Foto: Lana Ohrimenko

Kapitel 1: Øjne for hinanden

FOR NOGLE ÅR siden var jeg til en af mine bedste veninders bryllup. Jeg sad ved et bord i den ene ende af lokalet, og ved et bord i den anden ende af lokalet sad Malo. Vi kendte ikke hinanden, men vi havde kendt til hinanden i en hel del år, uden at vi nogensinde havde snakket sammen eller fået rigtig kontakt med hinanden. Alligevel lå det på en måde i kortene, at vi skulle ende sammen.

“Senere fik jeg at vide, at hun og flere andre fra hendes familie i ugen op til brylluppet havde snakket om, at sådan en som Malo ville være et perfekt match for mig”

Min veninde, der blev gift, er venner med ham, og senere fik jeg at vide, at hun og flere andre fra hendes familie i ugen op til brylluppet havde snakket om, at sådan en som Malo ville være et perfekt match for mig. De mente, at en rigtig army-fyr med fødderne plantet solidt i jorden ville være god for mig – og Malo er i den grad army (han er premierløjtnant i Forsvaret, red.).

Alt det vidste jeg selvfølgelig ikke under selve brylluppet, men alligevel var der på en mærkelig måde lagt op til, at vi nu omsider skulle lære hinanden at kende. Der var noget, der blev ved med at trække mig i mod ham, og jeg fornemmede tydeligt, at det var gengældt. Selv om vi sad ved hvert vores bord i hver vores ende af lokalet, var vores øjne sammen hele aftenen.

Foto: Lana Ohrimenko

Kapitel 2: Ro og crazy

DET ER FØRST og fremmest mig selv, der er grunden til, at jeg har det så godt, som jeg har det i dag. Det er der ingen andre, der kan give en. Det hårde arbejde må komme fra en selv, og det må være en selv, der tager de nødvendige valg. Men mødet med Malo har uden tvivl været det vigtigste møde i mit liv, og takket være ham har jeg fundet en ro, som jeg aldrig har haft før.

Jeg er en ballon, der altid flyver op i luften, mens han er en tung betonklods, der altid er i kontakt med jorden. Han sørger for, at jeg ikke risikerer at blive væk i vinden, og samtidig er han med til at sikre, at jeg også får styrke fra jorden. Han har bare en særlig ro inde i sig, som helt klart er smittet af på mig.

“Men mødet med Malo har uden tvivl været det vigtigste møde i mit liv”

For mig har det været fantastisk og virkelig sundt at møde en, der i udgangspunktet er så anderledes end mig. Det er jo ikke altid, at den slags fungerer, for forskellighed kan også være svær at arbejde med, men for os har afsættet været at træffe et valg om, at vi vil hinanden. Det har været udgangspunktet for alt det, der er kommet efter: ‘Okay, hvis det er det her, vi gør, så må vi finde ud af, hvordan vi komplimenterer vores forskelligheder på den bedste måde.’

Når man møder en, som giver en lyst til at blive, så er der bare nogle forhold, man er nødt til at rette ind efter, for at få det til at fungere. Og hvis man som jeg har haft et anderledes liv end de fleste andre, og man stadig gerne vil bevare det, men samtidig ønsker alt det nye – roen, samhørigheden, tosomheden – så er man nødt til at kigge indad og lære at gå på kompromis. Det er den eneste måde at få det til at fungere på.

Malo og jeg har besluttet os for, at vi vil være sammen. Der er faktisk ikke noget som helst andet, vi vil. Så må man lære at smelte de to forskellige verdener sammen. Det har været godt for os begge to. Vi har fået rigtig meget ud af at finde hinanden. Han giver mig en masse ro, og jeg giver ham en masse crazy. Dét skal man også nogle gange huske.

Foto: Lana Ohrimenko

Kapitel 3: Rebootet som et nyt menneske

JEG HAR ALTID vidst, at jeg gerne ville have børn en dag, og sådan har Malo det også. Da vi fandt sammen, begyndte vi derfor ret hurtigt at snakke om at stifte familie. Mens jeg var gravid med mit første barn, gjorde jeg mig mange tanker om at skulle være mor. Hvordan skulle jeg kunne udfylde den rolle, samtidig med at jeg stadigvæk skulle udfylde rollen som popstjerne? Kunne jeg virkelig gå fra at være ung og vild til på en eller anden måde at skulle skifte det hele ud? Det gør man jo ikke overnight, og så alligevel, men ikke kun, fordi man er tvunget til det, men fordi det føles helt naturligt. Sådan oplevede jeg det i hvert fald. Det viste sig at komme helt af sig selv, og det har været en fantastisk forandring, og det bedste, der er sket i mit liv.

