Han kunne få de voksne til at brække sig af grin allerede fra barnsben. Alligevel var det ikke standupkomiker, men tegneserieskaber og rapper, han drømte om at blive i de unge år i Albertslund. I dag, hvor Anders Matthesen netop har fejret sin 50-års fødselsdag, er det i høj grad stadig tilfældigheder, der styrer showet i multikunstnerens forskelligartede arbejdsliv — idet han stiller sig til rådighed for virkelighedens måde at udforme sig på.
Blå bog
Anders Matthesen. Født 1975 på Østerbro i København. Voksede op i Albertslund. I 1993 debuterede han som standupkomiker med en andenplads ved DM i Stand-up. Han har siden da lavet en lang række soloshows, senest ‘JOKES – fra en hvid, straight mand’. Han har bl.a. stået bag julekalenderen ‘Jul på Vesterbro’, ‘Terkel i Knibe’-universet og ‘Ternet Ninja’-serien. Han har medvirket i adskillige film, heriblandt ‘Sorte kugler’, som han også selv instruerede. Senest spillede han Tommy Seebach i filmen ‘Under stjernerne på himlen’. Han har bl.a. også medvirket i teaterforestillingen ‘Simon: Spies, skæg og ballade’, lavet tre rapalbum og udgivet anti-selvhjælpsbogen ‘Livsstil er en livsstil’.
1. Den med lægen
Hvis vi skulle lave en film i klassen, som skulle sendes til en venskabsklasse i Jylland, var det altid mig, der var værten. Så gjorde jeg mig sjov med alt muligt, jeg havde hørt fra forskellige steder – Monrad & Rislund eller Linie 3. Selvom det selvfølgelig kunne være skrækindjagende at stå på scenen, elskede jeg at underholde. Det er helt sikkert noget, jeg har fået fra min mor. Hun var sådan en, der altid kom hjem og sagde: “Der er en stor tegnekonkurrence i Føtex. Man kan vinde en bil. Dét skal vi!”
Bakken havde en årlig plakatkonkurrence, og hvert år brugte hun måneder på at stå helt sirligt og male Pjerrot derhjemme. Hun var skidegod til det og lavede bl.a. linoleumstryk, der blev udstillet på Charlottenborg. Min bror og jeg fik en skabslåge hver og noget maling, og så skulle vi også prøve. Jeg kan huske, at jeg sagde til hende: “Jeg kan jo ikke lave det der. Du laver det så sirligt og så fint.” Men så sagde hun: “Du er spontan. Det skal du bare holde fast i. For det er det, alle voksne drømmer om.” Det var et utrolig fedt spin på, at jeg var elendig til at male.
Hvis der var konkurrencer, var min mor altid frisk på, at vi skulle melde os. Vi havde ikke særlig mange penge, så jeg tror bare, at hun tænkte: ‘Nå, her kan man sørme vinde en ismaskine. Det kræver bare, at vi opfinder et slogan!’ Hun kunne også godt lide, når min bror og jeg optrådte: “Nu har farmor fødselsdag, drenge, så skal I ikke optræde med den der sketch, I laver?” Så havde vi måske lært rollereplikker fra en eller anden gammel eventyrbog. Eller: “Kan I ikke lave et kassettebånd til farmor, når hun har fødselsdag?” Så indspillede vi et langt lydbånd til farmor med alle mulige åndssvage ting. Min bror spillede en klaversolo, vi lavede parodier på gamle lydbøger – Winnetou og Tintin – og klippede hestevrinsk fra et Robin Hood-bånd ind. Der var alt muligt, som vi sad og miksede sammen: “Og nu skal du have en lille fløjtesolo, farmor!”
Det endte selvfølgelig altid med, at hun proppede det i båndafspilleren til fødselsdagsfesten, og så sad der 30 voksne og lyttede til, hvad vi havde lavet. De skreg af grin og syntes, at det var pragtfuldt, mens vi altid kravlede om bag gardinerne, helt generte, men også helt høje over responsen.
