I anledningen af ELLEs 15 års fødselsdag har vi talt med de kendte podcastværter, der har været med til at bidrage til magasinets sider gennem tiden. Mød dem til en snak om ELLE, deres egen karriere og alt derimellem.
Dette interview er en del af interviewserien ’15 år med…’ i ELLEs jubilæumsnummer fra oktober måned. I anledning af, at ELLE fylder 15 år har vi taget en snak med dem, der har bidraget til ELLE igennem årene. Her bringer vi interviewet med podcastværter Peter Falktoft og Esben Bjerre, men du kan blandt andet også møde Lotte Tegner Freddie, Signe Vilstrup og Signe Lindkvist i magasinet, der er på gaden nu.
Hvordan så dit liv ud i 2008, da dansk ELLE blev ‘født’?
Esben: “Der var kolossalt meget fart på. Jeg ankom fra Silkeborg til Aarhus og kom i klasse med Peter på Journalisthøjskolen.”
Peter: “Vi fandt hinandens øjne meget hurtigt. Og det med at gå i byen, kom du hurtigt efter. Vi deler også en jysk besindighed. Modsat andre på skolen havde vi ingen ambitioner eller spidse nok albuer til at tro, at vi ville afsløre en ’Watergate-skandale’ i den kommende praktiktid.”
Esben: “Jeg havde dog haft tanker om Statskundskab (men havde ikke gennemsnittet) og en klar idé om at jeg skulle være reporter på Christiansborg.”
Peter: “Jeg mindes ikke dagslyset i 2008.”
Esben Bjerre & Peter Falktoft
- Esben Bjerre (f. 1987) og Peter Falktoft (f. 1985) er værter på deres ugentlige podcast ’Her Går Det Godt’.
- Fra 2012-2015 lavede de radio- og tv-programmer som ’Monte Carlo’, og ’Monte Carlo elsker …’.
- De har både været værter og givet priser til ELLE Awards igennem årene.
- Esben Bjerre bor på Vesterbro med hustruen Sisse Sejr-Nørgaard og døtrene Elly og Cleo.
- Peter bor på Frederiksberg med hustruen Anna Frank Falktoft og hundene Rihanna og Whitney.
Hvilken modeoplevelse har været den største de sidste 15 år?
Peter: “Nu har jeg jo levet en stor del af mit liv i sneklædte bjerge, så det har været surrealistisk at se hurtige typer, som aldrig har forladt asfalten, i vandresko, termotøj, Patagonia og Fjällräven. Det ville jeg ikke have oddset på i 00’erne.”
Esben: “Det må have været til ELLE Style Awards, da vi skulle overrække en pris til topmodellen Nadja Bender. I dag må man ikke løfte kvinder længere, men dengang, det var tilladt, fik vi æren af at gøre det med hende. Hun var let som en fjer. Efter den oplevelse kiggede vi på hinanden: ”Det her skal vi igen!” Nu er vi sgu en del af modens indercirkel.”
Vigtigste bøger, du har læst de sidste 15 år?
Peter: “Jeg er meget optaget af søvn og bruger neurologen og søvnforskeren Matthew Walkers ’Derfor sover vi’ som opslagsbog. Jeg er formet af 00’erne, hvor mantraet var, at man kan sove, når man er død, hvilket ironisk nok er, hvad der sker, når man ikke prioriterer sin søvn.”
Bedste kunst, du har set de sidste 15 år?
Esben: “Da min hustru (Sisse Sejr-Nørgaard, red.) og jeg for nylig fik mulighed for en weekend i Finn Juhls gamle sommerhus på Nordkysten, som han selvfølgelig selv har tegnet. Det er så smukt restaureret, indrettet med al hans møbelkunst. Det var til at hyle over, så fantastisk var det at bo her. Det eneste, der kunne stresse lidt, var angsten for at efterlade aftryk af fedtede barnefingre.”
Musik, du ikke er blevet træt af?
