Identitet

Danner og kendt dansk designer i vigtigt samarbejde: Se den smukke bluse

- 31/10/2023

Vi er vilde med blusens stilrene design, som allerede står øverst på ønskelisten.

Du kender måske organisationen Danner for deres dedikerede arbejde med kvinder og børn, der har været udsat for vold i hjemmet. 

I en anden ende finder du den kendte danske designer Karen Simonsen, der siden 2009 har drevet det velkendte danske brand Karen By Simonsen. Og som i 90’erne og 10’erne var den ene halvdel af det succesfulde danske bohomebrand ‘Munthe plus Simonsen’. 

Nu forener de to parter kræfter i et helt særligt designsamarbejde.

Det sker i anledning af Danners fødselsdag, hvor organisationen i samarbejde med designer Karen Simonsen lancerer en ny bluse. 

Den hvide bluse ligger i sit skulpturelle design tæt op ad designerens DNA, hvor ord som minimalisme og skandinavisk elegance går igen. 

Foto: PR

Den nye Danner bluse er dermed heller ingen undtagelse, der med sit teksturerede stof, ribbede kant og subtile blå detaljer emmer af underspillet elegance. 

Ikke den sædvanlige ‘logo t-shirt’

Det er med andre ord heller ikke en klassisk ‘logo t-shirt’, der er kommet ud af designsamarbejdet.

Og netop det valg skal ses i lyset af blusens formål med at rejse penge til Danners arbejde, udtaler designer Karen Simonsen.

“Det har været vigtigt for mig at lave en bluse, som er smuk, og som har potentiale til at blive en bestseller. For hvis vi sikrer et godt salg, så hjælper vi samtidig endnu flere voldsudsatte kvinder og børn. Derfor blev det ikke en klassisk slogan t-shirt, men en flot bluse, som jeg er overbevist om, vores trofaste kunder kan lide og vil købe,” lyder det fra Karen Simonsen. 

Foto: PR

Danners direktør, Mette Marie Yde, er stolt over det item, der er kommet ud af samarbejdet. Og håber nu, at salget kan være med til at hjælpe endnu flere udsatte kvinder. 

“Danner er jo en mindre organisation og en organisation, der har stort behov for donationer for at kunne hjælpe endnu flere voldsudsatte kvinder og børn. Over 118.000 kvinder bliver hvert år udsat for partnervold i Danmark. Og mange børn vokser desværre op i hjem med vold. Så behovet for hjælp er utroligt stort,” siger hun. 

Danner

  • Danner arbejder for at stoppe vold mod kvinder og børn.
  • 118.00 kvinder bliver hvert år udsat for voldt i Danmark
  • 3.000 kvinder og 2.300 børn flytter hvert år på krisecenter i Danmark.
  • I Danners krisecenter kan kvinder og børn kan få beskyttelse og specialiseret rådgivning. 
  • I Danners døgnåbne rådgivning kan voldsudsatte kvinder, børn, pårørende og fagpersoner få råd og vejledning – over telefon, chat og fysisk.
  • I Danners ambulante rådgivningstilbud Sig det til nogen kan det store mørketal af voldsudsatte kvinder, der ikke søger ophold på krisecenter, få hjælp. 

Ifølge Karen Simonsen var samarbejdet med Danner en naturlig forlængelse af de værdier, hun selv er opdraget med. 

”Jeg har været optaget af kvindefrigørelse, siden jeg var barn. Min mor var glødende feminist og viede sit liv til at kæmpe for kvinders rettigheder både i Danmark og i verden. Derfor var det helt oplagt for mig at lave et samarbejde med Danner,” siger hun.

Direktør Mette Marie Yde kalder det nye samarbejde for en ‘win-win’, som udover den økonomiske gevinst, også kan være med til at nedbryde tabuer.

Foto: PR

“Som mindre organisation har vi ikke penge til markedsføring og store oplysningskampagner. Men med virksomhedssamarbejder kan vi nå ud med budskabet til endnu flere. Vold i hjemmet er stadig meget tabubelagt. Så at Karen Simonsen støtter op og deler budskabet med sine kunder, der primært er kvinder, vil være med til at nedbryde tabuet. Vi regner også med, at det vil betyde flere opkald fra voldsudsatte til Danners nationale døgnåbne telefonrådgivning for voldsudsatte, pårørende og fagpersoner,” siger Mette Marie Yde.

Blusen kan købes fra den 2. november i butikker og i Karen by Simonsens webshop. Prisen er 499 kr og overskuddet fra salget af blusen går til Danners arbejde for voldsudsatte kvinder og børn.

Læs ogå

Phoebe Philos længe ventede kollektion er landet: Derfor skaber den ringe i modevandet

Lyt til ELLEs podcast ‘Klædt På’, som er din månedlige podcast om tendenser, strømninger og insiderviden fra modens verden med Mads Emil Grove Møller som vært.