Identitet

Kom med indenfor i huset på Ibiza hos den spanske designer, stylist og content creator

- 21/11/2025

Den spanske designer, stylist og content creator Mónica Anoz fortæller om kærligheden til godt håndværk, personlig stil og duften af figentræer.

Blå bog

Mónica Anoz Rodríguez, 29 år. Grundlægger af læderbrandet Trenza samt stylist og content creator. Har læst fashion styling & creative direction på V Marangoni London. Bor i Madrid og bruger desuden meget tid på Ibiza. Blev gift i sommeren 2025.

DEN FØRSTE KULTUROPLEVELSE, JEG KAN HUSKE, VAR at tage til El Rastro (et helt særligt antikvitetskvarter i Madrid, red.) om søndagen med min mor. Det har altid været en tradition, og jeg tror, det var der, jeg første gang følte en stærk forbindelse til kunst, antikviteter og mennesker.

HVIS JEG IKKE LAVEDE DET, JEG GØR I DAG, VILLE JEG arbejde med indretning. Jeg brænder mere og mere for indretning, antikviteter og tekstiler såvel som kunst. Jeg ville sandsynligvis designe kulisser eller kuraterede rum, så ligesom det, jeg gør i dag, ville det stadig handle om en historiefortælling, men på en mere arkitektonisk måde.

Foto: Sayana Cairo

EN GADGET, JEG IKKE KAN LEVE UDEN, ER mit filmkamera. Det er både et kreativt værktøj og en måde at bevare minder på.

I DEN SIDSTE SMS, JEG SENDTE, STOD DER “på vej, 5 minutter” til min søster.

DEN BEDSTE GAVE, JEG HAR GIVET, må være noget med håndværk bagved. Jeg bliver mere og mere besat af håndværkere. Det gør mig ked af det, at meget af det går tabt, og jeg beundrer virkelig designere som Jonathan Anderson, der arbejder for at beskytte det.

NÅR JEG HAR BRUG FOR RÅD, RINGER JEG TIL min mor. Hun er rolig og ærlig og ser tingene klart uden at komplicere dem for meget.

NÅR JEG HAR BRUG FOR INSPIRATION, vender jeg blikket mod vintagebutikker, gamle bøger, fotoarkiver eller naturen på Ibiza. Det handler om kontraster og teksturer.

Foto: Sayana Cairo

MIN STØRSTE INSPIRATION er kvinderne i min familie. Jeg føler mig også dybt inspireret af personligheder som Frida Kahlo, Joan Didion og Miuccia Prada.

SUNDHED FOR MIG er det vigtigste, vi har. Uden fysisk og mentalsundhed dur intet andet.

KÆRLIGHED FOR MIG er den stærkeste kraft, vi har. Den giver mening til alt. At elske og at blive elsket er alt.

EN EGENSKAB, JEG VIRKELIG VÆRDSÆTTER HOS ANDRE MENNESKER, ER nysgerrighed. Mennesker, der observerer, sætter spørgsmålstegn og graver under overfladen, inspirerer mig altid.

MIN YNDLINGSRET LIGE NU er rå fisk i næsten alle former.

I MIT KØLESKAB ER DER ALTID hindbærmarmelade og smør.

Foto: Sayana Cairo

Køkkenet, hvor måltiderne tilberedes. For tiden er Monica Anoz' livret rå fisk i alle former.

MIN YNDLINGSRESTAURANT I MADRID er Restaurante La Parra for traditionel spansk mad, Sushi Bar Hannah for den bedste japanske mad i byen og Bar Vergara, der er en ny favorit. På Ibiza er mine yndlingsrestauranter Ca’s Pagès, en simpel, men vidunderlig grill, La Paloma, der ligger i en charmerende have, og Bar Anita for autentisk morgenmad.

JEG VIL GERNE SPISE PÅ Desde 1911 i Madrid!

SKØNHEDSPRODUKTET, JEG BRUGER IGEN OG IGEN, ER fra Guerlain. Jeg har arbejdet med brandet i årevis og sværger til deres ‘Abeille Royale’-hudplejeserie, den holder min hud strålende og hydreret. Og jeg kan ikke leve uden en orangefarvet øjenskygge fra deres makeupserie.

PÅ MIN MATERIELLE ØNSKELISTE STÅR et vintage-Cartier-ur, tidløst og fuld af personlighed.

MIN PERSONLIGE STIL ER modig, men bevidst. Jeg elsker at blande vintage-items med overraskende moderne stykker tøj. Og så bygger jeg ofte looks fra skoene og op.

