emma-sofie, Author at ELLE

Film og TV

Serier på Netflix: Her er de 10 bedste, du skal se lige nu

De bedste looks fra modellerne ‘off duty’ fra Paris Fashion Week

Cecilie Ingdal om Matthieu Blazy for Chanel: “Indfriede han så modeverdenens tårnhøje forventninger? Svaret er både et rungende JA – og et lillebitte nej”

Modeugen

Ruskindsjakker, ballonbukser, skjorter og knæstrømper: Den bedste streetstyle fra Milano Fashion Week

Identitet

Magdalena Eriksson & Pernille Harder: “Jeg vil gerne være en rollemodel i LGBTQ+-miljøet, og jeg føler faktisk, at Magda og jeg er i en meget privilegeret position til at kunne være det”

Om det forgangne år

Magdalena Eriksson: For et år siden blev jeg ramt af en ret alvorlig knæskade. Jeg tog beslutningen om ikke at gennemgå en operation, men i stedet forsøge at træne det op igen. Det har været en svær situation at håndtere og en stor udfordring for mig at komme tilbage på sporet og ikke mindst stole på, at det ville fungere.

Det har virkelig været en øjenåbner at være nødt til at forholde sig til, at ens karriere faktisk ikke er uendelig. Det kan lyde mærkeligt, men det er nok første gang, jeg har tænkt den tanke til ende, for det har altid føltes som noget, der lå langt ude i fremtiden. For første gang har jeg mærket inde i mig selv, at den dag er kommet tættere på. Jeg ved, at jeg vil være nødt til at forholde mig til mit knæ i resten af min karriere og ikke vil kunne spille på højeste niveau i de næste ti år, og selvom jeg ikke nødvendigvis havde planlagt at spille de næste ti år, så satte det en masse tanker i gang. Hvad vil jeg rent faktisk i fremtiden?

Jeg er begyndt at spekulere over ting, som jeg ikke har gjort tidligere. Det er gået op for mig, at jeg er nødt til at have en plan. Jeg må forberede mig på, hvad der venter. Det er på den ene side skræmmende, men jeg har også valgt at se det sådan, at det er positivt, at jeg har gået igennem, hvad jeg har, fordi det har sat gang i en masse tanker i mit hoved, som jeg ikke havde før. Måske kan det gøre, at det bliver en mere glidende overgang at stoppe, end hvad det ellers ville have været, når dagen pludselig kommer.

Pernille Harder: Jeg synes, vi er gode til at håndtere kriser og modgang, men skaden til Magda har nok været det sværeste, vi har gennemgået, fordi det i samme periode, hvor hun havde det allersværest med sit knæ, gik virkelig godt for mig på banen. Vi vandt The Double med Bayern for første gang nogensinde i klubbens historie, og jeg har nærmest aldrig været bedre selv. Jeg havde selv været igennem et par sæsoner med skader hist og her, men det her var en sæson, hvor jeg havde det sådan: “I’m back!” Det var bare en fed følelse.

På den ene side var jeg vildt glad for, at det gik så godt for mig, men på den anden side var jeg selvfølgelig megatræt af, at Magda havde så mange problemer med sit knæ. Jeg havde ikke lyst til at gå rundt og virke vildt glad, når hun var et helt andet sted mentalt. Vores energiniveauer plejer at være meget ens, men for en gangs skyld var vi ikke afstemte. Det krævede en indsats at være i stand til at skille tingene ad, så jeg godt kunne tillade mig at være glad, og Magda kunne være glad på mine vegne, når hun kunne overskue det, mens jeg omvendt tillod Magda at være træt af sin situation. Jeg forventede ikke, at hun skulle gå rundt og være jublende glad for en sejr, hvor jeg måske havde scoret, hvis hun samtidig havde haft megaondt i knæet hele dagen. Vi er heldigvis gode til at være åbne over for hinanden. Vi er gode til hver især at sige “Lige nu har jeg det sådan her” og så lade de to energier eksistere samtidig.

Magda: Det er en fordel, at vi kender hinanden så godt. Selvom det her var en mere alvorlig skade, er det ikke første gang, en af os har været skadet, mens vi har været sammen, selvom vi pudsigt nok aldrig har været skadede på samme tid. Men vi har lært, hvordan vi hver især kan have det, når vi er nede i et hul, så Pernille har også vidst, hvordan hun kunne være der og støtte mig sideløbende med sin egen succes.

Pernille: Hvis jeg synes, at Magda har været grumpy, så spørger jeg hvorfor, og så svarer hun ærligt: “Det er, fordi jeg er pissetræt af det her knæ.” Fint, så ved jeg, hvad der nager hende. Så ender det ikke i en situation, hvor jeg pludselig bliver sur på hende, fordi hun møder mig gnavent. Vi er gode til hurtigt at nå ind til kernen, så vi kan forholde os til det. Vi lærte tidligt at være meget åbne over for hinanden, og i dag er vores gensidige ærlighed nok vores største styrke.

Om fremtiden på banen

Pernille: Det ligger helt naturligt i både Magda og mig at stræbe efter sejre. Selv hvis vi bare træner, vil vi vinde. Den sult vil være i os begge to, så længe vi spiller på højt niveau.

Magda: For mig er det faktisk en form for målestok. Den dag, jeg pludselig er ligeglad med, om jeg vinder eller taber til træning, er den dag, hvor jeg ved, at det er tid til at stoppe med professionel fodbold. Eller hvis jeg ikke længere har iveren efter hele tiden at udvikle mig. Men så længe jeg har dén, så bliver jeg ved.

Pernille: Vi har også begge to stadig konkrete mål, vi gerne vil opnå. Vi vil altid gerne vinde titler – mesterskaber og pokaler. Der er også Champions League, som ingen af os har vundet endnu. Det er klart, at det er et mål, man meget gerne vil have vinget af, ikke mindst sammen.

Magda: Det kan også være mere generelle mål som at gøre dit bedste hver dag, insistere på at udvikle dig og hjælpe dine holdkammerater med, at de også udvikler sig. Det er nogle af de mere bløde mål, som man virkelig kan påvirke. For man ved ikke, om de store, konkrete mål nogensinde bliver indfriet, men du kan selv påvirke, hvilke forudsætninger du skaber for at få dem til at lykkes.

Pernille: Det er altid lidt uvist, hvor man står, inden en ny sæson. Man ved ikke, hvordan det bliver. Det samme gælder med karrieren på et mere overordnet plan. Som Magda var inde på før – hvor længe skal vi spille? Da jeg var yngre, var jeg meget optaget af at lægge planer for fremtiden, og jeg havde nogle gange karriereplaner med tiårsperspektiver. Men nu handler det virkelig om bare at være til stede i nuet.

Magda: Det er faktisk noget af det, jeg er virkelig glad for, der er kommet ud af knæskaden og alt det dårlige. Tidligere var vi nok ikke særlig gode til at være i nuet. Vi jagtede altid et eller andet. Der var altid et mål, der lå endnu længere fremme end det, man lige havde opnået, men sådan kan man ikke rigtig gå til sin karriere længere, fordi vi ikke ved, hvor meget tid vi har tilbage. Vi ved ikke, hvornår det slutter, så lad os være i nuet og nyde den tid, vi er her. Det er et virkelig dejligt perspektiv at have fået på sin karriere. Jeg føler faktisk, at jeg nyder det hele mere, end jeg nogensinde har gjort før. I stedet for at alt skal passe ind i den store, forkromede plan, sætter vi små delmål. Nu venter den næste kamp, så lad os forsøge at vinde den. Det handler ikke om, hvad der sker om seks måneder, eller om det overhovedet sker.

