Kom med indenfor i arkitekterne Alexander Ottenstein og Mathias Mentzes hjem på Christianshavn

I et pakhus fra 1700-tallet, som siden er omdannet til lejligheder, har arkitekterne Mathias Mentze og Alexander Ottenstein skabt et hjem med lige dele referencer til et chalet i Alperne og til et sommerhus fra 70’ernes Tisvilde. Duoen danner par både privat og professionelt, er begge uddannede arkitekter, og sammen driver de tegnestuen Mentze Ottenstein.

Tegnestuen Mentze Ottenstein arbejder blandt andet med udstillinger. Netop nu kan man opleve udstillingerne laboratorium for Flet/on Wickerwork på Sophienholm og guder genskabt på Frederiksborg slot – begge iscenesat af Mentze Ottenstein. Lejligheden på Christianshavn ligger i et gammelt pakhus fra 1700-tallet, som er omdannet til lejligheder i 1970’erne, og bærer tydelige præg af begge perioder.

Foto: Line Thit Klein

Mathias Mentze (tv.) og Alexander Vedel Ottenstein (th.)

For snart otte år siden flyttede Mathias Mentze og Alexander Ottenstein ind i den lejlighed, Mathias var kommet i som barn, da den tilhører et familiemedlem. Dengang føltes den udprægede brug af træ, såvel pakhusets gamle bjælker som det nu gyldne fyrretræ tilført under renoveringen i 1970’erne, lidt overvældende. “Vi var bekymrede for, om der ville blive for meget saunastemning, men de elementer, vi var mest udfordrede af, er næsten dem, vi er gladest for i dag. Hvis vi ejede lejligheden, er der ting, vi ville gøre anderledes, men det er også ret befriende ikke at have taget alle valg selv, og dermed heller ikke blive konfronteret med egne beslutninger konstant,” siger Mathias.

Foto: Line Thit Klein

Såvel de gamle bjælker fra 1700-tallet og det nyere fyrretræ fra 70'ernes istandsættelse af bygningen medfører, at lejligheden får et næsten chalet-agtigt udtryk. På et stort tæppe fra ikea, der samler stuen på smukkeste vis, står en sofa designet af franske pierre chapo med iboende sofabord, hvorpå en samling strandsten og en lille skulptur af Sonja Ferlov Mancoba I bronze udgør et fint stilleben. Sofabordet er ligeledes skabt af Pierre Chapo, der også står bag parrets spisebord og stoolsene omkring det

Foto: Line Thit Klein

En samling af sten, skaller og en skulptur af Sonja Ferlov Mancoba udgør et fint tableau arrangeret på et stykke egetræ

Foto: Line Thit Klein

Den hyggelige spiseafdeling er indrettet med møbler af den franske designer Pierre Chapo, hvis søn var en god ven. Stolen, der står op ad væggen, er designet af Axel Einar Hjorth, mens stolen med fletsæde, er skabt af Georg Nakashima og købt af designerens datter I New York. Akari-lampen I rispapir på gulvet er af Isamu Noguchi. Mathias Mentze og Alexander Ottenstein har altid friske blomster I lejligheden - her I antikke keramikvaser fra italien. Værket på væggen er af Martin Beck

Der var ikke gjort meget ved lejligheden siden 70’erne, og derfor føltes det lidt som en tidslomme. Men antagelsen om, at de lavloftede rum med relativt små vinduer gjorde lejligheden mørk og huleagtig, blev hurtigt gjort til skamme. Fordi vinduerne i stuen vender stik syd, og lejligheden ligger højt, siver solen ind hele sommeren, og når vinduerne er åbne, føles det næsten som at opholde sig i et sommerhus. Stemningen af sommerhus understreges desuden af beliggenheden, som ophæver ulemperne ved at bo på få kvadratmeter midt i byen: “Beliggenheden er helt klart det, vi sætter mest pris på ved lejligheden. Vi elsker Strandgade og de smukke gamle huse, som ser fantastiske ud i sol, tåge og sne. Og så bor vi kun få meter fra havet, og bader ofte i havnen hele sommeren. Når vi får gæster til middag, starter vi tit med ærter og vin nede på kajkanten,” fortæller Mathias.

Foto: Line Thit Klein

Det originale køkken er fra 1970’erne, og også her føles det som en kombination af en skihytte og et sommerhus. En række vintage kobbergryder understreger stemningen

Foto: Line Thit Klein

Mathias og Alexander samler på keramik – fra blandt andet vennen, den franske keramiker Celine Daladier

Selv om trætemaet føltes massivt, er Mathias og Alexander mere eller mindre ubevidst gået videre i samme retning, og de fleste af deres møbler er i massivt træ, blandt andet af forskellige arkitekter, parret holder af. “Vi elsker vores samling af møbler af Axel Einar Hjorth, Georg Nakashima, Charlotte Perriand og Pierre Chapo, som alle arbejdede meget med træ. Særligt vores spisebord og skamler af Pierre Chapo er vi glade for. Vi var venner med hans søn, og har i mange år forhandlet hans møbler,” siger Mathias, der også nævner stolen af Georg Nakashima: “Vi købte den af hans datter i New York. Den skiller vi os aldrig af med.”

Foto: Line Thit Klein

De store bjælker, der vidner om bygningens tid som pakhus, dominerer udtrykket I lejligheden. Her får de modspil af en Lovö-stol designet af svenske Axel Einar Hjorth og en lampe I rispapir af Isamu Noguchi. Bordet, den står på, er tegnet af arkitekten de Vylder Vinck Taillieu, hvor Alexander var I praktik

Foto: Line Thit Klein

Sidebordet har Mathias og Alexander tegnet til Sofi Bakery I Berlin, og den lille lampe, Ufi-o I rispapir, er af Isamu Noguchi. Stolen, Meribel, ved siden af er af Charlotte Perriand, der klæder stakken af parrets amerikanske vintage quilte

En egentlig stil har parret ikke, og der bliver stort set aldrig købt noget til hjemmet på baggrund af en funktion. Derimod navigerer de med en veludviklet sans for materialer, form og farvenuancer. “Vi bliver påvirkede af alt, vi ser, og er i perioder optagede af en kunstner eller arkitekt. Vores indretning er ikke et færdigt hele, men et hjem, der udvikler sig løbende. Overordnet set har vi dog en forkærlighed for at blande ydmyge ting som for eksempel strandsten med sjældne antikviteter, eller simple træmøbler med eftertragtede designikoner,” forklarer Mathias, der beskriver hjemmet som ‘et laboratorium for forskellige sammenstillinger af ting og sager’. “Det er sjældent, at vi bytter om på større funktioner, nok mest fordi der ikke er så mange muligheder. Men vi rykker konstant rundt på mindre ting, og har altid friske blomster i lejligheden,” siger Mathias.

