Der er psykologer til stede overalt i popkulturen, hvor terapiforløb indgår i – eller udgør hovedindholdet – i alt fra dokumentariske podcasts og tv-serier til selvudviklingsbøger og film. Men er der tale om uskyldig underholdning eller emotionel ekshibitionisme? Og hvad sker der, når terapiens terminologi bliver allemandseje, og offentligheden får adgang til et rum, der tidligere var omgærdet af streng tavshedspligt? ELLE undersøger.
Hver tid har sine helte, hver tid har sine kampe, og hver tid har sine orakler. Meget tyder på, at psykologerne er vores. De sidste par år er de i al fald begyndt at befolke alt fra reality-tv til talkshows, optræde i flere og flere former for podcasts, hvor de er gået fra at være gæster til værter, og udgive en ny form for selvudviklingsbøger.
Med sig har psykologerne ofte medvirkende, der går i terapi for tændt mikrofon og rullende kameraer. Og selvom der er langt fra de private, aflukkede rum – underlagt streng tavshedspligt og omgærdet af en vis mystik – terapi traditionelt set er blevet udøvet i, så dykker terapeuterne og deltagerne ned i lige så rå, sårbare, private og ømtålelige emner, som de gør normalt.
“Terapi er blevet langt, langt mere populært, og det har sneget sig ind i populærkulturen på en helt anden måde, end det har været før,” fortæller par- og psykoterapeuten Nina Reventlow.
Hun havde årtiers erfaring med at møde klienter i det traditionelle, lukkede rum, inden hun i 2022 begyndte at give deltagerne i DR’s tv-program Gift ved første blik parterapi for åben skærm. Her oplevede Nina Reventlow en villighed og et mod hos deltagerne til at åbne op – også for de emner, der gør ondt:
“Før i tiden var terapi noget, der udelukkende var ultimativt privat, og som var underlagt meget strenge regler for tavshedspligt. Det er stadig underlagt samme høje krav om etik og GDPR, men i dag er der en stigende grad af villighed til at udstille det, der tidligere blev betragtet som noget privat, sårbart og endda til tider skamfuldt,” fortæller Nina Reventlow, som oplever, at tendensen har en selvforstærkende effekt:
“Når folk går i terapi, så kigger de på dig og siger ‘det er det her, jeg ikke kan tale med nogle andre om.’ Nu ser vi, at selv de samtaler bliver offentlige. Selvfølgelig rykker det ved noget i os, og det bør give anledning til nogle etiske overvejelser.”
“Det er jo også et udtryk for, at vi i løbet af nogle år har lagt skammen af os, og det er det positive ved, hvor udbredt terapi er blevet i reality-tv. Vi har taget et stort kollektivt opgør med skammen”
Psykoterapi i populærkulturen
Psykoterapi blevet et populært dokumentarisk format på tv og i podcasts, hvor seere og lyttere får indblik i virkelige terapiforløb – typisk med samtykke fra deltagerne og efter redaktionel bearbejdning. ‘Couples Therapy’ (Showtime, vist på DR2) følger den New York-baserede psykolog og psykoanalytiker Orna Guralnik, der arbejder med virkelige par gennem et længere terapiforløb. Serien havde premiere i 2019. ‘Blue Therapy’ (Netflix) følger par i terapi med den britiske terapeut Karen Doherty. Serien bygger på et format, der oprindeligt blev lanceret digitalt, og kom på Netflix i 2026. I Danmark har parrene i tv-serierne ‘Gift ved første blik’ samt ‘Fede forhold’ været i terapi for åben skærm.
Der er også mange podcasteksempler – blandt andet ‘Where Should We Begin?’ med psykoterapeuten Esther Perel, som består af autentiske, anonymiserede terapiforløb med par (og i enkelte særafsnit enkeltpersoner), ‘Other People’s Problems’ med psykolog Hilary McBride, og Dear Therapists med Lori Gottlieb og Guy Winch.
I Danmark er der bl.a. ‘Ring til Trine’ på DR Lyd og ‘Parterapi’ på Radio IIII. Og så er der ‘Bella Freuds’ – ja, i familie med dén Freud – podcast ‘Fashion Neurosis’, som bruger den terapeutiske samtale som greb til at få designere til at tale om identitet, barndom, relationer, angst, skam og begær.
