Laila Hasanovic: “Jeg tænker tit over, hvordan mit liv har udfoldet sig. Hvis vi var vendt tilbage til Bosnien efter krigen, havde min verden set helt anderledes ud”
Af Anders Ryehauge - 02/11/2026
Home / Agenda / Identitet / Laila Hasanovic: “Jeg tænker tit over, hvordan mit liv har udfoldet sig. Hvis vi var vendt tilbage til Bosnien efter krigen, havde min verden set helt anderledes ud”
I barndommen følte hun sig som en outsider, uanset hvor hun var. I dag har 25-årige Laila Hasanovic mere end 550.000 følgere, stået på den røde løber med de største stjerner og er kærester med verdens bedste tennisspiller. I otte nedslag fortæller hun om et liv, der har taget mange uventede drejninger undervejs.
Dette er første del af interviewet med Laila Hasanovic fra oktobernummeret 2026 af ELLE. Læs anden del af interviewet her.
Blå bog
Laila Hasanovic. Født 2000. Er opvokset i Svendborg med sin bosniske mor, men bor i dag i Indre By i København. Lever som model og influencer med mere end 550.000 følgere på Instagram. Lancerede i 2026 sit eget selvbrunerbrand NRD55. Er kærester med den italienske tennisstjerne Jannik Sinner.
“Jeg følte mig som en outsider, og det samme gjorde jeg i min folkeskoleklasse i Svendborg, hvor alle var pæredanske og boede i store parcelhuse. Her kunne jeg også mærke, at jeg stak ud. Det var meget med de små ting, som for eksempel, at min madpakke altid var anderledes”
Et anderledes liv
Jeg voksede op alene med min mor i en boligblok i Svendborg på Sydfyn. Mine forældre gik fra hinanden, da jeg var halvandet år, så jeg har ingen minder om dem sammen, og de har undgået hinanden lige siden. Den eneste gang, jeg har set dem sammen, var, da jeg blev student, og de stod ude foran og ventede på, at jeg fik huen på – i sikker afstand af hinanden. Selvom det er over 20 år siden, de gik fra hinanden, er det stadig akavet mellem dem, og jeg tænker nogle gange over, hvordan det mon bliver, hvis jeg skal giftes en dag.
Begge mine forældre kommer fra Bosnien og flygtede fra borgerkrigen i Jugoslavien i 1990’erne. I Bosnien er man muslim, men min mor gik meget op i, at jeg skulle integreres i Danmark, fordi det var her, vi boede, så jeg er opvokset i en helt anden kultur, end mine forældre er. Hun kommer selv fra en familie, der har været meget loose med religion og ville ikke have mig til at følge nogen traditioner fra den muslimske verden. I stedet ville hun have, at jeg skulle snakke dansk og få danske venner.
Hos min far var det helt anderledes. Der skulle vi snakke bosnisk, og når jeg engang i mellem kom til at driste mig til at spørge, om vi ikke kunne få bacon, kunne han blive helt arrig: “Selvfølgelig kan vi ikke det!”
Han boede i et lejlighedskompleks i Vejle med mange indvandrerfamilier, heriblandt rigtig mange bosniere. Når jeg besøgte min far hver anden weekend, legede jeg med alle mine bosniske venner, men jo ældre vi blev, jo hårdere begyndte folk at dømme mig for at stikke ud. Jeg ville for eksempel på ingen måde gå med tørklæde.
“Jeg er meget taknemmelig for at være vokset op med to forskellige kulturer, som begge har været en stor del af min barndom. Det har givet mig en naturlig nysgerrighed på andre mennesker og andre kulturer og har været med til at gøre mig til et åbent menneske”
Foto: Lana Ohrimenko
Jeg følte mig som en outsider, og det samme gjorde jeg i min folkeskoleklasse i Svendborg, hvor alle var pæredanske og boede i store parcelhuse. Her kunne jeg også mærke, at jeg stak ud. Det var meget med de små ting, som for eksempel, at min madpakke altid var anderledes.
