Bolig

På besøg hos… Fie Norsker

- 06/03/2015

Den danske kunstner Fie Norsker, der herhjemme blandt andet udstilles hos Les Gens Heureux, bor med moderne design og selvfølgelig masser af kunst i en herskabslejlighed på Østerbro i København. Kom med indenfor.

Fie Norsker mener, at et hjem først er spændende, når man kan se, der er foretaget nogle helt­ personlige valg. ELLE Decoration har været på besøg hos den danske kunstner. 

Kunst fylder meget hjemme hos Fie Norsker. Der er stort set ikke den væg, hylde eller vindueskarm, der ikke er fyldt med malerier, skulpturer, keramik eller de brevvægte af glas, Fie samler på.

Læs også: B&O fylder 90 år og lancerer ‘The Love Affair Collection’

”Mange vælger kunst med udgangspunkt i, hvordan de bor, og hvor det skal hænge derhjemme. Jeg synes, man skal gå efter det, man kan lide. Jeg har, siden jeg var barn, været en samler. Jeg kan ikke smide ud, og jeg kan altid bruge tingene i en eller anden sammenhæng. Jeg elsker loppemarkeder og ting, der har en historie. Tidligere faldt jeg for en lidt kitchet stil med platter med dådyr og korsstingsbroderier i rammer. Med tiden er det blevet lidt mere raffineret,” siger Fie, der også er stilmæssigt præget fra sit barndomshjem, der var fyldt med klassiske, moderne møbler og kunst.

Læs også: På besøg hos… Trine Skjøth

Fie går efter kvalitet i sine møbler, men det behøver ikke nødvendigvis at være af en kendt designer, og så kan hub rigtig godt lide lamper. Sjove, skæve lamper. Lamperne indgår som alt andet i de tableauer, indretningen bærer præg af. Overalt finder øjet nye, små fortællinger.

”For mig handler det om at skabe en stemning. Jeg kan godt lide, at der er noget, man kan gå på opdagelse i. Det er også noget af det, jeg sætter pris på ved andres hjem. At det er hjem, hvor der bor nogen. Og at dem, der bor der, afspejles i indretningen,” siger Fie.

Oplev Fie Norskers kunst på hendes hjemmeside

Kom med indenfor hos Fie Norsker i galleriet, hvor kunst spiller en særlig rolle. 

Psst… Brug pilene i galleriet eller ‘swipe’ dig igennem.