ELLE Danmarks chefredaktør igennem 18 år, Cecilie Ingdal, tiltræder ny direktørrolle. I ELLEs oktobernummer, der udkommer torsdag den 24. september, siger hun dermed for sidste gang fra chefredaktørstolen: "Rigtig god læselyst". Læs Cecilie Ingdals sidste leder her.
Goodbye, farewell, auf Wiedersehen, adjø … eller Til vi ses igen
18 år.
Det lader jeg lige – for min egen skyld – synke ind. For det er på én gang ufatteligt lang tid – og gået så klichéagtigt, ubegribeligt hurtigt.
Den 22. september 2008 udkom ELLE for første gang i Danmark, og lige siden har jeg befundet mig temmelig hjemmevant i chefredaktørstolen. Indtil i dag, den 24. september 2026, hvor ELLEs 18-års-udgave udkommer. Endda på min anden teenagers, min 13-årige Ediths, fødselsdag.
Jeg har hele mit liv været optaget af mode. Af modens betydning og modens magt. For samfundet, for samtiden og for den enkelte. Så da jeg – efter et hæsblæsende ansættelsesforløb – fik til opgave at starte ELLE i Danmark, vidste jeg ret præcist, hvad jeg gerne ville skabe: Et magasin med internationalt udsyn, et stærkt modeblik og mennesker og fortællinger, der kan mærkes.
Og selvom jeg allerede den gang havde drømmene, ambitionerne og viljen, kunne jeg nu alligevel ikke forestille mig alt det, ELLE siden er blevet. Ikke mindst hvor stor en del af mit liv og min identitet, ELLE skulle blive.
Cecilie Ingdal tiltræder ny rolle som udgiver af ELLE Danmark og CEO i virksomheden Toast Projects, som hun også er medstifter af.
ELLE blev hurtigt meget mere end et magasin, vi måned efter måned sendte på gaden. ELLE Awards kom til, og vi har årligt siden 2013 samlet og hyldet de mennesker, der former dansk mode, kultur og kreativitet (den 6. november 2026 gør vi det igen.) Vi lancerede ELLE Decoration og en lang række andre formater, events, idéer og initiativer, der alle udsprang af det samme ønske: at skabe et univers forankret i mode, æstetik og journalistik, som er nysgerrig på vores samtid og på de mennesker, der flytter den.
Og så blev det selvfølgelig til hundredvis af glittede magasinforsider, vedkommende interviews, æstetiske modeserier, vidunderlige modeuger, skarpe deadlines, vilde opture, lærerige nedture, berigende diskussioner, befriende latteranfald – og de øjeblikke, hvor en idé, der begyndte som et par ord på et redaktionsmøde, pludselig lå færdigtrykt foran os.
Når jeg ser tilbage, tænker jeg særligt på alle de mennesker, der har lukket os ind.
Dem, der har delt deres hjem, garderober, ambitioner, sorger, kærlighedsliv, tvivl og drømme med os. På den særlige tillid, der opstår, når et menneske siger ja til at lade os fortolke en del af deres liv og sende den videre til jer.
Det ansvar har aldrig føltes mindre gennem årene. Tværtimod.
Noget af det fineste ved at lave et magasin er for mig stadig at kunne vise et menneske, en idé, et talent eller et perspektiv frem, fordi vi på redaktionen mener, at det fortjener opmærksomhed.
Ikke nødvendigvis fordi alle andre allerede synes det.
Men nogle gange før de gør.
I anledning af vores fødselsdag har vi i øvrigt bedt en række mennesker, der gennem årene har været med til at forme ELLE, om at skrive til den 18-årige ELLE, til deres eget 18-årige jeg eller til en 18-årig af i dag.
Også jeg selv har kredset om, hvad jeg selv ville sige, hvis jeg kunne sende et brev til fortiden. Til mit 18 år yngre jeg, der sad dér i 2008 og skulle skabe den allerførste udgave af dansk ELLE.
Og jeg tror først og fremmest, jeg ville skrive:
Hverken du eller ELLE behøver være for alle. Det er der faktisk ingen, der forventer.
Men også:
Du kommer til at tage fejl. Også selv om du gør dig umage. Nogle idéer kommer ikke til at virke. Andre bliver større, end du havde turdet håbe eller kunnet forudse. Nogle sender dig i shitstorm. Andre heldigvis i lovestorm.
Hæv altid barren.
Lyt.
Forbliv nysgerrig.
Og vær aldrig bange for forandring.
