Selvom 2020’erne for alvor har budt på overraskende – og af og til tåkrummende – gensyn med nogle af de mest ikoniske 00’er trends, bliver vi alligevel altid overrasket, når endnu en af dem – som vi troede, vi havde vinket godt og grundigt farvel til – dukker op på catwalken eller i butikkerne.
Selvom 2025 endnu ikke har mange måneder på bagen, har den alligevel leveret et par overraskende øjeblikke fra catwalken – heriblandt fra Københavns modeuge, som løb af stablen i forrige uge.
Under det første show på kalenderen under Københavns modeuge, som blev præsenteret af Opéra Sport, var det langt fra kun tøjet, vi lagde ekstra godt mærke til – skoene, som modellerne bar, fremkaldte nemlig et lille nostalgisk smil på vores læber.
Det var nemlig den velkendte og ikoniske Puma Speedcat, men i ballerina-udgave, samt Puma H-Street-skoene, samtlige modeller bar, og som tilførte alle looks et komfortabelt, smart og sporty udtryk – lige i Opéra Sports ånd.
Foto: Claudia Vega
Foto: Claudia Vega
Grundlæggere Awa Malina Stelter og Stephanie Gundelach kom ud og takkede, da alle modeller havde forladt catwalken efter en vellykket A/W 25-show – Gundelach selv kom ud i Puma-ballerinaerne
Efter en lang årrække, hvor Puma er gået lidt i glemmebogen hos mange, blev 2024 året, hvor vi blev genintroduceret til 00’er brandet, som i sin storhedstid var kendt for sit innovative, elegante og mere chic udtryk, end hvad andre sportsbrands som Nike og Adidas var kendt for.
I slutningen af 2024 deltog stjerner som Emily Ratajkowski, Dua Lipa og Romeo Beckham nemlig i en stor fejring omkring relanceringen af Pumas Speedcat-model, som også er den, ballerinaen, vi så hos Opéra Sport, er bygget ud fra. Ud over dette er særligt topmodel Emily Ratajkowski stor fan af skoen, som hun er blevet spottet i adskillige gange i flere forskellige farver.
(Gen)introduktionen til 00’ernes sneakers er blot et eksempel på, hvordan de retro udgaver i løbet af de seneste par år har fået en renæssance og en kult-agtig status. Og ud fra alt at dømme lader det ikke til, at vi lige foreløbig er færdige med trenden.
Foto: Gotham/GC Images
Emily Ratajkowski på gaderne i New York iført Puma Speedcat i rød
Orit Elhanati fotograferet i sit atelier og butik i Bredgade i København.
Min første kulturoplevelse må være byen Jerusalem. Jeg har besøgt den som lille pige, som teenager og igen som kvinde. Her eksisterer et kæmpe krydsfelt af energier. Byen anses for at være en af verdens ældste, og der kan spores referencer til både den romerske og den byzantinske tid blandt bygningernes udsmykninger. Jeg kan ikke forklare den mystik, der findes i byen, men jeg føler, at jeg hører til som en lillebitte brik i et stort puslespil. Mine forældre kommer fra to vidt forskellige kulturer: Min far er græsk-israelsk, og min mor er dansk, så gennem mit liv har jeg selv samlet på alt, jeg elsker. Fra jeg var helt lille, har jeg haft et behov for at skabe noget, der tilhørte mig, så jeg kunne danne min egen verden. ’Den tredje kultur’ kalder jeg den kultur, der skabes af ’mixed’ børn. Det synes jeg er ret smukt.
Byen, jeg ikke kan vente på at komme tilbage til, er Tel Aviv.
Hvis jeg ikke lavede det, jeg laver i dag, ville jeg arbejde som skulptør. Jeg er fascineret af skabelsen af form og tekstur og ville elske at kunne arbejde på et større lærred. Mit arbejde som guldsmed i dag er jo miniatureskulpturer, som jeg drypper op lag for lag, så guldet får sin egen bevægelse og historie. Det er en teknik, jeg bruger i næsten alt, jeg laver. Det er her, jeg er bedst.
Jeg er draget af det uperfekte, det skulpturelle, det sensuelle, det hemmelige og balancen mellem maskulinitet og femininitet.
Foto: Kavian Borhani
En gadget, jeg ikke kan leve uden, er en GPS. Jeg har absolut ingen stedsans og kan fare vild i København.
I den sidste SMS, jeg sendte, stod der: ”Vin i dag – bare hygge – nothing big?” Det var i en tråd med mine to venner Kristoffer Sakurai og Jean Ahlefeldt. Vi er et trekløver, der mødes så tit, vi kan, til et hurtigt glas efter job.
Den bedste gave, jeg for nylig har givet mig selv, er Danielle Siggeruds ’Mattina Desk’ i højglansmahogni. Jeg er vild med historien bag det, for bordet var tiltænkt som morgengave til hendes mand. Hun balancerer knivskarpt mellem det feminine og det maskuline.
Når jeg har brug for inspiration, søger jeg tilbage til udgangspunktet – der, hvor det ikke er særlig kompliceret. Det er tit det udsyn, jeg vælger, der gør det næsten umuligt at skabe noget interessant. Der er alt for meget støj. Så når jeg mangler inspiration, selekterer jeg ret hårdt i, hvad jeg bruger tid på. Jeg er drevet af at skabe noget, gøre noget eller bruge min stemme. Det prøver jeg så gennem smykkerne og mine objekter.
”Mine venner mener vist, det er en anelse for meget med al den madlavning. Jeg tror, de er i tvivl om, om det er en projicering …”
Egenskaber, jeg sætter stor pris på, og som jeg mener er essentielle, er at elske det uperfekte – det er en gave – og loyalitet. Altid loyalitet! Jeg er et ekstremt privat menneske og har et enormt behov for at have mennesker omkring mig, som jeg elsker højt.
