Hun er ekstremt stædig og totalt vægelsindet. Hun fryser, når hun møder modstand, men betragter samtidig sig selv som et modigt menneske. Sofie Gråbøl er ikke nem at placere i en bestemt kasse, og hun er heller ikke selv interesseret i det. Måske var det derfor, hun som evigt rødmende teenager kastede sig ud i et liv i rampelyset. For tiden er hun aktuel som den indebrændte, bokseglade Margrethe i ‘Den sidste viking’. En rolle, der udfordrede hende.
Blå bog
Sofie Gråbøl. Født i 1968 på Frederiksberg. Bor i dag på Østerbro i København. Debuterede som 17-årig i filmen ‘Oviri’, hvor hun spillede over for Donald Sutherland. Filmen indbragte hende både en Bodil og en Robert. Hun har siden medvirket i en lang række af film og TV-serier, både danske og udenlandske. For tiden er hun aktuel i Anders Thomas Jensens ‘Den sidste viking’.
FORDI JEG SKULLE se ud, som jeg skulle, i rollen som Margrethe i ‘Den sidste viking’, blev jeg nødt til at træne mig op. Hun bokser, hun løber. Det er en stor del af hendes livsindhold, så jeg skulle få det til at se ud, som om den her krop havde lavet et eller andet. Da jeg var kommet over de første to måneders helvede, tænkte jeg: “Gud, jeg har det jo godt.” Jeg havde det faktisk helt uvant godt og tænkte, at det ville jeg holde fast i. Men så, selvfølgelig, har jeg ikke lavet noget siden dagen efter optagelserne. Hvis bare jeg skal ud at cykle, kører der en indre dialog, hvor jeg prøver at overbevise mig selv om, at det behøver jeg da ikke. Det er ret patetisk. Jeg havde som barn en bedste veninde, som boede nede ad en sidevej ikke så langt fra mig. Alt i hendes familie var, som jeg ville ønske, min familie var. Der var en far og en mor, der var ordnede forhold, der var et sommerhus, der var en hund, der var børn, der gik til sport, og forældre, der fulgte dem derhen. Jeg blev nærmest sådan et adoptivbarn hjemme hos dem, fordi jeg var der på daglig basis. Det var simpelthen min drøm af et liv. På et tidspunkt begyndte min veninde til håndbold. Siden fulgte de to andre børn også. Lillebroren hed i øvrigt Kasper Hvidt (tidligere målmand på håndboldlandsholdet, red.). Det er bare for at sige: De var gode til det, og de nød det. Der virkede til at være så meget mening i at gå til sport for dem, så derfor tænkte jeg, at jeg også skulle gå til håndbold. Jeg tror, jeg gik der i to måneder. Set i bakspejlet er det ikke så mærkeligt, for jeg var sådan et tændstik menneske. Jeg var sådan en, som folk altid spurgte: “Blæser du ikke væk i blæsevejr?” Jeg var virkelig et siv, og jeg havde så små hænder, at jeg ikke kunne holde bolden med én hånd. Det var bare et stort nederlag. Jeg har stadig aldrig haft den store, kærlige succesoplevelse, når det kommer til sport. Jeg forbinder al sport med lidelse og overvindelse og så en form for belønning bagefter. Men ikke sådan en belønning, som jeg fornemmer, at andre oplever, hvor det i sig selv har været tilfredsstillende at dyrke sport. Nej, jeg mener mere sådan i form af en hel plade chokolade og tanken om, at nu behøver jeg ikke at lave noget i tre dage. I tiden op til optagelserne af ‘Den sidste viking’ begyndte jeg at komme fast i noget, der hedder Twin Spirit. Det var et ret fantastisk sted drevet af to enæggede tvillinger. De havde alle mulige former for træning, så for første gang i mit liv havde jeg en personlig træner – eller to, faktisk – som stod og piskede mig på daglig basis. Jeg fik også undervisning i boksning, fordi Margrethe bokser, og det er sindssygt svært. Måske kender man det, at man ser andre gøre noget og tænker: “Det kan jeg da også.” Sådan har jeg det med mange ting, eksempelvis stunts. Jeg lever i et selvbedrag, der gør, at jeg tænker: “Det kan jeg sagtens.” Det kunne jeg ikke. Jeg kunne faktisk ikke lave en bevægelse, uden at boksetræneren kom rendende og sagde: “Vinklen på din albue er helt forkert.” Jeg havde troet, at det bare var at slå, mens man forestillede sig, at man var Robert De Niro i ‘Raging Bull’. Sådan var det ikke.