Foto: Line Thit Klein

Det enkle soveværelse er indrettet med lamper kommissioneret af fos til Marienborg, I forbindelse med istandsættelsen, som Mathias stod for sammen med sin bror. På væggen hænger en antik flise fra mellemøsten. Sengetæppet er en antik amerikansk quilt, mens puderne er fra Magniberg. Skamlen er designet af Pierre Chapo

Foto: Line Thit Klein

En barok skænk fra 1700-tallet udgør et smukt alter for parrets samling af keramik, glas og skulpturer - og vidner om en stor nysgerrighed for kulturer rundt om I verden. Det ophøjede saltkar og den lille buste er skabt af Arje Griegst og den runde vase er af Axel Salto. De har fået selskab af to egyptiske Kohlkar, romerske glas og en romersk terrakotta-skulptur. Den smukke, svungne kurvestol er skabt af Viggo Boesen

Fordi Mathias og Alexander opfatter deres møbler og antikviteter som kunstgenstande, hænger der ikke mange værker på væggene, forklarer Mathias: “Vi ser kunstneriske kvaliteter i keramik og romerske glas, og sætter lige så stor pris på det som på moderne kunst. Vi har blandt andet enkelte samtidsværker af Danh Vo og modernistiske værker af Axel Salto og Sonja Ferlov Mancoba. Og hvis vi havde uanede ressourcer, ville vi investere i møbler af Peder Moos og et maleri af Lynette Yiadom-Boakye.” De samlende faktorer for lejligheden på Christianshavn er alt, der har et håndværkspræg – som fx møbler i træ, keramik, flet og tekstil. Som Mathias siger: “Det er netop i sammensætningerne, det interessante ved et interiør opstår. Et hjem er et ekstremt nuanceret portræt af dets beboere, hvor alle mulige historier væver sig sammen til et udtryk. På mange måder som en roman, lige så uafklaret og tvetydigt som livet selv.”

Foto: Line Thit Klein

Kig fra entreen ind mod stuen gennem en mellemgang, der er optimalt udnyttet med reolsystem fra erfa, der fylder pladsen perfekt ud. Reolerne rummer Mathias og Alexanders store bogsamling om kunst, historie, arkitektur og kultur

Foto: Line Thit Klein

En fin Morris & Co Sussex chair og en lampe tegnet af Pierre Chareau, fundet på en rejse til paris, udgør et poetisk hele i entreen

6 prisvenlige produkter, du SKAL have med på festival

Både festival- og feriesæsonen er over os, og i den anledning har vi fundet seks produkter, der giver god mening at pakke med i tasken.

Og da vi nærmer os månedens sidste dag, er det ikke alene gode, effektive produkter, vi har fundet. Med priser fra 20-109 kroner kan de også alle kalde sig prisvenlige.

1

Man kan altid få brug for at springe en hårvask over – særligt når man er på festival. Batistes klassiske dry shampoo afværger en fedtet hårbund og hårrødder og tilfører desuden volumen og tekstur. Og så findes den i en taskevenlig størrelse på bare 50 ml.
’Dry Shampoo Original Mini', Batiste, 50 ml, 26 kr.

2
Foto: PR Morphe

Skal du medbringe bare ét makeupprodukt, så lad det være et, der kan bruges på flere måder. Som en farvet balm, der kan bruges på både læber, kinder og øjenlåg. Det er måske lige i overkanten at bruge alle steder på én gang, men det skaber fin hamoni at bruge to steder - f.eks. kinder og øjenlåg.
'Wondertint Kind- og læbemousse Dream', Morphe, 109 kr.

3

Solcremen er ikke til at komme udenom – heller ikke selvom vejrudsigten lover overskyet. Miilds lille sun stick med SPF 50 er både nem at smøre ud, du behøver ikke smøre dine beskidte hænder i hovedet og så har den er perfekt størrelse, der ikke stjæler meget plads i tasken. Selvom solcremer kan være en udskrivning, er det godt givet ud, når du står med ansigtet og hovedbunden i vejret udenfor over en hel festival, og så holder sticken længe, fordi man undgår at hælde for store doseringer ud.
'High-Protection Sun Stick SPF50', Miild, 160 kr. 

Læs ogå

Sidst på måneden: 5 selvbrunere under 100 kroner

4
Foto: PR Apotekets håndgel

Corona har gjort os til flittige håndssprit-brugere. Og så har det givet os mulighed for at finde dem, der hverken klistrer eller fnulrer. Apotekts håndsprit findes i alle størrelser og sågar også i serviet-form, hvis den vitterligt ikke må fylde noget i tasken. 
'Alcogel', Apotekets, 75 ml, 20 kr.

5
Foto: PR Ecooking

Normalt er vi ikke de store tilhængere af renseservietter, bl.a. af miljømæssige årsager, men vi gør en undtagelse på festival. Ecookings indeholder aloe vera, der plejer og blødgør, og kan bruges til både at fjerne makeup og skidt på snavsede fingre.
'Wet Wipes', Ecooking, 40 kr. for 30 stk.

6

Deodorant er nok det produkt, vi allermindst vil undvære – bade til hverdag og på festival. Sanex' 'Dermo Extra Control Anti-Perspirant' er budgetvenlig – og så virker den!
'Dermo Extra Control Anti-Perspirant Roll-on', Sanex, 50 ml, 18 kr.

Læs ogå

Sidst på måneden: 5 gode ansigtsmasker under 250 kroner

Du kender de hypede restauranter Mangia og Bevi Bevi – nu åbner holdet bag endnu et sted

Hvad er næsten lige så sikkert som ‘Amen’ i kirken (som man siger)? Det må være at åbne en italiensk restaurant i København, for selvom de ligger som perler på en snor, lader det til, at københavnerne – og alle andre, der er med til at holde gang i den gastronomiske scene i byen – bare ikke bliver trætte af køkkenet, der er kendt for termer som tagliatelle, parmigiano og salsiccia.

