I MANGE ÅR var mit liv mit arbejde og mit forhold. Jeg har altid arbejdet og arbejdet og arbejdet. Jeg var sådan en, der nærmest ikke kunne åbne munden uden at snakke om arbejde. Jeg arbejdede hele tiden, og jeg var også nogle gange sygt stresset og kunne få nogle nedsmeltninger, hvor jeg brændte helt sammen og måtte trække stikket. Men for det meste var det godt, for jeg var passioneret med det, jeg lavede.

Jeg havde også et dejligt og supervelfungerende parforhold. Min eksmand og jeg havde fået to børn, var blevet ældre sammen og havde fået råd til at købe et kartoffelrækkehus og en BMW. Livet havde formet sig, som man ser på film, at det godt må forme sig. Vi var ikke længere unge og vilde; nu stod den på hygge på terrassen og hvidvin af den gode slags, men det var også et dejligt liv. Det var på mange måder picture perfect.

I 2017 forlod jeg Line&Jo, det firma, som jeg havde været med til at starte i 2007 sammen med Line Hallberg. Det havde været mit hjertebarn. I mange år levede og åndede jeg for det, men jeg var efterhånden kørt død i det og havde brug for, at der skulle ske noget andet, og samtidig havde jeg lyst til at have mere tid sammen med mine børn og min mand. Jeg gik ud af firmaet og brugte de næste par år på at finde ud af, hvad der så skulle ske. Det endte med at blive en sygt mærkelig tid, for jeg var så vant til at lave noget hele tiden, og jeg fik også en form for identitetskrise, for hvem er man, når man ikke arbejder?

Jeg lavede lidt forskellige ting, bl.a. et smykkeprojekt sammen med Etage Projects, og det var skidesjovt at lave kunst, men det var ikke noget, jeg blev rig af, og det var i det hele taget svært at finde ud af, hvem jeg skulle være uden den der karriere. Så kom pandemien, og for første gang nogensinde var min daværende mand, der ofte arbejdede i udlandet som modefotograf, tvunget til at blive hjemme i en længere periode. Jeg kunne til gengæld godt arbejde, så jeg tænkte: “Nu giver jeg den en skalle!”

Jeg fik lyst til at lave noget, der var mit helt eget. Jeg lavede et smykkemærke i mit eget navn og satte en masse ting i værk – lavede kollektion, lookbook, linesheets. Jeg kontaktede alle mulige og fik god respons, og jeg solgte ind til et par store, internationale varehuse. Jeg følte, at jeg havde gang i alt muligt godt, og samtidig var hjemmelivet dejligt med børn i privatskole. Det hele kørte på skinner. Lige indtil jeg pludselig blev forladt.

Foto: Lana Ohrimenko

DET VAR julen 2021, og jeg havde det, som om jeg vågnede op som hovedperson i en Martin Kongstad-roman uden at fatte noget som helst. Hele min identitet var bundet fuldstændigt op på mit forhold og hele vores kartoffelrækkehusliv, og nu blev det pludselig revet væk fra mig. I den første tid var jeg ramt af chok. Totalt chok. Jeg havde ikke set den komme. Selvfølgelig havde jeg hæftet mig ved, at ikke alting kørte på skinner, men jeg havde taget de indre samtaler med mig selv undervejs: “Ja, okay, så kan det godt være, at det ikke er så ophidsende hele tiden, men så er det noget andet. Hvad er der galt med at sidde i sofaen og se på hver sin iPad? Det kan også være hyggeligt.” Jeg havde indstillet mig på, at det var sådan, livet var nu, og at det var et liv, jeg rigtig gerne ville leve. Jeg kunne slet ikke forestille mig andet, end at vi selvfølgelig skulle blive gamle sammen.

I stedet kiggede jeg nu på min eks, som jeg altid havde følt mig utrolig tæt knyttet til, og pludselig mærkede jeg en afstand mellem os. Han havde været min mand og min bedste ven, og nu var han ikke længere nogen af delene. Han var som en fremmed. Det var voldsomt at forholde sig til, og samtidig kunne jeg ikke lave om på det, uanset hvor meget jeg kæmpede for, at vi ikke skulle gå fra hinanden, for det var det, han ville.

Vi fandt en lejlighed og flyttede på skift frem og tilbage mellem den og huset, afhængigt af hvem af os der havde børnene. Det betød, at jeg havde tre dage i træk, hvor jeg var fuldtidsmor, og tre dage i træk, hvor jeg sad i en upersonlig lejlighed helt alene, og det eneste, jeg egentlig havde lyst til, var at lade mig indlægge på en eller anden supportklinik i Los Angeles og blive lagt i varme dyner og aet på hovedet.

I de første par måneder levede jeg mentalt fra hånden til munden. Jeg stak børnene en iPad hver og følte mig som den værste lortemor. Jeg kunne kun lige overskue at skrabe noget nem mad sammen til dem – selv spiste jeg ingenting. Jeg kom helt ned på at veje 44 kilo, og jeg røg 20 cigaretter om dagen.

Foto: Lana Ohrimenko

DER ER TUSIND mennesker, der bliver skilt hver dag, og jeg kiggede på dem allesammen og tænkte: “Hvor er I dygtige, at I bare klarer det.” For det gjorde jeg ikke bare. Det er det hårdeste, jeg nogensinde har prøvet. Jeg følte mig så ensom og så alene og så udsat.

Jeg oplevede også en stor skam forbundet med, at jeg ikke havde set den komme. Jeg følte mig som verdens største idiot. “Hvordan kunne du dog tro, at du rendte rundt i et lykkeligt forhold? Hvor dum er du lige?” Det føltes utrolig skamfuldt at have gået rundt og troet, at jeg levede et åh så perfekt liv, og pludselig sad jeg alene i en tom lejlighed og tænkte: “Hvad skal der ske med mig? Og bliver jeg nogensinde elsket igen?”

