Tina Søgaard blev talentspottet som parfumeur som teenager, men først efter en alvorlig bilulykke kom hun ind i skønhedsbranchen, og først efter en skilsmisse startede hun sit eget brand, Ecooking. På trods af alvorlige sygdomme, ulykker og en skilsmisse føler hun sig heldig – og ikke kun fordi hun nu har solgt virksomheden for et trecifret millionbeløb her 10 år efter grundlæggelsen.
Blå Bog
Tina Søgaard. Grundlægger af Ecooking fra 2015. Har i dag solgt 70% af virksomheden, som hun fortsat arbejder i. Mor til to døtre.
Jeg har altid vidst, at jeg er født med en speciel næse. Da jeg var otte-ni år, boede jeg i en lille by langt ude på Djursland, og en af mine yndlingsbeskæftigelser var at tage den timelange bustur ind til Randers og gå i Matas, hvor ekspedienterne kendte mig. De gav mig en lille stak af små duftprøver, som jeg tog med hjem, og så sad jeg på mit værelse og duftede til prøverne og tog noter.
Som lige knap 17-årig var jeg i Frankrig med skolen. Vi var blandt andet til champagnesmagning, som man nok ikke ville få lov til som en del af en skoleudflugt i dag, og så besøgte vi en parfumeur, hvor vi skulle lave en dufttest og lave en parfume. Han fortalte, at der er 98 grunddufte, og at en dygtig, utrænet næse ville kunne dufte omkring 10. Til testen skulle man dufte til 98 små, nummererede flasker og så notere nummeret på et ark med duftnavnene ud for den duft, man troede, der var tale om. Da vi var færdige, samlede parfumeuren arkene ind og gennemgik dem. Den, der havde næstflest korrekte svar, havde syv rigtige. Jeg havde 92. Parfumeuren trak mig til side og spurgte, om jeg ikke ville lave en duft sammen med ham.
“Jeg blev lukket ind i et univers af laboratorier, der mindede om noget fra Harry Potter – med damp og røg og blæst og en masse gamle, franskmænd”
Parfumen, jeg lavede den dag, blev solgt til et stort fransk modehus, som jeg ikke må nævne navnet på. Efterfølgende lavede jeg endnu en duft for dem. Jeg blev tilbudt at komme til Frankrig og arbejde som parfumeur, og jeg var dernede med mine forældre for at overveje det. Jeg blev lukket ind i et univers af laboratorier, der mindede om noget fra Harry Potter – med damp og røg og blæst og en masse gamle, franskmænd. Dengang var det kun ældre mænd, der arbejdede som parfume-magere, og for at beskytte ens næse var der en masse ting, man ikke måtte; man måtte ikke spise chokolade, spicy mad eller madvarer med gennemtrængende smage som ost og pølser, man måtte ikke ryge, og man måtte ikke drikke kaffe eller vin. Jeg ville det gerne, og jeg tog hjem og begyndte at lære fransk, men i sidste ende kunne jeg ikke tage beslutningen om at tage afsted. Jeg var 18 år gammel, spillede divisionshåndbold, havde en masse veninder og havde lige fået en kæreste. Jeg blev hjemme og uddannede mig til typograf i stedet.
KARRIERESKIFT EFTER HUKOMMELSESTAB
Da jeg var 28 år gammel, blev jeg påkørt af en lastbil. Jeg boede i Kolding med min mand og vores to børn og arbejdede som reklamegave sælger for en virksomhed i Aarhus. Ulykken var voldsom. Jeg mistede hukommelsen, og jeg havde halvandet år, hvor jeg ikke kunne arbejde. Da jeg fyldte 30, var jeg egentligt berettiget til en førtidspension, men det ville jeg ikke. Jeg synes ikke, at mine døtre skulle se mig ligge på en eller anden sofa resten af mit liv.
