Da Helle Thorning Schmidt voksede op på Vestegnen, var det "total nedern" at være derfra, men hun lærte, at man selv kan gøre en forskel – og det gjorde hun. En forskel. Læs her om opvæksten i Ishøj, hvordan hendes verden ændrede sig, da hun trådte ind i politik som ung, blond kvinde, hvor lårkorte kjoler og stærke holdninger mødte modspil, og om hvordan hun lærte at acceptere, at hun aldrig ville blive den mor, der kom med hjemmebag til skoleafslutningerne.
Kapitel 1: PIONERÅND PÅ VESTEGNEN
I dag er det nærmest cool at komme fra Vestegnen. Suspekt har gjort noget, Tessa har gjort noget, og Brøndby IF har gjort rigtig meget. Med fodboldholdet fik vi pludselig en identitet, og nu om dage er der en stolthed forbundet med at komme fra Vestegnen. Sådan var det slet ikke, da jeg voksede op derude. Der var det kun skod i andre folks øjne, og når vi kom ind til byen og skulle lade, som om at vi var supertjekkede, havde vi mest lyst til slet ikke at fortælle, hvor vi kom fra. Det blev simpelthen anset som totalt nederen at være fra Ishøj, men jeg forbinder selv det at vokse op derude med en særlig pionerånd. Dengang jeg var barn, var man ved at bygge byen op. Den voksede fra en lille landsby til en stor forstadsby, og da jeg startede på gymnasiet, var vi den første årgang. Alting var nyt, og vi kunne præge det hele. Hvis vi mente, at der skulle være et elevråd, så lavede vi det, skulle der være fester, så arrangerede vi dem, og hvis vi ville demonstrere, så lavede vi nogle skilte. Jeg var meget optaget af retfærdighed og var med til at danne ‘Ishøj for fred’, der havde som mærkesag at skabe fred i Europa. Mine venner og jeg var også indædt optaget af at få endt apartheid i Sydafrika. Jeg er ikke sikker på, at vi gjorde den store forskel, men der var trods alt en international bevægelse imod apartheid, og den var vi jo en lille del af, så på den måde føltes det, som om vi gjorde. Vi startede mange ting op i Ishøj. Alt var ligesom op til os. Hvis man fik 12 af sine venner til at skrive sig op, kunne man starte et hold på ungdomsskolen, så jeg fik lavet et hold, hvor vi blev undervist i sikkerhedspolitik. I de voksnes rækker gjaldt det samme. Hvis man ville have en spejderforening til børnene, så måtte man lave den selv. Sådan var det med det hele. Alt det var med til, at jeg tidligt fik en fornemmelse af, at jeg kunne gøre en forskel. Ikke bare at nogen kunne gøre en forskel, men at jeg kunne gøre en forskel.
Mens jeg gik i folkeskole, gymnasiet og på universitetet, oplevede jeg det aldrig som et problem at være kvinde og have stærke holdninger – og stadig gå i lårkorte kjoler. Men da jeg trådte ind i politik som en ung, blond kvinde, blev jeg pludselig stereotypiseret
Kapitel 2: FEMINISMEN I RYGGEN
Min mor og storesøster var feminister. Der var Shit & Chanel i højtalerne, og ved middagsbordet gjorde de begge to meget ud af at lære mig, at kvinder er lige så dygtige som mænd, og at man skal sørge for at kunne klare sig selv. Jeg har altid følt mig hjemme i feminismen, og jeg kan slet ikke huske et tidspunkt, hvor jeg ikke har været feminist. Da jeg mødte Stephen (Kinnock, red.) i halvfemserne, mens jeg studerede i Belgien, var det først, da han fortalte, at han var feminist, at jeg for alvor faldt på halen. Hvis du skal vælge en mand, så vælg en, der har læst sin Simone de Beauvoir. Det er mit bedste råd. Feminisme har altid været en del af mit blik på verden, og fordi jeg er opdraget på den måde, lærte jeg tidligt, hvordan patriarkatet fungerer, og at det kan tage vores selvtillid fra os, hvis vi ikke passer på. Derfor kunne jeg også undgå at gøre det personligt, når jeg blev diskrimineret på baggrund af mit køn. Feminisme blev et værktøj til at se uretfærdighederne som noget strukturelt, og det blev afgørende for mig, da jeg trådte ind i politik, for så var det ikke mig, der var noget galt med. Mens jeg gik i folkeskole, gymnasiet og på universitetet, oplevede jeg det aldrig som