At blive forladt er så fundamentalt et indgreb i ens selvværd. Jeg stod tilbage med en grundfølelse af ikke at være god nok, og jeg skammede mig over ikke at være stærk nok og over at gå så meget i stykker. Jeg havde opfattet mig selv som en power woman, der var klog og interessant og havde styr på sit shit, og pludselig havde jeg styr på nul og niks, ingenting.

“Jeg havde lavet et firma, som jeg ikke længere var en del af, og nu var mit familieliv krakeleret, fordi min mand ikke elskede mig mere. Hvad er man så værd?”

Jeg følte også en generel skam over mit liv. Jeg nærmede mig de 50 år, og hvad havde jeg egentlig formået? Jeg havde lavet et firma, som jeg ikke længere var en del af, og nu var mit familieliv krakeleret, fordi min mand ikke elskede mig mere. Hvad er man så værd?

DA DER VAR gået fem måneder med at ligge bag nedrullede gardiner, tog jeg mig sammen og rejste til Ibiza for at besøge min veninde, som har boet dernede i mange år. Det gik ikke at blive liggende mere, for der kom ikke noget godt ud af det. Jeg tænkte: “Nu har du prøvet det, og der sker ikke en skid. Han kommer ikke tilbage, dine børn bliver ikke gladere, du kommer ingen vegne, så nu må du simpelthen springe ud fra vippen!”

Hen over en forlænget weekend lukkede min veninde og jeg alle ferieøens natklubber. Det var virkelig mange år siden, at jeg havde rejst på den måde, og til min store overraskelse mærkede jeg en stor frihed i det. Jeg kunne gøre, lige hvad jeg havde lyst til, og det føltes ikke engang særlig husmoragtigt – højst som noget fra en dårlig skilsmissefilm.

“Den værste sorg forsvandt, men til gengæld voksede et voldsomt raseri frem i mig. Jeg blev så edderspændt rasende, som jeg aldrig nogensinde har været før”

I løbet af de 19 år, hvor min eks og jeg havde været sammen, var vi endt med at vokse sammen som sådan et underligt, symbiotisk tohovedet fabeldyr. Vi var ægtefolk, vi var venner, og vi var samarbejdspartnere. Vi lavede alting sammen, og jeg blev enormt afhængig af ham. Det var dejligt, men det gjorde nok også, at vi ikke kunne mærke vores egne fødder, og til sidst blev det for meget for ham.

Jeg havde følt mig helt alene og tænkt, at jeg umuligt kunne finde ud af noget som helst selv, men på Ibiza blev jeg for første gang i årevis ramt af en følelse af empowerment. Hvorfor skulle jeg egentlig ikke kunne klare mig selv?

En af mine veninder sagde på et tidspunkt: “Skilsmisser er selvudvikling på turbo.” Det skal jeg da lige love for. Der ligger en utrolig styrke i at gennemgå en total nedsmeltnings-livskrise og så alligevel være i stand til at rejse sig op igen.

Det var ikke sådan, at jeg var færdig med det hele, da jeg kom hjem igen – langtfra. Men en lillebitte stemme i mit baghoved sagde: “Måske kan der også komme noget godt ud af alt det her.”

Foto: Lana Ohrimenko

NÅR MAN HAR boet i det samme kvarter i København i mange år og bevæget sig i de samme kredse, bliver det hele meget landsbyagtigt. Man møder de samme mennesker, og det er hyggeligt, når det går godt, men når lortet brænder, er det uudholdeligt.

Hver gang jeg gik uden for en dør, stødte jeg ind i folk, som vidste, at min eks og jeg var gået fra hinanden, og derfor måtte jeg også forholde mig til, hvad der skulle være min historie, og hvordan jeg ville kigge folk i øjnene. Jeg besluttede mig for at stoppe med at skamme mig og simpelthen bare tale lige ud af posen: “Ja, det er noget lort, ja, jeg er megaforsmået, ja, jeg er fyldt op af forfærdelige, grimme følelser, men her er jeg, og jeg er også nødt til at leve videre.”

På et tidspunkt mødte jeg tilfældigvis en veninde, som jeg ikke havde set i mange år. Vi endte med at snuppe en kop kaffe, og efter at jeg havde fortalt hende, hvordan jeg havde det, fortalte hun en enormt sårbar historie om sig selv, som jeg ikke kendte. Og så kiggede hun på mig og sagde: “Men jeg er fucking Beyoncé, så fuck det lort!”

Fra den dag af var jeg også selv Beyoncé. Når jeg gik ud i verden, var det med en indre stemme, der sagde: “Det kan godt være, at du er kvart kineser, men du er fucking Beyoncé!”

Det kan virke fjollet, men jeg måtte lege det, jeg gerne ville være, for at kunne blive det, og jeg havde brug for indre styrke til at vinde verden tilbage. Min veninde havde selv stået med håret i postkassen, og hun havde i sidste ende besluttet sig for, at hun var Beyoncé. Så kunne jeg fandeme også være Beyoncé.

“Jeg havde ikke rigtigt fået nye bekendtskaber i mange år, for jeg havde ikke haft brug for det, men det var enormt rart at mærke, at jeg kunne hygge mig i nærvær med mennesker, jeg ikke kendte i forvejen”

DEN VÆRSTE SORG forsvandt, men til gengæld voksede et voldsomt raseri frem i mig. Jeg blev så edderspændt rasende, som jeg aldrig nogensinde har været før, og jeg tænkte: “Fint, så lad os gå fra hinanden, for nu har jeg grædt over dig, og nu gider jeg ikke det pis mere!”

Det var faktisk befriende at være rasende, for modsat sorg kan man stå på sit raseri, og man kan bruge det som en drivkraft til at rejse sig. Det var et raseri, der var meget konkret rettet mod min eks og hele situationen med bruddet. Mit rationelle jeg vidste jo godt, at det står alle mennesker frit for at ville afslutte et forhold, men jeg havde alligevel brug for at være rasende over det, og jeg tillod mig selv at være det uden at skamme mig over det.