Favoritrummet i mit hus er mit køkken. Det er et meget kaotisk rum, men klart det rum, der lever mest.
Min livret lige nu er en mørk minestronesuppe. Det er en intens efterårsret, som altid finder vej til mit køkken. Jeg er på ingen måde noget geni i et køkken, men jeg elsker at lave mad, for mad bringer os sammen. Jeg er altid i gang med en ret i køkkenet. Mine venner mener vist, det er en anelse for meget med al den madlavning. Jeg tror, de er i tvivl om, om det er en projicering …
Foto: Kavian Borhiani
I mit køleskab er der altid kold hvidvin og rester fra middagen dagen før.
Mine yndlingsrestauranter er L’Auberge de la Roche, som ligger gemt i bjergene i Provence-Alpes-Côte d’Azur, og som min gode ven Mikkel Egelund, der selv er kok, introducerede mig til for nogle år tilbage. Her er det et must at tage en overnatning; det er en uforglemmelig oplevelse, very romantic. Og så Trattoria Torre di Pisa i Milano, som er et magisk sted. Originalt og ægte. Milano er et genialt sted.
Skønhedsproduktet, jeg bruger igen og igen, er alt fra svenske Mantle. Min kære veninde Jeanette Madsen viste mig det, og siden da har det kun været det.
Den bedste duft i verden er ’Portrait of a Lady’. Jeg fik den i gave af mine veninder for år tilbage og har ikke brugt andet siden.
På min ønskeliste står der en rejse til Skotland. Jeg er overbevist om, at der findes en voldsom inspiration til mig der. Jeg skal bo på Lundies.
Min personlige stil er meget præget af vintagefund. Jeg føler mig godt tilpas i gamle historier, som jeg kan formidle videre, og har altid elsket mikset mellem det dekadente og det, jeg kalder ’mormorstil’. Jeg elsker at lede efter sjældne fund. Det er altid i mikset, vi finder vores personlige stil og føler os tilpas.
Mit bedste tøjkøb nogensinde er en hvid læderjakke fra Hermés, som Ferial Berri fra Paloma Vintage fandt til mig.
Foto: Kavian Borhani
Foto: Kavian Borhani
Den røde vintagejakke fra Valentino er et af Orit Elhanatis seneste køb.
Den seneste ting, jeg har købt, som jeg elsker, er en dekadent og meget ladylike kort, rød vintagejakke fra Valentino. Og et par sorte jeans.
Jeg går nærmest konstant i sort eller hvid, men min yndlingsfarve er måske mørk vin, grøn eller en meget mørk lilla.
I min taske er der altid chokolade. He he.
Hvis mit hus brændte, ville jeg redde mine billeder. Min hukommelse er elendig, så jeg har brug for mine minder. Billeder med mine børns ansigter, alle vores oplevelser sammen – beviser på, at vi har været her sammen.
Den bedste souvenir, jeg har bragt hjem, er en glasvase fra Nice.
Den bedste bog, jeg har læst for nylig, er de tre bind af Deborah Levy. Der er en blå, en gul og en rød. Jeg kan ikke huske, hvilken du starter med, men hun skriver fantastisk.
Foto: Kavian Boriani
En kunstner, jeg ville ønske hang på min væg, er Danielle Orchard. Måske et værk fra hendes udstilling ’I Am a Serpent Who’ll Return to the Ocean’.
En kunstner, jeg allerede har et værk af, er den danske fotograf Casper Sejersen. Det er et fotografi, han har taget af Charlotte Gainsbourg. Jeg elsker det, fordi det er flabet, dragende og samtidig smukt afbalanceret. Det får mig til at drømme.
På repeat hører jeg ’King’ med Florence and The Machine. Kæmpe nummer!
Filmen, jeg kan se igen og igen, er ingen, for jeg ser ikke film to gange.
Hvis jeg kunne lave en forandring i verden, ville jeg skabe fred til alle. Uden tvivl.
Det gør mig glad at rejse ud i verden og gå på stier, der endnu ikke er betrådt. Der er så mange små, brillante steder på denne jord. Jeg elsker også at søge mere indad og at være sammen med min familie. De får mig til at grine og græde og til at reflektere. De får mig til at være den bedste version af mig selv.
“Min lille søn, Ruben, er også en go’ griner. Han er min hverdagsunderholdning. Mit daglige opium. Jeg sætter ham næsten altid på højttaler, når vi alle sidder på værkstedet. Han aner det ikke, men vi er blevet afhængige af alle hans gode påfund.”
Mit arbejde gør mig så glad. Jeg elsker det hver eneste dag. Jeg forsvinder væk i mit arbejde, og jeg oplever seriøst, at klokken går i stå, når jeg arbejder. Hvad mere kan jeg ønske mig? Jeg er så taknemmelig.
Jeg har det svært med uretfærdighed. Det gør mig vred. Jeg synes, det er røvtarveligt og dumt.
Jeg kommer altid til at grine, når jeg er sammen med mine veninder. Der er så mange skøre, men også fantastiske historier, der gør, at jeg griner, så min mave gør ondt. Min lille søn, Ruben, er også en go’ griner. Han er min hverdagsunderholdning. Mit daglige opium. Jeg sætter ham næsten altid på højttaler, når vi alle sidder på værkstedet. Han aner det ikke, men vi er blevet afhængige af alle hans gode påfund.
Det projekt, jeg arbejder på lige nu, er modigt, udfordrende og sjovt. Det er håndværk, skønhed og funktionalitet, der ’merges’ i et. Det er bestik, som stadig er i proces. Jeg arbejder også på en lille familie på tre fade i bronze inspireret af Hotel Sanders. Meget poetisk. Jeg sidder også og arbejder på nyheder til ’Star Sign’-kollektionen. Blandt andet det skønneste charm-armbånd, hvor du kan hænge alle stjernetegnene fra din familie eller fra dem, der er dig nær. Jeg elsker at kunne bevæge mig fra stol til stol, men altid i samme rå, nostalgiske univers. Jeg trives bedst under pres. Det er i kriser, vi er mest kreative … desværre.