et problem at være kvinde og have stærke holdninger – og stadig gå i lårkorte kjoler. Men da jeg trådte ind i politik som en ung, blond kvinde, blev jeg pludselig stereotypiseret, og det var alle de klassiske ting med ikke at være kompetent, ikke at være klog, ikke at være dygtig nok. Det første halve år i Europaparlamentet talte alle til mig, som om jeg var sekretæren. Det er ikke med ond vilje, og der er jo ikke noget galt med at være sekretær, men de gjorde det, fordi de havde et billede på, hvordan parlamentarikeren skal se ud. Da jeg senere kom ind i dansk politik, blev det voldsomt og til tider virkelig ubehageligt. Hvis jeg var stoppet op og havde beklaget mig, hver gang jeg mødte en fordom, så havde jeg ikke kunnet lavet andet, og samtidig kan man ikke italesætte den slags, for så bliver man bare et offer én gang til. Så jeg tog valget om, at de ikke skulle have lov til at ramme mig, men jeg har helt klart været ked af det nogle gange, og jeg har været sur, for det er svært at acceptere, at den største forhindring, i forhold til det jeg gerne ville, er, at man har et bestemt køn. Det var det samme med Hillary Clinton, da hun forsøgte at blive præsident i USA. Hun var en af dem, jeg spejlede mig i, men derudover væltede det mildest talt ikke med hendes slags i det globale landskab. Jeg var dog rigtig tæt på Angela Merkel, der var kansler i Tyskland, og det var dejligt at have hende i ryggen. Vi talte også nogle gange om det at være kvinder i politik, men hun var samtidig en helt anden type end mig og kom fra en helt anden baggrund. Mens jeg var statsminister, tænkte jeg ofte på, at jeg en dag ville samle det hele og komme med min udlægning af historien. Jeg følte faktisk en forpligtelse til at få skrevet en bog om det og ligesom føre bevis for, hvordan det havde været. Det var ret vildt endelig at udgive ‘Blondinens betragtninger’ i 2021, og det blev særlig vildt, da der også var et tv-hold, der lavede en dokumentar om min tid i politik. Det hele kom tilbage i en lille makiterning. Det gjorde faktisk ondt i maven. Det er måske for meget at sige, at det var posttraumatisk, men jeg fik nærmest sådan en stressreaktion af det. Det var overvældende at se.
Jeg måtte aktivt forsøge at bryde ud af nogle af de forventninger, der var – som at man skal bage og komme med lækre retter til alle mulige skoleafslutninger
Kapitel 3: PIZZA OG PERFEKTHEDSKULTUR
Der har været en stor debat om the mental load på det seneste, og når man bliver mor, bliver man uundgåeligt udfordret på, hvad rollerne er i parforholdet. Da jeg fik mit første barn, oplevede jeg selv en eksplosion af små situationer, hvor jeg tænkte: ‘Hvorfor kan jeg se de her ting meget tidligere, end min mand kan?’ Man tror, man er lige i ægteskabet, og så kommer der et barn, og så er man det pludselig ikke. Som kvinde er det svært ikke at blive irriteret, og det kan skabe rigtig mange konflikter i et parforhold. Det gjorde det også hos os. Samtidig har man så alle de her forventninger om, hvordan man skal være en god mor, og hvordan man skal have styr på alt. De er sikkert kun blevet endnu større, end det var dengang for 27 år siden da jeg blev mor for første gang. Jeg måtte aktivt forsøge at bryde ud af nogle af de forventninger, der var – som at man skal bage og komme med lækre retter til alle mulige skoleafslutninger. Det blev jeg til sidst ligeglad med, og hvis jeg ikke havde tid til andet, så tog jeg bare en pizza med, men til at starte med krævede det faktisk en ret stor overvindelse at sige nej til at være perfekt. Også selv om perfekthed er latterligt, fordi det udelukkende er noget, man forsøger at vise udadtil. Jeg føler, at jeg er en god mor. Det er ikke fordi, jeg har været perfekt, men jeg synes, at jeg har været god nok. Jeg har taget det dybt alvorligt, og jeg har givet mit allerbedste.
Dette er første del af det samlede interview med Helle Thorning Schmidt fra juniudgaven af ELLE. Stay tuned for anden del …
