Jeg har lært at pakke min kosmetik som en overlevelsesstrategi. Ikke fordi jeg er dramatisk af natur, men fordi jeg har mistet for mange hårbørster til mellemlandingernes kaos. Det betyder, at jeg altid rejser med håndbagage og derfor kun må tage det mest essentielle med. Få dråber dryppet i beholdere under 100 ml puttet i en klar plastikpose, som om de kunne eksplodere. Der er selvfølgelig noget ydmygende over det. At stå og flytte sin shampoo over i en rejsebeholder med tykke fingre, mens man overvejer, hvad man kan undvære: deodorant eller hårkur.

Renseolie eller parfume?

Det er nok derfor, jeg var så dårligt rustet, da jeg første gang besøgte Grønland i forbindelse med mit arbejde som reporter for The New York Times. Planen var, at vi skulle opholde os i Nuuk i en uge, men den ændrede sig hurtigt. For at møde et Grønland, der rakte ud over de scener, som hundredvis af journalister i øvrigt også var kommet for at beskrive i lyset af Donald Trumps ønsker om at købe øen, besluttede vi os hurtigt for at tage en tur til en by længere nordpå.

Jeg havde pakket som sædvanlig: asketisk. Jeg havde fundet et lille udvalg af produkter, jeg kunne leve med, men ikke leve godt af. På baggrund af mine erfaringer var jeg dog helt sikker på, at jeg hverken ville løbe tør for ansigtsolie, fugtighedscreme eller balsam.

Og så lukkede vejret hele øen ned.

Mine kolleger og jeg var i flere dage strandet på vores pind i den lille by oppe nordpå.

Første dag var det romantisk. Vi skrev, vi spiste, vi gik små ture i den knitrende sne og talte om de store linjer i verdensordenen. Vi lavede interviews med folk, vi ikke troede, vi havde tid til at blive klogere på. Anden dag begyndte det at gå op for mig, at mit ansigt begyndte at skalle. Min hud kløede. Mit hår faldt fladt og olieret ned over øjnene, mine øjenbryn var også vokset ud i en form for forvirring. Jeg lignede simpelthen en kvinde, der var ved at forsvinde, men det var først på dag tre, at jeg gjorde noget ved det.

Jeg kunne mærke mig selv synke hen i ubehaget over ikke at være præsentabel, jeg var langt mindre udadvendt, på ingen måde snakkesalig, og jeg havde mest af alt lyst til at blive hængende på mit hotelværelse og interessere mig for alt andet end verden.

Da mændene alligevel fik lokket mig med ud for at købe appelsiner i det lokale supermarked, tilbragte jeg det meste af besøget der, hvor der duftede bedst. Der fandt jeg en hudcreme, en ansigtsmaske, en balsam specielt designet til krøller som mine, en pincet, en bodylotion med duft af lavendel og en hårolie.

“Jeg må gøre noget for mig selv,” sagde jeg til de blikke, mine kolleger sendte min indkøbspose på gåturen hjem.

“Når man som mig kan glemme, at verden ikke handler om undertegnede, bliver man som udgangspunkt altid irriteret over at få de brede perspektiver på de problemer, man sidder med i skødet”

Jeg brugte hele eftermiddagen på mit hotelværelse på at bade, smøre, plukke, massere. Og da jeg trådte ind til middagen senere på aftenen, kunne jeg mærke, at noget var sket. Ikke med mit ansigt, men med hele min krop. Jeg følte mig lettere. Ikke pænere, men mere i live.

Da jeg kørte fingrene gennem mit hår, der havde fundet sit egen volumen, slog det mig, at jeg sådan set altid er bedst til at pleje mig selv, når jeg har det dårligt.

Som om skønhed for mig ikke er pynt, men reparation. Et system til at blive menneske igen.

Jeg satte mig i sengen, svøbt i håndklæder, og kørte mine olierede fingre over tastaturet. Jeg skrev: “beauty consumption during crisis”.

Når man som mig kan glemme, at verden ikke handler om undertegnede, bliver man som udgangspunkt altid irriteret over at få de brede perspektiver på de problemer, man sidder med i skødet. Derfor var jeg ikke ligefrem tilfreds med, at søgeresultaterne på min selvopfundne tendens krævede et økonomisk sprog.

“Når vi ikke har råd til store luksusvarer – tasker, rejser, designerfrakker – så køber vi små. En læbestift. Et duftlys. En ansigtsmaske. Det er ikke, fordi vi er dumme eller overfladiske. Det er, fordi vi længes efter et øjebliks kontrol, noget smukt midt i kaos”

Jeg må have sukket over 11 grafer, før jeg bemærkede et begreb, der gik igen: the lipstick index.