Forlagsbranchen udgiver i stigende grad bøger, der ikke blot handler om psykologi, men inviterer læseren til at arbejde aktivt med egne følelser, relationer og adfærd. Internationalt omtales genren ofte som self-help, guided journals, workbooks eller biblioterapi. Frej Prahl har bl.a. forfattet bogen ‘Alt er godt’, og til oktober udkommer Trine Hjorth Bønnerups ‘Kend din mønstre – og styrk relationerne’.
Er der en psykolog til stede?
Det er måske ikke så underligt, at terapi trender i det dokumentariske hjørne af populærkulturen. For mens det vrimler med psykologer i popkulturen, så er nyhederne fyldt med meldinger om mental mistrivsel hos danskerne. Både børn, unge og voksne lider i stigende grad af stress, ensomhed, tristhed og lav tilfredshed med livet. Den høje skilsmisserate vidner om, hvordan mange romantiske relationer er under pres. Og så er der den lange ventetid, som mange oplever, når de søger mod psykoterapien for at få hjælp.
“Vi lever i en periode, hvor der er høj mistrivsel blandt unge, og hvor vi taler om en ensomhedsepidemi, i et samfund, hvor det vrimler med diagnoser, og hvor vi hele tiden stiller enormt mange spørgsmål til, hvordan vi er endt her, og hvad fremtiden kommer til at bringe, og så i en tid, hvor mange af vores relationer er rykket på nettet. Tilsammen fører det til den her vanvittige reaktion, hvor man begynder at gå til psykolog i stedet for at gå ud og møde hinanden,” fortæller Chris Pedersen, der som vært på DR-programmet Popsmart har fulgt psykologiens sejrstogt gennem populærkulturen tæt.
Det betyder imidlertid ikke, at udviklingen er uden værdi:
“Det er jo også et udtryk for, at vi i løbet af nogle år har lagt skammen af os, og det er det positive ved, hvor udbredt terapi er blevet i reality-tv. Vi har taget et stort kollektivt opgør med skammen,” siger Chris Pedersen, med henvisning til bl.a. tv-serier som ‘Fede forhold’ og ‘Gift ved første blik’.
“For et par sæsoner siden var der i ‘Gift ved første blik’ en homoseksuel deltager, som fortalte om det homoseksuelle selvhad, han havde, og det blev en åbenbaring for mange af de homoer, der sad og så det. Det var sådan ‘Gud, hold da kæft, det er noget, vi allesammen har gået og tumlet med, men ingen har sagt det højt’”
Serierne befinder sig i det pæne, dokumentaristiske hjørne af reality-genren, langt fra koncepter med letpåklædte teenagere og sensationshungrende klipning. Men programmerne går stadig meget tæt på hovedpersonerne, og med terapeuten som guide handler det ofte om at få deltagerne til at åbne sig og klæde sig af følelsesmæssigt frem for fysisk. I serierne, og i podcasts som ‘Ring til Trine’ og den ikoniske parterapeut Esther Perels ‘Where should we begin?’, giver deltagerne adgang til nogle af de allermest private rum i psyken og parforholdet: Utroskab, tab og barndomstraumer, manglende sexlyst, selvhad, internaliseret homofobi, overvægt, og frygten for ikke at være elskværdig. De emner behandler de sammen med terapeuterne, og til tider sammen med lytterne og seerne.
“For et par sæsoner siden var der i ‘Gift ved første blik’ en homoseksuel deltager, som fortalte om det homoseksuelle selvhad, han havde, og det blev en åbenbaring for mange af de homoer, der sad og så det. Det var sådan ‘Gud, hold da kæft, det er noget, vi allesammen har gået og tumlet med, men ingen har sagt det højt’. Pludselig var der en, der satte ord på det, og så var det noget, vi kunne tale om,” fortæller Chris Pedersen, der ser det som en af reality-genrens primære eksistensberettigelser:
“Den skamløse reality-stjerne har smittet af på tv-genren generelt. Nu ser vi de her pæne versioner af reality-tv, hvor psykologer spiller en hovedrolle, og hvor vi går meget tæt på noget ret privat. Og nogle gange lykkes de med at sige noget meget ægte om, hvad det vil sige at være menneske.”
