Bolig

Vintagetøjsælgeren inviterer ind i sit arkitekttegnede hus i Los Angeles – med badekar med udsigt over byen

- 16/05/2025

I et næsten 100 år gammelt arkitekttegnet hus i en dal under Hollywood-skiltet i Los Angeles bor den 33-årige vintagetøjsælger Hayley Kuniansky. Hun bruger alle rummene i huset lige meget, for det er både her – mellem de originale vinduer og fritlagte bjælker og med udsigt til Beachwood Canyon – at hun lever og arbejder.

Blå bog

Hayley Kuniansky. 33 år. Opvokset i Atlanta, men bor i dag i Los Angeles i et hus fra 1926 tegnet af arkitekten Kenneth Albright. Arbejder som vintagetøjsælger i sin egen virksomhed, Acquired Vintage, der har showroom i hendes hjem. Følg hende på @hkuniansky og Acquired Vintage på @__acquired__.

Foto: Johanna Hvidtved

FORTÆL OM DIT HJEM 

Mit hjem er mit frirum. En sikker havn. Et inspirationssted. Nogen kaldte det engang et prinsesseslot. Det er beliggende i det charmerende kvarter under Hollywood-skiltet kaldet Beachwood Canyon. Mange af boligerne i det her område er lige så gamle og fortryllede, for Hollywood-skiltet, der blev installeret i 1923 – og hvor der oprindeligt stod “Hollywoodland”, men “land” faldt af nogle år senere – var en reklame for et nyt ejendomsområde.

HVORNÅR BLEV HUSET BYGGET?

1926! Altså for næsten 100 år siden. Nogle gange er det svært at sammenligne en tidsreference med virkeligheden, men i mit hjemmeshowroom kan du prøve items fra dengang eller endda ældre for at få hele oplevelsen! Jeg kan endda spille noget musik fra den tid, men kun for de heldige.

Foto: Johanna Hvidtved

HUSET ER UDFØRT AF KENNETH ALBRIGHT, SOM VAR MEGET INSPIRERET AF DET EUROPÆISKE LANDSKAB. HVORDAN VISER DET SIG?

Kenneth Albright var en Los Angeles-arkitekt fra den periode, der bragte inspiration fra det europæiske landskab tilbage, mens han tjente i 1. verdenskrig. Huset er inspireret af Normandiet med sit afrundede stråtag, hvide ydre, stenfrontsområder og træbalkoner.

FORTÆL OM DE FORSKELLIGE RUM OG DESIGNVALG

Når du træder ind igennem porten, bliver du mødt af et udendørs spiseområde, og derefter bevæger du dig hen til tærsklen af huset, hvor dem, der ringer på døren, kan vente i et charmerende område med træbænke. Når du træder ind ad hoveddøren, bliver du med det samme imponeret af en enorm loftshøjde, et stort murstensildsted, massive trægulve, et enormt sydvendt vindue og to store vestvendte vinduer, der åbner ud mod baghaven og den frodige dal.

Foto: Johanna Hvidtved

Når Hayley Kunianskys gæster skal besøge hende, bliver de allerførst mødt af dette udendørs spiseområde.

Alle vinduerne er originale fra 1926. Der er en snoet trappe, der tager dig op på husets førstesal, hvor mit soveværelse er med badeværelse en suite og franske døre ud til altanen. Og badeværelset … lad os bare sige, at badekarret med fødder og det åbne bad med udsigt ud over byen er en af hovedårsagerne til, at jeg bor her. Der er en antik bondehusvask, frie bjælker og sildebensmarmorgulve.

Foto: Johanna Hvidtved

Den snoede trappe leder op til hjemmets førstesal, hvor Hayley Kuniansky bl.a. har sit sove- og badeværelse.

Foto: Johanna Hvidtved
Foto: Johanna Hvidtved
Foto: Johanna Hvidtved

Hayley Kunianskys badekar med udsigt ud over byen er en af hovedårsagerne til, at hun forelskede sig I boligen.