“Jeg glemmer alt om tid og sted, når jeg står i laboratoriet, og jeg glemmer, at jeg har ondt. Jeg føler, at jeg er kommet hjem”
Ved et tilfælde kom jeg i arbejdsprøve i en virksomhed, som arbejder med skønhedsprodukter. Til at starte med arbejdede jeg to timer om dagen. Der var en ældre mand tilknyttet virksomheden, som lærte mig at huske via meditation og billeder. Jeg husker stadig ikke særligt godt, og jeg har kroniske smerter, men jeg fandt hurtigt ud af, at jeg var god til det, og at jeg kunne lide det. Når jeg står nede i laboratoriet, kan jeg, ved at smage og dufte til et eksisterende produkt, finde frem til, hvilke råvarer der er i og genskabe og forbedre produktet. Jeg er på samme niveau som dem, der har taget en uddannelse i det, selvom jeg aldrig har fået træning. Jeg vidste jo godt, at jeg rigtig godt kunne lide det her skønheds- og duftunivers, men jeg vidste ikke, at man faktisk også kunne arbejde med det i Danmark og ikke kun i Frankrig. Jeg glemmer alt om tid og sted, når jeg står i laboratoriet, og jeg glemmer, at jeg har ondt. Jeg føler, at jeg er kommet hjem.
Jeg læste mange udenlandske magasiner, og jeg begyndte at lægge mærke til, hvordan man i USA var begyndt at sætte kendte menneskers navne og ansigter på parfumer. Jeg spurgte ægteparret, der havde virksomheden, om det ikke kunne være en idé at begynde at gøre det samme i Danmark, men det var de ikke interesserede i. Til gengæld kunne jeg købe den del af virksomheden fri og starte min egen virksomhed. Og så gik det bare stærkt. Jeg lavede parfumer for alle mulige kendte danskere eksempelvis mange frisører og tøjbrands. Min eksmand kom med i virksomheden. Den blev ved med at vokse, for alle kendte i Danmark ville have deres egen parfume.
SKILSMISSE FØRTE TIL KØKKEN-EKSPERIMENTER
Min eksmand og jeg var rigtig gode til at drive virksomhed sammen men rigtig dårlige til at være gift. Men det var ikke mig, der ville skilles, så da han sagde det, mistede jeg fodfæstet fuldkommen. Det er det hårdeste, jeg nogensinde har prøvet. Jeg var helt nede under gulvbrædderne. Hvis ikke jeg havde haft mine to piger, som jeg skulle have op om morgenen og køre til sport og lave lektier med, var jeg bare forsvundet under en dyne. Jeg var vred og ked af det. Jeg følte, jeg havde svigtet mine børn, og jeg tænkte, at jeg aldrig igen ville få en kæreste.
“Jeg stod i køkkenet om aftenen og miksede råvarerne sammen. Min hud kom forholdsvis hurtigt tilbage til sig selv, efter jeg begyndte at bruge mine egne produkter, og folk begyndte at spørge mig, hvad jeg havde gjort”
Jeg tabte 15-17 kilo på en god måneds tid. Jeg spiste ikke, det eneste jeg gjorde var at arbejde og passe på mine børn. Min hud havde virkelig brug for hjælp. En dag tog jeg nogle råvarer med hjem fra laboratoriet, så jeg kunne begynde at lave mine egne produkter, for jeg syntes ikke, jeg kunne finde nogle produkter, der gjorde lige præcis det for mig, som jeg gerne ville have her og nu. Jeg stod i køkkenet om aftenen og miksede råvarerne sammen. Min hud kom forholdsvis hurtigt tilbage til sig selv, efter jeg begyndte at bruge mine egne produkter, og folk begyndte at spørge mig, hvad jeg havde gjort. Jeg fortalte om mine cremer, og så begyndte mine veninder at komme hjem til mig om aftenen med syltetøjsglas, tupperware og den slags. Jeg kunne stadig ikke holde ud at være alene med mig selv efter skilsmissen, så det passede mig godt at stå i køkkenet og lave cremer til folk. Andre begyndte også at henvende sig med specifikke problemer, f.eks. forældre til børn med akne eller kvinder med mænd, der havde fået skægpest eller skel.