Pernille: Selvfølgelig er det også lettest at tænke sådan, når sæsonen ikke er startet endnu. Der er ikke så mange følelser på spil, som når det hele tiden går op og ned, og det er klart, at det er sværere at nyde nuet efter en dårlig kamp, eller hvis man gennemgår en dårlig periode. Men det er noget, vi efterstræber. Jeg har selv brugt mindfulness og meditation meget i de seneste to-tre år, og jeg føler virkelig, at det hjælper. Efterhånden kan jeg gøre det automatisk, så jeg hurtigt kan registrere de dårlige tanker, der opstår, og smide dem væk, hvis jeg alligevel ikke skal bruge dem til noget.

Om kvindesportens udvikling

Magda: Tidligere handlede det hele om, hvad der skete inde på banen, men nu om dage kan vi bruge timevis på at snakke om alt det, vi skal, når vi ikke længere spiller fodbold. Vi har alle mulige idéer oppe at vende, for der er så mange veje, man kan gå. Skal det være træner? Agent? Sportsdirektør? Noget helt fjerde? Det kan vi spekulere over i fællesskab en hel dag.

Pernille: Vi ved jo godt, hvad vi brænder for, hvad der motiverer os, og hvad der skaber mening for os. I løbet af min karriere har jeg været meget optaget af den personlige udvikling. Det har virkelig været en motiverende faktor for mig, og jeg har lyst til at hjælpe unge spillere og være med til at udvikle dem til verdensklasseatleter. Det er nok min drøm lige nu at kunne være med til at gøre det.

Magda: Vi er begge to sultne efter at kunne give vores viden videre til unge piger. Pernille er kommet hele vejen fra Ikast til toppen af verden. Det er jo sådan noget, man gerne vil kunne hjælpe andre til.

Pernille: Det er vores drøm stadig at kunne have fodbolden i vores liv, selvom vi ikke nødvendigvis længere kan spille på topniveau. For det er jo det, vi elsker. Sporten har ændret sig enormt meget i de år, vi har spillet. Det er nærmest svært at beskrive, fordi der er sket så meget på så mange parametre. Til min første landskamp spillede vi i herrelandsholdets træningstøj, fordi vi ikke havde vores eget. Det var virkelig elendige faciliteter, og der var stort set ikke nogen stab rundt om os. Det var bare os 18 spillere. I alt for stort tøj.

Magda: Ingen så vores kampe, fordi de ikke blev vist på TV.

Pernille: Jeg tror ikke, der var særlig mange, der overhovedet vidste, at der fandtes kvindelandshold. Det er ret vildt at tænke på, når vi er, hvor vi er, i dag.

Magda: Også bare det her med, at der ikke var nogen professionelle fodboldklubber. Jeg drømte ikke om at spille for Barcelona, Chelsea eller Bayern München, for de havde ikke et kvindehold, så det var slet ikke en mulighed. I dag kan alle små piger i Danmark og Sverige drømme om at spille for de store klubber.

Pernille: Jeg synes altid, det er sjovt, når folk spørger mig, hvad der var min drømmeklub som lille. Altså, Manchester United, men de havde ikke noget kvindehold! Der var slet ikke den slags klubber inden for kvindefodbolden. Når unge spillere i dag skal tage beslutninger om, hvilket skridt de skal tage i deres karrierer, så er der så mange flere valgmuligheder, end der var tidligere: Skal jeg vælge at tage til en klub, hvor jeg får mere spilletid, eller en, hvor jeg kan tjene flere penge? De problemer havde vi aldrig som unge spillere, for der var ingen penge nogen steder. Det er blevet mere komplekst i dag, men på en meget positiv måde. Det er sådan noget, som jeg synes, kunne være spændende ved eksempelvis at blive agent efter karrieren. Jeg tror, at vi kunne være gode rådgivere i forhold til at lære unge piger at holde fokus på det rigtige.

Magda: Hvis jeg kunne ændre én ting i kvindefodbolden, så skulle det være, at man fik udbredt de høje standarder til endnu flere klubber. I dag har top-10 i Europa, måske top-15, de standarder, som vi ønsker, at kvindefodbolden skal have, men vi vil gerne være med til at presse alle klubber i Europa til at nå samme standard og investere i deres kvindehold på samme måde som deres herrehold.

Om at bruge sin stemme

Pernille: Magda inspirerede mig meget helt i starten, da vi lærte hinanden at kende, fordi hun havde så mange tanker om verdenssituationen, og hvordan hun ville ønske, at samfundet skulle se ud, og kvindefodbolden burde være. Det var ikke noget, jeg selv spekulerede så meget over. Jeg var nok sådan en, der tænkte, at tingene bare var, som de var, så hvis vi fik dårligere løn end mændene, så fortjente vi vel ikke mere. Det ændrede sig, da jeg mødte Magda. Efterhånden som vi begyndte at snakke om alle sådan nogle ting, fik det også mig til at reflektere over, hvordan jeg ville ønske, at verden skulle være. For hvorfor er det egentlig, at vi ikke fortjener det samme?

Det gør mig stolt, at vi er kommet så langt i den tid, jeg har været på landsholdet. Det har så også indebåret store konflikter, som har været megahårde og svære, men når man ser tilbage på det, så var det en nødvendighed for, at vi står der, hvor vi står nu. Det er en meget konkret ting, som jeg er meget stolt af, at jeg har kæmpet for. Ikke kun for mig selv, men allermest for dem, som kommer efter mig. For jeg har nok ikke så mange år endnu på landsholdet, men så er det fedt, at jeg kan efterlade det i en bedre stand til de unge spillere, der kommer efter mig.

Jeg har det sådan, at hvis jeg kan gøre et eller andet for, at tingene ændrer sig i en positiv retning, også på et bredere samfundsplan, så er jeg nødt til at prøve på det – især efter at jeg har fået en platform og har fået følgere, og folk ved, hvem jeg er. Ligestillingskampen betyder rigtig meget for mig, når det kommer til mænd og kvinder, men også når det kommer til race og seksualitet. Jeg vil gerne være en rollemodel i LGBTQ+-miljøet, og jeg føler faktisk, at Magda og jeg er i en meget privilegeret position til at kunne være det.

Magda: Vi håber helt klart, at unge piger og drenge ser os som forbilleder i forhold til at turde stille sig frem og kæmpe for de vigtige sager i samfundet. Det er klart, at i en drømmeverden ville man slet ikke behøve at tage disse kampe, men nu har det været, som det har været, og vi har gjort, hvad vi har været i stand til, og hele tiden, som Pernille siger, stået for det, vi tror på. Jeg tror, det kommer naturligt for os begge to at have mange meninger og gøre os mange tanker om, hvad vi bryder os om, og hvad vi ønsker at forandre. Men jeg er meget glad for, at vi rent faktisk har stået på mål for det – også når nogle har ment, at vi burde tie stille i stedet.