Særligt restaurant-porteføljen, som duoen Philip Skovgaard og Lea Parkins står bag, har satset fuld plade på det italienske køkken med sine københavnerfavoritter Mangia, Circolo, Bevi Bevi og Bar La Una, der på hver sin vis præsenterer bud på italienske klassikere. Og bedst som vi troede, vi måske var ved at nå bristepunktet for udgaver af italienske restauranter (som vi selvfølgelig aldrig helt rammer, men), kunne resturatørduoen meddele, at de åbner ‘Bar Amore’. Og så vidt vi ved, betyder det ikke kærlighed for hverken græsk, tysk eller kinesisk.

Vi har snakket med ejerne af byens nye (selvfølgelig) italienske restaurant.

Hvad er Bar Amore for et sted?

“En bar med italiensk køkken og et godt vinkort.”

Hvordan adskiller Bar Amore sig fra de andre restauranter i søskendeflokken?

“Menukortet ligger et sted mellem Mangia og Circolo, men med en uformel setting som Bar La Una. Kortet er ikke traditionelt opbygget, men rent a la carte og uden fast menu.”

Hvilke retter finder man på kortet?

“Køkkenet spænder over hele det italienske køkken. Alt fra tagliatelle burro e parmigiano til zuppa di cozze i chiliolie.”

Hvad glæder i Jer særligt til at servere i juli?

“Fisk og skaldyr.”

Adresse: Bar Amore, Gammel Kongevej 74D, 1850 Frederiksberg

Fjerde sæson af “The Bear”: Her er, hvad vi ved indtil videre

Produktionsselskabet FX Productions, som står bag kultserien, ser ud til at have taget kokken Carmy Berzatto aka Jeremy Allen Whites mantra, “Hvert sekund tæller,” til sig.

Ikke alene flyttede selskabet premieren på sæson 3 af The Bear på streamingtjenesten Hulu frem, men den populære FX-serie på Hulu har allerede en fjerde sæson i støbeskeen.

I anledning af, at The Bear sæson 3 i dag launcher i Danmark, har vi taget et kig på den kommende sæson. Her er, hvad vi ved, so far.

Ifølge rapportering fra Deadline tidligere i år, filmede castet og crewet sæson 3 og 4 af The Bear back-to-back i Chicago, selvom FX endnu ikke havde annonceret en sæsonfornyelse. Netværket har stadig ikke offentligt lanceringen af en fjerde sæson – men det lader ikke til, der er grund til bekymring om, hvorvidt det kommer til at ske. Carmy vil helt sikkert igen iføre sig sine berømte hvide T-shirts.

Her er, hvad vi ved indtil videre.

Vil der komme en sæson 4 af “The Bear”?

Alle tegn peger på “ja, chef.”

Flere kilder har bekræftet til både Variety og Deadline, at The Bear vil fortsætte i sæson fire (… og muligvis endnu længere). Nu er det blot et spørgsmål om, hvornår FX vil offentliggøre nyheden.

Hvem vil være med i castet?

Fordi sæson 3 og 4 blev filmet i træk – og også takket være den stigende stjernefaktor blandt castet – kan vi forvente, at mange af vores yndlingskarakterer vil fortsætte i serien i sæson fire.

Det forventede talentcast inkluderer (forhåbentlig også fortsat) Emmy-vindere Jeremy Allen White (Carmy), Ayo Edebiri (Sydney) og Ebon Moss-Bachrach (Richie), samt Liza Colón-Zayas (Tina), Abby Elliott (Natalie/Sugar), Lionel Boyce (Marcus) og Matty Matheson (Neil Fak) – og selvfølgelig flere. FX har dog endnu ikke bekræftet castlisten – og ingen gæstestjerner er heller blevet offentliggjort. Men vi håber, som altid, på mere Jamie Lee Curtis.

Foto: Disney+

Hvorfor blev sæson 3 og 4 filmet back-to-back?

Ifølge Deadline skyldes den stramme to-sæsons filming castets kalendere. Siden The Bear havde premiere i 2022 er især White og Edebiri blevet endnu større stjerner, og de siges derfor “at få en masse filmtilbud.”

At filme sæson tre og fire sammen var en måde at sikre, at deres modstridende kalendere ikke forhindrede dem i at vende tilbage til settet i fremtiden. Med andre ord: Hvis du ikke kan tvinge folk til at komme tilbage, så forhinder dem i at forlade stedet til at begynde med.

Hvad det betyder for historierne i sæson tre og fire, er endnu uvist. En ting vi ved med sikkerhed? The Bear vil ikke forlade Chicago lige foreløbig.

The Bear sæson tre vil først være tilgængelig til streaming på Disney+ d. 17. juli 2024.

Artiklen er fra ELLE.com

 

Dermatologen guider: Disse vitaminer er afgørende for en smuk hud

Tidens tegn rammer os, før vi tror, og allerede i 20’erne starter en rejse, hvor huden forandres. Her vil vi opleve et fald i niveauet af kollagen og elastin, hvilket får huden til at miste sit fine og glatte udtryk. De fleste af os vil derfor begynde at udvikle rynker og fine linjer, som vil blive mere fremtrædende med alderen.

Heldigvis er der rig mulighed for at kunne både forebygge, reducere og ældes med ynde. Vi har allieret os med hudplejeeksperten Michael Zangani, der guider os til, hvordan vi med respekt for hudens naturlige processer kan bevare en smuk og jævn hud.

Den skræddersyede hudplejerutine

Michael Zangani er en af Norges mest anerkendte hudlæger, og i sit arbejde er han særligt optaget af, at aldring ikke kun er et spørgsmål om hudpleje – men om at passe på hele kroppen. Desuden erstatter han fokusset på anti-aging med well-aging, der appellerer til det smukke og positive ved vores aldring.

”Med den rette viden, de rette produkter og innovative behandlinger kan hudens aldring omfavnes som noget positivt og givende. Det handler om at forstå kroppens naturlige processer og på den måde tilpasse en skræddersyet hudplejerutine,” forklarer han.

”Det allervigtigste, du kan gøre for din hud, er at finde et hudplejeprogram, der virker optimalt. Desuden er det alfa og omega at have en behandlingsplan, som du med fordel kan udarbejde i fællesskab med din hudlæge, sygeplejerske eller hudterapeut,” fortæller Michael Zangani.

