Uge efter uge bliver vi her på ELLE.dk forkælet med den ene lækre og velsmagende opskrift efter den anden. Nu er det tid til at møde ELLE madblogger Julie Bruun, som blandt andet har gjort snickerskugler til hele ELLE-redaktionens favorit-treat nummer 1!
Fredag efter fredag kan vi her på ELLE.dk forkæle vores læsere med lækre, velsmagende og ikke mindst sunde opskrifter på snacks, desserter og nye forslag til morgenmaden. Pigen bag alle de lækre opskrifter hedder Julie Bruun og til dagligt blogger hun på Julie Bruuns blog.
Det er blandt andet Julie Bruun, der har introduceret hele ELLE-redaktionen til vores absolut favorit-treat nummer 1 – ja vi snakker selvfølgelig om de populære og alt for lækre snickerskugler som har taget både os og ELLE.dk med storm.
Se også: Sådan holder de franske kvinder den sunde linje
Vi har fanget Julie Bruun til en lille Q&A, hvor du blandt andet kan finde svar på hendes egen yndlings opskrift og hendes allerbedste sundhedstip.
Læs med her:
Hvordan startede ideen til Julie Bruuns Blog?
Jeg har altid elsket at lave mad, finde på nye opskrifter og især at lege med idéen om at gøre sundt mad spændende og velsmagende. Jeg har en svaghed for søde sager og begyndte for nogle år siden at eksperimentere med at lave sundere alternativer hertil. For hvor fedt ville det ikke være, hvis man kunne smovse sig mæt i kage, som slet ikke indeholder sukker og andre forbudte ting og sager? Så før bloggens opstart, startede jeg en gruppe på Facebook med min familie og veninder, hvor vi delte gode opskrifter. Jeg fandt ret hurtigt ud af, at jeg brændte for at dele ud af mine vellykkede opskrifter, hvorfor jeg forsøgte mig med en madblog.
Beskriv din morgenrutine?
Min morgenrutine, uha den var værre! Jeg har nogle meget forskellige morgener. De dage hvor jeg møder tidligt, står jeg op 20 min. inden jeg er ude af døren. Jeg er den hurtige og knap så forfængelige type! Mit job indebærer en god solid hestehale, træningstøj og korte negle, så det er så nemt. På disse dage består morgenmaden oftest af en omgang havregryn med lidt hjemmelavet müsli over, noget skåret frisk frugt og iskoldt mælk. Slet ikke værst! De dage hvor jeg møder senere eller har fri, ser rutinen dog lidt anderledes ud. Her sover jeg lidt længere, tænder for Go’ Morgen Danmark og nyder gerne min morgenmad i sofaen med kæresten. Her får vi oftest grød med en masse toppings: skyr, æblemos, frisk frugt, kokos, nødder osv. Lidt hjemmebagt brød, en kop kaffe og et blødkogt æg er nu heller ikke en dårlig start på dagen.
Dit bedste sundhedstip, når det gælder mad?
Mit bedste sundhedstip må være at skære ned på sukkeret, og skrue op for grønsagerne. Helt klassisk! Man kan så nemt erstatte sukkeret med alt muligt andet, så som agavesirup, sukrin, stevia, sødemidler, honning osv. Ellers er banan, dadler og vaniljeproteinpulver virkelig glimrende til at give smag også. Grønsagerne er super nemme at få tilsat i aftensmadsretterne ved blot at skære dem fint ud eller rive dem. I gryderetter, wokretter, sådan noget som bolognese, boller i karry og lasagne. Det giver en lækker smag, masser af sundhed og knap så mange kalorier. I brød, kan man tilsætte revet gulerod, squash, æble, kartoffel etc. Det er bare fantasien, der sætter grænser. Ellers forsøger jeg at undgå for mange kalorier i mine drikkevarer.
Din all-time yndlings-opskrift på bloggen?
Min yndlings opskrift – det må næsten være Snickers-, eller Ferrero Rocher kuglerne. De første er super nemme, kræver blot 4 ingredienser og smager så godt. Ferrero rocher smager nærmest endnu bedre, men kræver lige lidt flere ingredienser.
Hvis du havde en ekstra time i døgnet hver dag, hvad ville du så bruge den på?
En ekstra time i døgnet ville ikke være værst. Jeg kunne nok godt bruge en time ekstra på lidt pleje og selvforkælelse. Det med at få lagt en ansigtsmaske, hårkur, plukket øjenbryn og et fodbad – dét burde jeg gøre lidt oftere.
Se også: Dagens sunde tip: slankende vs. sund skyr
Vi har samlet et par af Julie Bruuns mest populære opskrifter i galleriet, hvor du selfølgelig både finder opskriften på snickers- og Ferrero Rocher kuglerne, som Julie selv nævner som favoritterne!
Psst… Brug pilene eller ‘swipe’ dig gennem galleriet!