“Med mine børn har jeg fundet min kærlighed til mig selv på ny”

Der er mange ting, der har forandret sig, men samtidig synes jeg, at det er noget af det sværeste overhovedet at sætte ord på. Der er bare nogle andre værdier, der er kommet i spil. Nu er mine børn det vigtigste, og pludselig bliver andre ting bare helt ligegyldige. Nu er det altafgørende for mig, at de er i fokus, og at det er dem, der får min energi, og det betyder også, at jeg må gå ordentligt op i, hvordan jeg selv har det. Det er så vigtigt, at jeg rent faktisk sørger for mig selv, for jo bedre jeg har det, jo bedre har de det.

Jeg har oplevet det som en helt fundamental forandring at blive mor, hvor jeg på en måde er rebootet som et nyt menneske. Jeg mærker det mest tydeligt i min kærlighed til mig selv. Det er fuldstændig anderledes, end det var i mange år forinden. Med mine børn har jeg fundet min kærlighed til mig selv på ny, og den skinner igennem alle vegne, også når jeg er ude at optræde.

Foto: Lana Ohrimenko

Kapitel 4: Livet er fucking fedt

NÅR JEG TURNERER, booker jeg et hus på hjul, så jeg altid har et køkken, et badeværelse, en stue og ikke mindst en seng, der kører med mig rundt alle vegne. Jeg har rigtig meget fokus på, at min søvn er sindssyg vigtig. For ellers er det ikke sjovt for nogen. Det vigtigste er, at jeg bevarer min energi, for ens børn fortjener simpelthen ikke, at man er helt brændt af, når man endelig kommer hjem og skal være sammen med dem. Så er det ikke det værd.

“Kunne jeg kombinere det at være popstjerne med at mamma?”

Lige da jeg var blevet mor, spekulerede jeg meget på, hvilken måde jeg kunne være musiker på fremover. Hvordan skulle jeg opføre mig? Hvilket tøj kunne jeg have på? Kunne jeg stadig gøre alt det, jeg plejer? Jeg tænkte meget over, om det ville blive helt anderledes, måske ligefrem grænseoverskridende, og om folk ville opføre sig på en anden overfor mig. Kunne jeg kombinere det at være popstjerne med at mamma?

Jeg var faktisk også lidt bange for det, for det er vigtigt for mig at forblive tro mod mig selv – i forhold til mine tøjvalg, og hvordan jeg optræder. Man må ikke glemme, hvem man er, udover at være mor. Derfor har det også været så fantastisk at træde ud i det og konstatere, at det er kommet helt naturligt af sig selv. Faktisk har jeg en følelse af for første gang i mit liv endelig at være 100 procent landet. Det er svært at sætte ord på, fordi det er sådan noget, man ikke rigtigt kan tage at røre ved, men jeg mærker det i luften omkring mig. Det er en energi, der er til stede overalt – mellem mig og andre mennesker.

“Folk havde givet slip på at være sure på verden og på mig. Folk var kommet videre, jeg var kommet videre”

Det var en følelse, der ramte mig som et dybt nedslag, da jeg spillede den første festival sidste år. Det var til Grøn Koncert på Amager Strand. Der var simpelthen bare sket et helt vildt energiskift.

Jeg kunne samtidig mærke, at der er kommet nye generationer af fans til, som ikke bærer en masse gamle, mærkelige, mørke narrativer med sig, som medierne skabte om mig engang. Folk havde givet slip på at være sure på verden og på mig. Folk var kommet videre, jeg var kommet videre, og jeg opdagede, hvor fucking fedt livet er, når jeg spiller, og der bare er glæde og kærlighed. Det var første sommer, hvor jeg virkelig gerne ville være her.

Dette er første del af interviewet med Medina fra augustnummeret 2024. Stay tuned for anden del ..