Peter: “Spotify kan ikke lure mig. Elvis, Drake, Fleetwood Mac, Rolling Stones, Bohren & Der Club of Gore, Nik & Jay, Thomas Helmig, Whitney Houston, Nas, Kanye, Jay Z. Alt.”
Esben: “Jeg stoppede med at lede efter ny musik i 2010.”
15 år med …
Hvordan så dit liv ud for 15 år siden? Kom med dit allerbedste råd til ELLE. Hvilken drøm har du udlevet? Hvad ville du ønske, du havde sagt mere eller mindre? I en artikelserie i ELLEs jubilæumsnummer fra oktober stiller journalist Julie Moestrup nogle af de spørgsmål til gode mennesker, der har bidraget – direkte og indirekte – til magasinet frem til i dag.
Her har vi talt med Esben Bjerre og Peter Falktoft, værter på podcasten ‘Her går det godt’.
Mennesker, der har betydet mest for dig, de sidste 15 år?
Esben: “Mine børn og hustru. Selvfølgelig også Peter. Og den tidligere nyhedschef på DR Nyheder, Ulrik Haagerup. Han ansatte mig i praktik på DRs Christiansborg-redaktion.”
Peter: “Min hustru (Anna Frank Falktoft, red.), som har styr på hele forretningen. Hun er så sej. Sara Bro, der lærte mig at lave radio. Min veninde Brigitta Comet Thygesen. Vores producer på Monte Carlo, Mette Kjær.”
En drøm, du har udlevet?
Esben: “Fandt ud af at det ikke var jobbet som reporter på Christiansborg.”
Peter: “Men du drømmer jo ikke.”
Esben: “Drømme er overvurderede.”
Peter: “Det er livsfarligt, at du ikke får din REM søvn. Det bekymrer mig faktisk.”
“Hold fast i jeres dedikation, når det gælder ELLE Awards. Der er noget dejlig udansk og vidunderligt ved at blive inviteret med til møder om hvordan, man bedst sørger for, at farven på servietterne matcher blomsterne på bordet.”
Største sorg?
Peter: “At miste min mormor, som passede mig hele min barndom. At hun ikke nåede at se mig få succes og lykkedes. For hun var en af de få, der dengang så en fidus i mig. Som bedsteforældre altid gør.”
Esben: “Jeg ville gerne have nået at tage mine bedstefædre en tur med til København og vise dem mit liv her.”
Vildeste fødselsdag de sidste 15 år?
Esben: “Min 30-års. Det var første gang jeg holdt en stor fødselsdag. Østers, vin, middag, fri bar. 75 gæster.”
Peter: “Min 30-års. Vi var 40 samlet på Samsø, hvor min mor bor. Simon Jul trak op i en mintgrøn transporter (varevogn, red.) og brugte 3 døgn på at finkæmme øen for ingredienser til at lave lokale hotdogs, og så var der overvejende mange, mestendels natklubejere, som mente den bedste gave var en masse 5-liters vodkaflasker. Jeg blev båret i seng omkring midnat.”
Sætningen, du ville ønske, du havde sagt mest de sidste 15 år?
Esben: “Det hele skal nok gå. Man kan ikke altid gøre alle glade.”
Peter: “Jeg brænder ikke inde med noget.”
Kom med dit allerbedste råd til ELLE …
Peter: “Hold fast i jeres dedikation, når det gælder ELLE Awards. Der er noget dejlig udansk og vidunderligt ved at blive inviteret med til møder om hvordan, man bedst sørger for, at farven på servietterne matcher blomsterne på bordet.”
Esben: “Sæt os ved vores faste seniorbord. Med Bente og Jesper Lundquist. Her føler vi os hjemme!”.
Lyt til ELLEs podcast ‘Klædt På’, som er din månedlige podcast om tendenser, strømninger og insiderviden fra modens verden med Mads Emil Grove Møller som vært.