Brug produkter med aktive ingredienser

Noget af det bedste, du kan gøre for din hud, er at have fokus på vitaminer og aktive ingredienser i hudplejen. Ifølge Michael Zangani er det først ved implementeringen af de rette ingredienser, at man for alvor kan mærke en effekt. Men hvilke vitaminer skal vi gå efter?

”Retinol er lidt af et vidundervitamin, når det kommer til at beskytte huden mod tidens tegn. Retinol er nemlig helt afgørende for, at vi kan fremme hudens kollagenproduktion,” siger Michael Zangani.

Udover Retinol anbefaler Michael Zangani også antioxidanter som C-vitamin. C-vitaminet er citrusfrugternes vitamin, der kan være med til at bekæmpe tidlig aldring og stimulere dannelsen af kollagen. Udover det er C-vitaminet kendt for at være lidt af en multitasker, der er god til at booste og efterlade huden med en strålende glød.

Husk solcremen

Hudens naturlige kollagen og elastin ødelægges af både ydre og indre faktorer som solstråler, søvnmangel og dårlig kost. Som en del af den ideelle hudpleje er det derfor en god idé at kigge nærmere på sin livsstil. Her er implementeringen af en solcreme en nem og enkel måde at beskytte hudens elastin- og kollagenniveau.

”De fleste ved nok, at solcremen er vigtig, når vi bevæger os udenfor. Men det kan ikke blive gentaget nok,” fortæller Michael Zangani.

”Selvom man ikke umiddelbart kan se solens effekt, så er solen faktisk med til at stimulere en øget talgproduktion. Talg kan først og fremmest skabe inflammation i huden, men det kan også reducere virkningen i de hudplejeprodukter, man bruger. Derfor kan det være godt at bruge produkter, der dæmper en overproduktion af talg,” forklarer han.

I jagten på at bevare hudens friske og naturlige glød er solcremen altså en af de helt store hudpleje-favoritter. På den måde beskytter du nemlig huden for solens skadelige UV-stråler, der i værste fald kan efterlade permanente skader og hudforandringer.

Michael Zanganis 5 produktanbefalinger

Vi har her samlet Michael Zanganis fem produktanbefalinger. Produkterne er med sine aktive formler og plejende ingredienssammensætninger gode til at kunne hjælpe os godt på vej med projekt well-aging.

1. ZO Daily Power Defense

ZO Daily Power Defense er et effektivt antioxidantserum, der opbygger hudbarrieren og beskytter mod tegn på aldring. Serummet passer til alle hudtyper og kan være med til at sikre den optimale hudsundhed.

Hudplejeeksperten guider: Sådan passer du på din hud

Find ZO Daily Power Defense her.

2. ZO Complexion Renewal Pads

ZO Complexion Renewal Pads kan hjælpe med at reducere talgproduktionen og tilstoppede porer. Produktet passer godt til en normal eller fedtet hud og kan bruges hver dag. Som et ekstra plus tilfører formlen både fugt og antioxidanter til huden.

Hudplejeeksperten guider: Sådan passer du på din hud

Find ZO Complexion Renewal Pads her.

3. ZO Retinol Skin Brightener

ZO Retinol Skin Brightener er perfekt til dig, der drømmer om en sund hud med en mere jævn hudtone. Den fås i tre forskellige styrker og er god til at give huden en smuk glød.

Hudplejeeksperten guider: Sådan passer du på din hud

Find ZO Retinol Skin Brightener her.

4. ZO Enzymatic Peel

ZO Enzymatic Peel er ideel til at fjerne døde hudceller og tør hud. Peelingcremen har til opgave at give en skånsom fornyelse af hudoverfladen uden en synlig eksfoliering. Produktet kan bruges på hele kroppen, og du har derfor mulighed for at pleje huden fra top til tå.

Hudplejeeksperten guider: Sådan passer du på din hud

Find ZO Enzymatic Peel her.

5. Nyhed: ZO Complexion Clarifying Serum

MichaelZanganis sidste favorit er ZO Complexion Clarifying Serum. Serummet har til formål at fjerne overfladetalg og døde hudceller. Ligesom produktet reducerer rødme, minimerer porer og efterlader huden med den optimale fugt. Serummet passer til de fleste hudtyper, men er især god til en kombination af fedtet og uren hud.

Hudplejeeksperten guider: Sådan passer du på din hud

Find ZO Complexion Clarifying Serum her.

ZO Skin Health

ZO Skin Health er grundlagt af Dr. Zein Obagi, som er kendt for sin evidensbaserede tilgang til hudens sundhed. Målet er derfor at sikre hensigtsmæssige og vedvarende løsninger for at opnå en sund hud igennem hele livet.
Læs mere her.

Nyt ELLE på gaden: Uffe Buchard om opvæksten i Sønderjylland, besøg hos Ilirida Krasniqi og en tur på Strøget med en indfødt københavner

I ELLEs julinummer, der er på gaden nu, kan du møde Danmarks trendsætter nummer 1, Uffe Buchard, i et ærligt interview om, hvad der – på godt og ondt – har rundet ham som person. Han fortæller om sin opvækst i Aabenraa, hvor hans mor ville have, at han skulle blive bankassistent, og hvor sønderjyderne mente, at han skulle skrue ned for charmen. Og om at forlade hjembyen, så han kunne blive det vigtigste af det hele: sig selv.

Foto: Sarah Stenfeldt

Uffe Buchard i lejligheden på Vesterbro.

Kom også med journalist Maya Tekeli på en strøgtur fra Kongens Nytorv til Rådhuspladsen. Som indfødt københavner holder hun sig oftest væk fra Indre By, men med et særligt køb for øje, forvildede hun sig en tur forbi souvenirbutikker, Louis Vuitton og Café Vivaldi.

Vi taler desuden med influencer og tandlæge Ilirida Krasniqi, som lader sig inspirere af franske mid-century designere, helst klæder sig i sort og sætter pris på folk, der ikke tager livet så seriøst.

Hun åbner dørene til sin lejlighed på Frederiksberg, deler sin favoritrestaurant i København og fortæller om den bedste gave, hun nogensinde har fået.

Foto: Kavian Borhiani

Ilirida Krasniqi i sin lejlighed på Frederiksberg.