Pernille: Ja, det er nok det, jeg er allermest stolt af – at vi har haft integritet og vidst, hvad vores værdi var. Vi har været en del af en generation, der har stået op for os selv og insisteret på, i fællesskab, at vi fortjener bedre. Lige nu er det vigtigste for os begge to fodbolden. Det er det, vi har fokus på, og det, vi bruger en stor del af vores energi på, men vi kæmper også med glæde for bestemte sager, når muligheden er der for det. Det giver nærmest mere energi, end det tager, fordi det føles meningsfuldt. Jeg synes, det giver mening, at man kæmper for noget, der er større end bare en selv. Jeg tror også, at det er med til at forbedre ens mentale sundhed, at det ikke er alt, der handler om mig, mig og mig. Det giver et helt andet perspektiv på tilværelsen at løfte blikket højere end bare fodbold og sin egen karriere.

Magda: Det er noget, man udvikler sig utrolig meget af som person. Man kommer ud af sin komfortzone, når man tør rejse sig og sige: “Det er sådan her, jeg synes, det skal være.” Hvis man tør udtrykke sin uenighed i offentligheden, foran et publikum, så risikerer man at få kritik, had og trusler, men man vil også opleve det som bestyrkende. Det har udviklet os begge to meget som individer.

Da jeg boede i England, skrev jeg klummer om forskellige emner. På et tidspunkt skrev jeg en klumme om VM i Qatar, hvor jeg kritiserede rettighederne for seksuelle minoriteter i landet. Det var noget, der blev talt og skrevet meget om på det tidspunkt, men der var ikke mange spillere, der havde udtalt sig om det og taget stilling. Jeg tror, jeg var lidt naiv, for jeg tænkte egentlig ikke, at der var nogen, der var særlig interesserede i, hvad jeg skrev. Men jeg skal love for, at der pludselig var en masse øjne på mig og tanker og meninger om mine tanker og meninger. Det var ikke kun positivt, det var tværtimod ret ubehageligt, men samtidig er jeg stolt af og glad for, at jeg gjorde det. Pernille og jeg er meget bevidste om, hvad vores moralske kompas er, og at vi kun siger det, vi tror på.

Pernille: Selvfølgelig er det svært, når nogen udtrykker, at ens mening er helt hen i skoven, eller at man er mærkelig, men jeg tror, det er lettere at ryste af sig, når man så tydeligt ved, hvad man står for. Så er det lettere at ignorere alt det negative.

Magda: Og så har vi jo hinanden. Det er ikke altid, vi går ud og tager kampene offentligt side om side, men hver gang jeg går ud og mener noget, så ved jeg, at Pernille står lige bag mig og støtter mig og vil mig det bedste. Det gør det muligt at finde en endnu større styrke i at kæmpe for de her sager.

Om bopæl, bryllup og fremtidsudsigter

Magda: Jeg synes virkelig, vi er faldet godt til i München. Det gik meget hurtigt med at føle sig hjemme – i klubben og på holdet med holdkammeraterne, men også i byen. Den falder meget i vores smag. Den har en god størrelse, og den er tæt på naturen, men der er også liv og restauranter. Her er multikulturelt og åbent. Flot arkitektur. Der er meget, vi kan lide.

Pernille: Jeg var positivt overrasket. Jeg var i Wolfsburg sidst, og det her er noget helt andet. München er en dejlig by. Også i forhold til London, faktisk.

Magda: Jeg boede i London i seks år, før vi kom til München, og London er en fantastisk by, men det er også en vild by at bo i. Der sker meget hele tiden. Der er aldrig særlig roligt, og så er der ikke særlig meget natur. Det er virkelig en storby. Det har været godt at komme til München og få lidt mere fred og ro, samtidig med at det på ingen måde er en kedelig by.

Pernille: Vi bruger også en del af vores fritid på at tage rundt i München og hele Bayernområdet. Der er nogle lækre naturområder, som er værd at besøge. Det er svært at sige, hvad fremtiden bringer, for meget afhænger også af jobmuligheder, men vi har begge to boet langt fra vores barndomshjem i rigtig mange år og er vant til at være væk hjemmefra. Men vi snakker om, at det kunne være dejligt at komme tættere på familien i en eller anden grad, og der er et sommerhus måske en god løsning. Jeg kommer jo fra Ikast i Midtjylland, og der er mange billige huse til salg. Vi håber at kunne finde et dejligt, lidt ældre hus, som vi kan renovere og gøre til vores feriehus i fremtiden. Vi kommer nok ikke til at bo i Ikast, men det ville være rart med et sted, hvor man kunne samle familien.

Magda: Lige nu synes vi, det er sjovt at gå og pusle med, hvordan sådan et sommerhus skal se ud, og hvordan det hele skal være. Det bliver ikke os selv, der kommer til at renovere det – det ville ikke blive godt – men vi vil være med til at bestemme, hvordan det skal se ud. Selvom intet er sikkert, er det noget, vi allerede glæder os helt vildt meget til at realisere. Det samme med vores bryllup, som vi også skal have fejret på et eller andet tidspunkt.

Pernille: Ja, det kan vi også få meget tid til at gå med at snakke om og diskutere alle detaljerne i. Selvom det nok stadig ligger et stykke ude i fremtiden, er det noget, jeg virkelig ser frem imod – ikke kun til selve det at blive gift, men også til at kunne samle alle vores venner fra hele verden og alle vores tidligere klubber og bare holde en megafed fest. Det er det eneste, vi er helt sikre på – det skal være en kæmpestor dansefest.

Cecilie Ingdal om Matthieu Blazy for Chanel: “Indfriede han så modeverdenens tårnhøje forventninger? Svaret er både et rungende JA – og et lillebitte nej”

Modeugen i Paris – og dermed også en måneds modeugeræs – kulminerede mandag aften i det nyrenoverede Grand Palais, hvor Chanel – med Matthieu Blazy i front for første gang – skulle indfri modeverdenens tårnhøje forventninger. Og spørgsmålet er: Gjorde han så det?

Svaret er både et rungende JA – og et lillebitte nej (kommer vi tilbage til).

Den store rokade i modehusene – her er det endelige puslespil

JA, hvad angår store dele af en tiltrængt, fornyet fortolkning af Coco Chanels 115-årige modehus. Der var adskillige nik til det, vi alle elsker ved netop hendes arv; dropwaist kjoler, som var vi i ‘20’erne for 100 år siden, bouclé-jakken i ny, mere clean fortolkning, den oversize skjorte med det diskrete ‘Chanel’ broderet ved taljen (igen, Mademoiselle ville have elsket bevægelsesfriheden, som ‘traditionelle’ herregardeobe-items indikerer – husk, hun blev født før stemmeretten til kvinder), tern i nye cool sammensætninger (og et vidunderlig løst, strikket look i rødt og hvidt), en nyfortolkning af kameliaen (Chanels yndlingsblomst), nuancerne med respekt for det cremehvide, sorte og camel som bærende elementer og med grå og den allestedsværende røde (fra den knaldrøde til den næsten brunlige) som vidunderlige tilføjelser, nederdele til knæene og de lange skørter, som modellerne gav vidunderligt svung.

På ELLE elskede vi også nikket til hendes karrierestart som hattemager, men det lillebitte føromtalte nej handlede om netop dem. Behøvede de være så klovnede (og må vi tilføje Bottega Venetask?).

Men wow et show – og vi har ikke en gang talt om gæstelisten med ambassadører som Nicole Kidman (inkl. to gange døtre) og vidunderlige Ayo Edebiri Og, suk, Pedro Pascal …

T I L L Y K K E til Chanel, Matthieu og alle os, der fik vores forventninger indfriet.