“Jeg stod over for Nicole Kidman i ‘The Undoing’, som Susanne Bier lavede, og min fysiske reaktion var så voldsom, at jeg ikke kunne mærke forskel på, om jeg stod foran en skuespiller eller et geværløb. Det havde ikke noget med Nicole Kidman at gøre. Det havde noget med mig at gøre”
DET FØRSTE LANGE stykke tid følte jeg mig sendt tilbage til barndommens håndboldhal. Jeg var håbløs. Men jeg nåede til sidst et sted hen, hvor jeg godt kunne være det bekendt. Dermed ikke sagt, at jeg ville kunne klare mig 20 sekunder i en boksering, og jeg har også glemt halvdelen af, hvad jeg har lært. Det var et helt nyt sprog, en helt ny verden, men det var sjovt at lære – at få det til at se ud. Det er en væsentlig del af arbejdet som skuespiller. Ligegyldigt hvad man spiller, går det ud på at forsøge at blive så overfladisk dygtig, at man kan skabe en illusion om, at det her menneske har lavet en hjerteoperation før, været jordemoder i mange år eller bokset som Margrethe. Jeg kunne godt mærke, at der skete noget i de måneder, hvor jeg trænede til rollen. Jeg kom aldrig til at holde af at træne, men jeg kom til at holde af at føle mig stærk og sund og i form. Tvillingerne greb jo ind i alt muligt, også i min kost, og det var jo ikke så sjovt. Tilgengæld fik jeg ros af dem. Det konfronterer i virkeligheden mange ting at gå igennem sådan et træningsforløb. Jeg har tit snakket med mennesker, som finder styrke i at møde modstand. Jeg har altid beundret det træk. Jeg har kolleger, der ligesom har løftet sig til next level af at mærke pres – f.eks. folk, der pludselig skulle præstere noget på verdensscenen over for verdensstjerner, hvor de har mødt modstand og faktisk ikke er blevet behandlet særlig godt. Der ved jeg bare, at når det sker for mig, så pakker jeg hele butikken sammen. Så bliver jeg fire år gammel og har lyst til at give op. Den mekanisme mødte jeg også i det der træningsforløb. Jeg er ikke mit bedste, hvis jeg er lige ved at bryde sammen, og der står nogen og råber: “Du kan godt tage en til! Kom så!” Så får jeg bare lyst til at græde. Jeg er mere til ros, og det fangede tvillingerne. Med ros nåede jeg et vist stykke. De der mekanismer, fight, flight and freeze – hvad hedder de på dansk? Jeg har besluttet mig for, at jeg ikke vil sige så mange dumme engelske ord. Jeg er kommet i P1-alderen, hvor man begynder at kere sig om sproget. Nå, men kamp, flugt og frys – hvordan reagerer du, når du bliver bange eller udfordret? Nogle går i fight-mode, hvilket jo er virkelig brugbart. Jeg må indrømme, at jeg kender frys ret godt. Den kan godt være en udfordring i mit arbejde, fordi det at arbejde kreativt er så stærkt forbundet med det modsatte af frys. Det handler om at finde et flow. I det øjeblik du bliver låst, er du ikke i stand til at arbejde kreativt. Så hvis jeg føler, at jeg skal leve op til en hel masse, eller jeg har fået en opgave, som jeg er bange for, om jeg kan løse, så bliver jeg nødt til at tage en indre dialog med den mekanisme i mig selv. Jeg kan se, at andre mennesker bliver ansporet. De tænker: “Nu skal jeg eddermame vise de idioter!” Det gør jeg ikke. Jeg tænker tvært imod, at jeg er idioten. Jeg har oplevet tusind milliarder gange, at frys funktionen har sat ind, for det er i virkeligheden en fast følgesvend i mit liv. Det er klart, at der er nogle øjeblikke, hvor det føles voldsommere. Jeg stod over for Nicole Kidman i ‘The Undoing’, som Susanne Bier lavede, og min fysiske reaktion var så voldsom, at jeg ikke kunne mærke forskel på, om jeg stod foran en skuespiller eller et geværløb. Det havde ikke noget med Nicole Kidman at gøre. Det havde noget med mig at gøre.