Begrebet blev opfundet i 2001 af Leonard Lauder, arving til Estée Lauder-kosmetikimperiet. På det tidspunkt var USA ramt af dotcom-boblen og 9/11. Økonomien var i frit fald, og folk havde ikke råd til meget – men de købte læbestifter. Faktisk steg læbestiftsalget, samtidig med at stort set alt andet forbrug faldt. Lauder lagde mærke til det og navngav fænomenet the lipstick index.

Idéen er enkel og alligevel ret vild. Når vi ikke har råd til store luksusvarer – tasker, rejser, designerfrakker – så køber vi små. En læbestift. Et duftlys. En ansigtsmaske. Det er ikke, fordi vi er dumme eller overfladiske. Det er, fordi vi længes efter et øjebliks kontrol, noget smukt midt i kaos. En lille luksus, vi stadig har råd til.

“Håb på tube.”

Latterligt.

Men det er vist ikke bare noget, kosmetikbranchen siger for at sælge mere. Det har vist sig igen og igen. Under finanskrisen i 2008 skete det samme. Læbestift, neglelak, parfume – alt det, der glitrer uden at ruinere én – steg i salg. Et sted læste jeg faktisk, at i Storbritannien fordobledes neglelaksalget på få år. Ikke fordi alle var blevet nail art-entusiaster, men fordi det var en billig måde at føle sig som nogen, der stadig havde kontrol.

Man kunne måske ikke betale sin elregning – men man kunne sidde ved køkkenbordet og lægge to lag farve med shaky hånd og føle sig bare lidt levende.

“Jeg læste, at selv under depressionen i 30’erne voksede salget af makeup, mens alt andet gik ned”

Jeg læste, at selv under depressionen i 30’erne voksede salget af makeup, mens alt andet gik ned. Og ikke bare en lille stigning. I USA faldt industriproduktionen med næsten 50 procent. Banker lukkede. Arbejdsløsheden nærmede sig 25 procent. Folk solgte deres møbler og flyttede ind hos slægtninge. Men salget af læbestift og rouge? Det steg.

Kosmetikfirmaer som Elizabeth Arden og Helena Rubinstein overlevede ikke bare – de ekspanderede. Rubinstein åbnede nye skønhedssaloner midt i kollapset. Hun vidste, at selvom folk ikke kunne betale husleje, ville de stadig betale for at få lagt en ansigtsmaske med løfte om at “genoprette gløden”.

Hollywood var en kæmpe medvirkende faktor. Midt i arbejdsløshed og sult blev biografen et fristed – og på lærredet: glamour, glimt, læber i dybrød. Kvinder begyndte at efterligne filmstjerner som Jean Harlow og Greta Garbo. Det kostede måske ti cent for en læbestift – og pludselig havde man adgang til det samme look som nogen, der boede i en villa i Beverly Hills.

Det var ikke luksus, det var eskapisme. Et budgetvenligt mirakel.

Og det virkede.

“Dér langt oppe i Grønland var første gang, det virkelig gik op for mig, at det der med at smøre creme i ansigtet ikke nødvendigvis er selvforkælelse, men kan være en form for økonomisk og psykologisk selvregulering”

Dér langt oppe i Grønland var første gang, det virkelig gik op for mig, at det der med at smøre creme i ansigtet ikke nødvendigvis er selvforkælelse, men kan være en form for økonomisk og psykologisk selvregulering. Når verden vakler, rækker vi ud efter det, vi stadig kan bære. Og det er åbenbart ofte en læbestift.

Jeg begyndte at læse mig baglæns i verdenshistorien, og det gik op for mig, at hver gang planeten ryster, begynder vi at købe ind på dufthylderne.

Under depressionen i 30’erne, hvor folk mistede deres hjem, deres arbejde og – tænker jeg umiddelbart også – viljen til at stå op om morgenen, steg salget af kosmetik som sagt. Ikke biler. Ikke bøger. Ikke suppe. Men rouge. Kvinder stod i kø for at få farve i kinderne. Det lyder som en Monty Python-sketch, men det er sandt.

“Når vi står midt i kollaps, vil vi stadig gerne ligne nogle, der ikke er ved at gå i opløsning”

Rouge blev altså en slags økonomisk sutteklud, for selv når man boede i teltbyer og delte en dåse bønner med en fremmed, kunne man stadig ligne én, der lige havde fået lidt sol på kinderne og måske var på vej til et middagsselskab. Det er næsten poetisk. Eller tragikomisk. Eller begge dele. Men det siger noget om mennesket.

Når vi står midt i kollaps, vil vi stadig gerne ligne nogle, der ikke er ved at gå i opløsning.

Og det er ikke bare et moderne fænomen.

