Efter at have været hjemmegående husmor i 25 år, fordi hendes eksmand var udstationeret rundt i verden, besluttede Monica Conradsen sig for at træffe en række livsændrende beslutninger: Hun lod sig skille, flyttede til Ærø og købte et nedslidt hus, som hun omdannede til det i dag så anerkendte minihotel The Monica. Conradsen har ingen uddannelse og kun få jobs på sit cv, men det viste sig, at hun var i besiddelse af mange af de egenskaber, som det kræver at drive et succesfuldt hotel.
Blå bog
Monica Conradsen, ejer af The Monica, 59 år. Født og opvokset ved Aabenraa. Har tidligere arbejdet som model for bl.a. Dior og Chanel og været hjemmegående, da eksmanden var udstationeret i en lang række lande. Bor i Ærøskøbing.
Jeg har virkelig kæmpet i skolen på grund af min ord- og talblindhed. Hvis jeg voksede op i dag, var jeg nok blev diagnoseret med alt muligt. Jeg lærte først at stave til Monica i 6. klasse, og selv der, fik jeg byttet rundt på de seks bogstaver. Til eksamen i 9. klasse afleverede jeg alle mine papirer helt blanke. Jeg skrev ikke engang mit eget navn. Jeg forlod skolen uden en afgangseksamen. I mit sidste karakterblad stod der: Monica bliver aldrig til noget.
Jeg har altid haft en udlængsel. Allerede som 13-årig boede jeg et halvt år i Kenya med min farmor, fordi jeg havde det så svært i skolen. Da jeg kom hjem igen, vidste jeg bare, at jeg ikke skulle blive i Sønderjylland – jeg ville ud at opleve mere. Jeg arbejdede i opvasken på et lille hotel i Aabenraa og brugte to år på at spare 25.000 kroner sammen, så jeg kunne rejse til Hongkong efter 9. klasse.Efter syv måneder i Hongkong mødte jeg mine børns far, som også er dansker, og var udstationeret i byen. I vores første fire år sammen, rejste jeg mellem New York, Chicago, Milano, Paris og London for at arbejde som model for blandt andre Dior og Chanel. Det var primært beautykampagner, ikke så meget catwalk. Jeg blev gift som 21-årig, fødte vores første barn som 22-årig, og inden jeg var fyldt 30, havde jeg fået fire børn.
“Jeg var hjemmegående i 25 år. Sørgede for fire børn, holdt hus og have, strøg og foldede min mands skjorter, bagte kage hver eftermiddag. Jeg var virkelig stolt af at være husmor”
Jeg var hjemmegående i 25 år. Sørgede for fire børn, holdt hus og have, strøg og foldede min mands skjorter, bagte kage hver eftermiddag. Jeg var virkelig stolt af at være husmor. Jeg stod også for renoveringerne af vores mange forskellige huse i de forskellige lande, vi boede i. Min mand var til tider ved at få et nervesammenbrud over, at jeg altid ville bo i gamle huse, der skulle reddes. Jeg indrettede hjem gang på gang. Det holdt jeg også meget af. Men jeg savnede anerkendelse for mit arbejde. Både fra min mand og andre, jeg mødte på min vej. Når jeg stod til et selskab og fortalte, at jeg var hjemmegående, forsvandt interessen for mig med det samme. Ballonen punkterede.
Efter 34 års ægteskab fortalte jeg min mand, at jeg gerne ville skilles. Vores børn var begyndt at flytte hjemmefra, mens han talte om at gå på pension og spille golf med sine venner. Det var ikke, fordi jeg ikke elskede ham, men han lyttede ikke rigtigt til, hvad jeg ville. Han er lidt gammeldags og forventede nok, at jeg ville blive ved med at holde hus. Men jeg følte mig rastløs. Jeg ville have mere ud af livet.
“Alle omkring mig mente, at jeg var blevet vanvittig. Jeg havde jo ingen erfaring fra branchen. Desuden var jeg jo ord- og talblind; hvad med kommunikation og økonomi?”
