Et af de par sandaler, som redaktionen altid dukker op på kontoret i om sommeren, er der klassiske Havaianas. Enten med den tykke eller tynde rem – og så er der altid et hav af forskellige farver repræsenteret. Disse i beige er yndige.
En af de mest omdiskuterede sandaler er uden tvivl en klassiker, og denne i brunt ruskind er smart til blå jeans i sommerlandet. Birkenstock, 1.000 kr.
Nathalie Lorson, opvokset i Grasse i Frankrig. Uddannet ved Roure Bertrand Dupont i Grasse. Har tidligere lavet parfumer til bl.a. Le Labo, Flora by Gucci og var med til at arbejde på YSL Black Opium.
Jeg tilbragte min barndom i Grasse, parfumehovedstaden i Frankrig. Når man bor i Grasse, tænker man naturligt på at blive parfumeur. Min far arbejdede med parfume, han var kemiker, så det lå på flere måder i kortene, at jeg skulle ende i branchen. Selvom hans arbejde var lidt anderledes, end det, jeg laver i dag. Senere tog jeg til Paris, og efter nogle år dér vendte jeg tilbage til Grasse for at tage et uddannelsesprogram hos en parfumevirksomhed, som jeg blev hos i syv år.
Da jeg startede tilbage i 1980, vidste folk ikke, hvad en parfumeur var. Det var ikke et almindeligt job. Magasinerne talte ikke om det, folk forestillede sig ikke, at nogen arbejdede med brands om parfumer, og brands fortalte ikke historien. Men i dag er parfumer en stor del af modehusenes univers.
Jeg kendte Renaud (Salmon, chief creative officer hos Amourage, red.), fordi jeg tidligere har udviklet dufte for Amourage. Han præsenterede mig engang for en ingrediens, som er en af de ældste og mest kendte fra det sydlige Oman; frankincense. Bedre kendt som olibanum eller røgelse.
Jeg legede rundt med ingrediensen. Da Renaud fortalte, han ville lave en parfume, der centrerede om det gyldne snit, vidste jeg, at jeg ville bygge den op omkring den omanske røgelse, han havde vist mig. Med Ranaud er der altid stor frihed. Jeg ville skabe en duft, der udtrykker tidens gang. Derfor udfolder elementerne sig én efter én på huden: røgelsesnoter, læder og mælkeagtige toner kombineret med frugtige noter som mango og kokosmælk. Noget vanedannende, der udvikler sig i en næsten lineær bevægelse. Først derefter blev navnet på duften ‘Line 618’.
Navnet ‘'Line 618'’ refererer til de tal, der udgør det gyldne snit. “For mig afspejler flakonen Amouages filosofi; rigdom, dybde, kvalitet. Flasken minder om sandklitter. Den har en sanselig tekstur – blød, men stærk. Ligesom duften,” fortæller Nathalie Lorson.
Det, der gør duften særlig, er dens seks måneder lange “double infusion”-proces. Når man laver parfume, har man henholdsvis alkoholen og koncentratet. Normalt lugter alkoholen ikke af noget, men i Essence-kollektionen var Renauds idé at lagre alkoholen i træfade, så den optager en rav- og træagtig duft. Samtidig lagres parfumekoncentratet med sandeltræsspåner. Herefter blandes de to, og det giver en dybere, rundere og mere cremet duft. Tænk på vin, der modnes og bliver mere harmonisk.
‘Line 618’ adskiller sig desuden ved sine frugtige noter. Normalt har Amourage-dufte ikke så meget frugt, og særligt kombinationen af den læderagtige, mystiske og intense side og de frugtige, farverige og mere positive noter fra mælkeagtige frugter er kontrastfyldt og usædvanlig.
Duften repræsenterer et øjeblik, en følelse. Den har en positiv stemning med solrige, gyldne frugter, som giver en varm effekt, mens røgelsen og læderet skaber en rolig og beskyttende fornemmelse. Derfor er ‘Line 618’-personen dynamisk med et smil på læben – men også en, der tør noget. Det er en stærk personlighed. Lidt ligesom flakonen, der minder om sandklitter; bløde og sanselige men samtidig stærke.
Det er en statement-duft med stor sillage – duftspor. Man kan fornemme den, selv efter personen er gået. Den er flirtende. Man kan bære den til alle anledninger – det handler mere om humøret end om tidspunktet. Og den moskus-, læder- og ravagtige side kan forstærkes ved at bruge den sammen med andre parfumer.
Modehuset Jil Sander og Apartamento står i anledningen bag installationen ‘Reference Library’, kreeret af den Milano-baserede arkitektstue Studioutte, som – i ordet bedste forstand – er en installation, hvor besøgende kan slå sig ned og læse en af de 60 kuraterede bøger, der er præsenteret på udstillingen. Bøgerne er valgt af 60 forskellige kreative personer indenfor kunst og literatur branchen herunder Jil Sander selv, kreativ direktør hos Jil Sander Simone Bellotti, designer Jasper Morrison, designstudio Muller van Severen og designer Lykke Li. Besøgende får et slot på en time til at dykke ned i værket, hvor man desuden får udleveret et par handsker, man skal have på.
Hvornår: 20. – 24. april Hvor: Via Pietro Verri, 6, 20121 Milano MI, Italien
Aesop
Du kender nok bedst Aesop for dets lukssriøse hudpleje produkter og de velovervejede butikker, der i sig selv er små værker. Nu skal vi (åbenbart) også til at kende brandet for noget andet; lamper. I forbindelse med Salone, lancerer Aesop nemlig dets Aposē-lampe, som er designet af brandet in-house arkitekter. Lampen er håndstøbt i messing i Tyskalnd og glashætten er mundblæst nær Murano i Italien. Den kan opleves i ‘The Factory of Light’-afdelingen på Salone.