Under 2. verdenskrig nægtede Churchill at rationere læbestift. Ikke fordi han havde en svaghed for glans og farve, men fordi han mente, det holdt moralen oppe. Altså, vi taler om en statsleder, der rationerede stort set alt – smør, benzin, sukker, strøm, endda tøj. Men læbestift fik lov at glide lige igennem kontrolsystemet.

Han sagde direkte, at “luksusartikler for kvinder” – og her tænkte han især på kosmetik – havde en vigtig rolle i at opretholde befolkningens kampgejst. Ifølge flere kilder (herunder ‘British War Cabinet Records’) blev læbestift anset som så vigtig en faktor for kvindernes moral, at regeringen ligefrem opfordrede kosmetikindustrien til at fortsætte produktionen trods råvaremangel.

Churchill mente, at kvinder i en krigstid havde en dobbelt rolle: De skulle arbejde i våbenfabrikker, tage sig af børn og samtidig “holde den nationale ånd oppe” – og det gjorde de, ifølge ham, bl.a. ved at se præsentable ud.

Det er jo absurd og rørende på samme tid – kvinder stod i kø til rationeringsmærker, og alligevel skulle de helst ligne nogle, der var friske nok til at gå til teselskab, når bomberne holdt pause.

“(..) jeg kunne forstå, at under finanskrisen i 2008, hvor folk var så broke, at de ikke kunne flytte hjemmefra, havde de råd til neglelak”

Jeg klikkede mig frem i tiden. Min ansigtsmaske gled af, og jeg kunne forstå, at under finanskrisen i 2008, hvor folk var så broke, at de ikke kunne flytte hjemmefra, havde de råd til neglelak. Og de købte den. Parfume? Det solgte også. For hvis man ikke kunne eje noget som helst, kunne man i det mindste dufte, som om man ejede noget.

“Det var satans,” hviskede jeg, da det bankede på døren. Jeg forklarede mine kolleger, at jeg ikke var klar til at beskæftige mig med verden endnu.

Tiden brugte jeg på at forstå mig selv og mine tendenser til at smukkesere mig, når jeg er på røven.

Jeg fandt et studie fra 2012 i ‘Journal of Personality and Social Psychology’, lavet af Hill, Rodeheffer og en række andre forskere. De havde undersøgt, hvordan økonomisk usikkerhed påvirker vores lyst til at købe skønhedsprodukter. Altså: Hvad sker der i hovedet, når vi bliver mindet om recession, fyringer og stigende renter?

“Det er jo det samme som at trøstespise. Eller comfort-shoppe. Nogle køber en pakke Matador Mix, andre køber en ny lipliner. Det er strategier. Måder at dulme kroppen på, mens hovedet prøver at finde ud af, hvad der foregår”

Forsøget var enkelt: Kvinder blev præsenteret for en tekst, der beskrev en økonomisk krise – ikke en fiktiv, men noget meget genkendeligt: arbejdsløshed, faldende huspriser, frygten for ikke at kunne forsørge sig selv. Bagefter blev de spurgt, hvad de havde mest lyst til at bruge penge på. Og her skete der noget ret interessant.

Når kvinderne havde læst om krise, faldt deres lyst til at købe det meste: praktiske ting, dagligvarer, tøj. Men deres lyst til at købe luksusskønhedsprodukter steg markant. Ikke billigere alternativer – nej, de ville have det gode. Det dyre. Det effektive. Det serum, der lover at ændre dit liv på tre uger. Forskernes konklusion var, at ressourcemangel ikke nødvendigvis får os til at bruge færre penge på skønhed – tværtimod. Når verden bliver usikker, bliver ønsket om at være attraktiv stærkere.

Det handler i øvrigt ikke nødvendigvis om at tiltrække en partner, som nogle af forskerne lagde op til. Det handler heller ikke om forfængelighed. Det er mere grundlæggende end det. Det handler om velvære, værdighed og følelsen af at kunne genkende sig selv i spejlet, også når resten af livet føles fremmed.

“Forskernes konklusion var, at ressourcemangel ikke nødvendigvis får os til at bruge færre penge på skønhed – tværtimod”

Det er jo det samme som at trøstespise. Eller comfort-shoppe. Nogle køber en pakke Matador Mix, andre køber en ny lipliner. Det er strategier. Måder at dulme kroppen på, mens hovedet prøver at finde ud af, hvad der foregår. Når alt føles ude af kontrol – økonomien, nyhederne, din dagpengesituation – så er det rart at føle, at noget stadig kan lade sig gøre. At du stadig kan tage et langt bad og komme ud med huden smurt ind i noget, der dufter af citrus og fremtid.

Men så kom corona. Og det ændrede alt. Ikke bare økonomisk, men socialt. For første gang i nyere historie kunne vi ikke vise os frem. Makeup blev pludselig meningsløst. Hvem skulle se dine læber, når de var dækket af mundbind og damp?

