Da Nicolai Vallys gik i gymnasiet, drømte han ikke nødvendigvis om at blive professionel fodboldspiller – indtil han underskrev sin første kontakt med FC Roskilde i 1.division som 22-årig. Vallys er en late bloomer i fodboldverdenen, men han har i den grad bevist sine evner – i 2024 blev han kåret til Årets spiller i Superligaen. Brøndby IF.-spilleren er glad for, at det har taget tid at slå igennem – tempoet har passet til det menneske, han er. Han forsøger stadig at tage tingene, som de kommer og tjekke ind med sig selv: Hvad har jeg egentlig lyst til?
Blå bog
Nicolai Vally, fodboldspiller i Brøndby IF., 29 år. Født og opvokset på Østerbro, København. Har en gymnasialuddannelse. Har tidligere spillet i BK Skjold, Skovshoved IF., FC Roskilde og Silkeborg IF Blev kåret til Årets spiller i Superligaen i 2023/2024. Bor i København sammen med sin kæreste.
Lige siden jeg var lille, har fodbold fyldt meget i mit liv. Min storebror spillede fodbold, og min far har altid fulgt meget med. Han var også min fodboldtræner, da jeg var lille og begyndte at spille i BK Skjold ovre i Fælledparken. Jeg var god, og vi havde et godt hold. Vi deltog i turneringer, hvor vi spillede mod de store hold. Det var sjovt. Jeg var en af profilerne på holdet, og som 12-13-årig blev jeg inviteret med til U-14 regionssamlinger, hvor de bedste spillere i regionen samledes for at blive udvalgt til et slags regionslandshold. Der mødte jeg ind sammen med syv spillere fra FCK, og formentlig ligeså mange fra Brøndby og FC Nordsjælland – jeg var den eneste fra Skjold. Jeg fandt ud af, at jeg var blandt de bedte spillere på min alder, men omvendt gjorde samlingerne også noget andet ved mig. Det hele blev mere alvorligt. At holde fri fra skole og bo på hotel for at spille fodbold, lyder måske som en drøm, men jeg trivedes ikke så godt i det.
“Jeg er også glad for, at jeg nåede at have et liv før fodbold med gymnasiet og de jobs, jeg havde bagefter. Det har gjort mig mere forankret i virkeligheden. Og jeg føler mig også rustet til igen at vende tilbage dertil, når min fodboldkarriere er slut”
Jeg syntes også, at de andre spillere var sejere end mig. De var smarte og lidt længere fremme i skoene. De var også mere vant til det professionelle setup. Samlingerne gjorde mig nervøs. Jeg var vant til at være blandt de bedste på holdet i Skjold, og her var der mange andre dygtige spillere, som havde nemmere ved at vise sig frem. Det handlede meget om at komme videre til den næste samling, og det gjorde mig usikker. Hver træning føltes som en vurdering. For mig kom det til at handle mest om at undgå at lave fejl. Min træner i Skjold sagde til mig, at jeg var en anden spiller, når jeg kom tilbage derfra. Jeg turde slet ikke spille, som jeg normalt kunne. Til sidst blev jeg også sorteret fra. Jeg var for lille og langsom, sagde de. Senere ringede de faktisk og spurgte, om jeg ville være med igen – vist nok på et afbud. Jeg snakkede med min far om det, og vi endte med at takke nej. Det havde taget noget af glæden for fodbold fra mig.
Skjold var et trygt sted. Jeg havde spillet med de samme spillere i mange år, og de var mine gode venner. Og så var vi faktisk ret gode. Jeg endte med at blive seniorspiller i Skjold, da hele vores ungdomshold blev rykket op på førsteholdet, da vi var omkring 17 år. Her spillede vi i Københavnerserien og rykkede endda op i Danmarksserien. Jeg syntes stadig, det var sjovt at spille, og det var fedt at få bekræftet, at jeg godt kunne være med i Danmarksserien. Men samtidigt var jeg også begyndt i gymnasiet, så fodbold kom lidt på afstand og drømmen om at blive professionel fyldte ikke så meget, som da jeg var en lille dreng.