Jeg havde nogle år, hvor jeg kæmpede med det identitetsmæssige, for det er forvirrende ikke at føle, at man hører til nogen steder. Heldigvis var min mor god til at indprente i mig, at jeg skulle være fri og stå ved, hvordan jeg er.
Hun gik også rigtig meget op i, at man skal kunne sørge for sig selv. Det var noget, hun gentog igen og igen igennem min opvækst: Få gode karakterer, så du kan få en god karriere og tjene dine egne penge, når du bliver voksen.
Det var noget helt andet, end det jeg lærte i miljøet hos min far, hvor mange var af den holdning, at kvinder skulle gå derhjemme og gøre rent og passe børn.
Jeg tænker tit over, hvordan mit liv har udfoldet sig. Hvis vi var vendt tilbage til Bosnien efter krigen, havde min verden set helt anderledes ud. Hvis jeg var opvokset hos min far, havde det også været noget fuldstændig andet. Heldigvis voksede jeg op i Svendborg med min mor, der gav mig friheden til at være lige præcis den, jeg er. Jeg er meget taknemmelig for at være vokset op med to forskellige kulturer, som begge har været en stor del af min barndom. Det har givet mig en naturlig nysgerrighed på andre mennesker og andre kulturer og har været med til at gøre mig til et åbent menneske.
Min mor kom til Danmark, da hun var 14 år, og på stort set samme tidspunkt kom min far hertil som 12-årig. Det er ikke nogen sjov alder at være nødt til at flygte fra sit hjemland, for man er stadig barn, men gammel nok til at forstå, hvad der foregår.
Det har aldrig været et emne derhjemme, hvad mine forældre oplevede, dengang de flygtede fra Bosnien. Det er altid blevet pakket hurtigt sammen, så jeg kender ikke deres historier særlig detaljeret.
Min mor dealer med PTSD, så på den måde har det fyldt meget i familien, selvom det aldrig er noget, der er blevet snakket om. Det har været som et tabu, der har været for svært at tage hul på. Så vidt jeg ved, er der heller ingen af dem, der nogensinde har sat foden hos en psykolog.
Jo ældre jeg er blevet, jo mere nysgerrig er jeg blevet på, hvad de egentlig har været igennem. Jeg ved bare, at det har været barskt, og at der ligger så mange traumer gemt bag at flygte fra en krig og fra sit hjem. Det var heller ikke nogen dans på roser at komme til Danmark, for de kunne ikke snakke dansk og havde ikke en jordisk chance for at komme ordentligt ind i uddannelsessystemet. Jeg har altid sat enormt stor pris på den chance, jeg selv har fået, for den fik mine forældre aldrig.
“Med tiden blev jeg dårligere til bosnisk, fordi jeg ikke talte det særlig tit. Jeg kunne nogle gange føle, at det var pinligt at skulle snakke bosnisk foran mine bedsteforældre og deres venner, når de kunne høre, at det ikke var mit førstesprog”
Mine bedsteforældre boede stadig i Bosnien, så dem besøgte vi hver sommer, da jeg var barn. Det var tydeligt at mærke, at det var et land, der havde været i krig. Der var fattigdom og ruiner alle vegne. Begge mine forældres barndomshjem findes ikke længere. Der ligger bare murbrokker tilbage. Det var altid så svært for mig at forestille mig, at mine forældre skulle have boet der engang.
Særligt der, hvor min far er vokset op, er det meget fattigt. Det er ude på landet, og der løber en togbane lige ude foran. Som barn plejede jeg at lege på den, selvom der kom toge hele tiden. Der var ingen sikkerhed eller noget som helst. Alle børnene løb bare rundt og legede på skinnerne omgivet af marker med majskolber.
Med tiden blev jeg dårligere til bosnisk, fordi jeg ikke talte det særlig tit. Jeg kunne nogle gange føle, at det var pinligt at skulle snakke bosnisk foran mine bedsteforældre og deres venner, når de kunne høre, at det ikke var mit førstesprog.