Salget af læbestift faldt som en kældertrappe. Til gengæld steg salget af hudpleje og dufte. Vi sad alene i vores lejligheder og brugte pludselig vores parfume på os selv. Ikke for at forføre nogen – men for at mærke os selv.

Foto: beauty

Under coronakrisen beskrev forbrugerekspert Eva Steensig det meget præcist: “Skønhed er det nye nødvendighedsområde,” sagde hun. Og jeg tænkte:

“Ja.”

Det interessante var, at noget blev siddende. Selv efter at pandemien begyndte at slippe sit greb, var det ikke makeupsalget, der først kom igen – det var wellness. Branchefolk begyndte at tale om “the skinification of beauty”, altså at alt – selv hårpleje og makeup – skulle have hudplejeegenskaber. Som om vi havde vænnet os til, at produkter skulle gøre noget for os, ikke bare ved os.

Jeg sad stadig i min seng i Ilulissat og scrollede nyhederne hjemmefra. Inflationen var steget, mens jeg havde plukket mine øjenbryn. Energipriserne steg. Stemningen faldt. I Danmark diskuterede man, om man stadig havde råd til at købe økologisk mælk, og i resten af Europa stod folk med vinterjakker på indenfor for at spare på varmen. Men imens alting blev dyrere, solgte læbestifter stadig. Bare til en højere pris.

Jeg læste, at L’Oréal oplevede tocifret vækst i Europa i 2022, på trods af at alting – også skønhed – var steget i pris. En læbestift kostede måske 30 kr. mere end året før. Men den blev stadig købt. Det virkede næsten skørt. Og alligevel – så genkendeligt.

For når man står i supermarkedet, i Ilulissat eller i Ikast, og kigger ned på de små farvede flasker og krukker, så ligner de sig selv. De samme produkter. De samme løfter. De samme pastelfarvede fornemmelser af orden og kontrol. Som en slags global trøst, der står på hylderne og hvisker: Alt er ikke tabt. Du kan stadig få glow.

Og selvom pandemien er ovre, er noget af det blevet siddende.

“Hvis samfundet kollapsede for alvor, ville jeg stå på gaden med silkeblød hud og absolut intet at spise. Jeg ville være den slags menneske, der forsøger at forhandle sig til en dåse bønner med argumentet “Men se lige min glød””

Jeg kiggede på min lille plastikpose med nye grønlandske produkter og tænkte på, hvor mange andre der stod og gjorde det samme i deres supermarkeder, som jeg havde gjort en times tid forinden. Ikke fordi de manglede noget – men fordi de havde brug for noget.

Senere den aften stod jeg foran spejlet på hotelværelset og så på mit ansigt. Jeg lignede ikke en ny version af mig selv. Jeg lignede bare mig. Men sådan som jeg ser ud, når jeg har haft tid. Når jeg har vasket håret to gange og siddet i stilhed, mens en maske tørrede. Sådan som jeg ser ud, når jeg har haft tid og adgang til oliebaseret pleje og en pincet. Jeg kunne mærke, at nogen var hjemme igen.

“Du ser godt ud,” havde mine kolleger udbrudt, da jeg endelig tilsluttede mig arbejdet igen.

“Har du klippet dit hår?”

Jeg svarede, at jeg bare havde vasket det.

Siden dengang har jeg ikke ændret mit pakkesystem. Jeg rejser stadig med håndbagage og med min lille gennemsigtige plastikpose, som ligner noget fra en lufthavnspsykose. Jeg pakker småt. Men jeg har lært noget.

Da jeg kom tilbage til Grønland i marts, var det første, jeg gjorde, ikke at åbne min computer. Det var at gå i supermarkedet og købe en ny creme. En hårolie. En læbepomade. Balsam.

Hvis samfundet kollapsede for alvor, ville jeg stå på gaden med silkeblød hud og absolut intet at spise. Jeg ville være den slags menneske, der forsøger at forhandle sig til en dåse bønner med argumentet “Men se lige min glød”.

Jeg forsøgte at være ligeglad.

Nogle køber proviant, og jeg køber så creme.

Da Mikkel Børsen Rindom begyndte at arbejde som plastikkirurg for 13 år siden, havde han som mange andre kirurger både et ben i det offentlige og et i det private. På mange måder var det som at operere i to forskellige verdener, selvom de konkrete arbejdsopgaver – kirurgi, ofte på bryster –tit lå meget tæt på hinanden.

I det offentlige lavede Mikkel og hans kolleger ofte rekonstruktioner af bryster efter eksempelvis et brystkræftforløb eller operationer for at korrigere for anomalier som asymmetri, abnorm form eller meget store størrelser. På privathospitalet lavede han også brystkirurgi, men som regel med fokus på at gøre brysterne større, mindre, pænere eller – med patienternes egne ord – mere naturlige at se på.

