerede vi nogle forskellige popfester rundt omkring i Nordsjælland. At være med til at skabe en fed stemning og give folk en sjov aften var virkelig fedt.
MALTHE: Jeg er fem år ældre end Christopher, og jeg havde selv været mit gymnasiets kontaktperson for forskellige klubber. Christopher havde den rette energi, så jeg vidste, at han ville være god til tjansen. Jeg blev selv en del af miljøet helt ud af det blå. I en efterårsferie blev jeg kontaktet af en fra Nasa (nu lukket københavnsk natklub, red.), som ville have mig til at dele billetter ud på gymnasiet. Det var vildt sjovt, og jeg kunne tjene 2.000 kroner på at arrangere en fest. Som 21-årig fik jeg en lille andel i Hive, og her fik jeg så brug for Christopher.
“Det er tydeligt, at dagens ungdom har større krav til deres bytur end bare at drikke sig fulde. De vil have en større oplevelse. Vi er også selv blevet ældre, og går ikke længere i byen, som om der ikke er en dag i morgen”
CHRISTOPHER: Det udviklede sig, og vi arrangerede flere og flere fester, inden vi begge blev ansat hos Rekom, hvor vi arbejdede i syv år. Rekom ejer 200 barer rundt i verden, 100 af dem ligger i Danmark, og de fleste barer og natklubber i større danske provinsbyer samt det meste af Vestergade i København er ejet af Rekom. Vi stoppede sidste sommer, fordi vi ville noget nyt. Vi ville skabe vores egne steder, som vi brændte mere for. Malthe og jeg har altid arbejdet godt sammen. Vi kendte hinandens styrker og svagheder, og vidste, at vi komplementerede hinanden godt.
MALTHE: I de seneste år har vi rejst meget og blandt andet arbejdet i England og Norge – hvor vi især i England oplevede nye tendenser inden for nattelivet. Her er de blevet dygtige til at implementere spil som pool, bordtennis, dart og bowling, som de fleste jo kender og måske forbinder med brune værtshuse eller lidt uinspirerende bowlinghaller. Men nu dukker flere steder op, som udfolder spillene i mere sexede rammer, hvor man også kan få noget godt at spise og drikke. I København fornemmede vi også en begejstring for at konkurrere med sine venner, når man går i byen. Det er tydeligt, at dagens ungdom har større krav til deres bytur end bare at drikke sig fulde. De vil have en større oplevelse. Vi er også selv blevet ældre, og går ikke længere i byen, som om der ikke er en dag i morgen.
“Det er ikke længere cool at have tømmermænd, nu vil man hellere op og være med i en løbeklub, lave breathwork eller tage til saunagus”
CHRISTOPHER: Samtidig er der en global trend omkring sundhed og longevity, og folk er begyndt at drikke mindre alkohol, når de går i byen. Det er ikke længere cool at have tømmermænd, nu vil man hellere op og være med i en løbeklub, lave breathwork eller tage til saunagus. Folk vil gerne ud at være sociale, men de går tidligere hjem og drikker mindre, fordi de også vil have noget ud af dagen efter.
MALTHE: Den 1. oktober 2024 havde vi vores første arbejdsdag som ejere af Eve. Vi ville lave steder med godt indhold. Med virkelig god musik. Med quizzer, bingo og pool, dart og bowling. Vi ville kombinere stemningen fra Café Malmø (bodega i København K., red.) og mere glamourøse natklubber og placerer det i både velindrettede og autentiske omgivelser. Vi ville servere klassiske drinks og gode vine, men også masser af alkoholfrie alternativer, som bliver serveret på samme måde. Nu skulle vi bare ud at rejse penge til at åbne de første steder.
CHRISTOPHER: Vi drømmer om at være i den her industri for altid, men vi drømmer ikke om at stå og tage imod varer eller lave drinks hele natten. Vi er gode til at skabe koncepter, og vi ville skabe noget på en større skala. Derfor vidste vi også, at vi havde brug for at få nogle investorer med fra starten af, så vi kunne indfri vores drømme.
Foto: Kavian Borhani
MALTHE: Vi fandt hurtigt frem til flere super fede investorer, som godt kunne lide vores tanker og ideer om at bringe mere aktivitet og mindre alkohol ind i nattelivet. Bagefter fandt vi så ud af, hvor lang tid det kan tage, fra man har givet håndtryk med sine investorer, til at der tikker nogle penge ind på kontoen. Mens vi var i gang med at forhandle lokaler med penge, vi ikke havde, forhandlede vi om penge med lokaler, vi ikke havde. Vi satsede på, at det nok skulle gå og gik i gang med nedrivningen af det første sted, brugte de sidste af vores egne penge til depositum og husleje. Vi lavede aftalen med investorerne i december, og det var først i slutningen af maj i år, at vi havde pengene til at sætte gang i skabelsen af de første to steder. Der fik vi virkelig travlt. Vi skulle renovere, bygge, ansætte 60 medarbejdere, skabe branding og markedsføring af stederne. Det har været en vild sommer.
CHRISTOPHER: Vi åbnede først Pool. En pool-bar i en 400 kvadratmeter stor herskabslejlighed i Boltens Gård med seks pool-borde i hvert sit rum. Her serverer vi gode oste og charcuteri, naturvin og drinks – både med og uden alkohol. Vi har indrettet stedet moderne og stilfuldt, men har også fundet referencer fra de traditionelle pool-barer som mørkt træ og vintagemøbler. Der hænger skilte, man kender fra et brunt værtshus, på væggen ved siden af moderne kunst. Pool lukker ved midnat og har åbent tirsdag-lørdag. Her forsøger vi virkelig at få folk til at gå tidligere i byen.
“Lige nu forhandler vi på nye lokaler til et kæmpestort sted, som vi ikke kan løfte sløret for endnu, og vi vil også gerne være internationale”
MALTHE: Tre uger senere åbnede vi dørene til Bodega Danza i Kødbyen. En blanding mellem en italiensk og dansk bodega med en disko-grotte i baglokalet, hvor DJ’en kun vender vinylplader og spiller diskomusik fra 70’erne og 90’er-house: sange, som de færreste hører derhjemme. Vi har været i Italien og fundet borde og stole hos gamle italienske trattoriaer, og købt familiebilleder og gamle postkort af en italiensk familie for at give lokalerne sjæl og personlighed. Vi har fundet fodboldtrøjer, men også fotos af David Mancuso, der siges at have indført diskomusik i Europa, de første queers i Europa og billeder fra Tarottens verden. Den kreative chef på Bottega Danzas mor kalder sig selv for en moderne heks, og hun læser tarotkort og spådomme for gæsterne. På den måde blander vi alle mulige referencer for forhåbentlig at skabe en original oplevelse.
“Jeg tror heller ikke, at min kæreste og mit barn gider have mig som far, hvis jeg går i byen hele tiden”
CHRISTOPHER: Siden åbningerne er det gået rigtig godt. Vi har mange gæster, og vi har fået ros. Det har faktisk været rørende. Efter ikke at have arrangeret fester i over et år, var det overvældende at mærke gæsternes begejstring. I august havde vi Asap Ferg (amerikanskrapper, red.), Skepta (nigeriansk rapper og DJ, red.) og Bjarke Ingels (dansk arkitekt, red.) forbi Bottega Danza på samme weekend. Pludselig stod Ferg og hans Harlem-crew og dansede til vores DJ’s disko-musik. Det har været fedt at se noget, vi har arbejdet på i så lang tid, blive til virkelighed.
MALTHE: Vi brander os ikke som Malthe og Christopher. Vores venues kommer i første række, og vi har en ambition om flere. Lige nu forhandler vi på nye lokaler til et kæmpestort sted, som vi ikke kan løfte sløret for endnu, og vi vil også gerne være internationale. Hvis alle gæster forventer at møde Malthe og Christopher hele tiden, bliver vi aldrig så store, som vi drømmer om. Jeg tror heller ikke, at min kæreste og mit barn gider have mig som far, hvis jeg går i byen hele tiden. Vi vil gerne spille en væsentlig rolle i det københavnske kultur- og natteliv, men vi har ikke brug for at være nattelivskonger.
Det føles ved første blik, som om tiden er fastfrosset i den toscanske storby Firenze på den helt særlige magisk-autentiske måde, som er så kendetegnende for Italien og vel nok det, som de fleste æstetikere romantiserer over og drømmer sig væk til. Men Firenze er anderledes end både Rom og Milano, en kombination af de to, hvad angår historie og modernitet. Måske er det midterplaceringen i Støvlelandet, for selvom Firenze er kendt for sin rige historie, så hersker her en summende stemning af genopfindende energi. Florentinerne mestrer nemlig balancen mellem den iboende historie og et friskt globalt udsyn, hvor både restauranter, kaffe- og vinbarer, bagerier, hoteller og butikker emmer af at have fingeren på pulsen – samtidig med at hylde tradition og autenticitet. Firenze er en flirt, der forfører de fleste, hvad enten du drages af kunst, historie m.m. eller skal have din flat white eller matcha fra en third wave-kaffebar. Læs her, hvor du skal bo og spise (drikke din vin og kaffe), og hvad du ikke må gå glip af i flirtende Firenze.
Sådan kommer du hertil
Der er hele to indflyvningsmuligheder til Firenze: Firenze-Peretola og Pisa Galileo Galilei. Sidstnævnte har flere udbydere af ugentlige direkte flyafgange fra København. Dog skal du tillægge ca. 1 times togtur fra Pisa Centrale til Stazione di Santa Maria Novella i Firenze, men heldigvis er det smidigt med Trenitalia.
Foto: Collegio alla Querce
Foto: Collegio alla Querce
Foto: Collegio alla Querce
Hoteller
Collegio alla Querce
Vågn op til majestætisk morgengry og gå i seng med smukke solnedgange. Storbyhoteller i sommerperioden kommer ikke meget finere end dugfriske Collegio alla Querce, det første hotel i Europa fra amerikanske Auberge Resorts, og som navnet antyder, hylder Auberge resortfølelsen, en følelse, som sommerbesøgende vil værdsætte i den bagende toscanske sol, for hvad er mere perfekt end et helle fra det hele, en oase af en have med noget så luksuriøst som en pool? Collegio alla Querce er det bedste af to verdener: et urbant tilflugtssted kombineret med idyllen fra en toscansk landejendom, en følelse, som rammer allerede ved den cypresbeplantede alléindkørsel og fortsætter i de fire niveauer af historiske terrassehaver designet af Franchesca Watson i bedste Medici-stil. Indenfor indrammes haven og bakket-op-udsigterne af smukke, høje vinduer. Mod syd er Firenzes maleriske Centro Storico med sine arkitektoniske renæssancevidundere, og mod nord og øst er Toscanas bølgede bakker. Bag restaureringen af den historiske 1500-tals-universitetsbygning er spanske Esteva i Esteva og ArchFlorence, som sammen har skabt et design med respekt for bygningernes originale træk som de restaurerede håndmalede freskoer, træbeklædte lofter samt varme farver på vægge og i tekstiler. Lokale materialer og moderne møbler komplementerer antikviteter og originale kunstværker, og man kan næsten fornemme historien i de marmorbelagte korridorgange, hvor Italiens dygtigste elever i mere end 100 år havde deres gang på vej til biblioteket, teatret, kapellet og ikke mindst den smukke have. Værelserne parrer old-new og kommer med en forventelig luksuriøs rummelighed, hvor bjergtagende morgenudsigter nydes fra himmelsengene. Badeværelserne er klassiske med kar, der inviterer til oliven- og botanisk infuserede bade a la antikke romerske badehuse. Hvis du mod al forventning skulle føle dig klemt på plads, kan du gå all in og opgradere til en af suiterne med terrasse.