Vi har desuden spurgt skuespiller Fanny Bornedal, billedkunstner Emily Gernild og fotograf og artdirector Ruben Hughes hvilke steder i København, de besøger om og om igen, som danner rammer for dybsindige samtaler og som de vil betegne som deres ‘stamsted’.

I ELLE Decoration-sektionen kan du komme med indenfor i villalejligheden i Skovshoved, nord for København, hos det kreative par Emilie Holm og Nicolai Gabold, hvor den idylliske oase, omgivet af grønt og med kig til vand, danner ramme for langbordsmiddage med friske tomater og agurk af egen avl og tidlige morgener i frisk havluft med en varm kop kaffe i hånden.

Foto: Line Thit Klein

Villalejligheden i Skovshoved.

I magasinets modeserie med den danske model Sabine Glud får du inspiration til et lækkert sommerlook. Vi snakker bar hud, logo-mania og luksuriøse silhouetter. Desuden opdaterer vi dig på sommerens modetrends såsom bermuda-shorts og stråtasker, og så guider vi til, hvordan du bedst afværger aldringstegn på din hud på halsen samt snakker med founder af det svenske beautybrand RMS, der udsprang af hendes erfaring med, hvor dårlig hud modeller havde, da hun selv arbejdede som makeup-artist.

Tegn abonnement, så du får det nyeste ELLE leveret til dørtrin, her.

Så gamle er Bridgerton-karaktererne i virkeligheden

Hvad end, du har set tv-serien Bridgerton, eller du er sprunget pænt over den hypede serie, så er navnet på serien højest sandsynligt nået din øresnegle en gang eller to. De seneste par år har Netflix-serien nemlig været et hot samtaleemne, når snakken går på streaming-land. Særligt de seneste par måneder har der været ekstra meget snak om serien, da den nylige premiere på tredje sæson har fået Bridgerton-fans til endnu engang at sidde klistrede til skærmen.

Er du inkarneret Bridgerton-fan, ved du, at vi gennem de tre sæsoner har stiftet bekendskab med mange forskellige karakterer. Nogle er kommet, og nogle er gået, men de karakterer, som vi senest er kommet ind på livet af, er selvfølgelig tredje sæsons helt store omdrejningspunkter: Colin Bridgerton, Penelope Featherington og Eloise Bridgerton.

De tre unge karakterer indtræder i serien roller på henholdsvis 23, 19 og 18 år, men faktisk er det langt fra den alder, skuespillerne i virkeligheden har. Herunder kan du læse, hvor gamle seriens skuespillere i virkeligheden er – og måske kommer det også bag på dig, hvor stor aldersforskel der er på de fiktive roller og de virkelige skuespillere.

Foto: Netflix

Eloise Bridgerton, 18 år, spilles af Claudia Jessie, som i virkeligheden er 34 år. I serien spilles hendes mor, Lady Violet Bridgerton, 48, af den 56-årige skuespillerinde Ruth Gemmell, mens hendes lillesøster Francesca Bridgerton, som skal forestilles at være 17 år, spilles af den noget ældre, Hannah Dodd, 29 år.

Foto: Netflix

Lord Anthony Bridgerton, 30 år, er i serien gift med Lady Kathani ‘Kate’ Bridgerton, 29 år, og parret spilles af skuespillerne Jonathan Bailey, som er 36, og Simone Ashley, som er 29 år.

Foto: Netflix

Luke Newton er i virkeligheden 31, men spiller i serien Colin Bridgerton, der er blot 23 år.

 

Foto: Netflix

Penelope Featherington er i serien 19 år men spilles af den 37-årige skuespillerinde Nicola Coughlan.

Kilde: Netflix

Pharrell Williams blåstemplede, at vi langt fra er færdige med fodboldtrenden ‘Blokecore’

Pharrell William har gjort det igen. Til tonerne af “Triumphus Cosmos”, som på helt ananas-i-egen-juice-vis er komponeret af Williams selv, åbnede en smuk, suitklædt model Louis Vuitton Menswer SS25-showet tirsdag aften i smukke, naturgrønne omgivelser i haven ved UNESCOs hovedkvarter i Paris.

Mads Emil Grove Møller var til stede under showet, og i den forbindelse deler han her sine tanker om samt highlights fra showet.

Foto: Louis Vuitton

UNESCOs hovedkvarter, hvor showet blev afholdt.

Hvad synes du om Spring/Summer 25-kollektionen?
”Jeg synes, kollektionen var meget elegant og smuk. Pharrell og teamet har lagt western-eventyret bag sig (kun en enkelt cowboyhat og nogle støvler var tilbage), og det klæder kollektionen. Der var som altid kræset for detaljerne, og det emmede af den luksus, som man forventer fra Louis Vuitton.”

Hvis du skal fremhæve én ting, der stod ud for dig i kollektionen, hvad skal det være?
”Jeg er personligt stor fan af Pharrells take på taskerne og accessoires generelt, og det skuffede heller ikke denne gang. Der var masser af smukke smykker, solbriller og ikke mindst tasker. Især hans allerede ikoniske version af ‘Speedy’-tasken fangede mine øjne igen med det bløde læder i både mintgrøn, gul, lyserød og fersken-orange. Udover det, kan jeg ikke komme udenom jakkerne, som altid er fascinerende. Nu hvor vi er midt i et stort sportsår, kan jeg fremhæve læderjakken, som var lavet af hvide fodbolde med grønne detaljer.”

Foto: Louis Vuitton

Speedy-tasken.

Hvad var dit favoritlook?
”Uha, det er svært at vælge ét enkelt look, da jeg netop er fan af de mange forskelligheder, som Pharrell formår at binde sammen i form af sin streetwear-baggrund, som møder det klassiske menswear. Men, hvis jeg nu skal vælge, så bliver det mellem look 11, som var et flot sort suit med en transparent rød jakke med tone-i-tone monogrammer, og look 80, som var en oversized løs buks med en smuk M65-jakke med multifarvet Damier-print og perlelogo på ryggen.”

Foto: LOUIS VUITTON MEN’S SPRING-SUMMER 2025 SHOW © Louis Vuitton – All rights reserved

Look 11.

Foto: LOUIS VUITTON MEN’S SPRING-SUMMER 2025 SHOW © Louis Vuitton – All rights reserved

Look 80.