Sådan skal din vinterjakke se ud denne sæson – i hvert fald ifølge modehusene

Det franske mærke, du normalt finder i Galeries Lafayette i Paris, er åbnet i København – har du været forbi butikken?

Hvordan startede Sessùn?

Sessùn startede ret naturligt, nærmest instinktivt. Efter jeg havde studeret antropologi, rejste jeg gennem Latinamerika og blev dybt bevæget af den håndværksmæssige kunnen, tekstilerne, farverne og de traditioner, jeg mødte. Da jeg vendte tilbage til Frankrig, havde jeg kufferten fyldt med materialer, idéer og frem for alt et stærkt ønske om at skabe noget. Jeg startede med at lave nogle få styles i 1996 på en meget frisindet måde, uden nogen bestemt strategi, men over årene begyndte Sessùn-universet gradvist at tage form.

Hvad er idéen bag Sessùn?

Helt fra starten ønskede jeg at lave et ærligt brand, der dels hædrer håndværksmæssige traditioner og dels er moderne. Jeg har altid været styret af en følsomhed over for materialer, snit og detaljer. Jeg er mere optaget af tidløshed end af trends. Hver kollektion er en historie, en måde at sammenflette teksturer og kulturer, altid med stor respekt for håndværk, kvalitet og den tid det tager at skabe.

Hvad er historien bag navnet?

Sessùn har ikke en specifik betydning, men bærer følelsen af en solrig stund, det er ubesværet, elegant og dybt rodfæstet i håndværksmæssige traditioner. Jeg ledte efter et navn, der ikke kun var funktionelt, men også stemningsfuldt og nærmest poetisk. Det skulle reflektere en særlig, følelsesmæssig identitet inspireret af forskellige kulturer med rødder i min sydlige arv.

Hvad er én ting, du gerne vil have folk til at vide om Sessùn?

Sessùn er et oprigtigt brand – drevet af passion mere end trends. Vi værdsætter håndværk, kvalitet og en fri, subtil idé om femininitet.

Hvordan startede du i modebranchen?

Jeg tog ikke den traditionelle vej. Jeg studerede antropologi, og det lærte mig en masse om kulturer, arv og hvordan tøj kan bære en historie og en betydning. Men jeg endte i modebranchen, mest af alt fordi jeg elsker det. Det er en verden, der altid har fascineret mig, og jeg har lært det hele fra bunden og opbygget min egen struktur. Det har tilladt mig at forblive frisindet og bygge noget, der virkelig reflekterer, hvem jeg er.

Hvordan arbejder du med kollektionerne?

Hver kollektion starter med en følelse. Det kan være et sted, jeg har besøgt, en bog, et fotografi, en film – eller endda et stykke musik. Det er meget sjældent med trends eller en striks kalender. Fra den indledende følelse begynder en verden at udfolde sig. Materialerne er i centrum for alt, hvad vi gør hos Sessùn – teksturer, berøring og håndværket kommer først. Jeg kan også godt lide at sløre linjerne mellem sæsonerne; en forårskollektion har måske varmen fra en sommeraften, og efterårsstyles kan også føles som slutningen af september. Der er en kontinuitet fra den ene sæson til den næste. Vi udvikler os, selvfølgelig, men vi er altid tro mod vores ånd: betænksom, feminin og underspillet eklektisk.

Fortæl os om den nye kollektion

Vi kalder den ”Image Maker” og den viser Sessùn-kvinden i bevægelse – mellem indre rejser og ydre eventyr. Det er et moderne take på den urbane nomade. Garderoben er funktionel og rig på voluminøse former og teksturer. Vi har leget meget med ærmer, udviklet detaljerede skjorter med ”smykker” på og udvidet vores udvalg af bukser og denim. Strik er fortsat en stor del af kollektionen, og så introducerer vi ‘Divicam’-tasken.

Hvad er det bedste ved at arbejde med tøj?

Tøj er en meget intim og stærk måde at udtrykke sig på. Det berører ikke kun kroppen, men også følelserne og ens identitet. Det jeg elsker mest, er at kunne dele en vision af verden via et snit, et materiale eller en farvepalet. Og så er der den menneskelige side til det – fra hvordan det er produceret til hvem, der bærer det og hvem, det bliver givet videre til.

Fortæl os om produktionen

Det meste af vores produktion foregår i middelhavslandene, med partnere vi har opbygget et godt forhold til og valgt ud fra deres håndværksmæssige evner og etiske engagement. Vores tilgang stemmer overens med vores B Corp-certificering, som vi opnåede i 2024, og som anerkender vores sociale og miljømæssige påvirkning. Vi prioriterer bæredygtige materialer, der indkøbes via en transparent værdikæde, og vi kontrollerer mængderne, vi køber, for at undgå spild. Bæredygtighed er nøglen – lige fra hvordan vi fremstiller vores tøj til den respekt, vi har for de mennesker, der skaber det.

Hvad er jeres bestsellere?

Vores sæt er meget populære, ligesom vores denim, som er blevet en signatur for Sessùn. Vores oversize skjorter, inspireret af herregarderoben er altid et hit, såvel som vores bukser med brede ben, der er nemme at bruge. ‘Diviluz’-tasken blev også en øjeblikkelig succes og er nu et af vores ikoner, der udvikler sig hver sæson med nye materialer og farver.

Hvad er dine egne favoritter fra kollektionen?

Jeg elsker den gamle ’Wyatt’-læderjakke, de lange, lige ’Denimi’-jeans og den militærinspirerede ’Honorius’-skjorte. Jeg har også et blødt punkt for ’Cesa’-hjemmeskoene og alle vores ternede tørklæder.

Har du et tip til din by?

Jeg bor i Marseille, en by jeg elsker dybt for dens lys, rå energi og mangfoldighed. På sommeraftener kan jeg godt lide at svømme i Les Goudes eller tage en drink i Catalans-kvarteret lige i nærheden af vores kontor. Det er en by fuld af kontraster og skjulte perler.

Hvad er dine drømme for Sessùn?

At blive ved med at udvikle os uden at miste vores sjæl. At uddybe vores engagement. At give ting videre. Og frem for alt at blive ved med at finde glæde i at skabe, samarbejde og udforske nye territorier.

Skomærket, du nok ikke kender, laver nogle af sæsonens smukkeste ballerinaer

Nørrebro Teater-direktør Janne Villadsen: “Favoritrummet er vores kontor, som fungerer både som arbejdsrum, tegnerum og musikrum og bare er et sted, hvor vi tit er sammen hele familien og hver for sig”

Blå bog

Janne Villadsen. 42 år. Direktør for Nørrebro Teater. Bestyrelsesmedlem hos Vega og udpeget medlem af Odense Kunstråd. Har en bachelor i statskundskab og medievidenskab og har læst en kandidat i journalistik. Er desuden i gang med en EMBA i governance & sustainability. Bor i en villalejlighed på Frederiksberg med sin kæreste, Philip Nicolai Flindt, der er lyddesigner og komponist, og deres to døtre. Følg hende på @jannevilladsen.

Den første kulturoplevelse, jeg kan huske, er nok et børneteater eller en børnekoncert – men den første kulturoplevelse, der føltes transformativ, var, da jeg som ca. 12-årig så et Asger Jorn-værk på det, der dengang hed Aarhus Kunstmuseum. Det var der, jeg for alvor fik øjnene op for samtidskunsten.