Foto: Collegio alla Querce
Foto: Collegio alla Querce
Foto: Collegio alla Querce
Residenza la Quercia
Og hvis kreditkortet ikke brænder nu, så er der også grand suites eller det ultimative luksusvalg, Residenza la Quercia, et 213 kvadratmeter stort privat residens. Morgenerne starter i hotellets hjerte, restauranten La Gamella, hvor morgenmadsdelikatesser står på køkkenbordet i det åbne Cicchetti, landkøkkenet designet og håndbygget af Offinice Gullo i Firenze. Her hænger tallerkener og kopper på væggene, ligesom du ville forvente det i en raffineret nonnas køkken. Efter en dag fuld af Firenzes kulturelle vidundere, italienske fristelser i alskens former, shopping, restauranter og gelati sørger hotellets 13-minutters shuttleservice for, at du er tilbage i paradisets have, klar til nedkøling, med dyp i poolen og aperitivi fra poolcaféen Focolare. Derefter venter en spabehandling i Aelia Spa med siciliansk holistiske Furtuna Skin, der gør dig fuldt afslappet og klar til en middag med moderne toscanske klassikere på La Gamella. Aftenerne fuldendes med cocktails i det tidligere rektorværelse, Bar Bertelli. Det bliver ikke mere flamboyant i Firenze.
Foto: Palazzo Guadagni
Foto: Palazzo Guadagni
Foto: Palazzo Guadagni
Palazzo Guadagni
Tag liver ind fra morgen til aften – bo ved pladsen, der summer. Lige ved den energiske Piazza Santo Spirito i Firenzes Oltrarno-kvarter ligger det historiske Palazzo Guadagni, som daterer sig tilbage til det 16. århundrede. Her er værelserne alle unikke, fyldt med antikviteter og originale palazzodetaljer og udstyret med gamle flisebadeværelser med terrazzogulve og bløde, varme nuancer parret med pasteller, freskoer, stuk og terrakottagulve, for ikke at glemme udsigten, en af de bedste i byen, som inkluderer Duomoen, Pitti-paladset og Torrigiani-tårnet. Palazzo Guadagni er det autentiske sted, du kun kunne drømme om fandtes midt i Firenze. Og for at toppe både beliggenhed og autenticitet bor du også på hotellet, hvis ikoniske Loggia Roof Bar sørger for den perfekte scene til en aperitivo tilpas højnet nogle niveauer over gaden for de bedste udsigter over byens liv og tage. Det bliver ikke mere vibrerende og autentisk i Firenze.
Casa Howard
Føl dig hjemme i det familieejdede guesthouse-hotel. Der findes intet sted som Casa Howard, hvis hjertelige atmosfære føles som at bo hos en berejst beslægtet midt i Firenze. Tre generationer af Forneris-familien står bag boutiquehotellet – tre generationer, der alle besidder en iboende detaljesans for kunst, indretning, stemning og varm service. På en og samme tid er Casa Howard pompøst, unikt og afslappet med værelser, der føles hjemlige og alle er unikt indrettet med skræddersyede tekstiler, antikviteter og andre forskelligartede genstande hjembragt fra Forneris-familiens rejser rundt om i verden. Morgenmaden serveres på en sølvbakke i sengen, med toast i stativ, variationer af æg og frutta på Ginori-service og sølvtøj, en caffè og frisk appelsinjuice. Det bliver ikke mere klassisk, unikt og hjemligt i Firenze.
Foto: Stelle d'Italia
Foto: Stelle d'Italia
Foto: Stelle d'Italia
Stella d’Italia
Bo med Loro Piana, Fendi og Prada som nabo. Stella d’Italia er seneste skud på stammen fra hotelejer og restauratør Matteo Perduca og Betty Soldi, som også er duoen bag luksus-bed & breakfast-hotellerne SoprArno Suites (2014), AdAstra Florence (2015), Oltrarno Splendid (2019) og senest i 2023 Stella d’Italia, et eklektisk 24-værelsershotel, som har til huse i det spektakulære Palazzo del Circolo dell’Unione – et storslået 16.-århundredes palads designet af renæssancearkitekt og – kunstner Giorgio Vasari, lige i smørhullet på den elegante shoppinggade Via Tornabuoni få minutter fra Uffizi-galleriet og Duomoen. Værelserne er alt andet end ens. Nogle har skarp pink og lilla gardiner, der blødes op af sollys, som strømmer ind ad vinduerne og reflekteres i spejle og kunstværker fra alle æraer. Andre har dybrøde vægge eller gyldne, bløde ferskennuancer. Nogle kommer med fritstående badekar, og andre har terrasser. Designet på Stella d’Italia er en kunstnerisk flirt med kontraster, hvor hjertet er den freskobeklædte lounge, der disker op med en klassisk italiensk colazione med cornetti og crostata. Sommerbonussen er den lille loggia rooftop.
Foto: Caffe Gilli
Gastronomien
Kaffe, juice og matcha
Un Caffé, Per Favore. Italienerne elsker, når man forsøger sig med deres gloser, og en vigtig kombination af gloser er Un caffè, per favore – en kaffe, tak, som på italiensk vil give dig en single espresso, i hvert fald hvis andet ikke tilføjes. Drik den som italienerne, stående i baren på legendariske Caffè Gilli (som også er garant for en negroni, drinken, der blev opfundet i Firenze, serveret af uniformsklædte tjenere), eller på fortovsseatingen på classic-cool Cibrèo Caffè, en (not-to-be-missed) florentinsk institution, som har åbent fra morgen til midnat i hjertet af Sant’Ambrogio (ved siden af Mercato d Sant’Ambrogio). Er du mere til third wave-kaffe, skal du lægge vejen forbi Fluid, også i Sant’Ambrogio, eller SimBIOsi, hvis to-go-vindue på Via de Ginori langer både kaffe, matcha og friskpressede frugt-og grøntsagsjuicer over disken. Indenfor er der god plads til en arbejdsstund med gode salater og wi-fi, ligesom det er tilfældet på WildBuns Bakery og moderne Melaleuca, som alle et øjeblik kan få dig til at glemme, at du er i Firenze – men heldigvis ikke ret længe, sidstnævnte med sin beliggenhed ud til Arnofloden. Yndlings kaffebaren er Coffee Mantra – et lille fristed af en kaffebar, som har funky bønner på kværnen. Drik din kaffe på bænken udenfor, eller tag en iskaffe to-go.
Frokost
Noget af det bedste ved den italienske kultur er den tid, der bliver taget til at nyde en frokost på et trattoria midt på dagen. Er du mere til den simple og hurtige slags på farten, bør du tage i C.Bio (lige overfor Coffee Mantra) – en økologisk grøntfokuseret delishop fra Fabio Picchi, legenden bag Cibrèo-konglomeratet. Få blandet lidt bokse af italienske frokostfristelser, snup en stor grapefrugtjuice med, og nyd skyggen under et træ i den nærliggende Parco Giochi. Hvis du orker køen, er focacciasandwichen fra famøse All’Antico Vinaio det hele værd. Den charmerende bageri/butik S.Forno er en ud af tre etablissementer fra Il Santo Bevitore (hvis restaurant og vinbar ikke må misses). Deres tærter og urteknækbrød med masser af salt og olivenolie er en god snack i varmen. Skyl det ned med en simpel San Pellegrino-boblevand eller mere juice fra nærliggende Base V lige ved Giardino di Boboli.
Foto: VIVOLI AFFOGATO
Til den søde tand
Kager er af den bedste klassiske slags på Pasticceria Buona-mici og Pasticceria Gualtieri dal 1933. Den bedste is får du på Sbrino og klassiske Gelateria della Passera. Mere innovative smagsvarianter finder du på La Gelatiera, med bl.a. hojicha-te, earl grey og yuzu. La Sorbettiera er stedet for chokoladeelskere med flere chokovarianter, og på Edoardo il Gelato Biologico får du din is i friskbagte sprøde vafler. Er du mere til en affogato, er Vivoli stedet – den flade isservering i porcelænskoppen med en diamantformet firkant espresso i midten, som gik viralt.
Foto: Camillo
Middag
Autentiske middage får du på Alla Vecchia Bettola, perfekt kaotisk med ranker af løg, blomster-bemalede fliser og langborde. Bestil friteret artiskok og penne alla vecchia bettola (pasta i vodkasauce). På klassiske Trattoria Cammillo går alt op i en højere enhed, lige fra broderie anglaise-initialgardinerne i vinduet til de hvide duge, det skakternede flisegulv, billedrammevæggen og glasmontren i indgangen, der bugner med friske råvarer. Bestil friterede salvieblade med ansjos, tortellini in brodo og vilde skovjordbær med is. Trattoria Sostanza er endnu en klassiker, der ikke bør misses. Pris dig lykkelig for et bord her, og bestil artiskoktærten, smørkyllingen samt hvide og grønne bønner, og rund af med flere skovjordbær. Il Santo Bevitore sørger for storbystemning på ægte italiensk manér med højlydt snak. Start med klassikere som burrata og salumi. Hot tip: Book et af de få borde udenfor, og læg vejen forbi Il Santino (søstervinbaren) til et præmiddagsglas. Her flyder naturvin i glassene på den populære bar, hvis miniformat får folk til at flytte festen udenfor. Den uformelle yndlings er endnu en fra Cibrèo-familien, Trattoria il Cibreino, kun få meter fra Cibrèo Caffè, et lille trattoria med en uformel stemning. Bestil mozzarella, prosciutto, pestolasagne, kyllingepolpette og et glaskold Vermentino. Snup aftenespresso (martinien) de ti meter længere henne ad gaden, kig på mennesker på Cibrèo Caffè. Er du til bøf, bør du få en bistecca alla fiorentina på Regina Bistecca.
Shopping
Apoteket over dem alle. Gå absolut ikke glip af et besøg i den smukke originale Officina Profumo Farmaceutica di Santa Maria Novella-butik. Forbered dig på en indtjekket bagage efter et besøg her. Er du generelt fan af gamle apoteker, vil du elske det 1800-tals homøopatiapotek Münstermann. Også her laver de deres egne formler, sæber, cremer m.m., og så har de det fineste udvalg af tortoise hårspænder, både vintage og nye, men sig det ikke til nogen. Det er den slags sted, man har lyst til at fortælle alle om og samtidig holde for sig selv.