“Forestil dig at sidde i en trailer, hvor nogen kommer og banker på døren og siger: “Må jeg få lov til at følge dig over til settet?” Alt er klar, når man entrerer, og de bruger endda vendingen “Talent is arriving” – allerede dér er der noget at leve op til”
SELVFØLGELIG KAN JEG blive starstruck af at stå foran en som Nicole Kidman. Hun er bare indiskutabelt dygtig, og så er hun også i stand til at præstere under pres. Når hun træder ind på settet, kan du mærke det i hele rummet. Alt fokus rettes mod hende. Man kan nærmest høre, hvordan folk tænker: “Hun er her.” Jeg kunne ikke forestille mig noget værre. For nogle år siden lavede jeg den engelske serie ‘Fortitude’, som var en stor produktion, og her sidder man ude i sin trailer og er en stjerne. Som dansker vil jeg bare gerne føle, at jeg hører til i et fællesskab. Jeg kan mærke det i alle mine celler, for vi er et spejderland, vi er et foreningsland, så forestil dig at sidde i en trailer, hvor nogen kommer og banker på døren og siger: “Må jeg få lov til at følge dig over til settet?” Alt er klar, når man entrerer, og de bruger endda vendingen “Talent is arriving” – allerede dér er der noget at leve op til. Jeg har altid brugt sindssygt meget energi på at aflæse de rum, jeg befinder mig i – alt det, som jo er en fællesskabssøgende mekanisme, der er så dybt indlejret i os som danskere. Så at entrere et rum på den her måde … Jeg holdt simpelthen op med det. Det passede slet ikke til mit temperament at være en stjerne ude i en trailer. Jeg er heller ikke opdraget til det arbejdsmæssigt. Vi arbejder jo på en helt anden måde i Danmark. Jeg kunne mærke, at det gjorde mig tryg at være sammen med de andre og se dem lægge skinner og sætte lys op og ligesom indstille mig på – sammen med holdet – hvad det var, vi skulle. Ud over at det var betryggende at føle, at jeg var en del af gruppen og ikke en eller anden præmie gris, der blev trukket ind på markedet, som alle skulle kigge på, så opdagede jeg også, at jeg kunne springe det der moment over, som ofte gjorde, at noget i mig frøs.
“At give interviews er ligesom at komme til lægetjek og skulle have målt blodtryk og alle de tal og værdier, som man slet ikke tænker over, men lige pludselig bliver bevidst om”
HVORFOR ENDER JEG altid med at snakke om at have angst og usikkerhed? For jeg har samtidig lyst til at modsige det hele. Måske er det en fagting, at man bliver så opmærksom på menneskelige mekanismer, også i sig selv. Skuespillerarbejde består i at sætte sig ind i alle mulige følelser og dynamikker, og derfor er der måske en skærpet opmærksomhed på de her mekanismer. Jeg ender i hvert fald ofte i situationer, hvor jeg kommer med en klagesang. Men sådan er det ikke ment. Jeg opfatter i virkeligheden også mig selv som et modigt menneske. Jeg har jo ikke pakket noget sammen. Jeg har stillet mig derud. Det er også det, der er så svært ved sådan nogle samtaler: Hvem er man så lige i dag? Altså, jeg ved ikke, hvem jeg er. Hver gang jeg hører mig selv definere noget, sidder jeg også og tænker: “Men er jeg ikke også det modsatte?” At give interviews er ligesom at komme til lægetjek og skulle have målt blodtryk og alle de tal og værdier, som man slet ikke tænker over, men lige pludselig bliver bevidst om: “Gud, hvordan er tilstanden?” Man gør status i sådan en samtale, og det er egentlig ikke sådan, jeg går rundt og lever og tænker til daglig. Jeg vægrer mig ved at skulle definere noget, for jeg synes hele tiden, at det modsatte også er tilfældet. På nogle punkter er jeg eksempelvis ekstremt stædig, men på den anden side oplever jeg mig også som totalt vægelsindet og udefineret. Nogle beslutninger kan jeg gå i hårdknude over. Jeg har lige været fem år om at købe en sofa. Jeg flyttede til noget mindre, så jeg måtte skille mig af med den sofa, jeg havde, men bare det at skulle vælge farven på betrækket på den nye sofa … Det tog mig fem år. Måske kommer det af, at man som skuespiller er konstant flytbar. Det er på en måde forudsætningen, at man kan slippe sig selv og sætte sig ind i: “Hvordan kunne livet se ud herfra?” Det er det evigt fascinerende ved det her arbejde – det synes jeg virkelig.
