Film og TV

ELLE anbefaler: Lang historie kort

- 24/04/2015

Lang historie kort er May el-Toukhys løfterige spillefilmdebut, der med hjerte og sødmefuld charme beretter om kærlighedens lune og parforholdets vanskelige kunst. ELLEs kulturskribent anbefaler varmt.

Perlende champagne, pyntede gæster og gnistrende stjernekastere i glade børns knugende hænder indleder May el-Toukhys træfsikre komedie, Lang historie kort.

Kalenderårets udløb, der fejres i parret Anette (Trine Dyrholm) og Mayas (Danica Curcic) højloftede stuer, er blot én blandt otte særlige begivenheder, der samler en venneflok, hvis sorger og glæder i jagten på romantisk forløsning portrætteres i et lunt og sødmefuldt sammendrag.

Læs også: ELLE anbefaler: Denne uges bedste kulturelle oplevelser

Lang historie kort er en forløsende beretning om parforholdets vanskelige kunst, og blandt vennerne Max (Jens Albinus), Rolf (Peter Ganzler), Dina (Marijana Jankovic), Adam (Janus Nabil Bakrawi), Sebastian (Ola Papace), Eva (Cecilie Stenspil) og Rebekka (Tilde Maja Frederiksen) står Ellen (Mille Hoffmeyer Lehfeldt), hvis selvforskyldt komplicerede kærlighedsliv leder hende ad kærlighedens blindgyder og vildveje.

Forventninger om en for evigt gnistrende kærlighed, ægteskabelig lykke og tryg tosomhed må afvises til fordel for en erkendelse af kærlighedens sande, skrøbelige karakter – den kærlighed, der kan findes, mistes og genopdages på ny.

Læs også: ELLE interviewer: Eric Toledano

Lang historie kort er et tidsbillede og et portræt af en moderne generation, hvis letgenkendelige kriser, kærlighedskvababbelser og relationelle bånd indvier biografgængeren i et særligt hjerteligt fællesskab, der får beskueren til at mindes og værdsætte det virkelige livs mest betydningsfulde bekendtskaber –  både de, der italesættes med kærlige gloser og de, der ingen ord behøver.

Lang historie kort har premiere den 7. maj i landets biografer, og du kan se mere om filmen her.

Se billeder fra den skønne film i galleriet – brug pilene eller ’swipe’ for at se mere.