Foto: LORETTA CAPONI
Foto: TAF
Foto: TODO MODO DILÀ
Fyld kufferten op med florentinske sager. Navnet på den gade, hvorpå Loretta Caponi ligger, siger det hele: Via delle Belle Donne – De Smukke Kvinders Gade. Butiksgalleriet er i sig selv et besøg værd. Her hænger vidunderlige håndbroderede toppe, kjoler, undertøj og nattøj side om side. TAF er endnu en destination med broderi. I mere end 70 år har Cappellini-Chiti-familien håndbroderet duge, servietter og ikke mindst det yndigste børnetøj. Deres broderede cocktailservietter er den perfekte værtindegave. Shop undertøj i fineste Quercioli & Lucherini – en original butik, som samler de fineste sager fra Oscalito m.fl. Læg vejen forbi mere end 100 år gamle Pampaloni, og drøm om det ypperste sølvbestik. Paris har Mariage Frères – Firenze har La Via del Tè. Snup en pose af teen Il Sogno di Michelangelo med hjem. Moleria Locchi laver de smukkeste glas og vaser, ikke af den slags, man selv ville stå for at pakke ned, men de sender. Bottegadi Sguardi og Antica Occhialeria sørger for stilfuld uv-beskyttelse til øjnene og læsebriller. Sidstnævnte kan komme til hjælp i Todo Modo (og børneudgaven Todo Modo Dilà) – bogbutikken, som også er bistro, kaffe og vinbar. Her er internationale og engelsksprogede titler. Glem ikke flagskibsbutikkerne, der dobler som gallerier, Gucci Garden, Palazzo Pucci og Ginori 1735.
Foto: Ponte Vecchia
Kulturelle inputs
Det kan være svært at få tid til alle Firenzes vidundere, særligt i sommerperioden, hvor lange køer kan synes uendelige, især til Duomoen, Santa Maria del Fiore, hvis kuppel pryder tagudsigterne i Firenze. Nøjes med at studere den stribede katedral fra Piazza del Duomo, og gem et besøg til en dag udenfor sæsonen. Besøg i stedet Cappelle Medicee, bygget af den berømte Medici-familie, med masser af marmor, terrazzo og freskoer, for ikke at glemme skulpturer af berømte Michelangelo. Måske er du endda heldig at have stedet helt for dig selv. Man kan ikke sige Firenze uden at tænke på kunst, så museerne er populære attraktioner. Både Uffizi-galleriet og Galleria dell’Accademia har fantastiske samlinger, men køerne er lange. Gå i stedet ture langs Arnofloden både dag og aften, og nyd livet på Ponte Vecchio-broen. Gå igennem Vasaripassagen, den hemmelige passage fra 1500-tallet, som begynder ved Uffizi-galleriet, krydser Ponte Vecchio og går gennem byen, inden den ender ud i Bobolihaven, hvis billet giver bonusadgang til Villa Bardini og dens velholdte UNESCO-renæssancehave, der blomstrer med blåregn, roser og iris.
Mónica Anoz Rodríguez, 29 år. Grundlægger af læderbrandet Trenza samt stylist og content creator. Har læst fashion styling & creative direction på V Marangoni London. Bor i Madrid og bruger desuden meget tid på Ibiza. Blev gift i sommeren 2025.
DEN FØRSTE KULTUROPLEVELSE, JEG KAN HUSKE, VAR at tage til El Rastro (et helt særligt antikvitetskvarter i Madrid, red.) om søndagen med min mor. Det har altid været en tradition, og jeg tror, det var der, jeg første gang følte en stærk forbindelse til kunst, antikviteter og mennesker.
HVIS JEG IKKE LAVEDE DET, JEG GØR I DAG, VILLE JEG arbejde med indretning. Jeg brænder mere og mere for indretning, antikviteter og tekstiler såvel som kunst. Jeg ville sandsynligvis designe kulisser eller kuraterede rum, så ligesom det, jeg gør i dag, ville det stadig handle om en historiefortælling, men på en mere arkitektonisk måde.
Foto: Sayana Cairo
EN GADGET, JEG IKKE KAN LEVE UDEN, ER mit filmkamera. Det er både et kreativt værktøj og en måde at bevare minder på.
I DEN SIDSTE SMS, JEG SENDTE, STOD DER “på vej, 5 minutter” til min søster.
DEN BEDSTE GAVE, JEG HAR GIVET, må være noget med håndværk bagved. Jeg bliver mere og mere besat af håndværkere. Det gør mig ked af det, at meget af det går tabt, og jeg beundrer virkelig designere som Jonathan Anderson, der arbejder for at beskytte det.
NÅR JEG HAR BRUG FOR RÅD, RINGER JEG TIL min mor. Hun er rolig og ærlig og ser tingene klart uden at komplicere dem for meget.
NÅR JEG HAR BRUG FOR INSPIRATION, vender jeg blikket mod vintagebutikker, gamle bøger, fotoarkiver eller naturen på Ibiza. Det handler om kontraster og teksturer.
Foto: Sayana Cairo
MIN STØRSTE INSPIRATION er kvinderne i min familie. Jeg føler mig også dybt inspireret af personligheder som Frida Kahlo, Joan Didion og Miuccia Prada.
SUNDHED FOR MIG er det vigtigste, vi har. Uden fysisk og mentalsundhed dur intet andet.
KÆRLIGHED FOR MIG er den stærkeste kraft, vi har. Den giver mening til alt. At elske og at blive elsket er alt.
EN EGENSKAB, JEG VIRKELIG VÆRDSÆTTER HOS ANDRE MENNESKER, ER nysgerrighed. Mennesker, der observerer, sætter spørgsmålstegn og graver under overfladen, inspirerer mig altid.
MIN YNDLINGSRET LIGE NU er rå fisk i næsten alle former.
I MIT KØLESKAB ER DER ALTID hindbærmarmelade og smør.
Foto: Sayana Cairo
Køkkenet, hvor måltiderne tilberedes. For tiden er Monica Anoz' livret rå fisk i alle former.
MIN YNDLINGSRESTAURANT I MADRID er Restaurante La Parra for traditionel spansk mad, Sushi Bar Hannah for den bedste japanske mad i byen og Bar Vergara, der er en ny favorit. På Ibiza er mine yndlingsrestauranter Ca’s Pagès, en simpel, men vidunderlig grill, La Paloma, der ligger i en charmerende have, og Bar Anita for autentisk morgenmad.
JEG VIL GERNE SPISE PÅ Desde 1911 i Madrid!
SKØNHEDSPRODUKTET, JEG BRUGER IGEN OG IGEN, ER fra Guerlain. Jeg har arbejdet med brandet i årevis og sværger til deres ‘Abeille Royale’-hudplejeserie, den holder min hud strålende og hydreret. Og jeg kan ikke leve uden en orangefarvet øjenskygge fra deres makeupserie.
PÅ MIN MATERIELLE ØNSKELISTE STÅR et vintage-Cartier-ur, tidløst og fuld af personlighed.
MIN PERSONLIGE STIL ER modig, men bevidst. Jeg elsker at blande vintage-items med overraskende moderne stykker tøj. Og så bygger jeg ofte looks fra skoene og op.
Foto: Sayana Cairo
Monica Anoz ønsker sig et vintage-Cartier-ur, som hun kalder tidsløst og fuld af personlighed. Til daglig går hun med dette, der også er fra Cartier. Duftlyset er fra Loewe.
MIT BEDSTE TØJKØB NOGENSINDE er en rød nederdel fra Céline by Phoebe Philo.
I MIN TASKE ER DER ALTID læbestift og læbepomade.
VERDENS BEDSTE DUFT er figentræer på Ibiza. Det bringer mig umådelig fred… og det er også duften af min parfume.
DEN SIDSTE TING, JEG KØBTE, SOM JEG ELSKER, er mit andet bryllupslook fra Chloé by Chemena. Det er meget specielt for mig og vil altid have en særlig betydning.
BYEN, JEG IKKE KAN VENTE MED AT KOMME TILBAGE TIL, er København. Jeg var der sidst for tre år siden, og jeg elsker byens energi, mennesker og butikker.
Foto: Sayana Cairo
MIT YNDLINGSRUM I MIT HJEM er mit atelierhjørne, hvor stofprøver, bøger og skitser lever i kreativt kaos.
HVIS MIT HUS BRÆNDTE, VILLE JEG REDDE min hund, Archie, selvfølgelig. Og så meget vintagetøj, som jeg kunne bære, mens jeg holdt ham. Sandsynligvis løbende barfodet, men hey, prioritering!
DEN BEDSTE SOUVENIR, JEG HAR TAGET MED HJEM, er kurve, kan der og helt særlige glas fra Mexico. Jeg har taget så meget forskelligt håndværk med hjem derfra og elsker det hele.
Foto: Sayana Cairo
Monica Anoz har bragt en masse service og kurve med hjem fra ferier i Mexico. Hun elsker alt med godt og traditionsrigt håndværk bag.
DEN BEDSTE BOG, JEG HAR LÆST, ER ‘Great Expectations’. Den vil altid være den bedste bog, jeg har læst i mit liv, og den, der påvirkede mig mest. Selvom jeg har læst mange vidunderlige og meget forskellige bøger, vil den altid være nummer et.
EN KUNSTNER, JEG VILLE ØNSKE HANG PÅ MIN VÆG, er Mark Rothko. Jeg har altid beundret hans arbejde, men at se hans udstilling på Fondation Louis Vuitton var virkelig rørende, især hans maleri nr. 16 fra 1960. En samtidskunstner, jeg virkelig elsker, er Poppy Jones.
EN KUNSTNER, JEG ALLEREDE HAR ET VÆRK AF, er Augusta Lardy fra Galería Belmonte, og så har jeg et værk af Gabrielė Adomaitytė, som jeg købte på Gratin NY Gallery.
JEG LYTTER TIL Cyndi Lauper på repeat, fordi 80’erne er min musikalske yndlingsæra. Hun og hendes sange løfter altid mit humør og bringer gode vibrationer.
Foto: Sayana Cairo
MIN YNDLINGSFILM ER ‘In the Mood for Love’ af Wong Kar-wai. Det er ren visuel poesi. Den er kendt for sin frodige filmstil og omhyggelige indramning. En ikonisk sætning, jeg elsker, er “Nogle gange føler jeg, at den eneste måde at eksistere på er gennem erindringen”.
HVIS JEG KUNNE GØRE EN FORSKEL I VERDEN, ville jeg sætte kreativitet og følelsesmæssig uddannelse i centrum for, hvordan vi opdrager og underviser fremtidige generationer.
DET GØR MIG GLAD at tilbringe tid med min familie og samle alle på Ibiza.
DET GØR MIG VRED, når noget er uretfærdigt, og folk mangler empati.