Foto: Kavian Borhani
Ringe fra Elhanatis ‘Star Sign Poetry’-kollektion.
I løbet af det næste år vil jeg rejse en del, men også dykke dybere ned i mit arbejde. Efterspørgslen på unika vokser og vokser, og siden corona er vores ’bespoke business’ vokset voldsomt. Mennesker har brug for at forelske sig og luksus, og i dag søger vi ægte håndværk, når vi kaster os ud i et køb. Med åbningen af vores flagskibsbutik i Bredgade har jeg nu mulighed for at arbejde på mange forskellige niveauer. Vi arbejder med private kunder fra hele verden, der ønsker håndværk og kunst. Vi skaber smykker og objekter, der symboliserer noget. Vi fortæller deres historier, fordi vi skaber noget, der vil gå i arv i århundreder.
Fjordgaarden er placeret lige midt i den rå, vilde vestjyske natur. Tæt på fjorden og tæt på Vesterhavet. Fjordgaarden er omgivet af skøn natur, der indbyder til lange traveture, inden ankomsten til kurbadet. Det er et idyllisk område præget af vidtstrakte landskaber, vidunderlige udsigter og en tæt kontakt til naturen.
Hvad er Fjordgaarden for et sted?
Fjordgaarden er et skønt sted placeret midt i den vestjyske natur med en klar mission. Vi skaber RO til fortravlede liv. Vi har sat tempoet ned og gjort plads til fordybelse, så vores gæster kan finde velvære og balance. Tænk på Fjordgaarden som orkanens øje -det roligste sted. Trods Vestenvindes susen og bølgernes brusen er her stille og lunt. Et sted fyldt med RO, der med fordel kan besøges, når hverdagen alt for længe har været larmende. Vores smittende sindsro og nede på jorden-attitude hjælper gæsterne med at slappe af, alt imens den vilde natur omkring os forstærker stilheden indenfor. I en vild tid hjælper vi med at finde ROen igen.
Hvad kan kurbadet?
Kurbad Fjordgaarden er et spa- og wellnessunivers placeret på kanten af Ringkøbing Fjord og midt i den vestjyske natur, hvor du finder et væld af veje til ro. Kurbadet skaber med andre ord de perfekte rammer for ro. Vi har f.eks. 4 forskellige saunaer. En IR-sauna på 40 grader, en aromasauna på 50 grader, en saltsauna på 80 grader og en finsk sauna på 90 grader. Der er altså rig mulighed for at finde en sauna med den helt rette temperatur. På udvalgte tidspunkter har vi også forskellige gus-sessioner med vores dygtige gusmester. Vi har et dampbad, en fodbadsbænk, to forskellige bassiner indendørs og nærmest uanset vejret må man ikke snyde sig selv for en tur i vores tagpool på 36 grader. Herfra har vores gæster den smukkeste udsigt, og den vestjyske natur præsenterer sig på flotteste vis fra dette spot. Indendørs har vi naturligvis også stilleområder omkring bassiner og ved siden af saunaer, der indbyder til afslapning og hygge – også foran pejsen.
Kan man få behandlinger?
Det korte svar er ja, det kan man. Vi har kropsbehandlinger, kosmetologi og forskellige typer af bade, der kan prøves i vores kurbadssuite – herunder mælkebad, sansebad, antiinflammatorisk bad eller et sansebad. En behandling i kurbadssuiten er en oplagt mulighed for at opleve komplet nærvær, forkælelse og tosomhed.
Hvad er Romantisk RO?
Romantisk RO er en af de mest attraktive opholdspakker for par, der gerne vil have kvalitetstid sammen. Vi kender alle den travle hverdag – dagene flyver afsted og hvornår kommer tiden til hinanden? Med et Romantisk RO-ophold skaber vi plads til tosomhed og kvalitetstid – kun for to. Inkluderet i pakken er bl.a. adgang til vores prisbelønnede kurbad, 4-retters middag i restauranten og en romantisk goodiebag.
Månedens råd til vandmanden: Lad dit hjem være din rolige oase under en begivenhedsrig periode.
Foto: Illustration: Adam Hale
Vædderen 21/3–19/4
I starten af februar føles det, som om du er ved at gå glip af noget vigtigt. Der er en uro, der kryber i din krop, uden at du forstår hvorfor. Fuldmånen den 12. får dig til at ville bryde op med hverdagen og rutinerne. Det er et godt tidspunkt til at tage en kort ferie, som en weekendtur. Det kan give dig ny inspiration. Slutningen af februar bliver en roligere periode, hvor du får mere tid til at udvikle dine interesser, især hvis det drejer sig om mere spirituelle emner.
Foto: Illustration: Adam Hale
Tyren 20/4–20/5
Februar starter lidt langsomt. Indtil fuldmånen den 12. er det meget hverdag. Ved fuldmånen sker der noget inden i dig, og du begynder mere aktivt at søge efter en forandring, især på arbejdet eller i dine studier. Perioden mellem fuldmåne og nymåne bliver en inspirerende tid, hvor du får realiseret flere af dine gamle drømme. Du har langt mere fritid end normalt i denne periode, og den bruger du på dig selv.
Foto: Illustration: Adam Hale
Tvillingerne 21/5–20/6
Du starter februar med at være ret fleksibel. Det bliver en periode, hvor du gerne tager et skridt tilbage og lader andre tage styringen. Efter fuldmånen får du styrken til at tage fat i en konflikt, der er ved at eskalere. Du har en kombination af veltalenhed og empati, som gør, at du kan finde en løsning, der fungerer for alle involverede. Slutningen af perioden byder på en nymåne i Fiskenes tegn, hvilket øger din kreativitet.