Følelsesmæssig blotning i bedste sendetid
Trine Hjorth Bønnerup og Frej Prahl er to af de psykologer, danskerne kender fra tv. Trine Hjorth Bønnerup bl.a. fra Gift ved første blik og terapi-podcasten Ring til Trine, og Frej Prahl fra Fede forhold. Her har de hjulpet deltagerne med at se deres mønstre lidt klarere, uanset om det handler om spisevaner, selvbillede eller romantiske relationer. De har begge oplevet, hvor villige deltagerne er til at åbne, og hvor lindrende det kan være for lyttere og seere efterfølgende at overvære samtalen:
“Jeg tror det er enormt skamlindrende, når vi kan se, at andre mennesker kæmper med det samme, som vi selv gør. Den afmystificering og eksponering af almindelige menneskelige udfordringer, som der er i programmerne, gør, at vi som kollektiv smelter skammen. Og så motiverer det mange til selv at få kigget på nogle af de områder, man måske selv har lukket inde i en kapsel, og som man ikke har haft mod til at tilgå,” fortæller Trine Hjorth Bønnerup.
““Jeg tror programmerne har været med til at ændre billedet af, hvad terapi er, og rykke ved kliché-forestillingen om, at terapi nødvendigvis betyder, at man skal grave i dybden i alle sine traumer og konfrontere alle sine familiemedlemmer. Det betyder også, at folk kommer lidt tidligere, og det er virkelig positivt for os psykologer. For det kan godt være en udfordring at hjælpe par, der først kommer, når lokummet virkelig brænder, utroskaben er sket, eller når folk har været i tvivl og ikke talt sammen i årevis”
Både hun og Frej Prahl har oplevet en stor tilstrømning af nye klienter, og deres kollegaer melder om samme udvikling. Klienterne kommer tidligere og arbejder mere proaktivt og præventivt med terapi, i stedet for først at komme, når der er hårknuder i parforholdet eller psyken. Og så oplever Trine Hjorth Bønnerup, at mange af de nye klienter har en bedre idé om, hvordan terapi kan forløbe:
“Jeg tror programmerne har været med til at ændre billedet af, hvad terapi er, og rykke ved kliché-forestillingen om, at terapi nødvendigvis betyder, at man skal grave i dybden i alle sine traumer og konfrontere alle sine familiemedlemmer. Det betyder også, at folk kommer lidt tidligere, og det er virkelig positivt for os psykologer. For det kan godt være en udfordring at hjælpe par, der først kommer, når lokummet virkelig brænder, utroskaben er sket, eller når folk har været i tvivl og ikke talt sammen i årevis.”
Når deltagere melder sig til et tv-format som Fede forhold eller Gift ved første blik, er det ofte både første gang, at de stifter bekendtskab med at være i terapi, og første gang, at de er på kamera. Da Frej Prahl takkede ja til at give terapi i Fede forhold, havde han derfor også en lille nagende frygt for, om deltagerne ville åbne sig tilstrækkeligt i det terapeutiske rum. Men den blev hurtigt gjort til skamme:
“Jeg er blevet overrasket over, hvor dybt vi kan gå, og hvor vilde processer, der kan komme i gang, mens vi sidder for rullende kameraer. Jeg oplever i den grad, at folk blotter sig. Ofte sidder jeg med en følelse af, at de glemmer alt om, at de sidder i en lidt bizar situation med kameraer og teknisk personale og folk, der sidder og tager noter,” siger han.
Han følte sig selv på udebane, første gang han skulle have folk i terapi på kamera, men med tiden har han udviklet flere metoder for at gøre oplevelsen så god – og terapien så meningsfuld – som muligt. Deltagerne får bl.a. lovning på, at de kan redigere visse ting ud efterfølgende, hvis de ikke ønsker at dele det med hele Danmark, men Frej Prahl har kun én gang oplevet, at det skete. Og så sørger Frej Prahl for at inddrage tv-teamet i rummet – som ofte består af både kameramænd, lys- og lydpersonale, samt en redaktør eller producer – i samtalen, efter kameraerne er slukket.