Hvilke trends var gennemgående for kollektionen?
”Fodbold fylder meget i år, ikke mindst på grund af EM og OL, men også fordi, vi har set fodboldtrøjer og -sko være populære længe i forbindelse med ‘Blokecore’-trenden (red. gamle og vintage fodboldtrøjer, der bliver et fashion statement, brugt som hverdagsbeklædning), og det kunne man også se i kollektionen, som bød på flere fodboldreferencer i form af trøjer, jakker og sko. Derudover dominerede den klassiske herrekonfektion som jakkesæt og frakker, og det udødelige workwear var selvfølgelig også repræsenteret.”

Det var en overvældende produktion med live kor og orkester mv. Hvordan var det at være en del af?
”Produktionen var fantastisk. Live musikken fra det kæmpestore orkester og åbningen til tonerne af “Triumphus Cosmos”, en komposition selvfølgelig skrevet af Pharrell selv, var stort og passede til de flotte rammer ved UNESCO‘s hovedkontor. Derudover overraskede rapperne Pusha T og No Malice ved at debutere med en helt ny sang i samarbejde med John Legend under deres ikoniske gruppenavn Clipse.”

Hvordan skiller showet og kollektionen sig ud fra tidligere?
”Showet skilte sig tydeligvis ud fra sidste sæson ved ikke at have det gennemgående western-tema men derimod tappe ind i et mere inkluderende, internationalt tema, som hyldede menneskeheden, rejselyst, global mentalitet og fællesskab.”

Hvordan synes du, Pharell Williams gør det som Creative Director for LV Menswear?
”Jeg synes, han udfylder rollen rigtig godt. Han er Louis Vuittons kølerfigur, og det er svært at få øje på, hvem der ville kunne gøre det samme som Pharrell bidrager med på tværs af mode, musik, design og kultur. Han er en dirigent, og hos Louis Vuitton kan han udføre sine drømme og samarbejde med lige dem, han vil. Som når han eksempelvis i denne kollektion samarbejder med det kreative kollektiv ’Air Afrique’ på adskillige print. Opkaldt efter et gammelt vestafrikansk flyselskab er kollektivet, for at citere fra dets Instagram-bio, en “kulturel platform dedikeret til afro-diasporisk kunst, samtaler og viden.”

Foto: LOUIS VUITTON MEN’S SPRING-SUMMER 2025 SHOW © Louis Vuitton – All rights reserved
Foto: LOUIS VUITTON MEN’S SPRING-SUMMER 2025 SHOW © Louis Vuitton – All rights reserved

Lokationen var UNESCOs hovedkontor, og præsentationen gik under navnet “The world is yours..” på engelsk. Har du tænkt over meningen med hele det her set-up?
”UNESCO, som blev bygget i 1958 for at forene menneskeheden i verdensfred gennem kultur, var den perfekte lokation til showet, som netop ønskede at hylde globalt fællesskab og inklusivitet. Sætningen “Le monde est à vous” (red. navnet på showet), som kan oversættes til: ”verden er din”, er også en reference til en ikonisk scene i den kult-favorit-franske film La Haine. Der var helt sikkert også tænkt over både netop tema og lokation i forbindelse med det kommende OL i Paris, som vil samle verden, og selvfølgelig også den tid, vi lever i med flere krige og konflikter.”

Se showet herunder.

‘East West’-tasken er kendt for sin særlige form – og så er den 2024s største trend

En kort, en lang. En rund, en oval. En mini, en maxi. Der findes mange finurlige former og størrelser på vores evige følgesvend, men i år er det – med et kig tilbage til 90’erne – den aflange form, der tilfører et forfriskende pust på taskehylden.

Den aflange taske er nemlig en af 2024s helt store trends, når vi retter blikket mod håndtasker. Taskeformen går også under det officielle navn ’East West’ på grund af ja, den horisontale form på tasken.

Ofte ser vi tasker, som er mere kvadratiske eller i hvert fald mere lige i sine højde og bredde proportioner. Den aflange taske giver dog en tiltrængt kompleksitet til et outfit grundet sin skulpturelle form, der bryder med de resterende linjer i et outfit, der, som det måske siger sig selv, går vertikalt fra top til tå. Derudover er den aflange taske behagelig at have over skulderen, fordi den lægger sig godt under armhulen.

Flere modehuse har gennem tiden produceret deres ikoniske tasker i den kvadratiske form, men har senere videreudviklet disse i anderledes former – og her er det særligt den aflange form, designerne har tyet til. Chanel lancerede for længe siden sin populære ‘Flap Bag’ i en East West Flap-udgave, Louis Vuitton lancerede et par år tilbage en East West-model af deres ‘Pochette Métis’-taske og her fulgte Loewe trop med en ny East West-udgave af deres ‘Puzzle Bag’.

I år lader det til, at den aflange taske har fået en renæssance. I slutningen af sidste år lancerede Bottega Veneta deres ‘Andiamo’-taske i East West-formen, og under Hermès’ FW24-show præsenterede modehuset deres ikoniske, kvadratiske ‘Birkin’-taske i en innovativ fortolkning – nemlig i form af en East West-udgave. Og så er Jacquemus med sine ‘Bambino’-tasker (og alle hans andre modeller) selvfølgelig en sikker vinder i taskekategorien, og derfor var der selvfølgelig også East West-takser at spotte i både SS24- og FW24-kollektionerne.

Foto: Imaxtree

Birkin Bag i East West-udgaven hos Hermès.

Foto: Imaxtree

... hos Jacquemus.

Foto: Imaxtree

... Og Bottega Veneta.

Med sin minimalistiske, skarpe og geometriske form sender tasken tydelige referencer til 90’erne, som generelt er et populært afsæt for mange trends, vi har set både i år og de seneste forrige par år. Måske er det også en af grundene til, at taskeformen er blevet taget så godt imod?

Herunder har vi samlet et mindre udvalg af bud på Eest West-tasker.

7

Alaïa, 14.170 kr.

8

Magda Butrym, 14.840 kr.

9

Cos, 2.250 kr.

10

Ferragamo, 10.820 kr.

11

Jil Sander, 8.810 kr.

12

Miu Miu, 21.000 kr.

13

Prada, 19.100 kr.

Fra badeværelset til gadebilledet: Er sommerens mest behagelige skotrend … badetøflerne?