Indgrebene var i bund og grund de samme, men der var stor forskel på, hvem der fik dem lavet, og hvordan de blev opfattet og omtalt – af patienterne selv såvel som af omverdenen. Kosmetisk kirurgi talte man nemlig helst ikke om. Men det har ændret sig siden da.

“Da jeg startede, var det stadig ret tabubelagt for mange, og det var ikke noget, man fortalte om. I dag er folk meget mere åbne om, at de får lavet kosmetiske behandlinger eller kosmetisk kirurgi, og det er blevet mere almindeligt accepteret”

“Der er klart sket et skift. Da jeg startede, var det stadig ret tabubelagt for mange, og det var ikke noget, man fortalte om. I dag er folk meget mere åbne om, at de får lavet kosmetiske behandlinger eller kosmetisk kirurgi, og det er blevet mere almindeligt accepteret,” fortæller Mikkel Børsen Rindom, der i dag arbejder fuldtid for AK Nygart.

Det betyder også, at kundegruppen har udviklet sig. I dag møder Mikkel Børsen Rindom et meget bredere udsnit af kvinder til de indledende konsultationer, som kommer med andre ønsker til resultatet. Og så går de meget mindre op i at skjule indgrebet for omverdenen, fortæller han:

“Det her med, om man i en kortere eller længere periode efterfølgende kan se, at man er nyopereret, fylder ikke længere så meget for patienterne. I takt med at det er blevet aftabuiseret, er snakken om efterforløbet begyndt at fylde meget mindre.”

“Det er ikke ret mange år siden, at beautyklinikkerne lå lidt gemt oppe på første eller anden sal. Nu er de rykket ned i gadeplan, med facade ud mod byens bedste adresser, og nogle af dem har skilte om klippekort til nye læber”

Popkulturen viser vej

En af de ting, der skabte røre, da serien ‘Sex and the City’ først løb over skærmen, var den lidt mere åbne samtale om kosmetiske behandlinger. I et af afsnittene får Samantha en kemisk peeling, der resulterer i et tomatrødt ansigt – som hun først forsøger at skjule, men til sidst owner og viser frem.

“Hun er modig ved at stå frem og vise, at hun har fået lavet en behandling, og det viser, hvor tabubelagt det har været,” fortæller DR-vært Chris Pedersen, der bl.a. har lavet en dokumentar om skiftende skønhedsidealer gennem tiden.

Hvis man vil forstå, hvor langt vi er kommet siden da, kan man bare kigge på Madonnas optræden til Grammy Awards i 2023.

“Alle er i chok, for hendes ansigt er helt hævet, men efterfølgende siger hun helt åbent på sociale medier, at hun har fået et ansigtsløft, og at hun nu ser ‘cute’ ud. Det viser meget godt, hvad det er for en udvikling, der er sket på området. Det er blevet aftabuiseret,” siger Chris Pedersen.

Det er ikke kun i populærkulturen, at udviklingen viser sig. Også på gågaderne i flere af landets byer kan man tydeligt se, at tiden er en anden:

“Det er ikke ret mange år siden, at beautyklinikkerne lå lidt gemt oppe på første eller anden sal. Nu er de rykket ned i gadeplan, med facade ud mod byens bedste adresser, og nogle af dem har skilte om klippekort til nye læber. Det er lidt ligesom med pornobutikkerne. Engang lå de gemt i en gyde, fordi man skulle gemme sig væk, hvis man ville købe sexlegetøj. Nu ligger de på gadeplan i populære gader, og der er ikke længere gardiner for vinduerne,” fortæller Chris Pedersen.

Du er ikke grim, du er fattig

Sociale medier er som altid et oplagt sted at starte, hvis man vil tage temperaturen på en trend. Og medier som Instagram og TikTok bugner med indhold, der spænder fra “What my face cost”-posts til videoer, hvor man kan se filler blive opløst. Især amerikanske influencere taler om kosmetiske behandlinger, som om der var tale om massager, og deler navne på kirurger og behandlinger lige så selvfølgeligt, som de deler navnene på deres foretrukne tøjbrands, og så sender de live fra operationsstuerne.

Det vidner om en hidtil uset normalisering af kosmetiske indgreb, uanset om de er kirurgiske eller ej, og et helt nyt syn på, hvad skønhed er:

“Engang sagde Helena Rubinstein, at der ikke fandtes grimme kvinder, kun dovne. I dag kan det citat omskrives til, at der ikke findes grimme kvinder, kun fattige kvinder, for nu er det kun økonomien, der sætter grænser for, hvordan man kan se ud – hvis altså man vil have lavet kosmetiske indgreb. Alt er muligt. Du kan også få lavet horn,” fortæller forfatteren, livsstilseksperten og etnologen Julia Lahme.