Efter nogle år begyndte mine veninder at spørge, om jeg ikke kunne putte produkterne i noget pæn emballage, så de ikke bare fik en grim bøtte, og en kvinde med en butik i Henne Strand, som havde hørt om mine cremer gennem en fælles bekendt, spurgte mig, om hun måtte købe 25 eksemplarer af de syv forskellige produkter, jeg havde på det tidspunkt. Jeg fik nogle dygtige grafikere fra Esbjerg til at lave emballagen, og de foreslog navnet Ecooking, fordi det er økologisk og fremstillet i mit køkken. Det kan man da ikke kalde en hudpleje-virksomhed, tænkte jeg, men jeg tænkte også, at det jo var ligegyldigt, for det var kun til den her ene butik. Jeg smækkede emballagerne på og sendte produkterne af sted. Forholdsvis hurtigt blev de solgt, og så skulle jeg lave flere. Navnet sad fast.
SUCCESS IS THE BEST REVENGE
Efter skilsmissen arbejdede jeg som ansat. Jeg drømte om at starte min egen virksomhed igen for at sælge mine hudplejeprodukter, men til at starte med var det mest for at lave private labels-parfumer for kendte. Ugen efter, jeg startede min egen virksomhed, fik min datter konstateret børnegigt. Det udviklede sig ret hurtigt, hun fløj ind og ud af alle mulige sygehuse. Det var hårdt – logistisk og økonomisk. Mine forældre flyttede til Kolding for at hjælpe mig med det praktiske, og jeg knoklede løs, selvom ordrerne var små.
“Success is the best revenge”
Jeg fik at vide, at der blev sagt i krogene, at det kun var min mand, der kunne drive virksomhed, at jeg kun kunne finde ud af den del, der foregik i laboratoriet, og at jeg aldrig ville lykkedes med at drive min egen forretning. Jeg blev så arrig. Jeg fandt sådan en gammel tavle på størrelse med en dør, og med kridt skrev jeg mit uofficielle motto: ‘Success is the best revenge’.
Til en middag sad jeg ved et tilfælde ved siden af sangeren Christophers manager. Jeg fortalte ham om min baggrund, og sammen udviklede vi en parfume. Matas ville have den eksklusivt, og de lagde en ordre på otte til ni millioner kroner. Indtil da havde mine ordrer ligget på 8-9.000 kroner. Men selv med en millionordre i hånden kunne jeg ikke få finansiering til det. Jeg fik afslag i syv banker. Jeg efterlyste en mentor og kom i kontakt med iværksætteren Morten Wagner. Han troede på mig, og med ham som investor lykkedes det også at få Vækstfonden og en bank med. Jeg skulle kautionere helt op i himlen, og raten var tocifret, men det lykkedes. Jeg lavede en aftale med Morten om, at jeg ville købe ham ud, så snart jeg kunne. Jeg ville gøre det selv, jeg
havde haft nok mænd inde over mit liv.
“Virkningen var det vigtigste, bæredygtigheden og naturligheden var det næstvigtigste”
Min virksomhed havde to ben; private labels-parfumer og så min lille hudplejebiks. Jeg begyndte at henvende mig til butikker for at høre, om de ville sælge mine hudplejeprodukter, men det ville de ikke – i al fald ikke til at starte med. De var for anderledes. I stedet for et kendt ansigt havde jeg ingredienslisten på forsiden. Produkterne havde ikke lange, snørklede navne; jeg kaldte renseskum for renseskum, og min dagcreme hed simpelthen bare dagcreme. Og der var ikke nogen æsker, hvilket var meget nyt dengang. Jeg ville have det hele så simpelt, transparent og bæredygtigt som muligt. Virkningen var det vigtigste, bæredygtigheden og naturligheden var det næstvigtigste. Og prisniveauet var sådan, at de fleste kunne være med. Jeg følte, at jeg kunne stå 100% inde for produkterne.