Nedenunder er køkkenet med samme sildebensgulv, marmorbordplade, en Shaws-vask, Liebherr-køleskab og fronter fra Fisher & Paykel, der også skjuler opvaskemaskinen. Showstopperen hernede er den originale jagtgrønne ovn fra 1950’erne, som jeg har udsmykket med forskellige sager fra Le Creuset. Og til sidst er der mit showroom, der oprindeligt var garagen i huset. Her er høje træpaneler og originale bjælker. Jeg har fået lavet specialdesignede stativer fra loftet fra Red Oak til at matche, og lige nu er Breed Street Customs ved at lave en reol til accessories og sko til mig. Lysekronen er fra Joe Armitage, og spejlet er Gio Ponti.

Foto: Johanna Hvidtved

Husets vinduer er originale fra 1926 og lukker enorme mængder lys ind.

HVOR I HUSET BRUGER DU MEST TID?

Jeg bruger helt ærligt hele huset lige meget.

HAR DU SELV INDRETTET DET?

Huset kom med fire Charlotte Perriand-lamper, en antik trækommode, nogle stole og et bord fra min udlejer. Han inspirerede mig virkelig i resten af mine beslutninger ved at sætte barren højt fra starten. Derfra tilføjede jeg en hvid sofa, et sort coffee table-bord, en Croft House-stol, en modernistisk lampe i krom, et Ikea-bord designet af Niels Gammelgaard i 1980’erne, kunst og Heath Ceramics-tallerkener, og for nylig fik jeg en bar på hjul fra 1910’erne, som jeg er virkelig glad for.

Foto: Johanna Hvidtved

HVORDAN KAN DU LIDE AT INDRETTE DIG?

Jeg kan godt lide at indrette mig tone i tone, tidløst, men med et sexet tvist. Husets farvepalet er brun, sort, hvid, elfenben og metalliske farver, så det meste af indretningen er i de farver. Jeg vil sige – hvilket også gælder for min tøjstil – at der er en overvældende europæisk inspiration. Jeg vil også gerne påpege min kærlighed til japansk kultur, så der er drys af det i form af røgelsespinde og min sengeramme.

Foto: Johanna Hvidtved
Foto: Johanna Hvidtved

HVOR LÆNGE HAR DU BOET HER, OG HVORDAN ENDTE DU LIGE HER?

Jeg har boet her i fem og et halvt år. Og historien om, hvordan jeg endte her, er faktisk ret sjov. Jeg havde set huset et år før og kontaktede straks udlejeren, som desværre sagde, at det allerede var lejet ud. Huset blev standarden i mit sind i alt, hvad jeg efterfølgende kiggede på, og jeg kunne ikke lade være med at tænke på det. Manifestation! En dag kiggede jeg helt random efter ledige boliger, og der så jeg pludselig huset igen, som lige var blevet lagt op. Jeg smed alt, hvad jeg havde i hænderne, og tog ud og så det med det samme.

Foto: Before the 101

Originale billeder af huset I Beachwood Canyon tegnet af Kenneth Albright I 1926.

Foto: Before the 101

HVAD ELSKER DU VED OMRÅDET?

Beachwood Canyon er i min optik det bedste område at bo i i Los Angeles, men jeg er selvfølgelig også farvet … Det er som en lille landsby gemt lige neden under Hollywood. Jeg bliver altid overrasket over de forskellige træer og blomster, der er minimal støj, og der ligger en dejlig diner, som jeg bruger en del, og en fransk café, hvor venner samles. Jeg elsker at gå en tur med min hund, Olive, op ad Beachwood Drive og op til Hollywood-skiltet. Den tur bliver bare aldrig gammel.

HVORDAN PÅVIRKEDE BRANDENE I L.A. DIG OG OMRÅDET, DU BOR I?

