Cecilie Ingdal funderer i junimagasinets leder over, hvilken vej hun kunne være endt ned ad, hvis hun efter endt jurastudie var gået den vej, hun havde tænkt, hun skulle. Præcis som magasinets hovedinterview med Tal R. Kunstneren fortæller nemlig om, hvad han var blevet til, hvis ikke han var kommet ind på kunstakademiet. Dermed også sagt, at magasinets bærende interview er med en mand – for selvom ELLE prioriterer kvinder, er der plads til de, der har en spændende historie.
Hvem ved, hvad der var sket, hvis ikke jeg var lykkedes?
Det kommer næppe som nogen stor overraskelse, at vi på ELLE prioriterer kvinder. Navnet afslører ligesom den præmis. Og selvom vores blik først og fremmest er rettet mod jer kvinder, jeres liv, ambitioner og perspektiver, betyder det selvfølgelig ikke, at der ikke også er en naturlig plads til mænd i ELLE-universet — dem, der også inspirerer, udfordrer eller er med til at flytte samtalen og kulturen omkring os. Dem, der skaber, reflekterer, tør være noget for andre end sig selv — og som på hver sin måde bidrager med noget, vi bliver nysgerrige på.
Tal R – som vi i denne udgave har givet taletid i vores store interview – er en af de mænd. I princippet er det paradoksalt, at hans ord i denne udgave vækker genklang, for han siger indledningsvist i interviewet, at det er i mangel på bedre, at han laver kunst. ”Hvis jeg kunne, ville jeg bare tale om det. Sproget er nummer et, men da det aldrig rigtig er lykkedes for mig, må det blive kunst. Det er kun dér, jeg føler, at jeg kan tale om alt. Selv de ting, jeg ikke må tale om”.
Det var tegningen og senere kunsten, der blev hans måde at skabe et sprog på. Heldigvis fristes man trods alt til at sige, selvom jeg nu i den grad synes, at hans sprog netop lykkes for ham i interviewet i ELLE. Det er ærligt, sanseligt og menneskeligt. Når han fortæller om sin opvækst, om de tavse og nedarvede traumer fra 2. verdenskrig, de følelsesmæssige spor og aftryk, den efterlod i de voksne omkring ham, om den medfølgende angst, sine mareridt og følelsen af at lede efter sin plads i verden, sætter han ord på noget, der rækker langt ud over kunsten. Noget mange af os kan genkende – følelsen af at famle sig frem, længe før livet giver mening i bakspejlet.
Måske er det derfor, interviewet føles så universelt — fordi han beskriver, hvordan vi mennesker formes af stemninger og historier, der eksisterer omkring os; også når ingen sætter ord på dem. Og på ELLE bliver vi netop draget af historier om mennesker, der finder deres plads lidt sidelæns. Ikke gennem den snorlige plan, men gennem omveje, tilfældigheder og små åbninger undervejs.
I denne udgave møder vi også fem arvinger. Man skulle måske tro, at deres liv og karriereplan nærmest var givet fra fødslen. Men sådan forholder det sig faktisk ikke. For La Glace-døtrene, Laura og Maria Stagetorn, Brdr. Krüger-arvingerne, Julie og Jonas Krüger og Fransi- og Billi Bi-arvtager Carsten Friis, der alle står midt i generationsfortællinger, hvor arv ikke blot handler om at overtage noget, men om at finde sin egen måde at føre det videre på. Alle har de vovet at gå ind i det ansvar, men samtidig insisteret på at gøre det på deres måde. Måske er det netop dér, et menneske for alvor finder sin plads: i spændet mellem det, man kommer fra, og det, man selv ønsker at blive.
Og så vender jeg tilbage til Tal Rs ord: “Jeg kom kun med nød og næppe ind på Kunstakademiet, og hvem ved, hvad der var sket, hvis ikke jeg var lykkedes med det?”
Den rammer mig, fordi jeg selv havde det sådan med jurastudiet, som jeg først kom ind på i andet forsøg. Måske heldigvis ser jeg i dag. For jeg havde måske aldrig mødt de mennesker og fået de muligheder, der senere trak mig mod magasin- og modeverdenen, hvis tingene var gået snorlige. Egentlig tankevækkende, hvor ofte et liv formes af det, der næsten ikke lykkedes.
Det er i virkeligheden (også) dér, de mest interessante historier opstår. Ikke hos dem, der hele tiden vidste præcis, hvor de skulle hen, men hos dem, der undervejs opdagede, hvem de var.
Rigtig god læselyst
Cecilie