Min mor holdt også hvert år weekendkurser i massage og meditation på Græsrodsgården på Vestsjælland, hvor der kom mellem 50 og 100 mennesker. Vi plejede at være otte unger, der løb rundt og plyndrede jordbærmarkerne og var på stranden hele dagen, og om aftenen lavede vi så sketcher for de voksne, mens de sad på græsset rundt om bålet. I dag tænker jeg: ‘Hold kæft, hvor har det været irriterende!’ De har rigtig siddet der og bare gerne villet drikke rødvin og score hinanden, og så har de været tvunget til at se os underholde. Men som jeg husker det, grinede de også. De ønskede altid, at vi lavede ‘den med lægen’. Den spillede vi hver aften, og de brækkede sig af grin: “Nej, de er fantastiske, de unger!” Så øvede vi hele næste dag for at lave noget, der var endnu bedre.
Alt det der var noget, min mor satte i søen. Sådan har hun altid været, også senere i livet: “Jeg fylder 50, kan I ikke lave en skattejagt, når gæsterne kommer?” Hvor man egentlig var alt for gammel til det. “Ahh, mor …” Men hun har altid presset på med den slags. Der skal ske noget sjovt.
“Jeg tror altid, jeg vil lave standup. Det er det, jeg altid vender tilbage til som et hjemmevant element. Jeg befinder mig rigtig godt i det der med, at lyset går ud, og så går jeg ind og tager teten i halvanden time”
2. Sminket (cykel)lig
Min far var sådan en, der kunne finde på at give et cykel-lig i fødselsdagsgave. Sammen med nogle pudseklude og noget rustfjerner. Når man åbnede sine fødselsdagsgaver, fik man måske først en tube rustfjerner og dernæst fem par gamle sokker til at pudse med. Og så var det sådan: “Ja, nu skal du bare se, kom med ud i gården.” Så stod der en eller anden 12 år gammel racercykel, som han havde købt på en politiauktion, med et knaldblåt, syntetisk styrbånd fra Ærlige Bent, fordi han ville lære mig, at alting ikke behøver at være så dyrt. Sådan en kæmpemæssig landevejscykel med cykelspænder, som var for stor til mig hele mit liv, også da jeg blev voksen, og jeg stod bare der og tænkte: ‘Jeg har aldrig ønsket mig at cykle stærkt, jeg har bare ønsket mig en cykel til at komme rundt i byen.’
Men han var meget sparsommelig og fornuftig, og også meget bekymret, da jeg kom og sagde, at jeg ville lave standup: “Nu glemmer du vel ikke også at få dig en uddannelse?” Han tog med ud og filmede det og grinede meget, og han har altid været fan af det, jeg har lavet, men det var også altid med en snert af: ‘Åh ja, pas nu på.’
Han havde selv drømt om at blive kunstmaler, og det blev aldrig rigtig en levevej for ham, selvom han tegnede pissegodt. Hvis jeg ville have ham til at tegne hånden, der skulle holde pistolen, i mine tegneserier, sagde han altid: “Nej, det kan du selv.” “Årh, hold nu op, kan du ikke bare lave det?” “Nej, men så lad os se her. Hvordan holder man egentlig på en pistol?” Så hentede han bananer ude i skålen: “Prøv at holde på den.” Det kan virke latterligt, men jeg gør det faktisk stadigvæk i dag, når jeg tegner, for at finde ud af, hvordan en hånd helt præcist ser ud, når den holder noget. Det ville jeg aldrig have lært, hvis han ikke havde tvunget mig til at gøre lortet selv. Han kunne godt gå med til at tekste for mig, fordi det var svært at få plads i taleboblerne, men han syntes, det kreative arbejde skulle ligge hos mig selv.
“I skolen fik jeg ligefrem lov til at aflevere tegneserier i stedet for stile. Min lærer spurgte altid: “Bliver det en tegneserie eller en stil?””
3. Fede Albertslund-lærere
I mange år var det min helt store drøm at blive tegneserieskaber. Jeg har stadig en kæmpestor mappe med tegneserier, jeg har lavet, fra jeg var fem-seks år gammel. Der er alt fra selvopfundne Spunk-reklamer til ‘Alydia’, min pendant til ‘Alfons Åberg’. Jeg må allerede have været halv-woke som lille, siden jeg valgte, at den skulle handle om en pige.