Foto: Sayana Cairo
MIN YNDLINGSFARVE ændrer sig afhængigt af min livsfase. Lige nu er den lyseblå – den bringer mig fred. Augusta Lardy-maleriet, som jeg for nylig erhvervede mig i Madrid, er inspireret af en havbølge og er blåt, hvilket føles særlig meningsfuldt.
JEG GRINER AF tør, uventet humor. Jeg elsker, når nogen kan få mig til at grine med bare et blik.
I LØBET AF DET NÆSTE ÅR VIL JEG skabe vækst i Trenza, samarbejde omhyggeligt, rejse langsommere og fortsætte med at skabe fra hjertet.
Sofie Gråbøl. Født i 1968 på Frederiksberg. Bor i dag på Østerbro i København. Debuterede som 17-årig i filmen ‘Oviri’, hvor hun spillede over for Donald Sutherland. Filmen indbragte hende både en Bodil og en Robert. Hun har siden medvirket i en lang række af film og TV-serier, både danske og udenlandske. For tiden er hun aktuel i Anders Thomas Jensens ‘Den sidste viking’.
Foto: Frederik Lentz Andersen
FORDI JEG SKULLE se ud, som jeg skulle, i rollen som Margrethe i ‘Den sidste viking’, blev jeg nødt til at træne mig op. Hun bokser, hun løber. Det er en stor del af hendes livsindhold, så jeg skulle få det til at se ud, som om den her krop havde lavet et eller andet. Da jeg var kommet over de første to måneders helvede, tænkte jeg: “Gud, jeg har det jo godt.” Jeg havde det faktisk helt uvant godt og tænkte, at det ville jeg holde fast i. Men så, selvfølgelig, har jeg ikke lavet noget siden dagen efter optagelserne. Hvis bare jeg skal ud at cykle, kører der en indre dialog, hvor jeg prøver at overbevise mig selv om, at det behøver jeg da ikke. Det er ret patetisk. Jeg havde som barn en bedste veninde, som boede nede ad en sidevej ikke så langt fra mig. Alt i hendes familie var, som jeg ville ønske, min familie var. Der var en far og en mor, der var ordnede forhold, der var et sommerhus, der var en hund, der var børn, der gik til sport, og forældre, der fulgte dem derhen. Jeg blev nærmest sådan et adoptivbarn hjemme hos dem, fordi jeg var der på daglig basis. Det var simpelthen min drøm af et liv. På et tidspunkt begyndte min veninde til håndbold. Siden fulgte de to andre børn også. Lillebroren hed i øvrigt Kasper Hvidt (tidligere målmand på håndboldlandsholdet, red.). Det er bare for at sige: De var gode til det, og de nød det. Der virkede til at være så meget mening i at gå til sport for dem, så derfor tænkte jeg, at jeg også skulle gå til håndbold. Jeg tror, jeg gik der i to måneder. Set i bakspejlet er det ikke så mærkeligt, for jeg var sådan et tændstik menneske. Jeg var sådan en, som folk altid spurgte: “Blæser du ikke væk i blæsevejr?” Jeg var virkelig et siv, og jeg havde så små hænder, at jeg ikke kunne holde bolden med én hånd. Det var bare et stort nederlag. Jeg har stadig aldrig haft den store, kærlige succesoplevelse, når det kommer til sport. Jeg forbinder al sport med lidelse og overvindelse og så en form for belønning bagefter. Men ikke sådan en belønning, som jeg fornemmer, at andre oplever, hvor det i sig selv har været tilfredsstillende at dyrke sport. Nej, jeg mener mere sådan i form af en hel plade chokolade og tanken om, at nu behøver jeg ikke at lave noget i tre dage. I tiden op til optagelserne af ‘Den sidste viking’ begyndte jeg at komme fast i noget, der hedder Twin Spirit. Det var et ret fantastisk sted drevet af to enæggede tvillinger. De havde alle mulige former for træning, så for første gang i mit liv havde jeg en personlig træner – eller to, faktisk – som stod og piskede mig på daglig basis. Jeg fik også undervisning i boksning, fordi Margrethe bokser, og det er sindssygt svært. Måske kender man det, at man ser andre gøre noget og tænker: “Det kan jeg da også.” Sådan har jeg det med mange ting, eksempelvis stunts. Jeg lever i et selvbedrag, der gør, at jeg tænker: “Det kan jeg sagtens.” Det kunne jeg ikke. Jeg kunne faktisk ikke lave en bevægelse, uden at boksetræneren kom rendende og sagde: “Vinklen på din albue er helt forkert.” Jeg havde troet, at det bare var at slå, mens man forestillede sig, at man var Robert De Niro i ‘Raging Bull’. Sådan var det ikke.
Foto: Frederik Lentz Andersen
“Jeg stod over for Nicole Kidman i ‘The Undoing’, som Susanne Bier lavede, og min fysiske reaktion var så voldsom, at jeg ikke kunne mærke forskel på, om jeg stod foran en skuespiller eller et geværløb. Det havde ikke noget med Nicole Kidman at gøre. Det havde noget med mig at gøre”
DET FØRSTE LANGE stykke tid følte jeg mig sendt tilbage til barndommens håndboldhal. Jeg var håbløs. Men jeg nåede til sidst et sted hen, hvor jeg godt kunne være det bekendt. Dermed ikke sagt, at jeg ville kunne klare mig 20 sekunder i en boksering, og jeg har også glemt halvdelen af, hvad jeg har lært. Det var et helt nyt sprog, en helt ny verden, men det var sjovt at lære – at få det til at se ud. Det er en væsentlig del af arbejdet som skuespiller. Ligegyldigt hvad man spiller, går det ud på at forsøge at blive så overfladisk dygtig, at man kan skabe en illusion om, at det her menneske har lavet en hjerteoperation før, været jordemoder i mange år eller bokset som Margrethe. Jeg kunne godt mærke, at der skete noget i de måneder, hvor jeg trænede til rollen. Jeg kom aldrig til at holde af at træne, men jeg kom til at holde af at føle mig stærk og sund og i form. Tvillingerne greb jo ind i alt muligt, også i min kost, og det var jo ikke så sjovt. Tilgengæld fik jeg ros af dem. Det konfronterer i virkeligheden mange ting at gå igennem sådan et træningsforløb. Jeg har tit snakket med mennesker, som finder styrke i at møde modstand. Jeg har altid beundret det træk. Jeg har kolleger, der ligesom har løftet sig til next level af at mærke pres – f.eks. folk, der pludselig skulle præstere noget på verdensscenen over for verdensstjerner, hvor de har mødt modstand og faktisk ikke er blevet behandlet særlig godt. Der ved jeg bare, at når det sker for mig, så pakker jeg hele butikken sammen. Så bliver jeg fire år gammel og har lyst til at give op. Den mekanisme mødte jeg også i det der træningsforløb. Jeg er ikke mit bedste, hvis jeg er lige ved at bryde sammen, og der står nogen og råber: “Du kan godt tage en til! Kom så!” Så får jeg bare lyst til at græde. Jeg er mere til ros, og det fangede tvillingerne. Med ros nåede jeg et vist stykke. De der mekanismer, fight, flight and freeze – hvad hedder de på dansk? Jeg har besluttet mig for, at jeg ikke vil sige så mange dumme engelske ord. Jeg er kommet i P1-alderen, hvor man begynder at kere sig om sproget. Nå, men kamp, flugt og frys – hvordan reagerer du, når du bliver bange eller udfordret? Nogle går i fight-mode, hvilket jo er virkelig brugbart. Jeg må indrømme, at jeg kender frys ret godt. Den kan godt være en udfordring i mit arbejde, fordi det at arbejde kreativt er så stærkt forbundet med det modsatte af frys. Det handler om at finde et flow. I det øjeblik du bliver låst, er du ikke i stand til at arbejde kreativt. Så hvis jeg føler, at jeg skal leve op til en hel masse, eller jeg har fået en opgave, som jeg er bange for, om jeg kan løse, så bliver jeg nødt til at tage en indre dialog med den mekanisme i mig selv. Jeg kan se, at andre mennesker bliver ansporet. De tænker: “Nu skal jeg eddermame vise de idioter!” Det gør jeg ikke. Jeg tænker tvært imod, at jeg er idioten. Jeg har oplevet tusind milliarder gange, at frys funktionen har sat ind, for det er i virkeligheden en fast følgesvend i mit liv. Det er klart, at der er nogle øjeblikke, hvor det føles voldsommere. Jeg stod over for Nicole Kidman i ‘The Undoing’, som Susanne Bier lavede, og min fysiske reaktion var så voldsom, at jeg ikke kunne mærke forskel på, om jeg stod foran en skuespiller eller et geværløb. Det havde ikke noget med Nicole Kidman at gøre. Det havde noget med mig at gøre.
Foto: Frederik Lentz Andersen
“Forestil dig at sidde i en trailer, hvor nogen kommer og banker på døren og siger: “Må jeg få lov til at følge dig over til settet?” Alt er klar, når man entrerer, og de bruger endda vendingen “Talent is arriving” – allerede dér er der noget at leve op til”
SELVFØLGELIG KAN JEG blive starstruck af at stå foran en som Nicole Kidman. Hun er bare indiskutabelt dygtig, og så er hun også i stand til at præstere under pres. Når hun træder ind på settet, kan du mærke det i hele rummet. Alt fokus rettes mod hende. Man kan nærmest høre, hvordan folk tænker: “Hun er her.” Jeg kunne ikke forestille mig noget værre. For nogle år siden lavede jeg den engelske serie ‘Fortitude’, som var en stor produktion, og her sidder man ude i sin trailer og er en stjerne. Som dansker vil jeg bare gerne føle, at jeg hører til i et fællesskab. Jeg kan mærke det i alle mine celler, for vi er et spejderland, vi er et foreningsland, så forestil dig at sidde i en trailer, hvor nogen kommer og banker på døren og siger: “Må jeg få lov til at følge dig over til settet?” Alt er klar, når man entrerer, og de bruger endda vendingen “Talent is arriving” – allerede dér er der noget at leve op til. Jeg har altid brugt sindssygt meget energi på at aflæse de rum, jeg befinder mig i – alt det, som jo er en fællesskabssøgende mekanisme, der er så dybt indlejret i os som danskere. Så at entrere et rum på den her måde … Jeg holdt simpelthen op med det. Det passede slet ikke til mit temperament at være en stjerne ude i en trailer. Jeg er heller ikke opdraget til det arbejdsmæssigt. Vi arbejder jo på en helt anden måde i Danmark. Jeg kunne mærke, at det gjorde mig tryg at være sammen med de andre og se dem lægge skinner og sætte lys op og ligesom indstille mig på – sammen med holdet – hvad det var, vi skulle. Ud over at det var betryggende at føle, at jeg var en del af gruppen og ikke en eller anden præmie gris, der blev trukket ind på markedet, som alle skulle kigge på, så opdagede jeg også, at jeg kunne springe det der moment over, som ofte gjorde, at noget i mig frøs.
