Mazen Ismail kom til Danmark som flygtning fra Libanon og voksede op i socialt boligbyggeri i Brejning, lidt uden for Vejle, hvor han tidligt oplevede både racisme, vold og følelsen af at stå alene med et ansvar, der var større end hans alder. Samtidig fandt han fællesskab i musikken og de kreative rum, der gav ham mulighed for at forestille sig en anden fremtid end den, han var født ind i. I dag ser forfatteren og musikeren tilbage på en opvækst præget af tab, uro og modstand – men også af en ukuelig tro på, at ens historie ikke behøver at ende dér, hvor den begynder.
Vi flyttede ind i lejligheden i Vejleforstaden Brejning, da jeg var syv år. På det tidspunkt havde vi boet to år på en række forskellige asylcentre i Danmark. Mit første møde med Buen, boligblokken, hvor lejligheden lå, var ikke så positivt. Jeg var en af de eneste børn, der havde en anden etnisk baggrund end dansk. Få lignede mig. Og det fik jeg at vide af blokkens større drenge. De kaldte mig og min familie alt muligt grimt. Når jeg mødte dem nede på gaden, slog og sparkede de mig. Om morgenen, når jeg skulle tage bussen til skole, holdt jeg øje med bussen fra vores altan, så jeg kunne løbe direkte derned og time min ankomst med bussens. Hvis jeg stod og ventede ved stoppestedet, skubbede drengene mig ind i hækken og fortsatte deres racistiske tilråb.
Mazen Ismail
33 år, digter og fortæller
Født i Libanon og primært opvokset i Brejning ved Vejle
Har en bachelorgrad i international erhvervskommunikation og sprog fra Syddansk Universitet
Til efteråret tager han på Danmarks-tourné med sit nye show ”Alt det man ikke siger på første date”
Bor i København
Buen består af omkring ni ret lave boligblokke, som kun er to etager høje. Malet i gult og hvidt med blå nuancer. Det er det, man vil kalde socialt boligbyggeri. Vores lejlighed var for lille til seks mennesker (tre lillebrødre, red.). Vi havde en altan, hvor vi kiggede ud over et grønt græsareal, et smalt køkken og et par værelser. Noget af det, jeg husker tydeligst ved lejligheden, er, at hoveddøren var af glas. For jeg sad og kiggede ud på de store drenge, når de også kom forbi vores lejlighed for at råbe ad os og kaste småsten på døren og vinduerne. De kom på deres scootere nærmest hver tredje dag, tror jeg, indtil min far endelig tog en af dem på fersk gerning og lod sine hænder tale. Vi så dem aldrig igen.
“En uge inden vi skulle afsted, døde min bror, ni år gammel”
Mine første barndomsminder er fra Beirut i Libanon, hvor min familie boede, indtil jeg fyldte fem år. Jeg husker de tætte familiebånd og nærværet. De trygge rammer, som især min mor forsøgte at skabe for både mig og min storebror – vi var de eneste børn dengang. Men der var selvfølgelig også bomberne uden for vores vinduer, som vi hele tiden skulle forholde os til. Min storebror var meget syg, fordi hans fødsel var fyldt med komplikationer, han fik blandt andet ikke nok ilt til hjernen, så mine forældre havde i flere år været på jagt efter den rette behandling til ham. Den kunne de ikke få i Libanon. Min far havde overtalt min mor til, at vi skulle rejse til New York, da han selv havde boet der i et par år. Han solgte hende drømmen om byen, der aldrig sover, Frihedsgudinden med faklen i hånden og hele den amerikanske drøm. En uge inden vi skulle afsted, døde min bror, ni år gammel.
Vi endte i Danmark, fordi vi ikke kunne komme videre fra Kastrup Lufthavn og blev sendt til Sandholmlejren. Mine forældre syntes, at Danmark var et smukt land, og at folk var søde og imødekommende på asylcenteret. Så vi blev. I hvert fald for en stund. Det handlede om at komme væk fra krigen. Jeg husker det som en god tid, der var mange andre børn fra forskellige kulturer, og vi legede sammen. Jeg fik en cykel af Røde Kors, og den brugte jeg meget tid på. Det var selvfølgelig noget andet for mine forældre. De havde lige mistet et barn og var i dyb sorg. Samtidig vidste de ikke, om de skulle tilbage til Libanon, videre til New York eller blive i Danmark. Jeg troede længe, at vi skulle hjem igen. Det var det, mine forældre fortalte mig. Jeg savnede vores familie. Mine mostre, som havde taget sig så meget af mig. De første tre-fire år blev jeg ved med at spørge, hvornår vi skulle tilbage. ”Snart, snart”, svarede de. Indtil jeg holdt op med at spørge.
