Film og TV

Serier på Netflix: Her er de 10 bedste, du skal se lige nu

- 13/09/2024

Netflix har et stort udvalgt af gode serier, som er værd at se, men det kan være svært at navigere i udvalget. Se her de 10 bedste Netflix-serier.

Det pibler frem med nye serier på Netflix, HBO, Viaplay, Filmstriben og andre streamingtjenester, og derfor kan det synes uoverskueligt at skulle navigere i serie-landskabet.

Vi kender nok alle til, at hvis en serie ikke fanger i første eller andet afsnit, så er chancen for at vi dropper den og finder en anden serie stor, og derfor er det endnu vigtigere, at du har sat dig ind i serien, når du trykker “Se S:1 E:1”.

Derfor kan valget være svært, når du/I beslutter dig for at gå i gang med en serie, og fordi vi kender serie-fortvivlelsesfølelsen, har vi lavet en liste med vores bud på de allerbedste serier på Netflix, som både er perfekte til en aften i sofaens tegn eller et enkelt afsnit til at gå i seng på efter en aften ude.

Mens nogle Netflix-serier er nye, er andre serier bare klassikere, som du simpelthen ikke må gå glip af – ikke mindst, fordi det er så irriterende at stå fortvivlet tilbage endnu engang, når din ven for femhundrende gang smider en reference fra Friends-serien.

På listen over serier herunder finder du bud, hvad end du er en håbløs romantiker, drages af et dramatisk plot, er vild med overnaturlige fortællinger eller noget helt fjerde eller femte.

 

De bedste serier på Netflix

Foto: Netflix prison break

Netflix-serien Prison Break

Hvordan får man sin bror, som er anklaget for mord på den amerikanske vice præsidents bror, ud af fængsel?

Det spørgsmål stiller Michael Scofield sig selv i dramaserien Prison Break – og svaret? Det må være selv at blive fange i selvsamme fængsel. Før Scofield får sig selv fængslet, får han tatoveret hele fængslets infrastruktur på sin ryg i håbet om at kunne bruge sine strukturerede evner som ingeniør til at finde en vej ud af fængslet for brødrene. Men det er ikke helt så nemt, som han forstiller sig, og særligt ikke, når flere og flere fanger får nys om planen, og derfor hægter sig på brødrene.

Se serien på Netflix her.

Foto: Netflix the perfect couple

Netflix-serien The Perfect Couple

En af de nye serier på Netflix er Susanne Biers spritnye mini-dramaserie på seks afsnit fra september 2024 er den perfekte serie, hvis du er i binge mode. Afsnittene varer omkring en times tid, så hvis du har en filmaften i sigte, er den et godt bud. Plottet er forholdsvis simpelt; forberedelserne til brylluppet mellem sønnen af en af Nantucket mest velhavende familier og hans kommende brud er i fuld gang – og særligt brudegommens mor, som spilles af Nicole Kidman, har taget styringen til trods for, at hun ikke er helt vild med sin kommende svigerdatter. Men midt i idyllen flyder et lig ind på stranden, brylluppet aflyses og flere sandheder, der ikke hidtil har kendt til dagens lys, bliver pludselig afsløret på stribe.

Se serien på Netflix her.

Foto: Netflix the office

Netflix-serien The Office

Den amerikanske mockymentary og sitcom-serie er en af de serier, der deler vandene. Enten elsker du serien for dens sorte humor og karakterernes tåkrummende opførsel, eller også hader du den for netop dette – men uanset er der altså lavet hele ni sæsoner, så hvis du ikke allerede har givet den en chance, skal du gøre det. Hele serien igennem følger man hverdagslivet på kontoret, og det er altså ikke, som de fleste kender det. Kontorets manager gør grin med og udsætter sine ansatte for lidt af hvert – altid noget, som får seeren til at grine eller krumme tæer – eller begge! En chef, der på mange måder er helt uacceptabel men samtidig utrolig humoristisk.

Se serien på Netflix her.

Foto: Netflix emily in paris lilly collins

Netflix-serien Emily in Paris

Vi kan næsten ikke komme uden om serien med den københavner-baserede Lily Collins, der spiller amerikaneren Emily Cooper, som flytter til kærlighedsbyen Paris. Her kommer Emily til at leve det glamourøse men også barske Parisienne-liv, hvor hendes arbejde på reklamebureauet “Agency Grateau” tager det meste af hendes tid, og hvor hun gennem alle sæsoner på kreative vis må overbevise meget bestemte, franske chef om, at hun fortjener sit eftertragtede job.

Fjerde sæson er netop udkommet fuldt i september i år. Gennem alle sæsonerne oplever man, hvordan Emily fortrylles af Paris’ charme (og charmerende mænd), men også hvordan hun på sin vej til at finde sig selv til rette, også får knubs, oplever knuste hjerter og venskaber og generelt må forholde sig til den barske virkelighed og indse, at Paris ikke altid er så glamourous som antaget. Men med sin charme, smil og ihærdige arbejdsindsats formår hun alligevel af balancere det hele – måske.

Se serien på Netflix her.