Foto: Illustration: Adam Hale
Krebsen 21/6–22/7
Du går ind i februar med en afslappet holdning. Der er en selvsikkerhed hos dig, som gør, at du føler dig komfortabel med nye mennesker og anderledes udfordringer. Det er en tid, hvor du vokser og bliver stærkere. Midt i perioden vil der være logistiske udfordringer, hvor du skal få livspuslespillet til at fungere i en ny hverdag. Det vil tage tid, før alle rutiner er på plads, så vær tålmodig. Slutningen af måneden handler om økonomi og penge.
Foto: Illustration: Adam Hale
Løven 23/7–22/8
I februar er der fuldmåne i dit eget tegn, og vejen frem til den handler om at finde svar på spørgsmål, der vedrører fremtiden. Det bliver lidt af en prøvende periode, hvor du laver fejl, prøver igen og lykkes. Fuldmånen bliver kulminationen på denne udvikling, og den vil give dig både styrken og selvtilliden til at fortsætte ad den vej, du har startet. Slutningen af februar bliver social og udadvendt. Det er en tid for familie og venner.
Foto: Illustration: Adam Hale
Jomfruen 23/8–22/9
Februar bliver en måned med modsætninger, hvor du når nye højder og lavpunkter. Begyndelsen af perioden handler om at finde dit selvværd. Det er en tid, hvor du er meget følsom. Fuldmånen den 12. giver dig både energi og styrke. Vi går mod lysere tider, og det kan du mærke. For hver dag, der bliver lysere, bliver du mere positiv og energisk. Slutningen af perioden handler om en ny interesse, der vil optage det meste af din fritid.
Foto: Illustration: Adam Hale
Vægten 23/9–22/10
Efter en stærk start på året har du lidt svært ved at finde motivationen. Mørket tager på dig, og du er lidt træt af det meste i din hverdag. Denne følelse holder ved frem til fuldmånen den 12. i Løvens tegn. Du får en ny energi, og pludselig bliver livet sjovere. Mellem fuldmåne og nymåne indleder du en dejlig social periode, hvor du føler, at du har overskud og lyst til at aktivere dig om eftermiddagen og aftenen.
Foto: Illustration: Adam Hale
Skorpionen 23/10–21/11
Det bliver en rolig og harmonisk start på årets anden måned. Du har fået hvilet ud efter højtiderne, og livet er begyndt at vende tilbage til hverdagen. Efter fuldmånen sker der noget. Langsomt, men sikkert, vokser en beslutning om forandring frem i dig. Denne idé har tidligere ligget tættere på drøm end virkelighed, men efter den 12. ændres forudsætningerne, og du indser, at det er en drøm, der kan blive til virkelighed.
Foto: Illustration: Adam Hale
Skytten 22/11–21/12
Februar starter afventende. Du venter på et svar på et eller andet, men det ser ud til at trække ud, og indtil du har al information, står du stille. Fra den 1. til den 12. er uger, hvor familie og venner står i centrum af dit liv. Fuldmånen kommer med dobbelt ild i dit horoskop og giver dig den sidste brik, du mangler for at starte et nyt kapitel i dit liv. Resten af februar bliver en sjov, men stressende tid.
Foto: Illustration: Adam Hale
Stenbukken 22/12–19/1
Februar starter med lidt alvor og meget sjov. Det bliver en tid, der handler om at lære nye ting og vokse, både som menneske og i dit arbejde eller dine studier. Efter den 12. tager du en mere social og udadvendt rolle. Du bliver den, der driver projekter og arrangerer fester eller aktiviteter. En konflikt med en nær person kan føre til en ændring i din bolig. Du indser, at du har brug for mere personlig plads.
Foto: Illustration: Adam Hale
Vandmanden 20/1–18/2
Februar bliver en kort, men meget intens måned, hvor der sker meget på én gang. Der er både store og omvæltende forandringer, samtidig med at nogle aspekter af dit liv står stille, selvom du gerne vil have fremdrift. Denne periode handler både om glæde og succes, men du vil også opleve stor frustration. Kort sagt bliver februar en rutsjebanetur af følelser og begivenheder. Det, der er vigtigt, er, at du har en stabil base derhjemme, hvor du kan trække dig tilbage og lade op. Slutningen af perioden giver dig et markant og velkomment økonomisk løft.
Foto: Illustration: Adam Hale
Fiskene 19/2–20/3
Du starter måneden med at tvivle på en beslutning, du allerede har truffet. Du føler, at du ikke er helt klar til at tage det skridt endnu, og det er bedre at være ærlig med dig selv nu end at lave en større fejl senere. Efter fuldmånen vil du tilfældigt komme til at betræde en ny vej. Dette er noget, du aldrig selv ville have valgt, men det viser sig at være en af de bedste beslutninger, du har truffet.
Der er løbet meget vand i åen siden vi for alvor fik øjnene op for skuespillerinden Anya Taylor-Joy i sin rolle i Netflix-serien The Queens Gambit. For siden vi instant blev opslugt af hendes elegante bevægelser, smukke Snehvide-skinnende hud og ikke mindst dygtige skuespil, har hun været på alles læber og alles tv-skærme.
Men en anden ting, som også er værd at fremhæve ved den blot 28-årige amerikanske skuespillerinde, er hendes ekstremt velvalgte garderobe.
Der er ingen tvivl om, at Taylor-Joy altid har haft en interesse og sans for at vælge sine outfits med omhu, men siden optrædenen i Queens Gambit i 2020 er der alligevel sket et skifte i hendes stil.
Fra sit mere ungdommelige look har hendes stil taget en retning mod en mere ren, skarp og sikker æstetik, som nemt kunne være inspireret af 1960’ernes ikoniske personligheder som Brigitte Bardot og Jackie Kennedy samt Jane Birkin i 70’erne – gode valg! Fra denne side af papparazzi-linsen ser det altså ud til, at skuespillerinden er modnet og måske i højere grad har fundet sin stil.