Jeg kunne kun rigtigt rase ud, hvis jeg følte mig berettiget til at være det, så selvom jeg var rasende på en infantil, latterlig måde, hvor jeg blev sygt urimelig og sagde en masse grimme ting, tog jeg beslutningen om, at nu er det sådan, det er, og det står jeg ved. Jeg besluttede mig også for ikke at bruge tid på at glatte noget som helst ud. Jeg måtte være i det, jeg var i, om det så var smerte, sorg, raseri eller en udefinerbar fucked up-hed, og hvis jeg så sagde noget, som jeg ikke burde, måtte jeg jo ringe på et senere tidspunkt og undskylde – hvilket jeg også gjorde.

Jeg var klar over, at det var nødvendigt, for hvis jeg ikke rasede ud, mens jeg var rasende, ville jeg måske komme til at sidde om 20 år og være bitter, og hende vil jeg for alt i verden ikke være. Jeg voksede selv op med forældre, der gik fra hinanden og ikke kunne holde ud at være i rum sammen, og det ville jeg ikke have, at mine børn skulle opleve, og derfor vidste jeg, at det var vigtigt hurtigst muligt at komme et sted hen, hvor jeg kunne være på god fod med min eks. Men det krævede, at jeg ikke åd mit raseri, for så ville det vokse indad og æde mig selv op. Jeg havde brug for at komme af med det.

“JEG VAR 49 år, og jeg havde egentlig været klar til at sætte mig ned i sofaen med uldsokker på og pille grå hår ud af hovedet og måske snakke om at få en ladestander sat op ude foran. Knips! Så stod jeg på Søpavillonen i bar røv”

TRE AF MINE veninder blev skilt, stort set samtidig med at jeg var blevet forladt, og noget tid efter også en fjerde. Sammen lavede vi en skilsmisseklub, hvor vi drak enormt meget hvidvin, røg enormt mange cigaretter og græd ud i hinandens arme.

Vi var sammen hele tiden, spiste sammen, rejste sammen og fandt på alle mulige skøre påfund som at joine en sorggruppe i Mariakirken i Istedgade, prøve alle mulige forskellige yogaformer af og begynde at lægge tarotkort for at prøve at finde meningen der. Ud over det bestilte vi bord på vores yndlingsrestaurant, Esmée, og inviterede to personer hver, som enten skulle være skilt eller sjove. På den måde mødte vi hver især en masse nye mennesker.

Jeg havde ikke rigtigt fået nye bekendtskaber i mange år, for jeg havde ikke haft brug for det, men det var enormt rart at mærke, at jeg kunne hygge mig i nærvær med mennesker, jeg ikke kendte i forvejen. Jeg havde heller ikke flirtet med nogen som helst i 19 år, for hvorfor skulle jeg det, når jeg var i et forhold? Men i den periode begyndte jeg lige så langsomt at løfte blikket, når jeg gik uden for en dør, og hold da op, hvor var der egentlig meget at kigge på!

Jeg downloadede også Tinder, for jeg skulle vel ligesom i gang, men en af de første, der dukkede op, var min bedste vens fætter, og jeg kunne mærke, at alt det halløj orkede jeg ikke, så jeg slettede hurtigt appen igen. Det var noget andet, jeg skulle. Jeg skulle dyrke mine veninder, jeg skulle prøve mig selv af, og jeg skulle ikke mindst forsøge at finde mine egne ben igen.

JEG VAR 49 år, og jeg havde egentlig været klar til at sætte mig ned i sofaen med uldsokker på og pille grå hår ud af hovedet og måske snakke om at få en ladestander sat op ude foran. Knips! Så stod jeg på Søpavillonen i bar røv og haltede ned igennem Nyhavn på en halv hæl klokken fem om morgenen med resten af skilsmisseklubben. Jeg havde troet, at jeg var på vej på pension, og pludselig var jeg en fucked up teenager igen. Det hele var så surrealistisk, at jeg nogle gange havde det, som om jeg var på LSD. Jeg tænkte: “Nu mangler det bare, at der kommer en elefant gående ud af væggen!”

Sidste gang jeg levede et liv, der mindede om det, var jeg i 20’erne. Jeg havde aldrig nogensinde troet, at man som næsten 50-årig kunne gøre det samme, og slet ikke at man kunne føle sig sexet eller lækker eller have en værdi på dén måde. Men til min store, glædelige overraskelse trådte jeg ud i en verden, hvor jeg ikke blev betragtet som burned out og værdiløs – tværtimod. Jeg følte pludselig, at jeg havde fået 20 år foræret, som jeg aldrig havde regnet med at få. Jeg havde heller aldrig nogensinde troet, at jeg skulle prøve at være forelsket igen, men det skete også. Efter kun otte måneder mødte jeg Rasmus. Til at starte med var jeg ikke interesseret i noget seriøst, altså overhovedet ikke, men han var charmerende og så godt ud, og det var både dejligt og tiltrængt med opmærksomhed. Så hvad kunne det skade at indgå i en uforpligtende relation? Jeg tænkte, at vi kunne hygge os en måneds tid, og så ville vi aldrig se hinanden igen.

Jeg var samtidig helt åben og fortalte, at jeg stadig var i sorg, og at der løb pus ud af mig, men han lod sig ikke skræmme, og pludselig blev jeg bare helt enormt forelsket i ham.

“Samtidig er hele det der kartoffelrækkehusliv så indspist. Man kender alle dem, man møder på gaden, hvilket er rart og trygt, men det er et mærkeligt sted at gå igennem et brud, fordi snakken går over hækken, og alle ved, hvad der er sket, så det kunne lige så godt være blevet smækket op på en kæmpestor spiseseddel: “Dem i nummer 39 er gået fra hinanden!””

 

MIN EKSKÆRESTE FLYTTEDE ud, og jeg blev boende i huset. Det var et privilegie, at børnene kunne blive, og jeg kunne fortsætte med at slikke sårene i trygge rammer, men det var også specielt at sidde tilbage i et halvt hjem, efter at han havde flyttet sine ting ud.