Foto: Sayana Cairo

Monica Anoz ønsker sig et vintage-Cartier-ur, som hun kalder tidsløst og fuld af personlighed. Til daglig går hun med dette, der også er fra Cartier. Duftlyset er fra Loewe.

MIT BEDSTE TØJKØB NOGENSINDE er en rød nederdel fra Céline by Phoebe Philo.

I MIN TASKE ER DER ALTID læbestift og læbepomade.

VERDENS BEDSTE DUFT er figentræer på Ibiza. Det bringer mig umådelig fred… og det er også duften af min parfume.

DEN SIDSTE TING, JEG KØBTE, SOM JEG ELSKER, er mit andet bryllupslook fra Chloé by Chemena. Det er meget specielt for mig og vil altid have en særlig betydning.

BYEN, JEG IKKE KAN VENTE MED AT KOMME TILBAGE TIL, er København. Jeg var der sidst for tre år siden, og jeg elsker byens energi, mennesker og butikker.

Foto: Sayana Cairo

MIT YNDLINGSRUM I MIT HJEM er mit atelierhjørne, hvor stofprøver, bøger og skitser lever i kreativt kaos.

HVIS MIT HUS BRÆNDTE, VILLE JEG REDDE min hund, Archie, selvfølgelig. Og så meget vintagetøj, som jeg kunne bære, mens jeg holdt ham. Sandsynligvis løbende barfodet, men hey, prioritering!

DEN BEDSTE SOUVENIR, JEG HAR TAGET MED HJEM, er kurve, kan der og helt særlige glas fra Mexico. Jeg har taget så meget forskelligt håndværk med hjem derfra og elsker det hele.

Foto: Sayana Cairo

Monica Anoz har bragt en masse service og kurve med hjem fra ferier i Mexico. Hun elsker alt med godt og traditionsrigt håndværk bag.

DEN BEDSTE BOG, JEG HAR LÆST, ER ‘Great Expectations’. Den vil altid være den bedste bog, jeg har læst i mit liv, og den, der påvirkede mig mest. Selvom jeg har læst mange vidunderlige og meget forskellige bøger, vil den altid være nummer et.

EN KUNSTNER, JEG VILLE ØNSKE HANG PÅ MIN VÆG, er Mark Rothko. Jeg har altid beundret hans arbejde, men at se hans udstilling på Fondation Louis Vuitton var virkelig rørende, især hans maleri nr. 16 fra 1960. En samtidskunstner, jeg virkelig elsker, er Poppy Jones.

EN KUNSTNER, JEG ALLEREDE HAR ET VÆRK AF, er Augusta Lardy fra Galería Belmonte, og så har jeg et værk af Gabrielė Adomaitytė, som jeg købte på Gratin NY Gallery.

JEG LYTTER TIL Cyndi Lauper på repeat, fordi 80’erne er min musikalske yndlingsæra. Hun og hendes sange løfter altid mit humør og bringer gode vibrationer.

Foto: Sayana Cairo

MIN YNDLINGSFILM ER ‘In the Mood for Love’ af Wong Kar-wai. Det er ren visuel poesi. Den er kendt for sin frodige filmstil og omhyggelige indramning. En ikonisk sætning, jeg elsker, er “Nogle gange føler jeg, at den eneste måde at eksistere på er gennem erindringen”.

HVIS JEG KUNNE GØRE EN FORSKEL I VERDEN, ville jeg sætte kreativitet og følelsesmæssig uddannelse i centrum for, hvordan vi opdrager og underviser fremtidige generationer.

DET GØR MIG GLAD at tilbringe tid med min familie og samle alle på Ibiza.

DET GØR MIG VRED, når noget er uretfærdigt, og folk mangler empati.

Foto: Sayana Cairo

MIN YNDLINGSFARVE ændrer sig afhængigt af min livsfase. Lige nu er den lyseblå – den bringer mig fred. Augusta Lardy-maleriet, som jeg for nylig erhvervede mig i Madrid, er inspireret af en havbølge og er blåt, hvilket føles særlig meningsfuldt.

JEG GRINER AF tør, uventet humor. Jeg elsker, når nogen kan få mig til at grine med bare et blik.

I LØBET AF DET NÆSTE ÅR VIL JEG skabe vækst i Trenza, samarbejde omhyggeligt, rejse langsommere og fortsætte med at skabe fra hjertet.

Læs ogå

Kom med indenfor hos tandlæge og influencer Ilirida Krasniqi: “Favoritrummet i min lejlighed er min altan om sommeren og mit snedkerlavede køkken om vinteren”