Hvornår: 21. – 26. april Hvor: Chiesa del Carmine, Milano, Italien
Eames
Ingen design week uden Eames – og dette år er det virkelig værd, at lægge vejen forbi det amerikanske designbrand. Eames-duoen, Charles og Ray Eames, har – som du måske ved – allerede bygget Eames House i Califormen, men duoen havde hele tiden ambitioner om at udvikle et universelt arkitektonisk system, som kunne bruges som formel for alle og alt. Det er præcis dét, du nu kan opleve i Milano, hvor designhuset The Eames Office i samarbejde med det spanske møbelbrand Kettal endelig får udlevet duoens drøm. Her kan du fra 20. april til og med 10. maj opleve den præfabrikerede hus-installationen kaldet ‘The Eames Pavillion’, som netop er udformet efter designernes måde at tænke bolig på og generelle arkitektoniske vision.
Hvornår: 20. april – 10. maj Hvor: Triennale Milano, Viale Alemagna 6, Milano, Italien
Fendi
Flere og flere modehuse bidrager efterhånden til at udviske grænserne mellem tøjdesign og møbeldesign, når de ekspanderer modeuniverserne til også at omfatte interiør og møbler. Fendi er et af de huse, som har været med på den bølge i et godt stykke tid, og derfor er de også tilbage under Salone del Mobile.
I år præsenterer Fendi Casa et nyt produkt til porteføljen, der allerede består af bl.a. linjen ‘Peak’ med brandets ‘Peakasit’-sofa og ‘Peakasleep’-seng, og i år er det så blevet tid til ‘Peekachill’-lænestolen. Ligesom dets foregængere, skal lænestolen, også ses som en oversættelse af modehusets ikoniske håndtaske, Peakaboo, overi et møbel – og de skulpturelle silhuetter fra tasken, er da også til at spore i stolen.
Det kreative fællesskab Controvento har stået bag lænsestolen såvel som sengen.
Hvornår: 20. – 26. april Hvor: Via Sant’Andrea, 15, Milano, Italien
Marni x Cucchi
Modehuset Marni overtager de næste tre måneder (20. april til og med 15. juli) en af Milanos ikoniske cafeér, Pasticceria Cucchi, hvor de sammen med RedDuo Studio har præget alt fra sukkerposer og medarbejdernes uniformer til kaffekopper og tallerkener på cafeén i et grafisk formsprog, der imiterer Marnis univers med legende, stribet og prikket udseende. Alting vil selvfølgelig kunne købes hos Cucchi og i Marnis butik på Via Montenapoleone. En hyldest til to af Milanos traditionsbundne brands.
Hvornår: 20. april – 15 .juli 2026. Se åbningstider her Hvor: Corso Genova, 1, Milano, Italien
Du kender garanteret de ikoniske Nespresso-reklamer med George Clooney, men nu kan du efterhånden godt begynde at vænne dig til tanken om endnu en af tidens store stjerner, når du tænker på kaffebrandet.
Hun er ikke blot en af tidens største sangerinde – også stilmæssigt gør hun sig bemærket rundt omkring i verden, og så er hun netop blevet udråbt som ambassadør for Nespresso. Det er nemlig Dua Lipa, der er tale om.
Den første kampagne, Dua Lipa skal være ansigt for, er Nespressos helt nye Vertuo Up-maskine, der ud over at tilbyde et flot, stilrent design, også har en forbedret tilslutning, hurtig opvarmning på kun tre sekunder og en dedikeret Coffee Creation-knap.
I anledningen af lanceringen og den nye kampagne inviterer Nespresso alle forbi den nyåbnede pop up, Vertuo World, lørdag den 18. april, hvor der både er mulighed for at se den nye maskine, få en kop (varm eller kold) Vertuo-kaffe med på vejen samt afprøve en limited edition dessert, udviklet af den internationalt anerkendte kok Rosio Sanchez – selvfølgelig med kaffe i centrum.
Hvor: Nikolaj Plads 25, 1026 København K Hvornår: Lørdag den 18. april, kl. 11-17
Siden Arket lancerede tilbage i 2017, er det blevet en destination for samtlige shoppingglade mennesker verden over. Dels for brandets tidløse univers med utallige basics i holdbare kvaliteter, men også for det mod og den finger på pulsen-tilgang brandet formår at bringe ind i klassiske styles.
Dette er også karakteristika for deres kommende kollektion, bestående af 27 styles, der omfatter alt fra acessories til hverdagstøj, og som faktisk også er brandets første kunstner-samarbejde. Og det bliver med ingen ringere end madlavnings- og modedarling Laila Gohar, der normalt slår sine folder i New York, hvor hun arbejder som kok og designer i sit og søsterens eget brand Gohar World.
ELLE har været så heldige at snakke med både Laila Gohar og head of design and creative hos Arket Ella Socorsi om samarbejdet.
Hvorfor valgte du at samarbejde med Arket?
Laila Gohar: Arket laver tøj, som folk faktisk går i, og det elsker jeg. Det føltes umiddelbart rigtigt. Jeg elsker at skabe ting, der er demokratiske og kan nydes af mange mennesker. Det bringer min sans for at bevæge mennesker i spil, hvilket er vigtigt for mig.