Fra min tid som typograf og multimediedesigner vidste jeg, at man skal eksponeres for et produkt tre gange, før man kan huske navnet og for alvor bliver nysgerrig. Så jeg arbejdede bare på at få Ecooking ud til så mange mennesker som muligt. Jeg henvendte mig til hoteller, hvor der kom i kommission, jeg gav prøver og hele produkter væk til højre og venstre. Man kunne finde det i omklædningsrum i håndboldhaller, på caféer og på toilettet til Smukfest, og jeg fik arrangeret, at man fik produktet med, når man købte en ny bil eller et køkken. Og så begyndte jeg at holde arrangementer på kontoret for små grupper af mennesker – måske 20 ad gangen – hvor jeg fortalte om min historie, og hvor folk kunne prøve produkterne. Jeg brugte ingen penge på annoncer eller reklamer men rigtigt mange på at give produkterne væk. Jeg vidste, de ville tale for sig selv.
“Ordet begyndte at sprede sig fra mund til mund som ringe i vandet”
Det virkede, selvom der var mange, der tvivlede på min tilgang. Men ordet begyndte at sprede sig fra mund til mund som ringe i vandet. Til at starte med arbejdede jeg hjemmefra, men til et arrangement mødte jeg en af to fætre, der er i spidsen for C. L. Seifert, som laver studenterhuer. Deres kontor ligger også i Kolding, og han sagde til mig, at jeg skulle være et sted med liv omkring mig. Jeg kom op og sad på deres kontor, og jeg brugte også deres lager. Jeg var virkelig heldig.
Ecooking voksede stille og roligt, jeg fik flere medarbejdere, og vi fik større og større ordrer. Til sidst fyldte vi mere end C. L. Seifert. Vi investerede i vores eget kontor, og jeg tog min tavle med. Det gik godt, vi håndterede store ordrer og tjente mange penge. En dag kom min bestyrelsesmand forbi mit kontor. Han kiggede lidt på tavlen, som virkede lidt out of place. “Er det ikke på tide at få den der væk?” spurgte han, og jeg måtte jo give ham ret. På det tidspunkt havde jeg nået mit mål – og mere til.
SALG I MILLIONKLASSEN EFTER KRÆFTSYGDOM
Jeg har et modermærke på ryggen, som sidder sådan, at jeg ikke selv kan se det. En dag, hvor jeg stod med en bluse over hovedet, sagde min mor, at hun syntes, det var blevet større og mørkere. Jeg fik ikke gjort noget ved det, men efter noget tid kom jeg hos lægen i forbindelse med noget helt andet. Jeg spurgte hende, om hun forresten ikke også lige kan kigge på modermærket og hev op i jakken og skjorten. Hun blev helt stille, tog telefonen, ringede til en hudlæge, der lå ved siden af, og sagde en hel masse på latin, som jeg ikke forstod. Da hun lagde på, sagde hun, at jeg skulle gå over til hudlægen med det samme. Der vidste jeg jo godt, at den var gal.
Jeg blev opereret halvandet døgn efter. Jeg skulle have endnu en operation, for modermærket sad sådan, at kræften kunne have spredt sig ind under begge arme til lymferne, til brysterne, til maven og til organerne. De tog lymfer ud fire steder. I 14 dage gik jeg rundt og ventede på svar. Jeg valgte ikke at dele det med nogen hverken i min virksomhed eller min familie, for jeg ville ikke gøre dem nervøse, hvis der nu ikke var noget. Det har jeg fået virkelig meget skæld ud for sidenhen.
“Hvis jeg ikke kunne være der, så kunne jeg i hvert fald sikre mine børn, og jeg kunne sikre, at mine ansatte fortsat havde et arbejde”
Mens jeg ventede på svaret fra operationen, tænkte jeg en masse tanker. Jeg ville gerne sikre mine børn. Og jeg havde jo set mine ansatte i øjnene og lovet dem, at de havde et arbejde. Dem kunne jeg jo ikke svigte. I årene op til operationen var der begyndt at komme nogle tilbud ind på virksomheden, som viste, at der var en del, der tænkte, at virksomheden var ret mange penge værd. Jeg havde flere gange spurgt mine døtre, om de kunne være interesserede i at drive virksomheden videre, men de havde andre ambitioner. Jeg valgte at sælge 70 % af virksomheden. Hvis jeg ikke kunne være der, så kunne jeg i hvert fald sikre mine børn, og jeg kunne sikre, at mine ansatte fortsat havde et arbejde.