Pyjamasen, underkjolen, trusserne.

I løbet af de seneste år er der flere beklædningsdele fra vores hjemlige dresscode, der har fundet vej til gadebilledet og sneget sig ind i vores hverdagspåklædning, og nu kan vi måske tilføje endnu en ting til listen. For hvor spøjst det end lyder, er det intet mindre end hjemmeskoene – eller hotel-badetøfler – der er den nye trend, det lader til, vi skal blive dus med.

Under The Rows SS24-kollektionsfremvisning var der i hvert fald badetøfler i både sort og hvid på programmet, og selvom det umiddelbart kan virke lidt grænseoverskridende at forlade hoveddøren iført skoene, der mest af alt leder tankerne hen på de slippers, som ofte stilles til lån under diverse hotelophold, kan vi ikke lade være med at tænke på, om det mon snart er dem, der erstatter de ellers meget populære flipflop.

The Row-designerne Mary-Kate og Ashley Olsen var i hvert fald med til at sætte flipflops på dagsordenen i første omgang, til trods for, at mange kiggede en ekstra gang, da sandalerne, der ind til da var forbundet med en tur på stranden eller til poolen, pludselig også dukkede op på gaden og i nogle tilfælde, på arbejdspladsen.

Foto: PR

The Row SS24.

Foto: PR

The Row SS24.

Kardashian-Jenner-søsteren Kendall Jenner er (forståeligt nok) allerede faldet pladask for trenden. Dagen efter årets Met Gala trådte hun i hvert fald ud fra hoteldøren i et fuldt The Row-look – inklusive badetøflerne. Også Bieber-parret har længe haft en forkærlighed for tøflerne, faktisk bare Justin Bieber et par til Met Gala tilbage i 2021, og Hailey Bieber er sidenhen fulgt i sin mands fodspor. Men ærligt? Det ser også meget behageligt ud.

 

Vis dette opslag på Instagram

 

Et opslag delt af @kendalljennerstyleicon

 

Vis dette opslag på Instagram

 

Et opslag delt af Justin Bieber (@justinbieber)

Hvad end badetøflerne forbliver på badeværelset, eller om vi vil se tøflerne på gader og stræder inden længe, tapper de godt ind i søskende-parrets eksklusive, underspillede ‘quiet-luxury’-æstetik, hvor minimalistiske silhuetter og en simpel favrepalette er gennemgående. Tøflerne var selvfølgelig også stylet på chik vis på catwalken, hvor mødet mellem badetøflerne og de løse, oversized trenchcoats samt overdele med draperinger skabte en fin balance og resulterede i casual og samtidig elegante looks.

Hvis du ikke allerede har et par liggende fra dit seneste hotelophold, kan tøflerne erhverves hos The Row til den nette sum af 1.120€. Alternativt kan du finde et par – til en mere fordelagtigt pris – både hos Uniqlo, H&M med videre.

Sommerens store buksetrend er både smart og behagelig – og kan bruges ind i efteråret

Mange kender nok til, at sommeren særligt er en sæson, hvor det trækker i os at mødes med venner i solen til lidt kold drikkelse i solen, så snart klokken slår fri. Og derfor, er vi også særligt fan af trenden, der er perfekt til både hverdag og til mere festlige anledninger (bevares, arbejde kan også være festligt), og som du derfor med fordel kan gå fra kontoret direkte til byen i.

Hvad mon den famøse trend går ud på, tænker du nok. Her skal vi lige et kort smut tilbage til de trendsættende 00’ere, for som det er sket med diverse trends, der dominerer tidens mode, er denne trend også hevet frem fra gemmerne. Men faktisk kan vi tage et endnu længere historisk tilbageblik på altid-smarte Audrey Hepburn og selvfølgelig Carrie Bradshaw i Sex and the City, der begge to ihærdigt trak i bukserne. Nu kan den vist ikke trækkes længere. Det er selvfølgelig de knælange (somme tider 3/4-lange) capri-bukser.

Capri-bukserne er for mange allerede godt implementeret i sommergarderoberne. Herhjemme ses eksempelvis Pernille Teisbæk og Emili Sindlev i bukserne, og ser vi mere internationalt, har Kendall Jenner og Emily Ratajkowski stylet bukserne i nogle smarte outfits. Og heldigvis gør buksens længde, at vi også fint kan tage den med videre over i vores efterårsgarderobe – især hvis du går med den lidt længere udgave.

Foto: Imaxtree

Ferragamo SS24.

Foto: Imaxtree

Philip Lim SS24.

Hvis vi tager et kig på SS24-kollektionerne, har der været bred enighed fra flere mærker om, at capri-bukserne fortjente et glædeligt gensyn. Vi ser mange udgaver af buksen i den leggings-lignende model hos blandt andre Ferragamo og Philip Lim, men som det er med særligt helt stramme bulser, er de bare ikke for alle – men det har designerne også taget hensyn til. I hvert fald kommer capri-bukserne både i de stramme og de mere løse (eller i hvert fald mindre stramme) udgaver som hos Coperni, der både har lavet en denim-udgave og en decideret løs model.

Foto: Imaxtree

De løse capri-buker hos Coperni SS24.

Foto: Imaxtree

Capri-buker a lá jeans style hos Coperni SS24.

Grundet sin længde, kan capri-bukserne give et chikt og sommerligt udtryk. Bukserne er derfor både brugbare, når man gerne vil trække i de mere behagelige (men samtidig ikke shorts-korte) klæder, når arbejdet kalder, og i noget mere pænt, når fyraftenen kalder.

Stylet med eksempelvis en skjorte og en oversized blazer med sandaler eller loafers, er bukserne gode til hverdagsbrug, og med et par små hæle tilføres nemt et mere festligt look.

Guide til Hydra: De bedste insider-tips til spisesteder, lokale delikatesser og must-sees

Foto: Privat

Hydra

Den lille, græske klippe-ø er 55 km2 og huser ca. 3.000 faste beboere. Øen er fredet, der kører ingen biler, scootere eller cykler, så det er æsler, der fragter gods rundt. Det er ikke muligt at flyve til Hydra, men du kan sejle fra Piræus, der ligger tæt på hovedstaden Athen.

