Viktoria Skovhus har fravalgt børn: “Jeg skal ikke proppe et barn ind i mit liv, fordi det ellers ville blive tomt”

I min blå bog fra gymnasiet står der under spørgsmålet “Hvor er du om ti år?”, at jeg i hvert fald ikke har fået børn. Jeg kan godt se den hos mine veninder. Den der helt naturlige bevægelse hen imod at stifte familie. Men den har aldrig været der hos mig. I tyverne tænkte jeg, at det måske kunne ændre sig, hvis jeg mødte en mand, jeg gerne ville have børn med, men når jeg ser tilbage, var det nok mest fordi, det var det, folk sagde. Jeg syntes egentlig, det var en lidt støvet tilgang til livet. Til gengæld begyndte jeg at stille mig selv et andet spørgsmål, som føltes langt vigtigere: Hvordan vil jeg gerne leve mit liv? 

Jeg havde mange samtaler med mig selv. Jeg har altid været på vej i retning af ikke at skulle have børn, men var det også sådan, jeg forestillede mig resten af livet? Hvad er det, jeg giver afkald på, og hvad er det så, jeg får igen? Jeg tror sagtens, jeg kunne have et rigtig fint liv som forælder. Jeg tror ikke, jeg ville fortryde at få børn. Men jeg tror heller ikke, jeg vil fortryde ikke at få dem. Det svære var egentlig at gøre noget andet end alle de andre. Det ville være meget nemmere bare at få nogle børn, fordi så havde man de samme vilkår som sine venner. Men jeg synes, man skylder sig selv at finde ud af, hvad kærlighed, frihed og forpligtelse betyder for én selv, og hvordan man kan indrette et liv, der passer til det. 

Jeg bliver oprigtigt glad på andres vegne, når de stifter familie og får børn. Men jeg kan godt blive provokeret, når folk tror, at det så også er det, alle andre skal. Det synes jeg er gammeldags, for at sige det ærligt. Jeg ved godt, at det er sådan, de fleste af os er opdraget. Men jeg synes godt, samfundet kunne trænge til en lussing og lige vågne op. Man må faktisk fuldstændig selv om, hvordan man lever sit liv. Det burde ikke være kontroversielt, at man har tænkt sig om et par ekstra gange og fundet ud af, at man ikke vil have børn. 

Hele samfundet er jo indrettet efter den samme fortælling. Du skal tage en uddannelse, så du kan få et arbejde. Og hvis du har en partner med et fast arbejde, kan du få et lån i banken, så du kan købe en bolig. Desuden skal I helst have to børn. Jeg bliver helt klaustrofobisk ved tanken. Hvis det er det liv, man gerne vil have, så er det jo fint. Jeg har da gjort flere af tingene selv, jeg har en uddannelse, og jeg har købt min egen lejlighed. Men der er ikke et system, der skal bestemme, at det skal være mit. Jeg synes også, jeg ser mange mennesker knække nakken på at prøve at leve op til den model. 

Foto: Kavian Borhani

Det er ikke en nem beslutning. Især ikke i den alder, jeg har nu. Jeg læste Motherhood af Sheila Heti for noget tid siden. Hun skriver om at være i tvivl, om hun vil have børn eller ej, og beskriver den sorg, der kan ligge i at fravælge noget, som giver andre mennesker så meget glæde. Den følelse kunne jeg virkelig genkende. Jeg bliver sindssygt glad på mine veninders vegne, når de bliver gravide. Men jeg mærker også, at det udfordrer min egen opfattelse af mig selv. Det er stadig svært ikke at mærke den der følelse af, at man måske er lidt forkert indrettet, når man ikke har den samme længsel efter forældreskabet, som så mange andre har. 

Nogle gange kan det godt føles, som om der er noget, der mangler. Ikke fordi lysten til at få børn pludselig er der – den er der ikke – men fordi man kan mærke, at man afviger fra normen. Så prøver jeg at minde mig selv om, at min længsel handler om noget andet. Den handler om frihed. Om alt det andet, jeg gerne vil fylde mit liv med. Om at kunne vælge til og fra undervejs og ikke føle mig bundet af beslutninger, som ikke føles rigtige for mig. 

“Når jeg tænker på forældreskabet, dukker der madpakker, hente og bringe og opdragelse op. Det har jeg bare ikke lyst til. Jeg vil hellere have et liv med masser af rejser, nye mennesker og mulighed for at gøre, hvad jeg vil. Og så vil jeg gerne have 3.000 nye hobbyer”

Jeg kan jo sagtens se alt det smukke ved at få børn. Det der med at have ansvar for et andet menneske. Folk taler om, at man oplever kærlighed på en helt ny måde. På det store filosofiske plan kan jeg sagtens se idéen i det. Men hvis man aldrig har prøvet det, så ved man heller ikke, hvad man går glip af. Og det har jeg faktisk fint med. Jeg synes, det ville være en for fluffy grund at få børn, bare fordi man gerne vil opleve den relation, når alt det andet ved forældreskabet ikke tiltaler mig. 

Når jeg tænker på forældreskabet, dukker der madpakker, hente og bringe og opdragelse op. Det har jeg bare ikke lyst til. Jeg vil hellere have et liv med masser af rejser, nye mennesker og mulighed for at gøre, hvad jeg vil. Og så vil jeg gerne have 3.000 nye hobbyer. 