Læs ogå

Identitet

Uffe Buchard: “Min far fandt en yngre kvinde, og så var han den, der var skredet. Så var det min mor, storesøster og jeg tilbage i parcelhuset med swimmingpoolen, som der var hul i”

Jeg registrerede straks, at min bror var blevet tyndere, da han, min søster og far dukkede op til påskefrokosten hos mig sidste år i marts. Om aftenen var han træt og måtte ind og lægge sig. Det tænkte jeg ikke videre over, men allerede to uger senere ringede min svigerinde til mig og fortalte, at min bror var syg, og at jeg burde komme til Fyn og besøge ham. Hun advarede mig om, at han havde tabt sig meget. Han var rigtig nok blevet enorm tynd, som han lå der i sengen helt afkræftet. Inden for en uge fik han konstateret cancer, og det var alvorligt, fastslog lægerne. Jeg tog toget hjem til Fyn igen. Den 6. april var hele familien samlet på min fars fødselsdag, og min bror havde det rigtig skidt. Dagen efter døde han.

Katastrofen var så kort og så præcis, at der ikke var noget at holde fast i. Det skete så hurtigt – 10 dage forinden forventede vi, at han havde lang tid igen, så jeg fik ikke sagt farvel. Vi nåede ikke at acceptere, at han skulle forlade os, før han havde gjort det. Som var han død i en trafikulykke. Jeg var i chok, og da han døde, faldt jeg sammen. Min krop forsvandt under mig, og så var der kun gråden tilbage.

”Jeg vågnede, fik lidt at spise, hvis der var nogen, som huskede at lave mad, drak vin, faldt i søvn, vågnede, drak mere vin. Faldt i søvn. Der var ikke så mange følelser. Kun sorg”

Jeg var ikke vred eller i vildrede. Jeg var trist på sådan en helt gennemgribende måde. Trist over at min bror var væk. Trist over, at han ikke ville være der, når vi blev gamle. Trist. Jeg vågnede, fik lidt at spise, hvis der var nogen, som huskede at lave mad, drak vin, faldt i søvn, vågnede, drak mere vin. Faldt i søvn. Der var ikke så mange følelser. Kun sorg.

De fleste af os vågner hver morgen og tager en masse forgivet: Vores helbred, vores familie, vores arbejde, vores venner, men sorg føles som et kæmpestort hul i normaliteten. Den river din hverdag i stykker. Jeg har prøvet at have stress, miste min kæreste, blive fyret, blive slået ned på gaden, men når døden indtræffer, er der intet bagefter. Tæppet er revet væk under det civiliserede, og så handler det om at bygge dig selv op igen fra nul.

I ugen op til begravelsen var hele familien hjemme hos min far. Som en af de jødiske familier, man ser på film, der sidder og græder, og så kommer en lind strøm af venner, familiemedlemmer og naboer forbi og giver sin kondolence. Vi blev ved med at tale forløbet igennem igen og igen. Spole båndet tilbage og forsøge at huske i hvilken rækkefølge, tingene var sket. Hvornår han blev syg, hvornår han kom på hospitalet første gang, hvornår lægerne erklærede ham for kræftsyg, hvornår ambulancen kom og hentede ham, da han var død. Det var ikke for at lede efter meningen med hans død, nej, det handlede simpelthen om at forstå, hvad der var sket. Fordi det gik for hurtigt til, at vi kunne følge med. Fordi det var så uvirkeligt.

“Min onkel døde meget tidligt, det samme gjorde min mormor, og jeg har mistet min mor. Jeg er vokset op med, at døden er præsent”

Til sidst troede jeg, at jeg var ved at miste forstanden. Jeg gik til en psykolog og fortalte hende, at jeg var bange for, at det eneste, jeg ville kunne huske om min bror, var hans sygdom og død. Hun sagde, at sådan ender det ikke. Det var helt naturligt det, jeg oplevede. Jeg havde et traume: Hans død var gået så hurtigt, at min hjerne slet ikke var fulgt med. “Om et år eller to kan du huske alt det andet også”, fortalte hun mig. Og så rejste jeg mig efter 10 minutter og gik hjem. Hvis det var sådan sorg føltes, og jeg ikke var ved at blive skør – det havde jeg psykologens ord for – så måtte jeg bare æde den, ikke kæmpe imod sorgen, men håbe på, at det stille og roligt blev bedre.

