Kunst, bøger og musik

Bøger i januar

- 09/03/2009

Krimi tema

KAABERBØL & FRIIS: DRENGEN I KUFFERTEN (PEOPLE’S PRESS)
Advarsel! Hvis du åbner denne bog, sætter du resten af dit liv på standby. Om du er til krimier eller ej, er Drengen i kufferten ganske enkelt besættende. Den virkelighedsflygtende Røde Kors-sygeplejerske Nina Borg finder en dreng i en kuffert, og som var det Pandoras æske, hun havde åbnet, spindes hun pludselig ind i et net af international kriminalitet, hvor afpresning, menneskehandel, mishandling og prostitution er løsningen på ethvert problem. Og imens uret tikker, drengens moder fortvivlet leder efter sit barn, en kvinde myrdes, Nina Borg kører rundt med barnet, og læserens negle bides længere og længere ned, får vi alle de impliceredes historier; den drømmende forretningsmand, bodybuilderen med den forkrøblede barndom, den syndfulde moder, den østeuropæiske luder. Alle drømmer de om et andet liv, andre muligheder, og vi forstår, at der er mere i disse karakterer end bare sort-hvid. Fik du for mange selvhjælpsbøger til jul? Byt dem til denne. Du vil ikke fortryde.

[Krimier]

[Når det gælder krimier, er der groft sagt to
kategorier: De konkrete og de raffinerede.
I DE KONKRETE er der begået et mord. Vores
helt sætter livet på spil for at fange den koldblodige
og bestialske forbryder, mens han/hun
opgiver at finde ud af sit eget privatliv. Som
at læse drejebogen til en tv-serie. Tænk Liza
Marklund, Elsebeth Egholm, Susanne Staun,
Sara Blædel, Anna Grue, Camilla Läckberg,
Lynda La Plante. En underkategori er DE VIDENSKABELIGE:
Der er begået et mord. Vores
helt er oppe imod lærde, der vil dræbe for at
holde afgørende viden om alt fra fugle til myten
om jomfru Maria for sig selv. Tænk
Sissel-Jo Gazan, Dan Brown, Umberto Eco,
Mikkel Birkegaard. DE RAFFINEREDE tager
egentlig bare konsekvensen af det interessante
ved de konkrete, nemlig at det er hverdagen/
familiestrukturen/kulturen/sproget e.l., der er
den egentlige dræber, og den fysiske forbrydelse
træder i baggrunden. Tænk Jan Kjærstad
(Wergeland-trilogien), Paul Auster (N.Y. Trilogien),
Helle Helle (Forestillingen om et ukompliceret
liv med en mand), Håkan Nesser (Kim Novak
badede ldrig ved Genesaret sø) – eller som film:
Antonionis Blow-Up.]