““Nu klapper du i og sætter dig over i hjørnet!” For hvem har lyst til at blive et forbitret, uforløst menneske, der er plaget af alle de skuffelser, man har mødt i livet? Hende har jeg i hvert fald ikke lyst til at blive”
FOR MIG VAR det at arbejde med Anders Thomas Jensen igen det modsatte af alt det, vi lige har talt om. Det var i høj grad en familiær følelse. Det ville være patetisk at sige, at det var følelsen af at tilhøre en familie, for det var det dog ikke, men så en arbejdsfamilie. Selvom jeg ikke havde arbejdet med ham og holdet siden ‘Blinkende lygter’ for 25 år siden, var det vidunderlig velkendt. Samtidig er vi blevet ældre allesammen, så det var både velkendt og helt nyt. Jeg havde i virkeligheden sådan en følelse af dobbelteksponering hele tiden, for det er mærkeligt, at der er gået så mange år. Lige pludselig sidder man i pauserne og har samtaler om, hvordan det går med børnebørnene. Jeg tager mig selv i at sidde og stirre på mine kolleger og tænke: “Hold kæft, hvor er vi blevet gamle!” Og næste øjeblik tænker jeg, at vi overhovedet ikke har forandret os. Sådan en som Mads Mikkelsen har jeg ikke arbejdet sammen med siden dengang, men han har ikke ændret sig en pind. Han brænder stadig lige så ungdommeligt intenst. Ud over at jeg synes, ‘Margrethe’ er en sjov, frygtelig rolle – eller en frygtelig sjov rolle måske – så var det også bare virkelig sjovt at være sammen med alle de gamle. Det skyldtes også, at alle havde fantastiske roller. De fleste fortællinger er båret af et par hovedkarakterer, og så er der en hel masse udenom, som ikke er lige så vigtige. Hos Anders Thomas er det ligegyldigt, hvor lille en karakter er i antal sider i manuskriptet. Det er stadig nogen – et menneske med latterligheder og udfordringer og alt muligt. Det gør det sjovt at arbejde, for det gør, at alle hver især føler sig som Hamlet. Jeg er ikke sådan en, der udtænker store baggrundshistorier til mine karakterer. Jeg ved altid kun selv, hvad der står i manuskriptet. I Margrethes tilfælde kan man tilmed være i tvivl om, hvor meget af hendes egen historie der stemmer overens med virkeligheden. Hun mener selv, at hun havde en stor modelkarriere engang, som hun opgav for sin mand. Men sandheden er nok, at hun bare har været håndmodel i en Kahlúa-reklame i 1980’erne. Man kommer nok ikke uden om, at der er en høj grad af selvbedrag i hende. Margrethe er jo faktisk et dybt uforløst menneske. Og indebrændt. Hun er simpelthen skuffet over livet: “Var det virkelig dét?” Når man når en vis alder, er der bare nogle konklusioner, som uundgåeligt bliver draget. Selvfølgelig kunne jeg i teorien uddanne mig til tandlæge nu, men samtidig kan jeg mærke mentalt, at det kan ikke lade sig gøre. Nogle ting i ens liv har bare fundet deres endelige form og kan ikke længere modelleres. Jeg har også en indre Margrethe, der beklager sig over alt muligt: “Hvorfor skulle dét ske? Hvorfor var jeg så dårlig til dét? Hvorfor kunne jeg ikke lave en kernefamilie ligesom dem, jeg besøgte hverdag i min barndom? Hvorfor blev jeg syg?” Der er alt muligt, der får min indre Margrethe til at beklage sig, og nogle gange må jeg tale et alvorsord med hende: “Nu klapper du i og sætter dig over i hjørnet!” For hvem har lyst til at blive et forbitret, uforløst menneske, der er plaget af alle de skuffelser, man har mødt i livet? Hende har jeg i hvert fald ikke lyst til at blive.