Jeg har lært, at jeg er et enormt nøgternt menneske, på godt og ondt. Jeg kan godt blive chokeret, men jeg har det med at acceptere tingenes tilstand. Jeg håber, at jeg får et langt liv, og jeg håber at dem, jeg holder af, får det godt, men jeg tror ikke på, at vi har nogen ret til, at det ender sådan, og det har jeg aldrig haft. Min onkel døde meget tidligt, det samme gjorde min mormor, og jeg har mistet min mor. Jeg er vokset op med, at døden er præsent. For mig er livet meget konkret. Jeg er ikke bitter på verden, men heller ikke det modsatte. Nej, livet er her bare, og så må jeg forholde mig til det.

For nogle år siden læste jeg, at det var godt for os at have billeder af de afdøde stående fremme. Jeg har aldrig haft billeder af familien fremme, men nu har jeg fotos af både min bror og min mor stående på min bogreol. Jeg kigger på dem hver dag og sender dem en hilsen. De kan stadigvæk tale, for jeg ved jo godt, hvad de vil sige i forskellige situationer. Min bror og mor var begge private mennesker, og der findes ikke nogen optagelser af dem. Jeg har tænkt over, hvordan jeg holder fast i lyden af deres stemmer og bevægelser. Jeg kan mærke, at mit lille ritual med at kigge over på dem hver dag, holder dem mere præsente. Hvis jeg ikke gjorde noget aktivt for at huske på dem, så tror jeg, at de ville forsvinde hurtigere.

“Jeg har det dårligt! Min bror er lige død af en meget alvorlig cancer, som åd ham lige foran øjnene på os. Det var det, jeg havde lyst til at svare”

Jeg savner min bror ubegribeligt meget, og min verden er blevet mindre tryg efter, at han ikke er her længere. Han passede på mig. Selv om vi ikke talte sammen hver dag, så vidste jeg, at han altid var der for mig. Vi havde en dyb, dyb kærlighed og respekt for hinanden. Jeg vil gerne have haft ham hos mig hele mit liv, men nu fik jeg det, jeg fik, og det prøver jeg at være taknemmelig for, også selv om det ikke var nok.

I perioden efter hans død holdt jeg mig meget for mig selv, hvis ikke jeg var hjemme på Fyn. Blandt mine venner opstod der en joke om, at når klokken var 10, var jeg forsvundet. Jeg begyndte at vræle og gik min vej. Jeg kunne ikke overskue at være i nærheden af mange mennesker. Jeg, som ellers er en mester i small talk, kunne slet ikke magte at svare bekendte på, hvordan jeg havde det: Jeg har det dårligt! Min bror er lige død af en meget alvorlig cancer, som åd ham lige foran øjnene på os. Det var det, jeg havde lyst til at svare.

Læs ogå

Identitet

“Da jeg havde født ham, lå han i mine arme med lukkede øjne. Det er det værste øjeblik i mit liv. Han var ikke længere min”

Kapitel 8: Regnbuestriber i Qatar

Fordi jeg er formand for en DBU-komité, blev jeg inviteret til at deltage i det omdiskuterede fodbold-VM i Qatar i 2022. Jeg havde det hele tiden sådan, at hvis jeg skulle afsted, så blev jeg nødt til at orientere mig om rettighederne for landets borgere, så jeg ikke bare rejste derned og drak champagne. Jeg talte både med homoseksuelle Qatar-borgere, som ikke kunne være i landet mere af sikkerhedsmæssige årsager, og med folk, der ved noget om arbejdstager-/lønmodtagerrettighederne. Og så besluttede jeg mig også for at prøve at sende et lille signal. Jeg ville ikke fornærme nogen, jeg ville bare gerne give en lille kommentar. Jeg ringede til Søren Le Schmidt og sagde, ‘vi skal have en homokjole!’, og så gik han ellers i sving og designede den blå kjole med regnbuefarver på ærmerne, der endte med at gå viralt på sociale medier. Det pudsige er, at i Qatar gik jeg frit rundt i kjolen og snakkede med alle mulige mennesker af forskellige herkomst, også FIFA-præsidenten, Gianni Infantino, og der var ingen, der kommenterede det.