I det hele taget havde jeg svært ved at føle den store tilknytning til landet – udover lige maden. Det lyder måske mærkeligt, men jeg er vokset op med mærkelige blikke fra klassekammerater, når jeg åbnede madpakken, så det har altid været den, der har givet mig en dybere connection til kulturen. Hver gang jeg var derovre, fandt jeg mig altid mest hjemme, når vi mødtes om middagsbordet.
Jeg kan samtidig mærke, at jeg har Balkanblod i årene. Jeg ser mig selv som stædig, og jeg har ikke meget tålmodighed helt generelt. Det gælder både overfor andre mennesker og med mit arbejde. Jeg kan også mærke, at jeg har et større temperament end de fleste. Hvis jeg bliver sur, så bliver jeg rigtig sur, og det er det samme, hvis jeg bliver skuffet eller irriteret. Mine følelser ender helt ude i det ekstreme, og jeg har måske hang til at overreagere en gang imellem.
Som 11-årig var jeg på Strøget for at shoppe med min mor. Vi var lige gået ind i H&M, da der kom en dame hen og spurgte, om jeg var model. Hun gav os sit visitkort, tog et hurtigt billede af mig og sagde, at hvis jeg var interesseret, så skulle vi ringe.
Jeg fik julelys i øjnene med det samme. Fra en tidlig alder var jeg obsessed med at se musikvideoer på The Voice og MTV, og det var min store drøm at blive en del af den branche. Om det var som skuespiller, model eller sanger, var lige meget for mig, selvom jeg godt kunne høre, at jeg ikke sang specielt godt. Jeg var bare dybt fascineret af hele den verden.
Allerede dagen efter fik jeg min mor til at ringe. Vi fik sat et møde op med dem, de tog nogle flere billeder, og jeg røg på deres hjemmeside, hvor jeg lynhurtigt fik mit første job. Det var til en Lego Friends-reklame, som skulle spilles på Disney Channel.
I reklamen skulle jeg holde en drink og vende mig mod kameraet og grine. Det var måske fem sekunder, men det tog en hel dag at filme, og jeg fik 5.000 kroner for det, hvilket var mange penge i den alder. Det mest surrealistiske var dog at se sig selv i fjernsynet. Alle mine venner syntes, at det var det vildeste, og jeg var selv virkelig stolt af det.
“Det kom til at fylde rigtig meget, hvordan jeg så ud, og hvad andre tænkte om mig. Et par år senere begyndte jeg at poste på Instagram. Det plantede en angst i mig, hver eneste gang jeg gik udenfor døren, fordi jeg var bange for, at folk ville synes, at jeg ikke var lige så pæn i virkeligheden, som jeg var på mine billeder”
Jeg var fast besluttet på at skulle leve som model, og i mine yngre teenageår dyrkede jeg det ret meget. Min mor kunne se, hvor meget jeg brændte for det og sagde til mig, at hvis det var det, jeg ville, skulle jeg huske at passe på min krop. Det agentur, jeg var tilknyttet, gik også meget op i, at jeg sørgede for at træne ordentligt og passe på med, hvad jeg spiste.
Jeg havde aldrig trænet før, men begyndte at løbe vildt meget. Det er nok ikke ualmindeligt i teenageårene at begynde at tænke over, hvad man spiser, og hvor mange kalorier man indtager, men for mig begyndte det allerede som 12-13-årig, fordi jeg blev introduceret til modelverdenen.
Det kom til at fylde rigtig meget, hvordan jeg så ud, og hvad andre tænkte om mig. Et par år senere begyndte jeg at poste på Instagram. Det plantede en angst i mig, hver eneste gang jeg gik udenfor døren, fordi jeg var bange for, at folk ville synes, at jeg ikke var lige så pæn i virkeligheden, som jeg var på mine billeder.