“Nogle steder er det et statussymbol at have verdens største læber eller tyngekraftsundvigende bryster i størrelser, der ikke findes fritgående. Det kommer meget an på, hvor man er ikke bare i samfundet, men også populærkulturen”

Hun fortæller, at man ofte kan inddele patienterne i to målgrupper. Der er dem, der gerne vil give en illusion af, at de naturligt ser ud, som de gør, og at det kun handler om gener – eksempelvis Hollywood-stjerner og supermodeller. Og så er der dem, der bevidst går efter et look, hvor det er tydeligt, at man har fået lavet et skønhedsindgreb.

“Nogle steder er det et statussymbol at have verdens største læber eller tyngekraftsundvigende bryster i størrelser, der ikke findes fritgående. Det kommer meget an på, hvor man er ikke bare i samfundet, men også populærkulturen,” siger Julia Lahme.

Fra plastik til pænt

Den beskrivelse nikker Chris Pedersen genkendende til. Og på mange måder er kosmetiske behandlinger lidt ligesom luksusdesign. Nogle ønsker sig en Chanel-taske med et kæmpestort logo. Andre vil gerne have en model, hvor man skal være kender for at vide, at der er tale om det franske luksusbrand:

“Skønhedsidealer er mange ting, forskellige idealer eksisterer side om side, og de er ofte kulturelt betingede. Man skal ikke have set mange realityprogrammer for at konstatere, at det fake – eksempelvis i form af runde bryster i stedet for dråbeformede og store fillerlæber – mange steder er et ideal i sig selv. Men enhver kultur avler en modkultur, og i takt med at popkulturen vil have det her glatte, plastiske look, så vil der opstå en modbevægelse, hvor mange vil have lyst til noget andet,” siger han.

Også hos plastikkirurgerne oplever man, at der kommer mange forskellige patienter med meget forskellige ønsker.

“Lidt groft formuleret kan man sige, at der har været en udvikling fra, at folk ville ligne noget, der var løgn, til at komme tilbage til noget, der er pænt”

“Vi har stadig et segment, der efterspørger et look, hvor det er mere tydeligt, at de har fået lavet en kosmetisk behandling. Det er måske mere de helt unge, og jeg tror absolut, at det er noget, der relaterer sig meget til realitykulturen,” fortæller Frederik Kølle, der sammen med sin partner, Caroline Fleming, og kirurgen Bo Sonnich Rasmussen har åbnet klinikken Caolín i Charlottenlund.

Mens den gruppe altid har været der, så er der imidlertid et andet segment, der pludselig er begyndt at vokse sig større:

“Den gruppe, der efterspørger det mere naturlige look, vokser sig større og større. Det kan eksempelvis være forholdsvis unge mødre, der har fået deres børn og ønsker at komme tilbage til den krop, de havde før graviditeten. De ønsker sig ikke kæmpestore bryster eller andet, der ser kunstigt ud – de vil bare tilbage til udgangspunktet. Man kan kalde det regenerativ skønhed,” fortæller Frederik Kølle.

Han har arbejdet flere år i USA, hvor både åbenheden om kosmetisk kirurgi og innovationen på området er en helt anden. Det samme er æstetikken, men det er ved at ændre sig, for flere og flere ønsker sig et mere naturligt look – også blandt de store influencere, der tidligere med vilje er gået efter noget mere kunstigt, fortæller han:

“Lidt groft formuleret kan man sige, at der har været en udvikling fra, at folk ville ligne noget, der var løgn, til at komme tilbage til noget, der er pænt. Det er absolut trenden lige nu, og jeg er helt sikker på, at den er kommet for at blive.”

“I 1962 fik en texansk husmor verdens første silikonebryster”

Fra vansirede soldater til dråbeformede implantater

Plastikkirurgien har rødder helt tilbage til oldtidens Egypten, men det var efter første verdenskrig, at udviklingen tog fart. Vansirede soldater vendte hjem fra fronten med skader, der var så slemme, at de næsten var uigenkaldelige, og kirurger begyndte at opfinde kreative løsninger for at lappe på deres krigsskader. I 1962 fik en texansk husmor verdens første silikonebryster, i 1974 opfandt en italiener kosmetisk fedtsugning, og i 1980’erne begyndte man at bruge det lammende lægemiddel Botox kosmetisk. I årtier var det lidt det vilde vest, hvor industrien eksperimenterede sig frem, men i takt med at udviklingen og efterspørgslen er eksploderet, er både teknikkerne, materialerne og kirurgerne blevet mere raffinerede:

“Der er sket noget med teknikkerne, som gør, at man kan gøre nogle andre ting og opnå nogle andre resultater end tidligere. Der er meget fokus på, at det er så lidt invasivt som muligt, og vi er blevet bedre til at operere, så arrene bliver så små som muligt,” fortæller Frederik Kølle.