“Jeg ringede til Søren Le Schmidt og sagde, ‘vi skal have en homokjole!’, og så gik han ellers i sving og designede den blå kjole med regnbuefarver på ærmerne, der endte med at gå viralt på sociale medier”

Der var nogle, som fremlagde det som et modigt statement, men sådan følte jeg det ikke selv. Man skal huske på, at jeg rejste med diplomatpas, jeg befandt mig i VIP-VIP-VIP-loungen, og jeg skulle dårligt vise en billet for at komme ind. Så modigt var det altså heller ikke. Der er mange mennesker, der rent faktisk gør modige ting, når det kommer til den kamp. For mig var det bare en lille bemærkning. Herhjemme føler jeg til gengæld en stærk forpligtelse til konstant at tale om den slags emner, og også for at forsvare transpersoner pga. mine børn. Jeg noterer mig, hver gang en transperson bliver udsat for vold, og det sker desværre uhyggeligt ofte. Transpersoner har mentale udfordringer, de tager livet af sig selv, og det rammer mig lige i hjertet, selvfølgelig også på grund af min egen søn, men det handler jo dybest set om menneskerettigheder. Jeg har ikke ret til at bestemme, hvordan du skal leve dit liv. Jeg har ikke ret til at bestemme, hvem du skal være kærester med, hvor mange børn du skal have, eller hvordan du skal gå klædt. Jeg har ikke ret til at bestemme over dig. Det er din menneskeret. Jeg har meget svært ved at forstå den diskussion, der foregår mellem feminister og transpersoner i de her år. Jeg kan faktisk næsten ikke rumme den. Transpersoner er utroligt udsatte, så selvfølgelig føler jeg en forpligtelse til at kæmpe deres sag. Hver eneste dag. Det er ikke engang politisk for mig. Det er personligt.

Foto: Lana Ohrimenko

Kapitel 9: Vil du mukke i hjørnet?

Min gamle mor på 87 er ved at lære at sige ‘han’ i stedet for ‘hun’ til mit yngste barn. Hun forsøger hele tiden at lære, og det synes jeg, er en fed måde at møde verden på. Jeg tror oprigtigt, at det værste, der kan ske for mennesker, når vi bliver ældre, er, at vi gror fast og ikke har blik for, at vi kan få nye perspektiver på det, vi troede, vi vidste. Jeg er så ufatteligt heldig, at jeg har to børn, som har stærke meninger om rigtig mange ting, og jeg føler, at min hjerne får en eksplosion af at snakke med dem og deres venner. De gider heldigvis stadig troppe op til en eller anden middag hjemme hos mig, og det nyder jeg så meget, for hver gang, jeg har otte unge mennesker på besøg, og vi sidder rundt om et middagsbord, så er det, som om min hjerne får lov til at udvide sig.

“Jeg sagde det også til mine venner: ‘Det kan godt være, at nogle af de her ting er svære for os at forstå, men det er nu, vi tager os sammen.’”

I min alder føler jeg, at man bliver nødt til at vælge side: Vil du være en af dem, som sidder i en krog og synes, at alt, hvad der er moderne, og hvad de unge siger, er for meget, for eksperimenterende, for langt ude, eller vil du rent faktisk prøve at forstå det? For nogle år siden, hvor mange unge begyndte at skifte køn, og mange valgte at bruge andre pronomener, var der mange, der sad og rystede på hovedet, når jeg var til voksenmiddagsselskaber i København, London og andre steder: ‘Hvad skal det nu være til for?’. Jeg måtte da også vænne mig til det, men hvad er alternativet? At sidde og mukke henne i et hjørne? Jeg kunne mærke, sådan helt fysisk, at sådan gad jeg ikke at være, og jeg sagde det også til mine venner: ‘Det kan godt være, at nogle af de her ting er svære for os at forstå, men det er nu, vi tager os sammen.’

Til at starte med skulle jeg selv på en slags genopdragelse for at blive viklet ud af mit 1990’er-syn og lære at se tingene på en ny måde. Der er noget om synet på kroppen, hvor de unge har meget større bredde i deres opfattelse af, hvordan man kan se ud på. Jeg kommer selv fra en generation med et meget fastlåst syn, men i dag kan man vælge mange forskellige udtryk, og da jeg først begyndte at se det på den måde, så syntes jeg, at det var helt utroligt fedt.

Der er selvfølgelig nogle, der stadig sidder i krogen og ryster på hovedet af ungdommen, men der er også nogle, der har overgivet sig til det nye, ligesom jeg selv, og hos dem kan jeg mærke, at de oplever en befrielse. For vores børn lærer os faktisk noget nyt.