Hvad er dit forhold til brandet?
Laila: Det startede som et praktisk forhold, før det var noget andet. Jeg gik allerede i tøjet, bevægede mig i det og så, hvad der fungerede i virkeligheden. Så da samtalen opstod, var jeg begejstret for at udforske det videre …
Hvad var inspirationen til kollektionen?
Laila: Jeg ser lidt kollektionen som min uniform. Alle de essentielle styles, jeg har samlet og elsket gennem mange år, kogt ned i en capsule-kollektion. For mig er det den perfekte sommergarderobe. Jeg elsker, at den føles som en uniform men også er lidt sexet. Også alle de små detaljer som monogrammerne og de særlige ting, der er gemt i tøjet – jeg føler, at tøjet bliver ved med at afsløre sig selv, jo mere man bruger og elsker det.
Hvad er dit yndlingsitem fra kollektionen?
Laila: Den transparente kjole. Den har spændvidde, hvilket jeg godt kan lide. Den kan lag-på-lag-styles og blødgøres eller bæres på en måde, der fuldstændig ændrer stemningen. Den reagerer på kroppen og det, man har indenunder, så den lander aldrig ét fast sted. Jeg ser mig selv i den hele sommeren – i mit atelier, på stranden, mens jeg leger med mine børn …
18
Laila Gohars favorit, den transparente kjole med navnet 'Lavender dress', 950 kr.
Madlavning var dit udgangspunkt, og nu har du også udvidet dit virke til mode mv. Hvordan ser du, at de to ting hænger sammen?
De starter begge med at lægge mærke til, hvad der fungerer. Det handler om komposition, skala og farve. Jeg bevæger mig mellem dem på samme måde – ved at redigere, justere og skubbe tingene, indtil de føles rigtige i hånden eller på kroppen. Forskellige medier – samme instinkt.
Hvorfor tror du, at madlavning fylder så meget i samfundet i dag?
Laila: Fordi det giver et omgående resultat. Du gør det, og noget sker lige foran dig. Folk længes efter den form for forbindelse og omsorg igen. Det bringer også mennesker sammen på en måde, der ikke kræver forklaring eller rammesætning. Det er direkte og bliver hos dig – også efter øjeblikket er ovre. Det er en kærlighedsformidling.
Hvorfor valgte I at samarbejde med Laila Gohar? Hvordan ser du Arkets DNA i hendes brand?
Ella Socorsi: Vi har i mange år været fascinerede af Lailas unikke blanding af håndværk, tradition og humor, så at invitere hende til at designe sin allerførste tøjkollektion føltes meget spændende og som et naturligt samarbejde for os. Jeg ser mange ligheder mellem Arkets DNA og Lailas filosofi; taktilitet, tradition og håndværk er grundlæggende elementer i Lailas univers, ligesom vores mission hos Arket altid er at skabe langtidsholdbare, forfinede og smukke produkter. Denne ydmyge tilgang til skønhed og design er noget, jeg mener, vi deler med Laila, og som tydeligt afspejles i kollektionen.
Hvad mener du, hendes perspektiv kan bidrage med?
Ella: Det har været virkelig sjovt at arbejde med Laila i denne proces – som nævnt deler hun mange af vores kerneværdier og ambitionen om at skabe smukt designede produkter til hverdagen. Jeg mener, at hendes kreative og intuitive tilgang til levende, finurlige elementer tilfører kollektionen en sofistikeret legende tone, hvilket resulterer i en alsidig og lagdelt garderobe til enhver anledning.
Denne sportstop fra det seneste collab mellem Nike og SKIMS er sleek, tætsiddende og designet til at bevæge sig med kroppen. Et minimalistisk piece, der føles lige så godt, som det ser ud.
Disse leggings fra Lululemon kombinerer to af sommerens hotteste trends; capri-silhuetten og den smukke butter yellow farve. Et oplagt valg, hvis du vil have træningstøj, der føles opdateret og on-trend.
Det er lige så vigtigt at se godt ud på vej til træning som under selve træningen. Denne slå-om bluse er det perfekte sidste lag – nem at tage over dit sæt og løfter hele looket, inden du træder ud af døren. Og så fås den ovenikøbet i et væld af flotte farver.
Har du ledt efter den perfekte sports bh, led ikke meget længere. Denne Nike x SKIMS sports-bh er sleek, tætsiddende og designet til at føles som en second skin.
Disse flared yoga bukser fra Adidas er det perfekte match til din yndlings sports bh – og så er du klar til en lang og dejlig gåtur, søndagskaffe eller måske endda begge dele.
Denne lette jakke er det perfekte ekstra lag, når temperaturen skifter i løbet af dagen. Den rene silhuet og lyse nuance gør den nem at kaste over dit træningslook.
Disse bukser fra Nike x SKIMS er bløde, fleksible og skabt til bevægelse – perfekte til alt fra yoga til rolige dage. Den løse silhuet giver et afslappet, effortless look, der stadig føles gennemtænkt.
En ballon nederdel, der tapper direkte ind i en af sæsonens største trends lige nu. En sporty fortolkning, der giver dit træningslook et mere fashion-forward twist.
Accessories er lige så vigtige som selve outfittet – og dette Nike x SKIMS pandebånd er prikken over i’et. Et sleek og funktionelt piece, der fuldender dit træningslook.
Denne adidas zip-up føles som det item, du altid ender med at tage på igen og igen. Den giver et clean, retro-sporty udtryk med et mere gennemført feel end bare et ekstra lag.