Foto: Privat

MORGENMAD UNDER CITRONTRÆET
Vi boede i Kamini, som er en lille by ca. 15 minutters gang fra Hydra havn, og morgenmaden blev indtaget under et citrontræ i baghaven: tyk græsk yoghurt, figner direkte fra træet og sort, græsk kaffe. Drømmen! I dag var dog noget særligt, da vi havde sat uret til kl. 04.00 om morgenen for at få skudt billeder af så mange looks som muligt, før solen gjorde lyset for varmt i tonen. Før vi tog afsted, tog vi nogle koulourias med, som er græske kringler med sesamfrø på. De var fra det lille bageri To Staxi, som vi havde besøgt dagen før.

Foto: Privat

KAFFE VED HAVNEN
Solen er stået op, og vi har skudt både badetøj og et crispy bomuldssæt nede ved havnen og den stenede klippe, hvor sanger og forfatter Leonard Cohen og hans norske kæreste Marianne Ihlen fik taget deres ikoniske billede (parret boede på øen i omkring 10 år i 1960’erne, red.). Vi bevæger os længere ned af havnen for at få en kaffe på Pirate Bar, en lille familieejet bar som åbnede første gang i 1976. Var det ikke for en stram to-do-liste i dag, kan man sidde her eller på den lille kaffebar Tassos i flere timer og kigge på havnelivet og lytte til ekkoet fra kirkeklokker, vinden og æslerne.

Foto: Privat

LOKALE DELIKATESSER
Vi fortsætter op ad den snoede vej, som de lokale kalder Donkey Shit Lane, for at skyde et par looks og ja, vi mødte mange æsler. På toppen af bjerget, hvor fire veje møder hinanden, er der en lille købmand kaldet Four Corners. Butikken er fyldt med lokale råvarer fra gulv til loft, og vi har hørt at ejeren, Maria, har de bedste bivokslys. Vi køber mindst 100 hver, plus et par dåser Attiki-honning, som er den bedste, der er.

Foto: Privat

MINDER, MAN KAN TAGE MED HJEM
Vi skyder nogle flere looks inde i en sød, lille taverna kaldet Lulus, før vi tager en kort pause. Vi sniger os ind i den lille interiør- og designbutik Turquoise for at købe store bomuldshåndklæder med det typiske græske mønster. Perfekte til at tage med hjem og genskabe Hydra-viben i vores sommerhuse i Österlen, Skåne. Vi kommer også forbi Raphalias Apotek for at købe noget olivenoliesæbe og figue-parfume, der er lavet af ejeren selv, Vangelis, som er tredje generation af apotekere.

Foto: Privat

HOTEL MED HISTORIE
Suzanne Koller er ekspert, når det kommer til at finde steder, der indfanger den luksuriøse og tilbagelænede ånd, der ligger bag kollektionen, med afslappede set-ups og rustikke, lokale baggrunde. Inde i det lille chikke hotel Amaryllis med det sorte og hvide mosaikgulv, skød vi et billede af Malgosia, der læner sig op ad den mørkebrune hotelreception. Der er ikke mange hoteller på øen, og dem der er, har ikke mange værelser. Når vi kommer tilbage, hvilket vi helt sikkert skal, vil vi booke et par nætter på det ikoniske Bratsera, som er en gammel havsvampefabrik fra 1860.

Foto: Privat
Foto: Privat

LANG FROKOST
Snart frokost! Men først: det sidste look. Malgosia læner sig mod et træ ved en af de mest ikoniske tavernas på Hydra: Douskos. Det er det samme træ, hvor Leonard Cohen sad og sang med sine venner Charmian Clif, Henry Miller og Göran Tunström og andre litterære profiler. Douskos har været i den samme familie i snart 200 år, og det er den ældste restaurant på øen. Et vidunderligt sted, især hvis man er mange. Frisk stegt blæksprutte med citron, store øl og vin i små glas. Lækkert!

Foto: Privat

DYP I HAVET
Efter en lang frokost og mange skåle for et vellykket fotoshoot, tager vi en taxabåd tilbage til Kamini. Der kører ikke biler på Hydra, og derfor er den eneste mulighed for transport enten at gå, tage båd eller med æsel. Lige under den lille taverna Pefkaki, hvilket betyder “under fyrretræet”, tager vi et velfortjent dyp i det blå og salte hav. Havde vi haft mere tid, så havde vi fortsat med båden ned ad kystlinjen og taget en svømmetur ved den brostensbelagte strand Plakes. Her ligger også en god restaurant på Four Seasons med en fortryllende udsigt til solnedgangen.

Foto: Privat

SKJULT PERLE
Til aftensmad tager vi ned til den lokale, lille taverna Pirofani, som ligger ved et lille torv i Kamini. Det er ikke nemt at finde, men det er besværet værd. Menuen har ikke ændret sig de sidste 20 år, og der er helt klart nogle mærkelige retter imellem, men stemningen, ejeren Theo og beliggenheden er fantastisk! Prøv pirofani-salaten, den armenske pølse gigandes og Amaretto-isen.

Foto: Privat
Foto: Privat

TID TIL NOGET KULTUR
Udover fotoshootet, som vi er kommet til øen for, nogle badeture, lange gåture og lækre middage, har vi også haft tid til at klemme lidt kultur ind. Hydra er en kæmpe skat, når det kommer til kultur, og mange forfattere, musikere, poeter og kunstnere er blevet inspireret af øen. Efter en god middag på Pirofani, startede vi de mange skridt over bjerget og tilbage til havnen for at opleve bogsigneringen af Malgosia Belas bog, Wintergirl, hos Hydra Book Club. Hydra Book Club er en boghandel, der præsenterer litteratur, som på den ene eller anden måde har forbindelse til Hydra. Den ligger på øverste etage af Arkiv Museet og er grundlagt af amerikaneren Josh Hickey. Vi skålede for Malgosias bog, for Hydra og for nye og gamle.

Foto: Privat

INTERNATIONAL SAMTIDSKUNST PÅ ØEN
Besøg Deste Foundation Project Space, som ligger i det gamle slagtehus langs kysten. Hver sommer afholder organisationen en serie samtidskunstudstillinger med internationale berømte navne. For et par år tilbage blev Deste beriget med et stort værk med en Apollo-sol af Jeff Koons, som man kan se, når man nærmer sig øen med båd. Denne sommer vises en udstilling af den amerikanske visuelle kunstner George Condo.

Foto: Privat