Anna Teurnell er blevet designer, fordi hun er optaget af at lave tøj, der ophæver hverdagen. Sådan ønsker hun også at indrette sit hjem – tingene skal bruges og være funktionelle, men de skal også have et element, som overrasker og beriger hende. Den kreative chef for Filippa K og Teurn finder nemlig en stor del af sin inspiration i den 175 m2 store lejlighed i Stockholms centrale Södermalm-kvarter.
Blå bog
Anna Teurnell, stifter og ejer af TEURN, creative lead hos Filippa K. Som helt ung arbejdede hun som kok i et par år, inden hun først forsøgte sig som guldsmed og derefter uddannede sig til visuel merchandiser, hvilket hun arbejdede som i ti år, mens hun tog kurser på kunst- og modeskoler. Har været head of design hos H&M, & Other Stories og Arket og creative director hos Marimekko. Stiftede sit eget tøjbrand, TEURN, i 2021. Blev ansat som creative lead hos Filippa K i 2024.

Hvornår og hvorfor flyttede I ind i jeres nuværende hjem?
Vi boede i en smuk, gammel lejlighed fra 1600-tallet oppe under taget med så små værelser, at vores tre drenges fødder stak ud af værelserne, når de sov. For 13 år siden faldt vi så over den her lejlighed, som har fem værelser og er 175 m2 stor. Jeg blev øjeblikkeligt betaget af de store rum, højden til loftet og den smukt detaljerede stuk. Det var fantastisk at få så meget plads til os allesammen, så vi hver især også kunne få lidt privatliv.

Hilda og Loue, familiens to staffordshire-bullterriere.
Du har boet i Stockholm hele dit liv. Hvordan vil du beskrive jeres kvarter?
Jeg voksede op i Gamla Stan, og jeg har boet i Östermalm, Gärdet og Södermalm, hvor vi bor nu. Jeg elsker området. Det er meget levende. Og der er et godt miks af mennesker: ældre, yngre, folk fra alle mulige steder i verden. Der er et glimrende udvalg af restauranter, vinbarer og vintagebutikker. Vi bor tæt på Tantolunden, som vel er den største park i byen. Der går jeg tur i en times tid med vores hunde hver eneste morgen. Det er næsten som at gå i skoven. Du finder dine egne veje mellem træerne og de mange små kolonihaver. Om sommeren bader jeg sammen med hundene fra parkens lille strand (Södermalm er en ø, red.). Jeg er afhængig af disse rutiner – de er med til at ophøje min hverdag.

Anna Teurnell sætter pris på Södermalms mange vintagebutikker, hvor hun er en hyppig kunde. Her hænger en række af hendes taskefund sammen med en plysset taske fra Filippa K. Skoene, hun har på, er designet af Phoebe Philo.

En blanding af vintagesko, prototyper og farvereferencer fra Filippa K og TEURN.
Hvordan har lejligheden tilpasset sig tidens gang?
Efter at vores drenge flyttede hjemmefra, startede jeg mit brand, TEURN, og jeg tænkte, at jeg havde brug for et godt hjemmekontor. Jeg lavede drengenes tre værelser om til et stort kontor og et mindre opbevaringsrum. Selve kontoret er rummeligt med et stort skrivebord, som også bliver brugt til at spille bordtennis på, når børn og børnebørn er på besøg – så spiller vi mellem tøjstativer og papkasser. Ved at have mit eget rum får jeg ro til at researche og arbejde kreativt. I mit job skal jeg ikke kun designe tøj, men også lave visuelle oplæg og strategier for nye kollektioner, og det er perfekt at lave derhjemme på min store skærm. Og så kan jeg spille den musik, jeg holder af, og lige så højt, som jeg lyster. Det er mit happy place. Jeg føler mig fri og afslappet – ja, inspireret.

“Mit hjemmekontor har det smukkeste dagslys,” siger Anna Teurnell. Sofaen i forgrunden er en vintageudgave af Ligne Rosets Togo-sofa.