Samtidig er hele det der kartoffelrækkehusliv så indspist. Man kender alle dem, man møder på gaden, hvilket er rart og trygt, men det er et mærkeligt sted at gå igennem et brud, fordi snakken går over hækken, og alle ved, hvad der er sket, så det kunne lige så godt være blevet smækket op på en kæmpestor spiseseddel: “Dem i nummer 39 er gået fra hinanden!”

Jeg vidste godt, at jeg ikke kunne blive boende i huset på den helt lange bane, og vi måtte også sælge det til sidst. Det gjorde helt klart ondt, selvom det bare var et skide hus, men med hussalget måtte jeg også slippe den sidste rest af den der underlige kartoffelrækkedrøm.

På den anden side var det også godt med et sceneskift, for der hang gamle spøgelser i huset. Med det fik jeg også kappet de sidste bånd til den vrede, der havde opfyldt mig så længe. Det var, imens jeg sad i min nye lejlighed, at jeg kunne mærke, at jeg havde sluppet den.

“Jeg googlede forskellige ting som ‘Hvor længe er det normalt at føle sorg?’ og ‘Kan man dø af sorg?’”

Man skulle tro, at det var dejligt, men jeg havde overlevet længe på det raseri. Jeg havde været en tsunami af tusind følelser og dans på bordene og “Fuck dig!” og “Her kommer jeg!”, og pludselig sad jeg tilbage og mærkede sorgen over, at min familie var gået i stykker.

Det var en dyb sorg, som jeg slet ikke havde set komme, og som jeg samtidig havde svært ved at sætte en finger på, for når jeg tænkte pragmatisk over det, var der mange ting, der gik godt. Mine børn var kommet igennem det hele, min eks og jeg kunne tale sammen igen, og jeg havde fået en empati og en forståelse for de valg, han havde truffet. Samtidig var jeg helt vildt forelsket i Rasmus.

Alligevel havde jeg det hver dag, som om jeg skulle til begravelse. Jeg kunne lige pludselig, ud af ingenting, få virkelig ondt i hjertet. Så savnede jeg mine børn, og jeg savnede alt det, jeg havde før. Det var mærkeligt, ubehageligt, og jeg vidste faktisk ikke, hvad jeg skulle stille op med det. Jeg googlede forskellige ting som “Hvor længe er det normalt at føle sorg?” og “Kan man dø af sorg?”.

Jeg følte mig også sygt utaknemmelig, for jeg var lykkelig for at have mødt Rasmus, og så gik jeg rundt og havde det på den måde. I bund og grund tror jeg, at det kom sig af en gedigen livsskuffelse. En følelse af ikke at have klaret det. Ikke at have kunnet bevare det glansbillede, jeg havde formået at skabe.

Foto: Lana Ohrimenko

LIGE SÅ LANGSOMT skete der alligevel noget, og i løbet af 2024 kunne jeg mærke, at jeg følte mig glad, når jeg vågnede om morgenen, faktisk oprigtigt glad. Det er vildt at have været sammen med en person i så mange år og have levet et bestemt liv og så finde en ny mand og skabe et nyt liv sammen.

Rasmus og jeg har valgt at have hver vores privatliv, men samtidig leve sammen. Vi har syv dage i træk sammen, bare ham og mig, og så har vi efterfølgende hver især vores børn. Jeg elsker, at jeg også kan være alene med mine børn, og når jeg så er det, så elsker jeg også at savne Rasmus.

Det lyder måske fjollet, men vi er ikke i symbiose. Vi passer på hinanden, vi elsker hinanden, men vi er ikke ansvarlige for hinandens følelser. I mit tidligere forhold var det sådan, at hvis jeg havde et problem, så var det også min eks’ problem. Sådan er det ikke nu. Det er mit problem, og så kan jeg diskutere det med Rasmus, hvis jeg vil, men i sidste ende skal han ikke fikse mig, og jeg skal heller ikke fikse ham.

“Men jeg har heller ikke lyst til at gro sammen med nogen igen, for det var simpelthen for svært at blive revet væk fra”

Selvfølgelig er det også en måde at passe på mig selv på ikke at lægge alle æg i én kurv. Men jeg har heller ikke lyst til at gro sammen med nogen igen, for det var simpelthen for svært at blive revet væk fra.

For mig har det faktisk været ret vidunderligt at skabe en ny tilværelse på den måde. Nu har jeg så heller ikke små børn længere, og når de er hos deres far, så ved jeg, at de har det godt, for de har en fantastisk far. Vi kan ringe sammen, vi kan FaceTime, vi kan mødes efter skole og drikke en kop kaffe, hvis vi gider. Men selvom man helst ikke må sige det som mor, så er dét at have fået en masse alenetid også fucking fedt.

I de syv dage, hvor jeg er alene, kan jeg tage middagslur på sofaen, drikke vin med vennerne, gå i byen om aftenen. Jeg kan glo på Rasmus, vi kan wine og dine, vi kan tage en spontan weekendtur til Paris. Der er ingen regning; der er ikke noget, der skal passes. Det ligger der en kæmpe frihed i.

LIGE SIDEN BRUDDET har min eks og jeg holdt jul og fødselsdage sammen. De første gange var det med en knytnæve i munden, men nu er vi nået et sted hen, hvor det rent faktisk er både hyggeligt og kærligt, og det ikke bare er noget, vi leger.

Jeg er enormt glad for, at jeg efter tre år kan sige, at vi er et godt sted. Jeg er glad for, at jeg fik børn med ham. Jeg synes, at han er en amazing far, jeg elsker ham, og det vil jeg altid gøre.

Jeg føler, at jeg er et godt sted i mit liv nu. Jeg er stadig ved at finde mine ben, og jeg har indset, at der nok altid vil være en sorg i mig, som ikke fandtes før, men den er ikke længere det altædende monster, som den var i det første lange stykke tid. Da jeg blev forladt, anede jeg ikke, hvad der ventede på den anden side. Jeg frygtede ensomhed og elendighed, men det har vist sig, at der også ventede tusind millioner muligheder, som jeg aldrig havde kendt til, hvis ikke jeg var blevet tvunget til at træde ud i det. Det mest vidunderlige har været at opdage, at jeg har masser af liv foran mig, og at jeg kan gøre, lige hvad jeg vil, med det.