Disse Nike x SKIMS bukser er indbegrebet af komfort – den slags du ikke har lyst til at tage af igen. Let, blød og afslappet i silhuetten, hvilket gør dem til den mest behagelige buks til både træning og hverdag.
Din yogamåtte er fundamentet for hele din praksis, uanset om du dyrker yoga eller hot pilates – og denne fra Moonchild føles som en forlængelse af kroppen. Den skridsikre overflade og bløde støtte gør den perfekt til alt fra rolige flows til mere intense sessioner, mens de fine månefase-detaljer giver et ekstra, æstetisk touch.
Hvis du fremfor måtten foretrækker reformer-træning, er grip-strømperne din bedste ven – og disse fra Nike x SKIMS løfter både din performance og dit look.
Disse Adidas Sprinter-shorts balancerer det sporty og det mere polished med deres friske farver og ikoniske tre striber. Et cool take på klassiske træningsshorts, der føles opdateret og effortless.
Der findes få stykker tøj, som vi bruger lige så mange gange som vores jeans, sko og T-shirt. Derfor er det heller ikke helt underordnet, hvilke T-shirts vi investerer i. Gennem årene har vi prøvet os frem, og mens mange er blevet valgt fra grundet forkerte proportioner efter vask mv., er der fem styles, der har klaret nåleøjet. Vi guider til den bedste hvide T-shirt her.
Den hvide T-shirt i god kvalitet
Også Arkets hvide T-shirts er i en tungere kvalitet – ligesom Cos’. Men hvor den fra Cos er lidt kortere, har denne fuld længde og et par centimeter længere ærmer. Et køb, der holder formen og farven.
En af de T-shirts, jeg har haft længe i garderoben, er dem fra Weekday. Og indrømmet, efter fem år og mange somre, skal de nok også skiftes ud. Denne udgave, der sidder forholdsvis til, og har ret korte ærmer er superfin og meget elegant, og så stopper den lige der, hvor man gerne vil have det. For ikke at tale om prisen.
Pris og kvalitet følger som regel hinanden, og det gør den også her. T-shirten er en anelse dybere i udringningen, men misforstå mig ikke, den er bestemt ikke dyb-dyb. Den viser blot lidt mere kraveben, hvilket giver et helt andet udtryk til en T-shirt end den, der går mere op i halsen. Kvaliteten er efter prisen (så god), og efter vask er den lige så god som ny. Også en favorit i skabet.
Cos’ T-shirts er nogle af de, jeg har flest af i min garderobe – både i sort, grå og selvfølgelig hvid. Jeg har endda flere i hvid. Kvaliteten i deres premium cotton-materiale er en anelse tykkere uden at være tyk overhovedet, hvilket jeg synes er rart, så man ikke behøver at have noget under. Den er ikke cropped som i bar mave, den går bare ikke længere end lige til hofterne, hvilket er rart, så man ikke altid skal stoppe trøjen ned i bukserne. Nok min ultimative favorit.
Uniqlo er kendt for deres prisvenlige, gode basics – og derfor leverer de selvfølgelig også en god hvid T-shirt. Denne er superfin med en v-hals, der ikke er alt for dyb, men hvor stoffet stadig er tykt nok til, at den ikke er gennemsigtig.
Mango er garant for priser, alle kan være med på, og her er deres hvide T-shirts ingen undtagelse. En klassisk T-shirt, der ikke gør en flue for træd, men som gør alt det den skal: holder farven og formen og har en dejlig, luftig silhuet.
Nu kan man så endelig få tilsendt produkterne fra Merits hjemmeside til Danmark, og siden da er der ikke gået én dag, hvor jeg ikke har smurt ét af deres produkter i ansigtet.
Det er produktet The Minimalist, som er en kombination af en foundation og en concealer, men som sagtens kan bruges i hele ansigtet eller blot til pletvis dækning.
Og hvorfor er det lige den, tænker du måske. Jeg sætter personligt pris på en stift, der er nem at smøre ud, og som ikke ligger sig i klumper, men naturligt jævner sig ud med min hud. Desuden er jeg glad for den, fordi den holder hele dagen, og fordi den er skønsom over for min sensitive hud.
Denimjeans og -jakker er ofte en sikker vinder, når sæsonens festivaler løber af stablen. Og den igangværende Coachella-festival, som du måske har set alle de store stjerne deltage i, i Californien er selvfølgelig inden undtagelse.
Coachella er som bekendt en af de festivaler i verden (sammen med Glastonbury), hvor streetstyle betyder mere eller mindre lige så meget som kunstnerne, der optræder. Måske lige på nær Justin Biebers debutkoncert på festivalen i år, som gik viralt. Det er bl.a. også her, at de ikoniske billeder af Kate Moss og Sienna Miller i deres henholdsvis knæhøje Hunter-gummistøvler med minishorts og fra-top-til-to boho-looks er blevet fanget.
På den første weekend af Coachella var nogle af de, der – som altid – tiltrak sig særligt meget opmærsomhed, Kylie Jenner, Kendall Jenner, Kim Kardashian og Hailey Bieber. Måske mest af alt grundet de verserende rygter om relationer til en række af verdens mest omtalte mænd, men deres velovervejede outfits har også fået en del opmærksomhed.
Førstnævnte to, Kylie Jenner og Kendall Jenner, havde begge tyet til et af de verdenskendte jeans-brands, Levi’s, da det kom til deres valg af underdel.