Øj! Sikke en katastrofe! Der var faktisk en brand, der brød ud meget tæt på mig, så jeg skulle evakueres. Det var vildt at stå i det øjeblik og beslutte, hvad jeg skulle tage med mig fra mit hjem. Heldigvis gik den brand hurtigt ud, men på grund af luften er min pejs stadig lukket inde i en form for luftrensningssystem. Jeg holder snart et udsalg til de påvirkede i området, som har mistet alle deres ting. Jeg kan slet ikke forestille mig det …

FORTÆL OS OM ACQUIRED VINTAGE 

Det tog mig noget tid at finde på navnet, for jeg ville gerne have noget, der både var klogt og tidløst, så jeg kan bruge det altid. At ‘acquire’ er jo mere end bare at købe noget – det bærer en vis tyngde med sig, det ord, ikke kun i forhold til at finde de særlige items, men også i forhold til kunden, der tilføjer et særligt item til sin samling, som personen skal have i årevis. De ord, der ellers opsummerer Acquired Vintage, er cool, chik, hot og anderledes.

Foto: Johanna Hvidtved

Hayley Kunianskys hjemmeshowroom var oprindeligt husets garage. Her er høje træpaneler og originale bjælker, som sætter den helt rette stemning for vintagetøjet.

Foto: Johanna Hvidtved

HVORDAN STARTEDE DIN KÆRLIGHED TIL VINTAGETØJ?

Acquired Vintage blev født ud af en dyb kærlighed til tøj, som startede i en meget tidlig alder. Jeg lærte tidligt, at en af de første måder, vi bliver opfattet på, er ud fra det, vi har på. Tøj kan give én adgang til en anden verden; det kan give én følelsen af at høre til eller at stikke ud og være en måde at udtrykke sin kreativitet på. Jeg ‘stjal’ ofte min mors tøj og gik rundt i det derhjemme. Helst hendes Dior Saddle-bag og hendes spidse Chanel-sko. Jeg studerede også min fars evne til at sætte farver og materialer sammen, når han klædte sig på. Jeg havde skoleuniform på, men tog ofte forbi vintagebutikker efter skole som en form for pusterum. Til sidst gav de mig et job der, og det blev starten på min karriere med vintagetøj. Jeg var 17 og har arbejdet med mode siden.

HAR DU NOGEN YNDLINGS-ITEMS?

Selvfølgelig! Og listen over yndlingitems bliver kun længere og længere, jo mere jeg finder. Men lige på tungen har jeg et Yves Saint Laurent-sæt bestående af et korset og en nederdel fra 1976, en Prada-trenchcoat fra S/S96, et 1970’er-Courrèges-sæt bestående af en orange jakke, en nederdel og en taske, en aftenkjole fra Tom Fords Gucci fra 2002, et par Christian Lacroix- øreringe fra 1990’erne, en brun Hermès Kelly-taske fra 1975 og en 1990’er-Prada-bokstaske. Men listen kunne fortsætte.

Foto: Johanna Hvidtved

HVEM DRØMMER DU OM AT KLÆDE PÅ?

Det er også en lang liste. Laetitia Casta, Monica Bellucci, Chloë Sevigny, Angelina Jolie, Charlotte Gainsbourg, Anok Yai, Kate Moss, Lily-Rose Depp og Olsen-tvillingerne.

RYGTET SIGER OGSÅ, AT DU ER VILD MED HELENA CHRISTENSEN?

Hun burde stå øverst på listen til det sidste spørgsmål! Hun er en dansk kvinde efter mit hjerte. Hun er indbegrebet af tidløs elegance og stil. Jeg kan huske, jeg så hende i musikvideoen til ‘Wicked Game’, selvom jeg nok var for ung til at se sådan noget, men den satte barren for mig, i forhold til hvor elegant noget sexet også kan være. ‘The sweet spot’ er spændet mellem de to poler, der eksisterer samtidig.

Læs ogå

Ana Kras’ lejlighed i Paris med gulvlange gardiner, møbeldesign og kig ud over byen fra badeværelset