Han fortæller, at implantaterne også har undergået en mindre revolution. De er blevet mere naturlige at se og føle på, kvaliteten er blevet bedre, de kan holde mange, mange år og skal ikke udskiftes hvert tiende år, og så er de blevet sikrere – der er færre tilfælde af de hyppigste komplikationer. Både Frederik Kølle og hans kompagnon Bo Sonnich Rasmussen har forsket i brugen af en patients eget fedt et andet sted på kroppen – eksempelvis til at forstørre brysterne eller til at lægge omkring et implantat, så det skjules bedre og ser mere naturligt ud.

“Når folk før i tiden sagde, at de ønskede sig et naturligt bryst, så mente de faktisk et bryst, der hænger lidt og bevæger sig og ikke sidder fuldstændig fast. I dag har jeg mange unge patienter, der siger naturligt, men som ønsker sig et fastformet bryst, der næsten ikke flytter sig”

“Elementet af naturlighed tiltaler nogle kvinder, som før i tiden måske syntes, at det var for voldsomt at skulle igennem en kosmetisk operation. Tidligere var der lidt et stigma, hvor man med et brystløft eller en brystforstørrende operation kunne få nogle grimme ar på brystet med stenhårde implantater indenunder. Der er heldigvis sket meget siden da,” siger Frederik Kølle.

Én ting er teknologien. Noget andet er økonomien. Den økonomiske udvikling har også været med til at gøre kosmetiske indgreb mere populære, for der er opstået et hav af afdragsordninger og finansieringsmuligheder, som ikke tidligere var tilgængelige. Og så oplever både Frederik Kølle fra Caolín og Mikkel Børsen Rindom fra AK Nygart, at patienterne er mere indstillede på at bruge penge på at se ud på en bestemt måde:

“Folk prioriterer det i deres økonomi på en anden måde, end de gjorde tidligere. Før i tiden syntes især de yngre kunder at 30-70.000 kr. for en operation, var mange penge, men det oplever jeg, at de har et mere afslappet forhold til i dag. De sparer op til det, og så vælger de måske at lade være med at shoppe eller tage på sommerferie, fordi de hellere vil have nye bryster,” fortæller Mikkel Børsen Rindom.

Når kroppen er trenden

Mens skønhedsindustrien boomer, så er luksusmodeindustrien stagneret, især i Nordeuropa. Der bliver altså købt færre Burberry-jakker og designertasker og flere brystforstørrelser og ansigtsløft. Det siger en del om vores tid:

“Der er en luksuskrise, og jo mere plain du går klædt, jo mere har du brug for dit ansigt og din krop. Symbolikken er til at tage og føle på. Vi køber ikke bare nye sko – vi køber også nye fjæs,” fortæller Chris Pedersen.

“Vi omtaler reelt forskellige trends inden for ansigter, og kroppen er blevet en plastisk størrelse, der lidt ligesom et hus undergår et uendeligt renovationsprojekt”

Ligesom moden for eksempelvis sko eller tasker skifter fra sæson til sæson eller fra år til år, så gør trenden for ansigtet og kroppen det også. I stedet for at opfatte vores ansigtstræk og kropslige karakteristika som sat i sten bliver de i nogle miljøer set som et fundament, man kan bygge videre på:

“Vi omtaler reelt forskellige trends inden for ansigter, og kroppen er blevet en plastisk størrelse, der lidt ligesom et hus undergår et uendeligt renovationsprojekt. Den er ikke længere noget uforanderligt, men en del af et projekt og udtryk for vores identitet. Og hvis identiteten ikke længere passer, så er det en reel mulighed at ændre den,” fortæller Chris Pedersen.

Han peger eksempelvis på Kardashian-søstrene, der har haft alt fra numser til læber i forskellige størrelser – med så markante størrelsesforskelle, at det ifølge internettet umuligt kan være opnået alene i et træningscenter. Der har også været en trend, hvor amerikanske influencere viste, at de fik filler opløst, og så er det blevet populært at få fjernet fedtdepoterne i kinderne for at få knivskarpe kindben.

Også de danske kosmetiske kirurger kan mærke, at kroppen bliver set som noget mere elastisk, der kan skifte over tid – og ikke bare på grund af aldringsprocessen. Størstedelen af kunderne kommer stadig for at få ændret en ting eller to ved deres krop, som de er utilfredse med, men der er flere tilbagevendende kunder end tidligere:

“Vi oplever, at der kommer flere kvinder, som inden for få år eksempelvis har fået lagt brystimplantater, men nu pludselig synes, at de er for store eller for små, eller at de gerne vil have en anden form. Der er et andet flow i det,” siger Mikkel Børsen Rindom, der dog mener, at den tendens er langt mindre udtalt i Danmark end i USA.