Jeg lavede også en tegneserie, som hed ‘Den glemte krig’, som var ligesom ‘Star Wars’. Det blev en ordentlig møgert. Den tegnede jeg på i årevis. Hver gang jeg var hjemme hos min far, var det i gang med en ny side, og så stoppede det, når jeg skulle hjem til min mor i de næste 14 dage.
Jeg lavede også forskellige tegneserier, hvor man selv kunne vælge handlingen undervejs. Det var det store dengang. Og så lavede jeg en masse historier om ‘Spar 2’ – min detektivpendant til ‘Spirit’. Der var også ‘Idolet’ og ‘Doktor Palle’, som jeg prøvede at lave til en stribe, som man kendte dem i aviserne. Det var virkelig sådan, at jeg tænkte, at en skønne dag skal jeg udgive tegneserier. I skolen fik jeg ligefrem lov til at aflevere tegneserier i stedet for stile. Min lærer spurgte altid: “Bliver det en tegneserie eller en stil?” Hvis det var det første, skulle jeg bare lave dobbelt så mange sider.
Der var de der Albertslund-lærere fede. Jeg havde svært ved at være stille i dansktimerne, så i den dobbelte dansktime hver onsdag fik jeg lov til at gå med musiklæreren Mogens ned i kælderen for at lære at spille trommer. Så fik jeg to timers eneundervisning. Senere, da Nikolaj startede i min klasse, og han også gerne ville lære at spille trommer, sagde musiklæreren, at så måtte jeg lære Nikolaj alt det, som jeg havde lært af ham. Så blev det ligesom min pligt at lære ham op. Sådan noget var nok aldrig sket i dag, men der var lidt højere til loftet dengang.
“Det var egentlig ikke, fordi jeg rendte rundt og syntes, at jeg var specielt morsom. Jeg havde gang i alt det der med rappen, da min mor lidt tilfældigt sagde, at hun havde hørt, at der var noget, der hed standup, og at der skulle være Danmarksmesterskaberne i det. Så meldte jeg mig til”
4. MC Grisetæer
Der skete så det, at jeg blev fuldstændig bidt af rapmusik ved at høre Beastie Boys’ ‘Licensed to Ill’ på en ghettoblaster ved skaterampen. Inden da havde jeg aldrig haft en musiksmag. Alle mine venner hørte Duran Duran og Wham!, og det begyndte at blive lidt noieren for mig, for alle købte ‘Bravo’-blade og ‘Mix’-blade og hængte kendisser op på væggen. Jeg kan huske, at jeg købte et ‘Popcorn’-magasin fra Tyskland og tænkte: ‘Jeg tager ham der Nik Kershaw. Han ser fredsommelig ud.’ Jeg anede ikke, hvad han lavede, men ham hængte jeg op på væggen, for man skulle have et idol. “Hvem er du fan af?” Det var sådan, man snakkede om det.
Men så kom ‘Licensed to Ill’. Herfra blev det fullblown hiphop for mig. I dag er det verdens mest populære genre, men dengang ansås det ikke for at være rigtig musik. Min farmor kunne finde på nogle gange at ringe til mig og sige: “Der er noget RAP i Familie Journalen i den her måned. Jeg har klippet det ud til dig.” Så var det et lille billede af Run-DMC fra en eller anden svensk dokumentarudsendelse.
Senere kom MC Einar, og så blev jeg fuldstændig optaget af at skrive tekster på dansk. Min bror og jeg kom faktisk i ‘Børneradio’, da jeg var 12-13 år, hvor vi beatboxede og rappede. Bagefter stiftede vi et orkester, og fordi vi lavede human beatbox, kaldte vi os for Human Beat Boys. Det hed vi i mange år i forskellige konstellationer, og vi endte med at vinde en pladekontrakt på Mega Records. Det skete via et fjernsynsprogram, hvor man skulle ringe ind og rappe for en telefonsvarer. Vi rappede alt muligt ind på den der telefonsvarer, også på engelsk, og jeg tror bare, de til sidst tænkte: ‘Nå, men ham der kan da rappe.’ Men det var jo Mega Records, de havde Ace Of Base, Cut ’N’ Move, No Name Requested og Al Agami. Jeg tror, de havde håbet, at jeg kom og bragte noget andet til bordet end ‘fuck lærerne’-rap.