Hvis jeg ikke lavede det, jeg laver i dag, ville jeg være korrespondent et sted i verden. Jeg har altid været nysgerrig af natur, hvorfor jeg ville være journalist som ung – enten med kultur eller udland som omdrejningspunkt. Jeg endte jo i kultursporet, men jeg fandt over årene ud af, at det gav et langt større aftryk at formidle kunst og kultur som kurator og producer end som journalist. Jeg havde dog aldrig forudset, at jeg skulle være direktør på et teater, da det er samtidskunst og litteratur, jeg ved mest om. Men da min meddirektør, Jennifer Vedsted Christiansen, og jeg fik chancen for at gøre Nørrebro Teater til en engagerende kulturinstitution, hvor vi gerne vil vise, at tværkunstnerisk kultur kan drive den demokratiske samtale, var det et stort ja tak. Og så har vi selvfølgelig fundet plads til både litteratur og samtidskunst på programmet.

En gadget, jeg ikke kan leve uden, er min computer.

I den sidste SMS, jeg sendte, stod der “Ring efter”, og den var til min co-direktør Jennifer Vedsted Christiansen, som er meget nærværende i mit SMS-liv.

Den bedste gave, jeg for nylig har fået, var et kunstværk af Julie Falk, jeg fik af min kæreste i fødselsdagsgave.

Når jeg har brug for råd, ringer jeg oftest til min mor.

Når jeg har brug for inspiration, oplever eller bruger jeg kultur. Der er ikke noget, som kan sætte mine tanker i gang, som samtidskunst, bøger, musik eller scenekunst.

Mit forbillede er et sammensurium af mange mennesker. Afhængigt af hvilken situation jeg står i, skifter det, hvem jeg tænker på. Da jeg var yngre, var forbilleder nogle, som jeg higede efter at ligne, men nu bruger jeg forbilleder som kompas: “Hvad ville x og x have gjort i den her situation?” Jo ældre jeg bliver, jo mere optaget bliver jeg af at lære, hvordan jeg kan blive bedre for de mennesker, jeg omgiver mig med.

Sundhed for mig er god søvn og trygge rum. Og når det er sagt, så er jeg meget mere omgængelig, hvis jeg også får brugt min krop, dyrket yoga, spillet tennis eller bare cyklet rundt – og jeg ville ønske, jeg havde mere tid til præcis det.

Kærlighed for mig er at have min familie og selvvalgte familie i form af nære venner.

En egenskab, jeg sætter stor pris på, er rummelighed.

Min livret lige nu er danske jordbær.

I mit køleskab er der altid havremælk.

Jeg har ikke haft en yndlingsrestaurant i årevis. Jeg har så mange gode restauranter, jeg elsker at besøge i hele verden: Gem i NYC, Speranza i L.A., Peixes i Nice, og i København er det næsten umuligt at vælge. Tænk at være så heldig at bo i en by med så meget god mad.

Skønhedsproduktet, jeg bruger igen og igen, er A-vitaminnatcreme fra Beaute Pacifique.

På min materielle ønskeliste står der et par sko fra Ugo Paulon, en skjorte fra Lemaire og en taske fra Venczel.

Min personlige stil er tidløs med hang til det dekonstruerede design. Jeg har stor respekt for modedesign som faglighed, så jeg er ikke så optaget af trends, som jeg er af arbejdet med at skabe tøjet.

Mit bedste tøjkøb nogensinde er nok enten et par western slip-on-sko fra Dries van Noten eller et par jeans fra Margiela eller Lemaire.

I min taske er der altid en læbe-/kindstift fra Noto, der forhandles hos Arakai Beauty.

Den bedste duft i verden er mine børns.

Den seneste ting, jeg har købt, som jeg elsker, er et lille editionværk af Nan Goldin.

Byen, jeg ikke kan vente på at komme tilbage til, er Tibirke, hvor vores sommerhus ligger.

Favoritrummet i mit hjem er vores kontor, som fungerer både som arbejdsrum, tegnerum og musikrum og bare er et sted, hvor vi tit er sammen hele familien og hver for sig.

Hvis mit hjem brændte, ville jeg redde det åbenlyse: min familie.

Den bedste souvenir, jeg har bragt hjem, er en T-shirt fra Las Terrenas i Den Dominikanske Republik, hvor jeg har tilbragt en del nytår, da min venindes familie har et hus der.

En kunstner, jeg ville ønske hang på min væg, er Nina Beier. Jeg har altid været fan af hendes praksis. Men listen over kunstnere, jeg har stor respekt for, er meget lang, så det er svært at vælge.

En kunstner, jeg allerede har et værk af, er Tomas Leth, og jeg elsker det, fordi det var det første værk, min kæreste og jeg købte, da vi skulle flytte sammen.

Hvis jeg kunne lave en forandring i verden, ville det være at gøre alvor af den grønne omstilling.

Det gør mig glad at lave, hvad jeg gør. Jeg føler mig heldig at få lov at arbejde med at skabe kunst og kultur, som jeg tror på kan binde os sammen som mennesker og skabe fællesskaber på tværs af forskelligheder og uenigheder.

Det gør mig vred, at verden ikke handler, når uskyldige mennesker lider og dør.

Min yndlingsfarve er grøn, men jeg har stort set intet i den farve i vores hjem eller i mit klædeskab – andet end planter og vores have. Det er nok præcis det, som gør, at jeg elsker grøn – på grund af den beroligende effekt, farven har i naturen.

Jeg griner af folk med selvironi.

I løbet af det næste år vil jeg glæde mig til for alvor at åbne Nørrebro Teater op som en ny kulturinstitution med teater, samtaler, kunst, performance og musik. Jennifer Vedsted Christiansen og jeg overtog teatret for et år siden, men det er først her fra august, at det nye program er i gang. Vi har brugt lang tid på at gøre fortid, samtid og fremtid nærværende på teatret, som et hus for dem på Nørrebro og for alle, der er interesserede i kultur. Teatret er oprindeligt tegnet af arkitekt Vilhelm Lauritzen, men det er umuligt at se, fordi det ikke er blevet fredet. Så sammen med det tyske designbureau Borsche har vi været i arkiverne og fundet de gamle tegninger frem, så den nye facade, der vil stå klar i september, er meget lig den, som huset havde, da det åbnede op i 1932.

Bolig

Julie Fagerholt: “Jeg trænede virkelig meget, spiste virkelig sundt og drak nærmest ikke alkohol, men på Lanserhof fandt jeg ud af, at jeg havde gjort noget helt forkert”

Sara Lysgaard: “Jeg bliver puttet i en kasse med privatfly og dyre vinsamlinger, og det gør jo, at man ikke ser mig, og hvem jeg egentligt er”

Blå bog

Sara Lysgaard er kunstsamler og investor og støtter kunsten via en vifte af initiativer, blandt andet har hun fokus på kvindelige kunstneres repræsentation på museerne. At hun lever et liv med kunsten, er blandt andet muligt, fordi hun som helt ung arvede sin fars rederi og formue. Hun sidder desuden i bestyrelsen på kunstmuseet HEART i Herning.

