Mode

Guide til Mallorca: Strandrestauranter, krystalblåt vand, naturvin, seafood og hoteller i bjergene

- 20/11/2025

Den spanske ferieø er skøn om sommeren, men perfekt i forår- og efterårsmånederne. Mildere temperaturer og færre turister gør det muligt at gå på opdagelse på helt egen hånd. Her er nogle af øens bedste spots lige nu.

Boho-paradis i bjergene

Et af Mallorcas hotteste nye hoteller er Hotel Corazon, som du finder gemt i Tramuntana-bjergene midt imellem Sóller og Deià. Fotograf Kate Bellm (kendt for sine undervandsfotos af nøgne kvinder skudt på, ja, Mallorca) og kunstner (og kaktus-ekspert) Edgar Lopez danner ikke kun par, men er også stifterne af dette boho-paradis af et hotel. Med 15 forskellige værelser – alle forskelligt indrettet – er hotellet intimt og privat, mens restauranten skaber liv og leben både morgen, middag og aften. Terrassen ligger med fantastisk bjergudsigt og er et spot, der lægger op til fantastiske sommermiddage. Går du på opdagelse i hotellets omgivelser, finder du den private pool (med havudsigt), der kalder på sløve slappe-dage, og hotellets grøntsagshave der dyrker alt fra tomater til spiselige blomster. Det ses i menukortet, der byder på alt fra en ’green goddess bowl’ på morgenkortet til eksotiske cocktails til aften.
Følg med på @hotelcorazon

Hotel Corazon

Hotel Corazon

Strandbar og grill-lækkerier

Øens bedste strandrestaurant er (stadig) Patiki Beach i Port de Sóller, der serverer lokale råvarer efter sæson, friske fisk og iskold rosésangria lige ned til strandkanten. I år har Patiki fået en søsterrestaurant, Pueblo, i bjergbyen Sóller, med et grill-tungt menukort og stærke cocktails i nogle knap så strand-afslappede, men mere chikke omgivelser.
Følg med på @patikibeach og @pueblosoller

Patiki Beach

Patiki Beach

Naturvin og søndagsmarked

I den lidt sløve landsby Sananyí finder du Mallorcas svar på københavnercaféen Atelier September – endda med en ’Danish breakfast’ komplet med surdejsbrød og pisket smør på menuen. Perfekt til en iskaffe og morgenmad når du har været på Santanyís søndagsmarked. Om aftenen byder La Nouvelle Famille på naturvin i lange baner, stærke cocktails og simple, men delikate retter som pasta med brun misosmør.
Følg med på @la.nouvelle.famille

La Nouvelle Famille

La Nouvelle Famille

La Nouvelle Famille

Ultraluksus mod nord

Drømmer du om luksus, skal du checke ind på Four Seasons. Hotellet, der havde en soft opening sidste år, har i 2025 for alvor slået dørene op efter et gennemgribende renoveringsprojekt. Placeringen er helt unik, Cap de Formentor er den nordligste spids af øen, og måske også den smukkeste. Hotellet ligger lige ned til strandkanten og det fine sand og krystalklare vand ligner til forveksling en paradisstrand i Thailand. Der mangler ikke noget på Four Seasons; to pools (begge opvarmede), spa, fitness, kids og teenclubs, tennisbane, udendørsyoga og masser af hiking-ruter i området. På restaurant Mel serveres den overdådige morgenbuffet med havudsigt (og juicen friskpresset af Sóller-appelsiner), mens køkkenet om aftenen er mere middelhavsinspireret. Den nyåbnede restaurant Shima serverer ’nikkei-style’ mad, en fusion af japansk og peruviansk, og om sommeren er isbaren Crocant et hit blandt store og små gæster. Alle værelser har private terrasser – nogle med privat pool – og det er vist ingen overdrivelse at sige, at en aften med roomservice på sengen her godt kan anbefales …
Følg med på @fsrmallorca

Four Seasons

Four Seasons

Charmerende gelateria

Der er masser af isbutikker på øen, men den bedste er meget muligt Mister McCoy’s Island Ices i Sóller. Salvie og mascarpone/kirsebær er blandt de mere avancerede smagsvarianter, mens der også er mere ufarlige versioner som pistacie, hvid nektarinsorbet eller mørk chokolade med orange at finde på det skiftende kort. Skyl ned med naturvin – fordi why not?
Følg med på @island_ices_mallorca

Island Ices

Cala sa Nau

På østsiden ud for Felanitx ligger den charmerende lille strandbar Cala Sa Nau. Gemt i en lille bugt med sandstrand og bløde, store strandstole. Den lille ’chiringuito’ (strandbar) serverer alt fra kaffe og is til friskfanget fisk og drinks, alt sammen opskriften på en perfekt stranddag, der varer helt til solnedgang. @calasanauchiringuito

Cala Sa Nau

Nye spots i Palma

En tur til Palma er et must, og der popper hele tiden nye gode steder op. Start morgenen med en kaffe eller is-matcha på Magi Coffee Bar, der også kan servere en lækker spritz og et stykke toast med diverse lækre toppings senere på dagen. Casa Patines er som en gammel spansk fortovscafe, der har fået nyt liv: facaden har samme gamle charme, mens interiøret har fået en upgrade, og på menuen er alt fra god kaffe til den mallorcinske llonguet, en minisandwich med forskelligt fyld. Drømmer du om pizza er Santa Chiara stedet.
Følg med på @santachiara_pizzeria, @magi_coffeebar og @casapatines

Magi Coffee Bar

Casa Patines