I sidste ende blev det hele trukket i langdrag og endte med en enkelt EP ved navn ‘Vi spiser alt’. Vi havde selv døbt den ‘Grisetæer’, men ingenting blev, som vi ønskede det. De fjernede bl.a. min scratch-solo og brugte alle mulige poppede tricks for at få det til at blive mere velfriseret. Jeg hader lortet, for de puttede alt muligt indover – bl.a. en sangerinde for at prøve at få det til at lyde som dansemusik. Så hiphopperne kunne heller ikke lide den. Vi fik ti eksemplarer hver, som vi kunne dele ud til vores kammerater i skolen, og så kunne den i en ganske kort periode købes inde i Streetdance. Jeg var derinde én gang, hvor jeg spurgte: “Har I den der Human Beat Boys?” “Ja, men jeg ved ikke, hvad fanden det er for noget. Kender du noget til det?” “Nårh, nej nej, men jeg skulle bare høre, om du havde den …” Så smuttede jeg igen. Det er virkelig en lorteplade.
5. Danmarks andenbedste standupper
Det var egentlig ikke, fordi jeg rendte rundt og syntes, at jeg var specielt morsom. Jeg havde gang i alt det der med rappen, da min mor lidt tilfældigt sagde, at hun havde hørt, at der var noget, der hed standup, og at der skulle være Danmarksmesterskaberne i det. Så meldte jeg mig til. Det var i 1993, og jeg anede ikke, hvad det gik ud på. Jeg troede, at man skulle improvisere på scenen, så det var sandt for dyden ikke det hele, der var lige sjovt, men jeg mærkede alligevel den der fantastiske umiddelbare respons fra publikum, når en punchline gav pote.
Jeg blev slået af en fyr ved navn Mads M. Nielsen. Han var faktisk ret sjov. Han havde jordens dybeste stemme og lavede sådan noget med kvindelige spydkastere, der bliver interviewet: “Ja, jeg er spydkaster.” “Hvordan foregår det?” “Ja, man tager et spyd.” “Og hvad så?” “Ja, så kaster man.” “Og hvad sker der så?” “Så lander det.” Dét var hele showet, men det var leveret ret charmerende. Samtidig havde nogle af forhåndsfavoritterne, Lasse Rimmer og Jakob Pettersson og andre, bare ikke en lige så god finaleaften, og så var det Mads, der vandt, og mig, der blev nummer to. Jeg tror ikke, det var, fordi jeg var Danmarks andenbedste standupper på det tidspunkt, men det var nok til, at jeg styrtede ud og tænkte: ‘Skid på den rapkarriere, nu skal jeg være komiker!’
Det var en sjov tid op igennem 1990’erne, hvor vi nye, unge komikere hjalp hinanden. Så var der pludselig nogen, der sagde: “Hey, ‘Puls’ søger nye værter.” Man skulle sende et videobånd ind, og min far havde et videokamera, så det lånte jeg og rendte rundt nede ved søerne i en mintgrøn blazerjakke og gøglede, mens Frank Hvam og Jacob Tingleff stod og filmede løs: “Prøv at gå lidt længere tilbage!” Så var der en, der fik et job på ‘Rent Fup’ og ringede: “Anders, kan du ikke spille tjener i den her sketch?” Vi prøvede altid at hjælpe hinanden, og hvis nogen havde været i England og købt et VHS-bånd med Lee Evans’ nye show, var vi otte komikere, der drak bajere og så det sammen: “Årh hvad, det er fedt, det der!”
Vi rejste også sammen til London og Skotland, når der var Fringe Festival. Det var et godt miljø. Det er det sikkert stadigvæk, men mange af os er jo gledet lidt ud, i takt med alderen og ungerne. Jeg hang også i det længe. Det var hver aften med store bajere og fester og farver. Altså hver aften. Hvis man kom hjem klokken to om natten efter at have optrådt i Kolding og tog ned på Comedy Zoo, kunne man være sikker på, at der som minimum allerede sad otte drenge og hyggede.