Jeg stod ved en skillevej. Jeg havde ingen uddannelse og intet job. Jeg reflekterede over, hvad jeg kunne finde ud af. I hele mit voksne liv havde jeg serviceret andre mennesker, lavet mad, indrettet, arrangeret blomster og gjort rent. Jeg besluttede mig for at åbne mit eget hotel. Alle omkring mig mente, at jeg var blevet vanvittig. Jeg havde jo ingen erfaring fra branchen. Desuden var jeg jo ord- og talblind; hvad med kommunikation og økonomi? Om jeg så ikke bare kunne nøjes med et lille bed & breakfast tæt på København? Nej, jeg ville købe det nedslidte hus på Ærø, som jeg havde forelsket mig i, og forvandle det til mit eget lille luksussted. Mine børn grinte af mig: ”Mor, du elsker jo storbyen. At gå i teatret og på restauranter.” Ja, men jeg ville have hele verden til at komme til Ærøskøbing.
Jeg har rigtig nok ingen direkte erfaring fra branchen eller en uddannelse, men jeg har min livserfaring. Og så har jeg stor erfaring med at omstille mig til nye kulturer og mennesker. Jeg har altid været udadvendt og sat pris på at lære andre mennesker at kende. Det er nogle kvaliteter, der har været enormt vigtige i skabelsen af The Monica. Hotellet blev ret hurtigt populært hos både danske og internationale medier som Vogue, Condé Nast Traveller, ELLE og Rum International og heldigvis også blandt gæster fra hele verden.
I de første år, efter jeg åbnede hotellet, var min drivkraft at overbevise både andre og mig selv, at jeg kunne noget, som de – og nok også jeg selv – ikke troede, jeg kunne. Efter en fornem omtale i Børsen, skrev en af mine gamle venner, der har en højtstående stilling, en sød besked til mig, som jeg har gemt: ”Jeg er så stolt af dig. Hvor var det godt, du ikke lyttede til os gamle konservative idioter. Du har gjort det her selv. Stor beundring for din passion, dit talent og din arbejdsomhed.” I stort set hele mit liv har jeg ikke opnået den slags anerkendelse: ingen topkarakter til eksamener, ingen forfremmelser eller nye jobs. Derfor betød den besked så meget for mig. Ligesom alt den påskønnelse, jeg har fået fra gæster og medier gennem årene. I dag er jeg kommet videre. Nu er det noget andet, som driver mig. At blive ved med yde mit bedste og udvikle mig – uden at blive for stolt. Men det allervigtigste er at mærke gæsternes taknemmelighed, når de tager herfra. Det giver mig så meget energi.
For første gang i mit liv – som næsten 60-årig – kan sige, at jeg har et succesfuldt arbejdsliv, hvor jeg også får løn. Det har betydet meget for den måde, jeg anskuer mig selv på i dag. Jeg har fået en anden selvtillid, og jeg føler, at jeg kan hjælpe andre med det, jeg er dygtig til. Tidligere har jeg jo følt, at jeg ikke var god til noget rent fagligt. Men jeg har indset, at man ikke behøver at have en lang og fin uddannelse, som jeg altid har troet. Alle mennesker er noget. Jeg har altid sagt til mine børn, at de skal huske at sige hej til de hjemløse, tale med dem og måske købe en bolle til dem. Alle er lige meget værd, uanset om de er topchefer eller bor på gaden.
“Nogle gange skal man give folk en chance, også selvom de ikke har den rigtige uddannelse. Selv i 2026 tror jeg på, at alle mennesker kan bidrage med noget, hvis viljen er til stede”
Det er klart, at det er en stor udfordring at være så dårlig til at skrive mails, betale regninger og styre økonomi, som jeg er, når man driver en forretning. Men så må jeg søge hjælp til det, jeg ikke kan, og bruge energien på det, jeg er god til. Det nytter jo ikke, at jeg bruger halvdelen af min dag på at betale to regninger. Vi kan ikke alle være lige gode til alt, så der er brug for forskellige typer af mennesker. Nogle gange skal man give folk en chance, også selvom de ikke har den rigtige uddannelse. Selv i 2026 tror jeg på, at alle mennesker kan bidrage med noget, hvis viljen er til stede.
For mig var The Monica en forløsning af mit potentiale. Jeg kan sagtens knokle 17 timer i træk om sommeren, fordi jeg holder så meget af det her sted. Det giver mening, det jeg laver. Selvfølgelig kan jeg ikke blive ved i samme tempo, når jeg fylder 80, men det er derfor, det er så godt, at jeg får flere og flere indretningsopgaver og også har min lille butik, som jeg kan passe. Jeg har i hvert fald ikke tænkt på mig at gå på pension – det er en by i Rusland. Jeg skal ikke sætte mig en stol. Jeg skal fortsætte. Ellers bliver livet simpelthen for kedeligt.
