Bornholm, Bornholm, Bornholm. Ja, Bornholm, du er den dejligste ferieø – men også den cooleste lige nu. Bare spørg ELLE Style Awards-stilikonvinder Pernille Teisbæk, it-kokken Frederik Bille Brahe og ELLEs egen chefredaktrice, som her giver dig sine tips til den lille lækre ø i øst.
Hvis der er én ø, i det danske sommerland, der hitter lige nu, og som er på alles læber og Instagram-profiler, så er det solskinsøen Bornholm.
Ja, det er ligesom om, at vi alle er blevet enige om, at Bornholm lever 100% op til sangen, vi alle kender så godt med verset “Bornholm, Bornholm, Bornholm. Du er den dejligste ferieø….”
Vi har bedt en af de personer på ELLE-redaktionen, der for nyligt har besøgt Bornholm om de bedste tips til den lille lækre ø i øst.
I galleriet kan du derfor finde ELLE chefredaktrice, Cecilie Ingdals, helt personlig guide til Bornholm.
Psst… Brug pilene eller ‘swipeø dig gennem galerriet.
Foto: ELLE
Melsted Badehotel
Du fornemmer straks roen, så snart du drejer ned ad den stejle grusvej, hvor det klassiske bornholmer-badehotel Melsted ligger. Og ro er da også et kodeord her – ingen tv, sparsomt internet (kun i lobbyområdet). I stedet lokker Melsted med en uvurderlig havudsigt, charmerende værelser med tilhørende terrasser og ærlig, lækker mad, som den københavnske it-kok Frederik Bille Brahe (ejeren af den hypede cafe Atelier September) igen i år står for. Så står din ferie eller weekend på ren afslapning, behøver du faktisk ikke mere... Melsted-badehotel.dk
Foto: ELLE
Øen rundt på en dag:
De korte afstande på Bornholm gør, at du på samme dag kan nå at spise frokost på Røgeriet i Gudhjem (vælg naturligvis sol over Gudhjem), is i Svaneke hos Svaneke is, hvor kvalitet og naturligvis bornholmske ingredienser er i højsædet (isen sødes eksempelvis med lokal honning frem for sukker). Og nu du alligevel er på Svaneke Torv, så smut endelig også forbi Svaneke Chokoladeri (deres flødeboller med nøddebund dør man lidt over ...) og Svaneke Bolcher, hvor en pose ’Granit Rox’ varmt kan anbefales. Slut dagen af på Gæstgiveren i Allinge, hvor den überlækre buffet frister med ærlig mad, og sommerens musikkort byder på optrædener fra bl.a. Lukas Graham, Aura og Christopher. Tjek Gaestgiveren.d k for program – og husk at komme tidligt...
Foto: ELLE
After Hours
Selv om Bornholm kun tæller små 40.000 indbyggere (men har op til 600.000 turister årligt), er der i den grad gang i øen after hours. Baren Penyllan på det nyligt moderniserede Nordlandet i Sandvig (som i øvrigt også
kan anbefales til både overnatning og middag) har en særlig chilled charme og todie- for-udsigt. Vinbaren Bay
Frost ved Listed Havn serverer sammen med den legendariske cocktailbar Ruby’s velsmagende cocktails til den
lyse morgen hele sommeren
Foto: ELLE
Ud i det blå
Det er ikke uden grund, at Bornholm er en yndet destination for entusiastiske cyklister. Øen er let at komme rundt på, og så er der smukt (og velduftende), næsten uanset hvor øjet hviler. Fra rå granitklipper, hvide sandstrande og vilde trækroner til charmerende kirker, roterende møller og lokale røgerier. Snyd ikke dig selv for synet af en af Danmarks fineste sandstrande ved Dueodde, en gåtur langs vandet og klipperne mellem Melsted og Gudhjem eller den stemningsfyldte Hullehavn Strand. Bornholm.info
Foto: ELLE
En spiseoplevelse udover det sædvanlige
Den Bornholmske Michelinrestaurant Kadeau er i sig selv en rejse værd. For selv om der også findes en lillesøster i København, ligger ’originalen’ ikke alene i de yderste klitter med en vidunderlig udsigt omgivet af himmel, hav og skov; maden, vinen og det på en gang søde og tjekkede personale får også din aften (eller eftermiddag, hvis du er der til frokost) til at gå op i en sanselig enhed. Velbekomme! Kadeau.dk
Foto: ELLE
Lidt for den kulturelle
Selv om den bornholmske natur og mad stjæler det meste af dit fokus, må du nu alligevel ikke snyde dig selv for bare en lille kulturel indsprøjtning. Oluf Høst Museet indrettet i kunstnerens eget hjem – og ikke mindst museets romantiske have – bør du unde dig selv at opleve (nu hvor du alligevel skal på Røgeriet i Svaneke) – og det samme med det cool Bornholms Kunstmuseum, der har kunst og kunsthåndværk med særlig tilknytning til solskinsøen som omdrejningspunkt. Det smukke museum ligger ikke bare omgivet af de rå Helligdomsklipperne, men også af en overdådig have indrettet med kunstobjekter. Bornholms-kunstmuseum.dk
Foto: ELLE
Gourmet to-go
Som bekendt producerer bornholmerne et hav af appetitlige delikatesser, så shop endelig løs af bolsjer, karameller, lakridser, honning, chokolade m.m., inden du forlader øen. Et smut forbi det idylliske Hallegaard er også et must – her finder du alt, hvad hjertet kan begære af lækre pølser og røgvarer. Hallegaard.dk Har du mere plads i kufferten, bør du lade dig friste af ægteparret Lov i Listeds æstetiske keramik. Det har drengene bag den bornholmske Michelin-restaurant Kadeau gjort – og Kadeau er således ikke bare navnet på stjernerestauranten, men også på det smukke Lov i Listedstel, du som gæst spiser af. Lovilisted.dk