“Jeg er meget glad for at lave musik, og nogle gange kan jeg bedre lide at lave musik, end jeg kan lide at lave comedy, men jeg vil ikke kalde mig selv musiker. Jeg er mere sådan en, der virkelig brænder for at skrive sange og fortælle historier. Jeg synes heller ikke, at jeg vil sige, at jeg er forfatter. Jeg er forsigtig med at tage de der store titler i min mund, men komiker, det er jeg – med en overbygning af lidt af hvert”
6. Stewart, Arne og de andre
Jeg ærgrer mig ikke over noget af det, jeg har lavet, men nogle af de tidlige programmer, som jeg lavede i et forsøg på at komme til at leve af standup, er jeg nok mindst stolt af. Men omvendt, hvis ikke jeg havde lavet det, så var der så meget andet, jeg ikke var kommet til at lave. Jeg lavede bl.a. to programmer på TV Danmark ved navn ‘Andarki’ og ‘Andesortering’. Det var virkelig to lorteformater, men der var ret frie hænder, så jeg prøvede at få det bedste ud af det.
I ‘Andarki’, som byggede på et canadisk gameshow-koncept, fik jeg flettet ind, at jeg i hvert program kunne få lov til at lave fem minutters standup. Jeg skulle også bl.a. præsentere hjemmevideoer og fandt på at lave en ny værtsrolle hver gang. Det var sådan, jeg kom i gang med at spille sketchkomik og udvikle Stewart, Arne og alle de der karakterer.
Stewart opfandt jeg faktisk allerede, da jeg i en periode arbejdede på Radio Voice som morgenvært. Hver morgen havde jeg en ‘danskernes stemme’ med, der skulle udtale sig om, hvad han syntes om det ene eller det andet. Her var Stewart med. Han var en blanding af alle mulige mandetyper, jeg var stødt på i mit liv – taxachauffører, naboer fra Albertslund, købmænd ude på Amager. Der var også lidt John Mogensen i ham. I starten havde han ikke noget navn, men hed bare ‘Pølsemanden’, fordi han altid sluttede sine kommentarer af med at sige: “Skal du have rå løg til den der?”
I ‘Andesortering’ opfandt jeg en karakter, der var junkie, som jeg døbte Danny. Jeg udviklede faktisk en hel serie om ham ved navn ‘Tæt på Danny’, hvor man skulle følge hans hverdag. Det var før ‘The Office’ og alt det der, mockumentary var slet ikke et begreb, så jeg syntes selv, at jeg var ret original. Thomas Hartmann hjalp mig med at tage billeder nede på Bryggen ved nogle graffititegnede skateboardramper. Jeg præsenterede konceptet for TV Danmark, men de sagde bare: “Det er sjovt, det er fedt, men det skal vi ikke lave. Du er fyret.” Nu havde de fået det ud af mig, som de skulle, med de to andre lorteshows.
I stedet ringede DR og spurgte, om jeg ville være vikar på et børneprogram, der hed ‘Onkel Johns hytte’. Her spillede jeg Danny, der begik indbrud og mødte de der værter: “Nåh, Onkel John, nå ja, ham kender jeg godt, og han har sagt, at jeg godt må tage det her.” Og så gik jeg og tømte huset. På den måde blev Danny mere og mere til en levende person.
Senere lavede Stewart en sang i ‘Børneradio’, der hed ‘Til min søn Danny’. Pludselig begyndte familiebåndene og demografien i hele det der univers, der også senere kom til at vedrøre Arne, Aske, Terkel og alle de andre, at udvide sig, og det har det stort set gjort siden.
7. Alter ego
Stewart begyndte også at være med, når jeg optrådte med standup rundtom på klubberne. Han kunne godt være lidt voldsom i starten. Første gang anede jeg nærmest ikke selv, hvad jeg ville, da jeg gik ind på scenen. Jeg begyndte bare med at sige “Kære Beate, kære Leon” og pegede på to mennesker i publikum. Jeg anede ikke, hvem Beate og Leon var – det fandt jeg først ud af mange år senere, da de blev til Terkels forældre i ‘Terkel i knibe’.
