Agenda

Da hun rullede væk fra ham, opdagede hun, at han havde taget kondomet af: “Jeg følte mig til grin”

- 30/01/2023

Anja blev udsat for stealthing da hun gik i gymnasiet, men det var først mange år senere, at hun fandt ud af, at det havde et navn. I dag ser hun det, der skete for hende, som et overgreb. Talsperson argumenterer for, at fænomenet er udbredt og bør kriminaliseres som en seksualforbrydelse.

“Hvordan kan kvinder ikke opdage det?”

“Er de fuldstændig blinde?”

“Jeg tror ikke på, at det er sket for nogen.”

“Det er faktisk sket for mig,” sagde Anja, og så blev der stille om bordet.

Hun var i praktik som sygeplejerske, og sad med en gruppe kollegaer, da snakken faldt på emnet ’stealthing’.

Begrebet dækker over, når en person under et samleje med kondom fjerner kondomet, uden at sexpartneren opdager det.

Hvis du ikke har hørt ordet stealthing før, er du ikke alene. I en australsk undersøgelse fra en sundhedsklinik havde størstedelen af de adspurgte ikke hørt om begrebet før.

Den samme undersøgelse viser dog, at op til 32 % af de adspurgte kvinder, havde været udsat for stealthing.

Ordet stealthing kommer af det amerikanske stealth som betyder “forsigtig og skjult handling eller bevægelse”.

Andre beretninger om stealthing

“Undervejs fjerner han så kondomet, og det opdager jeg, imens vi har sex. Jeg påpeger det, og han fortsætter, til jeg får et panikanfald og forlader lejligheden i total panik, vrede og stortudende.”
Kilde: Everyday Sexism Project Danmark

For Anja skete det en aften i 2010, da hun tog med en fyr hjem efter en gymnasiefest i den provinsby, hun kommer fra.

Det var umiddelbart et klassisk onenightstand. De dansede og kyssede, og da festen var slut, aftalte de at tage hjem sammen.

Efter, de havde taget deres tøj af, spurgte hun ham, om han havde et kondom.

“Ej, jeg er så træt af at bruge kondom,” sagde han. Anja svarede, at det var hun altså ikke. Men hun oplevede, at han ikke rigtig accepterede det.

– Han blev ved med at plage og sige ’ej kom nu’, men jeg holdt fast i, at han skulle tage kondom på – og det gjorde han så til sidst, fortæller Anja.

De havde sex, og efter han var kommet, rullede Anja væk og så, at han ikke havde noget kondom på.

Læs ogå

Da Karla droppede bh’en fik hun to kommentarer, hun stadig husker

“Har du taget det af?” Udbrød hun. Derefter husker hun kun, at han grinte og kyssede hende på panden, inden han lagde sig til at sove.

Anja lå i mørket og havde svært ved helt at forstå, hvad der var sket. Alligevel kunne hun mærke, at det ikke var okay.

– Jeg følte mig til grin, og jeg følte mig også udnyttet. Jeg var vred, men jeg kunne ikke rigtig udtrykke den vrede. På den ene side tænkte jeg, at jeg har jo haft frivillig sex med ham – han har jo ikke voldtaget mig. Men på den anden side følte jeg, at min grænse var overskredet.

Netop den beskrivelse går igen i en amerikansk undersøgelse, hvor advokat og forfatter Alexandra Brodsky har snakket med en lang række ofre for stealthing.  

Deres historie starter ofte på samme måde: “Jeg er ikke sikker på, om det her er voldtægt, men…”, skriver Alexandra Brodsky i introduktionen.

Overgreb eller ej

Morgenen efter bad Anja om at blive kørt hjem. Da de stod i hans trappeopgang, fortalte hun ham, at hun ikke tog p-piller, og derfor skulle de have en fortrydelsespille.

De sad i hans bil foran apoteket, mens hun skyllede den lille pille ned med en varm Faxe Kondi, han havde liggende i bilen.

Andre beretninger om stealthing

Efter stealthing: “Jeg fik så en medicinsk abort på min 17 års fødselsdag. Den virkede ikke, da graviditeten var udenfor livmoderen grundet klamydia (du gættede det: han gav mig også klamydia). Jeg fik så en NY abort dagen før juleaften. Det var den værste jul. 2 ugers tid efter bliver jeg indlagt med indre blødninger, da graviditeten er sprunget i min ene æggestok. Nu er mine chancer for at få børn ikke særlig gode.”
Kilde: Everyday Sexism Project Danmark

Anja kan huske, at han insisterede på, at hun skulle tage pillen i bilen, i stedet for at vente til, hun var kommet hjem.

– Det virkede som om, han skulle sikre sig, at jeg ikke snød ham. Jeg tænkte bare hvem er det, der snyder hvem? Jeg tænkte, at han egentligt var en kæmpe idiot, men jeg konfronterede ham ikke, og i dag ved jeg simpelthen ikke hvorfor.

Anja har svært ved at huske, hvordan hun havde det i tiden efter, men hun mistænker, at hun var flov over det, for hun sagde det ikke til nogen, og frygtede, at andre fandt ud af det.

Læs ogå

Efter et lille års kæresteri, forsvandt han: “Jeg troede mest af alt, der var sket ham noget”

– Jeg var bange for, at det ville sætte mig i dårligt lys, og at folk ville tænke, at jeg var billig, sløset eller at det var min egen skyld, fortæller Anja.

I dag kan hun undre sig over, hvorfor hun ikke delte oplevelsen med sine veninder. Hun mistænker, at det kan have noget at gøre med den måde, kvinder bliver mødt af samfundet, efter et overgreb.