Historien om min arv bliver hurtigt en historie om penge og beløb. Det synes jeg ikke, er så vanvittigt interessant. Det er ikke hemmeligt, for man kan bare slå op i regnskaberne på nettet, men det bliver hurtigt en fortælling om pengene i sig selv. For mig er det mere vigtigt, hvad en formue giver af muligheder. Og så oplever jeg, at velhavende mennesker indimellem opfattes som mennesker uden smag, værdier og holdning, jeg bliver puttet i en kasse med privatfly og dyre vinsamlinger, og det gør jo, at man ikke ser mig, og hvem jeg egentligt er.

Jeg kommer hovedkulds ind i det, fordi min far dør pludseligt, og min søster og jeg arver et rederi, som vi skal drive sammen med min farmor. Jeg var 18 år og havde ingen tanker gjort mig om det på forhånd. Selvom jeg er vokset op trygt og privilegeret, så har jeg ikke haft en følelse af, at vi havde noget særligt, udover selvfølgelig gården, hvor vi boede. Det var ikke en udtalt ting, at vi havde penge. Min far var af den holdning, at vi skulle gøre os fortjent til tingene, og at man skulle arbejde. Jeg er opdraget til at være arbejdsom og flittig.

“Når jeg tænker over det, ville jeg ønske, at vi i stedet havde nået at have haft en samtale om det at have penge. Hvordan forvalter man en formue, og hvad er det for en opgave, der ligger i det? Nu forsvandt han bare, og jeg stod i en kæmpe sorg og skulle gøre alting for første gang”

Min far er vokset op fattigt, han sov i en skuffe, og alt det, der er blevet genereret i familien, er noget, min farmor og farfar og i høj grad min far har skabt. Og jeg tror, han masserede det ind i mig, det her med at tingene ikke falder ned fra himlen. Når jeg tænker over det, ville jeg ønske, at vi i stedet havde nået at have haft en samtale om det at have penge. Hvordan forvalter man en formue, og hvad er det for en opgave, der ligger i det? Nu forsvandt han bare, og jeg stod i en kæmpe sorg og skulle gøre alting for første gang.

De første mange år havde jeg nærmest en modstand imod arven. Jeg havde slet ikke lyst til den, fordi jeg så samtidigt skulle acceptere, at min far var død. Jeg havde svært ved at tage situationen ind og gøre den til min. Samtidigt forpligtede pengene. Man taler om den her tredje generation, der formøbler det hele, og det havde jeg ikke lyst til skulle ske. Formuen var blevet givet mig, så jeg følte, jeg skulle passe på den. I mange år holdt jeg nærmest krampagtigt om det hele, og i dag rører jeg stadig aldrig hovedstolen, men bruger kun afkastet.

Det var min far, der i sin tid introducerede mig for kunsten. Vores hjem var fyldt med kunst, min farmor samlede også på kunst og hovedkontoret i Herning var fyldt med kunstværker, fordi min farmor og far havde en filosofi om, at kunsten kan bidrage til en inspirerende samtale. Det har været naturligt for mig at flytte blikket den vej, fordi vi altid har talt om kunsten derhjemme, og fordi jeg er blevet nysgerrig på kunsten allerede som helt ung.

“Jeg ved ikke, om man kan sige, at pengene giver mig en større livskvalitet, men jeg er meget opmærksom på, at jeg ikke har den stress omkring den daglige økonomi, som mange har. Og det tager jeg bestemt ikke for givet”

Jeg har samlet på kunst i en lang årrække og har akkumuleret en form for samling, og det er superspændende i sig selv, fordi jeg begynder at kunne se de røde tråde i mine valg. Men jeg er også nået dertil, hvor jeg som en anden hoarder har opbygget et lager med kunst, hvilket jo er absurd. Så lysten til at støtte kunsten på andre måder er lige nu større. Jeg er blandt andet med i det nye Kunsthal n på Nørrebro, som er et gratis kunsttilbud til alle og som tilbyder undervisning til skolebørn, og så kan jeg godt lide at donere værker af kvindelige kunstnere til museerne.

Jeg forvalter min formue og portefølje med hjælp fra rådgivere, så jeg selv kan koncentrere mig om, hvad jeg kan gøre med pengene, og hvordan jeg kan flytte dem over i noget, som jeg synes er interessant. Jeg tager mere ejerskab nu. Jeg bidrager for eksempel til Art2030, der arbejder med kunst ud fra Verdensmålene og til The Albright-Knox Art Gallery i Buffalo, New York, der er ved at opbygge den største samling af skandinavisk kunst uden for Skandinavien. Og så er jeg med i et projekt på Falster, hvor vi står over for at stifte en fond og har overtaget en kornsilo og nogle havnebygninger, som skal være et nyt tværfagligt, multikulturelt samlingspunkt.

Jeg ved ikke, om man kan sige, at pengene giver mig en større livskvalitet, men jeg er meget opmærksom på, at jeg ikke har den stress omkring den daglige økonomi, som mange har. Og det tager jeg bestemt ikke for givet. Jeg forstår så godt, at det kan fylde meget, når man ikke har midlerne, og det fylder omvendt så lidt, når man har dem. Samtidigt er der selvfølgelig også en bagside for mig. Der følger mange opgaver og også et pres med.

“Min far sagde engang til mig, at jeg skulle huske, at rederiet bare var et firma, og hvis jeg ikke ville ind i shipping, så kunne vi bare sælge det. Jeg ved ikke, hvor bevidst han har været om, at den sætning blev sagt, men den har været enormt frigørende for mig”

Min far sagde engang til mig, at jeg skulle huske, at rederiet bare var et firma, og hvis jeg ikke ville ind i shipping, så kunne vi bare sælge det. Jeg ved ikke, hvor bevidst han har været om, at den sætning blev sagt, men den har været enormt frigørende for mig. Over årene har den gjort, at jeg har haft modet til at gøre arven til min, i stedet for at leve et langt liv med noget, jeg kunne tro, jeg skulle gøre for min far. Da min farmor døde, overtog jeg også et benzinselskab i Sverige, som har været med til at grundlægge rederiforretningen. I dag er det hele solgt. Og det er da en speciel følelse at være den, der afvikler.

At have en formue påvirker dine relationer, og jeg tror, det bedste du kan være, er at være painfully aware omkring de roller, vi spiller. Lad os ikke bedrage hinanden. Jeg ved godt, hvorfor jeg sidder til en middag i kunstbranchen. Vi holder naturligvis af hinanden, og vi har det hyggeligt, men jeg er bevidst om min rolle, og det føles nemmere, når jeg gør det klart for mig selv. Det kan jeg fint navigere i, og i mange af vores relationer er der jo en eller anden form for byttehandel, som ikke nødvendigvis handler om likvider.

Jeg gør mig mange tanker omkring, hvad der skal blive af det det hele efter mig og tager typisk stilling til mit testamente en gang om året. Det er virkelig svært at forholde sig til, men det er det nok for alle.