Hvis nogen rejste sig op i publikum, kunne jeg finde på at råbe: “Sæt dig!” Så satte han sig ned igen og rejste sig ikke op igen i resten af showet. Nogle gange grinede folk, og andre gange var der pinlig tavshed. Jeg gjorde heller ikke noget for, at det skulle gå hurtigt, når jeg stod på scenen som Stewart – jeg nød det akavede ved den nærmest småubehagelige stemning. Det var sådan noget med, at jeg lige pludselig bare råbte: “Du har altid været lidt af en lort, Leon!” Folk pissede af grin, og så sagde jeg: “Ja, de griner, men jeg kan sgu ikke lide dig!” Og sådan udviklede historien sig – med løbende respons fra publikum – til, at Stewart havde et horn i siden på Leon.
Jeg kunne godt mærke, at det vakte en vis respons derude, når jeg optrådte med Stewart. Jeg gæstede nogle P3-programmer, hvor han skulle komme ind og omskrive eksempelvis et Søs Fenger-nummer. Vi endte med at lave det live i et telt på Midtfyns Festival, hvor der kom 300 mennesker, som stod og sang med. Pludselig sad der også alle mulige rockere og hooligans blandt publikum, når jeg optrådte. De var virkelig nede med kaptajnen. Der tænkte jeg: ‘Okay, der er gang i et eller andet.’
Det gik ret godt på klubberne, så jeg tænkte: ‘Kunne man måske ligefrem tage rundt på en klubtur?’ Det blev til, at Hartmann skulle være opvarmer, og så skulle jeg først lave et show som Stewart, og herefter skulle jeg give et show som mig selv. Det var i 1998, og jeg havde været i gang i fem år på det tidspunkt. Først kaldte vi showet ‘En halv dekade med sjov og ballade’, men blev enige om, at nej, det skal hedde ‘Fra ende til Anden’.
Vi turnerede med det alle mulige steder – fra Big Bowl i Helsingør til Tante Olga i Randers. Og sluttede af med en weekend på Comedy Zoo. Her var jeg begyndt at tænke, at nu gider jeg ikke, at det skal være sådan noget med, at jeg ikke kan tage hjem fra et show, før jeg har lavet Stewart. Derfor besluttede jeg mig for, at det, der var hans første rigtig store gennembrudsshow – ‘Hva’ snakker du om?’ to år senere – skulle være hans afskedsshow. Og så tænkte jeg ved mig selv: ‘Og så laver vi et giga comeback en dag!’
Det var noget, jeg længe gik og fjollede med Hartmann om. Vi planlagde, hvordan Stewart til mit 25-års jubilæum i 2018 skulle komme kørende ind på en cremefarvet Honda Gold Wing med frynser på ærmerne i sådan nærmest et englekostume af hvidt læder og politihjelm som Village People og ryge ind i sådan en døds-dome og køre stuntkørsel. Man skulle lave et skift, så det var en stuntman, der overtog, og når han så væltede og eksploderede, så stod jeg pludselig et andet sted i salen.
Da Nikolaj Cederholm og jeg senere skulle sætte showet op i Royal Arena, fandt vi ud af, at det slet ikke kunne lade sig gøre. Det krævede alt for meget. I stedet overvejede vi, at han skulle komme kørende på en svævebane hen over publikum og lande på scenen, men det krævede, at der skulle hentes luftakrobater op fra Tyskland, og det var pissefarligt, fordi man risikerede at falde ned i hovedet på folk. Så det endte med, at vi gjorde, som vi gjorde, hvor han comebackede som kanonkonge. Det var samme tematik, men planerne ændrede sig, i takt med hvad der var muligt. Det kan tit godt starte kæmpestort, når jeg idéudvikler, og så blive skaleret ned til noget mere realiserbart. Det er meget sjældent, jeg på forhånd ved, hvordan jeg vil have det. Jeg får en hel masse idéer, og herfra er det mulighedens kunst.