– Jeg tror, at man som kvinde kan have en frygt for, at når man er gået med til at have sex med nogen, så kan man ikke råbe op bagefter. Altså “du sagde ja til sex med ham, så er det da også dit eget ansvar at holde øje med den slags.” Så jeg tænkte, at det sikkert var min egen skyld på en eller anden måde.

Det er først mange år senere, at Anja læste om stealthing i en avisartikel, og blev overrasket over, at det er et fænomen. Og selv om hun ikke var glad for, at det var et fænomen, så var det på en måde rart at vide, at det sker for andre, og at det ikke var hende, der var dum eller blind.

Andre beretninger om stealthing

“Undervejs opdager jeg, at kondomet ligger ved siden af os. Han havde så åbnet det, mens jeg kiggede, men bare lagt det ved siden af os, mens jeg var uopmærksom, i stedet for at rulle det på. Jeg bad ham stoppe og spurgte, hvorfor han ikke havde det på. Han sagde bare “ups, det må være røget af”, men det var tydeligt det aldrig var blevet påsat.”
Kilde: Everyday Sexism Project Danmark

I dag er det over ti år siden og Anja er ikke direkte påvirket af oplevelsen, men hun ser det, der skete for hende, som et seksuelt overgreb.  

– Jeg vil ikke sammenligne mig med kvinder, der er blevet voldtaget, for det er slet ikke det samme. Men det er et overgreb.

I Alexandra Brodskys studie er det gennemgående for deltagerne, at de har følt oplevelsen som en tydelig krænkelse af deres krop, og deres efterfølgende reaktioner mindede om dem ved andre seksuelle overgreb: Eks. skyld, skam, følelse af urenhed og tab af tillid.

At der er tale om et overgreb, er de enige i hos Everyday Sexism Project Danmark, hvor de arbejder for, at stealthing bliver gjort strafbart i Danmark. Talsperson og jurist Zen Donen argumenterer for, at det bør straffes som en seksualforbrydelse, blandt andet fordi stealthing ændrer præmissen for samtykket.

– Man har jo givet sit samtykke til sex under nogle bestemte omstændigheder, som er, at det er med kondom. Vi har for nylig netop slået fast i straffeloven, at et løbende samtykke er afgørende for, at der er tale om sex og ikke et overgreb.

Et andet brud på løbende samtykke kan f.eks. være, hvis der er blevet sagt ja til vaginal penetrationssex men ikke til analsex, hvorefter man så gennemfører analsex alligevel. På samme måde mener Zen Donen, at stealthing er manglende samtykke til sex uden kondom.

– Desuden ved vi fra flere kilder, at det kan have de samme konsekvenser at blive udsat for stealthing, som at blive udsat for andre slags seksualiserede overgreb, Forklarer Zen Donen.

Andre beretninger om stealthing

Escortpige om stealthing: “Jeg kan ikke tælle til den mængde gange kondomet er blevet taget af under samleje, hvor jeg i en sølle alder af 18 måtte gå og bekymre mig om alverdens sygdomme som hiv og aids, for min kunde blev jo nok ikke testet. Der følte jeg mig voldtaget.”
Ifølge en undersøgelse er sexarbejdere i særlig risiko for at blive udsat for stealthing. 
Kilde: Everyday Sexism Project Danmark

Der var også på tale at gøre stealthing til en del af straffeloven, da samtykkelovgivningen blev vedtaget i 2020, men det endte ikke med at blive nævnt specifikt i lovgivningen.

På det tidspunkt sammenlignede straffelovrådet stealthing med at lyve om at være på andre præventionsmidler f.eks. p-piller. Det mener Zen Donen er misforstået, fordi stealthing udsætter offeret for en direkte fysisk risiko nemlig kønssygdomme, graviditet og muligvis en abort.

– Netop den fysiske konsekvens er årsagen til, at vi i Danmark har fundet voldtægt og andre seksualiserede overgreb strafværdigt. Derfor kan det godt være, at snyd med p-piller også skal være strafbart, men det hører bare hjemme et andet sted i straffeloven.

Undersøgelser omkring stealthing er indtil videre begrænset til udlandet, og derfor er det svært at afgøre omfanget og konsekvenserne i en dansk kontekst.

Hos Everyday Sexism Project Danmark læner de sig derfor blandt andet op ad de mange personlige beretninger, de får ind, når de skriver ud om emnet på sociale medier. De håber samtidig på dansk forskning på området i fremtiden, på samme måde som de ønsker mere generel oplysning om emnet.  

Stealthing dømmes som voldtægt eller seksualiseret overgreb i lande som Tyskland, England og New Zealand og er ulovligt i Australien samt Californien, der som den første amerikanske stat for et år siden gjorde stealthing ulovligt.

Andre beretninger om stealthing

“Jeg er ikke sikker på, at jeg føler jeg blev voldtaget den dag. Men jeg føler, at jeg var ude for en meget grænseoverskridende seksuel oplevelse, og jeg føler, at der var en mand som traf beslutninger på min krops vegne uden mit samtykke.”
Kilde: Everyday Sexism Project Danmark

I flere af landene er der de seneste år faldet domme, hvor stealthing er blevet dømt som voldtægt eller seksualforbrydelse.

Anja er ikke kildens rigtige navn. Hun ønsker at være anonym, fordi den oplevelse, hun deler har en intim og sårbar karakter. Vi har valgt at respektere dette. Redaktionen er bekendt med hendes rigtige navn. 

Denne artikel blev oprindeligt bragt på femina.dk 

Læs ogå

Da hun søgte job som ung advokat, talte de om hendes tøj. Nu har britisk ambassadør et budskab