“Jeg troede, at det ville være game over som fraskilt kvinde på 50″

Jeg troede, at det ville være game over som fraskilt kvinde på 50. Det er min fornemmelse, at der tidligere har været en slags skam forbundet med den alder, hvor man som kvinde ikke længere kan lave børn. Men tiden er heldigvis en anden nu, og jeg føler mig heldig og privilegeret over, at det virker til, at alder er blevet lige så flydende som seksualitet.

Det er ikke længe siden, at jeg følte mig gammel og grå, men pludselig har jeg fået en kæmpe sult på livet. Jeg har mødt en hel masse spændende mennesker. Jeg har fået veninder på min mors alder, og jeg har fået veninder, som nærmest kunne være mine døtre. Det har været vildt for mig at opleve, hvordan man kan føre lige den livsstil, som man gerne vil – uafhængigt af datoen på sin dåbsattest.

Jeg har det selv sådan, at der er sindssygt mange ting, jeg gerne vil med mit liv. Jeg skal spise, rejse, feste, jeg skal lave nogle fucking fede smykker. Jeg skal så mange ting, og jeg er kun lige begyndt.

 

Den første kulturoplevelse, jeg husker, var en Pina Bausch-forestilling med titlen ‘Kontakthof’. Den blev opført med dansere på 65 år og derover, og det var en nyfortolkning af hendes oprindelige værk fra 1978. Jeg så den sammen med min mor og hendes bedste veninde på La Comédie i Frankrig i 2005. Jeg husker, at jeg blev fascineret, men også nogle gange faldt i søvn og vågnede op og undrede mig over, hvad der foregik på scenen.

Hvis jeg ikke lavede det, jeg gør i dag, ville jeg være skipper og sejle rundt i verden.

En gadget, jeg ikke kan leve uden, er min varmtvandsflaske. Jeg bruger den til at varme min seng op, før jeg lægger mig under dynen, og også mod smerte. Jeg kan simpelthen ikke undvære den, når jeg har menstruation.

Den sidste SMS, jeg sendte, var til min mor. Jeg sendte hende nogle billeder af Faisalmoskéen i Islamabad, for det er her, jeg er lige nu.

Foto: Boris Lutters

Den bedste gave, jeg har givet for nylig, var en tur til Granville (ca. tre timers togtur fra Paris) for at se solnedgangen over havet og prøve at fange det grønne lys. Denne gang uden held, men solnedgangene var stadig magiske!

Når jeg har brug for inspiration, går jeg en tur i naturen og lytter til verdens stille samtaler, bladene, der rasler, den tidlige morgens ro. Jeg lader det almindelige transformere sig og tale på måder, jeg aldrig har hørt før eller har glemt, og pludselig bliver jeg mindet om, at inspiration simpelthen handler om at være opmærksom.

Foto: Boris Lutters

Min rollemodel er altid foranderlig. Den skifter afhængigt af de lektioner, jeg har brug for at lære, de mennesker, jeg møder, og livets forskellige faser. Nogle gange er det en forfatter, nogle gange en ven eller endda en fremmed, hvis modstandskraft jeg beundrer. Jeg tror, rollemodeller handler mindre om perfektion og mere om den gnist, de efterlader, som kan guide mig videre.

Jeg kan virkelig godt lide ekstroverte mennesker. Det er en egenskab hos andre, som jeg virkelig sætter pris på, da det gør mit liv som introvert meget lettere.

Min livret lige nu er alt fra ‘Nistisima’ af Georgina Hayden. Det er en græsk-ortodoks kogebog, der kun indeholder veganske retter, og hver eneste af dem bliver en øjeblikkelig klassiker. Min personlige favorit er den braiserede fennikel med safran på side 119.

I mit køleskab er der altid hjemmelavet mandelmælk!

Min yndlingsrestaurant er Quai des pêcheurs på 7 Rue de Clichy i Paris. Det er en traditionel kinesisk restaurant med fokus på Sichuanprovinsen. Jeg bestiller altid strimlet tofu og sprøde auberginer. Jeg elsker, hvordan sichuanpeber giver en prikkende fornemmelse på tungen.

Det skønhedsprodukt, jeg bruger gang på gang, er læbepomaden fra L:a Bruket, som ærlig talt er den bedste læbepomadestift. Jeg elsker den!

Foto: Boris Lutters

Læbepomaden fra L:a Bruket er Maryam De Sarres favorit.

På min ønskeliste har jeg et stjernespænde kaldet ‘Lynx’ fra min ven Jojo og hendes forretningspartner Loreleis brand, der hedder Merrma. Jeg glæder mig til at få fat i det!

Min personlige stil er komfort før alt. Gerne noget, der får mig til at føle, at jeg stadig er i pyjamas, men ikke er det.

Mit bedste tøjkøb nogensinde er et pashmina-sjal for at holde mig varm. Jeg vikler mig ind i det, som om jeg stadig var i min seng.

I min taske er der altid for meget. Alt fra plaster til bøger. Jeg tror, jeg er bange for at mangle noget, og ender i stedet med at bære vægten af det. Nogle gange laver jeg en oprydning af ting, jeg ikke har brugt, og som jeg burde lade blive hjemme, men hvad der så sker, er, at lige den dag jeg virkelig får brug for det, er det ikke i min taske længere …

Den bedste duft i verden er den, der bærer et minde eller en følelse, noget, der får dig til at stoppe op og bare trække vejret. Min sidste oplevelse var duften af gaderne i Gujrat i Pakistan. Det er en meget karakteristisk duft og ikke en god en – det er en blanding af røg og kloak, men da jeg trådte ud af bilen, kom der så mange minder tilbage, og det fik mig til at føle mig hjemme.

Foto: Boris Lutters

Den nyeste ting, jeg har købt, og som jeg elsker, er en marmorskulptur, som jeg har ved hovedgærdet af min seng. Det er en stor marmorblok, der er formet som en spiral. En ægte drømmefanger.