Det blev et kæmpestort pres for mig. Hen over nogle år blev det bare værre og værre, men særligt de seneste tre-fire år føler jeg, at jeg endelig er landet et sted, hvor jeg ikke lader andres blikke fylde så meget, som det gjorde engang. Nu har jeg også været vant til, at folk har haft holdninger til mig i så mange år, så jeg lader dem mene, hvad de vil. Og skrive, hvad de vil. Jeg kender mig selv, og det gør de mennesker, der sidder bag en eller anden skærm, ikke.
Da jeg var 15 år og færdig med folkeskolen, rejste jeg et år til USA som udviklingsstudent. Jeg havde en drøm om endelig at opleve det store Amerika og den underholdningsbranche, som jeg havde været fascineret af, siden jeg var lille.
Jeg fortalte min mor, at det var det, jeg ville, og fik lov til at bruge alle mine børnepenge på det. Hvis man betalte 10.000 kroner ekstra, kunne man vælge, hvilket område man skulle være i – syd, nord, øst eller vest. Jeg drømte om, at det skulle være varmt, så vi valgte syd. Og så endte jeg i… Kentucky.
Det er overhovedet ikke syd. Det er nærmest tættere på Canada, men det var her, jeg havde fået et match, og jeg endte hos en skøn familie med tre børn.
Jeg kom på en privat amerikansk highschool, fik nogle gode venner og en kæreste, men jeg måtte også sande, at USA er noget helt andet, end jeg havde troet. Jeg følte ikke rigtig, at der var nogen af mine nærmeste, der havde advaret mig nok om det. For eksempel lige havde sagt: “Du skal bare lige vide, at Hollywood jo kun er en meget lille del af USA.” Jeg blev temmelig chokeret, da jeg kom over og så, hvad Kentucky var for noget. Man kunne ikke gå nogen steder, der var fastfoodkæder over det hele, og der var ingen, der havde drømme om noget specielt. Der var mildest talt meget langt fra Kentucky til Hollywood.
“Da jeg kom tilbage til Danmark, droppede mit modelagency mig, fordi jeg var blevet for stor. De sagde det på en pæn måde, nemlig, at jeg ‘så for trænet ud.’ Jeg kom hjem til min mor og sagde, at det var lidt forvirrende for mig, for det var jo godt at se trænet ud, og så sagde hun: ‘Skat, det er en pæn måde at sige, at du er blevet fed'”
Jeg blev hurtigt ret populær på den highschool, hvor jeg gik, fordi mange fandt det spændende, at jeg kom fra Europa. Jeg blev også cheerleader, og det er præcis, som man ser det på film. Det var de mest populære piger, så det skulle jeg bare, selvom jeg overhovedet ingen erfaring havde. Helt ærligt, så var jeg sygt dårlig til det. Men jeg fik outfittet på og hang ud med de seje piger, og det var til gengæld fedt. Alle drengene, der spillede basketball og amerikansk fodbold, var selvfølgelig vilde med cheerleaderne. Det er sådan, dynamikken er.
Jeg endte sjovt nok med at blive kærester med en countrysanger. Ham mødte jeg halvvejs igennem mit ophold. Han boede en time væk fra mig, men DM’ede mig på Instagram. Jeg var med til nogle koncerter og lytter faktisk stadig meget til countrymusik i dag. Mine veninder synes, at det er så mærkeligt, men for mig er det forbundet med noget nostalgisk at lytte til countrymusik, fordi det minder mig om hele den tid.
Selvom det ikke var det, jeg havde regnet med, blev det et dejligt år, men også et år, hvor jeg tog rimelig meget på, fordi jeg bare spiste, hvad min host-familie serverede, og det var typisk amerikansk: fedtet og usundt.
Da jeg kom tilbage til Danmark, droppede mit modelagency mig, fordi jeg var blevet for stor. De sagde det på en pæn måde, nemlig, at jeg “så for trænet ud.” Jeg kom hjem til min mor og sagde, at det var lidt forvirrende for mig, for det var jo godt at se trænet ud, og så sagde hun: “Skat, det er en pæn måde at sige, at du er blevet fed.”
