Har du nogensinde overvejet en forlænget weekend i Polens hovedstad, Warszawa? Måske ikke, men det gamle, kulturelle centrum er spækket med gode spisesteder, naturvin i lange baner samt lokale designere, der i den grad er et visit værd.
Hotel
Raffles Europejski Warsaw
Centralt placeret i Old Town ved præsidentens bolig og operaen ligger det femstjernede hotel Raffles Europejski Warsaw i en imponerende bygning i neoklassisk stil. Skal du virkelig forkæle dig selv, kan du nyde den asiatiskinspirerede spa på hotellet – og ellers kan du booke en billig (men vidunderlig) massage hos Tajskie Spa, der ligger flere steder i byen og bl.a. har en lokation tæt på Raffles Europejski.
Spis og drik
BAKEN
Savner du København på din tur til Warszawa, skal du lægge vejen forbi en af Bakens to forskellige lokationer i byen. Her får du nemlig bl.a. en ”Copenhagen plate”, der er stærkt inspireret af en Apollo- eller Atelier September-agtig vibe. Bestil desuden en chamski-toast, noget af det friskbagte wienerbrød og en filterkaffe, hvis du kommer i dagtimerne, og nyd et glas bobler eller kombucha senere på dagen. I alle hverdage er der happy hour mellem 16-19, hvor du får 2 glas vin for 1.
JOEL Sharing Concept
Sharing is caring-koncept, der ofte er booket langt ude i fremtiden, hvilket jo er et godt tegn (der er dog altid plads til walk-ins i baren, hvor du kan sidde og følge med i køkkenet). Maden er Mellemøsten-inspireret og forrygende – og playlisten sørger for at fuldende din aften. Stedet ligger på Mokotow på Koszykowa, som er en gade med en masse små, hyggelige butikker og god stemning.
Grono Mokotowska
På denne lille, hyggelige vinbar (der er ideel at besøge før eller efter JOEL), er der masser af åbne flasker, så du kan smage lidt forskelligt, mens du finder frem til din favorit. Her er småt og intimt, hvilket betyder, at personalet ofte vil finde tid til at snakke med og få en tår vin ved dit bord, mens de forklarer om vinene.
BIBENDA
Dette sted er ideelt til dig, der (måske helt tilfældigt) befinder dig i området og er klar på nogle lækre, ubesværede retter – gerne vegetarisk. Det er nemlig ikke muligt at reservere bord på forhånd (medmindre I er et stort selskab). Nyd det store udvalg af naturvine, som tjeneren selv parrer sammen med den mad, du bestiller … Og er der kø, kan du hænge ud på gaden og få et glas, mens du venter.
BAR RASCAL
En skjult perle i Warszawa. Parret, der ejer restauranten, består af en kvinde, der er arkitekt, mens hendes mand laver film – så du finder faktisk en privat biograf i restaurantens kælder, hvor de også gemmer på et kæmpe udvalg af naturvine. Her serveres nemlig udelukkende naturvine og stedet har landets største samling af netop det. Bar Rascal samarbejder direkte med forskellige vinproducenter i Europa og er i tæt dialog med dem, før de indgår samarbejde. Så her får du også en god snak med personalet, hvis du vil vide noget om, hvad det er, du drikker. Imens spiser du brød, straciatella, ansjoser, kroketter og andre mindre og delevenlige retter.
INCLUSIVE BARISTA
Det flyder ikke over med god kaffe i Warszawa, men på den relativt nyåbnede Inclusive Barista, der kun har personale med et fysisk handicap, får du lige præcis den kaffe, du har drømt om, siden du forlod Danmark. Bestil også en af deres kager.
Shopping
LEBRAND
Hvis du skal tage en ‘souvenir’ med hjem fra den polske hovedstad, er det et godt bud at besøge Lebrand, der er et Warszawa-baseret brand af Paulina Pyszkiewicz fra 2014. Visionen er at skabe moderne klæder, der holder mange sæsoner, så de fleste ting (i den i øvrigt virkelig fine butik) er enkle, tidløse, men har et cute og kreativt tvist.
MAGDA BUTRYM
Måske det mest kendte polske modebrand – og det med god grund. Magda Butrym skaber smukke, ultrasexede og mystiske klæder. Der er skruet op for glam og chickness, og vi tror næsten ikke, du kan gå ud af døren i et item derfra uden at forberede dig på komplimenter. Et perfekt date- eller festbrand.
LE PETIT TROU
Vil du forkæle dit inderste, skal du lægge vejen forbi Le Petit Trou, der sælger yderst delikat, nuttet og sexet undertøj. Selv vinduesudstillingen vil drage dig ind.
House of Merlo
Er du til et nøje udvalg af kuraterede nicheparfumer, skal du besøge den virkelig smukke parfumebutik House of Merlo. Her finder du nærmest med garanti ikke én parfume, som dine veninder allerede har, så gå gerne på opdagelse i det unikke udvalg.
ELEKTROWNIA
I dette center finder du klassiske highstreetbutikker som Cos og Weekday, en sneakerbutik med godt udvalg samt kurateret vintage og butikker med et bredt udvalg af makeup og parfumer fra brands, du ikke finder alle steder (så som Le Labo og Charlotte Tilbury).
Kultur
Palace of Culture
Det store palads er kendetegnet for byens centrum, og den imponerende bygning er en gave fra Sovjetunionen tilbage i 1950’erne. I dag ligger der både en biograf, caféer og et teater derinde, og det er også i denne bygning, du finder en af Warszawas bedste barer, Bar Studio. Særligt om sommeren summer hele området i én stor fest fra torsdag-lørdag.
Old Town
I den gamle by kan du spise alle Polens nationalretter som fx pierogi, men ellers er det ikke et sted, du skal komme for spiseoplevelser. Den gamle bydel er charmerende og en meget traditionel attraktion, der huser det gamle kongeslot samt den nuværende præsidents bolig. Efterfølgende kan du slentre ned langs Nowy Swiat, hvor du finder en masse små caféer og barer.
Royal Łazienki Park
Den største og en af de smukkeste parker i Warszawa. Her står en stor Frédéric Chopin-statue, og hver søndag hele sommeren er der koncerter på et stort flygel foran statuen kl. 12.00 og 16.00.
Inde i parken ligger desuden en masse små museer og gallerier samt få caféer. Og så er der fritgående påfugle over det hele.