“Siden standuppen tog over, har det meget handlet om, hvilke tilfældigheder der har vist sig over årene. Nogen har måske foreslået, at jeg skulle spille teater, og så har jeg tænkt: ‘Nå, men så må det betyde, at det er det, jeg skal’”
8. Haps, den tager jeg!
Jeg har altid lavet mange forskellige ting, også inden karrieren startede. Siden standuppen tog over, har det meget handlet om, hvilke tilfældigheder der har vist sig over årene. Nogen har måske foreslået, at jeg skulle spille teater, og så har jeg tænkt: ‘Nå, men så må det betyde, at det er det, jeg skal.’ Jeg har valgt at stille mig til rådighed for, hvordan virkeligheden har udformet sig. Det er meget blevet min måde at arbejde på, og det betyder, at jeg har været med i en masse mærkelige ting.
Det har også gjort, at resultatet i en given proces ofte kan blive anderledes, end jeg havde troet, for jeg prøver bare at gå derhen, hvor det virker rigtigt. Jeg slås for det, jeg godt kan lide, men hvis ikke vi kan skaffe f.eks. en rød bil, men i stedet en blå bil, tænker jeg altid: ‘Okay, hvad kan vi så gøre med det? Hvad kan den blå farve symbolisere?’
Min mor blev ved med at spørge, om jeg ikke ville sætte et spørgsmålstegn til sidst i ‘Anden paa coke’. Jeg har aldrig taget stoffer, det har aldrig interesseret mig, men i den periode var der en vis mængde rygter og overskrifter i aviserne, og det havde jeg lyst til at sige noget til. Derfor kaldte jeg showet ‘Anden paa coke’ og skrev det med sådan en Ekstra Bladet-font. Min mor blev ved med at sige, at der skulle et spørgsmålstegn bagefter, og jeg blev ved med at synes, at det var totalt tandløst. Men til sidst stoppede jeg alligevel op over det der spørgsmålstegn. Hvad kan det betyde? Hvad er det, jeg skal reflektere over? Hvad er der, hvis der ikke er kokain i kassen? Sådan opstod hele showets idé faktisk, ved at gå ind i den præmis – og det kom til at hedde ‘Anden paa coke?’
Det samme skete med ‘Sorte kugler’, som jo skulle have været en gakgak-komedie, men hvor min mor også endte med at trække det i en anden retning. Vi gik nede i Tyrkiet og snakkede om, at hun havde læst noget i en tibetansk dødebog om, hvordan man efter sit liv – i sådan nogle bardo-tilstande – får vejet sine gode og dårlige gerninger med sorte og hvide sten på vægte. Der tænkte jeg: ‘Haps, den tager jeg!’
9. På tynd is
Mine forskellige shows betyder forskellige ting for mig på forskellige parametre. Første gang jeg fyldte Cirkusbygningen, var en skelsættende begivenhed. Det bedste show har været ‘Tal for dig selv’. Hvis jeg nogensinde skulle starte forfra i udlandet og havde et skud i bøssen, så ville jeg lave en moderne version af det, for det var originalt med et show i to dele baseret på henholdsvis et positivt og et negativt livssyn.
‘Anden paa coke?’ var det sværeste at lave og måske i virkeligheden det mest originale. Det fik jeg en Reumert for. Sidste gang, da jeg tog rundt med ‘JOKES – fra en hvid, straight mand’, følte jeg mig i mit es. Med andre ting, f.eks. ‘Den ægte vare’ – jeg turde ikke engang gense det, fordi jeg tænkte, at det var the perfect wave, som jeg aldrig ville kunne overgå. Men så satte jeg mig 20 år efter og så det og tænkte: ‘Gud, var det dét? Det er fandme ikke særlig sjovt!’
I ‘Tal for dig selv’ synes jeg i dag, at min attitude er irriterende. Formen er god, og nogle af standup-tingene er rigtig sjove, men min attitude og min selvsmagenhed – den bryder jeg mig ikke om. Det er ligesom at se et meget gammelt klassebillede, hvor man ikke kan genkende sig selv. Jeg var nok i virkeligheden blevet for selvsmagende i den periode, og sådan lidt for glad for, at det gik godt. Jeg synes, at jeg er blevet mere ydmyg. Det er altid mærkeligt selv at sige, men jeg tror, den er god nok. Jeg er blevet sådan en til en mig selv på scenen. Det er kommet gradvist, fordi jeg hver gang har turdet give lidt mere af mig selv og ikke haft så meget staffage og tandpastasmil.