Da jeg fik svar tilbage fra operationen, viste det sig, at kræften ikke havde spredt sig. Jeg skulle hverken have strålebehandling eller nogen anden behandling, jeg skulle bare holdes rigtigt godt øje med. Jeg var heldig. Igen var jeg virkelig heldig.
ARBEJDER AF LYST
Selvfølgelig er det lidt noget andet nu, hvor jeg ikke selv ejer hele virksomheden, men jeg føler stadig et meget stort ansvar. Da Rusland invaderede Ukraine, var Rusland lige blevet et meget stort marked for os. Det hele lukkede ned, men en af de nye, britiske ejere ringede fra London og sagde, at han havde fundet en alternativ vej ind i Rusland. Jeg sagde til ham, at hvis han valgte at gøre det, var det hans kald, men så ville det blive uden mig – så ville jeg gå fra virksomheden. Vi har ukrainske og syriske ansatte, som jeg skal kunne se i øjnene. Han trak i land og sagde, at vi aldrig behøvede at snakke om det igen.
Jeg har fået en økonomisk frihed, jeg ikke havde før. I princippet behøver jeg aldrig at arbejde igen. Men pengene står på en konto, jeg aldrig kigger på. Min løn går ind på en anden konto, og det er den, jeg bruger. Men selvfølgelig ved jeg, at den anden konto er der. Jeg har sagt til mine døtre, at jeg gerne vil hjælpe dem med uddannelse, bolig eller noget sygdomsmæssigt, hvor penge kan gøre en forskel, men at de skal tjene deres egne penge. Det eneste, jeg rigtigt har brugt penge på, er at rejse ud i verden med min familie.
Jeg har stadig min daglige gang i virksomheden, men jeg har ikke længere tusinde kasketter på, som jeg plejede – jeg havde jo faktisk dem alle sammen på ret længe. Der er ikke noget i virksomheden, jeg ikke har lavet på et tidspunkt. I dag har jeg ansvaret for brandets DNA, og jeg er inde over alle nye produkter. Jeg står ikke i laboratoriet på samme måde som tidligere, men jeg definerer grundrecepten og står for godkendelsen. Og så holder jeg rigtig mange events for vores kunder, som er gode til at komme og sige til mig, hvilke produkter de ønsker sig, og hvilke produkter der skal ændres.
“Jeg vil have svært ved at stoppe med at arbejde. Det er min identitet”
Jeg vil have svært ved at stoppe med at arbejde. Det er min identitet. Jeg kan virkelig godt lide det, jeg laver, og jeg synes også selv, at jeg er god til det. Jeg sidder også i nogle bestyrelser, og så er jeg mentor for en del unge mennesker. Jeg kan især rigtig godt lide at være det for pigerne, for de trænger lidt mere til et skub, end drengene gør. Jeg lider stadig af hovedpiner som følge af biluheldet, da jeg var 28, og jeg husker stadig ved hjælp af de her billeder, jeg lærte af den ældre mand i virksomheden, jeg kom i arbejdsprøve i. Jeg har lært at leve med det. Hvis jeg havde sat mig ned efter ulykken eller efter skilsmissen, var der ikke kommet nogen og havde reddet mig. Men jeg havde børn, så det var ikke en mulighed at give op. Jeg har altid haft det drive. Hvis der er en ting, der ikke lykkedes, må man jo komme i gang med at gøre noget andet.
Fremadrettet bliver min rolle i virksomheden endnu mindre, for der er nogle andre ting, jeg gerne vil have mere tid til. Familie – selvfølgelig – men også arbejde. Jeg kunne godt tænke mig at lave mindst én duft i eget navn, inden jeg bliver pensioneret.