Den sidste sætning siger jeg også til mig selv i dag. For efter 18 år rejser jeg mig fra chefredaktørstolen.
Det har jeg skullet tage mig mod til. For ELLE har fyldt så stor en del af mit voksne arbejdsliv, at det næsten er umuligt at skille de to historier helt ad. Jeg har udviklet mig med ELLE, ligesom ELLE har udviklet sig med mig. Men 18 år føles som det helt rigtige tidspunkt at sende ELLE videre.
“(…) Videre til en ny rolle med nye ambitioner som i den grad stadig har ELLE som omdrejningspunkt. For ELLE er på ingen måde færdig med at sprede sine vinger – og jeg er ikke færdig med at hjælpe med at folde dem ud, ligesom at Toast Projects, som Nikita og jeg stiftede, da vi for 2 ½ år siden overtog ansvaret for ELLE, også skal udvikle endnu flere formater. I hvilken retning, hvor langt og til hvad, ved jeg ikke endnu ikke, men hvis de seneste 18 år har lært mig noget, er det måske netop, at man ikke behøver kende hele vejen, før man begynder at gå”
For noget af det vigtigste, man kan gøre med det, man har været med til at skabe, er vel netop at lade det udvikle sig videre.
ELLE får nu en ny chefredaktør i Nikita Hoffmann Andersen, som mange af jer allerede kender gennem hendes arbejde som redaktionschef. Nikita kender ELLE indefra. Hun kender redaktionen, historien og DNA’et. Og hun er en eminent redaktør med et skarpt blik for både mode, mennesker og den tid, vi lever i.
Men endnu vigtigere: Hun har sin egen stemme, sine egne idéer og sin egen generation at se verden fra – og præcis derfor er hun den helt rigtige til at føre ELLE videre.
For ELLE skal være evigt levende, nysgerrig og i bevægelse. ELLE skal turde forandre sig i takt med kvinderne, kulturen, moden og verden omkring os.
Og jeg?
Jeg skal også videre.
Ikke fra alt det, jeg har brugt 18 år på at bygge. Slet ikke. Men videre til en ny rolle med nye ambitioner, som i den grad stadig har ELLE som omdrejningspunkt. For ELLE er på ingen måde færdig med at sprede sine vinger – og jeg er ikke færdig med at hjælpe med at folde dem ud, ligesom at Toast Projects, som Nikita og jeg stiftede, da vi for 2 ½ år siden overtog ansvaret for ELLE, også skal udvikle endnu flere formater. I hvilken retning, hvor langt og til hvad, ved jeg ikke endnu ikke, men hvis de seneste 18 år har lært mig noget, er det måske netop, at man ikke behøver kende hele vejen, før man begynder at gå.
Så dette er et farvel til chefredaktørstolen – og goddag til rollen som udgiver af ELLE og direktør i Toast Projects, forlaget bag ELLE.
Men først og fremmest er dette et meget stort TAK.
TAK til alle jer, der gennem 18 år har læst med, skrevet til mig og os, været uenige med os, heppet på os, købt magasinet, gemt en forside, mødt op til vores arrangementer – og på den måde gjort ELLE til meget mere end noget, vi producerer på en redaktion.
TAK til alle jer, der gennem årene har arbejdet på og med ELLE. Nogle i kort tid, andre gennem mange år. I har hver især sat jeres aftryk. På ELLE – og i mig.
Og så: Tak til ELLE.
“Som 18-årig har man fundet sin stemme, men langt fra sagt sit sidste ord. Det har du heller ikke. Og det har jeg heldigvis heller ikke”
For 18 år, jeg aldrig kunne have forestillet mig på forhånd. For menneskerne, mulighederne, oplevelserne, diskussionerne, grinene, stoltheden, de søvnløse nætter og sommerfuglene i maven. For at have været det sted, hvor jeg fik lov til at være nysgerrig, stille krav, skifte mening, få idéer og se dem blive til virkelighed.
Du blev voksen, mens jeg kiggede på.
Og måske gjorde jeg det også lidt sammen med dig.
Nu fylder du 18.
Som 18-årig har man fundet sin stemme, men langt fra sagt sit sidste ord.
Det har du heller ikke.
Og det har jeg heldigvis heller ikke. For fra næste udgave har den nye chefredaktør på forhånd givet mig min egen klumme på magasinets sidste side.
Så I slipper ikke helt for mig endnu.
Men for sidste gang fra chefredaktørstolen:
Rigtig god læselyst,
Cecilie