Byen, jeg ikke kan vente med at komme tilbage til, er København. Jeg glæder mig til at se mine venner der.

Mit yndlingsrum i min lejlighed er min stue, der er fyldt med små skatte overalt. Loftet er højt, og det føles næsten som at være i en hytte i bjergene nogle gange.

Hvis mit hus stod i brand, ville jeg redde mine katte, Topaz og Plu.

Foto: Boris Lutters

Den bedste souvenir, Maryam De Sarre har bragt med sig hjem, er disse skåle fra Mallorca, som hun fandt i den lille landsby Pòrtol.

Den bedste souvenir, jeg har bragt med mig hjem, er skåle fra Mallorca, fra en lille landsby kaldet Pòrtol. Jeg elsker at spise af dem.

Den bedste bog, jeg har læst, er ‘La Possibilité d’une île’ af Michel Houellebecq. Det er min yndlingsbog, fordi den udforsker menneskets isolation og kompleksiteten i vores søgen efter mening og blander eksistentielle spørgsmål med en skræmmende realistisk vision af fremtiden.

Foto: Boris Lutters

‘La Possibilité d’une île’ af Michel Houellebecq er Maryam De Sarres yndlingsbog.

En kunstner, jeg ville ønske hang på min væg, er Pierre Soulages. Hvis jeg skal være realistisk, så kommer jeg aldrig til at have råd til et maleri, men jeg kan forestille mig, at jeg måske vil kunne have råd til et af hans litografier, som er lige så imponerende som hans malerier.

En kunstner, jeg allerede ejer et værk af, er Olivier Urman, en fransk kunstner. Jeg er heldig at eje et af hans værker fra hans ‘Surpression’–serie. Når jeg ser på hans maleri, føler jeg en dyb ro.

På repeat lytter jeg til ‘The Orb…’ nej, ‘Orbital’, nej … ‘Moby’! Det er for svært at vælge!

En film, jeg kan se igen og igen, er ‘Practical Magic’. Det er min komfortfilm. Jeg elsker Sandra Bullock så meget og selvfølgelig Nicole Kidman, hvilken kvinde!

Maryam De Sarres katte, Topaz og Plu, gør hende glad hver eneste dag.

Hvis jeg kunne lave en forandring i verden, ville jeg bringe fred og lindring til alle. Det lyder måske kliché, men det er virkelig relevant i dag.

Det gør mig glad at være sammen med mine katte.

Det gør mig vred, når folk siger, at jeg taler for meget om mine katte.

Min yndlingsfarve er brun.

Jeg vil altid grine af folk, der laver sjove stemmer.

Jeg græder over mange ting, da jeg er en meget følsom person.

Foto: Boris Lutters

Denne artikel kan indeholde sponsorerede links.

Imellem vilde haver fyldt med frøer og blomstrende citrontræer står Paço da Glória – et gotisk slot fra det 18. århundrede, som er blevet smukt renoveret og omdannet til et gæstehus i det nordlige Portugal. Morgentågen, som svæver hen over landskabet, en fredfyldt saltvandspool og et yogadæk inviterer her gæsterne til at slappe af. Indtil videre lyder det som en klassisk boutiqueferie – men her er wellness noget særligt.

På Paço da Glória – drevet af Rebecca Illing, en praktiserende livsafsluttende doula og hotelbestyrer – inviteres gæsterne til at reflektere over dødeligheden i en såkaldt Dødens Have. Den er en del af Illings plan om at skabe et sted, hvor sorg er velkommen, og hvor døden ikke er et tabu. I efteråret 2024 afholdt stedet sit første retreat for sørgende familier med den anerkendte psykoterapeut Andrea Warnick. Deltagerne blev opfordret til at lege, skabe og engagere sig i naturen som måder at håndtere tab på. Retreatet blev navngivet ‘Camp Alex’ efter Illings afdøde bror. “Sorgen var uoverkommelig, men jeg vidste, at jeg var nødt til at omfavne den,” siger hun. “Jeg har lært så meget af sorg og mine kæres død. Så jeg ønskede at udvide samtalen og skabe forbindelse til andre.” En samtale, som mange mennesker i lang tid har været tilbageholdende med at tage.

“En ny bevægelse siger nej tak til den tilgang og normaliserer samtaler om tab”

På trods af at den eneste sikre ting i livet er, at det for os alle vil ende, betragtes døden ikke som et passende samtaleemne. Samtidens samfund leder generelt ikke til at reflektere over vores egen eller vores kæres dødelighed. Vi danser forsigtigt rundt om emnet, bruger banaliteter og eufemismer, typisk ved at sige, at vi “mistede” nogen, eller ved at omtale de afdøde som “afgåede” (som en, der er ekstremt akkurat, så kald mig venligst aldrig det, når jeg er død). Og hvad angår sorg? Vi behandler det, som om det er smitsomt, og holder afstand.

Men tingene er ved at ændre sig: En ny bevægelse siger nej tak til den tilgang og normaliserer samtaler om tab.

Nici Harrison ved, at der er appetit på disse samtaler, for pladserne til hendes femdages retreat i Cornwall, Grief Alchemy, har været fuldt bookede i fire år. Harrison, der mistede sin mor, Lizzie, i 2016, kalder sit arbejde for ‘sorgpleje’. Retreatet inkluderer skrivesessioner, workshops til støtte for nervesystemet og sharing circles sammen med yoga og økologiske måltider. Ugen afsluttes med en sorgceremoni for gruppen, der udføres omkring et alter. “Folk går på skift op til alteret og fremsiger ofringer, bønner, længsler og tab. Det handler lige så meget om at blive set som at skabe plads for andre; sorgen er fælles på den måde.” Der er langt hertil fra en til en-rådgivning bag lukkede døre. Harrisons mål er ikke at få folk til at overvinde sorgen, men snarere at finde måder at byde den forsigtigt velkommen på og integrere den i et meningsfuldt liv. “Jo større vores vilje er til at føle dybden af vores sorg og længsel, jo større er vores kapacitet til at føle undren, ærefrygt og skønhed,” siger hun.