I løbet af blot to døgn formåede skuespillerinden for leden at dukke op i hele seks forskellige outfits (og ja, du hørte korrekt, seks outfits). Men der var selvfølgelig en anledning til galskaben.
Skuespillerinden var nemlig rundt på presseturne med den spritnye actionfilm, The Gorge (14. februar 2025), hvor hun spiller en af hovedrollerne.
Foto: XNY/Star Max/GC Images
Et af vores favoritlooks er det sorte sæt med bikershorts og ballonnederdel, som omfavnes af en mokka-brun læderkappe/jakke fra Loewe og de fineste, åbne ballerinaer med hæl. Og så var hendes lange, lyse har bare en smuk kontrast til det mørke sæt.
Foto: Getty Images
Prisen for en af de helt stærke 1960'er-referencer går til spadserdragten, som skuespillerinden i løbet af de to dage viste hele to udgaver af. Her i form af kort jakke og miniskirt fra Celiné, begge dele i klassiske houndstooth-tern samt et par lange, sorte støvler, der fik hendes (i forvejen) lange ben til at syne endnu længere. Hvis det ikke var for den meget korte længde på underdelen, kunne sættet til forveksling nemt var noget, Jackie Kennedy havde båret.
Foto: MediaPunch/Bauer-Griffin/GC Images
.. et andet smukt sæt, stylet med lange støvler. De hvide lak-støvler og det smarte sæt har et mere retro-lignende udtryk, der særligt giver referencer til 1970'ernes legende og kække men altid stilsikre Jane Birkin.
Foto: ose Perez/Bauer-Griffin/GC Images
Vinterens helt store kappetrend nåede Anya Taylor-Joy også forbi – og her i et meget elegant Celiné-fra-top-til-tå-look, som er perfekt stylet med elegante, gennemsigtige nylonstrømper og simple men sylespidse hæle.
Foto: Raymond Hall/GC Images
Var der nogen, der sagde Hollywood-stjerne? Der var glamour for alle pengene, da skuespillerinden trådte ud i en kæmpe, fake fur-frakke fra Alexander McQueen samt et par farvematchende hæle fra Christian Louboutin, som fik hende til at skinne som den stjerne, hun har slået sig fast som.
Foto: XNY/Star Max/GC Images
Selv dagene efter så skuespillerinden supersmart ud med en lang, mørkebrun læderfrakke med bælte i taljen og en XL-taske i ruskind, som lige netop kan rumme de basale ting, man har brug for til hverdag (og måske lidt mere til).
Det svenske jeans-brand Jeanerica har netop offentliggjort det tredje drop i deres Ateliér-serie, og denne gang er samarbejdet landet på københavnsk-baserede La Bagatelle, startet af Malene Malling, som er kendt for sine smukke silhuetter og lækre stoffer. Med begge parters rødder i den skandinaviske muld samt en gensidig fokus på kvaliteter og tidløs æstetik, blev de to parter enige om at kreere et samarbejde, hvor La Bagatelles kreative udtryk får liv gennem deadstock denim-materialer fra Jeanerica, hvormed DNA’en fra begge brands vækkes til live i, hvad der har resulteret i en mindre, limited edition-linje med jakker og overdele.
Kollektionen lanceres 5. februar og kan bestilles via mail på Jeanericas hjemmeside.
Louis Vuitton x Murakami
I 2004 lavede den populære japanske samtidskunstner Takashi Murakami sit første samarbejde med Louis Vuitton. Marc Jacobs, der var var chefdesigner hos Vuitton og en stor kunstelsker, spurgte den rebelske japaner om at genopfinde mærkets monogram – et vovet move for det gamle parisiske modehus. Resultatet: et logo genbesøgt af kunstneren i ikke mindre end 33 farver, der vendte op og ned på taskerne. Det var et samarbejde, der forbandt kunst og luksus og mere eller mindre rystede hele modeverdenen. Siden da er flere af taskerne blevet i den permanente kollektion, og forholdet mellem modehuset og kunstneren er forblevet så stærkt, at de nu har besluttet at fejre 20-års jubilæum for deres kreative samarbejde med en XXL-genudgivelse af den nu ikoniske kollektion. Louis Vuitton x Murakami byder på mere end 200 styles, inklusiveikoniske tasker som Keepall, Coussin, Dauphine og Speedy, såvel som bælter, punge, sandaler og briller, alle med kunstnerens emblematiske blomster- og LV-print. Murakamis “Superflat Panda”, en legende og uundgåelig figur i kunstnerens verden pryder flere tasker, en pung, sneakers og endda et skateboard, mens parfumeflakoner og etuier vil blive prydet med en have med udsmykkede blomster.
Første drop udkom i start januar, og det næste kommer i marts. Kan fås i Louis Vuitton-butikker.
Cecilie Bahnsen x The North Face
Romantiske kjoler møder praktisk-cool i dette overraskende samarbejde, der er essensen af dansk mode: stilren, legesyg og brugbar med et praktisk tvist.
Læs mere om kollektionen, der er ude i løbet af foråret 2025, her.
Foto: Getty Images
Attico x Nike
The Attico-designerne Gilda Ambrosio og Giorgia Tordini har givet Nike et sexet touch up og viser, hvordan fashion og sportswear forenes på smukkeste vis.
Er ude i løbet af foråret 2025.
Coperni x Swarovski
Copernis populære ‘Swipe’-bag–nu som Swarovski-krystal. Som i én stor krystal a 10 kilo, der tog intet mindre end 110 timer at kreere.
Er ude i løbet af foråret 2025.
Ganni x Nicklas Skovgaard
To danske brands forenes når Nicklas Skovgaards legesyge former folder sig ud i Gannis univers på en håndfuld kjoler med wow-effekt.