Kendall Jenner dukkede først op i et par hvide, vintage Levi’s 550-shorts, stylet med en tanktop, og senere et par vintage Levi’s 501-jeans med en lille cropped stroptop til afterparty, mens Kylie Jenner også valgte to par vintage Levi’s-modeller; et par 501 og et par Levi’s Engineered.
Kendall Jenner i sine vintage 501-shorts.
Kylie Jenner i vintage Levi's Engineered.
At finde et par velsiddende vintage Levi’s 501 er efterhånden som at lede efter en nål i en høstak, hvis du selv beslutter dig for at støvsuge diverse vintage-butikker, men efterhånden dukker flere og flere dedikerede, kuraterede vintage Levi’s-forhandlere op, så det vil være et godt bud, hvis du vil på jagt efter et par. Desuden er særligt vintage-forhandleren Leone Objects gode på Engineered-modellerne.
Hvis du vil sparre dig selv for de mange håbløse prøverumstimer, findes der heldigvis også en masse andre gode Levi’s-modeller, som er garant for en række af de samme kvaliteter som de vintage udgaver. Prøv eksempelvis 501 90’s-modellen, som har en lidt højere talje, men som også har de lige ben som vintage 501, eller 501 70’s-modellen, som har mid waist og lige ben.
Jeg glæder mig allerede nu til at kunne finde mine capri-bukser frem igen – og Kwon Naras look får mig da kun til at glæde mig endnu mere. For slet ikke at snakke om ballerinaer med bare tæer i .. og en lille blazer, der kan fungere som jakke på de lune dage.
Jeg ejer allerede selv en udgave af præcis disse capri-bukser fra sidste sommer, men jeg er nok nødt til at købe endnu et par i år .. de sidder dejligt højtaljet og har en pæn lukning med en lille knap i siden.
Ballerinaerne, som Kwon Nara har på på billedet, er disse fra Alaïa. De er bestemt en investering, og er ikke et par sko, der vil "gå ud af mode". Er det alligevel i overkanten for et par ballerinaer for dig, kan du se er fint alternativ herunder.
Selvom foråret byder på mange solskinsdage, må vi jo bare erkende, at vi bor i Danmark, hvor det lige så godt kan være regn og sjap. Og til de dage er et klassisk, sort look altid en sikker vinder for mig – og åbenbart også for Maude Apatow. Brug eksempelvis en af forårets mange 3/4-lange T-shirts, der giver kig til håndleddene, for et lidt mere forårs-agtigt udtryk.
Jeg elsker Michaela Coels bouclé-jakke i fine forårsfarver, men det kan også sagtens fungere for mig med en udgave i nogle mørkere toner. Og så elsker jeg modspillet mellem de fine hæle og jakken på den mere formelle side og så de løse bukser og en løs T-shirt i den mere afslappede ende.
Igen .. sort kan nemt bruges om foråret! Sæsonens knot-button-jakker er overalt for tiden og findes i både dyrere og mindre dyre udgaver (mon ikke Carey Mulligans er en af de mere spicy). Synes du, at looket bliver en tand for formelt med hæle, kan du nemt bruge et par loafers til – og så kan du jo skifte til hæle, når eftermiddagen går på hæld, og du skal ud og leve videre i bylivet.
Saie rammer plet med ‘SuperSuede Baked Powder Bronzer’ – en talkumfri pudderbronzer, der forener det bedste fra klassiske formler med en moderne, ultralet finish. Teksturen er fløjlsblød og smelter ind i huden uden at virke tung eller pudret. Resultatet? En naturlig, varme, der afspejler din hud – bare med et strejf mere sol. Den holder, blender ubesværet og leverer den signatur, som allerede har gjort brandet til en favorit i makeuptasken.
Din kropspleje får sig noget af et løft med ‘Body Strategist Collagen Cream’ fra italienske Comfort Zone. Den hurtigt-absorberende creme fugter, udglatter og tilfører glød, samtidig med at elasticitet og fasthed forbedres. Formuleringen kombinerer såkaldt bioteknologisk, hydrolyseret, vegansk kollagen og acetyl tetrapeptid-2, der understøtter hudens struktur og giver et mere kompakt udseende, mens mikroalgeekstrakt bidrager til en mere ensartet og strålende hudtone. Teksturen er let, men nærende – og gør den daglige kropspleje til et effektivt, sanseligt ritual.
Det mere end 40 år gamle danske skønhedsbrand Nilens Jord er i den grad kommet på vores radar med et hav af nye lanceringer og i en ny smuk æstetik. Brandet, der er kendt for sine certificerede, allergivenlige og kompromisløst rene formuleringer, udvider således med tre nye shampoo-serier, der forener effektiv pleje med brandets signatur-filosofi om transparens og omtanke. De nye serier er udviklet med fokus på både hovedbund og hårstrå – og med ingredienser, der er nøje udvalgt for at skabe balance, styrke og glans uden unødig kemi. Produkterne er AllergyCertified og udviklet med respekt for selv den mest sensitive hud. Shampooerne arbejder målrettet med forskellige behov – fra fugt og genopbygning til volumengivende pleje – og efterlader håret let, sundt og naturligt velplejet. Konsistenserne er milde, skummer blødt og duften diskret og ren.
Celine Beauté udvider sin eksklusive ‘Le Rouge Celine’-kollektion med otte nye matte læbebalms – én universel og syv med opbyggelig farve, der lader dig skræddersy intensiteten fra diskret tint til mere markant statement. Kollektionen blev i øvrigt første gang introduceret under Hedi Slimanes ‘La Collection de l’Arc de Triomphe’-show og forener det chikke franske med en cool Celine-æstetik. De nye balms kommer nemlig i genopfyldelige, facetslebne sølvhylstre præget med det ikoniske Triomphe-emblem – som en naturlig forlængelse af Celines Haute Parfumerie-univers.