Min brors død var en tragedie. Mine forældre skulle samle brikkerne op i et fremmed land, samtidig med at de sørgede over at have mistet deres søn. De skulle lære et nyt samfund og sprog at kende og finde en måde at leve videre med en ubeskrivelig smerte. Min brors død prægede selvfølgelig min opvækst. Det er ikke noget, man lige kommer sig over. Jeg husker ham tydeligt, og jeg har i det meste af mit liv søgt efter ham. Jeg tror, at jeg altid har savnet den tryghed, han kunne have været for mig. En storebror at læne sig op ad. En, der kunne tage de byrder, som en storebror tager. Jeg havde hverken mine forældre eller andre til at støtte mig, da vi landede på Buen. Jeg blev den ældste, og jeg var også den eneste i hjemmet, der kunne tale dansk. Så jeg måtte oversætte for mine forældre, når der kom post fra kommunen eller skolen.
Der var også gode stunder. Min far inviterede folk til grillfester. Mine forældre forsøgte at skabe fællesskab og et netværk blandt de mennesker, de lærte at kende. Det gjorde de allerede på asylcenteret. Jeg fik også venner fra blokken. Martin, som boede lige over for, og Hadi, som lignede mig lidt. Vi kørte på rulleskøjter og cyklede rundt. Vi kørte på ramper ved fritidsklubber. Ja, vi tilbragte mange timer udendørs. Der var masser af natur i Brejning, tæt på Buen lå der en skov, hvor vi byggede huler og tændte bål. I ungdomsklubben begyndte jeg at lave musik, og til juleafslutningen i 7. klasse sang jeg ’Last Christmas’, og derfra kom jeg med i et skoleband. Jeg var kæmpe Michael Jackson-fan, jeg så hans musikvideoer allerede på asylcenteret. Jeg havde også min baggrund i arabisk musik – mine forældre lyttede meget til den populære, libanesiske sanger Fairuz, mens de andre lyttede til noget helt andet musik, blandt andet Metallica, så det blev en sjov blanding af musik, vi lavede.
Mødet mellem de forskellige typer musik og kulturer, og at det kunne lade sig gøre, var noget af det, som fascinerede mig ved musikkens verden. Men også, at uanset min baggrund og de oplevelser, jeg havde haft, gav musikken mig en verden, jeg havde lyst til at være en del af. Jeg kunne skrive sange, stå på en scene og udtrykke mig gennem musik og tekster. Der åbnede sig et helt nyt univers for mig. Fantasiens og kreativitetens. Der var ikke nogen krav om, at man skulle komme fra et bestemt sted eller være på en bestemt måde. Det var et sprog, alle kunne forstå, tale og føle. Da jeg først blev introduceret til den verden, var det game over. Så vidste jeg, at det var det, jeg ville bruge mit liv på.
“Han havde også nogle dæmoner, han kæmpede med, min far. Han kunne blive ekstrem voldelig – både over for min mor og mig. Jeg har fået mine omgange”
Min far arbejdede det meste af tiden. Han havde en stærk iværksætterånd og fik stablet flere virksomheder på benene. Han handlede med alt muligt. Han hentede grøntsager, frugt og sodavand i Tyskland og solgte dem i Danmark. Senere åbnede han en fiskeforretning, først ved at sælge til sine venner fra bagagerummet af sin gamle Toyota, siden ved at have tre lastbiler, der kørte rundt og blandt andet leverede til Kongehuset. Jeg oplevede min fars arbejdsomhed og tro på egne evner på nærmeste hånd, da jeg arbejdede for ham, fra jeg var 14 år, til jeg var 24 år. Jeg var min fars slave. Jeg kunne ikke rigtig melde mig syg, for så hev han mig bare op ad sengen. Det er nok derfra, at min egen iværksætterånd kommer fra. Tanken om, at tingene ligger i ens egne hænder, man kan ikke vente på, at andre gør arbejdet for én. Man må tage chancer. Ligesom da jeg sidste år lejede Operaen i København – og lavede to udsolgte shows på én dag.