Foto: Frederik Lentz Andersen
“At give interviews er ligesom at komme til lægetjek og skulle have målt blodtryk og alle de tal og værdier, som man slet ikke tænker over, men lige pludselig bliver bevidst om”
HVORFOR ENDER JEG altid med at snakke om at have angst og usikkerhed? For jeg har samtidig lyst til at modsige det hele. Måske er det en fagting, at man bliver så opmærksom på menneskelige mekanismer, også i sig selv. Skuespillerarbejde består i at sætte sig ind i alle mulige følelser og dynamikker, og derfor er der måske en skærpet opmærksomhed på de her mekanismer. Jeg ender i hvert fald ofte i situationer, hvor jeg kommer med en klagesang. Men sådan er det ikke ment. Jeg opfatter i virkeligheden også mig selv som et modigt menneske. Jeg har jo ikke pakket noget sammen. Jeg har stillet mig derud. Det er også det, der er så svært ved sådan nogle samtaler: Hvem er man så lige i dag? Altså, jeg ved ikke, hvem jeg er. Hver gang jeg hører mig selv definere noget, sidder jeg også og tænker: “Men er jeg ikke også det modsatte?” At give interviews er ligesom at komme til lægetjek og skulle have målt blodtryk og alle de tal og værdier, som man slet ikke tænker over, men lige pludselig bliver bevidst om: “Gud, hvordan er tilstanden?” Man gør status i sådan en samtale, og det er egentlig ikke sådan, jeg går rundt og lever og tænker til daglig. Jeg vægrer mig ved at skulle definere noget, for jeg synes hele tiden, at det modsatte også er tilfældet. På nogle punkter er jeg eksempelvis ekstremt stædig, men på den anden side oplever jeg mig også som totalt vægelsindet og udefineret. Nogle beslutninger kan jeg gå i hårdknude over. Jeg har lige været fem år om at købe en sofa. Jeg flyttede til noget mindre, så jeg måtte skille mig af med den sofa, jeg havde, men bare det at skulle vælge farven på betrækket på den nye sofa … Det tog mig fem år. Måske kommer det af, at man som skuespiller er konstant flytbar. Det er på en måde forudsætningen, at man kan slippe sig selv og sætte sig ind i: “Hvordan kunne livet se ud herfra?” Det er det evigt fascinerende ved det her arbejde – det synes jeg virkelig.
Foto: Frederik Lentz Andersen
““Nu klapper du i og sætter dig over i hjørnet!” For hvem har lyst til at blive et forbitret, uforløst menneske, der er plaget af alle de skuffelser, man har mødt i livet? Hende har jeg i hvert fald ikke lyst til at blive”
FOR MIG VAR det at arbejde med Anders Thomas Jensen igen det modsatte af alt det, vi lige har talt om. Det var i høj grad en familiær følelse. Det ville være patetisk at sige, at det var følelsen af at tilhøre en familie, for det var det dog ikke, men så en arbejdsfamilie. Selvom jeg ikke havde arbejdet med ham og holdet siden ‘Blinkende lygter’ for 25 år siden, var det vidunderlig velkendt. Samtidig er vi blevet ældre allesammen, så det var både velkendt og helt nyt. Jeg havde i virkeligheden sådan en følelse af dobbelteksponering hele tiden, for det er mærkeligt, at der er gået så mange år. Lige pludselig sidder man i pauserne og har samtaler om, hvordan det går med børnebørnene. Jeg tager mig selv i at sidde og stirre på mine kolleger og tænke: “Hold kæft, hvor er vi blevet gamle!” Og næste øjeblik tænker jeg, at vi overhovedet ikke har forandret os. Sådan en som Mads Mikkelsen har jeg ikke arbejdet sammen med siden dengang, men han har ikke ændret sig en pind. Han brænder stadig lige så ungdommeligt intenst. Ud over at jeg synes, ‘Margrethe’ er en sjov, frygtelig rolle – eller en frygtelig sjov rolle måske – så var det også bare virkelig sjovt at være sammen med alle de gamle. Det skyldtes også, at alle havde fantastiske roller. De fleste fortællinger er båret af et par hovedkarakterer, og så er der en hel masse udenom, som ikke er lige så vigtige. Hos Anders Thomas er det ligegyldigt, hvor lille en karakter er i antal sider i manuskriptet. Det er stadig nogen – et menneske med latterligheder og udfordringer og alt muligt. Det gør det sjovt at arbejde, for det gør, at alle hver især føler sig som Hamlet. Jeg er ikke sådan en, der udtænker store baggrundshistorier til mine karakterer. Jeg ved altid kun selv, hvad der står i manuskriptet. I Margrethes tilfælde kan man tilmed være i tvivl om, hvor meget af hendes egen historie der stemmer overens med virkeligheden. Hun mener selv, at hun havde en stor modelkarriere engang, som hun opgav for sin mand. Men sandheden er nok, at hun bare har været håndmodel i en Kahlúa-reklame i 1980’erne. Man kommer nok ikke uden om, at der er en høj grad af selvbedrag i hende. Margrethe er jo faktisk et dybt uforløst menneske. Og indebrændt. Hun er simpelthen skuffet over livet: “Var det virkelig dét?” Når man når en vis alder, er der bare nogle konklusioner, som uundgåeligt bliver draget. Selvfølgelig kunne jeg i teorien uddanne mig til tandlæge nu, men samtidig kan jeg mærke mentalt, at det kan ikke lade sig gøre. Nogle ting i ens liv har bare fundet deres endelige form og kan ikke længere modelleres. Jeg har også en indre Margrethe, der beklager sig over alt muligt: “Hvorfor skulle dét ske? Hvorfor var jeg så dårlig til dét? Hvorfor kunne jeg ikke lave en kernefamilie ligesom dem, jeg besøgte hverdag i min barndom? Hvorfor blev jeg syg?” Der er alt muligt, der får min indre Margrethe til at beklage sig, og nogle gange må jeg tale et alvorsord med hende: “Nu klapper du i og sætter dig over i hjørnet!” For hvem har lyst til at blive et forbitret, uforløst menneske, der er plaget af alle de skuffelser, man har mødt i livet? Hende har jeg i hvert fald ikke lyst til at blive.
Foto: Frederik Lentz Andersen
“Min opfattelse af verden, og dermed min oplevelse af, hvordan tingene udfoldede sig, har jeg set igennem et filter, som var defineret af tiden. Jeg har ikke lyst til at give et MeToo-interview, men der var ting, man bare gjorde og fandt sig i, som nok ikke ville være gået i dag. Ja, som egentlig var helt vanvittige, og som jeg i dag vil betegne som overgreb, men som jeg ikke formulerede sådan dengang. Den slags oplevelser har jeg tusind milliarder af – hvor man tænkte én ting engang og en anden i dag”
SELVOM FORTIDEN MED alderen stivner i en eller anden form, har jeg også oplevet, at den er lige så foranderlig som fremtiden. Det er meget mærkværdigt. Jeg synes, der bliver ved med at opstå nye erkendelser om noget, der er sket for mange år siden, som jeg har haft en bestemt opfattelse af, hvor jeg pludselig tager mig selv i at tænke: “Måske var det slet ikke sådan.” Jeg har måttet erkende, at man er vævet sammen med tidsånden i langt højere grad, end jeg troede. Min opfattelse af verden, og dermed min oplevelse af, hvordan tingene udfoldede sig, har jeg set igennem et filter, som var defineret af tiden. Jeg har ikke lyst til at give et MeToo-interview, men der var ting, man bare gjorde og fandt sig i, som nok ikke ville være gået i dag. Ja, som egentlig var helt vanvittige, og som jeg i dag vil betegne som overgreb, men som jeg ikke formulerede sådan dengang. Den slags oplevelser har jeg tusind milliarder af – hvor man tænkte én ting engang og en anden i dag. Det er interessant, hvordan tidens blik er så definerende. Man tror, man har sit eget subjektive blik, men har man egentlig altid det? I dag kan jeg se, at jeg i mine unge år var udefineret på en måde, hvor jeg ikke rigtig kunne mærke grænser i mig selv. Det var ikke noget, der krystalliserede sig i mig, før jeg blev 30 år. Det har givet mig mange fantastiske oplevelser, at jeg har ladet mig forføre og bare har sagt ja, men det har også givet mindre gode oplevelser, fordi jeg simpelthen ikke har været i stand til at definere mine grænser. Nogle gange er jeg gået længere, end jeg egentlig ville. Det er en del af selve arbejdet som skuespiller at lægge sine egne grænser til side og stille sig til rådighed for den fiktive ramme, men samtidig er det ens egen krop, der gør det, og kan kroppen mærke forskel? Med de nye generationer er der kommet en grænsebevidsthed, som både er smuk og god. Det mener jeg virkelig. Jeg kan også tænke, at den nogle gange karambolerer med arbejdet som skuespiller, for man er nødt til at sige ja, når man arbejder kreativt. Det skal ikke lyde Scientology-agtigt, det skal ikke være en overgivelse, som på nogen måde er uværdig, men det er selve grundpræmissen, at man skal overgive sig. Ellers tror jeg simpelthen ikke, man er i stand til at arbejde som skuespiller. Jeg vil faktisk gerne ind i det grænseløse rum, for det er en befrielse at lægge sine egne grænser væk og lade sig føre med. Men jeg har helt sikkert også haft oplevelser i forbindelse med mit arbejde, jeg gerne ville have været foruden.
Foto: Frederik Lentz Andersen
“Hvis man skal tale om dét store vendepunkt, så var det, da jeg som 17-årig blev skuespiller, og mit liv ændrede sig uventet og drastisk. Inden da havde jeg været sådan en, der overhovedet ikke gjorde sig tanker om at stille sig i centrum, som faktisk aldrig havde rakt hånden op i skolen, og som rødmede helt absurd tomatrødt, hvis mere end to mennesker kiggede på mig. I dag hedder det social angst, dengang hed det bare at være genert. Det kan være svært at forstå, hvordan sådan en person bliver skuespiller”
JEG HAR SÅDAN en følelse af, at min tidslinje flyder sammen. Jeg kan aldrig huske, hvornår forskellige ting skete, men hvis man skal tale om dét store vendepunkt, så var det, da jeg som 17-årig blev skuespiller, og mit liv ændrede sig uventet og drastisk. Inden da havde jeg været sådan en, der overhovedet ikke gjorde sig tanker om at stille sig i centrum, som faktisk aldrig havde rakt hånden op i skolen, og som rødmede helt absurd tomatrødt, hvis mere end to mennesker kiggede på mig. I dag hedder det social angst, dengang hed det bare at være genert. Det kan være svært at forstå, hvordan sådan en person bliver skuespiller. Det hele kom sig af, at min mor så en annonce i avisen for en mindre rolle i filmen ‘Oviri’. Det var ikke, fordi hun havde nogen ambitioner på mine vegne, og jeg har aldrig følt, at jeg skulle leve op til noget som helst. Jeg kan f.eks. huske, at jeg sagde til hende, at jeg ikke gad gå i gymnasiet. Så sagde hun bare: “Nå, fint.” Det var et meget frit hjem, hvad det angik, så det var ikke det, der trak mig i den retning. Jeg tror bare – film er jo magisk. Tanken om at være med til at lave en rigtig film havde sådan en stjernekaster-agtig fornemmelse over sig. Året forinden havde min veninde været statist i Walter og Carlo-filmen ‘Op på fars hat’. Det var jo helt vildt. Vi tog allesammen i biografen og så filmen for det ene glimt, hvor hun var med. Filmindustrien var det forjættede land. Samtidig var der slet ikke samme bevidsthed som i dag med sociale medier. Nu ved alle, hvad det vil sige at udkomme i et eller andet format. Det vidste man simpelthen ikke dengang. Jeg havde en meget uskyldig opfattelse af det, for det eneste, jeg kendte til, var at sidde med en båndoptager og grine af at høre sin egen stemme. Hvis det havde været i dag, kan det meget vel være, at jeg havde tænkt: “Jeg tør overhovedet ikke stille mig frem på den måde!” Men jeg anede vitterlig ikke, hvad jeg gik ind til. Jeg er ikke engang sikker på, at jeg helt forstod, at jeg blev filmet. Jeg var heller ikke blevet prøvefilmet inden. Jeg mødte bare op på min første arbejdsdag og lavede en større scene – som i øvrigt var en nøgenscene. Jeg havde ingen forståelse af, hvad jeg lavede.