Du får hudpleje og foundation i ét (inklusiv din favorit orange æske og en smuk flakon), når det franske über-modehus Hermès lancerer sin nye foundation-kollektion. Huset har fået fart på, når det kommer til makeup – og er altså nu aktuelle med en mat foundation, der forener hudpleje med opbyggelig makeup. Det er aktive ingredienser som niacinamid og hyaluronsyre, der fugter og plejer huden, mens dækningen er let transparent og har fokus på hudens naturlige udstråling. Du kan også opbygge den til en medium dækning, hvis du foretrækker det. Fås i 33 nuancer.
Med ‘J’adore Intense’ genopfinder Dior sit ikon i en solmættet, sensuel og rund fortolkning, hvor blomsterudtrykket på en gang er kraftfuldt og nektarsødt. Jasmin med et strejf af abrikos møder strålende ylang-ylang, gourmand viol og fyldig rose, der smelter sammen med cremet sandeltræ og blød vanilje. Resultatet er en varm, omsluttende og uimodståeligt feminin signaturduft, der balancerer det søde med en moderne lethed.
Efter mere end et årti genopfinder makeup-artist og skønhedsiværksætter Charlotte Tilbury nu sin berømte ‘Magic Cream’. Den opgraderede formel lover at revitalisere hudens udtryk og målrette 10 synlige alderstegn – fra fine linjer og manglende fasthed til rødme og ujævn tekstur. Samtidig er den kendte Cushion + Lift Mesh Technology™ tredoblet i effekt og beriget med blandt andet hybenolie og barriere-styrkende ectoin, så huden både fugtmættes, udglattes og fungerer som den ultimative base under makeup. Resultatet ifølge MBE Tilbury? Den ikoniske glow – opgraderet.
Dette er anden del af interviewet med Jasmin Lind fra martsnummeret 2026 af ELLE. Første del af interviewet kan du læse nederst efter artiklen.
Blå bog
Jasmin Desirée Lind Schultz. Født i 2000. Opvokset på Bornholm. Sammen med sin mand, Mika Schultz, står hun bag YouTube-kanalen ‘Jas & Mika’, der har mere end 300.000 følgere. Hun har også selv næsten en halv mio. følgere på TikTok. Hun vandt i 2025 den sidste sæson af ‘Vild med dans’ sammen med danseren Michael Olesen. I begyndelsen af 2026 flyttede hun og familien, der også består af datteren Elina, fra Rødovre og ud på en landejendom på Sjælland.
Kapitel 6: Et trygt univers
Eftersom Mika var en stor del af mit liv, begyndte han at være mere og mere med på mine YouTube-videoer, og der kom hurtigt så stor interesse for vores fælles tilværelse, at vi startede en kanal sammen, der hed ‘Jas & Mika’. Det skulle bare være en sideting, men der gik ikke længe, så var det den kanal, der klarede sig bedst, og i starten af 2020 besluttede vi os for at give den fuld gas med vores fælles kanal. Det faldt tilfældigvis sammen med pandemien, hvor alle alligevel sad derhjemme, og vi begyndte pludselig at få mange tusind visninger. Det gik stærkt på en måde, jeg aldrig havde oplevet før.
Fra starten inviterede vi folk helt med ind i vores dagligdag og forsøgte at gøre det på en sjov og underholdende måde. Den første video på vores nye kanal var faktisk vores bryllupsvideo. Folk kunne godt lide, at de kunne følge med i vores liv på den måde, også da vi efterfølgende flyttede sammen og skulle indrette vores lejlighed. Vi fik en hund, Baloo, som børnene var helt vilde med, og i dag sælger vi Baloo-bamser.
“Jeg har en lidt anden holdning end de officielle regler i Danmark, fordi jeg har haft en spiseforstyrrelse og synes, at det netop kan blive usundt, hvis vi kun må vise, at vi spiser gulerødder, men når det er sagt, skulle vi ikke have lavet den kampagne”
Vi er blevet et lille produktionsselskab med klippere og kamerafolk, der hjælper os med at lave videoerne, og vi har også en agent ansat, der har til ansvar at passe på vores brand. Vi gør vores bedste for, at det skal være et trygt sted for børn at være, for det føles som et kæmpe ansvar, at så mange børn følger med, og vi har prøvet at brænde nallerne før. En af de helt store shitstorms var KiMs Chips Battle for et par år siden (sammen med andre youtubere blev de kritiseret for at bryde retningslinjerne for promovering af usunde varer til børn, red.). Jeg har en lidt anden holdning end de officielle regler i Danmark, fordi jeg har haft en spiseforstyrrelse og synes, at det netop kan blive usundt, hvis vi kun må vise, at vi spiser gulerødder, men når det er sagt, skulle vi ikke have lavet den kampagne.
Det er meget vigtigt for os at agere ansvarligt over for vores unge målgruppe. Vi får ret mange komplimenter fra forældre, fordi de føler, at vores kanal er et trygt sted at lade deres børn hænge ud. Der bliver ikke bandet, der bliver ikke snakket om sex. Jeg håber, at vores følgere får glæde og grin, og at de betragter os som en ekstra storebror og storesøster i deres liv. Mika og jeg snakker nogle gange om, at når vores følgere bliver voksne og møder os på gaden, så er det vores drøm, at de vil give udtryk for, at de var glade for at have os som deres trygge univers i barndommen.