På skrivebordet i kontoret står tre tasker fra Filippa K, som er under udvikling hos Anna Teurnell, der er iklædt en blazer fra sin første kollektion for det svenske brand. “Jeg er drevet af at lave kvalitetstøj, som ikke blot får ejeren til at se bedre ud, men også føle sig bedre. For mig handler det om at bidrage til at skabe en bedre og mere bæredygtig tøjindustri. Jeg ønsker at skabe produkter, der kan holde i meget lang tid, lavet med et håndværk, således at de ligesom møbler bare bliver smukkere af at blive brugt gennem livet.”
Hvordan inspirerer dit hjem dig?
Lejligheden er ikke perfekt renoveret. Malingen er ikke perfekt – den krakelerer flere steder, og gulvene er ikke slebet perfekt. Der er tegn på liv, og det er inspirerende. Det meste af lejligheden er bare malet hvid, da jeg godt kan lide at give plads til mine ting, som fascinerer mig. Jeg har mange ting, som er skabt af gode venner: malerier, vaser og drikkeglas. Der må gerne være noget i indretningen, som overrasker. Nogle små, skøre objekter. Ting, som drengene strikkede, formede eller malede, da de var små. Det er sådanne genstande, jeg elsker. Som er ladet med historie og betydning. Igen handler det om liv og fortællinger, som kan sætte mig i den rette sindstilstand, når jeg selv skal skabe.

På bordet står fotografier af Anna Teurnell og hendes søn, Karl, samt en række værdifulde vintagefund: lyserøde stiletter og en guldkæde og to mindre vaser fra Stig Lindberg og Svenskt Tenn.
Hvad inspirerer dig ellers?
Jeg føler mig næsten som en inspirationssamler. Jeg observerer og nærstuderer det, der interesserer mig. Jeg ser på kunst og går i teatret, jeg elsker ballet. Jeg rejser og møder nye mennesker. Jeg vil beskrive mig selv som et nysgerrigt menneske. Nogle gange tager jeg paparazzofotos af andre mennesker, fordi jeg ser noget interessant i dem og deres stil. Jeg køber bøger og musik – det betyder utrolig meget for os. Jeg er en stor magasinlæser, og jeg holder stadig avis. Jeg skal have min avis i hænderne, lugte til den og få sorte fingre af at bladre i den. Det handler så absolut ikke kun om informationen, jeg får af at læse, nej, det er hele den analoge oplevelse, som får dagen til at sætte i gang på en god måde. Vi lytter til plader og CD’er. Der er bare noget særligt ved at kunne holde albummet i hænderne, inden du sætter det på. Covere kan være så smukke og grafiske – så enormt inspirerende.

Der bliver spillet meget musik på pladeafspilleren og læst mange bøger i Teurnells hjem. “Bøger og musik er en stor del af vores liv. Jeg kunne ikke leve uden.”
Du har en imponerede bogsamling. Hvad betyder bøger for dig?
Jeg læser hver dag. I løbet af arbejdsdagen er det oftest i bøger om kunst og tøj eller andre smukke bøger om alt muligt – jeg har lige købt en bog om tai-chi. Altså, jeg går ikke så meget op i tai-chi, men bogen var så smuk med flotte grafikske billeder, der er så stærke og følsomme. Når jeg skal slappe af, læser jeg primært skønlitteratur. Jeg læser alt muligt forskelligt. Fra den svenske krimiforfatter John Ajvide Lindqvist til Dostojevskij og Sigrid Undset, som har skrevet min yndlingsbog, ‘Kristin Lavransdatter’. Jeg har lige læst ‘Huset Buddenbrook’ af Thomas Mann – en tyk og episk roman om generationer og familie. Hvorfor opdagede jeg først den bog nu? Det er sådanne generationsportrætter, som optager mig allermest. Jeg er et aktivt menneske og har svært ved at sidde stille. Bøger hjælper mig med at falde til ro og slappe af. Det er også en måde at være i verden på. At være oplyst og nysgerrig på andre mennesker og deres fortællinger. Hvis folk ikke har nogen bøger derhjemme, bliver jeg altid lidt skeptisk og usikker på dem …