Foto: Frederik Lentz Andersen
“Jeg kan stadig huske, da jeg et halvt år efter optagelserne til ‘Oviri’ sad til eftersync i en lydbiograf i Lyngby. Her så jeg for første gang mig selv på lærredet. Det var virkelig vildt: “Hold kæft, mand, der er nogen, der har filmet det her!””
DET VAR BARE en vild oplevelse. Alt omkring det var vildt. Det var vildt at komme på restaurant med tjenere – altså det havde jeg aldrig været. Vi havde en lokal kinagrill, som vi hentede mad fra, når det virkelig skulle være vildt. Så det var ikke i særdeleshed selve arbejdet, der var vildt. Det var hele pakken. Senere fulgte premieren, som var temmelig grandios – dronningen var der f.eks. Men når man spørger, hvad jeg tænkte, så er svaret, at mens alt det her stod på, tænkte jeg ingenting. Jeg var meget barnlig, åben og uskyldig, hvilket nok også er grunden til, at jeg kunne spille en 14-årig, selvom jeg var 17 år. Jeg kunne ligesom illudere det, fordi jeg måske ikke var ældre inde i hovedet. Jeg havde overhovedet heller ikke nerver på. Jeg havde slet ikke bevidstheden om at skulle præstere. Jeg gik bare ind foran det kamera. Den tilstand har jeg længtes efter lige siden. Jeg drømmer tit om at kunne finde tilbage til den der følelse af ren tilstedeværelse uden alle de kommentarspor, man har inde i hovedet, som bliver flere og flere, jo ældre man bliver. Hvis man kunne parre den indstilling med erfaringen, ville man destillere rent guld. For selvom man risikerer, at tankerne kommer til at stå mere i vejen for det rene nærvær, er det et fag, der bliver mere og mere interessant. Hele den der leg med alt det, man kan. Med en betoning og et blik. Det bliver bare sjovere og sjovere, fordi man hele tiden opdager, hvor sindssygt meget man rent faktisk kan nuancere – og det stopper aldrig. Dengang kastede jeg mig bare umiddelbart ud i det, og det gik vanvittig stærkt. Jeg nåede at medvirke i to andre film (‘Barndommensgade’ og ‘Pelle Erobreren’, red.), før den første havde premiere. Så jeg nåede at optage tre film uden nogensinde at have forstået, hvad jeg lavede. Jeg kan stadig huske, da jeg et halvt år efter optagelserne til ‘Oviri’ sad til eftersync i en lydbiograf i Lyngby. Her så jeg for første gang mig selv på lærredet. Det var virkelig vildt: “Hold kæft, mand, der er nogen, der har filmet det her!”
Foto: Frederik Lentz Andersen
“Jeg er ikke født til at spille skuespil, tværtimod er der nogle introverte sider, som jeg skal overvinde hver gang, men nu endte jeg tilfældigvis med at vinde en Bodil for min første rolle. Det gjorde helt klart, at jeg følte, at det var noget, jeg var god til. Det stod jo ligefrem i avisen”
DET ER ET mærkeligt tilfældigt vilkår for de flestes liv, at det er så definerende, første gang man får at vide, at man er god til noget. Jeg tror, det er fuldstændig ligegyldigt, hvad det er, men den der følelse af at blive set, anerkendt, liket – man sulter efter den uden at være klar over det. Når man så møder den, er det noget, man vil forfølge. Hvis jeg havde nået at kaste mig over noget helt andet, og nogen havde rost mig for det – så var jeg ikke blevet skuespiller. Jeg er ikke født til at spille skuespil, tværtimod er der nogle introverte sider, som jeg skal overvinde hver gang, men nu endte jeg tilfældigvis med at vinde en Bodil for min første rolle. Det gjorde helt klart, at jeg følte, at det var noget, jeg var god til. Det stod jo ligefrem i avisen. Forestil dig at sidde på skolebænken i ti år og så gå ud og pludselig være nogen. Som at blive lagt ned i en fremkaldervæskebalje, og der så dukker et billede op, som rummer alt muligt, man ikke anede, at man besad. Jeg var beruset af at være nogen, at kunne noget. Men da det efter et par år gik i sig selv igen, og der pludselig ikke var så mange tilbud om roller, blev det afløst af en masse tanker om, at jeg nok bare havde været yndig og i virkeligheden slet ikke kunne noget. Jeg søgte også ind på Teaterskolen og kom ikke ind. Det var et kæmpemæssigt nederlag. Indtil da havde det været gratis det hele. Jeg havde aldrig oplevet noget, der ikke bare gav sig selv. “Nå, så laver vi den film” og “Jamen tak for den pris”. Men nu blev jeg i tvivl om, om jeg overhovedet skulle fortsætte med at efterstræbe en skuespiller karriere – med risikoen for ikke at lykkes. Alt det der kom ligesom med forsinkelse, og med det kom også alle følelserne af at have noget på spil, som jeg ikke havde haft før. Som ung skuespiller var der også ting, jeg ikke gjorde, fordi jeg simpelthen ikke turde. Jeg fik to gange tilbudt Julie i ‘Romeo og Julie’. Jeg havde været perfekt som Julie, men jeg turde ikke, for det var ligesom for fint til mig. Det skulle man jo være rigtig skuespiller for. Med tiden blev jeg bedre til at tøjle min frygt ved bare at gøre det. Ikke vente for længe, men kaste mig ud i det. Det har nu været min strategi i mange år. Hvis der er noget, hvor jeg kan mærke, at nu dør jeg af skræk, så skal jeg springe. Det er den eneste måde at overvinde skrækken på. Hvis man bliver stående på vippen, bliver der bare længere og længere ned.
Nørrebro-borgere og andet godtfolk med jævnlig passage gennem Rantzausgade ved, at det igennem en længere periode har været noget, der bare skulle overstås grundet heftigt vejarbejde. De dage er heldigvis (ved at være) forbi, og som om, det ikke var nok, er der nu endnu en god grund til at sætte god tid af til sin tur ned ad gaden.
I nr. 42 har parret Lea Bach Nielsen og Oliver Fibiger nemlig netop slået dørene op for dit nye hangout-spot Bafi: “Oliver og jeg har været sammen i 5 år nu, og vi mødte hinanden på en teaterskole – siden da har livet taget os i mange forskellige retninger indenfor den kreative verden. Vores lille hjerte Bafi, udspringer af den glæde, vi finder i at have gæster på besøg i vores private hjem. Derfor har vi skabt et sted, hvor vi hele tiden kan invitere folk ind i vores univers – og et sted, hvor man kan tage en lille del af det med sig hjem. Vi gør os umage med at udvælge alt vintageinteriør i vores egen personlige stil, vælge friske blomster, der skiller sig ud, samt at lave kaffe og mad af høj kvalitet – altid med masser af kærlighed. Vi håber at skabe en lille oase i hjertet af byen, man har lyst til at besøge – hvad enten man kommer for en sludder med os eller sine nære, lidt bolig-inspiration eller blot for at nyde en rolig stund med varm kop kaffe,” fortæller Lea Bach Nielsen.
Adresse: Rantzausgade 42, 2200 København N
Hong Special pt. 2
Hvis du er københavner og har trang til kinesisk – altså den autentiske lækre version a la dimsum og wonton-suppe – har du muligvis tidligere startet (el)cyklen op og taget turen til Hvidovre, hvor den uovertrufne Hongs Special huserer. Men nu kan du lade batteriet blive hjemme, og måske endda spadsere til dine dumplings. Hongs Special har nemlig slået dørene op for endnu en restaurant, og denne har fået hjemme på Frederiksberg. ”No fusion. No confusion,” skriver folkene bag.
Selvom mange valfarter til sydens varme, når pulsen skal helt i bund, behøver du faktisk slet ikke kigge så fjernt, når feriestemningen skal sikres. For mens Danmark (lige fra Sydhavsøerne til Bornholm) byder på masser af dejlige getaways, er der ligeledes rigtig mange gode grunde til blot at rette blikket mod vores naboland mod øst: Sydsverige. Ikke nok med at området er kendt for sin smukke natur, så har Sydsverige også et hav af lækre spa-områder, der blot venter på at give dig en afslappende oplevelse. Herunder guider vi til de bedste spa-oplevelser i det sydsvenske, hvor der er garanti for balsam for sjælen.
Spa med luksus, bølgeskvulp og ren velvære: Falkenberg Strandbad
Med sine hvide trægange og gyldne sandstrande er Falkenberg Strandbad et hotel, der næsten føles som en destination i sig selv. Her vågner du op til både lyden og udsigten af bølgerne fra Skrea Strand. Spaområdet, The Retreat Club, er en sand oase, hvor varme pools, dampbade og saunaer skaber den perfekte ramme for afslapning. Du kan booke private spa ritualer, få en afstressende massage eller bare nyde udsigten over havet fra en liggestol. Når sulten melder sig, venter Restaurant Famille med en menu, der emmer af friske råvarer og skandinaviske smagsnuancer. Forestil dig friskfanget fisk, cremede skaldyrssupper og et perfekt drinkskort serveret i bløde omgivelser med dæmpet belysning.
.. oplev flere af Hallands perler, mens du besøger Falkeberg Strandbad:
Borgmästargården
En charmerende café og deli i hjertet af Falkenberg. Perfekt til en lækker brunch, hjemmebagt surdejsbrød eller en god kop kaffe. Snyd ikke dig selv for deres kanelboller.
Lilla Napoli
Hvis du elsker pizza, må du ikke gå glip af Lilla Napoli, en lille pizzarestaurant med et kultfølge. Her serveres autentiske napolitanske pizzaer, der er blandt de bedste i Sverige.