Martin Lumbye: “En undersøgelse har vist, at vi føler os en lille smule lykkeligere, hvis vi føler, vi har flere penge end naboen, altså flere penge end andre”

Anne-Sofie van den Born Rehfeld: “Gymnasieelever tjekker hinandens familier på Proff. Når du lever med en formue, vil du opleve at mange har forudindtagede holdninger til, hvem du er. Fra skolelærerne til kammeraternes forældre”

Martin Lumbye: “En undersøgelse har vist, at vi føler os en lille smule lykkeligere, hvis vi føler, vi har flere penge end naboen, altså flere penge end andre”

Blå bog

Martin Lumbye startede sin karriere hos Granhøj Dans i Aarhus og blev senere presse- og marketingchef på teatret Dr. Dante. Siden har han hovedsageligt arbejdet med forretninger, fra lanceringen og salget af Momondo til professionelle bestyrelsesposter og kontraktansat rådgiver for blandt andre AP Møller Mærsks investeringsarm Mærsk Growth og kapitalfonden Nordic Capital. I dag er han CEO for familiekontorerne Carama i Danmark og Polarbear i Baltimore US. Privat bor han på Christianshavn med Louise og er far til døtrene Iben Lill, Hannah Mai og Sofia Lin.

Vi stiller meget sjældent op til interview. Misundelse og jantelov eksisterer stadig i Danmark, så det her med at stille sig frem, kan hurtigt misforstås. Jeg ved ikke, om det er, fordi penge er tabu. Jeg synes, der er sket en stor udvikling i forhold til at tale om løn og penge, men der er stadig meget status og prestige i at have mange penge, og de fleste er meget nysgerrige på det.

Realdania har lige lavet en stor undersøgelse om livskvalitet. Den gør overraskende nok op med tesen om, at penge ikke gør dig lykkelig. Lykken vokser i Realdanias undersøgelse ikke eksponentielt med din formue, men de kunne måle, at dem, der var mest lykkelige, var dem, der havde en husstandsindkomst på mellem fem og seks millioner kroner før skat. Det er jo en meget høj indkomst, så måske fortæller det noget om at lykke er nært forbundet med en følelse af frihed og summen af at have færre bekymringer.

“Der er vi ude i noget, der er endnu mere tabu end penge i sig selv, nemlig at nogen mennesker søger en følelse af at være mere værd, bedre eller mere magtfulde end andre”

En anden undersøgelse har vist, at vi føler os en lille smule lykkeligere, hvis vi føler, vi har flere penge end naboen, altså flere penge end andre. Der er vi ude i noget, der er endnu mere tabu end penge i sig selv, nemlig at nogen mennesker søger en følelse af at være mere værd, bedre eller mere magtfulde end andre. Og det er jo et ekstremt sensitivt emne, selvom vi mærker det på daglig basis. For eksempel i lufthavnen, hvor der er nogen, der har adgang til fast track eller flyver business class, hvilket jo opleves som mere prestigefyldt end at stå i en lang kø.

Et familiekontor som vores er sat i verden af tre årsager. Vi skal få de mange penge til at give afkast, og vi skal være formuebevarende, hvilket vil sige, at vi skal sikre, at pengene ikke forsvinder, hverken nu eller i de næste generationer. Derudover har vi fokus på livskvalitet. Vi kan ikke sørge for det enkelte familiemedlems lykke, men vi kan sørge for noget velfærd.

At skabe et afkast kommer med en risiko, og derfor er det altid et spørgsmål om, hvor meget risiko man vil tage. Vi vil for eksempel ikke tage ret meget risiko. Har det været et forrygende år på aktiemarkedet, vil folk måske spørge, hvorfor vi ikke har tjent flere penge, og det har vi ikke, fordi vi ikke er villige til at tage den risiko, der følger med. Man kan sige, at vi matematisk accepter et lavt afkast i procent, fordi det absolutte tal alligevel bliver stort.

“Et gammelt ordsprog siger, at første generation tjener pengene, anden generation bruger dem og tredje generation formøbler dem”

Lidt forsimplet kan vi billedligt bedst illustrere vores strategi og vores arbejde med en investeringspyramide, hvor vi placerer mest der, hvor der er mindst risiko, og mindst der, hvor der er størst risiko. Ser vi på det historisk, har de sidste 100 år på det globale aktiemarked givet omkring 6-7 % om året i afkast. Og det er gennem to verdenskrige, oliekrise, finanskrise og corona. Der er sket meget, men aktiemarkedet er indrettet på den måde, at det langsigtet giver et positivt afkast. Mere risiko er for os, hvis vi investerer i en virksomhed på et meget tidligt stadie, og derfor er det noget, vi kun meget sjældent kaster os ud i.

Et gammelt ordsprog siger, at første generation tjener pengene, anden generation bruger dem og tredje generation formøbler dem. At forvalte og passe på penge handler, som så meget andet her i livet, om menneskelige energier, og den dag det hele handler om de store tals lov, så eroderer tingene. Når folk siger, at 100.000 ikke er mange penge for os, så overser de, at vi netop også interesserer os for de 100.000. Første generation kender midlernes værdi, de har prøvet på egen krop, hvor svært det er at tjene penge, og det er rigtig svært, især i Danmark, hvor vi forsøger at udligne sociale forskelle og skabe lige muligheder for alle ud fra devisen om, at de brede skuldre bærer mest.

“Hvis man ikke har været vant til at bruge mange penge, inden man tjener dem, så ændrer man sjældent adfærd. Og det ligger der noget fint i. At man kan holde fast i, hvem man er og aldrig glemmer, hvor man kommer fra”

Hvis man ikke har været vant til at bruge mange penge, inden man tjener dem, så ændrer man sjældent adfærd. Og det ligger der noget fint i. At man kan holde fast i, hvem man er og aldrig glemmer, hvor man kommer fra. Og så er der nogen mennesker, der bliver meget velhavende og som måske også var dygtige til at bruge penge inden, og de fortsætter så med den adfærd. Det har noget at gøre med, hvordan vi som mennesker er indrettet, og du ændrer jo ikke din personlighed, fordi du pludseligt har mange penge.

De fleste af os har det forhold til penge, som vi har med hjemmefra. Der ligger meget i vores opdragelse og i vores personlighed. Jeg kommer ikke selv fra et velhavende hjem. Min mor voksede op i Holland under Anden Verdenskrig, hun havde otte søskende, de var katolikker og hendes forældre var lærere. Hun lærte at leve nøjsomt og sparsommeligt og med en sund tilgang til resurseudnyttelse. Min far kom fra et arbejderhjem på Fyn, hvor det var luksus, hvis man kunne købe et stykke fynsk rygeost. På den måde er jeg vokset op med, at penge ikke er noget, man kaster om sig med. Jeg er ikke så sparsommelig som mine forældre, men jeg bruger ikke penge, jeg ikke har. Det er den ene regel, som jeg også prøver at lære mine børn, den anden er, at der hver eneste måned skal gå lidt flere penge ind, end der går ud.

“Penge er ikke så interessante i sig selv, men de er interessante i forhold til, hvad de kan gøre for dig. Og hvad de ikke kan gøre”

Mit arbejde handler ikke kun om penge, heldigvis og nok snarere tværtimod. Penge er ikke så interessante i sig selv, men de er interessante i forhold til, hvad de kan gøre for dig. Og hvad de ikke kan gøre. Du kan jo ikke ligge og holde om dine penge om natten. I hverdagen er vi meget bevidste om, at det ikke er vores egne penge eller egne interesser, vi arbejder med. Pengene tilhører en familie, og det er vores job at forstå, hvad det er for mennesker, og hvad de er rundet af, hvad der får deres hjerter til at banke, og hvad der giver dem et godt og trygt liv.

Når Carama køber Danmarks ældste fiskerestaurant Krogs på Gammel Strand, Restaurant Lieffroy i Nyborg eller historiske Hotel Hesselet og investerer i podcastvirksomheden To The Moon, Honey, eller når Polarbear investerer i modevirksomhederne Skall Studio og Proem Parades eller den et-stjernede Michelin-restaurant Aure, så handler det om værdier, og heldigvis er det den slags aktiver, der fylder mest.