“Jeg er begyndt at gøre det til et stort terapirum, hvor dem fra produktionen efterfølgende fortæller, hvad der rørte sig i dem, og på den måde også åbner. Jeg kan mærke, at det er meget vigtigt, for der er en ubalance, hvis deltagerne kun er nogle, der bliver kigget på udefra. Det kan virke lidt uligeværdigt, hvis deltagerne får et kamera op i smasken og bliver enormt eksponerede, uden at de andre mennesker i rummet åbner for deres følelser,” fortæller Frej Prahl.
Godt tv eller god terapi
En ting er de rullende kameraer og tændte mikrofoner, der er i rummet, når terapi-samtalerne i fx Gift ved første blik bliver optaget. Noget andet er, hvordan den efterfølgende bliver klippet. For mens et normalt terapiforløb til tider kan være langtrukkent og langsommeligt, så skal det på tv og i podcasts tilpasses end dramaturgi med nok drama og udvikling til, at seerne og lytterne bliver hængende,
“Jeg er meget opmærksom på, at det skal handle om terapi, og ikke om at skabe underholdning. Men det bliver jo aldrig en ren gengivelse, og ofte vil der være en vis form for skævvridning, for et terapiforløb udspiller sig over lang tid, og ofte er der langt imellem de der store forandringsmomenter, som selvfølgelig er det, der bliver highlightet i en klipning. På tv kan man måske godt få en fornemmelse af, at terapi fører til en masse gyldne øjeblikke med dybe erkendelser og store følelser. Men terapi er også hårdt arbejde, og ofte skal der mange gentagelser til, før man får et gennembrud,” fortæller Trine Hjorth Bønnerup.
“Jeg har ofte en følelse af, at deltagerne lidt hurtigere bider til bolle, når de er i terapi på tv. Der er nogle lag, der lynhurtigt bliver skrællet af”
Frej Prahl er enig i, at det kan føre til udfordringer, når en tv-seriers dramaturgi skal presses over et terapiforløb:
“Der kan godt opstå konflikter, for produktionen kan have et fokuspunkt, mens jeg som terapeut har et andet, og det kan være en vanskelig øvelse. Eksempelvis kan produktionen ønske, at vi taler om sexlivet, mens jeg som terapeut tænker, at der måske er noget relationelt, der lige skal på plads først. Men i de fleste tilfælde plejer produktionen at være meget lydhør,” fortæller han.
Samtidig vil de fleste terapiforløb på tv eller lyd være kortere, end de normalt er. Frej Prahl har oplevet, at det fik ham til at forsøge at fremskynde processen, men mere modstand fra parrene til følge.
“Og så sker der ikke en skid. I terapi sker skiftene ofte meget gradvist, måske med undtagelse af nogle få gennembrud, der kan komme pludseligt. Men den eneste måde at nå dem på er at gøre tingene ordentligt,” siger han – med ét men:
“Jeg har ofte en følelse af, at deltagerne lidt hurtigere bider til bolle, når de er i terapi på tv. Der er nogle lag, der lynhurtigt bliver skrællet af. De har meldt sig til et eksperiment, hvilket som regel betyder, at de er villige til at arbejde med nogle ting, og de er ofte ret opsatte på at skulle have noget ud af det, i den korte tid, det varer. Det er en gave for terapeuten.”
“I populærkulturen og på sociale medier har vi en tendens til at belønne det, der er hudløst ærligt. Det har ført til en sjov tendens, hvor der pludselig er valuta i følelser, og måske desværre også at nogle hælder ud af traumer og seksuelle og psykologiske problemer, fordi der kan være følgere og på sigt penge i det”
Underholdning, voyeurisme og emotionel ekshibitionisme
Når programmer som Gift ved første blik, ‘Bachelorette’ og Fede forhold løber over skærmen, bliver deltagerne ofte overøst med opmærksomhed på sociale medier. Det sker ikke mindst, hvis de åbner for særligt sårbare sider af sig selv, for sociale medier har det med at belønne følelsesudbrud, fortæller Frej Prahl.
“I populærkulturen og på sociale medier har vi en tendens til at belønne det, der er hudløst ærligt. Det har ført til en sjov tendens, hvor der pludselig er valuta i følelser, og måske desværre også at nogle hælder ud af traumer og seksuelle og psykologiske problemer, fordi der kan være følgere og på sigt penge i det.”