Tullbron & Gamla Stan
Gå en tur over Falkenbergs ikoniske stenbro fra 1700-tallet og udforsk byens hyggelige gamle bydel med små butikker og kunstgallerier.
Spa med havudsigt og ægte, svensk charme: Hotel Skansen
I hjertet af Båstad ligger Hotel Skansen – et sted, der emmer af historie, elegance og en afslappet atmosfære. Her er alt, hvad du behøver til en skøn lille getaway: en dejligt spa, gastronomi på højt niveau og en beliggenhed direkte ud til Kattegat. På taget finder du en infinitypool med udsigt over havet, og nede på stranden venter det dejlige Kallbadhus, hvor du kan dyppe dig i det kølige havvand, inden du varmer dig i saunaen. Efter en dag med spa og strandliv, kan en middag i hotellets restaurant, hvor menuen er baseret på sæsonens bedste lokale råvarer, anbefales. Der er alt fra friskfanget fisk fra Bjärehalvøen, saftige bøffer og sprøde grøntsager, der smager af sommer – selv på en kold vinterdag. Om sommeren tilbydes der også udeservering på strandterassen under parasoller og med Båstads bedste udsigt.
.. oplev mere af Båstad, mens du besøger Hotel Skansen:
Norrvikens Trädgårdar
Et eventyrligt haveunivers skabt af den danske blomsterkunstner Tage Andersen. De smukke temahaver, kunstinstallationer og skulpturer gør stedet til en uforglemmelig oplevelse. Og så er der både en dejlig restaurant og en lille cafe, som serverer lokalt produceret mad og drikkevarer.
Ferdinand Vinbar
En charmerende og stilfuld vinbar lige ved havnen i Båstad. Her kan du nyde et kurateret vinkort med spændende flasker fra hele verden, ofte akkompagneret af små, delikate serveringer. Perfekt til en afslappet aften med god stemning.
Havsbadet Båstad
Tag en forfriskende dukkert i havet fra en af de klassiske badebroer, og nyd derefter en varm kop kaffe eller et glas bobler på en af caféerne langs vandet. En af Båstads bedste oplevelser – uanset årstiden.
Spa med minimalisme, arkitektur og skovens ro: Trakt Hotel
Midt i Smålands skove ligger Trakt Hotel – et mini-boutiquehotel, der redefinerer begrebet “at bo i naturen”. Her er arkitekturen skabt i perfekt harmoni med omgivelserne, og de store panoramavinduer trækker skoven helt ind på værelset. Hver detalje på Trakt Hotel er gennemtænkt. Værelserne er minimalistisk indrettet med lyse træsorter, stilrene møbler og en udsigt, der nærmest føles som et levende maleri. Det er et sted, der tvinger dig til at sænke tempoet, trække vejret dybt og bare være tilstede. Hotellets lille restaurant byder på en menu skabt ud fra årstidens råvarer høstet i den omkringliggende natur. Du kan få et varmt bad i et af Trakts store udendørs opvarmede badekar midt i skoven, prøve saunaen ved den lille sø eller tage på vandring i de omkringliggende skove, hvor Ronja Røverdatter blev ”født”.
.. oplev flere skjulte skatte i Småland, mens du besøger Trakt Hotel:
Gränna & Visingsö
Tag en lille omvej til den idylliske by Gränna, kendt for sine røde og hvide polkagrise (karamelstænger). Tag derfra en færge til Visingsö, hvor du kan udforske øens historiske ruiner og smukke natur.
Vandalorum
Et kunst- og designcenter i Värnamo med skandinaviske udstillinger inden for kunst, arkitektur og møbeldesign. De har også en fremragende restaurant, der fokuserer på lokale råvarer og sæsonens smage.
Astrids Lindgrens verden i Vimmerby
Træd ind i en magisk verden fyldt med Pippi Langstrømpe, Emil fra Lønneberg og Ronja Røver datter. For både børn og voksne er dette en fantastisk oplevelse, hvor du kan genopleve barndommens historier i levende kulisser og forestillinger.
Spa i naturpark med luksus og skærgård i én uforglemmelig oplevelse: Eriksberg
I Eriksberg Naturpark bor du midt i et af Nordens største private naturreservater, hvor naturen får lov til at udfolde sig på egne præmisser. Beliggende ved Blekinge skærgård, hvor klipperne møder havet, strækker Eriksberg sig langs kysten og byder på en enestående kombination af vild natur og eksklusiv komfort. Det store, indhegnede område på 925 hektar er hjem for kronhjorte, dådyr, vildsvin, europæiske bisonokser og muflonfår, som strejfer frit omkring i parken. Hotellet er fordelt på to områder, der hver især har sin egen atmosfære. Den ene afdeling er indrettet i en elegant safari-stil, der harmonerer med den vilde natur udenfor, mens den nybyggede “Arken” er en moderne, minimalistisk perle, hvor nordiske materialer og store panoramavinduer skaber en følelse af ro og forbindelse til det omkringliggende landskab. Her kan du nyde morgenkaffen med udsigt til de åbne vidder og lade naturens langsomme rytme sætte tempoet for dagen. Eriksberg er ikke kun for dem, der vil nyde naturen fra terrassen – her er også aktiviteter egnet til alle aldre. De mindste kan udforske naturlegepladsen, mens de voksne kan teste kræfter i outdoor-gymmet eller tage på en vandretur langs skærgården ad de smukke stier, der snor sig gennem landskabet. Efter en dag i naturen kan du slappe af i den 39 grader varme udendørspool med udsigt over parken eller tage en pause i saunaen, efterfulgt af en fantastisk middag i hotellets restaurant, mens du lader indtrykkene fra dagen synke ind.
.. oplev flere unikke steder i Blekinge nær Eriksberg:
Karlshamns Kallbadhus
Karlshamns Kallbadhus er meget mere end et traditionelt badehus – det er en arkitektonisk (brutalistisk) perle. Her kan du tage en iskold dukkert i Østersøen og derefter varme dig i saunaen, mens du nyder den spektakulære udsigt over havet.
Glassbåten
På Karlshamns torv finder du Glassbåten, en isbar, der har opnået kultstatus for sine hjemmelavede is. Her laves isen fra bunden med de bedste lokale råvarer, og udvalget spænder fra klassiske smage som vanilje og chokolade til mere kreative sæsonvarianter.
Tjärö
Hvis du vil opleve den svenske skærgård på sin mest idylliske måde, så tag båden ud til Tjärö, en lille ø med klipper, vild natur og charmerende træhuse. Her kan du vandre langs kysten, bade direkte fra klipperne eller nyde en frokost i den hyggelige skærgårdsrestaurant.
Spa med fokus på arkitektur, velvære og Michelin-gastronomi i hjertet af Halland: Ästad Vingård
Midt i Hallands bølgende landskab ligger Ästad Vingård, en destination, hvor arkitektur, vin, spa og gastronomi smelter sammen i en oplevelse, der føles som en drøm. Her er tænkt over alt ned til mindste detalje – fra vingårdens prisvindende vine til den enkle, men luksuriøse æstetik, der går igen i både spaområdet, suiterne og restauranten. Et af stedets absolutte højdepunkter er Sinnenas Spa, hvor naturen bliver en aktiv del af velværeoplevelsen. Her venter otte forskellige saunaer, hver placeret i naturskønne omgivelser – men den mest spektakulære er uden tvivl undervandssaunaen, hvor en glasvæg giver udsigt til den oplyste søbund og fiskene, der stille svømmer forbi. Til dem, der foretrækker varme over vand, lokker den 39 grader varme udendørspool, hvor du kan nyde udsigten over landskabet med et glas af vingårdens egne bobler i hånden. For dem, der vil fordybe sig endnu mere i roen og naturen, er de flydende værelser en oplevelse i sig selv. Designet af det prisvindende danske arkitektfirma Norm Architects, balancerer disse minimalistiske suiter mellem vand og himmel, hvor store panoramavinduer skaber en næsten meditativ forbindelse mellem inde og ude. Når det gælder gastronomi, hører Ästad Vingård til i den absolutte top. Restaurant ÄNG, der bærer en Michelin-stjerne, inviterer til en nordisk smagsrejse, hvor sæsonens bedste råvarer fra skov, hav og marker forvandles til rene, kunstneriske serveringer.
.. oplev flere steder i nærheden af Ästad Vingård:
A day in Halland
A Day in Halland er en app og digital guide, der hjælper dig med at opdage de bedste skjulte perler i området – fra små lokale caféer og naturskønne vandreruter til unikke butikker og kunsthåndværkere. Perfekt til at planlægge en dagstur før eller efter dit ophold på Ästad.
Sonjas Veranda
Denne charmerende café og butik ligger kun en kort køretur fra Ästad og er en oplevelse i sig selv. Butikken bugner desuden af vintageinteriørfund og håndplukkede lokale skatte – perfekt hvis du vil tage lidt svensk sommerstemning med hjem.
Åkulla Bokskogar
Lige uden for Ästad Vingård breder en af Hallands mest betagende skove sig: Åkulla Bokskogar. Her finder du kilometervis af eventyrlige vandrestier, smukke søer og en ultimativ ro. En lille taske med madpakke samt guide over skoven kan bestilles hos Ästad Vingaard.
Spa i et stilfuldt hideaway med panoramaudsigt over Øresund: Hotel Maryhill
Højt over landskabet, med en betagende udsigt over Øresund, ligger Hotel Maryhill – et boutiquehotel, der kombinerer afslappet luksus med moderne design og naturskønne omgivelser. Beliggende på det tidligere historiske gods Örenäs, er stedet skabt til dem, der søger et højt niveau af æstetik og en oplevelse, hvor tid og tempo får lov at smelte sammen. Hotellet rummer flere områder, der hver især byder på noget unikt – fra intime suiter til værelser med direkte udsigt over hotellets imponerende pool. Med storslåede terrasseområder, åbne horisonter og en luksuriøs, men afslappet atmosfære, får du følelsen af en resort-lignende oplevelse, men stadig med den personlige charme fra et boutiquehotel. Restauranten trækker tråde til Sydeuropa, og her handler det ikke om fine dining, men om ærlig og velsmagende mad serveret family-/sharing-style, hvor retterne serveres til deling i uformelle, men stilfulde omgivelser – perfekt til lange frokoster og lune aftener på terrassen. For dem, der vil koble helt af, er pool klubben et naturligt samlingspunkt. Her kan du tage en dukkert i den store pool, slappe af på en lækker loungeseng ved en af de tre varme udendørspools eller nyde en cocktail i solen, mens loungemusikken spiller i baggrunden. Alt på ”Maries bakke” er gennemført ned til mindste detalje, og der kun en kort tur over broen, men langt nok væk til, at man føler sig et helt andet sted.
.. oplev flere unikke steder i nærheden af Maryhill:
Landskrona Kunsthal
Landskrona Kunsthal er en fantastisk kunstinstitution, der er beliggende i en minimalistisk bygning omgivet af en skulpturpark. Her præsenterer kunsthallen skiftende udstillinger af samtidskunstnere fra hele verden.