Jeg har efterhånden prøvet rigtig mange forskellige ting – også musik, teater, film. Det seriøse er et dejligt supplement til det sjove. Jeg har aldrig haft en tendens til at være morsom hele tiden. Når man laver mange projekter, hvor man selv står med alle kasketterne på – skriver det selv, producerer det selv – er det samtidig rart nogle gange at få lov til bare at være noget ler i hænderne på en instruktør.
For mig er der en masse nysgerrighed og livsglæde forbundet med at bevæge sig ud på tynd is. Det er en måde at holde sig i form på. Selvfølgelig mærker jeg også presset, men det er en del af vovestykket. Jeg tror også, det er derfor, at folk synes, det er sjovt at se det. Der er sikkert nogle, der håber, at jeg falder ned, når jeg klatrer for højt op i træet og pludselig vil lave film eller musik. Men det er også det, der giver forsøget en værdi: Nu bruger jeg alt det umage, jeg har i mig, og det bliver uden sikkerhedsnet, og så må det briste eller bære.
“Jeg synes til gengæld, det er sjovt, når ‘Ternet Ninja’ lige pludselig bliver et hit i Dubai eller i Frankrig. Jeg fik også på et tidspunkt mulighed for at blive signet i Kina. ‘Terkel i knibe’ blev stor som piratkopi – der var en million kopier i omløb – så da jeg senere lavede ‘Ternet Ninja’, var der en kæmpestor medievirksomhed, der gerne ville købe den. Men på den betingelse, at jeg pillede ninjaen ud. De syntes, at den var for japansk, så de ville have mig til at lave en kinesisk pendant”
10. Hjemmebane
Tilbage i 2005 havde jeg en dansk manager, som jeg rejste til USA med. Vi tog rundt og ringede på dørene hos castingbureauer, men hvis man virkelig ville noget, krævede det, at man flyttede derover. Dengang overvejede jeg det. I dag er drømmen om USA forduftet. Måske også fordi jeg har familie, og jeg har ikke lyst til at sige til dem: “Kom, unger, nu tager vi over suppen.” Hvis ungerne var flyttet hjemmefra, og jeg fik muligheden for at lave tre dage i Edinburgh og optræde på engelsk og sidde i solen og drikke bajere og møde nogle andre komikere, så ville jeg gøre det. Men jeg har ingen drøm om at breake i udlandet. Overhovedet ikke. Ikke engang i Sverige.
Jeg synes til gengæld, det er sjovt, når ‘Ternet Ninja’ lige pludselig bliver et hit i Dubai eller i Frankrig. Jeg fik også på et tidspunkt mulighed for at blive signet i Kina. ‘Terkel i knibe’ blev stor som piratkopi – der var en million kopier i omløb – så da jeg senere lavede ‘Ternet Ninja’, var der en kæmpestor medievirksomhed, der gerne ville købe den. Men på den betingelse, at jeg pillede ninjaen ud. De syntes, at den var for japansk, så de ville have mig til at lave en kinesisk pendant. De havde virkelig penge i ryggen, men jeg kunne bare mærke, at det ville blive for merkantilt. Så det blev ikke til noget, men man når da lige at mærke det der sus, som jeg forestiller mig, at ‘Harry Potter’-trunten må have oplevet, da hendes værk pludselig gik viralt.
Jeg synes faktisk også, at jeg får en dosis af det i dansk målestok. Når jeg ser ‘Ternet Ninja’-figurer på toppen af Cinemateket, malet på langturschaufførers lastbiler eller unger rende rundt med bamserne – det er fandme vildt. Procentmæssigt er der vel lige så mange, der ser mine film, som folk, der ser ‘Seinfeld’ i USA. Det er klart, at den tanke godt kan lede til en ‘Konen med ægget’-tankegang. Men man kunne også bare tænke: ‘Hold kæft mand. Jeg er lige der, hvor jeg skal være. Jeg kan ikke få et større talerør, jeg kan ikke få en større stemme, end jeg har her i Danmark. Det er perfekt.’