“Der var ingen brochurer med titlen ‘Enke og stadig i honeymoonfasen’”

Til trods for at sorg er et nyt område inden for wellness, påpeger Harrison, at “pleje af vores sorg og smerte er dybt ordinært og gammelt arbejde”. Det er dog noget, vi har mistet kunsten til i den vestlige kultur. Hun møder det gamle med nye tilgange: en lancering af sin nye hjemmeside, The Grief Space, som sælger varer som ‘sorgbalsam’ og ‘tungt hjerte-te’.

Processen for min egen sorg har været mindre kollektiv (og uden sørgete). I slutningen af 2019, i begyndelsen af COVID-udbruddet, døde min mand, Cam, af galdeblærekræft som 34-årig. Kun få måneder tidligere boede vi i Barcelona, klatrede og vandrede – unge, frie og saligt uvidende om den tragiske drejning, vores liv ville tage. Døden var det sidste, vi tænkte på, indtil Cam pludselig fik kvalme og en vedvarende hoste, hvilket førte til en stadie fire-kræftdiagnose – en kræftform, der bliver opdaget for sent til at blive helbredt.

Efter kort tids rystende sygdom endte vores liv sammen på hospice. Med årtiers forskel var vi de yngste patienter indlagt, og jeg var taknemmelig for, at kræften havde tåget Cams engang så skarpe sind, så han ikke kunne forstå vægten af det. En dag i fællesloungen tog jeg en pink flyer for en støttegruppe med titlen “Enke, separeret og skilt”. Det fik mig kun til at føle mig mere isoleret. Hver af disse er en livsændrende begivenhed, men det er dybt forskellige oplevelser. Der var ingen brochurer med titlen “Enke og stadig i honeymoonfasen”. Jeg længtes efter en forbindelse til dem, hvis tab føltes mere som mit eget – dem, der kunne forstå de rodede og enorme følelser, der gør dyb sorg meget anderledes end blot tristhed.

“Da Ben døde, var det, som om en del af mig også døde – og jeg kunne ikke holde ud at vende tilbage”

Det var i starten af lockdown, at jeg begyndte at sende beskeder til Lotte Bowser, forfatteren til de kommende memoirer ‘Bittersweet’, som beskriver hendes tab af sin forlovede, Ben, også til kræft. Vi udvekslede de ting, vi ikke kunne sige til vores rigtige venner eller familie, dels fordi vi ikke ville skræmme dem, men også fordi de ikke altid vidste, hvad de skulle sige tilbage. Ligesom mig var Bowser den første i sit fællesskab, der oplevede et så dybt tab. “Jeg følte mig fremmedgjort. At sørge under lockdown forstærkede kun ensomheden,” siger hun. “Jeg gik på Instagram på jagt efter andre, der forstod … Jeg fandt utallige støttegrupper og kvinder, der havde mistet deres partnere, og som følte det, jeg følte. De forbindelser reddede mit liv på et tidspunkt, hvor jeg ikke havde lyst til at være her.”

Foto: Sara Bille

Bowser, der havde opnået en stor følgerskare på sociale medier som yogainstruktør før Bens død, begyndte at dele sin sorg med sine tusindvis af følgere. Jo mere åbenhjertig hun var i sine indlæg, desto større blev hendes følgerskare. “Da Ben døde, var det, som om en del af mig også døde – og jeg kunne ikke holde ud at vende tilbage,” siger hun om den forandrede form af hendes online tilstedeværelse. “Jeg opdagede, hvor uforberedte og klodsede vi er, når det gælder om at tale om tab og støtte dem, der går igennem det. Jeg ville gøre mit for at ændre på det.”

Ligesom Bowser fandt Amber Jeffrey – hvis mor døde, da hun var 19 – at det var helende og nødvendigt at forbinde sig med andre online. Tre år senere oprettede hun ‘The Grief Gang’–podcasten, som er blevet en populær platform for unge, der sørger, og som har berørt et bredt spektrum af emner inden for sorg, fra at navigere i tabet trods stor afhængighed af den afdøde til at date – og at date, mens man sørger.

21

Grief Gang-podcasten

Læs mere og køb her

Det var “født ud af desperation”, siger Jeffrey, efter at hun fandt ud af, at andre, mere traditionelle veje ikke virkede for hende. “Jeg ‘fejlede’ med terapi,” tilføjer hun og bemærker, at rådgivning kun blev tilbudt om dagen, når hun, ligesom mange andre unge, var på arbejde. Det, hun ville have, det, hun havde brug for, var noget mere tilgængeligt og fleksibelt, noget, man kunne få adgang til kl. 1 om natten, og som kunne få en til at føle, at man ikke var alene. “Jeg var motiveret – vedholdende, faktisk – for at se, om der var noget andet derude, som kunne bringe mig trøst i min sorg. Jeg søgte højt og lavt og kunne ikke finde den perfekte løsning. Så jeg lavede den selv.”

Efter pandemien har Jeffrey udvidet sin platform til også at omfatte fysiske arrangementer. Hun vil være vært for sit første sorgretreat i år og har deltaget i paneler både på Cambridge og Oxford Universiteter. Hun underkender ikke, at det er en bemærkelsesværdig præstation for en, der “forlod skolen med næsten ingen uddannelse”. Men sorg er universelt og har magten til at overskride hierarkier og kulturelle forskelle på en måde, som intet andet kan. Alligevel er der stadig arbejde at gøre. I et afsnit af ‘The Grief Gang’ erklærer Jeffrey uden skam: “Jeg elsker at tale om døden!” Det er et udsagn, der indkapsler det nye, transparente landskab, vi træder ind i.