Anne-Sofie van den Born Rehfeld: “Gymnasieelever tjekker hinandens familier på Proff. Når du lever med en formue, vil du opleve at mange har forudindtagede holdninger til, hvem du er. Fra skolelærerne til kammeraternes forældre”

Identitet

Sara Lysgaard: “Jeg bliver puttet i en kasse med privatfly og dyre vinsamlinger, og det gør jo, at man ikke ser mig, og hvem jeg egentligt er”

Anne-Sofie van den Born Rehfeld: “Gymnasieelever tjekker hinandens familier på Proff. Når du lever med en formue, vil du opleve at mange har forudindtagede holdninger til, hvem du er. Fra skolelærerne til kammeraternes forældre”

Blå bog

Anne-Sofie van den Born Rehfeld er Managing Director og medejer af Harbour Family Governance. Hun er uddannet cand.ling.merc og har i sin karriere tidligere arbejdet for forskellige ejerledede virksomheder. Hun arbejder typisk med familier, der ligger på top100 over Danmarks rigeste.

Jeg har et job, som de færreste ved findes. Og det, vi laver, er der måske ikke engang 1.000 mennesker i Danmark, der har brug for. Jeg arbejder med at få ejerskabet i en familie til at fungere og hjælper med at lægge nogle strukturer for, hvordan det er at være formuende. Hvorfor har vi de her midler? Hvorfor lige os? Og hvordan skal det påvirke vores liv?

Jeg er tiltrukket af den ordentlighed, der tit er i de familieejede virksomheder, de er oftest ikke så entydigt profitsøgende, fordi det betyder noget, at dit navn det står over døren. Og herhjemme er der en underskov af iværksættere, der får investeringer fra familieformuerne, og filantropiske projekter, som offentligheden sjældent hører om. Og så er der alle de store fonde, der jo også kommer af familiepenge.

At eje en virksomhed eller en formue sammen giver en kæmpe ekstra dimension til familiefællesskabet. Også fordi man ser hinanden i andre roller. Jeg synes da, det kunne være sjovt, hvis min mor så, hvad jeg kan på mit arbejde, men det gør hun jo ikke. Det gør de i familier, hvor der er en formue eller en virksomhed at administrere. Når det er sagt, er det vigtigt at holde familiefællesskab og formuefællesskab hver for sig. Det kræver en god strategi og en god struktur, så du kan gå til søndagsmiddag hos dine forældre uden at være nervøs for, om du skal høres i en investeringsstrategi, eller om du nu har fået skrevet testamente. Og det er vigtigt, at man kan finde ud af at se hinanden med nye øjne. Hvis en ’next gen’ træder ind i en bestyrelse, er både storebror og mor og far nødt til at se den person, som et professionelt, helt menneske og ikke som den lillebror, der altid fjoller rundt.

“Det kræver en del robusthed at være i verden, når mange har en holdning til, at du har penge. Folk kan være meget direkte med at spørge: ”Hvor rig er du så?” Eller ”Hvor mange penge har I?””

Når jeg arbejder med den næste generation, siger jeg altid, at det ikke er nemt. Man skal øve sig og man skal tage det alvorligt. Man skal ikke tænke, at fordi vi er i familie, så skal det hele nok gå.

Jeg hjælper de unge med at finde ud af, hvordan de kan være noget for ejerskabet, og hvordan de selv finder sig til rette i det. Det handler rigtig meget om ambassadørskab. Det handler om at være klar over, at du er repræsentant for noget, der er større end dig selv, og vide, hvordan du forvalter det på en god måde. For med goderne følger et ansvar. Og det ansvar handler blandt andet om at lade være med at gøre noget dumt. Og om at huske at kigge andre mennesker i øjnene og give hånd.

Det kræver en del robusthed at være i verden, når mange har en holdning til, at du har penge. Folk kan være meget direkte med at spørge: ”Hvor rig er du så?” Eller ”Hvor mange penge har I?” Gymnasieelever tjekker hinandens familier på Proff. Når du lever med en formue, vil du opleve at mange har forudindtagede holdninger til, hvem du er. Fra skolelærerne til kammeraternes forældre. Så hvordan undgår du at dukke nakken? Du har intet at være flov over, du skal bare eje det, men du skal selvfølgelig eje det med en opførsel, der ikke tipper over i at være arrogant. Jeg arbejder meget med at få den næste generation til at ranke ryggen og huske på, at folks nysgerrighed er deres eget problem. De behøver ikke svare på alt.

“Man kan sagtens være lykkelig uden penge, men det er svært at være lykkelig uden familie”

Penge har altid været fascinerende. De fleste kan lide at se tv-serier og læse bøger om mennesker, der har mange penge. Helt grundlæggende tror jeg, at det er spændende, fordi det er en verden, vi sjældent får adgang til, medmindre vi selv er i den. Og så ligger der også noget jalousi gemt. Vi vil gerne se de rige fremstillet som dumme og udspekulerede, for så føles det lettere at bære, at de har midler. Der er også noget i familiedramaerne, der trækker, hvilket vi jo har kunnet se med serier som Reservatet og Arven, og Succession ikke mindst. Måske har vi alle sådan en ur-angst for at blive skubbet ud af familien eller blive afvist af klanen. Man kan sagtens være lykkelig uden penge, men det er svært at være lykkelig uden familie.

Det er vigtigt for alle at have et virke. At have en opgave i livet. Så hvis du står i en situation, hvor du ikke behøver at arbejde, skal du finde ud af at skabe mening et andet sted. Det kan sagtens være, at du bare gerne vil forvalte formuen godt til de næste generationer eller tage vare på historien. Midlerne skal stadig forvaltes, og som minimum skal du kunne læse et regnskab og deltage i et bestyrelsesmøde, og igen, være en god repræsentant for ejerskabet. Penge kan ikke passe sig selv, men penge giver til gengæld muligheder. For eksempel for at have et stort sted, hvor hele familien kan komme og være sammen. Eller de giver dig muligheden for at vise dine børn verden og lære dem at opføre sig ansvarligt.

“Og penge kan også være tabu for dem, der har formuer. Det kan være svært at få lov til bare at være sig selv og blive set, som den man er, når ens egenkapital træder ind ad døren, før du selv gør, og du måske endda har et efternavn, man kan genkende”

Jeg er selv vokset op med en enlig mor på offentlig løn, så helt uden formue, men jeg har fået en sund respekt for penge og er ret nøgtern omkring det. Man kan have en idé om, at de rige er fine og at man derfor skal kende nogle særlige koder for at omgås dem, men de fleste er helt normale mennesker. Mange er iværksættere, der selv er kommet af små kår, eller de er anden generation af iværksættere. Det er søde mennesker, der har været dygtige, taget risici og har forvaltet deres virke modigt.

Og penge kan også være tabu for dem, der har formuer. Det kan være svært at få lov til bare at være sig selv og blive set, som den man er, når ens egenkapital træder ind ad døren, før du selv gør, og du måske endda har et efternavn, man kan genkende.

Martin Lumbye: “En undersøgelse har vist, at vi føler os en lille smule lykkeligere, hvis vi føler, vi har flere penge end naboen, altså flere penge end andre”