Dating er uundgåeligt et emne, der fylder hos mange danskere, men tiden er samtidig til, at vi finder mere og mere ro i venskaber, karriere og at pleje vores eget selskab – simpelthen fordi, vi er udbrændte af den klassiske datingkultur. Det var blandt andet udgangspunktet for Laura Adria Kamariza Hermansen, der står bag Seriedateren, hvor hun sammen med sit team italesætter, oplyser og udfordrer de både gode oplevelser men også de tabuer og fordomme, der kommer med dating. Mød hende her.
Blå bog
Laura Adria Kamariza Hermansen, 30 år. Driver Seriedateren, er podcastvært og forfatter til Datingordbogen. Uddannet som grafisk design teknolog og digital konceptudvikler. Bor i København.
Til de, som ikke kender Seriedateren. Kan du kort forklare, hvad konceptet går ud på?
Seriedateren er et univers, der undersøger og udforsker moderne kærlighed, datingkultur og relationer. Konceptet er skabt for at oplyse, udfordre og åbne samtalen om de tendenser, tabuer og fordomme, der præger vores måde at date og være i relationer på i dag. Det er en informativ platform, hvor vi deler viden, perspektiver, personlige refleksioner og oplevelser med fokus på at skabe et trygt rum, hvor mennesker kan spejle sig, blive klogere og have et rum for deres egne kærlighedserfaringer.
Man kan primært finde Seriedateren som podcast og Instagram, hvor vi blandt andet deler alt fra begrebsforklaringer, meningsmålinger, anonyme historier, ekspertudtalelser og offentlige ansigters tanker om kærlighed og dating. Derudover kan man også finde Seriedateren på TikTok og på Seriedateren.dk. Seriedateren er både et online fællesskab og et kreativt projekt, der løbende udvikler nye formater som events, talks og livepodcast for at skabe endnu mere dybde i samtalerne om kærlighedens mange facetter.
Hvordan opstod Seriedateren?
Konceptet opstod en aften hjemme hos en veninde, hvor vores samtale – som så ofte før – drejede ind på dating og de relationer, vi havde haft til både mænd og kvinder. Vi endte med at skrive vores oplevelser ned, og det blev til et langt, stiplet papir med overskriften “100 måder, en mand kan fucke dig op på.” Det begyndte som en måde at vende nogle svære erfaringer til noget, der kunne give os et smil på læben, men for mig blev det også en påmindelse om, hvor mange mønstre og tendenser der findes – uanset køn. Med mine egne erfaringer fra tidligere forhold med en kvinde vidste jeg, at meget af det samme gør sig gældende dér.
Jeg har altid været optaget af mennesker, og hvorfor vi reagerer, føler og handler, som vi gør. Da jeg sad med den lange liste af oplevelser, begyndte jeg at trække begreber og mønstre ud af historierne, og gradvist voksede et helt univers frem. Et univers, hvor jeg kan dele min viden, skabe refleksion og invitere andre ind i samtalen om både de søde og de mere udfordrende sider af kærlighed, dating og relationer.
Hvorfor er det brug for et koncept som Seriedateren?
Der er brug for et sted, hvor man kan tale frit uden at skulle sætte ansigt på. Et sted, hvor man kan dele oplevelser, stille spørgsmål, betvivle egne mønstre og mærke, at man ikke står alene. For mange fungerer Seriedateren som en ventil og et rum, hvor man kan spejle sig i andres erfaringer og finde ro i, at andre har stået i noget lignende. Samtidig giver universet mulighed for at forstå den adfærd, man selv møder i relationer, men også den man måske – bevidst eller ubevidst – udsætter andre for. Seriedateren er skabt for at åbne samtalen og gøre det lettere at navigere i alt det, der kan være svært og komplekst ved moderne kærlighed.
“Vi ser en stigende tendens til, at det at være single ikke længere opfattes som et overgangsstadie, men som et aktivt og attraktivt valg”
Hvilke tendenser rører sig indenfor dating?
Vi befinder os stadig på datingapps, men det er tydeligt, at mange er blevet trætte af formatet. Følelsen af at blive ghostet, møde profiler med halve sandheder og tage på de samme gåture, der ofte ender i sex og efterfølgende tavshed, gør mange udbrændte af den klassiske datingkultur. Samtidig ser vi en stigende tendens til, at det at være single ikke længere opfattes som et overgangsstadie, men som et aktivt og attraktivt valg. Flere prioriterer deres karriere, venskaber og familie fremfor drømmen om villa, volvo og vovse.
Der er også en voksende bevægelse inden for sundheds communities, hvor relationer opstår mere naturligt og organisk bl.a. gennem løbe -og saunaklubber. Og sidst men ikke mindst er speeddating begyndt at få et comeback, som jo ellers har været tabubelagt i mange år.
Hvilke begreber præger dating lige nu?
Selvom der hele tiden opstår nye dating begreber, er det fortsat ghosting, red flags og situationships, der dominerer billedet. Vi har stadig svært ved at afvise mennesker på en ordentlig måde, og med digitaliseringen er det blevet nemmere at umenneskeliggøre hinanden. Det gør ghosting til en hurtig udvej, også selvom man har skrevet sammen i dagevis eller faktisk har mødt hinanden fysisk.
Red flags fylder lige så meget som før, måske endda mere. Vi er blevet skarpere på at aflæse adfærd, sætte ord på ubehag og reagere, når noget føles forkert. Og så er der situationships, som nærmest er blevet en fast del af den moderne datingkultur. Vi binder os ikke til hvem som helst, fordi tanken om at det næste swipe måske er endnu bedre, altid ligger og lurer.
“Mange oplever også dating fatigue, som er en følelsesmæssig udmattelse, hvor man bliver demotiveret, desillusioneret og egentlig bare bliver træt af hele jagten efter at finde “den rette””
Samtidig oplever mange også dating fatigue som er en følelsesmæssig udmattelse, hvor man bliver demotiveret, desillusioneret og egentlig bare bliver træt af hele jagten efter at finde “den rette”. Men netop denne udmattelse har også gjort mange mere bevidste om, at man faktisk godt kan stå alene og måske endda trives bedre i det. Når jagten og de konstante op- og nedture bliver for meget, skaber det klarhed over, at ens eget selskab ikke bare er godt nok, men at det kan være langt mere roligt, stabilt og trygt end de uforudsigelige datingoplevelser. Det skifter fokus fra at “skulle finde nogen” til at vælge relationer ud fra lyst og kvalitet og ikke pres eller forventning.
“Jeg blev virkelig overrasket over, at kvinderne, der stemte, generelt var langt mere fordomsfulde omkring et højt body count (..). Jeg har altid haft opfattelsen af, at det primært var mænd, der gik op i det, men data fra vores univers viser noget helt andet – nemlig at det i mange tilfælde var kvinder, der satte størst pris på lavt tal”
Hvad er det mest overraskende, du/I har opdaget om dating siden start?
Det meste af det, jeg sidder med, var jeg allerede bekendt med, men der dukker hele tiden nye begreber op, som har været interessante at lære, i takt med at universet er vokset. Dog havde vi for nylig vores faste format “Tabu tirsdag” oppe og vende på Instagram, som endte med at handle meget om body count – altså hvor mange personer man tidligere har haft sex med. Her blev jeg virkelig overrasket over, at kvinderne, der stemte, generelt var langt mere fordomsfulde omkring et højt body count, og at de overhovedet havde et tal, de lagde vægt på. Jeg har altid haft opfattelsen af, at det primært var mænd, der gik op i det, men data fra vores univers viser noget helt andet – nemlig at det i mange tilfælde var kvinder, der satte størst pris på lavt tal.