Chris Pedersen har også bemærket tendensen. For nyligt studsede han eksempelvis over en influent, der sad og græd i en elbil som del af noget betalt indhold:
“Følelser generer trafik, og det er nok en af grundene til, at indhold om terapi klarer sig så godt i populærkulturen lige nu. Men det har også ført til en form for kommercialisering af vores følelsesliv.”
“Der er mange etiske dilemmaer i forbindelse med at udstille noget, der er så sårbart og privat. Hvis man ikke passer på, kan det ende som følelsesmæssig voyeurisme, hvor det er som at stå og kigge ind gennem et hul i muren på noget, man ikke burde se”
Det er noget, psykologerne er enormt opmærksomme på, når de har deltagere til terapi på tv eller lyd.
“Der er mange etiske dilemmaer i forbindelse med at udstille noget, der er så sårbart og privat. Hvis man ikke passer på, kan det ende som følelsesmæssig voyeurisme, hvor det er som at stå og kigge ind gennem et hul i muren på noget, man ikke burde se,” fortæller Nina Reventlow.
I sin medvirken i Gift ved første blik fulgte hun særligt én rettesnor, og det er at hendes klienter skal lære noget af det:
“Uanset, om klienter kommer ind i mit fysiske, virtuelle eller offentlige terapirum, skal de føle sig trygge, hvilket er hele forudsætningen for, at de kan lære noget nyt om sig selv. Den etiske film knækker, hvis noget, der før var privat, gøres offentligt udelukkende for at skabe underholdning.”
Når terapiens terminologi bliver allemandseje
Det er ikke kun psykologerne, der har indtaget populærkulturen. Deres terminologi har i høj grad også, og på sociale medier falder man i stigende grad over udtryk, der tidligere var forbeholdt fagpersoner. Ifølge flere psykologer er det en foruroligende tendens, for terapiens begreber er blevet hvermandseje, men den faglige forståelse følger ikke nødvendigvis med.
Trine Hjorth Bønnerup er en af de psykologer, der er bekymret over, hvordan mange bruger psykologiske termer til at sætte etiketter på både sig selv og andre:
“Når begreberne bruges overfladisk, bliver de let til en måde at lave hurtige bedømmelser af noget, eller forsøge at lave et quick fix af noget”, siger hun og nævner tendensen til at udpege røde flag, beskylde andre for gaslighting, eller kalde andre mennesker narcissister.
“Det kan godt være lidt foruroligende, når folk bruger sproget, uden at have arbejdet nok med det til at få en dybere selverkendelse eller større kompetence ud af det. Det bliver meget overfladisk.”
Trine Hjorth Bønnerup ser den samme udvikling, når mennesker bruger psykologiske begreber om sig selv, eksempelvis, hvis de diagnosticerer sig selv med ADHD eller identificerer sig med en bestemt tilknytningsstil.
“Jeg er lidt mere bange for, at det faktisk får en negativ effekt, at vi tror, at vi har regnet noget ud, men at vi ikke har redskaberne til at gennemarbejde det. Risikoen er både, at vi sætter os selv i bås som ofre, og at vi bliver hurtigere til at dømme andre og deres relationer ud fra populære psykologiske etiketter.”
Psyko-hvadfornoget?
Psykologi er den videnskabelige disciplin, der undersøger menneskers tanker, følelser, adfærd og mentale processer. Psykologi omfatter både forskning og anvendt praksis.
Psykoterapi er en fællesbetegnelse for evidensbaserede samtalebaserede behandlingsmetoder, der bruges til at behandle psykiske vanskeligheder og fremme psykisk trivsel. Der findes flere retninger, bl.a. kognitiv adfærdsterapi, psykodynamisk terapi, humanistisk terapi og systemisk terapi. Parterapi er en form for psykoterapi, hvor et par arbejder med relation, kommunikation og konflikter.
Parterapi er en terapiform – ikke en selvstændig fagdisciplin eller profession. En psykolog er en fagperson med universitetsuddannelse i psykologi, som arbejder med udredning, rådgivning, forebyggelse og behandling, mens en psykoterapeut er en fagperson, der er uddannet i psykoterapi og tilbyder samtalebehandling.