Foto: Netflix peaky blinders cillian murphy

Netflix-serien Peaky Blinders

Der er skruet op for både charmen og chancen, når Cillian Murphy indtager rollen som Tommy Shelby i Netflix-serien Peaky Blinders. Vi befinder os i England tilbage i 1900’erne, hvor gangster-familien Shelby på frygtindgydende vis styrer deres by og holder fjender væk med knivskarpe barberblade, som hele familien har siddende i deres hatte. En politibetjent sættes på opgaven at få de magtfulde brødre ned med nakken, og kort tid efter brødregruppen er blevet bekendt med den nye politibetjent, dukker også en smuk kvinde op, der søger job på brødrenes bar – men hvad laver en så intelligent og køn kvinde i den ubarmhjertige by? Tommy Shelby betages af hendes skønhed og flabethed, og for en gangs skyld spilles han op mod sig selv. Herfra begynder kampen mod både politibetjenten og gangsterfamilier fra resten af England, og her betyder et stærkt og tillidsfuldt familiebånd alt. Men enkelte familiemedlemmer fristes af pengenes magt, hvilket splitter familien ad, når gangsterfamilierne står pistol mod pistol på kampmarken. Der er masser af spænding og kærlighed at hente i serien, som er meget bedre, end den lyder.

Se serien på Netflix her.

Foto: Netflix the crown diana

Netflix-serien The Crown

Det historiske Netflix-drama om den britiske kongefamilie har siden 2016 fodret os med en mere eller mindre kronologisk visualisering af tiden under Dronning Elizabeth d. 2. Stærkt inspireret af virkelige hændelser følger man igennem seriens seks sæsoner Dronning Elizabeth – lige fra brylluppet med Prins Phillip, hendes fars død og dermed også hende kroning som dronning til blandt andet skilsmissen mellem hendes søn, Prins Charles, og Prinsesse Diana, mødet mellem Prins William og Kate Middleton, Dianas møde med Dodi Al-Fayed og slutteligt Dronning Elizabeths accept af forholdet mellem Prins Charles og Camilla Parker Bowles.

Selvom du af og til skal holde tungen lige i munden for at kunne følge med i det bristiske politiske system, som kører sideløbende med den royale historie, så er serien helt klart værd at bruge tid på, hvad end du er royalist eller ej. Ikke mindst fordi både kostumer og skuespillere er uhyggeligt virkelighedsnære.

Se serien på Netflix her.

Ps. Du kan også se historien om Hertuginde Meghan Markle og Prins Harry her.

Foto: Netflix sex and the city

Netflix-serien Sex and The City

Drøm dig væk til et liv fyldt med Cosmos, Manolo Blahniks, utallige café-besøg og nå ja, en lejlighed midt i New York City med de fire veninder Carrie, Samantha, Charlotte og Miranda, der trods deres meget forskellige karakterer er bedste veninder og støtter hinanden i tykt og tyndt (læs: særligt breakups!). Vi følger de fire kvinder i deres jobs og i privatlivet, hvor dates, festlige events og krisemøder på den lokale restaurant, hvor der ihærdigt deles råd og tips om kærligheds- og sexlivet, dominerer seriens handling. Et must-see, hvis du ikke allerede har set den, men egentlig også bare en god serie at gense, Sex and The City-kvinderne kan altid få os i godt humør.

Se serien på Netflix her.

Foto: Netflix friends venner

Netflix-serien Friends

Stedet er Manhatten i 1990’erne – rettere bestemt café Central Perk. Det er stamstedet for de seks “Friends” (og også det sted, størstedelen af serien foregår), som følger hinanden i tykt og tyndt på alt fra arbejdsmarkedet til kærlighedslivet og egentlig bare livet generelt. Forbered dig på grin så maven kramper, tåkrummende scener men selvfølgelig også masser af kærlighed, når Ross, Rachael, Monica, Joey, Chandler og Phoebe igennem 10 sæsoner underholder os med deres umiddelbarhed, klodsethed, gode humor (og dårlige) og bare deres helt igennem unikke personligheder. Vi snakker verdens måske mest kendte sitcom-serie fra 1994, men som bare never gets old, og som selv er god på den mest grå regnvejrsdag. Hvis du også drømmer om at blive en del af sekskløveren, forstår vi dig godt!

Se serien på Netflix her.

Foto: Netflix one day samme dag næste år

Netflix-serien One Day

Vær klar med lommestørklædet, hvis du kaster dig ud i den søde kærlighedsfortælling om, hvordan et one night stand mellem skolens mest populære dreng, Dexter, og Emma, som meget få fra skolen kender, udvikler sig til et stærkt venskab – der både udfordres af deres kulturelle og økonomiske forskelligheder, interesser og generelt bare livet som ung – men som alligevel holdes intakt og måske også bliver til mere end bare et venskab? Men hvorfor så lommetørklæder, tænker du måske? Det må du selv se miniserien for at finde ud af. Der er kun 10 forholdsvis korte afsnit, så det er en af de serier, der nemt kan binges på en aften i sofaen – og bliver du grebet, kan du finde flere serier, der minder om her.

Se serien på Netflix her.

Er du ikke overbevist af nogle af de ovenstående serier på Netflix, eller har du måske bare set dem alle, kan du se, om det kan friste med en efterårsfilm i stedet.

Læs ogå

8 tys-tys-restauranter i København, du kun deler med dine bedste venner