Anna Teurnell har boet i lejlighed i hele sit liv, og det har hun ingen planer om at ændre på. Dog har hun og manden købt et sommerhus uden for byen. “Til hverdag vil jeg bo midt i byliv, kaos, mennesker og lyde, men en gang imellem skal jeg ud i naturen og opleve mørke og stjerneklare nætter, slappe af og læse. Jeg kan godt lide kontrasten mellem de to måder at leve på,” siger Anna Teurnell. Sofaen er designet af Piero Lissoni, sofabordet af Poul Kjærholm for Fritz Hansen, den sorte lænestol er af Ray Eames for Vitra, den lille sofa er af Ligne Roset, og tæppet er skabt af Teurnells ven Marie Olsson Nylander.
Har du et favoritrum i lejligheden?
Helt klart vores stue. Jeg har aldrig haft en så stor stue før. Med tre store vinduer og pejs. Den er så stor, at vi både har et lille sofaområde, hvor man kan se TV eller læse, og et område ved bogreolen, hvor man kan hænge ud, og så er der den sidste sofa, som også bliver brugt af overnattende gæster. Det er i stuen, at livet kan udfolde sig. Menneskene, musikken, bøgerne, historien og minderne – det gode og det dårlige, som er sket i vores liv i de 13 år, vi har boet her – det hele bliver forenet lige her.

Spisebordet i køkkenet er designet af Piet Hein for Fritz Hansen, og Myre-stolene er af Arne Jacobsen.
Er der nogle af jeres møbler, som betyder mere for dig end andre?
Jeg er ikke en kæmpe møbelentusiast. Jeg er ikke konstant på udkig efter det næste køb eller læser om mine designhelte. Sådan er det ikke, men jeg kan godt lide godt design. Ligesom når det kommer til tøj, så sætter jeg pris på at finde noget i høj kvalitet, som kan holde i mange år. Og jeg har da også brugt mange penge på nogle af møblerne, f.eks. vores Eames-lænestol, som jeg købte på auktion, og som jeg blev helt vild med, da jeg så fotos af den i Eames-parrets hus i L.A. Jeg elsker også vores marmorbord af Poul Kjærholm. Jeg kan virkelig godt lide de ting, jeg passer på dem, og jeg ville savne dem, hvis de ikke var der længere. Men jeg er ikke så nostalgisk omkring vores ting. Jeg går op i, at tingene bliver brugt. Hvis noget går i stykker, så må det være sådan. Vores hjem er ikke et galleri. Min farmor havde et særligt stel, hun kun tog frem til jul og runde fødselsdage. Jeg er helt modsat. Jeg bruger det, jeg ejer.

Har du noget med fra dit barndomshjem?
Min mor har foræret mig det sorte maleri af klovnen, der hang i mit barndomshjem. Som lille syntes jeg, at det var så uhyggeligt. Især hånden, der stikker op i bunden af maleriet, og det utydelige klovneansigt ved siden af hånden, som du først ser, hvis du kigger længe på det. I dag synes jeg, det er grafisk, cool og interessant. Vi har også et par portrætmalerier af gamle familiemedlemmer, som jeg har arvet efter min farmor. Hun havde alle malerierne hængende i det samme rum, hvor alt var meget bourgeois. Jeg kan godt lide, hvordan de hos os bliver en del af et miks af alle tider.

Anna Teurnell er iklædt en ruskindsjakke fra Filippa K og står ved siden af gaven fra sin mor, maleriet af klovnen, som gjorde hende så bange som barn, men som hun i dag holder så meget af. Sofaen er et arvestykke fra hendes mormor, og puderne er fra Carina Seth Andersson, Svenskt Tenn og Maison de Vacances.