“For første gang var der nogen, der betalte mig for at spille. Jeg skulle leve op til, at de havde hentet mig”
Gymnasiet tog jo en del af min tid. Jeg festede også og kom hjem sent – også dagen før kamp. Jeg havde ikke rigtig nogen plan for, hvad jeg skulle og tog tingene som de kom. Jeg havde ikke travlt, heller ikke efter gymnasiet, hvor jeg holdt tre sabbatår. Jeg arbejdede blandt andet i en børnehave, mens jeg blev ved med at spille fodbold. Da vi rykkede ned igen i Københavnerserien, fik jeg tilbudt at skifte til Skovshoved, der kort tid efter spillede i 2. division. Igen kunne jeg følge med, og flere klubber fra 1. division begyndte at holde øje med mig og tilbød mig en kontrakt. Jeg var i starten af 20’erne, da jeg underskrev min første professionelle kontakt med FC Roskilde, som spillede i 1. division. Det ændrede min hverdag. Pludselig skulle jeg stå op om morgenen, køre til træning, spise og sove ordentligt, så jeg kunne træne igen dagen efter. Det var fedt, men jeg mærkede også et pres. For første gang var der nogen, der betalte mig for at spille. Jeg skulle leve op til, at de havde hentet mig. Det gav lidt flere nerver til kampene, men jeg synes også, det var fedt at kunne sige, at jeg levede af at spille fodbold.
Efter et turbulent år i Roskilde med flere trænerskifter og en truende konkurs, fik jeg mulighed for at skifte frit til Silkeborg, som havde holdt øje med mig. De er gode til at kigge ned i rækkerne og finde spillere, som andre Superliga-klubber ikke kigger efter. Og sådan endte jeg pludselig i Superligaen, hvor jeg trivedes. Jeg spillede godt, scorede mål, og efter et par år endte vi som nummer tre i ligaen.
Jeg tror, at det har været rigtig godt for mig, at det tog tid at slå igennem som fodboldspiller. Jeg har kunnet følge med. Og tage et skridt ad gangen og vænne mig til det undervejs. På den måde har jeg haft tid til at forstå, hvad der egentlig skete, hver gang jeg rykkede et niveau op og presset og forventningerne steg. Jeg er også glad for, at jeg nåede at have et liv før fodbold med gymnasiet og de jobs, jeg havde bagefter. Det har gjort mig mere forankret i virkeligheden. Og jeg føler mig også rustet til igen at vende tilbage dertil, når min fodboldkarriere er slut.
Jeg har altid været drevet af at blive bedre. Nogle gange kørte jeg ud og trænede frispark, når jeg havde fri. Men jeg gjorde det, fordi jeg havde lyst, og fordi jeg var nysgerrig på, hvor god jeg var. Ikke fordi jeg drømte om at blive den næste store stjernespiller. Jeg har aldrig haft en karriereplan. Jeg har gjort mig umage, og de små skridt, jeg tog opad, har været vigtige. Jeg skulle hele tiden forholde mig til et lidt højere niveau, og det fik mig op på tæerne.
“Nogle gange føles mit liv som professionel fodboldspiller som et eventyr. Som om jeg lever i en parallelverden. Måske fordi jeg ikke havde regnet med, at jeg ville ende her. Jeg tænker nogle gange, at jeg bare er på træningslejr, og når den slutter, så skal jeg tilbage til virkeligheden”
Skiftet til Brøndby er klart det største skridt, jeg har taget. Selvom Silkeborg spiller i den samme liga, er alt ti gange større i Brøndby. Alt ændrede sig. Min økonomi, hverdagen og forventningerne. Selvom jeg følte mig rustet til skiftet, så skulle jeg stadig vænne mig til Brøndby. Jeg ved ikke om man kan sige, at jeg nyder det hele tiden – men jeg trives i det. Jeg lærer at navigere i presset og acceptere, at det er en del af sporten. Til gengæld bliver opturen også ti gange federe, fordi der er så meget på spil.
Jeg prøver stadig at tage tingene, som de kommer. Det er vigtigt for mig, at jeg ikke glemmer at nyde, hvor jeg er lige nu. Det kan godt være svært, for mekanismerne i professionel fodbold handler meget om hele tiden at tage det næste skridt, og min succes i Brøndby har da givet anledning til at drømme mere. Jeg tænker også på udlandet. Og på, hvor god jeg kan blive. Men samtidigt forsøger jeg at holde fokus på, at det også handler om at få de fedeste oplevelser med fodbold, mens jeg kan. Det kan godt være, at det giver mening at skifte til udlandet, når man har spillet godt i Danmark, men hvad har jeg selv lyst til? Sådan forsøger jeg hele tiden at mærke efter. For at have det sjovt. Nogle gange føles mit liv som professionel fodboldspiller som et eventyr. Som om jeg lever i en parallelverden. Måske fordi jeg ikke havde regnet med, at jeg ville ende her. Jeg tænker nogle gange, at jeg bare er på træningslejr, og når den slutter, så skal jeg tilbage til virkeligheden.