“Min opfattelse af verden, og dermed min oplevelse af, hvordan tingene udfoldede sig, har jeg set igennem et filter, som var defineret af tiden. Jeg har ikke lyst til at give et MeToo-interview, men der var ting, man bare gjorde og fandt sig i, som nok ikke ville være gået i dag. Ja, som egentlig var helt vanvittige, og som jeg i dag vil betegne som overgreb, men som jeg ikke formulerede sådan dengang. Den slags oplevelser har jeg tusind milliarder af – hvor man tænkte én ting engang og en anden i dag”
SELVOM FORTIDEN MED alderen stivner i en eller anden form, har jeg også oplevet, at den er lige så foranderlig som fremtiden. Det er meget mærkværdigt. Jeg synes, der bliver ved med at opstå nye erkendelser om noget, der er sket for mange år siden, som jeg har haft en bestemt opfattelse af, hvor jeg pludselig tager mig selv i at tænke: “Måske var det slet ikke sådan.” Jeg har måttet erkende, at man er vævet sammen med tidsånden i langt højere grad, end jeg troede. Min opfattelse af verden, og dermed min oplevelse af, hvordan tingene udfoldede sig, har jeg set igennem et filter, som var defineret af tiden. Jeg har ikke lyst til at give et MeToo-interview, men der var ting, man bare gjorde og fandt sig i, som nok ikke ville være gået i dag. Ja, som egentlig var helt vanvittige, og som jeg i dag vil betegne som overgreb, men som jeg ikke formulerede sådan dengang. Den slags oplevelser har jeg tusind milliarder af – hvor man tænkte én ting engang og en anden i dag. Det er interessant, hvordan tidens blik er så definerende. Man tror, man har sit eget subjektive blik, men har man egentlig altid det? I dag kan jeg se, at jeg i mine unge år var udefineret på en måde, hvor jeg ikke rigtig kunne mærke grænser i mig selv. Det var ikke noget, der krystalliserede sig i mig, før jeg blev 30 år. Det har givet mig mange fantastiske oplevelser, at jeg har ladet mig forføre og bare har sagt ja, men det har også givet mindre gode oplevelser, fordi jeg simpelthen ikke har været i stand til at definere mine grænser. Nogle gange er jeg gået længere, end jeg egentlig ville. Det er en del af selve arbejdet som skuespiller at lægge sine egne grænser til side og stille sig til rådighed for den fiktive ramme, men samtidig er det ens egen krop, der gør det, og kan kroppen mærke forskel? Med de nye generationer er der kommet en grænsebevidsthed, som både er smuk og god. Det mener jeg virkelig. Jeg kan også tænke, at den nogle gange karambolerer med arbejdet som skuespiller, for man er nødt til at sige ja, når man arbejder kreativt. Det skal ikke lyde Scientology-agtigt, det skal ikke være en overgivelse, som på nogen måde er uværdig, men det er selve grundpræmissen, at man skal overgive sig. Ellers tror jeg simpelthen ikke, man er i stand til at arbejde som skuespiller. Jeg vil faktisk gerne ind i det grænseløse rum, for det er en befrielse at lægge sine egne grænser væk og lade sig føre med. Men jeg har helt sikkert også haft oplevelser i forbindelse med mit arbejde, jeg gerne ville have været foruden.