Foto: Lana Ohrimenko

“Jeg minder mig selv om, at hvis jeg kunne være nysgerrig på nye ting i stedet for at være fordomsfuld, dengang jeg kom med S-toget ude fra Ishøj og ind til Pisserenden, så kan jeg vel også være det nu?”

Kapitel 10: Ind til Pisserenden

Min far sagde altid, at folk måtte elske, hvem de ville. Han var fuldstændig klar i mæglet, og han var immervæk fra 1932. For ham var alle mennesker lige, men sådan var det ikke alle, der havde det. Hvis to mænd boede sammen i Ishøj dengang, så sagde man, at de var ‘gode venner’, og så talte man ikke mere om det, fordi det blev betragtet som noget, der helst skulle gemmes væk.

I 1980’erne, da jeg blev teenager, begyndte piger for alvor at klæde sig ud som drenge – og omvendt. Der kom plads til alternative måder at tænke og leve på, og når man stod i toiletkøen på Krasnapolsky i København, var det med alle mulige slags mennesker. Bøsser i lædertøj, punkere, diskere. Flere af mine gymnasievenner sprang ud i de år, og derfor blev det også meget påtrængende, at man nu blev nødt til at vælge: Er du 100 % på deres side, når det kommer til, at man må elske dem, som man gerne vil, eller er der en snert af dig, der ikke synes, det er fedt, når det kommer til stykket? Jeg valgte fuldstændig side dengang, og jeg er sikker på, at det hænger sammen med min opdragelse.

Den tolerance tager jeg med mig videre nu, hvor de unge bryder med nogle normer. Jeg minder mig selv om, at hvis jeg kunne være nysgerrig på nye ting i stedet for at være fordomsfuld, dengang jeg kom med S-toget ude fra Ishøj og ind til Pisserenden, så kan jeg vel også være det nu?

Foto: Lana Ohrimenko

Kapitel 11: Voksne børn og nye tider

Det er forfærdeligt, når ens børn vokser op og bliver store. Jeg har stadig en sorg over, at mine børn ikke har brug for mig hele tiden, også selv om jeg ved, at når de ikke ringer, så er det for det meste, fordi alting bare kører derudad som smurt. Vi har fået et andet forhold, men man skal jo også udvikle sit forhold til sine børn. Det skal ikke være statisk. Det er noget af det, man skal lære som forælder, og det gør jeg stadig. Det samme med at man ikke skal have en mening om alting, der vedrører ens børn. Det er faktisk mit største problem, at jeg måske har lidt for mange meninger, og min store læring i øjeblikket er, at jeg ikke altid skal have det.

“Når jeg kigger på ungdommen i dag, kan jeg faktisk ikke finde så meget at være pessimistisk over”

Jeg gør også ting forkert, og jeg skændes også med mine børn. Lad det stå fuldstændig klart. De synes, at jeg siger dumme ting og bliver sure på mig. Men vi er heldigvis også rigtig tætte og taler om mange ting, og det føler jeg mig privilegeret over.

I min generation røg folk hash eller indtog andet stimuli i stedet for at tale om deres mentale udfordringer og blev drevet længere og længere ud i misbrug. Folk havde det jo også dårligt dengang, men selvmedicinerede sig på alle mulige måder. Nu taler man om det. Selv unge mænd taler om deres mentale udfordringer. Derfor har jeg faktisk temmelig meget tiltro til de unge. Når jeg kigger på ungdommen i dag, kan jeg faktisk ikke finde så meget at være pessimistisk over.

Dette er tredje del af det samlede interview med Helle Thorning Schmidt fra juniudgaven af ELLE. Læs del et og to herunder.

Læs ogå

Identitet

Helle Thorning Schmidt: “I dag er det nærmest cool at komme fra Vestegnen. Sådan var det ikke, da jeg voksede op. Når vi kom ind til byen og skulle være supertjekkede, havde vi mest lyst til ikke at fortælle, hvor vi kom fra”

Læs ogå

Identitet

“Bagefter endte vi i rygehjørnet til festen, og selv om det umiskendeligt ser sådan ud på det billede, der blev taget, så røg jeg faktisk ikke, men stod bare med en smøg i hånden”