Foto: Kavian Borhani

Til gengæld betyder relationerne til de børn, der allerede er i mit liv, meget. Jeg følger mine niecer tæt, og jeg ser dem vokse op. Jeg er en del af deres liv som moster, og den relation glæder jeg mig til bliver endnu stærkere. Hvis jeg en dag sidder om tyve år og gerne vil have børn i mit liv, så må jeg jo finde nogle børn, jeg kan få en relation til. Der er mange måder at være noget vigtigt for et barn på, og jeg regner også med, at jeg får et nært forhold til mine veninders kommende børn. 

Jeg er meget privilegeret af at have en stor vennegruppe, som stadig gider tage på festival, have madklub og feste, som var vi 25. Mine venner begynder selvfølgelig at få børn nu, og jeg ved godt, at vores liv kommer til at ændre sig. Men det synes jeg stadig ikke er grund nok til selv at få et barn. Jeg skal ikke proppe et barn ind i mit liv, fordi det ellers ville blive tomt. Jeg vil hellere give plads til, at livet kan udvikle sig i tusind andre retninger end moderskabet. 

Der er selvfølgelig nogen, der spørger mig, hvorfor jeg ikke vil have børn, og så ryger vi hurtigt ind i, at det skal have en årsagsforklaring. Hvad er der sket? Har du oplevet noget i din barndom? Som om der nødvendigvis må være en forklaring. Men det er der ikke. Jeg har haft en helt standard barndom. Jeg kommer fra en kernefamilie med mor og farog en søster. At jeg ikke ønsker det samme liv, handler ikke om en modstand mod det. Det handler nok mere om, at det var mit liv som barn, nu vil jeg gerne prøve noget andet som voksen.  

Jeg tror især, jeg møder skepsis fra de mødre, hvor moderskabet fylder meget i deres identitet. De vil rigtig gerne have det til at handle om, at jeg har prioriteret karrieren i stedet. Eller at det er, fordi jeg ikke har en fast romantisk partner. De har svært ved at forstå, at jeg simpelthen ikke er draget af forældreskabet. Det kan jeg godt blive lidt træt af. Også fordi nogle taler om moderskabet, som om det fuldender ens opgave som kvinde. Det synes jeg faktisk er enormt respektløst over for kvinder, der ikke har børn. Jeg kan jo sagtens forstå deres valg om at få børn. Jeg er glad for, at de har et liv, de selv har valgt, og som gør dem lykkelige. Jeg har ikke behov for, at de forstår mit valg, men de må meget gerne acceptere det.  

“Jeg bliver vildt provokeret, når folk insinuerer, at jeg ikke har kærlighed i mit liv, bare fordi jeg er single. Jeg har masser af kærlighed. Måske ikke en fast partner, men jeg har så meget kærlighed i mine venskaber og i min familie. Jeg prioriterer virkelig at værne om det, og det tror jeg også er en del af forklaringen på, at jeg er så glad for mit liv”

Arbejdsmæssigt er jeg selvstændig og har skruet relativt langt ned for, hvor mange kunder jeg har, fordi jeg gerne vil arbejde så få timer som muligt og have tid til andre ting. Jeg har indrettet mit liv, så jeg i princippet kan flytte til Berlin i morgen, hvis jeg har lyst. Den frihed kan jeg helt vildt godt lide. Og jeg er også ret sikker på, at jeg skal drage nytte af den, hvis alle de andre lige pludselig er enormt satte, og det hele er blevet lidt mere fastlåst. 

Lige nu har jeg heller ikke lyst til at have en fast romantisk partner. Det må gerne være uforpligtende. Det kan også sagtens være, at parforhold ikke er for mig. Jeg elsker altså at bo alene. Men jeg bliver vildt provokeret, når folk insinuerer, at jeg ikke har kærlighed i mit liv, bare fordi jeg er single. Jeg har masser af kærlighed. Måske ikke en fast partner, men jeg har så meget kærlighed i mine venskaber og i min familie. Jeg prioriterer virkelig at værne om det, og det tror jeg også er en del af forklaringen på, at jeg er så glad for mit liv.

Foto: Kavian Borhani

Jeg har tænkt virkelig meget over de store beslutninger. Om jeg vil være forælder. Om jeg vil være i et traditionelt parforhold, hvor man deler økonomi, bor sammen og står til regnskab over for hinanden. Om hvordan jeg gerne vil arbejde. Jeg har virkelig prøvet at finde ud af, hvad der er vigtigt for mig. Det er ikke fordi, jeg er ikke bange for forpligtelser. Men det skal fandeme være nogle ordentlige forpligtelser. Nogle, der giver mening for mig. 

Jeg ved ikke præcis, hvordan mit liv ser ud om ti år. Og det er faktisk noget af det, jeg holder allermest af. Måske bor jeg et andet sted. Jeg forestiller mig, at jeg på et tidspunkt gerne vil have en livspartner. En, der vil med ud at rejse og måske have en kat eller et sommerhus, vi kan gå og nusse rundt i. Jeg føler, at der er plads til, at livet kan udvikle sig. 

Jeg føler mig faktisk enormt privilegeret over at kunne tage mit liv op og kigge på det og spørge mig selv: Hvordan vil jeg gerne gøre det her? Ikke hvordan andre synes, det skal se ud, men hvordan det giver mening for mig. Hvis svaret en dag ændrer sig, så må mit liv ændre sig med det. Men lige nu er det sådan her, jeg gerne vil leve.