“En af de positive effekter af pandemien var, at den satte sorg på offentlighedens dagsorden med langt mere indtrængende kraft”

Men hvorfor er det, at mange af os nu smider vores følelsesmæssige rustning? Sorgcoach Mira Simone bemærker: “En af de positive effekter af pandemien var, at den satte sorg på offentlighedens dagsorden med langt mere indtrængende kraft. Der har været et samfundsmæssigt skift imod åbenhed omkring vigtigheden af at sidde med og give stemme til vores sorg.” Den mærkelige og skræmmende tid tvang folk over hele verden til at konfrontere spørgsmål om dødelighed. Vi så på nær hånd, hvor skrøbeligt livet er, og hvor vigtigt fællesskabet er.

Efterhånden som vi har åbnet op for samtaler om sorg, er flere af os villige til at tale om døden og endda overveje konceptet om at planlægge en ‘god afsked’. Her kan en dødsdoulas rolle være til hjælp, idet personen tilbyder en holistisk støtte, der spejler en fødselshjælper, omend i den modsatte ende af livshistorien. Ud over at drive Paço da Glória er Rebecca Illing (som du mødte i starten af denne historie, red.) praktiserende dødsdoula og beskriver sin rolle som “en person, der kan assistere i dødsprocessen, lave planer for pleje og planer omkring døden, lytte til behovene hos den person, der er ved at dø, støtte familiemedlemmer og de pårørende samt folk i fællesskabet”.

Faktisk er det et voksende område. Living Well Dying Well, en UK-baseret organisation, der tilbyder doulauddannelse, bemærker, at 350 personer har gennemført deres kursus, og antallet vokser organisk.

“Hendes urokkelige nysgerrighed førte hende til at deltage i death cafés – møder, hvor fremmede samles for at spise kage, drikke te og diskutere døden”

Dødsdoularollen er desuden et bemærkelsesværdigt karriereskift for Katie Rose Whiting, der engang arbejdede i modebranchen for Vivienne Westwood og Alexander McQueen. “Jeg har altid været interesseret i min egen dødelighed – som barn plejede jeg at klæde mig ud og afholde min egen begravelse,” siger hun. “Der er ingen undervisning i skolen om, hvordan man sørger, eller hvordan dødsprocessen ser ud, så vi famler alle i mørke. Jeg ville gerne være på forkant.” Hendes urokkelige nysgerrighed førte hende til at deltage i death cafés – møder, hvor fremmede samles for at spise kage, drikke te og diskutere døden.

“Jeg arbejdede stadig med luksusmode på det tidspunkt,” siger Whiting. “Det fik mig til at konfrontere spørgsmålet ‘Hvis jeg døde i morgen, ville jeg så være stolt af det, jeg havde opnået?’. Svaret var et hårdt nej. Efter at have omuddannet mig som dødsdoula stiftede jeg organisationen Fin: Exploring Endings sammen med psykolog og meddoula dr. Emma Clare. Sammen håber vi at modernisere og normalisere praksisser for at forberede sig på døden og sorgen, som ofte går tabt i det sterile medicinske system. Vi genopliver den primitive hjerte til hjerte-pleje på en håndgribelig og uforbeholden måde,” siger hun.

Når det gælder at se tilbage på sit tidligere liv, siger Whiting, at hun ikke fortryder at have ændret retning. “Der er en uforlignelig oprigtighed i dette arbejde, som giver mig mulighed for at engagere mig i de mest fundamentale aspekter af den menneskelige erfaring. Hvis jeg døde i morgen, ville jeg være stolt af det arbejde, jeg har gjort nu.”

“Det er næsten fem år siden, min mand døde. Han gennemborer stadig mine tanker flere gange om dagen”

Det er næsten fem år siden, min mand døde. Han gennemborer stadig mine tanker flere gange om dagen. Tiden har blødt noget af kvalen op, men tabet er altid der. Siden han døde, er døden blevet min raison d’etre (grunden til at eksistere, red.) i mit arbejde som sorgforfatter. Jeg har gentaget vores historie utallige gange: hvordan vi mødtes, hvordan han døde, og hvordan jeg fortsætter. Men det mærkeligste er, at midt i alt dette kan jeg ærligt sige, at jeg aldrig har følt mig mere bevidst om og taknemmelig for at være i live. De mennesker, der arbejder inden for sorgområdet, er nogle af de mest åbne og hjertevarme mennesker, jeg kender. Der er en fælles tråd af at leve målrettet, som kommer af at vide, hvor hurtigt livet passerer gennem sit timeglas. Som sorgcoach Simone siger: ‘Når vi trækker gardinerne fra sorgen, lader vi lyset skinne ind og røre ved os.’ Og hvis dét ikke er at leve, så ved jeg ikke, hvad der er.

Litteratur om døden

Smertefulde memoirer, manualer og guider til at håndtere sorg

22

Foto: Version 1.0.0

A Beginner’s Guide to Dying

En generøs, optimistisk hyldest til livets glæde og værdi af den tidligere nødhjælpsarbejder, der døde tidligere på året.

Af Simon Boas, 170 kr.

Læs mere og køb her

23

Grief is for People

Hendes nære vens død og røveriet af hendes lejlighed er sammenvævet i disse memoirer af den anerkendte essayist.

Af Sloane Crosley, 280 kr.

Læs mere og køb her

24

Can Anyone Tell Me? Essential Questions about Grief and Loss

Årtiers ekspertise kanaliseres i psykoterapeutens ømme guide til at navigere i sorg.

Af Meghan Riordan Jarvis, 115 kr.

Læs mere og køb her

25

Foto: Version 1.0.0

Bittersweet: A True Story of Love and Loss

Med en mission om at ‘forvandle’ tab har Bowser skrevet memoirer som en af sine mange gaver til dem, der sørger, med arbejdsark og en ny sorgskole.

Af Lotte Bowser, 130 kr.

Læs mere og køb her

26

Conscious Grieving

Den anerkendte sorgterapeut foreslår en ny ramme til at navigere gennem tab: at gå ind i, engagere sig i, overgive sig til og transformere sorgen.

Af Claire Bidwell Smith, 180 kr.

Læs mere og køb her

27

Here After

Disse forbløffende, vemodige memoirer er en brændende analyse af kærlighed og sorg, skrevet efter forfatterens mands uventede død.

Af Amy Lin, 130 kr.

Læs mere og køb her