Er ude i løbet af foråret 2025.
Foto: Getty Images
MM6 Margiela x Timberland
Timberlands klassiske støvler har nu fået et strejf af Margielas velkendte ‘bianchetto’-teknik, hvor hvid maling pryder bl.a. tasker og sko. Med tiden vil malingen aftage, ogsåledes skabe et unikt look for hvert produkt.
Er du en af dem, der år efter år glemmer alt om kærlighedens dag, og år efter år må se din bedre halvdel eller partner in crime ryste på hovedet af dig? Så kommer her en pæn reminder om, at valentinsdag i år falder på fredag i uge 7, bedre kendt som som 14. februar 2025.
Et af de steder, hvor du kan sørge for, at der er skruet op for charmen – og måske kompensere for alle de glemte valentinsdage – er hos d’Angleterres patisserie, Maison d’Angleterre, som du finder på hjørnet af Østergade og Kongens Nytorv.
Valentinesudvalget i år består af macarons med kærlighedsmotiver i henholdsvis hindbær/lime og karamel og pistacie, en hjertekage til to med hindbærgelé og chokolademousse, en Valentine Teddy med hindbær-ganache og sidst men ikke mindst de store, lyserøde macarons med hindbær, litchi og vanilje.
Er du ikke en af dem, der ikke helt har fået den traditionelle, amerikanske fejring ind under huden, er kagerne alligevel værd at sætte tænderne i – for det er vel i virkeligheden værd at hylde kærligheden til en ven, et familiemedlem, en partner eller andet hver eneste dag.
Kagerne kan købes hos Maison d’Angleterre, Østergade 2, 1100 København K d. 14. februar.
Miley Cyrus dukkede op under nattens Grammy Awards arm i arm med sin mor Tish Cyrus. Miley Cyrus deltog i festlighederne fordi, hun under Grammy pre-showet havde vundet prisen for bedste country duo/group performance for sin og Beyoncés duet, ‘Ii Most Wanted’, og derudover havde Cyrus fået æren af at præsentere og uddele prisen for ‘record of the year’.
At Miley Cyrus igen i år har taget sin mor med og ikke sin far Billy Ray Cyrus, er højest sandsynligt et statement fra sangerindes side. Siden Tish og Billy gik fra hinanden i 2022, har der nemlig været en større familiefejde, der går på, at Tish skulle have stjålet datteren Noahs kæreste, hvem Tish stadig den dag i dag er gift med. Det har efterladt Miley Cyrus, som holder med sin mor Tish Cyrus, på den ene side over for far Billy Ray Cyrus, der er på søsteren Noah Cyrus’ side. Netop nævnte Miley Cyrus heller ikke andre familiemedlemmer end sin mor og sin anden søster, Brandi, da hun holdt sin takketale under Grammy Awards sidste år, hvor hun vandt prisen for ‘record of the year’ med sin sang ‘Flowers’
Foto: LOS ANGELES, CALIFORNIA - FEBRUARY 02: (FOR EDITORIAL USE ONLY) Beyoncé accepts the Album of the Year for “Cowboy Carter” with Blue Ivy Carter onstage during the 67th GRAMMY Awards at Crypto.com Arena on February 02, 2025 in Los Angeles, California. (Photo by JC Olivera/WireImage)
Verdenskvinden Beyoncé vandt omsider en Grammy for ‘album of the year’ med sit album ‘Cowboy Carter’ under årets Grammy. Sangerinden vandt sin første Grammy Award for 25 år siden, da hun var med i gruppen Destiny’s Child, men ind til i år har hun ikke før vundet netop prisen for årets album, som hun var overlykkelig for endelig at kunne brøste sig af – det skal dog siges, at hun alligvel er den kunstner, der har vundet flest awards i hele Grammy-historien. Desuden gør det hendes til den første sorte kvinde til at vinde prisen, årets album, siden 1999, hvor Lauren Hill vandt.
Da Beyoncé trådte op på scenen for at modtage prisen og holde sin takketale tog hun sin blot 13-årige datter, Ivy Blue, med op foran publikum, og da Beyoncé havde sagt sine sidste ord i den korte takketale, der primært var en tak for brandmændende, der har været med til at stoppe branden i Los Angeles, samt Linda Martell, som var en af pionererne for sorte musikere i conutry-musikken, gav mor og datter hinanden et kæmpe kram midt på scenen.
Sangen var ligeledes nomineret til prisen for ‘record of the year’, men denne pris gik til Kendrick Lamars ‘Not like us’.
Foto: LOS ANGELES, CALIFORNIA - FEBRUARY 02: (L-R) Will Smith, Willow Smith, and Jaden Smith attend the 67th Annual GRAMMY Awards at Crypto.com Arena on February 02, 2025 in Los Angeles, California. (Photo by Kevin Mazur/Getty Images for The Recording Academy)
Sidst vi så Will Smith til en award-uddeling, var det til lyden af et kæmpe klask på Chris Rocks kind tilbage i 2022, hvorefter han blev bandlyst for at deltage i alle Academy-organiserede events. I år deltog han for at præsentere en hyldest til Quincy Jones, som gik bort i novembers, hvilket var en undtagelse i Smiths bandlysning, som stadig er gældende 8 år endnu.
Som støtte havde Will Smith sine to børn Willow Smith (24 år) og Jaden Smith (26 år) med sig – og selvom det var Will Smith, der var kommet for at stå på scenen, stjal søskendeparret i den grad også rampelyset med deres matchende outfits. Willow ankom i et sort glimmersæt med shorts og bh, dækket til at en sort Alexander McQueen-frakke og høje hæle med platform. Jaden havde i anledningen valgt et noget iøjnefaldende look, der bestod af en enkel Louis Vuitton-tuxedo, hvortil han havde valgt et stort headpiece af Adobi, der var formet som et slot i Transsylvanien. Et sødt far-datter-søn-øjeblik!