Foto: Tue Blichfeldt
Kapitel 7: Røvryst og alenetid
Jeg var vildt stolt, da jeg blev spurgt, om jeg ville være med i ‘Vild med dans’. Samtidig var jeg meget i tvivl om, om jeg skulle gøre det, fordi Mika og jeg er vant til at lave alting sammen. Men han var helt klar i mælet: Hvis jeg havde lyst til det, skulle jeg gøre det. Jeg tror også, han så det som en mulighed for selv at få lidt mere ro på i en periode. Han har været ved at blive udredt for ADHD, og det faldt sammen med min oplevelse i ‘Vild med dans’, så mens jeg kunne træne og danse på livet løs, kunne han få plads og ro til sin personlige udvikling.
‘Vild med dans’ endte med at blive en af de fedeste oplevelser i mit liv. Jeg har altid dyrket meget gymnastik og ser mig selv som sportslig, men jeg har aldrig været særlig stærk rytmisk, så jeg havde slet ikke forventet, at jeg ville vinde. Det var en meget overvældende oplevelse – også fordi man bruger så meget tid i træningslokalet. Det var ofte ti timers træning om dagen, så man til sidst var fuldstændig flækket. Og når man så havde lavet dansen, var det forfra med at træne til en ny.
“Da jeg blev mor, blev det virkelig et indædt ønske for mig, at min datter aldrig skal opleve de samme dramatiske begivenheder, som jeg selv gjorde”
Efterfølgende er de ældre målgrupper også begyndt at stoppe mig på gaden – mormødrene og farmødrene. Det er hyggeligt, for folk er så søde, og der er mange, der siger til mig, at de syntes, det var den helt rigtige vinder.
Det har samtidig været godt for Mika og mig at opleve, at vi også kan lave noget hver for sig. Inden vi blev forældre, var det svært for os at adskille, hvornår vi arbejdede, og hvornår vi havde fri. Vi kunne arbejde fra morgen til aften, og det gjorde ikke mig så meget, for jeg elsker at arbejde, men Mika bliver presset af det. Han har behov for at trække stikket og bare være alene eller dyrke nogle andre hobbyer. Det har været godt for os at få rusket lidt op i det hele og få nogle fastere rutiner – også i forhold til at komme til at lave noget, der fylder os op på måder, som ikke er arbejde. For mig er det at være sammen med veninder og træne og bevæge mig. Jeg går bl.a. til ‘sjov dans’, hvor man kun er kvinder samlet, og hvor det går ud på virkelig at ryste røv. Mika har omvendt brug for at sidde ved computeren og game med sine venner. Stort set lige siden vi lærte hinanden at kende, har vi været vant til at gøre alting sammen, men vi bevæger os hen imod, at det er okay, at vi ikke er sammen hele tiden. På den måde lærer vi faktisk at sætte mere pris på at lave ting sammen.
Foto: Tue Blichfeldt
Kapitel 8: Perspektiv på tilværelsen
Da jeg blev mor som 23-årig, havde jeg det virkelig sådan: Hvorfor er der ingen, der har fortalt mig, hvor hårdt det er, og hvor meget det ændrer ens liv og perspektiv på alt i tilværelsen? Pludselig kommer det hele til at handle om at give det lille menneske en masse kærlighed og beskyttelse. Og omvendt, hvis bare jeg kan bruge tid med Elina, er alt andet ligegyldigt. Det er virkelig overvældende at blive forælder, men også meget bedre, end man kan forestille sig.
Det er nok alle forældres mål at give deres barn så tryg en barndom som overhovedet muligt, men da jeg blev mor, blev det virkelig et indædt ønske for mig, at min datter aldrig skal opleve de samme dramatiske begivenheder, som jeg selv gjorde. Der er bare nogle faktorer, man ikke kan styre, og jeg har helt klart en frygt i mig for, at der vil ske et eller andet uforudset. For nylig sagde jeg til Mika, at jeg ikke synes, vi har haft det så godt, som vi har det nu, og at det gør mig bange, for livet går op og ned, og når det har gået op længe, begynder frygten straks at melde sig for, at der vil komme til at ske et eller andet dårligt. At det næsten er for godt til at være sandt.
“Det er en ongoing samtale mellem Mika og mig, hvor meget Elina skal være med i vores videoer. Det er også noget, rigtig mange andre har holdninger til. Inden vi fik hende, snakkede vi om slet ikke at vise hende, men da det kom til stykket, blev det ret bøvlet”
Når bekymringerne får overtaget, forsøger jeg at fokusere på alt det vidunderlige, jeg har i mit liv. Det hårdeste, jeg nogensinde har prøvet i mit liv, var at gå igennem spiseforstyrrelsen dengang, for jeg følte mig så alene og var så dybt ulykkelig helt ned i maven, men det gav mig også et helt andet perspektiv på tilværelsen. Mit liv havde været sat på pause i halvandet år, hvor det eneste, jeg havde fokuseret på, var min krop og min vægt. Da jeg blev rask igen, opdagede jeg, hvor stort og fantastisk livet er. I dag er min oplevelse fra dengang til stede som en evig reminder om, hvor meget jeg rent faktisk har i mit liv. Jeg kunne ikke forestille mig noget sjovere at lave end det, Mika og jeg gør. Jeg kunne ikke forestille mig en dejligere mand og et dejligere barn. Jeg har det, som om mit liv er en drøm. Min drøm i hvert fald.