Agges Loppis
For dem, der elsker at gå på opdagelse efter unikke vin tagefund, er Agges Loppis i Landskrona et sandt paradis. Her finder du et bredt udvalg af antikviteter, retro-genstande og sjældne designobjekter.
Refurn Helsingborg
Hvis du elsker unikt interiør med en bæredygtig vinkel, så er Refurn i Helsingborg stedet for dig. Her specialiserer de sig i genbrugte og restaurerede møbler, hvor gamle klassikere får nyt liv med moderne design.
Når jeg åbner et socialt medie som f.eks. Instagram eller TikTok, har jeg det seneste stykke tid haft svært ved at undgå billed- eller videoindhold, der omhandler lymfedrænage. Her ser jeg bl.a., hvordan personer lader deres lymfekirtler dræne med småvoldsomme bevægelser på særligt maveregionen med grov håndkraft, eller hvordan de selvsamme ihærdigt kører en gua sha-sten hurtigt og i kontrollerede bevægelser langs f.eks. hage og kindben. Og jeg skal da ikke sige mig fri for dels at have haft lyst til og dels rent faktisk at have afprøvet selvsamme metoder.
Derfor var det også med en forventning om ovenstående genkendelige fremgangsmåder, at jeg lagde vejen forbi spaen på Scandic Spectrum på Kalvebod Brygge for at afprøve den nye ‘Fascia Therapy Body’-behandling skabt af det danske hudplejebrand Yrolís head of training, Katja Kunimori Hollnagel. Dog med det faktum in mente, at jeg tidligere har haft fornøjelsen af Katjas hænder i forbindelse med hendes Yrolí ‘Fascia Therapy’-ansigtsbehandling (der i øvrigt vandt prisen for bedste behandling ved Danish Beauty Award i 2024) og derfor kendte til hendes blide og ekstremt afslappende behandlingsform.
Kropsversionen af denne startede med et fodbad og en kop te, mens Katja talte mig igennem det, der skulle til at overgå mig i ønsket om at opnå en strækkende effekt for både bindevævet (som ligger ligeunder huden) og videre ned igennem nerve- og lymfesystemet. Og til min overraskelse fortalte hun mig her, at der hverken var tale om grov håndkraftsdrænage eller brug af en stenhård gua sha, men derimod muse stille børstestrøg, der ganske simpelt prikker til lymfekirtlerne, vækker dem og der igennem skaber flow med velhydreret hud, balanceret nervesystem og dyb regenererende afslapning til følge. Dette foregår med nøje udvalgte og særligt fremstillede (i øvrigt patenterede) lymfebørster fra Cecily Braden (se mere på @the_lymp-hatic_brush).
Lymfebørsten, der kommer i to størrelser til henholdsvis krop og ansigt, stryges langsomt over huden, særligt på steder som på halsen, i armhulerne, i lyskerne og ved brystet, hvor de største lymfekirtler findes. Hele kroppen behandles samtidig med Yrolí-produkter, og enkelte steder – særligt i forbindelse med eventuel cellulitis (også kendt som appelsinhud, der opstår når huden og bindevævet mister spændstighed, så fedtlagene derunder “popper op” som i et appelsin-net) – tages der også fat og strækkes ud, nærmest som om der bliver sagt “kuk-kuk” til både huden, bindevævet, lymfesystemet og musklerne.
Og ikke overraskende virker det. Så meget, at du skal forberede dig på at forlade behandlingen dels med fylde og fasthed i huden og dels med ro og lyst til at slå ‘forstyr ikke’-tilstanden til på din telefon som minimum for resten af dagen.
Yrolí ‘Fascia Therapy’-behandlingen fås seks udvalgte stederover hele landet. Besøg yroli.com for mere info.
Josefine Hedemann, hendes kæreste Andreas og deres to piger Gertrud og Silvia på henholdsvis 4 og 7 år. Josefine er interiørdesigner og medindehaver af Axh Studio, hvor hun sammen med partneren Celine Albert indretter for både private og erhverv. Herudover arbejder Josefine som freelance stylist for små og store møbelbrands. Familien bor i en ca. 130 kvadratmeter stor lejlighed på Nørrebro i København.
Foto: Line Thit Klein
Foto: Line Thit Klein
Det var potentialet til det store køkkenalrum, de altid havde drømt om, der trak, da Josefine og Andreas i 2015 stak næsen indenfor i de solbeskinnede rum for første gang. Lejligheden, der oprindeligt er to identiske, men spejlvendte, treværelses lejligheder, som nu er lagt sammen til én, krævede netop et skarpt blik som Josefines på det, der kunne lade sig gøre: Et gammelt køkken og to små toiletter og et mindre bryggers i den ene ende blev til garderobe, gæstetoilet og et stort badeværelse. Stuen var oprindelig to mindre rum, som blev åbnet op og gjort til spisestue med direkte adgang til køkkenet. Der blev nedlagt vægge, etableret nyt køkken og lagt nye gulve – alt sammen med fokus på at vælge holdbare og naturlige materialer, der kan holde gennem mange år. “Vi flyttede nogle vægge og åbnede rummene mere op, hvilket gjorde, at der er kommet meget mere lys igennem hele lejligheden,” fortæller Josefine.
Foto: Line Thit Klein
Foto: Line Thit Klein
Den smukke, gule sofa fra &Tradition kom til, da familien voksede – her kan alle sidde sammen. Gulvtæppet i pastelfarver er fra Matias Moellenbach, og sofabordet er fra Magis. Lænestolen, der er skabt af Ole Wanscher, er fra Carl Hansen & Søn. Standerlampen er vintage, mens tekstilværket og det med fiskene begge er fra den japanske butik Sakura.
Netop lyset og muligheden for at bygge deres helt egen lejlighed med en ny og mere åben rumfordeling, var afgørende for, at teltpælene blev plantet netop her – og så var der området: “Vi elsker den diversitet, der er på Nørrebro. Vi bor i Stefansgadekvarteret, hvor der er masser af liv, Jægersborggade med alle de hyggelige caféer og butikker, og vi værdsætter vores faste gang igennem Nørrebroparken og Assistens Kirkegården,” siger Josefine.
Foto: Line Thit Klein
Et lille tableau i soveværelset med en vintage knagerække og en smuk vifte i rattan fra Sakura. Den lille røde vifte er købt med hjem fra en rejse til Italien, mens skjorte og tasker er vintage.
Foto: Line Thit Klein
Indretningen er ikke overraskende skabt af Josefine med hendes sikre sans for farver og kompositioner. Hun beskriver selv sin stil som ‘et miks af skandinavisk design og vintage med undertoner af syditaliensk 70’er-stil’ og ønskede at skabe et hjem med ro, varme og mange personlige detaljer. “I mine indretninger bruger jeg tit et miks mellem tone-i-tone og stærke komplementærfarver. Jeg elsker at bruge farver til at skabe ro, men også til at give energi til et rum og frem for alt til at skabe et harmonisk hele i indretningen,” siger Josefine, der har indrettet hjemmet med såvel klassisk design som vintagefund.
Foto: Line Thit Klein
Solen bevæger sig gennem køkkenet dagen igennem og indrammer smukt depoetiske værk af Finn Richardt, der sammen med den røde vintagestol udgør et særegent lille tableau.
Foto: Line Thit Klein
“Jeg er altid på opdagelse efter nye fund, både herhjemme og på rejser, og jeg elsker at finde gamle unika-ting og give dem nyt liv –finurlige fund, vaser og skulpturer og personlig kunst. Jeg vil gerne have, at mit hjem afspejler min personlighed og personlige smag. Jeg går meget op i at hjemmet ikke skal blive for prætentiøst og sætter stor pris på et hyggeligt og varmt hjem med den rigtige belysning. For eksempel sætter jeg gerne mindre lamper flere steder i et rum. Det indirekte lys er tit mere behageligt, og kan få et kedeligt hjørne til at få stemning og hygge,” fortæller Josefine.
Foto: Line Thit Klein
Overalt i Josefines hjem hænger små, farverige fund, der lyser op og skaber personlighed. Her er det et lille værk, Josefine har fundet vintage, der sammen med et orange plissé-gardin fra Kurage skaber en smuk stemning i badeværelset.
Foto: Line Thit Klein
Også i badeværelset har det kreative par fundet på smarte løsninger - som for eksempel skuffemøblet, de selv har bygget. Spejlet er et vintage fund og hænger perfekt netop her.
Hun var for nylig så privilegeret at få lov til at vælge nye vægfarver og gardiner til hele lejligheden i samarbejde med Flügger og Kurage gardiner.”Min tilgang har været at lade elementer fra vores eksisterende interiør blive toneangivende for de nye farver og tekstiler – for eksempel vores elskede egetræskøkken, vores nye, gule sofa fra &Tradition i stuen og det blå linoleumsklædeskab i soveværelset. Først lagde jeg farvepaletten for det enkelte rum, og derefter justerede jeg farverne, så der blev en fin sammenhæng på tværs af rummene. Jeg elsker den varme sandfarve, der går igen mellem køkken, stue og spisestue.”
Foto: Line Thit Klein
Et hjørne af soveværelset er der blevet plads til et arbejdshjørne med et gammelt Ikea-bord, Josefine har fundet brugt. Såvel stol som hane i keramik og lampen er vintage, mens plakaten er fra Louisiana.
Josefine er desuden vildt med grønne nuancer. “Alt fra naturen og dens organiske former og farver giver mig ro –som kærlighedstræet i køkkenet, det store maleri med blomster ved sofaen af billedkunstneren Sune Christiansen og det blå værk med træer i køkkenet af billedkunstneren Finn Richard,” siger hun.
Foto: Line Thit Klein
Foto: Line Thit Klein
Et solfyldt hjørne i køkkenet, der trækker i løbet af dagen, hvor en pause her føles som en lille luksus. Stolen er vintage, og bordet er fra NORR11. Lampen er fra Mazo.
Som de tre eksempler på det, der skaber ro for Josefine, er hendes interiør netop defineret ved sammensætningerne, et roligt farvevalg og mange personlige detaljer.“Et hjem skal emme af ro og have en afslappet stemning, samtidig med, at det er vigtigt for mig at omgive mig med æstetisk smukke detaljer,” siger Josefine, der dog både i hendes eget hjem og i de projekter, hun skaber, har sine prioriteringer i orden: “Det vigtigste er, at et hjem rummer og afspejler de personer, der bor og lever netop der.”
Foto: Line Thit Klein
Den lange fordelingsgang afslører, at lejligheden engang var to, der nu er slået sammen. Løberen og lamperne er begge vintagefund, mens vægtæppet, der egentlig er et sengetæppe, er fundet hos Craft Sisters i Jægersborggade. Det lille blå bord er fra Jysk.
Foto: Line Thit Klein
Et kig fra soveværelset gennem gangen mod badeværelset afslører Josefines sans for farvesammensætninger. Den sorte skænk er vintage, som Josefine selv har malet, og lampe såvel som værk er vintagefund.