Stylist og kreativ direktør for Perfect Magazine Jeanie Annan-Lewin
Hvordan har du det med ordet ‘tyk’? Jeg gætter på, at du er tilbageholdende med at bruge det, måske endda bange for det. Og hvad angår udsigten til at være tyk? Glem det! Tykfobi er snigende, det er overalt – det påvirker os alle.
Modeindustrien er et notorisk rum for tykfobi, det er der intet nyt i, men den nuværende situation er særlig sørgelig – ikke mindst fordi det i et øjeblik så ud, som om det gik i den rigtige retning. Der var en periode i 2020, hvor repræsentationen i branchen syntes at tage en ny drejning. Overvej, hvordan magten blev holdt ansvarlig under Black Lives Matter-protesterne – og castingen til modeshows, forsider og kampagner begyndte at afspejle ønsket og kravet om mangfoldighed.
“Kropsaccept var altså en trend, ikke et kulturelt skift”
Men ligesom nogle brands ‘greenwasher’ og kommer med falske påstande om bæredygtighed, er det samme sket, når det kommer til størrelse. AW24-showene var et stort tilbageskridt, hvor repræsentationen af plus size-modeller faldt markant. Det er, som om de, der sidder på magten, troede, at ingen længere kiggede, og straks tænkte: “Okay. Lad os tage foden af speederen og gå tilbage til, hvordan det var før.” Kropsaccept var altså en trend, ikke et kulturelt skift.
Det siger jeg med en autoritet. Som stylist og kreativ direktør for Perfect Magazine kender jeg min branche godt, og der er ikke mange, der ser ud som jeg. Jeg bruger størrelse XL. Jeg vil helst ikke tænke på mit udseende så ofte, som jeg gør, men når jeg går til modeshows, ligner ingen i publikum eller på catwalken mig, og jeg bliver konstant mindet om, at jeg er anderledes. Og selvom jeg teknisk set er ‘bag kulissen’ som stylist, har jeg fået at vide, at jeg professionelt ville ‘klare mig bedre’, hvis jeg tabte mig. Jeg foretrækker at lade mit arbejde, ikke min krop, skaffe mig jobs. Folk ser mig, før de hører mig, og det, de ser, er noget, de ikke nødvendigvis kan lide. Det er ikke, fordi alle er onde eller frygtelige; det er en ubevidst bias. Jeg er alt det, som store dele af modeindustrien ikke vil være. Og selvom jeg er en stærk person og på mange af mine stærkere dage er ligeglad med, hvad folk tænker, har det påvirket mig. Det er hårdt at være vidne til, hvordan medierne forstærker idéen om, at der ikke er plads til en. Det gør mig vred. Det gør mig ked af det. Man skal altså besidde en god mental styrke. I stigende grad kan jeg ikke slippe væk fra budskabet om, at min krop er ‘forkert’. Det føles virkelig skadeligt. Ozempic har spillet en stor rolle for den nuværende situation og de tilbageholdende holdninger hertil. Det forstærker idéen om, at dét ‘at være tynd’ er en ønskværdig tilstand, og har givet folk licens til åbent at tale om det, hvilket jeg finder dybt pinligt – der er så mange mere interessante og vigtigere ting at tale om.
Foto: Sebastian Reuter/Getty Images
Namilia
For at være helt transparent: Jeg tager Wegovy, en medicin med samme aktive ingrediens som Ozempic: semaglutid. Jeg er meget åben omkring det og skrev om det for ELLE UK sidste år. Jeg tager det for mit helbred, ikke for at passe ind i en bestemt kjolestørrelse. For mange forstærker Ozempic idéen om ‘at være tynd’ som et statussymbol. Jeg kender folk, der redigerer billeder af deres kroppe i Photoshop, så de er med på den trend. Og PR-piger, der tager det, så de kan passe de ting, som de promoverer. Det går ind og påvirker den frygt, som mange har for at blive tyk.
“Jeg er sikker på, at den virale I <3 OZEMPIC-T-shirt, som Namilia viste frem til Berlin Fashion Week, var ment ironisk, men jeg synes, at det var usmageligt”
Jeg er sikker på, at den virale I <3 OZEMPIC-T-shirt, som Namilia viste frem til Berlin Fashion Week, var ment ironisk, men jeg synes, at det var usmageligt. Det er for meget lige nu, hvor moden vender tilbage til dette size zero-ideal. Jeg mener kraftigt, at tykke mennesker – ligesom alle marginaliserede mennesker – aldrig bør bruges som et debatværktøj, som en marketinggimmick eller som genstand for en joke. Selvfølgelig er der flere højtprofilerede modeller, som ikke er standardstørrelsen (selvom nogle af plus size-modellerne havde tabt sig synligt denne sæson). Men det hele bør altså ikke hvile på én person, som Paloma Elsesser, når det kommer til at bære ansvaret for sådan en bred repræsentation. Hun er en smuk, intelligent og interessant person, og det handler om meget mere end bare hendes størrelse. Det er ikke nok kun at caste hende i et show. Vi lægger et stort pres på dem, der bryder igennem, for at være alt for alle, og vi har mange meninger om deres kroppe. Kan du huske, da Lizzo følte, at hun skulle præcisere, at det at være veganer ikke handlede om at tabe sig, eller da Adele blev kritiseret, da hun tabte sig? I stedet for at lægge ansvaret på en håndfuld individer i denne repræsentation har vi brug for at gøre et ordentligt arbejde som samfund.