Foto: Tue Blichfeldt
Kapitel 9: Elina
Det er en ongoing samtale mellem Mika og mig, hvor meget Elina skal være med i vores videoer. Det er også noget, rigtig mange andre har holdninger til. Inden vi fik hende, snakkede vi om slet ikke at vise hende, men da det kom til stykket, blev det ret bøvlet. Tidligere havde der ikke været nogen begrænsninger på, hvad vi viste, men hvis vi ikke måtte filme hende, var der virkelig meget af vores liv, vi pludselig ikke kunne vise. Det virkede for omfattende at skulle gemme hende væk hele tiden.
Vi diskuterer jævnligt: Skal man sløre hendes ansigt? Skal man helt lade være med at filme den del af vores liv? Skal vi begynde kun at lave underholdning? Indtil videre er vi landet på, at vi viser hende, men det er ikke noget, vi er ubetinget enige om. Mika er selv begyndt at kæmpe mere med at være et offentligt ansigt og ser flere negative sider ved det, og derfor smerter det ham at forestille sig, at Elina en dag skulle komme og sige: “Jeg er virkelig ked af, at I har gjort mig til et offentligt ansigt, for det har jeg slet ikke lyst til.”
Det ligger selvfølgelig også som en frygt i mig, men omvendt kan det jo også være, at hun siger: “Hvor er det fedt, I har givet mig de her muligheder. Nu kan jeg få lov til at være børnemodel for Kvickly.” Man aner ikke, hvordan hun vil komme til at have det, så det eneste, vi kan gøre, er hele tiden at mærke efter, om det føles rigtigt for os. Hvis jeg skulle spå om fremtiden, så tror jeg, der kommer et tidspunkt inden for et par år, hvor vi vælger at lade være med at vise hendes ansigt i en periode. Der er ikke længe til, at hun skal starte i børnehave og senere skole, og måske vil hun bare gerne kendes som Elina og ikke som Jas og Mikas datter.
Foto: Tue Blichfeldt
Kapitel 10: En tryg oase
På en mærkelig måde er dét at blive genkendt så meget ude i offentligheden det ultimative bevis på, at vi har opnået alt det, vi gerne ville. Det er vi nødt til at huske os selv på, for det kan være både overvældende og overstimulerende. Nogle dage er man ikke i humør til at snakke med nogen og slet ikke til at skulle være noget for nogen, men det er ofte ikke et valg, vi har. Hver gang vi går uden for en dør, skal vi være indstillet på at møde nogen, som vil have taget et billede sammen med os.
Det er kun blevet endnu sværere, efter at vi har fået Elina. For nylig var jeg på Sunset sammen med hende. Mika sad ude i bilen, for han kunne ikke overskue at gå med ind. Jeg har det omvendt sådan, at jeg ikke vil sætte mit liv på pause, bare fordi jeg er en offentlig person, så jeg gør alle de ting, som jeg ellers ville gøre. Der kom nogle børn hen for at spørge, om de måtte få et billede. Jeg takkede dem for at følge med, men sagde, at når jeg var ude med Elina, tager jeg desværre ikke billeder. Lidt efter kom deres mor hen. Hun kunne ikke forstå, hvorfor jeg ikke bare kunne tage et hurtigt billede med hendes børn, så jeg måtte forklare, at det er et princip for mig at give Elina et rum til bare at være ude med sin mor. Jeg var helt stolt af mig selv bagefter, fordi jeg havde sat en grænse og overholdt den.
“Man kan godt komme til at føle sig som et dyr i zoo, når så mange mennesker hele tiden kigger på en og tager billeder af en – især når et nej ikke bliver respekteret. Det er især forældrene, der presser på, og nogle gange ender man med at bukke under for presset, for det er trods alt lettere lige at skrive en autograf eller tage en hurtig selfie end at sige nej for 117. gang”
Samtidig kunne jeg faktisk godt forstå moren. Hun vidste sikkert, hvor meget det ville betyde for hendes børn at få et billede, så der var jo ingen dårlige intentioner med det, men man kan godt komme til at føle sig som et dyr i zoo, når så mange mennesker hele tiden kigger på en og tager billeder af en – især når et nej ikke bliver respekteret. Det er især forældrene, der presser på, og nogle gange ender man med at bukke under for presset, for det er trods alt lettere lige at skrive en autograf eller tage en hurtig selfie end at sige nej for 117. gang.
Når alt det er sagt, så opvejer det gode 100 procent det dårlige. Vi elsker at møde folk. Det er også derfor, vi laver meetups, hvor vi helt konkret tager ud for at mødes med vores følgere. Vi ville ikke være noget uden dem, og vi siger hjertens gerne ja til selfies på gaden. Det kan bare ikke være det eneste, vores liv handler om – slet ikke efter at vi har fået Elina. Til syvende og sidst er det allervigtigste at passe på hende.
For nylig flyttede vi ud på en gård ude på landet sammen med Mikas familie. Her er masser af plads, og vi er omgivet af smuk natur. Tidligere boede vi i Rødovre og døjede meget med, at folk kom forbi og bankede på og kiggede ind ad vinduerne. Det har virkelig været dejligt at flytte derud, ikke mindst for vores nervesystemer. Det kan bare noget at kigge ud på natur og heste i stedet for at kigge ud på børn, der kommer gående hjem fra skole og kigger ind til os. Vi har brug for vores lille, trygge oase, hvor vi bare kan være vores lille familie.