“Hvis man skal tale om dét store vendepunkt, så var det, da jeg som 17-årig blev skuespiller, og mit liv ændrede sig uventet og drastisk. Inden da havde jeg været sådan en, der overhovedet ikke gjorde sig tanker om at stille sig i centrum, som faktisk aldrig havde rakt hånden op i skolen, og som rødmede helt absurd tomatrødt, hvis mere end to mennesker kiggede på mig. I dag hedder det social angst, dengang hed det bare at være genert. Det kan være svært at forstå, hvordan sådan en person bliver skuespiller”
JEG HAR SÅDAN en følelse af, at min tidslinje flyder sammen. Jeg kan aldrig huske, hvornår forskellige ting skete, men hvis man skal tale om dét store vendepunkt, så var det, da jeg som 17-årig blev skuespiller, og mit liv ændrede sig uventet og drastisk. Inden da havde jeg været sådan en, der overhovedet ikke gjorde sig tanker om at stille sig i centrum, som faktisk aldrig havde rakt hånden op i skolen, og som rødmede helt absurd tomatrødt, hvis mere end to mennesker kiggede på mig. I dag hedder det social angst, dengang hed det bare at være genert. Det kan være svært at forstå, hvordan sådan en person bliver skuespiller. Det hele kom sig af, at min mor så en annonce i avisen for en mindre rolle i filmen ‘Oviri’. Det var ikke, fordi hun havde nogen ambitioner på mine vegne, og jeg har aldrig følt, at jeg skulle leve op til noget som helst. Jeg kan f.eks. huske, at jeg sagde til hende, at jeg ikke gad gå i gymnasiet. Så sagde hun bare: “Nå, fint.” Det var et meget frit hjem, hvad det angik, så det var ikke det, der trak mig i den retning. Jeg tror bare – film er jo magisk. Tanken om at være med til at lave en rigtig film havde sådan en stjernekaster-agtig fornemmelse over sig. Året forinden havde min veninde været statist i Walter og Carlo-filmen ‘Op på fars hat’. Det var jo helt vildt. Vi tog allesammen i biografen og så filmen for det ene glimt, hvor hun var med. Filmindustrien var det forjættede land. Samtidig var der slet ikke samme bevidsthed som i dag med sociale medier. Nu ved alle, hvad det vil sige at udkomme i et eller andet format. Det vidste man simpelthen ikke dengang. Jeg havde en meget uskyldig opfattelse af det, for det eneste, jeg kendte til, var at sidde med en båndoptager og grine af at høre sin egen stemme. Hvis det havde været i dag, kan det meget vel være, at jeg havde tænkt: “Jeg tør overhovedet ikke stille mig frem på den måde!” Men jeg anede vitterlig ikke, hvad jeg gik ind til. Jeg er ikke engang sikker på, at jeg helt forstod, at jeg blev filmet. Jeg var heller ikke blevet prøvefilmet inden. Jeg mødte bare op på min første arbejdsdag og lavede en større scene – som i øvrigt var en nøgenscene. Jeg havde ingen forståelse af, hvad jeg lavede.
“Jeg kan stadig huske, da jeg et halvt år efter optagelserne til ‘Oviri’ sad til eftersync i en lydbiograf i Lyngby. Her så jeg for første gang mig selv på lærredet. Det var virkelig vildt: “Hold kæft, mand, der er nogen, der har filmet det her!””