Han oplever også, at folk kommer med ønsker, der er inspireret af mennesker, de har set på sociale medier eller TV. Og det har betydet, at definitionen på eksempelvis det naturlige har ændret sig:

“Der er sket en ændring i, hvad folk opfatter som naturligt. Når folk før i tiden sagde, at de ønskede sig et naturligt bryst, så mente de faktisk et bryst, der hænger lidt og bevæger sig og ikke sidder fuldstændig fast. I dag har jeg mange unge patienter, der siger naturligt, men som ønsker sig et fastformet bryst, der næsten ikke flytter sig. Jeg tror, det er, fordi meget af det, de bliver eksponeret for i medierne, ser sådan ud, og så får de en fejlagtig opfattelse af, at det er det, der er det naturlige.”

Foto: mature woman adult eye skin and wrinkles unretouched and no make up Macro photo of part of face

I 1990’erne skulle vi bare være tynde

Det kan virke frigørende, at man kan lave om på næsten alle aspekter af sit udseende, og de kosmetiske kirurger fortæller, at mange patienter udtrykker, at de gør det for deres mentale velbefindende. Men når man kan ændre næsten alt, bliver det også et større statement at lade være:

“Alle taler om, hvor hårdt det var at være ung i 90’erne, men dengang var der kun ét krav, og det var, at man skulle være tynd. I dag skal man også være tonet og rynkefri og have glød, lange øjenvipper og fast tid hos negledamen. Der er mange flere idealer at leve op til,” fortæller Julia Lahme.

“Vores kulturelle syn på, hvad kroppen er, og hvad den skal kunne leve op til, er under forandring. Hvis forventningerne til, hvordan en kvinde skal se ud, bliver ved med at blive forvrænget, så bliver det et meget hårdt statement ikke at få lavet noget,” fortæller Julia Lahme.

Hun peger på kvinder som den danske frisør og forretningskvinde Gun-Britt Zeller og den amerikanske skuespillerinde Jamie Lee Curtis, som ofte bliver fremhævet som eksempler på, hvor smuk naturlig aldring kan være.

“De hviler i deres alder på en enormt sexet og sensuel måde, og det kommer til at blive mere og mere attraktivt i fremtiden,” siger Julia Lahme.

Succesfuld kapring af feministisk retorik 

Når kunder træder ind i konsultationsværelset hos kosmetiske kirurger, så er der mange af dem, der har en pårørende med. Og i stigende grad er det en veninde og ikke en mand. Retorikken om kosmetiske indgreb har også ændret sig, for kunderne siger hyppigere, at de gør det for deres mentale velbefindende og for deres eget selvbilledes skyld – ikke for at gøre sig til over for potentielle partnere. De sidste par år er kosmetiske indgreb også blevet gjort til genstand for debat i feministiske kredse, hvor nogle ser dem som en del af fjerdebølgefeminismens fokus på kvindens egenmagt og andre som symbol på at underkaste sig undertrykkende skønhedskrav.

Det ene udelukker ikke nødvendigvis det andet, mener Chris Pedersen:

“Skønhedsindustrien har været god til at tappe ind i tidsånden og kapre den her fjerdebølgefeministiske retorik, men man skal ikke være blind for, at det også bare er en måde at sælge produkter på, og at skønhedssystemet kan være lige så undertrykkende som opløftende. De to ting er ikke hinandens modsætninger.”

“Jeg er selv opflasket med Naomi Wolf, feminismeforskeren, som skrev ‘The Beauty Myth’, der handler om skønhedsindustriens undertrykkende idealer. Og jeg synes, det er lidt svært at se, at det i længden er et frigørelsesprojekt at bruge sin opsparing på nye babser, læber og fedtsugninger, i al fald hvis det sker på bekostning af at bruge penge på sin pensionsordning,” siger Chris Pedersen.

Julia Lahme elsker selv tøj og makeup, er dommer ved Danish Beauty Award og er med egne ord superforfængelig. Hun forstår godt, at det kan være frigørende at bruge selvbestemmelsen over egen krop, præcis som man ønsker, men vi skal ikke glemme også at kæmpe for vores andre rettigheder:

“Selvfølgelig er der frit valg til at gøre lige præcis det med vores krop, som vi ønsker. Kroppen er dit og mit private rum, og vi må bruge den, som vi vil, på den måde, vi vil, og med dem, vi vil. Men i den her skrøbelige politiske tid, hvor vi eksempelvis ser abortrettighederne blive rullet tilbage i mange lande, skal vi være enormt påpasselige og ikke komme til at kigge så meget ind i spejlet, at vi glemmer at kigge ud mod verden.”