“Der er dog nogle designere, der virkelig forstår at designe til større kroppe med spændende, sexede og cool looks”
Når det kommer til brands, selv hvis de ikke har noget moralsk kompas, må de vel stadig ønske at tjene penge? Jeg kan simpelthen ikke forstå, at de ikke ser, hvor god en forretning det ville være at omfavne større størrelser. De ville tjene så meget – det er garanteret. Den gennemsnitlige størrelse i Storbritannien er stadig omkring str. XL. Folk med større kroppe vil også gerne have tøj af høj kvalitet, flotte snit og originale design, men udvalget er så begrænset. Alt, der er både plus size og luksus, ejer jeg. Ligesom alle andre, der ligner mig i denne modeverden. Vi har alle det samme tøj: den samme Vaquera-garderobe, de samme items fra Paloma Elsessers samarbejde med Ganni. Selvfølgelig har vi det, fordi det er så sjældent, at vi får den slags muligheder. Der er dog nogle designere, der virkelig forstår at designe til større kroppe med spændende, sexede og cool looks. Ester Manas og Sinéad O’Dwyer gør det virkelig godt. Karoline Vitto laver fantastisk tøj; jeg havde bl.a. en af hendes kjoler på til Fashion Awards. Di Petsa lavede en utrolig smuk, lang, gennemsigtig kjole til mig, som fik mig til at føle mig som en gudinde – en følelse, som alle fortjener at opleve. Marco Capaldo fra 16Arlington var en af de første designere, der klædte mig på. Jeg elsker Chopova Lowena-nederdele – når jeg styler dem med en T-shirt, føler jeg mig altid fin. Jeg går religiøst i Comme des Garçons, roterer mellem flere Molly Goddard-kjoler og vender ofte tilbage til Dala-jeans, som altid giver mig komplimenter. Det ér muligt for brands at inkludere større størrelser. Du vil bemærke, at de fleste af de designere, jeg nævnte, er unge kvinder. Og jeg tror, det er en del af problemet: Modeindustrien er stadig i høj grad styret af hvide mænd, som fastholder en meget snæver, vestlig skønhedsstandard som idealet. Det er stadig det mandlige blik, som bliver solgt.
Foto: Aitor Rosas Sune Getty Images
Foto: Estrop/Getty Images
For at ændre, hvad vi ser udefra, har vi brug for en 360-graderstilgang og fokus på at ændre tingene indefra. Vi har brug for et bredere miks af stemmer og perspektiver samt en repræsentation i magtpositionerne. Vi har brug for strukturel forandring, for hvis vi kun har folk, der ser ens ud, til at lede det hele, vil de overse spørgsmålet om kropsaccept. Individuelt kan vi også tage ansvar for, hvordan vi har det. Jeg er klar over, at sociale medier kan være enormt skadelige, men for mig er det et virkelig positivt rum. Følg de personer, der får dig til at føle dig godt tilpas, og mute dem, der ikke gør. Du betaler trods alt selv for telefonregningen. Beskyt dit mentale rum, og vær bevidst om, hvad du tager ind.
Mit liv ville være meget lettere, hvis jeg ikke talte om alt det her. Men jeg vil gerne høres, og jeg vil skabe et trygt rum for folk som mig. At følge strømmen og holde mund hjælper ikke på noget, og jeg tror, det er derfor, branchen er, som den er. Så jeg forsøger at tale, når jeg kan. Hver uge føler jeg, at jeg har lyst til at give op og finde noget andet at lave. Men hvad skulle jeg så gøre? Da jeg var yngre, brugte jeg alle mine lommepenge på modemagasiner. Jeg husker, hvordan jeg tænkte “Jeg kan umuligt være den eneste, der ser ud, som jeg gør, og som elsker de her ting”, og det tror jeg stadig på. Så jeg fortsætter for den 15-årige Jeanie, der virkelig, virkelig elskede tøj, lavede collager og så mode-TV uafbrudt. Jeg prøver at ære hende.
Foto: James Cochrane
Foto: Hoda Davaine/Dave Benett/Getty Images
Jeg tænker meget på andre unge kvinder, der ligner mig, og som desperat prøver at komme ind i modebranchen. Jeg vil gerne være med til at skabe bedre forhold for dem. Jeg er en stor tilhænger af kropsneutralitet frem for falsk positivitet. Mit mål er aldrig at skulle kigge i spejlet og være hård ved mig selv eller gå ud i en verden, der siger hadefulde ting. Jeg vil kunne se på min krop og tænke: “Den gør, hvad den skal, for mig.” Jeg vil tage mig af den. Jeg ønsker, at den bliver helt ubemærkelsesværdig. Radikal selvkærlighed er en virkelig ting, men det er en livslang rejse. At elske sig selv kræver hårdt arbejde. Jeg arbejder hver dag på at holde de negative stemmer ude. Jeg fejrer mine præstationer, og jeg er heldig, at jeg kan grine af tingene.
Foto: LONDON, ENGLAND - SEPTEMBER 13: A model walks the runway at the Di Petsa show during London Fashion Week September 2024 on September 13, 2024 in London, England. (Photo by Stuart C. Wilson/Getty Images)
Di Petsa
Hvis vi alle indrømmede, at vi gennemgår de samme ting – omend på forskellige måder og i forskellig grad – ville det måske være lidt lettere at være ærlige. Som stylist arbejder jeg hele tiden omkring smukke mennesker, og de har den samme frygt som mig. Jeg ser supermodeller, popstjerner og Hollywood-stjerner sige: “Jeg hader virkelig mine lår.” Det virker skørt, men jeg finder trøst i at vide, at mange andre føler præcis det samme som jeg – vi siger det bare ikke altid højt.
Vi kan kickstarte inklusionsrevolutionen igen ved at have ærlige, åbne samtaler, hvor vi ikke er bange for at bruge ordet ‘tyk’. Flere dialoger vil også føre til mere sund fornuft. At knytte vores værdi til, hvordan vi ser ud, er en forældet og absurd idé. Kan du forestille dig, hvis alle kunne slå den tanke fra? Tænk på, hvad vi kunne opnå. Tro mig, vi ville få så meget mere gjort.