DET VAR BARE en vild oplevelse. Alt omkring det var vildt. Det var vildt at komme på restaurant med tjenere – altså det havde jeg aldrig været. Vi havde en lokal kinagrill, som vi hentede mad fra, når det virkelig skulle være vildt. Så det var ikke i særdeleshed selve arbejdet, der var vildt. Det var hele pakken. Senere fulgte premieren, som var temmelig grandios – dronningen var der f.eks. Men når man spørger, hvad jeg tænkte, så er svaret, at mens alt det her stod på, tænkte jeg ingenting. Jeg var meget barnlig, åben og uskyldig, hvilket nok også er grunden til, at jeg kunne spille en 14-årig, selvom jeg var 17 år. Jeg kunne ligesom illudere det, fordi jeg måske ikke var ældre inde i hovedet. Jeg havde overhovedet heller ikke nerver på. Jeg havde slet ikke bevidstheden om at skulle præstere. Jeg gik bare ind foran det kamera. Den tilstand har jeg længtes efter lige siden. Jeg drømmer tit om at kunne finde tilbage til den der følelse af ren tilstedeværelse uden alle de kommentarspor, man har inde i hovedet, som bliver flere og flere, jo ældre man bliver. Hvis man kunne parre den indstilling med erfaringen, ville man destillere rent guld. For selvom man risikerer, at tankerne kommer til at stå mere i vejen for det rene nærvær, er det et fag, der bliver mere og mere interessant. Hele den der leg med alt det, man kan. Med en betoning og et blik. Det bliver bare sjovere og sjovere, fordi man hele tiden opdager, hvor sindssygt meget man rent faktisk kan nuancere – og det stopper aldrig. Dengang kastede jeg mig bare umiddelbart ud i det, og det gik vanvittig stærkt. Jeg nåede at medvirke i to andre film (‘Barndommensgade’ og ‘Pelle Erobreren’, red.), før den første havde premiere. Så jeg nåede at optage tre film uden nogensinde at have forstået, hvad jeg lavede. Jeg kan stadig huske, da jeg et halvt år efter optagelserne til ‘Oviri’ sad til eftersync i en lydbiograf i Lyngby. Her så jeg for første gang mig selv på lærredet. Det var virkelig vildt: “Hold kæft, mand, der er nogen, der har filmet det her!”
“Jeg er ikke født til at spille skuespil, tværtimod er der nogle introverte sider, som jeg skal overvinde hver gang, men nu endte jeg tilfældigvis med at vinde en Bodil for min første rolle. Det gjorde helt klart, at jeg følte, at det var noget, jeg var god til. Det stod jo ligefrem i avisen”
DET ER ET mærkeligt tilfældigt vilkår for de flestes liv, at det er så definerende, første gang man får at vide, at man er god til noget. Jeg tror, det er fuldstændig ligegyldigt, hvad det er, men den der følelse af at blive set, anerkendt, liket – man sulter efter den uden at være klar over det. Når man så møder den, er det noget, man vil forfølge. Hvis jeg havde nået at kaste mig over noget helt andet, og nogen havde rost mig for det – så var jeg ikke blevet skuespiller. Jeg er ikke født til at spille skuespil, tværtimod er der nogle introverte sider, som jeg skal overvinde hver gang, men nu endte jeg tilfældigvis med at vinde en Bodil for min første rolle. Det gjorde helt klart, at jeg følte, at det var noget, jeg var god til. Det stod jo ligefrem i avisen. Forestil dig at sidde på skolebænken i ti år og så gå ud og pludselig være nogen. Som at blive lagt ned i en fremkaldervæskebalje, og der så dukker et billede op, som rummer alt muligt, man ikke anede, at man besad. Jeg var beruset af at være nogen, at kunne noget. Men da det efter et par år gik i sig selv igen, og der pludselig ikke var så mange tilbud om roller, blev det afløst af en masse tanker om, at jeg nok bare havde været yndig og i virkeligheden slet ikke kunne noget. Jeg søgte også ind på Teaterskolen og kom ikke ind. Det var et kæmpemæssigt nederlag. Indtil da havde det været gratis det hele. Jeg havde aldrig oplevet noget, der ikke bare gav sig selv. “Nå, så laver vi den film” og “Jamen tak for den pris”. Men nu blev jeg i tvivl om, om jeg overhovedet skulle fortsætte med at efterstræbe en skuespiller karriere – med risikoen for ikke at lykkes. Alt det der kom ligesom med forsinkelse, og med det kom også alle følelserne af at have noget på spil, som jeg ikke havde haft før. Som ung skuespiller var der også ting, jeg ikke gjorde, fordi jeg simpelthen ikke turde. Jeg fik to gange tilbudt Julie i ‘Romeo og Julie’. Jeg havde været perfekt som Julie, men jeg turde ikke, for det var ligesom for fint til mig. Det skulle man jo være rigtig skuespiller for. Med tiden blev jeg bedre til at tøjle min frygt ved bare at gøre det. Ikke vente for længe, men kaste mig ud i det. Det har nu været min strategi i mange år. Hvis der er noget, hvor jeg kan mærke, at nu dør jeg af skræk, så skal jeg springe. Det er den eneste måde at overvinde skrækken på. Hvis man bliver stående på vippen, bliver der bare længere og længere ned.