Han havde også nogle dæmoner, han kæmpede med, min far. Han kunne blive ekstrem voldelig – både over for min mor og mig. Jeg har fået mine omgange. Jeg husker frygten. Den konstante følelse af alarmberedskab, når han var i dårligt humør. Mit nervesystem var aldrig i ro, og jeg følte ikke, at jeg havde et sted, hvor jeg kunne sænke skuldrene helt og være tryg. Det var et helvede. Det endte med, at politiet kom og tog min mor og os børn med på et krisecenter for voldsramte kvinder. Der gik et par år med, at vi flyttede ind og ud af krisecentrene. Mine forældre blev ved med at forsøge at lykkes, de blev først skilt for nogle år siden, da alle vi børn var blevet voksne. Men de burde være blevet skilt langt tidligere.
Jeg har et godt forhold til min far i dag. Jeg elsker ham, og jeg er tæt på ham. Jeg forstår den verden, han kommer fra. Han kendte ikke til andet end krig og ødelæggelse. Og sorg over tabet af sit barn. Jeg kan ikke forvente, at han skulle reagere pædagogisk på tingene. Derfor bebrejder jeg ham ikke. Jeg tror ikke, at det kom fra et ondt sted. Han havde simpelthen ikke redskaberne til at håndtere alt det, han havde været igennem.
At mine sensorer altid var slået til, er en del af forklaringen på, hvorfor jeg er blevet den kunstner, jeg er i dag. Jeg mærker rum og stemninger ekstremt hurtigt. Jeg er yderst sensitiv over for alt omkring mig. Jeg kan nærmest mærke en konflikt, fem minutter før den opstår. Den følsomhed bruger jeg meget i mit arbejde.
Uroen i hjemmet betød nok også, at jeg søgte andre fællesskaber, og jeg begyndte at hænge ud med nogle nye venner, som også kom inde fra Vejle af. Vi stjal biler, og jeg bildte mig selv ind, at det ikke var så slemt, fordi forsikringen jo dækkede. Når jeg ser tilbage, var det mere selvdestruktivt end dybt kriminelt. Jeg var aldrig en del af bander og den slags. Der lå digte i inderlommen på min dunjakke. Når politiet kom hjem til Buen for at lede efter mig, nåede jeg som regel at spotte dem, og så hoppede jeg ud over altanen og løb væk.
“Følelsen af uretfærdighed var mit brændstof i mange år, fra da jeg lavede musik på ungdomsskolen og senere studerede på universitetet, til jeg begyndte at slå igennem som digter. Jeg var drevet af, at jeg skulle vise alle dem, der ikke havde troet på mig, hvad jeg kunne”
En dag gik det galt. Jeg havde en beef med en fra en anden vennegruppe, og vi havde aftalt, at vi skulle mødes en mod en og få gjort regnskabet op. Men ham og hans venner lavede et bagholdsangreb, og han endte med at trække en kniv og stikke mig ni gange i ryggen. Selv om det måske burde have været et vendepunkt, fortsatte det småkriminelle og volden, indtil jeg to år senere som 17-årig kom i ungdomsfængsel. Det lyder måske vanvittigt, men lige da jeg var blevet stukket, tænkte jeg: ”Det her bliver godt materiale en dag, når jeg skal skrive en bog.” Jeg stolede hele tiden på, at der ventede en anden fremtid for mig. Selv da jeg sad i ungdomsfængsel, vidste jeg, at jeg en dag skulle på universitetet, skrive bøger og leve af det kreative.
Jeg er også blevet smidt ud af flere skoler i Brejning og i nabobyerne. Den ene gang fik jeg skylden for, at en anden dreng tissede på en lærers bil. Jeg havde intet med det at gøre, men en halv time efter, det var sket, blev jeg kaldt på rektors kontor og smidt ud. Jeg var måske ikke den mest eksemplariske elev, så det var nemt at pege på mig. På en ny skole blev jeg allerede den første dag kaldt ind på kontoret, fordi nogen mente, at jeg havde ridset en opslagstavle med en kniv. Det havde jeg ikke.
Følelsen af uretfærdighed var mit brændstof i mange år, fra da jeg lavede musik på ungdomsskolen og senere studerede på universitetet, til jeg begyndte at slå igennem som digter. Jeg var drevet af, at jeg skulle vise alle dem, der ikke havde troet på mig, hvad jeg kunne. I dag er jeg kommet videre. Jeg gider ikke bære nag. Jeg synes egentlig, at det er sjovt at vende tilbage. Jeg har holdt foredrag på den skole, som jeg blev smidt ud af i 10. klasse, og jeg har holdt workshops i det samme ungdomsfængsel, jeg sad i. Jeg er mere optaget af at fortælle om, at ens historie ikke behøver at ende dér, hvor den begynder.
